Let the flames begin.

Sted: Quatre.
Tid: Klokken 21:00.
Dato: En torsdag.
Omgivelser: Charlie og hvad der ellers befinder sig sådan et sted.
Vejr: Stille blæst og regnvejr, mørk himmel med få stjerner fremme.

Det var ikke til at sige hvad der var sket i den seneste tid. Charlie vidste ikke længere hvor hun hørte til da hun ikke havde set sin såkaldte ejer og derfor følte hun sig fri, men derfor var følelsen der stadigvæk med at hun var forvirret over en masse ting som hun ikke syntes passede inde i denne verden, mens at hun mærkede de få regndråber falde ned på hendes hud som ikke irriterede hende. Hun havde ikke intet sted at tage hen, intet hjem eller en lejlighed for den sags skyld. Hun mærkede jorden under sine tæer, da hun ej havde strømper eller sko på. Det følte som en befrielse for hende. Hun lod sine mindre kedelige grå øjne glide rundt en omgang hvor hendes pupiller stadig var sorte. Hun var ikke just et almindeligt menneske, hendes hjerte bankede ikke længere, hendes krop var et råddent eksemplar af de døde, også kaldt et vandrende lig og alligevel bar hun en skønhed som andre ikke kunne stå for. Hun var lige så skøn som et menneske kunne være og end da mere end det. Hun var oppe i et større niveau. Hendes hår der blafrede lidt med vinden blev ikke sat, det naturlige lange platin hvide hår hang ned langs hendes ryg, mens pandehåret sad til den ene side uden at det skjulte det ene øje, hun havde ingen make-up på. Ingen overdreven ting, som gjorde at hun kunne få endnu mere opmærksomhed end hun plejede at få. Det var hendes rigtige jeg, selvom hun var en fuldblods vampyr, var hun ikke almindelig.. Hun havde en hemmelighed som ikke mange kendte til.. Charlie havde nemlig en Phoenix inden i sig.

Hun havde en flot deltaljerede kjole på som gjorde at hun fik en fin kavalergang. Kjolens længde gik ned til omkring hendes knæ, ellers havde hun ikke noget udover. I dette tøj lignede hun nok en fattiglus hvilket hun også var. En gadetøs. Hun fortsatte med at gå hen af Di Morgas gader til at Charlie pludselig stod foran et hotel der bar navnet; Quatre.

Hun lagde sit hoved efterfølgende en smule på skrå og studerede bygningens ydre, mens at hun overvejede om hun skulle overnatte der.. selvom hun ikke rigtigt havde nogen penge? Hun kunne vel godt komme ind alligevel.. hvis hun spillede med de rigtige brikker? Charlie kunne også vente på at der kom nogen.. også tilbyde dem en nat, så hun på den måde kunne komme indenfor i stedet for at overnatte udenfor et sted som hun ikke ville bryde sig om.

Gary havde været ude og rejse meget længe og havde derfor ikke vandret i disse gader længe.. Rejsen havde været utrolig udmattende, og derfor ville han søge ind på det nærmeste hotel han kunne finde. Det var normalt ikke noget han gjorde, da han havde en stor flot trævilla i et stort egetræ ude ved skoven. det lignede nu mest af alt en stor træhytte.

Gary traskede langsomt ned af den ensomme gade, hvor der virkede som om at hver eneste sjæl havde forladt gaden i ly for mørkets frembrud. Gary gik sofistikeret ned langs gaden, lydløs og elegant. Nærmest som han svævede ned af fortovet, der var lavet af de mest forfaldne brosten der kunne opdyrkes i hele dette land.

Gary var en luft dæmon, men ikke noget man kunne se på ham. Han virkede til at være ret "normal", hvad så end normal betød. Hvad var normal? Og hvordan kunne man definere det?

Gary lignede en velhavende person, han bar et fint sort/gråt jakkesæt, med en løs sættende skjorte under hans blazer. Gary havde lyst hår, med lyse reflekser. Vinden legede lidt med hans hår.

Gary gik ned af en gade og fandt hurtigt hotellet "Quatre" han havde aldrig været her før, men det virkede til at være et perfekt sted for ham at overnatte. Gary kom langsomt til indgangen, hvor der stod et par mennesker. Et par som væltede rundt, og var småfulde og larmede lidt. De væltede ind i en ung kvinde som stod i hendes flotte tøj. Gary syntes hun var en virkelig smuk kvinde. Kvinde med stort K kunne man sagtens sige. "Gider i godt lige at passe på?" Sagde Gary med en maskulin stemme. Han tog blidt fat i kvinde, da det så ud som om hun var ved at vælte. "Er du okay?" Spurgte han og smilede venligt til hende.

Man kunne straks mærke den varme der kom fra Gary. ikke krops varme, men nærhed, kærlighed osv.

Hvis Charlie var et menneske, ville hun nok rødme når hun kom i denne situation med at komme ind i andre fremmeds arme. Men det lykkes hende ikke. Hendes blege, kolde marmor hud forblev hvid. Hun rettede sit blik ned mod manden der stod bag hende der samtidig holdte hende oprejst.

"Ja.. jeg er okay.." sagde hun og rømmede sig, mens at hun havde lidt svært med at komme op at stå igen. Hvad skulle hun ellers sige? *Du er dygtig Charlie!* tænkte hun letter irriteret. Hun var en vampyr også var hun sådan?!.. Hun bed sig lidt i underlæben uden at der kom et sår.
"Hm.. tak for hjælpen..den herre" lød det fra hende, da hun ikke kendte hans navn, tit brugte hun den fine omtale af folk når hun ikke kendte dem, mens at hun kom op at stå igen rettede hun lidt på sin kjole inden at hun vendte sig om.

Så hun stod foran ham og kunne se hans ansigt ordentlig, samt alt andet. Hun kiggede hurtigt ned mod sine fødder for at sikre at de ikke var blevet skadet undervejs inden at hun rettede blikket hen på ham igen. Et lille smil dukkede op fra overfladen. "Er der noget jeg kan gøre for dem...siden at du reddet mig for at falde?" spurgte hun af mindre ren nysgerrighed. Charlie kunne ikke få sig selv til at gå direkte forbi og videre ned af gaden. Nej. Hun blev stående mens at hun letter betragtede ham. Charlie havde det som om at hendes ben var sømmet fast til jorden. Normalt plejede hun at være et ondt væsen, det væsen som der nogen gange overtog hende. Men ikke denne aften.. sødmen steg hende til vejrs.

Gary var næsten altid hjælpsom, og lod ikke en pige som hende i stikken. "Du kan da starte med at kalde mig Gary og ikke herre " Sagde han med et lille smil på læben. det der med at være så høflig var ikke lige hans kop te. han var vokset op med den høflighed, så den hang ham langt ud af halsen.

Gary rettede let på sit tøj, så han stadig så en smule charmerende ud. "Hvad laver de så sent ude frøken? Du skal passe på her i dette kvarter.. det er ikke sikkert at være ude" Sagde Gary og smilede til hende hvorefter han kiggede lidt rundt og så det fulde par langsomt forsvinde ud i nattens mørk.

"De må have det godt frøken - Pas nu på dem selv." Sagde Gary smilende og begyndt at gå hen imod indgangen til hotellet. Døren gik let og elegant op og Gary blev mødt af lys indefra, hvorefter han gik overimod skranken