gammelt (Kida=privat)

”he he ja og jeg score de pæne” sagde hun kækt … ”For det kan de gamle og grimme ikke” tilføjede hun. ”ja måske er du såkaldt veltrænet… men hvem siger at musklerne skal kunne ses?... jeg kunne da slå sådan en kødklump om dig 3 meter væk med 1 enkelt slag” sagde hun overlegent. Hun var fuldstændig ligeglad med ham. Vinden vivlede omkring hende og var åbenbart tilfreds igen. Hun vendte ryggen til ham og begyndte roligt at gå.

Han grinte "ja jeg kunne intet mærke svagpisser" sagde han roligt "en hver kan skubbe en væk men skade ham det kan du ikke" sagde han roligt og så fortsat på hende med et overlegent smil "tudegrimme det ligner som om nogen har pusset næse i alt dit tøj" han så fortsat på hende ligeglad med hvad hun sagde det kunne ikke skade ham kun en ting ville kunne skade ham og det var hans mest elskede eje hans tatoveringer

”så siger vi det… så længe du selv tror på det” grinte hun og gik fortsat roligt af sted. ”og hvis jeg så har pudset næse i det bliver du så overrasket?” sagde hun kækt. ”desuden så skulle du ikke snakke for højt med de klamme tatoveringer… det ligner en fugl der har haft tyndskide på dig og du så bagefter har malet med lortet!” sagde hun kækt og gik videre… hun var et godt stykke fra ham nu.

Der røg hans grænse han vente sig om og tatoveringerne begyndte at bevæge sig vildt før han slog ned i jorden flere tusind gange og jordskælv så store at hele forlystelsesparken begyndte at brække kom efterfulgt af at han hoppede afsted og fik placeret en næve i hendes mave efterfulgt af endnu en næve og en til og en til og blev ved sådan mens der nogle gange kom en lille tatovering UD af hans hud som en lille klinge som stak ind i hendes mave

Vinden ’stillede’ sig foran hende og tog alle slag og snit fra ham. Det var som om en form for skjold opstod omkring hende. Den lilla vind rasende over det sortelveren var ved at gøre og ville ikke tolerere dette, langsomt dannede sig en silhuet af en enorm ulv ud af denne vind som bed fat om hans arm og slyngede sortelveren flere meter væk lige over i et træ. ” Knyazʹ” skreg hun højdt da hun så hvad den var ved at gøre… det var ikke fordi hun havde medlidenhed med elveren men fordi hun var bange for hvad det ville ske om ikke så lang tid.

Der skete intet hans tatoveringer havde lavet et skjold da han ramte træet landede han blødt hvorefter hans tatoveringer blev til sort røg over ham som dannede en form for slange en cobra helt præcist bare 10 meter høj og 3 meter bred som så derefter angreb ulven mens Deamon gik til angreb mod Kida intet var hurtigt nok til at forsvare begge ting godt nok havde Deamon ingen mulighed for at bruge hans tatoveringer eftersom at de var i kamp mod noget andet men der var hans enorme styrke han kunne bruge det var nyt det med slangen det havde han aldrig set før men han kunne undersøge det en anden gang lige nu ville han vinde for en hver pris

Kida knorrede mod kobraen og ’vinde’ eller ulven om man måtte sige gik til angreb på den. Den bed fat i halsen på kobraen og ruskede den flere gange frem og tilbage til indtil flere knæk kunne høres. Kobraen ville nu højest sandsynlig være død eller uskadelig gjort. Efter som kida var nyfødt vampyr havde hun intet problem med at undvige sortelveren. ”det er åndsvage tatoveringer slap da af bessefar!” sagde hun koldt, men med en kæk undertone.

Kobraren rettede sig op rystede på hovedet der kom et knæk mere og den var hel igen hvorefter den angreb igen mens sortelveren hoppede direkte mod Kida "KALD IKKE MINE TATOVERINGER ÅNDSSVAGE" råbte han vredt hvorefter slangen forvandlede sig til en luft slange sort røg helt præcist som så angreb igen den havde opsuget nok af ulvens energi til selv at kunne gøre det samme

Ulven ignorerede dette da intet af enagien blev overfødt til slangen… den var emuen over for sådan slags angreb. Intet kunne ta enagi fra ulven på nær Kida. ”så slap da af besse det er tatoveringer!...” sagde hun kækt. Hun rystede opgivende på hovedet. ”prishel moĭ prints” mumlede hun og ulven kom med det samme over til hende. Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå. Ulven blev atter en vind og vivlede omkring hende. ”åndsvage elver… og lige så åndsvage tatoveringer… helt ærligt” mumlede hun.

"NU DET NOK" råbte han og slog ned i jorden efterfulgt af at tatoveringerne og naturen kom til live hvorefter det brassede op fra jorden og omringede hende i et fængsel som var så hårdt at intet kunne bryde ud og så luftet at ikke engang hendes vind kunne komme ud mens han så vredt på det

Hun himlede med øjende. ”hvad vil du?” spurgte hun opgivende… hun var godt og grundigt træt af ham. Hun vendte sig og så ham direkte i øjende og man kunne tydeligt se at hun hverken var bange eller nervøs!.
”ta dig sammen det er tatoveringer! Og du siger jeg er for gammel til den kanin der er på min trøje” hun talte slf om den dersens pokemon.

"Disse tatoveringer er faktisk et levende væsen" sagde han roligt hvorefter at de begyndte at bevæge sig hurtigt og vildt efterfulgt af at de gik til angreb det var en illusion hvor hendes vind ikke var der eller noget som helst det kunne ikke stoppes det skulle ligne at hun blev slugt af hendes egen vind

”det er tegninger!” sagde hun opgivende… ”prøv igen” sagde hun u uimponeret da ilosionen kom. ”jeg har varet i fange i en tysk leger hvor jeg var eksperiments dyr … så har prøvet det før og man lærer at ignorere det” sagde hun opgivende. Hun lukkede blot øjende så hun ikke kunne se ilusionen. ”må jeg gå nu?” sagde hun opgivende … han kede hende og kunne ikke imponerer hende med det han lavede.

Deamon grinte det var en illusion det meste af det et enkelt spyd som så ud til ligesom alt det andet at være en illusion kom flyvende ind igennem hendes ene lår ikke engang hendes vind kunne beskytte det vis hun ikke engang selv vidste det før Deamon vente sig om og begyndte at gå "den eneste grund til at du kan stå imod mine angreb er fordi du har den vind vis den ikke var der var du på den" sagde han koldt og gik videre

”tro på det… det er kun fordi du ikke vil indrømme at du er svag…” sagde hun koldt. hun stampede i jorden og fængslet forsvandt … ”jeg kan selv ’betvinge’ om man må sige…” sagde hun koldt. Hun lod sin hånd danse hen af sin brystkasse og smilte ” blagodarya knyazyu teperʹ vy spite” mumlede hun og vinden for ind i hende og forsvandt.

Deamon stoppede op og vente blikket mod hende med et koldt blik "du er bange for at dø" sagde han roligt "det er jeg ikke derfor er jeg stærkere end dig" han grinte hånligt og gik videre koldt før han kastede en kniv bagud som landede lige foran hende "vis du ikke er bange så skær i dig selv"

”jeg er ikke bange for at dø… og vil heller aldrig være det mere!...” sagde hun kækt men med en meget kold og markant undertone. ”og du er ikke stærkere end jeg… det beviser det du lige har sagt” grinte hun kækt. ”at skære i sig selv er dumt… og at gøre det bare for at bevise noget over sådan en som dig… det gør det dissideret hjernelamt” sagde hun koldt. ”brug dog hjernen… som du sikkert ikke har, eller også har du aldrig brugt den” hun så koldt på kniven og hævede et øjenbryn. Hvis han seriøst troede hun ville gøre det tog han fejl… der skulle en hel del til før hun ville gøre noget å dumt.

Han grinte "du er bange" sagde han koldt før han vente sig og begyndte at gå "bange for at blive skadet" han grinte endnu mere alt hvad han sagde var sandt hun turde ikke skære i sig selv det kunne han se det var tydeligt hun prøvede at bortforklare det som var så tydeligt

”jeg er bange fra bange og da slet ikke for en kniv!” sagde hun koldt. ”jeg er blevet skåret i så mange gange, at selvom du havde en hjerne ville du ikke kunne tælle dem alle” hun fnøs koldt af ham og så ligegyldigt på ham. Hun talte sandt og det kunne da også ses på hende. ”desuden er jeg dødsengel … så tror du selv jeg er bange for døden ???” sagde hun hånligt…. Han måtte jo være meget dum siden han ikke kunne regne den ud.

// fortsætte ? ^.^///

//i dont know

//det skal man jo vide O.o >.<///

//jojo men jeg ser ikke dette emne komme nogen vegne andet end fjendskab egentlig

//og det går ikke? ^.^ ???//

i don't know