Miss Sobriety?(Neon=privat)

Sted: Di morga :: Théâtre.
Tid: Klokken 24:00, ved midnat?
Dato: 3. september.
Omgivelser: Chariot og skyggen.. eller spøgelset af hans søster?
Vejr: Regnvejr udenfor.
______________________

En skikkelse på omkring de 18 år havde givet sig ind på teatreret i Di Morga, imens at drengen stadigvæk kunne høre regndråberne ramme vinduerne som sad rundt omkring i den store sal. Han var iført en sort T-shirt og sorte tætsiddende bukser, hvor en kæde hang ned i den ene side på bukserne som raslede og larmede når han gik. Han havde en hvid cap på, hvor der var et slags mønster på, sorte læder handsker på, sorte almindelig briller, hans hår havde lidt forskellige farver i som gik i med hans meget blege hud, og hans hår havde farverne blå, sort, hvid og grå. Imens at han også havde sort make-up omkring hans øjne, efterhånden var han blevet så bleg at folk nogen gange var i tvivl om hvilket væsen han var, nogen troede at han blevet syg. Nej og atter nej. Han var stadig en is dæmon som havde følelser og kunne høre sit hjerte banke. "NEON?!" råbte han af vrede imens at han tog tunge skridt med sine militær støvler, som havde metal på sig både ved skosnuden og under skoen. Han var ikke vred på hende, mere sig selv. Han havde ikke kunne finde ud af hvad han ville, da han syntes at det hele blev så inviklet og forvirrende, måske var Chariot bare ikke til forhold og alligevel så elskede han stadigvæk Neon. Og han havde kun hende i tankerne. Han gik op mod scenen af, men satte sig istedet for ned på gulvet lænet op mod væggen af til scenen. Han trak sine ben ind til sig og lagde sine arme omkring dem inden at han lagde sit hoved ned på sine knæ, og hans cap faldt ned i øjnene på ham direkte over sine briller også, hans syn var jo blevet sløret efter sin genfødsel, der var bare ingen som vidste det, udover ham selv. Chariot trak vejret roligt, imens at han egentlig prøvede at lade være med at larme, han nød stilheden som havde lagt sig hen, imens at en masse tanker strejfede forbi hans hoved, og han havde lyst til at råbe hendes navn igen... men hvad nyttede det? Når han vidste at hun ikke var i nærheden, hun havde sikkert faldet for en anden og allerede havde noget kørende med en anden. Faktisk fyldte Chariot sig meget ynkelig og han havde lyst til at dræbe sig selv. Han tog sin lommekniv frem og kiggede en smule på den, betragtede den som det var en kæreste eje. Han førte kniven ind under sin trøje og lagde den på sin mave, dog sådan at spidsen af kniven ikke ramte eller gik ind i hans hud. Kniven var kold, men det tog han ikke så meget af sig. Han lænede sig tilbage med sit hoved så det lå op af væggen. Han begyndte at trække vejret tungt imens at han lukkede sine øjne, og koncentrerede sig. Han gjorde sig mere kold i kroppen.

Intet øje, ingen ører. Ingen sanser, var til stede, pigen vandrede bare igennem regnen, uden at se, uden at hører, uden at føle noget som helst. Bare, vrede, umenneskelig vrede. Et lille suk, gled igennem hendes læber, mens hun puttede hænderne i læderjakken. Regnen gled ned af hendes hår og gjorde det vådt, og glat. Hendes skridt var tunge, langsomme, som viste at hun ikke gad noget, som viste, hun var ligeglad med hvor hun gik, hun gik bare. Hendes skikkelse, var blevet tyndere siden sidst, som om hun ikke spiste noget mere, folk omkring hende, som hun havde lært af kende, var bekymret for hende. Hun kiggede op af muren til teateret, og lagde hoved en smugle på skrå, hun havde jo ikke rigtig noget at tage sig til, så, hvorfor ikke? Hun kiggede lidt rundt, inden hun langsomt begyndte at gå over mod bagindgangen, hun havde engang arbejdet der. Som rengøring om aftenen, hun viste at folk ikke lukkede den ene af dørenen. Alt for dovne som altid. Hendes skridt blev forøget i deres tempo, lysten til at komme ind i teateret, var forbløffende trængene. Der var altid så stille, så fredfyldt. Et lille smil bredte sig hen over læberne, og vreden fortog sig lidt. Mens hun endelig var nået hen til døren, langsomt åbnede hun den. Ja, den var åben. Smilet blev breder, *Tåber..* kom en lille stemme inde i hendes hoved, at de virkelig havde kunne lade den stå åben. Men så igen, det var jo godt for hende, så kunne hun komme ind.
Langsomt og smidigt smuttede hun uset igennem døren, og kom ind backsstage. Der var det hun så at der var en anden, en der sad på scenen. Hun rynkede langsomt brynene og gik hen mod tæppet, mens at smilet forsvandt. Gad vide hvem der overhoved var, men skulle hun vise sig frem? Skulle hun sige hun var her, eller skulle hun bare gå videre. Ikke komme tilbage igen. Hun kiggede lidt ned af de vin røde slim bukser som hun havde på. Måske, "hvem er der..?" spurgte hun stille og kom ud af tæppe forhænget og kigget ned på den meget blege dreng, som hun i grunden faktisk kendte "... Chariot.." kom det stille og spydigt fra hende, da hun så hvem det var.

Chariot hejste sit hoved da han hørte at hans navn blev nævnt.. og stemmen virkede bekendt. Han førte sin ene hånd op til sin cap og rettede den så den sad rigtigt. Han kiggede hen imod retningen af stemmen og fik øje på Neon.. han bed sig let i læben imens at han prøvede på at trække vejret roligt. "Neon.." mumlede han imens at han prøvede på at gemme kniven væk så stille som muligt. "Hvad laver du her...?" spurgte han stille og af ren nysgerrighed, han fugtede let sine læber, "Kom ikke i nærheden af mig" mumlede han så og lagde forsigtigt sine ben ned, han vidste ikke hvordan han skulle reagere eller hvad han skulle sige, alt i alt ville han bare ønske at det var det samme som det var engang eller på et tidspunkt. Inden at det var at han failede selv.

Hendes øjne blev smalle, mens hun trådte et skridt hen imod ham, også et andet "hvad fanden tror du, du har gang i..?" spurgte hun bryskt da hun så, at han fumlede med noget under sin trøje, hun kunne ikke helt se hvad det var. Men kunne næsten gætte sig frem til, at det måtte være hans kniv, den han altid havde haft på sig, også da de havde boet sammen, og han havde været i den samme race som hende selv. Hun trådte endnu tættere på ham, trods hans advarsels om at hun ikke skulle komme for tæt på. Men han skulle fandeme ikke fortælle hende hvad hun skulle gøre. Hun ville vide hvad fanden det egentlig var han troede han havde gang i!? Hvis hun ikke måtte dræbe sig selv, så måtte han fandeme hellere ikke, og i grunden. Hvorfor fanden sad han her og var ulykkelig? Han havde selv valgt det, alt sammen. Han måtte vel bare ud, ud og finde en anden. Så længe havde de jo hellere ikke haft noget sammen, og hvis han kunne forlade hende på den måde som han havde gjort. Hvordan fanden i helvede ville han så havde kunne overbevise hende om, at det var rigtig kærlighed?

"Ikke noget du skal blande dig i!" råbte han og trak sine ben ind til sig igen. "Gider fandme ikke leve når jeg ikke kan få min elsker tilbage!" sagde han og knep sine øjne sammen imens at han strejfede spidsen af kniven på hans mave, han bed sig hårdt i læben, da han mærkede at noget blod begyndte at falde ud, "Kan allerede gætte mig frem til at du har noget kørende med en anden.." mumlede han imens at han skar i sig selv mærkede han ikke det sorte hul som var i hans hjerte, "Vil ikke have din hjælp.. gå bare og knep med den eller de drenge som du har mødt!" råbte han og var ligeglad med hvis der var nogen i nærheden, han var ligeglad om han overlevede eller ej. Ligeglad med alt. Fordi han følte at hele hans liv var ødelagt. "Du fatter det bare ikke!" råbte han og lagde sig en smule ned på gulvet, uden at han kom til at stikke kniven for langt ind. Han gad ikke at leve når han ikke kunne få Neon tilbage. Der var ikke noget at leve for ellers, efter hans egen mening. Han blev også nemt jaloux når og hvis hun mødte andre drenge, kunne han ikke klare, så hvorfor skulle han leve? Når det var så direkte sikkert at han ikke kunne få Neon tilbage? Måske var han ynkelig, men han magtede ikke noget mere, hans sorte hul i hjertet var blevet for stor, til at han bare i sidste ende egentlig kunne gøre en ende med sit liv. *Skulle ikke have givet hende synet tilbage...* tænkte han og bed sig hårdt i læben, så der kom et bide mærke i hans underlæbe, imens at han fortsatte med at strejfe kniven mod sin mave, så han fik rifter der begyndte at bløde.

Hun kiggede forfærdet på ham, og stod bum stille, hun bevægede sig ikke ud af stedet. Mens hun ikke viste hvordan hun skulle reagere over for den måde, han råbte af hende på. Men langsomt blev chokket forvandlet til en stor klump vrede, over at han skulle synke så dybt "STOP DET!" skreg hun og havde allermest bare lyst til at løbe over til ham, få ham ned og ligge og flå kniven ud af hænderne på ham. Hvad fanden troede han egentlig han havde gang i!? Hvorfor gjorde han det her imod hende, når han havde valgt det alt sammen selv, nu ville hun bare have lov til at komme videre. Selvom hun tit ønskede, at dø, at hun ønskede at den gang han havde givet hende synet tilbage, havde det ikke lykkes. "Fuck dig...!" råbte hun af ham igen, da han snakkede omkring at hun bare kunne gå og kneppe de mænd som hun havde mødt. "Jeg har ikke kunne rører en mand på den måde, siden at du forsvandt! Jeg har i grunden slet ikke turet det, og at folk nogen gange gør det, er sku imod min vilje!! Det er sku ikke fandens sjovt at skulle se folks fremtid, every fucking time i touch them.. OG Stop så det der!!" hun var så vred, virkelig, hun kunne gå over og smække ham en til, hvis det ikke var fordi, hun var bange for at knive så ville gå for langt ind, og dræbe ham. Det ville hun jo hellere ikke have til at ske, selvom at hun var så sur, over de fornærmelser han udsatte hende for. Og virkelig sårede hende "Og hvad er det så om jeg må spørger jeg ikke fatter!? At du kalder mig en luder!? ER DET, DET JEG IKKE FATTER!!" hendes øjne lynede, og bare tanken om at han kunne sidde der, sidde der og mene, at han ikke kunne leve mere, hvis han ikke kunne få hende tilbage. Men han gav hende jo hellere ikke tid gjorde han!? Og nu sad han fucking der, så ynkelig, og svinede hende til!? Hvor fanden var logikken i at få hende tilbage på den måde!? "Smid så den kniv fra dig!.." kom det hæst fra hende, mens hun igen gik et skridt imod ham.

Han kiggede lidt ned af sig selv. Imens at han hørte alle hendes ord. Han ville have Maylana tilbage. Det var også hende han var forelsket i, men hun var forsvundet? Han sukkede imens at han mærkede en tåre glide ned af hans kind, "Du er ikke en luder.." sagde han stille og fjernede kniven fra hans mave, lagde den ved siden af sig og lagde sine hænder på de sår han allerede havde lavet på sig selv. "Jeg elsker dig, det er det du skal fatte.." mumlede han og knep sine øjne sammen igen, da det gjorde noget ondt at mærke hvordan ens blod faldt ud. "Elsker kun dig.." sagde han stille og tøvede let imens at han prøvede på at slappe af i kroppen og trække vejret roligt, men det gik ikke så godt. Han kiggede stille hen på hende, "Hvis jeg ikke kan få dig tilbage... så" mumlede han, så hun næsten ikke kunne høre ham. "Er utålmodig... kan ikke vente..." sagde han svagt og bed sig hårdt i læben, han ville bare have hende hos sig... mærke hendes læber mod sine, have hende lige så tæt på sig, som da de var i gang med deres samleje. "Kan ikke elske andre"

Hun stod bare og kiggede på ham, mens han talte, og ingen ting af de ting han sagde, gjorde det meget bedre. Vreden var så stor, hvorfor skulle hun tro ham? Hvorfor skulle hun nogen sinde kunne stole på ham igen!? Det kunne godt være hun elskede ham, men der var grænser for, hvor meget hun ville tilgive ham, for hvad han havde gjort imod hende. Og hvad han havde gjort imod sig selv. "Rend og hop..." kom det så spydigt fra hende "Hvis du elskede mig, ville du altid ville kunne vente på at jeg også ville komme mig over hvad du har sendt mig igennem.. men du ser jo ud til at du er mere forelsket i din kniv og døden end i mig.. og jeg som var så dum at tro, at du faktisk kunne være sammen med mig.." hun kiggede på ham og trådte nu væk fra ham. Hun ville ikke mere hvis hun skulle være ærlig med sig selv, hun ville bare væk her fra. væk fra det hele og bare. Bare, væk! Hendes læber var snerpet sammen "Få dig et liv Chariot.." sagde hun og hoppede så ned fra scenen uden at kigge på ham, begav sig imellem rækkerne, og ville bare væk nu, hun viste ikke hvor hen, men bare væk.

Han rejste sig noget besværligt op, "Tænk på at jeg valgte DIG frem for en anden!" sagde han imens at han så på hende, Chariot ville ikke lade hende løbe væk. Han hoppede ned fra scenen, imens at han prøvede på at ignorerede blodet som faldt ned af ham. Chariot begyndte at løbe efter hende og overfaldte hende, han sørgede for at hun ikke ramte ind i en stol og slog sig. "Skulle ikke have givet min kærlighed til dig" sagde han og tog fat i hendes hænder med sin ene hånd, lagde hendes hænder hen over hovedet og kiggede på hende imens at han lagde sit hoved en smule på skrå, "Vil gøre dig blind igen" sagde han hæst og satte sig besværligt til rette på hendes mave, der var ingen som kunne se dem, når de lå nede imellem en af rækkerne. "Du fortjener ikke synet!" mumlede han, hvis han ikke kunne få hende tilbage, ville han give hendes værste mareridt igen. Han lagde sin anden frie hånd på hendes hals og lod den glide op og hen til hendes ene øjne. "Jeg har gjort en masse for dig også skrotter du mig bare, din luder" sagde han køligt. Og satte to af sine fingre ind i hendes øje, længst ude, ikke direkte ind i øjet på hende. Måske havde han ikke direkte kræfter til at gøre hende blind. Men han ville torturere hende.

Hun kiggede hen mod ham igen "Jeg tvang dig ikke til en skid! Du valgte selv at vælge mig frem for hende, jeg sagde jeg kunne være din ven, men du valgte at tage det længere!!" hun vente igen hoved væk fra ham, og mærkede ham så hen over sig. Hun faldt imod gulvet og mærkede at hun ramte kanten af en af stole benene. Den klistrede masse gled langsomt ned af gulvet, og samlede sig i hoved bunden. "Flyt dig!!" skreg hun og prøvede at skubbe ham væk, trods at han var meget stærkere. Da hun hørte hvad han sagde stivnede hun, og kiggede op på ham og spyttede ham i ansigtet "Du er fandeme for meget! Din hykler!" hun vred og vente sig, da hun ikke ville blive blind igen. Han skulle fandeme ikke tage noget fra hende, som hun havde ventet så længe på. Hun skreg af smerte da han satte to fingre ind i øjet, og mærkede hvordan at det hele flyttede på sig.
Hun rakte ud, efter ånder, da hun pludselig mærkede to i nærheden. Hun sagde nogle underlige ord, på et andet sprog, mens hun vred og vente sig af smerte, da to ånder kom flyvende ud af det blå, den ene var en mand, mens den anden var en kvinde. Eller en pige var det vel mere? Hun kunne mærke at den ene var ond, ond som pesten mens den anden var så god at det var til at brække sig over. Begge ånder var dog under hendes indflydelse og greb Chariot og flyttede hende væk fra sig. Hun kom op på sine knæ og begyndte at kravle væk så godt hun kunne, da hendes ene øje var utrolig sløret efter han havde stukket fingrene ind i det. "Sharharma elovi fraka!" sagde hendes stemme, og fik ånderne til at trænge ind i Chariots hoved, for at skabe pinsel. Den ene ånd kiggede dog bedrøvet på hende, og tøvede inde, hun gjorde det. Neon kom op på sine ben, og begyndte at løbe så godt hun kunne imod døren.

"ARHG!" udbrød han da han mærkede noget usædvanligt inde i sit hoved, imens at han lagde sig ned og krummede sig sammen, det gjorde ondt, virkelig ondt på ham. Han rystede i kroppen imens at der stadigvæk flød blod ud af ham, "FORSVIND FRA MIT HOVED.." råbte han og prøvede at kigge i den retning hvor hun løb hen. "Neon.." mumlede han og knep sine øjne sammen. Imens at tanken strejfede ham at han sikkert skulle dø efter dette. Han kunne ikke stoppe blodet og han kunne ikke tænke klart?! "Neon.. kom tilbage" mumlede han igen imens at han begyndte at græde og lod tårerne falde ned af hans kinder. Det var en pinsel som han var havnet i. "AAARGH!" råbte han og vred sig en smule. Han kunne snart ikke klare det mere.. hvis der ikke kom nogen og hjalp ham. Der gik noget tid før at han lå helt stille og kiggede op mod loftet, et skævt smil dukkede frem på hans læber, det var som om at hans søster, Simone, kom til syne som en slags illusion? "Simonee.." sagde han stille og grinede, "Jeg har savnet dig", men 'spøgelset' af hans søster svarede ham ikke. Han lagde sine hænder ned på gulvet og lukkede øjnene, idet at han var ved at fryse salen til is.

Hun gjorde en ånd bevægelse, og ånderne gled ud af hans hoved og stillede sig bag hende, mens hun løb videre. Hun skulle ud her fra, væk fra ham, han var jo sindssyg! Hvordan kunne han være sådan over for hende, når han sagde han elskede hende. Ville man så ikke lade sin elskede gå, sige at man ville vente på dem, ønske dem det bedste for dem. Ikke overfalde dem, og prøve at torturere dem!? Hendes ene øje gjorde stadig sindssygt ondt og hun var bange for at det ville forblive sådan, at hun måske ville blive blind igen. Hendes værste mareridt ville måske blive til virkelighed igen? "Hold dig væk fra mig!!" Skreg hun af rædsel, da hun hørte han råbte at hun skulle komme tilbage. Og lige som hun var nået hen til døren, gled hun på noget meget galt. Hendes hoved knaldede ned i gulvet, og hun havde lyst til at skrige af smerte. Men holdte det i sig, mens hun prøvede at komme op på sine ben igen, men gled igen. Hendes øjne sortnede flere gange, på grund af slaget hun havde fået til for hoved. Hun førte langsomt hånden op til der hvor hun havde slået sig, og mærkede noget vådt og klistrede. Hendes øjne blev igen rettet op, og så hvordan at hele teateret var ved at forvandle sig til is. Og at vejene ville blive lukket for hende, at komme ud.

Han stoppede ikke med at lave salen om til is. Når han var ved at miste meget blod kunne han ikke kontrollere sine evner. Ligesom når han også fik sine briller af blev det hele ukontrolleret. "Neeon!" råbte han og græd. Stor tudet som et lille barn, han var mere eller mindre en kujon. Hvorfor forsvandt smerten i hovedet? Han fattede ingenting af hvad der skete. "Hjælp mig please..." sagde han hæst og hostede en smule. Han prøvede på at vende sig om med at ligge på ryggen. Men det lykkes ikke for ham, imens at han gjorde issen tykkere, sørgede han for at hun ikke blev ramt af den. "Jeg kan ikke styre det..!" råbte han af rædsel, imens at han mærkede hvor kold han selv var ved at blive.

Hun sad chokkeret på isen, og viste ikke hvad hun skulle gøre. Skulle hun hjælpe ham? Skulle hun prøve at komme ud, slå ham ihjel så det hele stoppede!? Hun viste det ikke, og hun sad bare og stirrede lammede af hele situationen, det hele virkede så uvirkeligt. Så, forkert alt sammen, hun burde ikke være her! Hun burde være hjemme, hun burde være der hvor hun hørte til, ikke her, ikke i den her situation. Kunne godt være det var selvisk at sige sådan, men hun kunne ikke få sig selv til at hjælpe den mand, den mand som havde sagt han havde elsket hende, og derefter prøvet at torturere hende, og tage synet fra hende igen. Hvem fanden troede han også han var, nu at spørger efter hendes hjælp?! Dog var det som om noget slog klik for hende, og lige så stille kravlede hun over mod ham, tog hans trøje af, og hæv strimler af den, og begyndte at binde dem stramt rundt om hans mave, så det ikke blodte så meget mere. Hun handlede hurtigt, og uden ord, uden at kigge på ham overhoved. Hendes øje dunkede stadig, mens hun tog nogle dybe indåndinger, og måtte få sig selv til at glemme det som var sket, for at kunne gå videre.

"Selvom vi måske ikke har følelser for hinanden mere.." sagde han svagt imens at han prøvede på at få øjenkontakt med hende, "Havde jeg håbet på at du stadigvæk ville være en del af mit liv" mumlede han og trak en dyb indånding. Chariot havde noget svært med at sige det, men han ville på den anden side ikke bare miste hende helt. Han ville stadigvæk have hende i sit liv. "Vil ikke miste dig.. både som kæreste og ven" sagde han imens at han betragtede hende, da hun tog af hans trøje af og ræv den i strimler, "Var det ikke også det vi begge ville.. inderst inde?" spurgte han og slappede mere af i kroppen, da hun bandt dem rundt om hans mave. "Eller.. har vi bare løjet for hinanden hele tiden?" spurgte han og bed sig hårdt i læben, han havde ikke løjet om at han elskede hende, for det gjorde han, uden tvivl, Chariot var stadigvæk både forelsket i Neon og Rosella. Men det var da tydeligt at de begge hadet ham og måske havde han mest kun en chance hos Rosella..

Hun arbejde i stilhed, og nægtede på nuværende tidspunkt overhoved at se ham i øjnene, eller kigge på ham. Hun skulle bare have stoppet blødningerne. Et dybt suk gled igennem hendes læber, mens hun hørte på hans ord. Hvordan kunne han forvente af hende, at de kunne være venner nu? Nu efter alt det han havde gjort, efter han havde overfaldt hende, hvad ville det ikke have ført til, hvis hun ikke havde have fået ånderne til at hjælpe hende. De ånder som stadig svævede ved hendes side, ville de dog aldrig gå væk? Det var der hun kom i tanke om at hun skulle sende dem tilbage, sige de havde gjort deres gerning for den som havde påkaldt dem, men hun kunne ikke huske hvordan man gjorde, og rynkede brynene langsomt. "Hvordan... kan du tro.. vi kan være venner efter du lige overfaldt mig..?" sagde hun hæst og næsten udtydeligt mens hun bandt den sidste stimmel rundt om hans mave, og gjorde at sårene nu var helt dækket til og bundet stramt ind. Og fik hende til at tænke, på den første gang de havde været sammen hos ham. Hvor hun havde taget kulgen ud af hans hånd, der hvor at hun havde været blind. Derefter havde han dræbt hende, for at give hende synet tilbage. Som han for lidt siden havde prøvet at tage fra hende. Så uvirkeligt. Den kolde is, gjorde hendes ben kolde og klamme, mens hun langsomt flyttede på sig, og prøvede at komme op og stå uden at falde igen. Det varme blod gled langsomt ned af panden, og hun brugte sit ærme til at fjerne det lige så stille og langsomt.

"Gjorde det fordi jeg var ved at miste dig.. vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre for at stoppe dig i at gå" sagde han og hævede det ene bryn, imens at han så efter hende og rejste sig op lige så stille, han rakte ud og tog fat i hendes ene arm og trak i hende sådan at hun vendte sig om uden at hun ville det eller ej med at kigge på ham. Chariot lukkede sine øjne lidt før at han gik ned at sidde på sine knæ, samlede sine hænder og der dukkede is formede roser frem. Så mange at det lignede en buket. Han åbnede sine øjne og kiggede på hende, "Jeg elsker dig" sagde han og bed sig i underlæben, hun skulle vide det. "Straf mig hvis du vil.. men jeg stopper ikke med at elske dig" svarede han og vendte sit blik ned mod sig selv, han vidste ikke om hun ville tage imod is roserne. Ville hun garanteret ikke, efter alt det han havde gjort. "Vil have dig igen" sagde han stille og trak svagt på skulderen, han vidste ikke hvordan skulle reagere eller hvad han ellers skulle sige det, "Men.. acceptere det hvis du går din vej nu" sagde han og lod issen der frosset salen til forsvinde, så hun kunne gå sin vej.

Hun sukkede dybt og vente sig langsomt mod ham, "så burde du sku få dig et kursus i hvordan, man opfører sig når folk er ved at forsvinde ud af ens liv.." sagde hun en smugle spydigt, men havde nu alligevel et blidt blik i øjnene, hun havde ikke længere overskud til at slå ham, eller svine ham til. Hun ville i grunden bare hjem, hvor end i grunden det var, men så igen, så skulle hun også hjem til Cory, og snakke med ham, der var nogen ting som hun stadig ikke forstod som hun skulle have reddet ud. Hun fugtede langsomt læberne og betragtede ham lidt, og hvordan at roserne langsomt kom til syne. Et lille bitte smil, bredte sig ved hendes ene mundvige, men hun kunne ikke sige 'jeg elsker' igen. Det virkede så forkert overhoved at have ordet i munden, og chancen for at hun nogen sinde ville sige det igen, var meget, meget lille. "jeg.. Chariot.. jeg vil prøve at se om jeg kan være din ven.. men jeg kan ikke love noget.." sagde hun stille og kiggede ned mens hendes fingre gled hen over det øje hvor han sikker havde revet noget af hendes hinde så der var derfor at det gjorde så ondt. Sikkert ikke så slemt som det så ud til, eller, det var jo i grunden ikke rigtig til at vide før at hun fik en chance for at kigge på det. "Men.. jeg.. tak.." sagde hun stille. Hun lagde hånde på hans skulder, og kyssede ham svagt på kinden. Et lille smil gled frem på hendes læber, inden hun langsomt vente sig om, og gik lydløst mod udgangen.

//out//