Tonight.. - Chase

Lugten af sved, bredte sig i luften, mennesker der skreg, blev som en summe for hendes ører, og langsomt var det ikke så slemt. Hun sad der og kiggede lige ud, mens menneskerne rundt omkring hende, råbte og skreg af de mennesker der kæmpede inde i buret. Trangen til at gå der ind, og give nogle ordenlige øretæver lå hende nært, men så igen, hvorfor gør det? Hun var nok alligevel den eneste pige som ville vælge frivilligt at gå der ind, og få en masse tæsk af en eller anden fremmede, som så ville vinde så og så meget ud af det. Et lille fnys gled igennem hendes læber, mens hun lige med nød og næppe undgik at få en masse øl ud over sig, fordi en mand hoppede lidt for vildt op og ned. Hvor var de dog også klamme hele bundte dem som var her. Sikkert mænd der kun tændte på hård sex, og vold. Var sikkert ligeglad med alt andet. Hun stoppede dog sin tanke gang, og gad i grunden slet ikke være fordømmende over for mennesker, som hun ikke kendte alligevel. Så, hvorfor spilde tiden på at tænke hvad de var for nogle mennesker? Langsomt rejste hun sig op, og trak hendes læderjakke tættere på hendes spinkle krop. Efter bruddet med Chariot, havde hun tabt sig for meget, alt alt for meget. De fleste af hendes former fandt ikke sted mere, dog havde hun da stadig lidt på sine hofter, og hendes bryster var stadig en god D. Hun prustede lidt, mens hun kiggede rundt, det var i grunden alt, alt for varmt at gå her inde med jakke på, men inden under havde hun en sort stram tang top. Og hun gad ikke at folk ville få en eller anden dum idé, om at hun var ude efter noget. For det var hun bestemt ikke, de folk der ville lægge en hånd på hende, ville fandeme komme hurtigt på bedre tanker. *Fucking hell..* sagde hendes stemme, inde i hoved irriteret. Mens hun kiggede ned af hendes stramme bukser, som var rød sort tegnet. Med en masse sikkerhedsnåle, nitter og andet shit siddende i. Hendes gule slidte allstars, brugte hun stadig, og sad fast plantet på hendes fødder. Som var de indgroet der på. Et lille smil dukkede frem på læberne, det var dog ikke rigtig et smil, men mere mundvigen der blev trukket en smugle op. Mens hun bevægede sig igennem mængden. Men pludselig var der en som greb hendes arm, og hæv hende foran alle andre. "Vi har en frivillig!!" .. ".. en frivillig..?" sagde hun tævende og kiggede med store øjne på manden, hvad fuck mente han med frivillig!? Det var det hun opdagede at hun lige var ved buret. Nej, nej! Det mente han seriøst ikke!? Hun bed sig hårdt i læben, mens hendes øjne ledte efter en flugt vej, og havde slet ikke kigget på sin modstander som allerede stod inde i buret.

Hvordan i al verden kunne sådan en sølle - godt nok forholdsvis stor - forsamling mennesker skabe så meget larm? Det ene tilråb var mere øredøvende end det andet. Som om de konstant og hele tiden prøvede at overgå hinanden. Udfordrede hinanden verbalt, - hvem kunne råbe højst? Hvem kunne starte det største og mest højlydte, mundtlige - såvel som fysiske - slagsmål? Der blev i hvert fald langt fra sparet på stemmebåndene og de fjendtlige, ophidsede bemærkninger og diverse slag. Sådan en flok ukontrollerede, tåbelige mandslinge - der passede perfekt sammen med dét væsen, der, i få sekunder efter 'den frivillige' var blevet udpeget, trådte indenfor i det overfyldte lokale. Var endelig kommet i ly for den regn, der herskede udenfor. Blev nærmest hældt ned fra de askegrå skyer og gjorde alt og alle udenfor våde - blandet med frygt fra den buldrende torden, der nu lød som om, den praktisk talt ikke kunne komme meget tættere på. Der var ikke synderligt langt imellem de bragende tordenskral. Chase, som denne halvvampyr, halvdæmon hed, banede sig vej frem ad ved ind imellem at skubbe til tilfældige personer, som han mente stod i vejen. Tilsendte dem ligeledes i ny og næ et par olme, skulende blikke - og hvis blikke havde kunnet dræbe, havde der ikke været nær så mange tilråbere herinde; de havde i hvert fald været noget mere tavse og rolige, for ikke at sige døde. Med et fast tag i sin store, kraniesmadrende skruenøgle vadede han fuldstændig upåvirket - sådan da - helt hen til starten af tilskuerne, gæsterne på dette gudsforladte sted, der alle sammen hungrede efter at se noget vold. Action - og sikker helst med blod indvolveret. Han standsede omsider op efter at have møvet sig forbi en eller anden idiot, der nær havde hældt en hel flaske ét eller andet ned over ham. Men - heldigvis for ham, fjolset, - var væsken forblevet i den mørkegrønne flaske. Hans øjne fik rimelig hurtigt spottet den udvalgte, næste modstander, der var blevet bestemt til at skulle smides ind i buret, hvor han skulle stå ansigt til ansigt med en lige så voldsglad tåbe. Eller ... i dette tilfælde, på denne sene aften var det for én gangs skyld ikke et hankøns væsen, der stod et sted foran dødsburet, hvor kampene foregik. Det var ... en pige. En yngre kvinde. Han hævede først lidt skeptisk et af sine mørke øjenbryn. Skød det i vejret, men det faldt dog kort efter på plads igen, hvornæst han virkelig måtte beherske sig for ikke at bryde ud i latter. Det kunne fuck satme da ikke være deres alvor? Han mente tydeligvis ikke, at kvindelige væsner hørte til her. Slet ikke. Altså; hvad bestilte hun overhovedet her? Havde hun i det hele taget den fjerneste anelse om, hvad dette steds begivenheder var bygget på? Det mente han ikke. Han krydsede, uden at løsne grebet om sin svensknøgle, sine arme, så de blev korslagte og fortrak dernæst sine mundvige i et særdeles væmmeligt, afskyeligt smil, der hurtigt bredte sig og blev omdannet til et tandsmil, hvilket resulterede i, at hans to, urimeligt skarpe og lange hjørnetænder blev blottet og kunne ses. Ventede med en del nysgerrighed i blikket på hvad der videre skulle ske. Om hun ville forsøge og flygte, snige sig uden om med en eller anden lam undskyldning, eller om hun ville mande sig op og mere eller mindre villigt tage kampen op. En svag, forventninsfuld flamme blev langsomt vakt til live indeni ham. Han havde faktisk på fornemmelsen, at hun måske ikke var så slem en kryster endda. Forhåbentlig ikke. Det her ville helt sikkert ikke blive nogen kedelig slåskamp. Hvis den da overhovedet blev til noget.

Mennesker heppede, skreg. At hun skulle gå der ind, mens hun kiggede på dem alle sammen. Var de crazy!? "Fuck i er syge...!" kom det irriteret fra hende, hun greb om burets døråbning, og smækkede den op. Noget mundvand samlede sig i hendes mund, og i stedet for at synke det, spyttede hun det ned på det støvede gulv. Hun skulle fandeme vise, at kvinder også kunne andet end at sidde der hjemme, og se smukke ud. At det ikke bare var mænd som kunne kæmpe. Måske så hun spinkel ud, men hun var fandeme stærk nok til at få den der - hun gloede over på manden, som var det første gang. Og begyndte nu at grine. Var det det? Han var næsten et halvt hoved højere end end hende, men så muskuløs virkede han nu igen ikke. Hun hæv sin jakke af, og viste hendes slanke men fyldige skikkelse. Hendes arme, var spændt, og man kunne ane at der var nogle muskler under det kød og fedt. Lange ar, viste sig ned af hendes arme, dog ikke fra at hun havde skåret sig selv, men efter at flere tusinde glas stumper havde borede sig ind i hendes hud.
Manden kiggede forvirret på hende, da hun grinte af ham. Selv folk rundt i buret blev en smugle mere stille. Klokken ringede, og manden rystede på hoved, som havde han været i trance, over hvordan hun havde set ud. *nar..* kom stemme i hendes hoved og sagde, som hun med lethed flyttede sig, fra den stormende mand som løb imod hende. Så han smadrede sit hoved lige ind i buret. Igen måtte hun give en latter fra sig, tumpede dyr. "thats all...?" sagde hun og flyttede sig fra næven som blev sendt imod hende, greb om hans arm, og svang med lethed over hendes ryg, og ned på jorden. Hendes ben flyttede sig hurtigt, så han ikke kunne gribe dem og fælde hende. Da hun ikke var så interesseret i at skulle bankes i støvet. Dog blev hun lidt overrasket da han fik et greb om hendes arm, og tvang hende med hoved først ind i mod burrets hegn. Der fik hun øjenkontakt, med den nyankomment. Inden hun blev slynget tilbage med ryggen mod buret. Smilet på hendes ansigt blev bredder, smerten gjorde i den grad godt. Da han igen kom løbende imod hende, vente hun sig om med hendes ben svingene med sig, og smadrede benet lige ind i maven på manden, så han fløj tilbage. Mistede balancen og faldt mod jorden igen. Neon gjorde dog ikke noget, og stod bare stille "Så kom du! Eller vil du lige frem gerne have tæsk af en pige!?" Larmen blev nu vildere, og næsten alle folk rejste sig op. Hun lagde igen øjnene hen mod den fremmede, som næsten lige var kommet ind, før hun mærkede en knytnæve i maven. Så, nu kom han, et smil bredte sig dog hen over hendes læber, selvom at det gjorde forbandet ondt, og hun gispede kort efter vejret, da den næste blev sendt i kæben. Og hun faldt ind i hegnet. Hun lod fingrene glide ind imellem hullerne, inden hun vente sig mod ham igen. Smadre hænderne, så de landede på vær deres side af hoved. Dette ville gøre at hans hørelse ville svække ud, og gøre ham i nogle sekunder bevidstløs. Derefter gik hun ned i knæ, lagde hånden på ret linje, og smadrede den ind i hans knæhase, så der kom et knæk, som viste at hun lige havde sat dem ud af led. Og da han var faldet i knæ. Vente hun benet op i luften, og sparkede ham lige i hoved, så han faldt forover imod støvet. Næsten alt larm stoppede, da de så hvad resultatet var blevet. Ingen havde troet at hun ville have vundet, og derfor ingen der havde sat deres penge på hende. Et grumt smil glimtede på de smalle læber. Mens hun lod hånden glide igennem det sorte hår. Blikket gled rundt, mens mændene en efter en satte sig ned igen. Fuldkommen stille.

Chase kneb sine øjne en smule sammen, da volmunen på de kamp opstemte, hidsige tilråb blev øget. Blev vildere - og højere. Dét havde han bestemt ikke tænkt sig at deltage i. Det vanvittige publikums heppen og hujen. Stod blot helt stille med sit blik rettet imod hunkøns væsnet. Fulgte hende med øjnene, idet hun vadede ind i buret, hvor hendes modstander stod og ventede. Han skød et af sine mørke øjenbryn i vejret, netop som en latter lød fra hende; hvad pokker var det dog hun tilsyneladende fandt så morsomt? Selvom han endnu ikke havde fået svar på, hvad det var, der åbenbarrt var så hylende skægt, kunne han ikke selv lade være med at grine. Dæmpet, ikke særlig hørligt, det var nok nærmere en form for indvendig klukken. Det her ... det her skulle satme blive godt, - hvorfor havde han ikke medbragt et filmkamera? Han åbnede sin mund en anelse, fortsat med blikket hvilende på den ukendte, unge kvinde, lod spidsen af sin tunge køre et par gange henover sin underlæben, inden han atter lukkede sin mund i. Det varede dog ikke specielt længe, før hans læber endnu en gang blev adskilt under et smil, der med stor hast bredte sig og igen synliggjorde hans to, dræberlige vampyrbisser, i samme nu som slagsmålet tog til. Han måtte kun kort efter, inde i kampen, tage sig selv i åbenlyst at stå og måbe. Den lethed hun besad, når det gentagende gange lykkedes for hende at undvige en af mandens slag. Han havde haft ret, - det her ville med sikkerhed ikke blive en kedelig kamp. Langt fra. Ubevidst løsnede han sine armes greb om hinaden, så de atter faldt slapt på plads ned langs siderne. Forsøgte at følge så godt med som muligt. Ville ikke misse bare ét eneste splitsekund af kampen; glemte næsten helt at blinke, så i ny og næ måtte han glippe et par ekstra gange med øjnene. De få, to gange en øjenkontakt blev oprettet imellem dem - Chase og hende - stivnede han for en kort stund, men blødte hurtigt op i et næsten surrealistisk bredt, afskyvækkende smil. Det, smilet, blev først tørret af, det kampen blev færdiggjort. Endte - med et resultat, som der uden tvivl ikke var én eneste, der havde regnet med. Det var sgu da fuck'satme løgn. Hvordan; hvordan i al verden kunne hun vinde? Det var vel ikke et slags teater, en falsk teateropstilling; var det? Begge hans øjenbryn røg med det samme op, inden hans underkæbe med et smæld faldt til jorden - metaforisk set naturligvis. Han måtte drømme. Hele denne sal måtte drømme. for dét der ... det kunne ikke være rigtigt. Dén der til sidst var blevet lagt ned, var ikke den kvindelige part af denne kamp - det var hankønnet, der havde tabt. Det var ham, der i sidste ende var blevet lagt ned i støvet med et sidste afgørende spark fra hendes side af. "Å-årh hvad, mand ..." mumlede han, tydeligvis fuldstændig lamslået. Han havde ikke forventet, at hun havde villet holde så længe - for slet ikke at snakke om, at hun rent faktisk havde vundet. Besejret modstanderen, som om det var noget af det letteste, og det blot var en hverdagsting for hende. Han løftede en af sine handskebeklædte hænder, hvorpå han kørte sine hænder igennem sit tofarvede hår, hvor grundfarven var sort. Der var ikke særlig meget af den rødlilla farve. Endnu et smil dukkede langsomt frem på hans læber, hvor der for én gangs skyld ikke var sat metalringe i underlæben. Men denne var var det anderledes - smilet. Det var ikke helt til at sige eller se, hvad det indebar; men det var tydeligt ikke et af hans sædvanlige, yderst modbydelige smil. Det var bare ... ulæseligt. Det så lidt fjoget ud - men han kunne simpelthen ikke lade være med at smile. Han fjernede først nu hånden fra sit hår og begravede den dernæst i en af de forreste lommer på hans tætsiddende bukser. Selv ikke da alle de andre tilskuere satte sig ned, rørte han på sig. Stod bare som forstenet, men fik til sidst taget sig selv i måske at glo lidt for meget på hende. Han rystede svagt og kort på hovedet og fik på dén måde løsrevet sig fra sin trancelignende tilstand, som det åbenbart var lykkedes hende at sætte ham i. Derefter kastede han sit blik hen på den nedlagte person, der lå et sted og ømmede sig i støvet på buret bund/gulv. Og så begyndte han at grine. Først var det blot en lavmæl fnisen, men det udviklede sig hurtigt til en forholdsvis højlydt, tydeligvis hånende latter. "Så kan du kraftedme lære det!" fik ham mumlet imellem de små mellemrum, der var i hans latterudbrud. Selvfølgelig var det henvendt til ham fyren. At få tæv af en pige - og så endda på et offentligt sted, hvor der var hundredevis af folk, der havde stået og set på.

Smilet på hendes læber, blev bredder. Grumt og stygt, et smil som kunne få mange til at få gåsehud hen over armene. Hun nød stilheden, følte at det var en velsignelse at mændene endelig ville holde deres kæft, og bare lade hende tænke i fucking fred fra de mænd, som fandt det så hylende morsomt at se mænd om blev banket af andre mænd. Nu kunne de fandeme få at se hvad en kvinde kunne. Hun kiggede lidt ned på manden som lå og vred sig "Hvad fanden.. er du ikke færdig endnu?" hun sparkede ham i hoved, inden hun langsomt tørrede blodet fra sit ansigt og gik langsomt ud mod buret. Da manden som satte det hele i gang, kom over til hende og greb hendes skulder. "Smukke, du skal ikke gå endnu, du er lang fra færdig, og du score en masse penge på dette skatter.." de to ord, og den berøring skulle han ikke have sagt. Hun vente sig hurtigt om, fjernede med lethed hans arm, og smækkede ham op i den klokken som ringede hver gang at der skulle til at ske en ny omgang kamp. "Get your money somewhere els!" hvæsede hun, og smed ham så ned på gulvet. Hun svang læderjakken rundt, og trak den på, mens hun gik forbi mændene. Denne gang var der meget mere disciplin fra dem, de flyttede sig meget hurtig fra hende, dog mere af frygt for hvad hun ville gøre mod dem, hvis de ikke flyttede sig. Øjnene var kolde som is, og efter at den klamme, ulækre mand havde rørt ved hende. Lige frem rørt ved hende!? Hun væmmes bare ved tanken om hans klamme, sorte hænder, på hendes arm. Hun skulle fandeme hjem og sprites efter den her omgang. Hendes blik gled dog over på manden, som hun flere gange havde fået øjenkontakt med, og smilet gled en smugle frem på mundvigen igen over det. Det virkede underligt at han havde været den eneste der havde stået og hånet og grint af manden, der nu lå bevidstløs inde i buret. Velvidende at der ikke var flere der ville kæmpe lige fortløbelig, mest af alt fordi der ingen var, som man kunne stille op imod. Og ham der kørte hele showet, havde sku egentlig nok set bedre dage. Hun kiggede lidt rundt, og så at nogen øjne viede væk fra hendes kolde og dystre blik, mens andre havde en tænkt gnist. Som var de *klamme idioter.. vamle mænd..* sagde stemmen inde i hende hoved, mens hun skubbede til en af dem, så han fløj ind i væggen, "Skal forbi din idiot.." sagde hun surt og gik over mod baren der ikke lå så langt væk, satte sig op på en stol, efter at have skubbet en ned fra den. Hun vente langsomt blikket ned på ham og hævede det ene øjenbryn "Sorry... troede ikke du gad sidde her mere.." sagde hun hånende da manden begyndte at brokke sig, der efter vente hun opmærksomheden mod bartenderen "En øl... en kold en af slagens.." sagde hun irriteret mens at hun mærkede hvordan der var en der åndende hende i nakken. Der var sku nogen der virkelig gerne ville have en eller anden form for barfight nu eller hvad!? Hun vente sig hurtigt om og greb ham om struben "Har du et problem!? Så stil dig om i køen og træk et nummer.. jeg har ikke tid til det fis mere.." hun slap hans strube lidt efter, og vente sig om mod sin øl. Menneskerne begyndte langsomt at snakke igen, mens der var nogen der var gået hen for at hjælpe de ynkelige mænd hun havde haft fingrene i. Hun greb om flaskens hals, og lagde den op til de fyldige læber, og mærkede hvordan den kolde væske langsomt banede sig vej igennem hendes hals, og ned igennem hendes lunger, længere ned til hendes mave. Der gik ikke lang tid, før hele øllen var væk. Og hun bad om en ny.

Chase fik efter en del tid endelig - mere eller mindre - fået styr på sin latter, der omsider var begyndt at stilne forholdsvis hurtigt af. Sådan en svans. Hvad bestilte han overhovedet inde i buret, hvis han ikke en gang kunne få nedlagt en tøs? Et hunkøns væsen. Hvor svag havde man fucking lov til at være? Al hans opmærksomhed blev med det samme atter rettet imod den ukendte, unge kvinde, som han endnu ikke havde fået sat et navn på. Fulgte hendes vandren iblandt de noget skræmte publikum, der alle sammen havde været tilskuere til hendes sejr, der før havde fundet sted i dét bur, hvor alle kampe herinde tilsyneladende foregik, - hvis ikke det blot var en enkelt slåskamp eller to imellem stedets gæster, fordi de var kommet op og slås om et eller andet latterligt. Dét smil der med tiden havde forplantet sig på hans læber voksede for hver eneste gang, hun fik skubbet én eller anden væk eller slået dem ned i gulvet. Det kunne godt være, at hun havde stået og storskadet en mand i kamp, men dét havde ikke ændret hans syn på den kvindelige befolkning - men det kunne vel sagtens nå at blive ændret i løbet af de næste par timer; selvom han tvivlede stærkt på, at det ville ske. Men denne dødsengel havde i hvert fald formået at vække en hvis lidenskab i ham, og han havde bestemt ikke tænkt sig bare at lade hende gå herfra uden først at have haft fingrene i hende; bogstavelig talt. Han skøjtede blikket ned ad sig selv, inden han med vante og hurtige bevægelser - uden at tabe sin svensknøgle - fik rettet på både sin tætsiddende, old-school læderjakke og de handsker, der som sædvanlig skjulte det meste af hans hænder, pånær fingrene, eftersom fingerdelene på handskerne var blevet cuttet af. Derpå så han op igen og spejdede ud over den store forsamling, der alle var blevet underligt stille efter den seneste kamp; i hvert fald i forhold til hvad de før havde været. Hans smil groede en lille centimeter, da han fik øje på hende, der tilsyneladende havde valgt at indtage baren et sted længere henne. Han fik så omsider kridtet skoene, satte kursen imod stedets bar og måtte en gang imellem skubbe til et par tåbelige mennesker, der stod og spærrede vejen for ham. De var kraftedme en flok være vatpikke hele bundtet. Tabere. "Fuck af ... så flyt dig dog, for helvede da også ... pas på idiot ... hey spasser, tag lige og flyt din fucking, store røv ..." Blot få af de spydige udråb han kom med under hans forsøg på at nå hen til baren. Hvorfor skulle der også være så proppet? Havde de der mennesker ikke noget bedre at tage sig til? Narrøve. Han udstødte et halvirriteret suk, efter det eendelig var lykkedes ham at nå frem til hans mål. Baren - og hende. Hans smil der imellem tiden var falmet og blevet tørret af kom straks igen, netop som han slog sig ned på dén stol, der stod placeret ved siden af hendes. Han sagde eller gjorde ikke rigtig noget til at starte med. Sad blot som forstenet, lænet ind over bardisken med armene hvilende på bordpladen. Det var først halvandet minuts tid efter, at han gjorde noget bemærkningsværdigt. Drejede hovedet en anelse, så hans ansigt blev vendt imod hende. Låste sit blik fast på hende, inden hans smil flækkede i et endnu større ét. "Du klarede det sgu da meget godt .. derinde ..." startede han ud med og holdt så en kort talepause. Lod en smule åndsfraværende sin ene tommeltot køre op og ned langs svensknøglens store skruehoved. "Du ved ... af en tøs at være ..."

Larmen, de mange mennesker, sveden. Hun rystede på hoved, mens hun drak af sin øl i små slurke. Uden rigtig at vide hvad fanden hun skulle tage sig til nu. Ikke en skid at lave her overhoved, man kunne jo lige så godt gå. Hun vente langsomt hoved, mens hendes mørke hår lagde sig hen over hendes ansigt, de mærke skygger som blev kastet hen over det, gjorde det en del mere mystisk, med den ellers så blege hud. "hmm.." mumlede hun lidt, over manden som kæmpede sig igennem mængden for at komme over til baren, det så ud til at han havde et lige så stort problem med at styre sit temperament. Men, hun kunne i grunden ikke være mere ligeglad over det. Faktisk, ville hun næsten ønske at nogen ville spænde ben for ham, bare for at se hvor meget han ville flippe ud over det. En lille brummen kom dog fra hendes strube da han var kommet over til hende, og havde den frækhed overhoved at sætte sig ved siden af hende. Hun undlod dog at kigge på ham, selvom han sad der i tavshed i næsten over et minut. Sad hun bare og stirrede ind i væggen, mens hun holdte om flaskens hals, til hendes nu anden øl. Hvilket var ret så lidt når man tænkte på hvor meget hun ellers plejede at kunne få ned på en aften, når hun virkelig kedet sig. Da hun hørte han stemme reagerede hun ikke med det første, og vente så lige så langsomt sit hoved og sine øjne i mod ham. Mens det ene øjenbryn langsomt blev hævet. "Ja.. det er fint.." sagde hun spydigt drak resten af sin øl og lagde nogle penge på bordet. Hun hoppede derefter elegant ned fra stolen, og begyndte sin rejse med at møve sige igennem de mange folk som var til stede, der var åbenbart allerede en ny kamp i gang,og de havde endnu en gang glemt hvem der lige havde tævet hvem inde i buret. Endelig nåede hun udgangen. Og hun slå hætten over hoved, da hun kunne hører hvordan at regnen plaskede ned på den anden side af dette ulækre varme rum, dette sted, som hun egentlig aldrig skulle have været taget hen til. Hurtigt rev hun døren op og løb ud i regnen. Kiggede lidt rundt, og søgte over til et skur ikke så langt der fra, da hun bare skulle væk fra de mange råbende mennesker, for at få noget ro i hoved.

Chases smil falmede en del, netop som hendes svar forlod hendes mund som en lidt ligegyldig, giftig kommentar til dét, han for lidt siden havde sendt i hovedet på hende. Faktisk, var det vel dét, han havde forventet. Eller ... han havde ikke rigtig haft nogle særlige forestillinger om, hvordan hendes respons på hans ord ville være; men det havde han så fundet ud af nu. Han rynkede kortvarigt på næsen, idet hun smækkede det gældende beløb for hendes to øl på bordpladen for sig og rejste sig op for dernæst at gå. Forlade ham - i det hele taget bare dette sted. Det så i hvert fald ud som om, at hun havde retning imod udgangen, derfra hvor han sad. Hvilket han kort efter fandt ud af, at han havde ret i. Han drog et sagte, lettere opgivende suk, inden han ligeledes kom op at stå på benene efter at have hoppet ned fra stolen. Så af ren refleks rundt i det stadigvæk overfyldte lokale med et lidt sløvt blik, hvorpå han startede en længere udflugt med kurs mod dén dør, der førte væk fra dette ækle sted. Fik rimelig hurtigt banet sig vej igennem den åndssvage, ophidsede forsamling drukne mænd - og muligvis med få kvinder ind imellem; men det eneste hunkøn han havde set var hende fra før. Som han havde sat sig for at finde igen, - hende ville han ikke bare lade gå. Han var klog nok til at vide, at det ikke var hver dag, at chancen for at møde én som hende, var der; så hvorfor ikke slå til, mens der var mulighed for det? Hvis det da ville lykkedes for ham at finde hende igen. Det tvivlede han faktisk lidt på, hun var sikkert over løbet langt væk nu. Men man havde vel lov til at håbe. Det var i hvert fald det, han gjorde. Der var ligesom ikke rigtig andet, han kunne gøre lige nu. Med hastige skridt bevægede han sig de sidste få tre meter, der var hen til udgangen. Satte lynhurtigt sin frie håndflade imod døren, da han var nået derhen, og skubbede en smule voldsomt døren op, trådte med stor fart ud på den anden side af dørtærsklen og smækkede forsvarligt døren i bag sig. Så kunne de klamme, overberusede mennesker fandme hygge sig derinde helt uden, at han behøvede at glo på og være tvunget til at deltage i deres såkaldte morskabsbegivenheder, der åbenbart skulle være sjove. Til hans held nåede han akkurat at skimte den kvindelige skikkelse et sted længere fremme, inden han var begyndt på at gå i en helt forkert retning. I noget tid stod han bare som frosset til jorden, men rystede så kraftigt på hovedet, så han fik vågnet sig selv og kom tilbage den virkelige verden og startede med at gå med meget hurtige skridt hen imod dét skur, hun tydeligvis havde sat sig for at nå hen til, inden regnen fik gjort hende alt for våd. Det var efterhånden forsent for ham. Den regn var jo som om at træde ind under et enormt brusehoved, der var skruet op for fuld tryk. Heldigvis prallede det meste af vandet bare af ham, takket været dét vandafvisende læder, det meste af hans beklædning var lavet af. Det var egentlig kun hans hår, der sådan rigtig tog skade af den noget voldsomme, hårde regn, som fanden havde taget ved. Hvorfor skulle det evig og altid også regne så meget? Han glippede kort med øjnene og havde ubevidst sat sit tempo et par takker højere op for at indhendte hende hurtigere, end hvad han ellers ville have gjort med sit tidligere fartniveau. Og takket være hans tunge, sorte militærstøvler, hvor der både foran på skosnuden men også nedenunder selve skobundnee var sømmet tykke metalplader fast, var det ikke ligefrem specielt svært at høre ham. "Hey ..." Han standsede op, i det selv samme øjeblik han var halet ind på hende, og greb derefter fat i den ene af hendes arme. Fik på dén måde stoppet hende ved at lukke sine fingre omkring hendes arm og prøvede at trække hende ind til sig.

Hun søgte ly under selve taget på denne falde færdige hytte, som i grunden sikkert ikke var til meget gavn når det kom til stykket. Regnen havde ødelagt det meste på sin vej, den grusvej som havde været hen til der hvor kampende fandt sted. Var hullet, og ikke til at kører på, med mindre man ville have det som en dårlig forlystelses tur, hvor det hele tiden hoppede og rumlede fordi, at den ikke var blevet smurt ordenligt sidste gang. Hun sukkede stille, og betragtede regnen der faldt ned over det ganske land, som hun nu havde boet i siden at hun var fuldt fire. Nogen gange savnede hun faktisk Spanien, selvom at folk sagde til hende, at hun da tydeligvis da ikke kunne huske hvordan det var. Gjorde hun det alligevel. Dog rystede hun på hoved "Du kommer alligevel aldrig hjem.. du høre jo til her.. i denne gud forladte by.." hun rystede på hoved. Hvor regnen kom, kom liv, hvor liv kom, kom kaos. Hvor kaos kom, kom døden. Det var ikke noget man kunne undgå, alt havde deres negative drejning, ellers kunne der ikke ske noget godt i denne verden. Der fandtes ikke noget, der hed det perfekte liv, lige meget hvad man gjorde, ville man altid, ønske man havde det den anden havde. Hvis man var rig og alene, ville man være misundelige på dem som havde en stor familie, en kone, børn. Men hvad man ikke så, var faren som hver aften arbejdede over, men i stedet tog på motel sammen med elskerinden. Konen som gik der hjemme, udmattet. Træt af livet, druknede sin sår i alt for mange glas rødvin. Mens hun græd over dumme tudefilm. Hun rystede lidt på hoved, og stod der i sine egne tanker, uden at lægge mærke til at der var en på vej hen mod hende. Og havde i grunden også ryggen til, mens regnen langsomt lagde den klamme følelse omkring hendes ben, og resten af kroppen. Fik hårene på hendes arme til at rejse sig. Dog da hun hørte en stemme i det fjerne, imellem de mange dråber som styrtede ned fra de askegrå skyer, dem som havde hærret de sidste mange dage, uger. Hun vente sig langsomt om, mens hun mærkede en hånd der klemte omkring hendes arm, og trak hende ind imod en andens krop. Det var der, hun næsten glemte at trække vejret. Irriteret og meget sur vente hun ansigtet op mod den mand, som havde snakket til hende ind i baren "Slip mig.." hvæsede hun, og overvejede i et kort øjeblik at spytte ham i ansigtet. Mens hun prøvede at vride sig løs af hans greb. Selvom det ikke gik så godt, hun havde nemmere at få folk ned og lægge, når de gik imod hende. Derfor stillede hun sig tættere på og puttede hendes ansigt lige op i hans "hørte du mig ikke før!?.. Slip mig!" sagde hun med en meget hæs og spydig stemme, for at vise ham, hun fandeme mente at han skulle slippe hende! Og skulle være lige nu!

Chase stivnede kort, da den giftige hvæsen i form af ordene slip mig lød fra hende. Ventede selv med at besvare hendes spydige ordstrøm, indtil hun havde snerret færdigt. Stod blot som forstenet med sit blik hvilende på og blødte først op, efter hendes sidste spydige kommentar var blevet sendt i hovedet på ham, - og derpå groede hans smil omsider atter frem og fik hurtigt klistret sig fast til hans blege læber. Voksede i takt med de sekunder der fløj afsted, inden han skød et af sine øjenbryn i vejret og tilsendte hende et ualmindelig stygt, væmmeligt smil. "Hvorfor prøver du ikke selv at få mig til det?" bed han blot igen og kneb sine øjne en smule sammen, før han trak yderligere på smilebåndet, så hans smil voksede endnu en gang, - hvis det overhovedet var muligt. Gjorde det fuldstændig modsatte af hvad, hun havde bedt ham om. I stedet for at være klog og bare give slip på hende, strammede han grebet om hendes arm; huskede dog at sørge for, at det ikke var så stramt, at blodcirkulationen i armen ville stoppe. Dernæst slyngede han sin frie arm omkring hende, dén der ikke sad 'lænket' sammen med hånden, han havde anbragt på hendes arm, og fik på dén måde trukket hende længere ind til sig. Trykkede sig selv endnu tættere på hende ved endelig at slippe hendes arm, placere begge sine hænder et sted omme bag på hendes ryg og presse hende op ad sig. "Måske fik du slået ham den anden ned, derinde ... men du kan med garanti ikke vinde over mig i nærkamp," prækede han, måske med lige lovlig med selvsikkerhed i stemmen - og en anelse udfordrende måske. Selvom han ikke helt vidste, hvor klogt dét der lige var at sige. Det fandt han vel ud af; når hun nu reagerede på hans lille hentydning til, at han muligvis ønskede at få startet et større slagsmål. Måske ville han komme til at fortryde det; og måske ikke. Hans ansigt flækkede for anden gang i ét stort, grumt smil, der næsten gik fra det ene øre til det andet. Udviklede sig hurtigt til et mindst lige så modbydeligt tandsmil, så hans to, hvide tandrækker blev blottede, - men der var ingen tvivl om, at det var hans hjørnetænder, der sprang mest i øjnene og trak opmærksomhed til sig. Han tillod sig at køre sine handskebeklædt hænder længere ned ad hendes ryg. Stoppede dog da han nåede dét sted, hvor kanten på hendes bukser startede. Havde for én gangs skyld nok hjernekapacitet til at vide, at det ikke ville være en særlig god idé at overtræde grænsen yderligere. Derefter hægtede han de øverste led på sine tommelfingre fast i bukselinjen, og lod dem - tommeltotterne - følge kanten i et langsomt tempo. "Bliv nu bare her hos mig ... jeg skal nok passe rigtig, rigtig godt på dig ..." Det var ikke ligefrem specielt svært, selv ikke for ham, at regne ud, at det ikke var det, hun havde allermest lyst til lige nu. Men eftersom han ikke helt havde lært, hvor hendes personlige grænse gik til endnu, kunne han jo ikke andet end at prøve sig frem. Selvom han muligvis alligevel ville være dumdristig nok til at overtræde den, hvis han allerede kendte til den. Hans smil falmede en kende, da han åbnede sin mund en anelse og derpå lod spidsen af sin tunge køre hen over underlæben et par gange, inden han atter lukkede munden i. Vippede sit hoved lidt på skrå og fortrak igen sine mundvige i et afskyvækkende smil. Pustede kort efter til en af de sorte hårtotter, der hang ned foran hans øjne, men fordi det havde lykkedes regnen at gøre alt hans hår fuldkommen gennemvådt, så rørte den sig ikke ud af flækken. Blev bare hængende og generede fortsat hans syn.

Lige meget hvor lidt hun ville det, var hun nød til at indrømme at han var stærkere end hende. Og hun aldrig nogen sinde ville have en chance for at kunne nedlægge ham. Ikke når hun var så tæt på hende, som fysik svækkede hende. Hun kunne ikke klare, virkelig ikke klare når mennesker bare stod så tæt. Det var klamt, og det var alt for grænse overskridende. Hun sank stille noget mundvand som havde samlet sig i munden. Hun kiggede usikkert væk, mens hun prøvede at finde en udvej, uden at vide hvad hun skulle sige tilbage til sit forsvar. *nå.. ja fedt nu er du ikke så kæphøj var!?* sagde en klokkeklar stemme inde i hendes hoved. Hvilket idiotske fjols som hun ikke havde været. Men alligevel. Da han trak hende tættere på, så de var brystkasse mod brystkasse. Vente hun igen øjnene imod ham, og stirrede ham, stirrede med sine iskolde mose grønne øjne. Som om at det kunne dræbe, hvis det kunne, havde han ligget og vredet sig rundt nede i mudret tigget for hans liv, mens at hun påførte ham mere og mere smerte. Over hans næsvished over ikke at respekter at hun ikke ville have ham så fucking tæt på! "Svin.." sagde hun spydigt og hviskende, mens hun prøvede at vride sig mere løs, men det hjalp ikke, ikke engang da han havde sluppet hendes arm. Hun var som fængslet i hans arme. Det var det hun samlede mundvandet som hun havde i munden, og da han sagde de ord, bare de ord om at han nok skulle passe godt på hende, fyrede hun det lige ind i hoved på ham. Han måtte være alt for tæt på til at det kunne undgå det. Der efter knaldede hun sit knæ lige i skridte på ham, svingede armene rundt så han var nød til at fjerne hendes arme fra hende, trådte hurtigt tilbage "Svin!" skreg hun denne gang "Jeg skal fandeme vise dig hvem der skal passe på mig!!" hun bukkede sig hurtigt ned, greb noget mudre i hendes hænder, og fyrede det efter ham, som en barnlig leg, dog var dette meget, meget seriøst. Han skulle fandeme ikke komme her og tro at han kunne tage hende på den måde! Nej der skulle han fucking tro om igen! Hykler, mandschauvinist, idiot. Sadist, ja hun kunne bruge hele dagen til at svine denne mand til. Men det havde hun ikke tid til, nu galt det om at komme væk. Hun drejede hurtigt om på hælen, og løb så hurtigt hun kunne, det var som om at hun havde fået vinger. Hen over marken som lå ved siden af buret. Spændende igennem hvede sorten som voksende på denne mark. Hoppede over sten, og prøvede så godt hun kunne ikke at snuble, men lige som hun havde tænkt denne tanke, mærkede hun hvordan det blev glat, hendes ben fulgte pludselig ikke ordenligt med. Lige så lang hun var, lå hun pludselig nede i mudret, hun vente sig om for at kigge om han var fulgt med, men kunne umiddelbart ikke se ham. Hun vente sig igen om, og prøvede at komme op på sine ben igen, mens hun bandede som bare sindssyg, mens regnen sivede hen over hende, og gjorde hende endnu mere våd, end hvad hun allerede var, hvis det overhoved var muligt. Nogle dybe og hektiske vejret, mens hun så hurtigt hun kunne prøvede at komme op på sine ben igen, lige glad med hvor ondt det gjorde, lige glad med hvordan hendes tøj så ud, hun skulle bare op! Op og af sted nu!

Chase smilede blot til hende, efter hun havde sendt hendes første tilsvinelse i hovedet på ham. Svin. Åh yeah - var det virkelig kun dét, hun havde i sig? Forhåbentlig ikke; ellers ville det her blive en kedelig omgang, - og så gad han sgu da ikke spilde sin tid på hende. Men ... hun havde virket så ... voldelig tidligere. Derinde før i kamparenaen. Måske havde han fejlbedømt hende. Hans syn på hende blev dog lynhurtigt atter vendt og totalt forbedret, i det øjeblik hun affyrede en spytklat afsted mod ham. Åbenbart ikke; hun var vist fuldstændig ligesom han til at starte med havde stemplet hende. Det her ville bestemt ikke blive dødssygt, som han ellers før havde tvivlet på. "Fy for helvede ..." var det første han mumlede, inden han kneb sine øjne en smule sammen. Heldigvis fik regnen dog rimelig hurtigt sørget for at få skyllet spytklatten væk, - og dernæst gik der ikke meget mere end et splitsekund, før en direkte ulidelig smerte bredte sig et sted under bæltestedet, og selvom han nok under alle omstændigheder ville have blevet nødt til at slippe, gjorde han det nu mere end frivilligt, da han trak hænderne til sig og slog dem beskyttende hen foran sit skridt, just in case, hvis hun havde tænkt sig at udføre mere skade på hans Kong Arthur. "Årh fuck dig, mand; klamme kælling ..." hvislede han ud igennem sine sammenbidte tænder. Alligevel, alligevel selvom det tydeligvis gjorde ondt ad helvedes til, dukkede et sygeligt bredt, usædvanlig djævelsk smil frem på hans læber og forplantede sig hurtigt på dem, selv efter hun havde fået ham mudret til. I samme nu som hun med stor hast vendte sig om for derefter at sætte i løb, langt, langt væk fra ham, rettede han sin ryg helt op og fjernede efterfølgende hænderne fra skridtet. Rettede sin fulde opmærksomhed mod hende, der tilsyneladende havde retning imod dén mark, der lå lige i nærheden. Han kneb sine øjne yderligere sammen for at skarpgøre sit syn, så han således ville have lettere ved at fokusere på hende. Bukkede sig en anelse ned og samlede sin skruenøgle op, som han uheldigt havde tabt, men nu havde i sin hånd igen. Lukkede sine fingre helt omkring den, inden han atter rettede sig op og lod tommeltotten køre op langs skaftet på svensknøglen et par gange, før han gav den et forsigtigt klem. Det var tydeligt, at det var et af hans kæreste eje. For ikke at sige det allerkæreste. Han tog så endelig det første skridt i sin jagt på at få indhentet hende, men måtte for en kort stund stoppe op og endnu en gang slå en hånd op foran hans ædlere dele. Hvor hårdt havde hun lige sparket? Nej. Han måtte kraftedme bare tage sig sammen. Eller prøve i hvert fald. Han lukkede sine øjne hårdt i, i et langt blink og bed tænderne så meget samme som overhovedet muligt, før han satte i løb efter hende. Hurtigt. Lynhurtigt. En af hans styrker kom endelig til nytte. Supersonisk hastighed var til tider virkelig et stort plus at have. Han satte sit tempo helt i top og fór afsted efter hende, - og takket været som sagt hans evne til at løbe hella hurtigt, men også dé evner, han havde udviklet på de timer, han havde brugt på sit skateboard - nemlig at holde balancen. Hvilket var en ret nyttig ting lige nu med alt det smattede mudder, som jorden var blevet forvandlet til. "Jeg skal nok få fat i dig, whore! Bare løb så hurtigt du kan! Du kan alligevel ikke flygte fra mig!"

Hun brummede irriteret mens hun gravede fingrene ned i mudret, og kravlede videre, at han måske ville miste hende af syne? Men da hun hørte han stemme, råbe at han nok skulle få fingre i hende. Viste hun med det samme, at han viste hvor hun var, og det alligevel ikke nyttede noget. Hun rejste sig op, indsmurt i mudre fra top til tå "Det eneste du virkelig er, er en stor dreng med fandens store ord, og en underlige skruenøgle!!" skreg hun efter ham. "Fandens til trashtalking.. du ville jo ikke engang fange en kylling om den så gik forbi dig!!!" hun viste det ikke var sandt, men hvis han alligevel skulle banke hende, kunne alligevel få det med ud af det, at gøre ham så pissed. At hun måske ville have en chance, da han ikke ville tænke på andet end at smadre hende? Hun viste egentlig i grunden ikke rigtig hvad han ville, men det med at komme tæt på hende. Var noget hun ikke ville lade ham gøre! "Fucking maanwhore!! Hvis der er nogen der er en luder her.. er det fandeme dig.. TRÆKKERDRENG!!" hun vente sig om, og begyndte igen at løbe, mens hun trak vejret helt ned i lungerne. Det var egentlig det eneste hun kunne finde ud af, når der var en der var meget stærkere efter hende. Trashtalking, nogen gange provokerede det folk så meget, at de glemte hvem det var de skulle ramme, også fik hun dem alligevel. Hendes øjne, hvirvlede rundt, efter en udvej. Efter et scape for at komme væk fra denne sindssyge mand. Hvis der var nogen der var sindssyg var det fandeme ham. *idiot, idiot IDIOT!!* hun skulle have løbet fra starten af, lige da han havde sat sig ved siden af hende, viste hun at han havde været badnews, men nu, var det sku da de værste nyheder man nogen sinde kunne vise på tv.! Det slog fandeme den gang hvor der blev vist en gammel dame der fucking ikke kunne få sin kat ned af træet! For crying out lout, hvor var hun i dybt shit lige nu. Hun fór igennem den host, som manden sikkert ville bande højlydt over næste da var ødelagt efter denne vilde jagt.

Chase satte blot sin fart endnu et tak højere op, alt imens hun tydeligvis var i gang med - eller prøvede i hvert fald på - at få ham ned verbalt. Kastede et par spydige, giftige bemærkelser ud i luften, som han ikke tog sig særlig meget af. Lod dem bare flyve ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det blev ikke en gang vendt i hans hoved. Om hendes amatøragtige fornærmelser virkede? Arh, ikke ligefrem. Faktisk gik det ham slet ikke på. Hvorfor skulle han i det hele taget også ville bruge tid på dét og bryde sit hoved med sådan en omgang trashtalking? Som hun så fint selv havde kaldt dét, han selv havde lukket ud - naturligvis henvendt til hende. Men nu ... nu var det ikke nedladninger eller andre mundtlige interaktioner han benyttede sig af, - det eneste mål han havde lige nu, var, at få fat i hende. Fange hende. Hvilket han højst sandsynligt også ville gøre. Bare lidt endnu. Han snerpede sin mund en smule sammen, så hans læber nu mest af alt lignede to små, ultratynde streger, inden han endnu en gang øgede sit tempo, og dérefter var det kun et spørgsmål om tid, før han var henne ved hende. Lige bag hende. Et næsten helt abnormt bredt smil bredte sig med stor hastighed på hans læber, netop som han rakte ud efter hende med sin frie hånd, fik med nød og næppe lukket hånden omkring hendes ene arm, eller måske var det mest af alt dét stof, hendes jakke var lavet af, som han fik fat i. Det lykkedes ham i hvert fald at få et godt tag i ét eller andet - og begrundet af hans sygeligt hurtige spurtløb, var det ikke helt det letteste at stoppe, bare sådan. Derfor kunne han ikke undgå at støde ind i hende; hvilket han så gjorde. Han fik dog lige akkurat oprettet sin balance, før han skvattede på røven nd i mudderet og stoppede ligeledes hende i at falde, eftersom han som sagt havde et temmelig godt greb i hende. Med et koloenormt smil spillende om læberne stillede han sig fuldstændig klods op af hende og slyngede dernæst, efter at have sluppet hendes arm og jakke, sine egne arme rundt omkring hende. "Jeg sagde jo, at jeg nok skulle få fanget dig, smukke ..." hvislede han med et yderst veltilfredst og utrolig skadefro smil, der nærmest bogstavelig talt gik fra øre til øre; eller ... tæt på. Han strammede sit greb om hende en kende, inden han for en kort stund rettede sin opmærksomhed imod en dødirriterende hårtot, der hang lige nede foran hans øjne og generede hans syn, så han næsten blev helt skeløjet. Pustede til den et par gange, men den rørte sig ikke ud af flækken. Ikke specielt meget. Den blev bare hængende - fuldkommen våd. Ligesom resten af hans hår; og alle tænkelige kropsdele på ham. Eller hans beklædning var. Våd. Drivvåd. Men det lod han sig ikke påvirke yderligere af. Hvorfor skulle han? Han kunne umuligt blive mere våd, end han var nu.

Hun viste hun ikke ville nå det, lige meget hvor hurtigt hun ville sætte hendes fart op, men den hytte ude i skoven, var alt alt for langt væk. Håbet om nogen sinde at komme væk, svandt lige så stille ind, som regnen sivede ned i jorden, og gjorde den helt blød. Hvis hun bare kunne forsvinde, bare sive med ned i mudderet sammen med vandet, bare forsvinde, forsvinde for altid. Der mærkede hun hans hånd der tog fat i hendes jakke, ham der faldt ind i hende. Dog nåede han lige at få balancen igen, alt gik så hurtigt, at hun ikke kunne opfatte det. Og der stod hun igen, trykket ind mod en vammel, ulækker. Irriterende, idiotisk, selvcenteret. Fucking svin mand! Hun kiggede væk, gad ikke en gang kigge ham ind i øjnene "Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme om dig... elskede.." sagde hun med en spydig og nedladende stemme "Men dit indre oser af den mest ækle udseende, så det ødelægger helt dit fiiiine ansigt." hun hæv ham lidt i kinderne, inden hun lod hånden ned af hans side. Hendes øjne var dystre og mærke, næsten som om hendes grønne skov farve, havde ændret sig til nogle mørke dybe mose huller. Hendes mund var snerpet sammen, mens hun pressede sig tættere på ham, selvom at hele hendes krop sagde at hun ikke skulle gøre det, at hun skulle lade være. Men, hvis dette ville redde hendes liv, eller i grunden måske bare gøre ham mere sur? Hun havde set skruenøglen fra den gang han satte sig ved siden af hende, hvordan han hånd altid rørte ved det. Det måtte være noget dyrebart, plus, det var fandeme også det eneste våben hun kunne bruge for at komme væk fra ham! *Tag den.. Forhelvede la' dog være!?... Taaag den!! Tag den tag den taaag den!!.. Idiot! lad være..* hendes hjerte arbejde på højtryk mens hun lige så stille lystede hånden ned til skruenøglen. Hun bed sig hårdt i læben, og glemte næsten at trække vejret. Hun havde brug for noget at slå ham med, pløkke ham ned med *hæhæhæ.. kiil'em!!* hun rynkede lidt brynene over hendes tanker, måske var det ikke helt hendes tanker afterall? Også lige meget, stemmerne havde ret, og et sylig pshyko smil bredte sig på hendes læber, mens hun lænede sig hurtigt frem ad, pressede sine læber mod hans, i et koldt og ligegyldigt kys, hvor hun snuppede hans skruenøgle og smadre den lige i hoved på ham "Bæst!" skreg hendes stemme, hun hørte ikke noget, mærkede bare hvordan at hendes hjerte bankede så højt at hun næsten ikke kunne hører hvad hun selv tænkte, hun holdte skruenøglen i et meget stramt greb og skubbede ham så hårdt hun kunne væk.

Chases smil voksede en anelse ved hendes indpakkede, fornærmende ord. Det var i hvert fald ikke svært at høre ironien i hendes stemme, - men det generede ham ikke. Overhovedet ikke. Som sagt fik det blot hans smil til at brede sig med en næsten helt abnorm hastighed, så det hurtigt blev kæmpe stort. Havde ikke den fjerneste idé om, hvilken flugtplan der kørte rundt i hendes tanker. Selvom det ikke var særlig svært for ham at regne ud, at hun i hvert fald prøvede på at finde på ét eller andet, der kunne få hende til at slippe for ham. Dog havde han aldrig nogensinde drømt om, at hun kunne finde på at gøre noget så hjernedumt, som hun om kun få sekunder ville gøre. Ikke dén del hendes plan startede ud med, - dén part der senere kom. Det overraskede ham lidt, da hun satte hendes læber imod hans, men han gjorde absolut intet for at stå imod. Hvorfor skulle han? Tjoe. Det var dét, han om kun meget kort tid ville finde ud af, - og hvis han før havde vidst, hvad der havde brudt frem i hendes hoved, havde han med garanti skubbet hende væk og afsluttet kysset med det vuns. Øjeblikkeligt som hun lukkede hendes hånd om hans kæreste eje - skruenøglen, - stivnede han. Stod som forstenet i et splitsekund og før han overhovedet kunne nå at blinke, havde hun fik listet svensknøglen ud af hans tag. Hevet den til sig og - igen før han vidste af det - knaldet den i hovedet på ham. "ÅRRH FOR SAATAAAANN!!" hylede han som det første og slog af ren refleks sine hænder op foran dét sted, som hun havde ramt med hans højtelskede redskab. "Ah-ha-haav!" vrælede han og bed straks efter tænderne sammen, lukkede sine øjne så hårdt i, at det næsten gjorde ondt, inden han - ifølge af hendes rimelig unænsomme skub - faldt på røven lige ned i mudderet. Hans allerførste reaktion ville med sikkerhed komme bag på de fleste; hvis det ikke var fordi, at man var så 'heldig' at kende til hans sygdom. Så at sige, kendte til hans ustabile sind. Erklæringen om at han var psykisk syg. Det var i hvert fald nok ikke ligefrem dét, hun havde forventet at se, da han kun meget kort efter begydte at tude. Storgræde. "GIV MIG DE-EN!" galede han imellem et par ret vilde, grådkvalte hikst. Rakte begge sine hænder frem imod hende, eller rettere sagt skruenøglen. Dét faktum at han næsten var dækket af mudder fra top til tå, havde han overhovedet ikke skænket én eneste sølle tanke. Det eneste han fokuserede på var svensknøglen i hendes hånd. Dén hun havde snuppet. Stjålet den fra ham - og nu ... nu ville han satme have den tilbage. Lige nu. Nej, han var bestemt så rapkæftet nu. Ikke at han direkte plejede at være nu. Men han var i dén grad noget mere ynkelig at se på, uden den der selvhøjtidelige, badass facade, som han normalt gik rundt med og skjulte sig bag. Eller også var det bare sådan, han troede, at han var. Et uopklaret mysterie, som sikkert kun psykologer kunne regne ud; og måske ikke. Han havde ikke tænkt sig at lade dem prøve på det, i hvert fald. Klamme narrøve.

Hun stod bare som en eller anden idiot og kiggede på ham. Ude af stand til overhoved og handle, hendes plan havde jo været at smide den fra sig også bare løbe, løbe og aldrig nogen sinde se tilbage igen. Hun gjorde dog bare ikke lige det, hun stod bare med nogle kæmpe store øjne og stirrede ned på den mand som før havde været så kæphøj, så 'jamen jeg kan alt og må alt'. Sidde der og vræle som eller anden baby som lige havde fået taget sin bamse fra sig, eller skulle lægges til at sove. Hendes mund åbnede sig, og kæben faldt næsten ned mod jorden, eller sådan i hvert fald det man nu kunne med sin kæbe, uden den gik totalt af led. Og der stod hun bare, åben mund, og lignede en kræft idiot, eller noget katten havde slæbt ind. Indsmurt i mudre. Og pludselig brød hun ud i den sygeste latter. Hun stod bare og grinede så meget, at hun næsten ikke kunne få luft igen. Skruenøglen i hånden hang slatten og faldt til jorden, mens hun lagde hånden om sin mave "åh.. åh. hahahahaah!!" gispede hun mens begge arme blev lagt omkring hendes mave, dette var bare for komisk. Alt alt for komisk, denne store fyr sidde der indmudret, vrælende. Bare, det her var for godt til at være sandt. Det blev så meget for hende at hun faldt ned i mudderet mens hendes latter bare blev højere og højere. Og i grunden var den bare slet ikke håndene på nogen måde, den var bare høj og den var klingende. Som om at nogen lige havde lavet den vildeste joke ever. Men, i grunden var det jo slet ikke sjovt. Denne mand ville dræbe hende, når han fik fat i skruenøglen, den skruenøgle hun lige havde smidt foran ham. Og hun blev bare ved med at grine "Ååååh det skulle du have gjort for starten af hvis du ville have dræbt mig!! hahahaha!!" skreg hun af grin mens hun krummede sig sammen som en kugle og rullede rundt i mudderet. Dette var noget af det sjoveste hun nogen sinde i sit liv havde været med til, og selvom alvoren og døden sikkert stod for døren lige om lidt. Kunne hun bare ikke holde det tilbage, latteren boblede ud af hende, mens maven bare blev ved med at gøre mere og mere ondt. Og hun fik de sygeste kæmpe anfald. Luften blev indhaleret i hæse og hakkende åndedrag. Men lige som hun var ved at stoppe, kom hun til at forstille sig Chase som en kæmpe baby. Og flækkede af grin igen. Dette, var bare for godt til at være sandt. Ingen havde fået hende til at grine så meget i hele hendes liv, også var det hendes freaking, stalker som havde gjort det. Ved at hun havde slået ham, med en fucking skruenøgle. Den knægt havde seriøse problemer, men fuck, hvor var han underholdende alligevel!

Chase fortsatte blot sit hysteriske tuderi. Viftede nærmest helt panisk med armene, som om dét ville hjælpe på det hele. Hjælpe ham med at få skruenøglen tilbage i hænderne, - hvilket faktisk ikke var helt løgn. Det varede i hvert fald ikke særlig længe, før en højlydt, krampeagtig latter lød fra hende, og hun kun kort efter løsnede grebet om hans svensknøgle, så den faldt til jorden. Faldt ned i mudderet og blandede sig med den brune, våde og ulækre masse. Derfra tog det ham ikke lang tid at få sat sig op på knæ, sat håndflader imod det klæbende, tykke mudder og kravlet hen til sit højtelskede værktøj. Løftede sin ene hånd fra jorden, rakte den frem imod det tabte redskab og lukkede i en hurtigt bevægelse sine fingre omkring skruenøglens skaft. Trak den i al hast til sig og det var dér, at udtrykket i hans ansigt ændrede sig markant. Skiftede fra fortvivlet og grædefærdigt til en ualmindelig fæl grimasse. Én der bestemt ikke lagde skjul på dén vrede, der netop havde skudt op i ham. Sat hans pis i kog. Hans tag i svensknøglen blev en del strammere, mere fast, inden han med sin frie hånd mod jorden fik skubbet sig selv op at stå. Raseriet inde i ham flækkede ham næsten over i tusinde små dele og udsendte et blændende lys af indestængt vrede og gemen hævngerrighed. Fik ham for en kort stund til at spænde alle tænkelige muskler i hans krop, så de stod og dirrede. Der var ikke en eneste tåre at se på hans blege ansigt mere. Ikke én. Eller måske var hans øjne stadigvæk lidt blanke, - men det var ikke noget, der blev lagt mærke til. Eller så at sige ikke burde blive lagt mærke til. Det var i hvert fald langtfra at være dét i hans ansigt, der vækkede mest opsigt. For hvis blikke havde kunnet dræbe, - havde hun stensikkert ikke ligget og grinet dernede i mudderet mere. Blot været helt musestille, død. Han kneb sine øjen yderligere sammen. Havde for længst fæstnet sit blik på hende og stod nu bare og skulede olmt ned til hende. Var som frosset fast. Al den arrigskab inde i ham havde åbenbart formået at lamme alle hans bevægelige kropsdele. De tørrede dog rimelig hurtigt op. efter han først havde stået og dampet lidt af i et lille tidsrum endnu, - men så blev der så sandelig også sat gang i sagerne. "Hold ... din ... kæft ..." startede han ud med at hviske; eller det havde været meningen, at det skulle have kommet ud som en hvisken, men det kom mere til at lyde som en usædvanlig djævelsk, giftig hvislen, eftersom han havde bidt sine tænder så hårdt sammen, at det eneste der kunne komme ud ad hans mund var en slangelignende hvæsen. Han snerpede sin mund en anelse mere sammen, end den i forvejen var, hvorefter han tog det lille, halve skridt, der var hen til hende. Standsede atter op og bøjede sig hoved forover, ifølge af at han nu stod lige over hende, så han således blev nødt til at ændre lidt på sin hovedstilling, hvis han fortsat skulle blive ved med at se på hende. Hans syn blev dog lynhurtigt afbrudt, idet et par af hans sorte, matte hårtotter faldt ned og hang foran hans øjne. Strakte sig ned mod den mudrede jord i henhold til tyngdekraften. Knurrede lavmælt af hende, inden han slog sin metalbelagte skosnude et par gange ned mod jorden, før han affyrede et spark mod hende. Sørgede for at ramme lige plet med de fire pigge, der sad langs det nederste af hans skosnude lige oppe over den brede skobund. "Jeg skal fuck satme nok give dig noget at grine af, fucking klamme kælling, mand!" snerrede han bitterligt, samlede noget af dét vand, han havde i munden og sendte det ned imod hende i form af en spytklat; præcis som hun tidligere havde gjort med ham, - den eneste lille forskel var bare, at han ikke havde sigtet efter hendes hoved. Var egentlig pisse ligeglad med hvor den landede henne, så længe den blot ramte. Dét faktum at hun bare tillod sig at ligge og grine i vildens sky var nok til at få brændt hans lunte af. Sætte ild til den tikkende bombe inde i ham, så den i dén grad var blevet sprunget i luften. Sat en krig i gang inde i ham. "Du skal dø ... du skal kraftedme dø!" erklærede han med en tilhørende spydig og fjendtlig snerren. Han flyttede nu endelig blikket fra hende for en kort tidsperiode, vendte sine øjnes opmærksomhed mod sig selv. Løftede sin frie, tilmudrede, hånd. Førte den op til omkring kraven på sin jakke, greb fat om det lille jernstykke, der udgjorde lynlåsen lås og trak den ned. Ikke helt kun noget af vejen. Slap den da han var nået ned over sin brystkasse. Derpå listede han sin hånd indenfor, under den læderlignende jakke, rodede lidt rundt i de inderlommer, der var indbygget i jakken og hev efter få sekunder noget ud ad den. Holdt den sølvfarvede ting i udstrakt arm. Pegede tydeligvis ned på hende. Sigtede ikke efter en speciel kropsdel, stod blot med sin ladte håndpistol i hånden og med det øverste led af pegefingeren lagt på våbnets aftrækker. Trykkede den ikke ind. Ikke endnu. Ventede bare på en reaktion fra hendes side af.

Hendes latter blev ved, var som et ekko hen over marken. Som en lysende klokken spil der blev revet af vinden, og spillede sin lystige melodi. Og det var ikke engang fordi hendes latter var særlig hånende, men bare en latter som bare ikke kunne holdes inde, efter at have set denne macho mand. Denne, 'hardcore' jeg smadre dig type. Sidde der og stor tude, fægte med armene, som om at det ville hjælpe ham at få sin skruenøgle tilbage. Og hvis det ikke havde været fordi, at det var kommet som sådan en overraskelse, at han faktisk græd. Ville hun nok ligge i denne fosterstilling og knuge den ind til sig, da hun kunne være sikker på at hun var så godt som død bag efter. Men igen, hvordan ville man dræbe noget, som kom fra selve døden? Disse tanker, var hende dog ligegyldige lige nu, dette var bare for sjovt, et billede der nok aldrig nogen sinde ville forlade hendes hoved eller tanker igen. Selvom at hun stadig frygtede ham, selvom hun var sikker på, at han var en man skulle løbe fra, og ikke grine af. Kunne hun ikke lade være, hendes fornuft havde slået fra, og alle hæmninger smidt overbord. Mens hendes følelser tog over, disse glade overvældende, grine følelser. Som en vandballon der pludselig var sprunget, og vandet bare fosset ud, uden at der var nogen der kunne gøre noget ved det. Før at vandet faktisk var forsvundet, man kunne jo så sige at der virkelig havde været meget vand i den vandballon. Da hun ikke engang stoppede, da han havde fået stone facaden tilbage igen. Hun var så fucking ligeglad, med hvad der sket med hende, hvem ville i det hele taget tage sig af det? Hun var jo ingen ting, der var ingen som kunne lide hende på den måde. Chariot havde jo forladt hende, Cory, var jo bare venlig. Ja, hun kunne jo lige så godt forsvinde, med et smil på læben. Og latter i øjnene. Når det skulle være på den måde, måske hun endda skulle opsøge ham bag efter? Bare, gøre det værre for ham end hvad det var? Hun fniste lidt, da han sagde hun skulle holde sin kæft, og vente sit blik mod ham "Nå.. har kæmpe babyen besluttet sig for at være alvorlig igen?" sagde hun og prøvede at styre sin latter, men hun kunne ikke, endnu et latterbrøl gled igennem hendes læber, da hun kom til at forstille sig Chase i kæmpe ble og en rasle i hånden. Hun tog sig til maven, og rystede på hoved, men latteren ville bare ikke stoppe. Men da hun mærkede de små pigge blive boret ind i hendes hud, stoppede hun dog med at grine, men smilet stod stadig på de fyldige læber, og øjnene blev rettet op imod ham. Selvom smerten var står, og vandet langsomt hobede sig op i øjenkrogen. Hånden blev lagt på stedet hvor han var ramt, nemlig lige i mave, da hun havde ligget på siden. Blodet blev blandet med den mudret masse som hun lå i. Og langsomt kom hun op og sidde, hendes mund var lukket, mens hun kæmpede med smerten som bredte sig i hende. Men smilet, det blev der stadig. Hendes iskolde grønne øjne, betragtede ham "uuuh jeg er lutter øre nu..? Hvad har jeg gjort for denne ære?" hendes smil blev bredere, dog forvrænget i smerte. Mens hun tog en dyb indånding. Hendes øjne blev dog store da hun så pistolen blive rettet mod hende, og rejste sig stille op, og gik over imod ham. Stillede sig så tæt op af ham hun kunne. Og tænkte ikke over hendes frygt "Så tryk dog..?" sagde hun spydigt og kiggede lige ind i hans øjne. Var egentlig lidt ligeglad med den smerte som ville komme snart, men, hun ville ikke dø af at blive skudt. I hvert fald skulle der mange skud til, og de skulle ramme rigtigt. En dyb indånding blev taget og hun blev bare stående, ventede på hvad fanden han nu havde tænkt sig at gøre. Mens hendes hånd stadig var presset mod de huller han havde givet hende i maven.

Chase rynkede en anelse utilfredst, i dét sekund de første, rimelig rapkæftede ord forlod hendes mund. Brød det tyngende tæppe af stilhed, der syntes at være blevet lagt omkring dem. Svøbte dem i en trykkende, lidt ubehagelig atmosfære der bestemt ikke var med til at forbedre den situiation, de nu var havnet i. Det gippede kort i ham, da hun fik kridtet skoene og rejst sig op fra den mudrede jord. Kom på benene for derefter at sætte kursen hen imod ham. Hans tag i pistolen blev forstærket en del, netop som hun tog det første skridt hen til ham. Strammede sin pegefingers greb om aftrækkeren ved hvert skridt hun udførte. Trådte selv af ren refleks et halvt skridt tilbage, efter hun havde stillet sig næsten helt klods op ad ham, bare for at skabe en lille smule mellemrum imellem dem. Hans ansigt var fortsat forvrænget i en ualmindelig skeptisk grimasse, men det varede dog ikke så forfærdelig længe endnu, før den langsomt blegnede. Falmede for dernæst at forsvinde helt. Blev erstattet med et komplet andet ansigtsudtryk, der var langt mere usikkert og tøvende. Dén hånd han holdt den mellemstore håndpistol var ligeledes begyndt at ryste, hvilket vel talte sit tydelige sprog. Hvorfor helvede faldt hun ikke ned på knæ? Begyndte at bede og tigge om at han skulle lade være med at skyde? Hvorfor fanden underkastede hun sig ham ikke? - Samt hans pistol. Hvor dælen ... fik hun alt det ... mod fra? Han snerpede sin mund sammen, inden han løftede sin våben en kende. Tog endnu et skridt bag ud, så afstanden imellem dem blev endnu større. Rettede pistolens ende mod hendes hoved."Skrig ..." beordrede han sammebidt, så det faktisk i sidste ende mere lød som en giftig, lavmælt slangehvislen. "... Hvorfor skriger du ikke?" Han rynkede med stor forvirring og undren sine øjenbryn, før han, ubevidst, sænkede hånden med den ladte pistol. Forstod absolut ingenting. Satans til dødsengel. "Det er meningen, at du skal frygte mig for fanden. GRÆD! Skrig! Gør ... e-et eller andet ... krysteragtigt ..." belærte han hende, skælvede en smule ved den afsluttende sætning. Kunne ikke finde den mindste smule logik i dette øjeblik. Kunne simpelthen ikke få ind i hovedet, hvordan hun blot kunne stå der og snerre ad ham, ventede nærmest på at blive skudt, afventede kuglerne der endnu ikke var blevet fyret afsted imod hende. Det lod ikke til at dét at påføre hende fysisk smerte ville have en speciel stor virking på hende. Det måtte være det psykiske, der skulle ind og rodes ved her. Men ... hvordan skulle han nogensinde være i stand til det? Hvordan skulle en som ham, én der selv led af tonsvis psykiske lidelser og var godt skudt i hovedet, kunne ødelægge en som hende indefra? Umuligt. Det var ganske simpelt umuligt. Nej. Nej, nu måtte han kraftedme tage sig sammen. Få mandet sig bare en anelse op. Han lukkede sine øjne hårdt i for en kort tid, rystede svagt på hovedet efter han atter havde åbnet dem op, hvorefter han rettede sin fulde opmærksomhed over på hende. Kneb sine øjne lidt sammen for at skarpgøre sit syn, således at han kunne fokusere bedre på hende. "Sæt ... dig ... ned ..." snerrede han med et dæmpet toneleje efterfulgt af en lige så lav hvæsen, hvilket resulterede i at hans to urimeligt spidse og lange hjørnetænder blev blottet for få sekunder. "Vend dig om ... og sæt dig ... ned ..." uddybede han sin tidligere kommando. Tilsendte hende en enormt fjendtlig, indædt skulen og nikkede efterfølgende ned imod jorden. Forsøgte ligesom at sige med sit ualmindeligt gemene, djævelske blik, at hvis hun ikke makkede ret med det vuns, skulle han sgu nok selv få hende til det.

Alt det han gjorde, alle de følelser, alt det han viste. Hans ansigts udtryk, hans hænders rysten, alt det han gjorde. Det var tydeligt at se, at han var bange, han frygtede hende på et eller andet punkt. Om han så ville indrømme det eller ej, kunne han ikke klare, at hun var så rapkæftet som hun var. At hun kunne stille sig op, se ham ind i øjnene, og sige de ting som hun gjorde, uden på noget tidspunkt at være skræmt af den lille legetøjspistol som han viftede rundt med. Hvem fanden troede han hun var? En af de der sminke dåser der ville falde skrigene på knæ, over at en ville pege en hobbykniv mod dem? Hell no, hun var ligeglad om hun dødede eller ikke dødede, in fact, hun var jo allerede død. Så hvad gjorde forskellen overhoved? Om hun dødede den rigtige død nu, hvad ville han gøre? Rive hendes hjerte ud, mens han så på hende mens hun langsomt dødede, fløj af sted, mod et sted hun ikke kendte? Nej vel, der var så mange ting, som kunne skramme en fra at dø, de ting man ikke fik set, de ting man ikke fik gjorde. Og mest betydende, de ting man aldrig fik sagt til de mennesker man holdte af. Men hvad fanden var det også for noget crap at sige? Man gjorde det bedste man kunne, og mennesker at holde af, fandtes kun i ens drømme. Så, hvad fanden var det egentlig at leve for? Hendes smil blev bredere, og mere grumt at se på over det han gjorde, hans stemme føring, den måde at han prøvede at få hende til at tigge for hendes liv, græde, falde på knæ. Holde ham om benet, og sige hun ville gøre alt for ham, hvis bare hun lod hende gå, hvis han lod hende slippe med livet i behold. Men hvad skulle det hjælpe? Hvad skulle det gøre godt for, når hun alligevel ønskede dette? Når han alligevel sikket ville gøre det. Hvordan ville det give mening, at gøre noget man ikke engang selv troede på det? ”Du er ingen ting..” sagde hun med en snerren mellem de samme bidte tænder, og trådte tættere på ham, lagde armene over kors og hævede det ene øjenbryn, mens at læberne fortrak sig ind i et ligegyldigt grimasse, samt øjnene gemte alle følelserne væk hun nu en gang faktisk havde i sig. Eller havde hun? Nej vel.. ingen følelser at give fra sig, ingen kærlighed. Bare ligegyldighed. Han kunne fucking sige alt det han ville, hun ville aldrig bukke under, aldrig! Og det var ikke engang fordi at han for få minutter siden havde siddet og grædt foran hende, det var hende ligegyldigt, komplet ligegyldigt. Det viste egentlig bare han havde følelser som hun ikke havde, at han faktisk kunne udtrykke noget, hun sikkert aldrig ville blive i stand til. En dyb indånding blev taget, og hendes brystkasse hævede og sænkede sig lige så stille. ”Du er bare en skræmt lille dreng, som ikke ved hvad han skal gøre når en kvinde faktisk kan svare igen, faktisk kan stå op for sig selv.. du er et nul, og værst af alt du ved det selv..” hendes øjne blev smalle som små to sprækker, hvor man skulle tro at man ikke kunne kigge ud af. ”gå og knep din mor..”
Men lige som hun skulle til at vende sig om at gå, gå væk fra stedet, selvom han havde en pistol peget lige imod hende, så hun dem. Hun så de skarpe tænder, og kunne mærke hvordan at alt inde i hendes krop stivende. Nej, nej det kunne bare ikke passe! Han kunne ikke være, hendes øjne blev spærret helt op efter at have været de to sprækker og stirrede bare på ham, som var hun gået fuldstændig idiot. Hvordan kunne dette ske!? Han kunne da ikke være en vampyr, hvordan kunne hun have overset det!? Hun havde altid været god til at se på folk hvilken personlighed de havde, og det var blevet overført til, at hun kunne gætte racer, men her, her havde hun fejlagtig troet at han havde været hel dæmon, dog ikke gættet hvilken. Men han havde været en dæmon. ”jeg..” alle de rapkæftet bemærkninger var som fejet væk, som om at nogen havde revet hende helt ind til knoglerne, der hvor hun var svagest, også bragt hendes største frygt på banen. Lige så stille vente hun sig om, mod alle odds og satte sig ned på knæ. Vejrtrækningerne blev mere hektiske, mens at minderne vandrede hen på den aften, den aften hvor hendes søster var blevet dræbt af deres bror, af vampyren som havde ødelagt hendes liv. Frygten for disse væsner havde vokset sig så stor, og frygten for at blive bidt, var uudholdelig ”Du kan gøre alt.. ba.. bare du ikke bider mig!” klynkede hun, bøjede sig forover, og plantede hænderne ned i mudderet og borede neglene ind i den kølige jord substans. En enkel våd dråbe gled langsomt ned af hendes kind. Nej! NEJ! Hvordan var det muligt!? Hun bed sig hårdt i læben, og lagde hoved forover ”Jeg vil gøre alt hvad du beder mig om!!” halv skreg hun og lukkede øjnene hårdt i. uden at tænke over at hun lige havde givet sig selv til ham, havde uden at tøve givet ham sin største frygt foræret. Men frygten havde gjort hende svag, og nu lå hun her, ryggen mod ham, klynkede for sit eget liv. Lige som han ville have det, grædende lille kælling som ville gøre alt for ham. Hun var intet nu, bare endnu et nul, uden sin rapkæftethed, var hun ingen ting. Bare som alle de andre, og han havde lige taget den fra hende, bare ved den lille handling. At vise at han var en vampyr. Hold kæft man hvor var det latterligt! Og dog, endnu en tåre fandt sin vej ud af øjenkrogen og videre ned af hendes kind, til den ramte mudderet som hun sad i, og borede hænderne længere og længere ned i. Bare ventede på, hvad det var som han ville gøre nu.

Chase snerpede munden en smule sammen, så hans læber nu ikke var andet end to små, tynde streger på hans blege ansigt, netop som det så ud til, at hun havde bestemt sig for at vende om, skride fra stedet, forsvinde. Det skulle fandme være løgn, om han bare ville lade hende slippe; men før han nåede at gøre mere ud af dén tanke, da hun spærrede øjnene vidt op, hvilket var med til at give hende et ret forfærdet ansigtsudtryk, som om det var det mest afskyelige uhyrer, der stod overfor hende. Det var måske heller ikke helt forkert. Han skød kort tid efter sit øjenbryn i vejret, idet hendes stemme lød, brød stilheden, kvalte den. Det efterfølgende hun gjorde, formåede at få ham til at løfte sit andet øjenbryn, og fik ham tilmed til at komme med et halvforvirret 'what the .. ?' Hvad helvede var det, hun havde gang i? Satte sig bare ned, gjorde præcis som han havde beordret, - altså, hvad fanden var det? Det gav da overhovedet ikke den mindste smule mening? Det var først, efter hendes næste, lille ordstrøm havde lydt, at det slog klik inde i hans hoved, og hans ret så forundrede grimasse straks blev erstattet med et bredt, enormt modbydeligt smil. Nåå, så tøsen brød sig ikke om vampyrer? Han fortrak sine mundvige yderligere i et endnu større, næsten surrealistisk bredt, gruopvækkende smil, inden han tog det første skridt hen imod hende. Hans skridt hørte op, da han ikke stod mere en omtrent ti centimeter fra hende, hvorpå han i noget tid blot stod med verdens største smil klistret på munden, og så ned på hende. Langsomt, efter et halvt minuts tid, trådte han et skridt til siden, gik dernæst hen foran hende, hvor han satte sig ned på hug. Håndpistolen havde han i mellemtiden stukket ned i en af de forreste lommer på hans bukser, og hans nu frie hånd satte han ned imod den mudrede jord, for på dén måde at kunne holde sig oppe og forhindrede dermed sig selv i at miste balancen og ryge bagover, ned på røven, eftersom han havde hånden samt armen til at støtte sig med. Han løftede så den anden hånd, hvori han holdt sin skruenøgle, sørgede for at grebet omkring den var meget, meget stramt, så hun ikke skulle nappe den igen, - selvom hun højst sandsynligt ikke ville gøre det, ikke lige nu i hvert fald. Derefter førte han svensknøglens skruehoved ind under hendes hoved, satte det op under hendes hage og pressede op ad, fik hævet hendes hoved, således at hendes ansigt blev vendt op imod ham. "Du vil gøre alt ... jeg be'r dig om?" Hans tonefald var utrolig skadefro, og ikke mindst hans smil, der nu var vokset så meget, at hans læber, ifølge trækningen på hans smilebånd, var blevet skilt ad, så de to hvide tandrækker var blevet blottet. Han faldt ned på knæ, før han trykkede skruenøglen op ad endnu en gang, og lænede sig helt ind imod hende. "Alt?" hviskede han, efter at have sat sin mund tæt ved hendes ene øre, efterfulgt af et usædvanlig afskyvækkende, djævelsk latter, der dog kun varede i få sekunder, allerhøjst tre. Denne mulighed skulle under fuld udnyttelse, no doubt om det. Han kørte spidsen af sin tunge hen over sit øverste tandsæt, lod den for en kort stund hvile imod den ene lange, urimeligt spidse hjørnetand, inden han lukkede sin mund og fik sat bare en lille dæmper på sit ellers store smil, og rejste sig så op, da han havde fjernet skruenøglen fra hendes hage. Hans smil kom dog lynhurtigt igen, eller det var aldrig forsvundet, men det bredte sig med stor hastighed, så det endnu en gang fyldt det meste af den nederste del af hans ansigt. "Rejs dig op ..." kommanderede han, lavede en hurtig bevægelse med sin frie hånd, der skulle hentyde til, at det gerne måtte gå lidt tjept. "Rejs dig op ... og fortæl mig så dit navn ..." gentog han, med en tilføjelse, og lagde derpå sine arme over kors, før han afventede hævede et af sine mørke øjenbryn. "Jeg sagde, rejs dig!" Det var tydeligvis ikke den store tålmodighed, han havde lige nu, tværtimod. Alt skulle helst gå med lynets hast, og hvis ikke, var det simpelthen bare ikke godt nok; men der var også en masse, der skulle indhentes. En masse hævngerrige begivenheder, der meget snart skulle finde sted. Hun skulle den ondelyneme få lov til at komme til at fortryde hendes egne ord i sådan en grad, at hun måtte sværge overfor sig selv aldrig at åbne den forbandede mund igen, i fare for, at hun ville lukke sådan nogle dumme ting ud, som hun netop havde gjort. Hendes værdighed lå snart og rullede rundt nede i mudderet sammen med hende, - hun havde ganske enkelt sagt, højt og tydeligt, at hun ville gøre alt; udføre alt det hvad det så end var, han ville bede hende om. Tilmed sagt at han kunne gøre alt han ville, med kun ét eneste lille men ... ingen bid. Ikke at han kunne love, at han ville holde tænderne fra hende, men det var bestemt ikke det første, han ville gøre. Han havde skam allerede lagt en hel bunke planer for den nærmere fremtid, og det var som den første prioritet dém, han havde tænkt sig at gøre brug af. Hvad de planer så indeholdt, måtte hun vente med at se; men hun ville med sikkerhed ikke bryde sig synderligt meget om dem. Ikke at han bekymrede sig om det, ikke det mindste. Det eneste han havde i hovedet, var hans egen morskab, om hun så frivilligt ville deltage i det sjov, han havde planlagt, eller ej, det var op til hende selv. Men han var ret sikker på, at han sagtens ville kunne få hende overbevist og få hende til at makke ret; både med og uden sine to, dødbringende våben i overmunden.

Lige som hun havde sagt det hele, og sad der halv hulkende uden tåre. Viste hun at det hun havde sagt ikke havde været det rette, at hun havde gjort noget hun ville komme til at fortryde. Hun ville hade sig selv før det resten af sit liv, om hun så nogen sinde ville kunne leve med det. En dyb indånding blev draget igennem næsen, og hun bare ventede på at han ville gøre det som han ville gøre, håbe på at det ville gå hurtigt og smertefrit. Men chancerne for at det nogen sinde ville være en mulighed, nogen sinde ville ske. Var ligmed nul, hun kunne faktisk allerede stege det fra hendes hoved at det ville blive sådan, ikke engang håbe på det. Hun sad som stivnet da hun hørte hans skridt, fra hans føder der langsomt gik over mod hende, og endte foran hende, hun stirrede ned på hans fødder uden at hæve blikket. Var så bange at hun rystede over hele kroppen. *se det er det der sker når man leger med ilden..* sagde en stemme inde i hoved, mens hendes egen stemme råbte hold kæft. Hun viste selv hvad hun havde gjort, og hun skulle nok komme ud af det.. så snart hendes ben ville lystre, så skulle hun nok komme væk der fra *tror du, du er jo latterlig at høre på Maylana*. Hun rystede stille på hoved, og tog nogle dybe indåndinger. Hun måtte tage sig sammen hvis hun komme væk her fra, men han havde allerede fået det forspring til at vinde denne kamp, til at få hende i hans net. Så hun ikke længere kunne gå nogle steder, hun havde lovet ham noget, som han nu mente at hun skulle holde. Tungen gled langsomt hen over tænderne, inden hun vente hoved og kiggede på ham. Hendes blik havde ellers fundet deres gnist tilbage, men da hun så ham ind i øjnene, blev hun mindet om hvem han var. Og vente hoved væk ”.. j.. ja..” mumlede hun stille og ynkeligt, over han spurgte om hun ville gøre alt. ”Ja forhelvede.. høre du dårligt? Jeg gør alt det du beder om.. har jeg noget valg?” snerrede hun. Og lod langsomt sine mudret hænder glide ud af den jordede chokolade brune substans. Og lod igen blikket glide ned, da han rejste sig op, rørte ikke på sig, med det første da han sagde at hun skulle rejse sig op. Og hellere ikke anden gang, faktisk så rørte hun sig slet ikke før at han sidste gang sagde at hun skulle rejse sig. Lige så stille, kom hun op og stå på sine føder. Totalt indsmurt fra top til tå, og regnen som stadig lige så stille faldt ned fra skyerne hjalp ikke yderligere på, at hendes hår hang i klumper ned af ansigtet, som selv var indsmurt hist og her, med det brune mos fra jorden. Hun tog en dyb indånding ”hvad fanden skal du også bruge mit navn til..” sagde hun surt, og vente hoved væk fra ham. Stod bare der, stod der og håbede på at hun ville vågne på et eller andet tidspunkt. At hun ville finde ud af, at dette bare var en eller anden syg drøm. Men så vidt hun viste, havde hun ikke været i seng hele dagen, så hvordan skulle hun lige havde endt der? Faldet i søvn inde i buret, med den larm? Den tanke var nok utænkelig, eller i hvert fald ikke muligt. Hun kunne næsten aldrig falde i søvn når nogle larmede, hvilket mindede hende om. At hun hadet det sted hun boede, hun måtte finde et nyt sted.
Hvad fanden var det lige hun stod og tænkte!? Her stod hun, indsmurt i mudder foran en eller anden psykopat, også tænkte hun på, at hun skulle flytte! Ej, nu måtte hun fandeme tage sig sammen, chancen for at hun overhoved ville komme hjem igen, var der ingen der kunne sige. Hun kunne muligvis dø, inden hun kom så langt til at gå over hendes dørtærskel. Et dybt irriteret suk, gled igennem hendes næse, og fik hende til at kigge op på ham. ”Nå.. hvorfor skulle jeg så fortælle dig mit navn?” sagde hun og gik hen imod ham, og stillede sig foran ham. Hendes kæphøjhed bredte sig lige så stille inde i hende igen, dog var den på et minimum. Da hun var ret sikker på at han ville kunne knække hende så let som ingen ting. Så det hun havde sagt før, det stadie hun havde været på før, ville hun aldrig komme op på igen. Men hun havde ikke tænkt sig at han skulle udmyge hende, mere end godt var. Og hvis hun alligevel skulle dø, kunne hun vel også bare lege med. Hun var sindssyg, ingen tvivl om det. Men nu var hun her, forventede det værste, håbede på det bedste. Hvad end det så skulle være. Og ventede på at han ville svare hende på, hvorfor fanden han skulle have hendes navn at vide.