Når guds navn brænder dig op...

Sted: Tæt på kirken, men ikke derinde
Tid: Sent om natten
Omgivelser: Ingen
Vejr: Mørk himmel, sky frit

Mogana stod et stykke fra kirken og forbandede at hun ikke kunne gå derind, hun savnede at gå i kirke når man havde problemer, men det var umuligt som vampyr.
Hun sukkede og trådte et skridt frem, smerten var der øjeblikkeligt, hun vred sig og skreg skingert, hun trådte tilbage, og så surt på den, det var en af de store ulemper ved at blive vampyr.
Hun sukkede og gik så lidt længere væk fra kirken, hun hoppede op i et træ og gav sig til at se om der kom nogen…

//til overskriften: BIBI///

luciel kom gående. hun virkede til at være i usædvanligt godt humør, og hun drejede muntert ind på kirkegården. hun rettede sig op med et ryk da hun hører moganas skrig. hendes skridt blev hurtigere og længere indtil hun nåede hen tæt på kirken.
ved rent held nåede hun lige at se mogana springe op i et træ.
- mogana.. var det ikke det du hed?
hendes stemme var munter da hun talte.

Moganas så overasket op og fokusede skarpt igen, der stod Luciel lige foran hende.
"Æhh jo, hej Luciel" sagde Mogana
Hun hoppede ned fra træet igen og smilte stille:
"Det var bare jaaa du ved gudshus!" hun ser på Luciel og ved hun vil forstå det, *hun er jo også vampyr* tænkte Mogana...

- jeg har aldrig haft det godt med ''guds hus'' men jeg har aldrig desideret følt smerte ved at gå derind.
hun rynkede eftertænksomt øjenbrynene og skulede irriteret til den store hvide kirke.

"Jaa, det har jeg så, og det irrtere mig bare for før i tiden, altså helt præcis den gang hvor jeg stadig var menneske, var jeg meget kristen, meeen det er jeg ikke helt mere!" sagde Mogana og så på Luciel
"Du er god nok heldig at det ikke brænder dig!"
HUn lagde hovedet på skrå:
"Måske er du en agnske særlig vampyr!" hun smilte til hende, *Nu håber jeg godt nok hun ved det var4 godt ment* tænkte Mogana...

- jeg tvivler på at jeg er noget særligt..
hun smilede skævt og gavtyveagtigt.. luciel tog det ikke som noget neavtivt at være speciel, men hun kunne ikke se hvad der var specielt ved hende.. hun var jo bare luciel.. for nogle var hun ondskabsfuld og hævngerrig, mens hun for andre, sea og mogana blandt andet, var venlig og lettere legesyg.
- jeg har aldrigt været specielt kristen.. hverken før min forvandling eller nu..
hun rystede på hovedet, og kiggede smilende på mogana.

"Jeg tror nu godt på du kan være noget særligt!" sagde mogana og så på Luciel og fortsatte:
" 1) Alle er noget særligt på hver deres måde!
2) Jeg syntes bare jeg har en fornemmelse med dig om, at det er du!!" Mogana tænkte sig lidt om og sagde så:
"Meeen man ved jo aldrig med mig, jeg aner ikke om jeg har ret, men det tror eg altså..."
Mogana tøvede i et sekund og smilte så, mens hun sagde:
"Okay, men var der så en anden relgion?" hun så spørgende på Luciel...

- javel... jeg bøjer mig for din vilje..
luciel lavede et meget ironisk og elegant buk, mens hun lo lydløst. hendes hår var kort og pjusket og hendes øjne meget blå og det gav hende et barnligt udseende, men det var kun en ilussion som hun kunne bryde hvert øjeblik.
- jeg har bare aldrig været specielt religiøs.. jeg ved ikke hvorfor.. jeg kan bare ikke tro på noget som jeg ikke ved om eksisterer..

Mogana grinte, da hun så Luciel og spillede med på skuspillet.
Så hun sagde med høj klang, og prøvede at lde myndig:
"Det er jeg meget glad for, ridder Luciel!!"
Mogana knækkede sammen af grin og da hun endelig avr færdig sagde hun til Luciel:
"Okay,utrolig nok, men jeg forstår dig faktisk godt!" hun smilte til Luciel...

- hei!! jeg er ikke nogen ridder!
luciel slog ud efter mogana.. egentligt var det nok snarre et dask, efter hendes standart. det var ikke hårdt nok til at gøre ondt, kun lige nok til at kunne mærkedes. hun så glad ud, og der var ikke mange spor af den ondskabsfulde luciel lige nu.
- hæ se jeg havde ret.

Mogana grinte og spillede komedie:
"Ej stop det gør ondt!!" hun blinkede til Luciel og smilte.
"Jaa, det har du jo!" Mogana smilte og tilføjede:
"Skal vi sige igen? Eller hvad?"

- jeg vidste ikke at du var så sårbar, kære mogana..
luciels stemme var sukkersød, men det var tydeligvis dril.
- og jeg har altid ret.. eller for det meste.. tror jeg nok..
hun rullede med øjnene og grinede stort til den anden vampyr.

Mogana spillede videre.
"Jaa, det vidste jeg heller ikke, AV av!!" hun grinte og smilte så, *Tænk hvor sårbar man var den agng man var menneske* tænkte hun og så på Luciel og fortsatte:
"Jaaa, det er der jo nogen der må have ret hele tiden!" hun smilte og grinte lidt til Luciel, hun var glad for sin veninde...

mere eller mindre frivilligt hørte hun moganas tanke, og sorg overvælede hende øjeblikkeligt. hun savnede at være menneske.. ikke hele tiden at skulle dræbe for at få noget at spise.. hendes øjne blev kort blanke og hun så væk.. hun hadede at være sårbar!

Mogana så på Luciel og tænkte starks:
*Pis pis pis!!! Nu har jeg gjort hende ked af det! Jeg vidste jo godt hun savnede sit menneskelov, ligesom mig!! IDIOT!!* sreg hun inde i sin hjerne til sig selv, hun styrtede hen til Luciel (i vampyrfart) og sagde:
"Undskyld Luciel!! Undskyld!! Jeg glemte det... UNDSKYLD!!"
Hun så ned på Luciel og håbede på at få et svar...

//Der skal ikke stå sreg, men skreg!! :) //

lucierl bed tænderne hårdt sammen, og da hun svarede var hendes stemme næsten normal.
- det er ikke din skyld.. du kunne ikke vide hvordan jeg ville reagere!
hendes blik var sørgmodigt da hun så på den anden vampyr.
- jeg savner ikke at skulle dræbe..

"Joo! Det er min skyld!!" udbrød Mogana og fortsatte:
"Kan du ikke huske første gang vi mødtes? Jeg græd fordi jeg savnede at være menneske og du sagde at det gjorde du også! Det eneste jeg kan sige er at jeg bare ikke vidste at du kunne læse tanker!" hun så på Luciel med et lille trist smil:
"Undskyld igen!"
Hun sad lidt i tavshed og hviskede så også til Luciel
"Det gør jeg også... Altså savner ikke at skulle dræbe, men jeg forstår bare ikke hvorfor du så ikke vælger vegetar kosten?"
Hun prøvede at smile, men kunen ikke...

//Skal logge nu :( Vi SKAL skrive videre en anden gang. jeg kan godt lide emnet! See you...//

- jeg kan ikke få mig selv til at drikke dyre blod når jeg har smagt både menneske, aspara og engle blod.. det kan jeg ikke.. og jeg skulle have fortalt dig at jeg kan læse tanker.. det er bare ikke noget jeg gør tit, og denne her gang var det slet ikke meningen..
hun så ærgelig ud. hun hadede når hun ikke kunne styre sine kræftr!

//og ja.. det er et godt emne.. vi fortsætter senere ^^

"Mmm, ja, men jeg ved ikke om du kan huske det, men altså jeg ser jo min familie! men det er SÅ synd for dig!!" sagde Mogana og så lidt på Luciel hvorefter hun fortsatte:
"Ja, men det er lige meget nu! Sket er sket! Jeg forstå godt, det må være svært nogen agnge, mine evner er slet ikke sådan, enten kan man ikke tænde og slukke for dem eller også skal jeg bruge noget specielt!!" sagde Mogana og prøvede igen at smile lidt til Luciel...

- det er ikke synd for mig... jeg valgte selv ikke at være ''vegetar'' og nu kan jeg ikke få mig selv til at ændre det...
hun kom til at smile over moganas forsøg på at smile ægte og lagde venligt en hånd på hendes skulder.
- du behøver ikke at smile hvis du ikke kan..
med et vidste hun at hun havde to ægte veninder.. som hun ville gøre alt for! sea og mogana..hvis nogen nogen sinde gjorde dem noget, ville de få med hende at bestille..
hendes øjne blev kortvarigt ishvide, men skiftede så igen tilbage til blå og hendes smil der var blevet lidt stift, blev igen stort.