Try to kill me?-Chase=privat

Omgivelser: Ingen da folk tit er skræmt væk.
Sted: Masion de fous
Tid: Vel sen aften
Vejr: Køligt, og en smule støvregn
Dato:?

En kølig vind, susede omkrig det ødede kvarter, tæt ved den gamle gale anstand. Ingen turde at bo der siden, at det skulle siges at den var hjemsøgt. Hvorfor skulle et hjemsøgt sted være skræmmende? Det var vel bare nogle tåbelige gale spøgelser som der vandrede rundt der ikke? De kunne jo ikke rigtigt gøre nogle noget, i hvert fald ikke alle. En skikkelse vandrede rundt i nærheden af den gamle gale anstand. Men hver gang man spejdede efter den var den flyttet til et andet sted. Man kunne lige se det flagrede hår som der hang bag på ryggen af denne skikkelse. Men skikkelsen, løb ikke… Men det ville folk tro. Den fløj? Man kunne lige se et omrids af sorte vinger, som der ikke var over store, men heller ikke små. Men de forsvandt da denne skikkelse landede. Var det er fugl? Det kunne det umuligt være. Skikkelsen bevægede sig hen mod, galeanstanden. Denne skikkelse, var Yvaine. En dødsengel, og en speciel en af slagsen. Denne Yvaine, traskede ind, på galeanstanden. Folk ville tænke at hun var sindssyg, hvis de så hende bevæge sig der ind. Yvaine’s mørke hår hang ned over hendes skuldre, og hendes pandehår dækkede en smule hendes ene øje. Hun sukkede svagt, idet hun bevægede sig ind i, bygningen. Hun sprang gennem en af de ødelagte vinduer. Da hun bevægede sig derind, kunne man høre de svage hæse spøgelses, skrig. Hun sukkede svagt, idet hun bevægede sig ind i mørket. Man kunne høre en knasende lyd, kunne høres, og et ordentligt stykke af loftet, faldt ned lige foran hende. Hun bakkede svagt bag ud. ”Så i prøver at slå mig ihjel” hviskede hun med en snu stemme.
HUn bevægede sig længere ind i den ruin bygningen. Hun sukkede svagt idet hun rørte væggen. "I kan bare prøve, men i vil ikke vinde" hviskede hun svagt, og bed sig let i underlæven. HUn bed sig i underlæben, og lod let hendes hånd berøre hendes mørke hår. HUn lænte sig kort op af væggen. Nogle få mursten smuldrede og trillede ned, oppe fra loftet hvad kunne det være?

Regn. Selvfølgelig. Hvad ellers? Det skulle fandme altid regne. Som om denne verden ikke var baseret på andet. Selvom det dog denne aften var en lidt blidere form for vanddamp, end hvad det ellers plejede at være. Regnen var lettere - støvregn. Det larmede heller ikke, hvilket det til tider gjorde, når det virkelig gik voldsomt for sig - de gange under de kraftige regnbyer, der mest af alt bare mindede om et kæmpe, stort vandfald. Derfor kunne det med lethed høres, da en klinkende, lidt rungende lyd spredte sig i omegnen omkring den forladte galeanstalt, netop som en høj, skummel udseendet person kom spankulerende hen ad den fugtige asfalt. Det var ikke ligefrem den mest hyggelige aura, dette væsen bar. Det var ikke helt til at sige, hvad vedkommendes humør indebar. Det hele ved ham var faktisk komplet ulæseligt. Hverken hans øjne, holdning eller noget som helst sagde noget særligt omkring ham. Eller - måske lige bortset fra dén ordentlige motherfucker af en skruenøgle, han bar i sin ene hånd, der som sædvanlig var halvtskjult af en sort læderhandske, hvor fingerdelene var cuttet af. Ingen, absolut ingen havde nogensinde set de to være adskilt - ham og hans svensknøgle. Ikke for speciel lang tid i hvert fald; og slet ikke af egen fri vilje. Hans blik havde under hele gåturen været rettet ned imod jorden, - men præcis som han var kommet indenfor Maison de Fous' store areal, løftede han omsider hovedet og hævede tilmed blikket. Fæstnede sit blik på den dystre bygning, der udgjorde galeanstalten, hvor der før i tiden havde siddet selv de mest sindssyge galninge indespærede; og som nu var hjemsøgt. Det var i hvert fald dét, rygterne sagde. Om han troede på dem? Njah. Det havde han ikke helt fået afgjort med sig selv. Men det var vel meget sandsynligt, - at det spøgede på stedet her. Det var ikke noget, der skræmte ham særligt. Det var bare en latterlig flok genfærer. Det var der ikke en skid uhyggeligt ved. Ikke efter hans mening. Han havde ligesom set det, der var værre. Desuden havde han efterhånden været her et par gange. Så han kendte stedet temmelig godt. Godt nok til at vide, at der ikke var noget specielt ved de spøgelser, der ikke kunne finde fred i deres grav, eller hvad fanden der nu var galt med dem. Så ... et til besøg på anstalten kunne vel ikke skade? Han øgede sit tempo en smule og med dén fart, han gik med, tog det ham ikke lang tid, før han var nået hele vejen hen til indgangen, som han nu stod foran. Fik sparket døren op med skosnuden på sin ene fod, så døren med et brag blev slået op. Han blev stående i døråbningen i et længere tidsrum, stod blot og spejdede rundt i den mørke forhal, der befandt sig foran ham. Det var et ret forfaldent sted; faktisk burde det egentlig bare blive revet ned med det samme; og det var særdeles mærkeligt, at det endnu ikke var sket. Han fortrak sine mundvige i et svagt, grumt smil, der genspejlede sig i hans døde øjne, inden han påbegyndte sin vandren ind i Maison de Fous med et vågent øje.

Den svage hæse latter, lød henne mod loftet. Man kunne lige mørke at en smule af støvregnen, havde fundet vej inden for, da vinduerne, var smadret, og nu en del af loftet. Det påvirkede ikke Yvaine, specielt meget. Det var jo ikke en stor og voldsom storm vel? Så lidt vand tog man vel ikke skade af. Selvom Yvaine, var en smule vandskræk, påvirkede det hende ikke. Nej det var kun store mængder af vand som hun frygtede. Hun kunne jo, heller ikke svømme. Så det var nok det som der havde gjort at hun led af vandskræk. Yvaine fugtede kort hendes læber, mens hun let på begyndte hendes vandring rundt i gale anstanden. Hun bed sig svagt i underlæben, mens hun let bare lod hendes øjne skanne rummet. Et svagt suk drog hendes, læber da hun hørte døren blive smækket i. Eller måske mere bare de få rester af den, gamle dør som der nu en gang havde været der. Hvem var det mon? En eller anden galning? Eller måske et eller andet menneske som der skulle finde et sted at sove, og så valgte den person det værst tænkelige sted. I hvert fald for et menneske. Yvaine tænkte ikke mere over det. Hun gik blot videre, men endte ved en blind vej. Selve denne ruin var ikke særlig stor. Nej, det var rent faktisk ret lille. Så hun kunne vel også godt forstå hvorfor de galninge blev mere gale af at bo der. Hun lod forsigtig hendes fingre køre hen over ruin vægen. Men det var blot hendes fingre der rørte væggen, fordi hun havde hendes sædvanlige handsker på, hvor der var åbent til hendes fingre. (billedet). Hun fjernede, hendes fingre der fra og strøg let hendes fingre gennem det mørke hår. Hun begyndte at gå den anden vej igen, der var ikke rigtigt noget, som der interesserede hende her. Nej, det kedede hende mere, end det interesserede hende. Hendes blik var fast slået mod gulvet, da hun ikke lige frem syndes at der var noget at kigge på. Hun gik ind i et eller andet, først der, vente hun blikket op igen. ”Tag dog at kig dig for” sagde hun i en irritabel tone, som der ikke lige frem lød helt venlig. Hvem var denne person? Efter hendes mening en idiot som der ikke kigger sig for. Yvaine holdte hendes blik på ham, hendes brune øjne var ikke helt venlige, da hun ikke stolede på nogle. Men hun var vel heller ikke lige frem venlig vel? Nææh… Ikke rigtigt. Måske var det også derfor at hun ikke blev en god engel, og derimod en af de ’onde` engle. Hendes pandehår dækkede igen halvdelen af hendes ene øjne.