The runaway time-Misa

T::22.00 ca
O::Træer, legepladsen hvor der er et gyngestativ, græsplæner, borde, stole, bænke, og en hel masse blade
V::Kølligt, bladene falder ned fra træerne. Der kan komme små enkle vinde indimellem
S::De jeux-Legepladsen
P::Det han har på ses på ava'et

______________________________________________________________________________________

Det var lige blevet nat og legepladsens skygger fra fremme de kunne ses fra lang afstand, og når solen skinnede
lidt derpå forsvandt skyggerne alle de skygger der måtte være på og ved legepladsen. En ung høj flot herre var gået
hen til gyngerne, havde sat sig ned på en af dem og kiggede lidt ud på natten.
Den var smuk og lang i hans øjne. Folk sov helt sikkert på denne tid om aften de livløse sjæle vandrede sikkert rundt,
det samme gjorde alle nattens væsner sikkert også. Vampyre ville sikkert bryde ind hos de sovende mennesker, væsner drikke blod
fra dem og gå igen. Men ikke denne herre han fik lyst til at gå en tur rundt her ved legepladsen underligt at han aldrig havde været her før

"Hmm den er meget smuk i forhold til dem vi har derhjemme, men her er også meget stille og smukt. Bladene falder ned fra grene og træer, og lander fint og blødt ned på jorden"sagde han. Talte med sig selv? ja det gjorde han og han vidste det godt han havde den vane at gøre det hele tiden. Nu ventede han så bare på at der skulle komme nogen.

En smuk melodi kunne høres længere fremme, dybere inde i legepladsen. Det var en violins blide toner, melodien var smuk, men havde en trist og drivende harmoni i sig, den var næsten hypnotiserende. En dreng som måske var omkring de 18 år, kom gående imod lyden, hans øjne var var næsten helt hvide som i trance, og da han nåede Misa, pigen som spandt melodien, stoppede den brat. Et skrig blev hørt, og noget tid efter fortsatte melodien igen. Misa's tågede mørkeviolette øjne så hen af den ikke livløse, men besvimmede dreng, hun sukkede med et smil. "Intet selskab?", hun satte hovedet på skrå og lod melodien køre.

Skriget kom helt ind til hans ører og han stod nu helt oprest han vendte spændt på at se hvad det kunne være og gik lidt rundt for at finde svaret. Hans øjne så godt i dette mørke lag han kunne ikke høre nogle stemmer men gik i retningen af hans lugt han stod nu lidt væk fra en pige en pige med langt hår hun stod ved en livløs dreng*Hmm...død*tønkte han efter mens han uden at hun kunne vide det stod bagved hende og tog fat i hendes ene løse hårlokker"Godaften frøkken"sagde han stille med en meget venlig men også lidt kold tone

Han vendte på hendes svar men kiggede så ned på drengen"Gætter på at det var dem der dræbte dette mennesker..."sagde han stille og lavt men ikke koldt og afvisende han bøjede sig ned for at se på det han mærkede efter på halsen der var ingen puls mennesket var død helt sikkert sød. Men nu da hun var kommet et menneske? nej hun var sikkert et væsen et mørkt et men nu havde han vel fået selskab.

Misa stilnede af få musikken før hun satte hovedet på skrå, uden at vende sig mod manden bag sig, det rustne stativ spejlede ham, så hun kunne ham, og hendes fotografiske blik tydeliggjorde ham kun.
"Godaften Hr.", hende øjne blev grå'violette, med strejf af små tåger, "jeg har vel ikke ødelagt din stile aften?", hun smilte blidt.

Hendes blik vendte sig uinteresseret mod liget, hun sukkede, med et skuffet udtryk i de klare øjne, "Det slet ikke sjovt længere", hun smilte, da drengen var besvimet ved bare synet af hendes hjørnetænder, hun vendte sig imod sit nye selskab, før hun bukkede høfligt, "Mit navn er Misa Phantomimé", hun så forsigtigt op med et charmerende smil, "Mig en ære?", hun fiskede sarkastisk efter hans navn.

Han ventede sig mod hende og stod nu opreste foran hende han skimtede et sidste blik
ned på det livløse menneske"Godaften frøkken hvad laver de så herude i tidernes mørke"spurgte han venligt med en blid rolig tone. Håret hang lidt ned i øjne det skjulte ikke de smukke kolde røde øjne de lyste lidt op i skæret ikke sådan helt vildt meget.

Så rækte han en hånd frem mod hende"Tillad mig at præsentere mig selv mit navn er Ryan Heart"sagde han med et højfligt elegant buk forover mod hende. Han blev et øjeblik fanget af hendes skønhed især det lange smukke hår men alligevel undrede det ham at et menneske ville besvime af at se vmapyr tænder. Han fandt det meget sjovt

Hun så rundt på sine omgivelser, som for at huske hvad der havde draget hende herud, hun vendte sit betagende blik imod Ryan, "Jeg fik lyst til at se, om der var noget interessant herude", hun smilte svagt, før hun forsigtigt satte hovedet let på skrå, "Sikke et smukt efternavn", hun nikkede roligt, hendes betød bare dukkeføre.

Hendes øjne blide øjne hvilede stile på ham igen, "Hvad med dem Ryan, hvad dragede dig ud i nattens mulm og mørke?", hun smilte drillende, da hendes øjne automatisk blev mørkere, han facinerede hende af en grund hun ikke helt kunne sætte fingeren på endnu. Hun pustede forsigtigt til det sølvhvidepande hår der dækkede for hendes venstre øje som altid.

Hans øjne glimte lidt og så rundt i nattens mørke først hen mod legepladsen hvor gyngestativet kom i vejen for hans syn, så lidt efter gyngerne vendte han blikket tilbage på hende han lavede en kort ansigts mine som lignede en tænkende mine"Hvad jeg kaver herude i mørket..Hmm det enlig et udmærkets spørgsmål jeg var ude og få mig lidt luft og nyde naturen og mørket. Jeg forguder mørkets mysterier og genstande, og desuden endte jeg jo med at støde ind i dig natten har mange overaskelser"sagde han og smillede til hende et venligt smil over hans læber noget han ikke var så meget vant til at gøre. Han gik nogle skridt frem og kiggede over skulderen.

"Vil de have denne ære at følges med mig hen til gyngestativet.."han stoppede han kendte ikke hendes navn hun havde ikke sagt det, måske var det ham der skulle spørger om det elelr måske ikke"Hvad er deres navn frøkken"spurgte han venligt og satte hovedet på skrå mens han lod den køllige brise hive fat i hans små hårtotter så de flagrede en smule.

Hun smilte en smule breddere, så hendes smilhuler blev tydeliggjort. Hun nikkede blidt til hans ord,"Så har vi noget tilfælles", hun smilte og så imod himmlen, månen lyste op som en sol i hendes øjne, "Jeg er skam også glad for at natten trak mig ud i aften", hun lod sit blik holde hans, før hun så imod gyngestativet, og tænkte over hans sidste kommentar, "Natten er også ung", hun grinte mildt.

Hun rystede blidt på hovedet, som tegn på at hun intet havde imod det, og gik op vedsiden af ham. Hun smilte med et grin og så ned på sine marmorhvide fingre, "Mit navn er Misa Phantomimé", hun så op og fik øjnkontakt, "Mig en ære at møde dem, Ryan Heart", hun smilte blidt.

Han kiggede op på hende da hun begyndte at sige noget han ville være sikker på han
hørte det ,derfor vendte han sit hoved op og så på hende."Ja natten er smuk og den er meget dejlig at være inde i"sagde han og nikkede bagefter det han sagde. Så grinte han mild tover det hun sagde om natten var ung han mente fuldkommen det samme"Ja natten er meget ung og den lever helt sikkert hver nat og hver gang"sagde han han kunne mærke det mærke hvordan natten havde trækt sig sammen hvordan den havde sit eget liv. Han kiggede med et lille koldt blik ligefrem der hvor der var svævet nogle blade og blomster ned fra træerne han havde enlig lidt lyst til at gå hen og samle en blomst op men han lod vær.

"En stor ære at møde dem Misa PPhantomimé sikke et meget smukt og gyldent navn det passer til dem meget godt"sagde han og tog hendes hånd og kyssede den blidt han satte sig ned på gyngen elegant, og havde kysset hendes hånd elegant. Ryan gjorde næsten aldrig noget uden hans elgegance som han havde med sig overalt. Han var faldet godt ind i hendes blik hendes øjne den msukke farve var til at drømme helt væk i.

Hun lod sine porcelæn fingre glide forbi, den lange hvide skjorte hun havde på, det var en vane hos hende, skjorten passede perfekt til de sorte jeans. Hun så op imod natte himmlen, som næste for at sige tak for selskabet hun var vandret ind i, hun hade følelsen af ensomhed, selv om det med tiden var blevet en nær ven. Hun lod sit blide blik falde på Ryan igen, hun smilte let og nikkede roligt til hans vise ord.

"Æren er virkelig på min side", hun grinte mildt, "Jeg har ikke mødt nogen med så velstående maner, i århundreder", hun nikkede med et oprigtigt komisk glimt i øjet, og satte hovedet let på skrå, en fornemmelse slog hende let, ved hans berøring, et svagt smil kom på hendes læber. Hun gik roligt over til gyngen vedsiden af og satte sig stile,"hvor kommer du fra Ryan?", hun smilte undrende, "Jeg gætter på du ikke er fra byen?", hun grinte let, da hun selv havde boet her i et stykke tid.