Cathédrale ~ Misa

Sted ~ Læs overskriften... :D
Tid ~ Det er ved at være solnedgang, halvmånen er fremme
Omkring ~ Nobody
Vejr ~ Det er en smule koldt, men der er lidt varmt.


Manda gik rundt i Domkirken, han havde aldrig været der. Så han var blevet nysgerrig og ville se den nu. Han havde været i Di Morga længe, men der var alligevel mange steder han ikk havde været. men nu var turen så kommet til Cathédrale. Han satte sig på gulvet og strakte sine arme lidt. Han kiggede op på loften og smilede let, "Her er nu stille på den her tid..." sagde han til sig selv og træk på skuldrene. Han lagde sig ned og lukkede øjnene. Han var ikk træt, men han ville bare nyde stilheden inden han fortsatte med at gå rundt. Han var nemlig ogs lidt træt i benene.

Misa åbnede stile portene, før hun gik indenfor, hun havde en sort hætte-frakke, der skjulte det meste af hendes ansigt, og arme, så det eneste man kunne se udover hendes violetbrune hår, var hendes mamorhvide hænder. På afstand kunne hun næsten gå for at være en dødsengel, med sin porcelænskikkelse, hun tog forsigtigt hætten af og så roligt rundt, med sine mandelbrune øjne, der havde små strejf af mørkeviolet. Hun satte hovedet overrasket på skrå, da hun så hun ikke var alene.

Han åbnede sit venstre øje som var gult og satte sig op. Han rystede lidt på hovedet og kiggede rundt. Han kunne ikk se nogle, så han rejste sig og fik øje på en pige. Hans gule øje gav et skær fra sig, da lugten af vampyr gik igennem luften. Mens hans sorte øje knap kunne ses. Det eneste der rigtigt afslørede ham var hans gule øje. Han smilede let til hende, "Hej!" sagde han glad og gik hen til hende. Han lugtede lidt til hende da han kom helt hen til hende. Han kiggede roligt, "Jeg er Manda." smilede han roligt.

Hun rykkede forsigtigt på næsen, da hun ikke kunne lægge fingeren på hvad han var, duften var sær, ikke grim men sær, som en duft hun ikke havde stødt på før. Hans gule-øje facinerede hende, og hun gættede straks på at noget af ham var menneske, da lugten afslørede det.
"Rart at møde dig Manda", hun rakte hånden frem som hilsen, med et venligt blidt smil, "Mit navn er Misa Phantomimé", hun kunne ikke lade vær med at smile lidt skævt af at han indsnusede hendes duft sådan.

Han smilede og tog hendes hånd. Han bukkede blidt og kyssede hendes håndryg. "Det er en fornøjelse Misa..." smilede han let og stod til rette igen. Han gav slip på hendes hånd. Han kunne se på hende at hun tydeligvis ikk kunne regne ud han var varulv endnu. Men han vidste ikk helt om han ville sige det heller. Fordi det kunne være at så blev hun blot bange for at deres natur ville gøre dem til fjender. Så han ville vente til at hun måske spurgte ham. han smilede let til hende og aede hendes hoved blidt, han smilede glad.

Hun smilte med et nik før hun let, men hurtigt drejede om sig selv, før at se nærmere på domkirken, "Kommer du her tit?", hun smilte undrende. Selv om hun var ny i byen var hun faldet for Cathédrale, og havde valgt at bosætte sig ligevedsiden af, så kun et sti adskilte hende, kirkegården og domkirken. Hun satte hovedet på skrå, hun ville ikke stile ham et så nærgående spørgsmål, nu hvor de først lige havde mødt hinanden, så hun skubbede let tanken væk. Hun var glad for at have stødt ind i Manda, hun havde virkelig kedet sig dybt, han var den første i byen hun snakkede med, og han virkede sød.

Han rystede på hovedet, "nej, det er første gang jeg er her..." smilede han roligt og stoppede med at ae hende. "men du ligner en der elsker stedet?" smiled ehna let og satte hovedet på skrå. han aede hendes kinder lidt og strakte sig bageffter. Han gik lidt igen, "Men jeg bor nu ogs langt væk, så det er derfor jeg ikk kommer tit." han løj lidt med at han boede langt væk. Faktisk boede han jo bare hvor naturen gav det bedste bud. Men hans yndlings steder var ogs langt væk fra Domkirken. Han strakte sig lidt før han mærkede sin amve knurre lidt. Han rødmede let og smilede til hende. "Du skulle vel ikk tilfældigvis bare have en smule man kan spise på dig?" grinede han uskyldigt.

"Virkelig?", hun smilte overrasket, og satte hovedet med et mildt grin på skrå, før hun nikkede, "Stedet her fangede mit blik, ved første øjekast, det var som om de dragede mig ind?", det sidste lød næsten mere som et spørgsmål end som en bekræftelse. Hun var altid blevet dybt facineret af steder som folk anså for at være helige. Hun vendte sig imod ham med et undrende udtryk, "hvor bor du da henne?", hun bed sig undskyldne i underlæben, "Sorry har ikke mad med mig, men!", hun fik en ide, da hendes pegefinger hvilte imod sin underlæbe, "Min villa er ikke langt herfra, faktisk lige vedsiden af Domkirken her", hun smilte afventende, Hendes køleskab var jo fyldt, efter som hun selv ikke spiste, det var der bare til pynt, som en slags illustion.

Han nikkede roligt og kiggede på hende, "Interassant..." smilede han roligt og kiggede glad. Han tænkte sig om, "Jeg bor i nærheden af skoven..." smilede han let og gned sit bag hovedet. Han aede hendes kind blidt og rystede på hovedet. "Nej det er ok, jeg vil helst ikk være til besvær. Spurgte bare for at spørge, gider ikk ødelægge din tid her i bygningen..." grinede han med et smil og satte sig med et bump. Han kiggede på hende og satte hovedet på skrå. Han smilede barnligt.

Hun gik over til alteret og studerede det, alle mønstrene og de latinske ord, hendes marmorhvide fingre gled flygtigt forbi dem, hendes hånd gik næsten i ét med den ægte marmor, hun vendte sit tågede blik imod Manda, før hun rystede på hovedet med et smil, hun var ikke til at rokke, når først hendes beslutning var taget, "Du ikke til besvær, og helt ærligt", hun slog let ud med armene, "så tror jeg næppe kirken går nogensteder", hun grinte let, og rejste sig, hun huskede på hvad han lige havde sagt om hvor han boede, "Det er et godt stykke herfra", hun smilte tænkene, "endnu en god grund til at de mit sted vi tager til, dit er alt for langt væk", hun smilte blidt, og gengældte hans let på skrå hovedbevægelse.

Han kiggede undrende og dog stadig roligt på hede. Hvis hun havde været så mange gange i bygningen, så måtte hun vel ogs have set det alter. Men alligevel lignede det hun havde set det for første gang nogensinde. Han nøs lavt og gned sit næse blidt Han strakte sig let og kiggede på hende. Han smilede let og kiggede roligt. "Det er altså ok, du behøver ikk. Vi kan sagtens blive her..." sagde han let og hans mave knurrede højt. Han rødmede og kiggede ned. Han bed sig i læben. Han hadede at rødme, især når nogle skulle se ham gøre det. Han kløede sig bag hovedet og kiggede på hende da han ikk rødmede så meget. Han vidste ikk helt hvad han kunne sige eller gøre. Så han valgte at rejse sig og gik hen til hende. han kiggede hende i øjnene og hans gule øje gav et skær fra sig.

Misa havde tit det fjerne udtryk i øjne når hun var i sine egne tanker, eller blev facineret, selv ting som alteret, som hun huskede fra sin barndom i byen, overraskede hende dybt at det stadig så ud som det samme. Derfor havde hun lidt små problemer med at rive sit blik fra det. Hun vendte sig dog imod Manda, med et venligt smil, og kunne ikke lade vær med at le blidt da hun hørte hans mave. Hun sukkede mildt, "Din mave er ikke enig med dig, i din lille beslutning", hun nikkede, nu endnu mere fast besluttet på at han skulle med, "Hør Manda, du gør mig faktisk en tjeneste!", hun smilte stort, "jeg kan jo alligevel ikke spise maden, det står der bare til pynt", hun smilte skævt, "så istedet for at det skal rådne og gå til spilde, hvorfor så ikke lade dig nyde af den?", hun gik over og greb ham let om armen, som hun tit havde gjort med sin bror, "Du vil vel ikke have en vred fulblods vampyr på nakken vel?", hun grinte med et charmerende smil som altid, hun elskede at lave sjov med den slags, da hun faktisk ikke var så fjendsk imod andre racer igen.

//Sorry men kan altså overhovedet ikk finde på noget til det her emne... >.<