På nye opdagelser - Xetrias Noterian

han låste døren helt op og kiggede på hende ''jeg kan ikke røre dig fordi der er andre der skal bruge dig..'' sagde han lavt, han gik ud af døren ''kom med, så går vi et mere... passende sted hen for at snakke'' sagde han og gik ned af gangene og låste de døre op der var låst, han fortsatte med at gå indtil han kom ud foran, han kiggede op på himmelen, natten var stadig und, og han smilte for sig selv og sagde ''jeg syntes det er meget pænt af dig at du gider snakke med mig, efter jeg har truet med at slå dig ihjel...'' han vendte sig om i døren for at se om hun overhovedet var fulgt med ud, hvis hun havde narret ham ville han dræbe hende, på trods af at andre ville blive vrede på ham.

Hun holdt stadig blikket mod jorden, mens han låste døren op, inden hun flyttede sig væk fra den, så han var i stand til at åbne den. "O.. okay" mumlede hun lavmælt, da han snakkede om at gå et mere passende sted hen. Hun overvejede kort tid om hun skulle følge efter ham, men da hun prøvede at flytte den ene fod foran den anden, ville de ikke lystre. Hun var som boltet til stedet og så ham bare forsvinde igennem mørket, og det endte med at hun var alene i lokalet. *Tag dig sammen kvinde* tænkte hun irriteret for sig selv, mens hun genngemgik hans ord i hendes sind. "Hvem er en anden som har brug for mig" tænkte hun dumt og hævede det ene øjenbryn. Hun havde ikke mødt nogen i denne by endnu som havde brug for hende.. Dette måtte betyde.. Nogen kendte til hendes eksistens, uden at hun havde nogen idé om hvem de var.

Han kiggede ind i huset, rasende, og løb så hurtigt han kunne tilbage ind, det tog ikke lang tid før han stod lige foran hende igen ''jeg troede du ville følge med...'' sagde han koldt ''hvis ikke du følger med, tager jeg balladen og dræber dig søde ven..'' sagde han hurtigt efter, ligeså koldt som den forrige sætning han kiggede hende direkte ind i øjnene, og stod næsten helt op af hende, han tog en indånding ''det går nok denne gang...'' sagde han stille og fortsatte med at kigge på hende ''jeg tvivler meget på at jeg vil dræbe dig..'' mumlede han med et skuldertræk, denne gang flyttede han sig ikke ''så lad os snakke her...'' sagde han stille til hende.

Vahida stod der stadig, da han igen kom ind i huset, som om han havde været der hele tiden, så hurtigt gik det for hendes blik. Hun blinkede et par gange med øjnene, da han snakkede med denne kølige stemme igen. "Dræ.. Dræbe mig?" mumlede hun en anelse spørgende som om hun ikke anede hvad han snakkede om. Hun trak vejret dybt igennem næsen, mens hun roligt mødte hans blik. Hun var efterhånden begyndt at tro på, at han ikke turde dræbe hende når det kom til stykket.
"Ja lad os det" svarede hun lidt efter, inden hun lod sig sætte på gulvet i skrædderstilling, mens hun lod hænderne falde ned i sit skød. Hvad mon han ville snakke med hende om? Hun anede ikke selv hvad man spurgte sådan en vampyr om, eftersom hun indtil for kort tid siden havde været sikker på at de ikke eksisterede i den virkelige verden. Hendes grønne øjne blev kort vendt mod den lange kjoles kant, som hun sad og legede med imellem fingrene. "Så.. " mumlede hun langsomt, men stoppede igen sin sætning ude af stand til at gøre den færdig.

han kiggede på hende ''Fuldfør blot sætningen, eller skal jeg ind i dit sind for at finde den?'' sagde han spøgende, hans humør virkede anderledes nu, han tog en flaske op og drak fra den, for der efter at putte den tilbage ind i frakken.
Han gik stille over imod en bænk for at sætte sig der, han forventede at hun fulgte med, at hun stolede en smule på det han sagde, i stedet for som alle andre at være bange for en vampyr.. han syntes det var noget pis, det var jo kun farlige når de tørstede...

Hun skar let ansigt, da han snakkede om at rode inde i hendes hoved endnu engang. "Det vil jeg meget gerne have mig frabedt" mumlede hun en anelse køligt, inden hendes blik igen vendte sig mod ham, lige tids nok til at se ham bevæge sig over mod en bænk. Undrende hævede hun det ene øjenbryn.. Havde den hele tiden været der? Det måtte den da have været. Med et lavmælt suk rejste hun sig fra jorden, og bevægede sig over til den samme bænk, hvor hun igen satte sig til rette, dog med et mellemrum imellem dem, eftersom hun ikke stolede på ham..
"Så.." mumlede hun igen, inden hun vendte blikket mod det sted, hvor han før havde fundet en flaske frem og drukket af den, mens hun hævede det ene øjenbryn. "Hvad drikker du?"

han kiggede på hende og smilte ''er det ikke åbenlyst? jeg er vampyr... jeg drikker kun en ting'' sagde han og tog flasken frem igen, så hun kunne se den mørke væske skvulpe rundt der inde ''Det her er mit favorit blod, Sortelver..'' sagde han og kiggede lidt på flasken for der efter at putte den tilbage i frakken, nu kunne hun se de to pistoler der var i frakken hvis hun kiggede efter, han smilte til hende ''er der andet du vil vide om mig...?'' spurgte han så, i et normalt toneleje.

"oh" mumlede hun svagt, da hun betragtede flasken, som han nu fik trukket frem endnu engang. Vahida rynkede svagt på næsen over at se den røde væske, mens et lettere frastødt blik gled igennem den grønne farve i hendes øjne. Han tog det som en helt normal ting at rende rundt med blod i inderlommen, men der var noget andet som hurtigt fangede hendes opmærksomhed. "Sortelver?" sagde hun spørgende, mens hun hævede det ene øjenbryn. Fandtes der nu også elvere? Hvad var dette for et sted. Hun begyndte langsomt at forstå hvorfor denne by havde så højt et dødstal, med alle de væsner rendende rundt omkring..
"Er der andet du mener jeg bør vide?" SPurgte hun istedet for, mens hun vendte blikket væk endnu engang, så hun ikke kunne se ham putte flasken tilbage, eller skydevåbnene, som han åbenbart også gemte på under frakken.

han kiggede på hende ''faktisk burde jeg ikke have fortalt dig noget af det, og stadig lade dig leve...'' sagde han stille ''det er derfor jeg spørger hvad du vil vide, nu er jeg jo så godt i gang med at smadre mine chancer for succes i denne udødelige verden jeg lever i'' sagde han og lo for sig selv ''vi skulle jo snakke, så lad os da snakke om noget, hvis der er noget du vil vide, må du spørge mig, jeg vil ikke bare fortælle ting, det kunne jo være du fandt det uinteressant..'' sagde han og smilte til hende.

"Le..Leve? Fortælle mig hvad?" Spurgte hun dum, mens forvirringen langsomt gled ind i hendes sind, eftersom hun kun fattede hans ord, men ikke meningen bag dem. En ting var dog sikkert. Han havde fået vækket hendes nysgerrighed og hun forventede at få svar nu. Hun modstod dog trangen til at begynde at ruske svarene ud af ham, da han ikke fortalte nærmere omkring de andre væsner, som åbenbart også levede i denne verden.. Hvad ville det skade at hun kendte til det? Nu hvor hun overvejede det kunne det faktisk ødelægge en hel del både for hende og for byen.. Vahida var pludselig gået fra at være i toppen af fødekæden, til at ligge i bunden.. Hun var føden.
"Hvor mange andre .. væsner findes der?" Spurgte hun nysgerrigt, mens hendes hoved faldt en anelse på skrå, og de grønne øjne havde fået et opslugende skær, som gjorde at hun var interesseret.. Eller det viste det blik. "Jeg vil vide alt.. Jeg aner intet om denne verden alligevel, så det hele er nyt, og derfor må jeg bare vide det". Hun gengældte dog stadig ikke hans smil. Hun var ikke typen som smilede uden grund.. Faktisk skulle der en hel del til før et smil ville komme over hendes læber.

han kiggede på hende ''hvilke væsner er der ikke.. det er et lettere spørgsmål... der er vampyrer.. engle, dødsengle, flere typer elvere, dæmoner.. Asparaer.. spøgelser.. varulve.. udøde, dværge.. alfer en type menneske der kalder sig animagus, og så er der halv blodet.. det er racerne blandet sammen til en person..'' sagde han stille ''der er ondere folk end mig, og langt bedre folk end mig..'' sagde han med et grin og kiggede på hende.
''er der noget specifikt om racerne du vil vide..?'' spurgte han så efter lidt stilhed.

Hun legede fraværende med en tot af det hvide hår, mens hun lyttede til hans ord. De fleste af racerne havde hun hørt om i form af myter og skrækhistorier som man fortalte små børn for at de ikke skulle lave ulykker. Nogle af dem kendte hun dog ikke noget til, men at dømme ud fra navnet kunne hun næsten gætte sig til hvad deres formål var.
"Jeg vil gerne have et eksempel på det" bemærkede hun lettere sarkastisk, da han kom til forklaingen om at der fandtes værre og bedre mennesker end ham selv. Hun tvivlede ikke på den ene af delene, men den anden nærede hun en anelse tvivl til. "Hvem er ondere.. Hvem er bedre?" spurgte hun kort, inden hun rystede på hovedet til hans sidste spørgsmål.. Jo mindre hun vidste om disse racer, des færre gange var hun nødt til at omgåes dem. Hun ønskede faktisk ikke at komme i kontakt med dem.. De virkede allerede som nogle der var godt skudt i låget, selvom hun kun havde mødt ham.. En vampyr indtil videre.

Han lo lidt for sig selv ''en Dæmon kan være langt ondere end jeg, og en engel kan være langt bedre end jeg..'' sagde han og smilte til hende, han så ikke sig selv som en ond person, men det gjorde mange andre jo nok, og så vidt han kunne gætte syntes hun at han var skingrende sindssyg i hovedet, men det var jo hvad hun syntes, det var ikke vigtigt.. ikke for ham ''du er nødt til at afgive et løfte..'' sagde han stille ''du skal love mig at du ikke vil fortælle nogen om vores eksistens..'' sagde han så og smilte til hende.

"Dæmon.. Engel.." mumlede hun dumt, mens hun løftede en finger for hver af de to racer han brugte som eksempel. Hun stirrede på fingrene i længere tid, mens hun overvejede muligheden for om det var sandhed eller ej. Hun havde trods alt ikke mødt nogle af delene endnu, og af dømme efter hans ord, ønskede hun heller ikke at møde dem. Sødme var kvalmende, men et værre væsen frembragte en anden form for afsky i hende. Der skulle være balance, den skulle være i hendes verden, for at den ikke ville kollapse.
"Jeg skal fandme ikke afgive nogle løøø..." Mere nåede hun ikke at protestere, da det gik op for hende, hvad det var for et løfte han ville have hende til at lave. Eksistens.. Men de kendte jo allerede til hinandens eksistens, så hvorfor fanden skulle hun afgive sådan et løfte. Det var ikke ligefrem fordi hun kendte nogen, som hun kunne løbe direkte hen til og sladre.. Desuden var hun ikke typen der lød med sladder, så der var vel ingen fare på færde. "Jaja.. jeg sværger at jeg ikke vil afsløre racernes eksistens" mumlede hun modvilligt, inden hun irriteret lagde armene over kors, og lod sig synke en anelse samme på bænken.