The Ace.. of Bites?.. [Sophia - Privat]

T: 23:00
S: Havnen
V: Halvmåne, stille og rolig vind.
O: Ingen.

Ace sad ligeså stille på et gammelt anker, han kiggede op mod den stjerneklare himmel og lod et suk undslippe sine læber mens han langsomt kastede den lille sølvfarvede Zippo lighter med et tryk der lignede Spar es. Han kedede sig, og så var han sulten, han havde ikke fået blod i over et tusinde og nihundrede år og han var derfor ved at være ret så brødflov. "Måske skulle jeg tage ind til byen..?" spurgte han lavt sig selv men rystede så på hovedet. "Før eller siden må der da komme en eller anden? En eller anden.." sagde han. Han prøvede tydeligvis på at overbevise sig selv, men lykkedes ikke rigtigt. Han rejste sig og lagde sin lighter i lommen. "Så må jeg jo finde en.." sagde han og kiggede sig lidt omkring. "Men hvor skal jeg lede?.. Måske I bådende?" spurgte han sig selv og kiggede ud over de små husbåde, de var dog alle helt øde.

//ja okay.. Det var meget meget lang af at være mit første indlæg af emne slagsen :D Håber du overlever :D xD//

En båd længere ude susede forbi, men bremsede lidt. Man kunne se en kvinde have en dykker, eller svømme dragt på. Kvinden to armene op og man kunne se hendes bryst løftede sig, ved hende store åndedrag. Kvindens hår var sat op. Det var blødt orange rød hår. Det var sat op i en rimelig stor knold. Kvinden, som forresten hed Sophia, tog et sidste åndedrag før hun sprang ud i det is kolde natte vand. Båden kørte stadig og kørte hurtigt væk igen ud mod havet.
Der gik dog noget tid før man hørte nogle hører plask tættere på, og hørte nogle våde trin gå op af en båd stige.
Sophie havde svømmet hele vejen tilbage til sin egen husbåd.
"Århh!" stønnede hun glad. Hun var blevet frisk. Hun gik med rolige skridt ind i båden 'hus' del og så ind på hendes værelse og låste håndlåsen som kun kunne låses, og låses op inden fra. Hun tog sin svømme dragt af mens hun lod blikket glide over hendes tøj. Hun tog så sit håndklæde og tørte sin overdel, da hun kun havde taget halvdelen af dragten af. Hun smed håndklædet igen og tog sin sorte bh på og derefter en lyselilla bluse på, hvor hun snørede ærmerne over albuerne. Hun tog så den næste del af dragten af og tørte sig der hvor den havde siddet. Hun tog der efter sin tusser på og nogle stramme sorte bukser på, bukserne havde dog et slev lavet hul på knæet, da hun på et tidspunkt havde faldet.
Hun satte sig på sin seng og tog nogle sorte strømper på og sine lyselilla convers sko på. Der efter tog hun elastikken ud af håret og mærkede hvordan det inderste var vådt og det yderste var lidt mere tørt, men ikke meget. Det hele havde gået meget hurtigt, nok kun fire minutter.
hun låste så døren op fra sit værelse og gik igennem den og tog en kikse pakke der lå uåbnet på bordet. Hun tog den med da hun gik op af trappen til selve båden. Derefter gik hun ud mod molen og hoppede over på molen. Hun lod så blikket falde på hendes kiks række pose og åbnede den så og tog en kiks. Lod den komme op til hendes let røde læber og tog en bid af den.
Nogen af de mindreårige, hver gang hun skulle hente sin søster, før hendes søster døde, troede at Sophia var vampyr da hun havde nogle små hjørne tænder der var spidse, men ikke spidse nok.

Ace kiggede sig omkring, han fik øje på pigen nede på molen. Et grumt smil bredte sig på hans læber men han kiggede på hende. "Så er der aftensmad.. så snart hun stoler på mig.." sagde han lavt til sig selv og trak den lille lighter frem igen. Han clickede den åben og fik ild i den på trods af blæsten der koldt kom ind fra nord. Han kiggede på flammen der på magisk vis formede et spar es. Han clickede låget i igen og lagde lighteren tilbage i sin lomme hvorefter han med langsomme og beslutsomme skridt begyndte at gå imod hende. Den lange, sorte jakke slæbte hen af brostenene og det tilføjede en lav uhyggelig hvislen til hans gang, det mindede om en slange der gik ved siden af ham. "Godaften frøken.." sagde han med sin lettere hæse men varme stemme og stod nu få meter fra hende. Han skjulte sine hjørnetænder så godt han nu kunne da han smilede forsigtigt.

Sophia havde taget en bid mere af kiksen før hun blev talt til. "Godaften hr." sagde hun med et smil og havde sat hånden for munden, hun havde ikke fået tygget færdig, og hun havde som vane at svare hurtigt folk når hun ikke kendte dem. Hun lagde forsigtigt kiksen i posen igen og ville vente med at spise mere til hun kendte ham bedre, hun vidste jo ikke om han var meget høflig. "Ka' jeg hjælpe Dem?" spurgte hun med et blidt smil, som dog ikke kunne ses særlig meget da hun stadig havde hånden for munden. Hun havde dog ikke hånden klistret fast til sin mund, hun havde din hånd to centimeter mellem hende hånd og hendes læber.
Hun sank det stykke af kiksen hun havde i munden og tog så hånden ned, så hele hendes yndefulde ansigt kom frem.
Nogen syntes det er utroligt at et menneske kan være så kønt.. De tror hun er noget andet... Nogen tror hun er en djævel pga. hun har et frækt blik i øjet, og hendes hår er orange rødt. Andre tror hun er en engelm når hun er så hjælpsom og venelig - Hun syntes dog selv hun er helt normal fra top til tå.
Hun kiggede hurtigt op og ned af manden, der var kommet hen til hende, nok for at snakke. hendes hurtigt blik virkede umenneskelig hurtigt. Men der var dog flere af dem på en gang. Hun skulle jo bare se hvordan folk så ud. Han så ud til at være venelig nok.
Hun havde tænkt sig at spørge om han ville have noget at spise men ville vente til lidt senere, hun vidste jo ikke noget om ham.

"Jeg ville bare høre om de var okay, dette er ikke et sikkert sted at være midt om natten, at de ved det" sagde han med en stille stemme. Han gav hende et hurtigt blik op og ned mens han prøvede at afgøre hvilken blodtype hun var. Han holdt sin ene hånd over den anden for at skjule en tatoo der formede en sort hugtand og der blev holdt af en sort klo. Symbolet på en forædder indenfor nogle vampykræse. "Så, fortæl mig, hvad laver en smuk kvinde som dem hernede på havnen klokken.." han stoppede kort og kiggede på sit ur, men holdt stadig den ene hånd over den anden. "23:00 om aftenen?" fortsatte han og kiggede på hende med et vuderende blik af de lilla øjne. Hans øjne lyste lidt uhyggeligt op her i mørket.

Sophia smilte lidt dystert, selv om det var svært at se på hendes kønne ansigt, "Jeg har lige taget en svømme tur... Og bor på den båd," sagde hun med et stadig dystert smil, "Hvad med Dem selv? Hvad laver De her ude?" spurgte hun ham med et mere blidt smil. Hun kiggede hurtigt og kort ud til sin båd der vippede lidt. "Hvis det er for farligt for mig, er det så ikke også for farligt for dem?" spurgte hun blidt, det ville være rigtig, med mindre han selvfølgelig ikke var.
Sophia var næsten helt usynlig pga mørket, men lyset fra nogen hendes egen båd, gjorde hende mest lysere end manden foran hende, derfor lignede det hun var orangehåret eller blondt. Hun tig en lok af sit hår og lod det som en vane, totten flettes. Hun slap så lokken og lod et hurtigt kast med hovedet få totten væk igen, "Hvad hedder De enlig?" spurgte hun med et blidt smil. Indtil videre snakkede gammeldags til hinanden, og de havde ikke rigtigt set hinanden... Eller Sophia havde ikke set ham ordenligt.
Hun gik et skidt bag ud for at se om han fulde efter så hun måske kunne se ham. Hun havde enlig savnet noget ordenligt selvskab, det kunne måske være ham hun nu bare snakkede med resten af dagene hun var ved havnen.

//Det bliver mindre og mindre//

"Hvad jeg laver hernede? Lad mig se, jeg er fisker. Båden derover, Cerelia, hun er min." sagde han og pejede på en vilkårlig båd hvorpå der var trykt 'Cerelia'. Meget kunne man sige om Ace, men at lyve, det kunne han. Han var en mester, og han havde det mest fantastiske pokerfjæs. "Og det er ikke farligt for mig fordi jeg kender dette farvand" fortsatte han og tog et skridt efter hende og trådte nu ind i lyset. De mørke lilla øjne blev med det samme mildere, lyset gjorde dem svagere. "Mit navn er Ace Bleakwood, eller rettere, kaptajn Ace 'Fang' Bleakwood. Hvad med dem selv frøken? Jeg ville gerne kunne sætte navn på det kønne ansigt" sagde han og smilede, dels forførende, dels venligt. Dette var han også fantastisk god til, han havde en af de der ansigter der kunne få enhver til at stole på sig. "Bor de her alene?" spurgte han og skævede til husbåden, han brød sig tydeligvis ikke om lyset, men det ville jo være helt normalt når man havde gået i mørke i lang tid, så skal man jo have tid til at vænne sig til lyset igen.

”Min hedder derimod Lena” sagde hun til det med hans båds navn,” han havde nok selv set hvilken der var hendes. Men Sophia vidste at hun meget nemt kunne se om folk løj. Lige meget med ansigtet. Lige meget med stemmen. Det kunne hun bare. Det var kun en gang hun havde taget fejl, det var så endt i af hun var ved at slå en ihjel men indså den gang, da hun gik ind i køkkenet at han havde talt sandt.
”Der er mere end bare at du kender stedet…!” sagde hun bestemt, hun vidste han holdt på nået, hun havde også set hver eneste bevægelse, hun kunne dog før ikke se hans hånd dække for den anden. Hun gik så et hurtigt skridt tættere på ham, kort for hans reaktion, men ellers for at se hvad det var han skjulte på den anden arm. Hun tog derfor blidt fat i den og ville se, hvis han tillod, ”Må jeg se?” spurgte hun og smilte blidt til ham, forførende, lettere hæs og selvfølgelig meget rolig.
”Sophia Sookie Cole Blueblood” præsenterede hun sig selv med et blidt smil mens hun ventede til at få lov at se hans arm nærmere. ”Ja bor alene,” sagde hun så med mere dæmpet stemme end før. Man skulle tro det ene spørgsmål gjorde hende bange.
”Hvor gammel er De så?” spurgte hun med et lettere smil for at dække lidt for hendes tristhed. Han virkede flik, forførende, og en der faktisk virkede som om han gerne ville slippe fri fra noget... Men det var så det hun ikke kunne vide...

"Du må helst ikke se.." sagde han og trak sin ene hånd (Den mærkede) ind i sit ærme. "Bare en pinlig gammel tatovering.." sagde han stille og rystede på sit hovede mens han grinede mildt. Han prøvede at skabe illusionen om at han altid havde skjult sin hånd. "Rart at møde dem Frøken Sophia, jeg formoder da at de stadig er frøken. De ser for ung ud til at være frue" sagde han venligt og smilede fortsat, dog lidt anstrengt da hans sult vokede ved blåt synet af hendes blodåre ved halsen. Han kunne nærmest se blodet flyde rundt indeni hende. Men han blev nød til at få hende tættere på, han blev nød til at vente til hun stolede på ham og til hun var uopmærksom nok til at lade ham angribe. "Jeg er blot atten år, så jeg har stadig tid at leve i". Han grinede anstrengt og kiggede på hende med de lilla øjne på stilke. "Hvor gammel er de, frøken Sophia?"

Hun gik et halvt skridt tilbage igen og smilte blidt til ham, mens hun lyttede, hun ville stadig vide hvad det var. "Ja.." sagde hun hentydende til at hun stadig var frøken, "Men bare klad mig Sophia," sagde hun med et blidt smil.
"Snart atten" sagde hun med et blidt smil og kiggede så kort omkring dem, ingen.
Hun var stadig ikke sikker på om han var normal og ville ofre sig selv lidt for viden. Hun havde nemlig en mørkelilla elastik om håndledet og satte håret op. Det lod så hendes lugt sprede sig lidt mere end den allerede var før.
Hun kunne dog selv høre nogen der var længere væk, en lille gruppe, som vidst var kommet nu... hun kiggede så hurtigt tilbage da hendes hår var sat op. Hun så hvor blege de var, lige som dem... Det var så mere tydeligt at de var vampyre da de da kom ned mod molen da hun havde taget sine arme ned igen. "Shit" hviskede hun hurtigt og hæst, mens hendes puls steg. Hun tog så hurtigt fat i hans håndled, "Spil med.." sagde hun og gik roligt indtil ham da den mindre gruppe var lidt fra dem.
Sophia havde ekstremt gode sanser. Igen, umenneskeligt. Hun stolede på ham. Nok til at hun ville tro at de vampyre ikke ville gå efter hende...

Da hun stillede sig tæt på kiggede han lige ned på en pulserende blodåre. Han åbnede sit gab og et vanvittigt glimt kom frem i øjet på ham mens tænderne bare ventede på at hugge sig i. Han nåede dog lige at lægge bånd på sig selv. *Vent til de er gået.. så kan du spise..* Tænkte han og nikkede så til hende som for at sige ja til at han nok skulle spille med på hvad end hun ville have ham til. Situationen forvirrede ham lidt men han fokuserede nu bare på at spille den rolle hun ville tildele ham, og spille den godt. Det var det værd, han havde ikke spist i flere år, han skulle bare have noget blod i en fart, så han havde ikke tid til at vente på det næste godtroende menneske. *Hvis jeg viser dem min tatovering.. så flygter de måske.. det kommer an på hvor de er fra.. Der hvor jeg er fra.. ville enhver flygte fra det..* tænkte han og overvejede kort om han skulle udnytte det.. Men han kunne jo ikke risikere at hun så det.. På den anden side, kendte hun overhovedet betydningen af tegnet? Hun var jo trods alt.. bare et menneske.

Hans rolle var enlig bare en 'date'. Så hun havde lagt hænderne på hans skuldre. Og hvilede sit hoved på hans bryst. Han var højere end hende...
Gruppen kiggede truende på Ace mens det roligt gik forbi ned til der hvor molen steg, de rettede så deres retning mod en iskiosk der var lukket.. Sophias blik havde fulgt dem og hun var sikker på de ikke kunne se dem og hun gik det halve skridt tilbage igen. "Tak.." sagde hun meget lavt stadigt. Hun kiggede sig omkring, "Må jeg få noget information om dig?" spurgte hun. Hun ville faktisk være pænt glad hvis han sagde sandheden, og også hvis han var vampyr. Men hun vidste ikke det ene eller det andet før han begyndte at snakke.
Hendes puls faldt igen og hun kiggede hen mod sin båd kort. "Sig helst sandheden..." sagde hun men hendes stemme knækkede. Der var ikke nogen rigtig grund til at hendes stemme knækkede, det gjorde den bare.

"Okay, men du bliver nød til ikke at løbe din vej.. Jeg er så træt.. Træt ind i sjælen over folk der løber fra mig når jeg fortæller dem sandheden. Jeg vil bare have venner.." løj han i en trist tone og blottede sine hugtænder. "Ja. Jeg hedder Ace Bleakwood.. Men jeg er ikke Kaptajn.. Jeg er vampyr.. Jeg er ikke kun atten, jeg er over nittenhundrede år gammel.. Men min krop er stadig atten.. Det er en lang og indviklet historie.. Tatoveringen.. Det er den her.." forklarede han og trak ærmet lidt op så hun nu kunne se den faktisk flotte tatoo. Den virkede helt levende, man kunne nærmest se hånden knuge hugtanden ind til sig. "Jeg vil meget gerne være din ven Sophia.. Hvis du kan acceptere mig for det jeg er?" sagde han så og smilede til hende, nu med hugtænderne fremme.

Sophia havde slet ikke tænk sig at løbe... Slet ikke når han kom med sandhenden.. eller noget af den, det kunne hun se. Men det var meget lidt af det der var løgn.
Til at starte med skulle man tro hun var lammet af skræk, bagefter så det ud som om hun havde kræfter til at løbe væk og skrige om hjælp. Men hun gik frem mod ham og hendes øjnes humør skiftede tilbønfaldene.
"Ace..." sagde hun roligt, "Vil du gøre mig den ære at forvandle mig?" spurgte hun mens hun smilte blidt til ham. Det var der sikkert aldrig nogen der havde spurgt om. Men hun havde altid gerne have villet være vampyr, selv som 'skurken' i legende da hun var mindre. Men hun hade at spille. Hun ville have den virkelige virkning på sollys og alt det andet. Hun ville ikke mere være den hun var, blegfisede, kluntede Sophia. Hun ville være en blodsugende, irriterende myg der bare ikke gav op for at få noget blod.

"Har du nogen ide om hvad det er du går ind til?" spurgte han stille, men var egentlig bedøvende ligeglad om så hun gjorde. Lammet havde lige offret sig selv, desuden.. han havde aldrig skabt en ny vampyr, det ville han gerne prøve. "Okay, hør her.. Jeg vil gøre det på den betingelse at du så vil se mig som din nye farmand. Jeg har altid ønsket mig en datter.." sagde han og stillede sig tættere på hende. Han åbnede igen sit gab og de store hugtænder stak faretruende frem mod hende. Hvis hun ville løbe var nu hendes sidste chance. "Dette vil gøre ondt.." sagde han og lagde armene om hende for at holde hende oppe, da smerten ved et bid kunne få nogen til at besvime. Og giften gjorde det jo ikke ligefrem bedre. Han borede langsomt sine tænder ned i hendes hals og begyndte at suge blodet ud af hende imens han også sprøjtede giften der skulle transformere hende ind. Snart ville hendes hjerte stoppe.. Snart ville hun være en vampyr.

”Jeg er ligeglad..” sagde hun og smilte beslutsomt. Hun nikkede så til hans lille bemærkning, ”Fint med mig..” sagde hun med et blidt smil og vidste der ikke var nogen vej tilbage om lidt. Da han var helt ved hende, vidste han at ved hans advarsel ville det nok gøre pænt ondt. Hun vidste så ikke om hun skulle klemme om sine hænder, eller om hun skulle tage fat i hans jakke. Hun valgte så at tage fat i hans jakke, da hun mærkede hans hjørnetænder ramte hendes hals. Hun havde godt fast i hans jakke. Hun skulle til at sige han skulle stoppe, men hun vidste det ville være åndsvagt, hun havde lige bed om det og så ville hun have han stoppede?
Der efter blev smerten værre, hun slap lidt jakken men tog så lidt fat i den igen, smerten ville få hende til at skrige, men smerten var så skrækkelig at hun ikke kunne skrige. Hun glemte tænderne sammen så hendes læber automatisk bliv en lige streg. Derefter blev hendes krop pludselig helt underlig. Følsesløs. Sophia kunne mærke hvordan der var en ny væske i hende. Hun slap grebet om hans jakke helt. Hendes krop var blevet tung og hendes krop var blevet blegere, selv om Sophia ikke havde troet det var muligt. Ace havde nok ingen muligheder end at enten tage hende med hjem og lære hende hvordan man gjorde de forskellige ting eller lade hende klare det hele selv og lægge hende inde i båden og trække gardinerne for og lade alt være lukket så intet sollys kunne komme ind, og bare lade hende prøve tingene selv.

Han fortsatte uden at skænke andet end sin sult en tanke. han kunne mærke en hvis lettelse da han langsomt fik genopfyldt. Nu kunne han igen tænke klart.. Hvad skulle han gøre?.. Han ville ligge hende i båden og så vente til hun vågnede.. Det måtte jo være forvirrende at vågne sådan lige og være vampyr. Selvfølgelig ville han hjælpe hende, han kunne huske dengang hans far lærte ham alt hvad han skulle kunne.. Han huskede langt tilbage, til for flere hundrede år siden.. Tilbage til sin barndom.. Han huskede den første gang han drak blod.. Han smilede invendigt ved tanken om at han nu endelig kunne lære fra sig, give sin viden videre til en der havde brug for den. Han kunne mærke hendes hjerte langsomt stoppe imens han fortsatte med at suge blod og sprøjte gift ind. Han blev ved lige intil han var mæt.. og intil giften havde stoppet hendes hjerte.. Hun måtte snart besvime tænkte han.

Sophias syn blev mørkere. Hun kunne snart ikke se det skrappe lys fra hendes båd. Hendes ben begyndte at bukke under.
Hun kunne tydeligt mærke hvordan hun snart ikke kunne holde sig oppe længere. Hun lukkede så øjnene og mærkede hvordan giften flød ind i hende. Med et var hun besvimet og var blevet meget koldere end hun havde været før. Hendes fødsel da hun var lille mørknede. Det meste af hele hendes hukommelse blev mere sløret.. Hun kunne nu kun huske små ting om fortiden. Hendes hjerte slog en gang, hårdt, hjertet prøvede sikkert at holde hende vågen. Men det gav op og hjertet var helt stoppet med at banke. Dog var Sophia en af dem med meget blod i sig. Og der var gået lang tid i forhold til hvis det havde normal mængde af blod. Men nu var hun færdi. Hendes kropslige varme var forsvundet og ville ikke komme tilbage.

Han løftede den bevidstløse Sophia op i sine arme og steg langsomt ned på hendes båd. Han åbnede døren, heldigvis var den ulåst, og løftede hende indenfor hvor han lagde hende på en seng. Han slukkede alt lyset og trak gardinerne for. Måske ville hun have arvet hans evne for at overleve i sollys, måske ikke, men han ville iværtfald ikke løbe den risiko. Han satte sig på sengekanten ved siden af hende og kiggede på hende i et stykke tid inden han tog et lommetørklæde frem fra sin inderlomme og tørrede det røde blod væk fra rundt om munden.
Han foldede det sammen og lagde det ind i lommen igen inden han begyndte at kigge på hende, ventende på at hun skulle vågne. Det ville være hårdt for hende, at vågne.. som vampyr, med hugtænder, uden hjerte.. Det hele ville være helt nyt for hende.. men også for ham, det var første gang han havde lavet en om, det var første gang han var skaber.

Der gik noget tid hvor han bare sad ved siden af hende før hun fik åbnet øjnene og støttede sig selv til at komme op og side. Hun var blevet lidt svimmel over at have kæmpet så meget, for at være vågen når hun vågnede. Sophia havde haft en vane med at lade sin tunge glide over tænderne hver gang hun vågnede. Men der var noget i vejen så hun ikke rigtig kunne komme videre over tænderne. Der var en tand. En der var længere end de andre. Hun lod så sin tunge være mellem sine tænder, da hun havde fundet ud af at det var på samme måde i den anden side. Hun havde fået hugtænder. Det hele gik hurtigt. Hun kiggede så op på ham mens hun smilede.
Hun hurtig bevæglese blev til et kram. Hun sagde ikke noget. Hun kunne ikke sætte et ord på hvad hun skulle sige til ham. Hun havde aldrig troet at hendes drøm ville gå i opfyldelse...

"Godmorgen.. Har du sovet godt?" spurgte han og smilede til hende mens han gengældte det blide kram. Det føltes mærkeligt.. Lige nu var han faktisk igang med at kramme den vampyr han selv havde lavet.. hun var faktisk en del af ham selv. "Du har mine hugtænder.." sagde han drillende og prikkede blidt til den ene, han drillede med at han nu var en slags far for hende. "Hvordan har du det? Er du ved at vende dig til din nye krop?" spurgte han og gav slip på hende igen. Han tænkte lidt og huskede så noget, hun skulle snart have noget blod, og det i en fart. Han blev nød til at give hende noget af sit eget, hun måtte være forfærdeligt sulten nu da hun havde en helt tom mave, fordi hun aldrig havde drukket blod før, desuden kunne hun jo ligesågodt vende sig til det, det var hendes nye måltider.

"Sovet og sovet.." sagde hun så roligt, hendes stemme var lidt hæs, men hun lod som ingen ting. Hun smilte blidt da han prikkede til hendes ene tand, "Det kan sikkert godt være," sagde hun gen-drillende og svingede lidt fra side til side. "Lidt svimmel," sagde hun og kneb øjnene lidt sammen, "Og sulten.." tilføjede hun kort, "Jeg har jo ikke afprøvet mig selv, endnu," sagde hun og grinte lidt, hun vidste ikke hvor kraftfuld deres skub og sådan noget var, hun vidste heller ikke hvordan farten var. I det hele taget vidste hun heller ikke hvordan man spiste..
Hun trak sig lidt tilbage da de begge havde givet slip og skimtede over til vinduet men gardinerne var trukket for. "Hvad er klokken?" spurgte hun og kiggede lidt efter sit digital ur der burde være på et bord ved siden af Ace.

"Jeg tror den er tolv.." sagde han og rømmede sig lidt inden han lagde halsen til side. "Her.. Tag noget af mit blod, det er vigtigt at du får noget i en fart.." agde han og kiggede på hende et alvorligt blik. Hendes mave skulle vende sig til blod, og i en fart. Han trak let må skuldrende og indså at hun jo selvfølgelig ikke vidste hvordan.. Han rystede på hovedet af sig selv. "Okay hør her.. Det første du skal gøre er at lugte til min blodåre.. Mit hjerte banker ikke, så blodet flyder ikke rundt i mig, men det er der. Når du har duften i dine næsebor vil du mærke en trang til at bide, du skal bare følge den trang, okay?" forklarede han stille og roligt.

//Kreasvigt >_<//

Sophia lyttede og lod det danne i sin hjerne.. Det skulle nok blive en vane.
Hun lagde så hænderne på Ace's skuldre som for noget tid siden. Hun lænede sig over mod ham, rørte ham ikke i lidt tid før trangen pressede på. Hun lagde så sine kolde læber på hans hals og fik hurtigt sig selv til at bide. Hun mærkede hvordan en metallisk smag kom i munden. Hun havde smagt blod før. Fra sig selv hver gang hun havde blødt pga hun havde kradset hul på et myggestik eller hul på et sår. Hendes gamle, menneske skikkelse, havde været mere vant til smagen af blod, men nu var hun jo som en nyfødt, forvokset baby, der kunne tale og sådan noget.
Det havde nok kun varet 15 sekunder hvor hun havde taget noget blod fra ham. Hun satte sig så tilbage igen. Hun havde selvfølgelig ikke lært hvordan man beholdte alt blodet i munden og havde derfor spildt lidt ned af sig selv og lidt på hendes sneg. Hun smilte lidt over hun kunne finde ud af noget af det.. Hun skulle bare beholde alt i sig. Der havde været en lille blod løber fra hendes mundvig, men som hun så tørte væk.

"Hvordan var det så? Dit første blod, taget direkte fra den vampyr der har lavet dig?" spurgte han fascineret, han var jo født som vampyr, han havde ikke skulle vænne sig til at drikke blod, det havde han gjort fra det øjeblik han blev født. Han kiggede på hende og følte en forbindelse imellem dem.. Han følte at han skulle tage sig af hende, som var hun hans eget barn, hvilket hun på en måde også var. "Okay.. Her.." sagde han og tog et lommetørklæde frem så hun kunne tøre det værste blod væk fra sig. Han rakte det til hende.