Sobbing skyes // Sophia //

Sted: Allées - Indre gyder
Vejr: Stille regn - mørkt
Tid: Skumring - 21.00
Dato: efterår - september den 11
Omgivelser: Få - folk der lever på gaden og få der blot passerer.

Et langt længselsfyldt suk slap den hvidskinnende vampyrhan imens han lod taget om dennes tynde ribben slippes. En ung mand i en blot alder af 29 kollapsede fra det stærke favntag fra den nu let hivende efter det imaginære vejr. Det blonde kadaver lagde sig imod den regnfyldte asfaldt og blandede det røde blod med den transperante masse i vandpytterne, som ustandseligt lod sig utæmmeliggøres af den stille, dog tunge regn. Vampyren løftede blikket fra sit offer og imod himlen, hvor regnen silede ned.. gennemblødte det ravnesorte lange hår og lod det klistre imod det ganske velskabte ansigt, som denne han besad. Umiddelbart ville man kalde ham gudesmuk i sin enkelte overnaturlige fremstråling. Kun få havde set hans virkelige grimme sider.. og selvom han stod i midten af al død og blod, lignede han endnu blot en beklædt statue af hvid marmor med en lang sort manke af hårtråde fra selve skyggerne og med brændende røde øjne, der meget vel ville hjemsøge en lige så længe hukommelsen om ham ville være intakt. I denne by kaldte han sig selv for 'Ahngel' og ligeså gjorde en del andre. De kendte for det meste dog også hans virkelige navn, men var ligeså klar over at han ville nægte at lade dem tiltale ham derved. Selvom hans navn ingen hemmelighed var i realiteten, ønskede han ikke sit alternative navn blandet med hans embede som frankrigs alfahan. Hans omgivelser tilbage i frankrig, ønskede ikke at se den side af deres regent.. specielt ikke under de omstændigheder.
Vampyren drejede af og forlod langsomt liget af den unge mand, der ligeså lod sig gennemvæde af den sagte regn. Det sorte hår lagde sig omkring Ahngels ansigt og lod disse dragende røde øjne næsten tildækkes af den skygge der forekom derved. Han gik en tid inden han knejsede nakken og lod et ganske ømt tryk fra hans ben imod asfalten være punkt for hans afsættelse. Han forsvandt et øjeblik i luften, men dukkede op idet han landede på en brændtrappe med et sølle ly. Selvom det værste regn var formindsket, dryppede det fra risterne, som trappen var gjort af. Der satte han sig.. på gelænderet. Man skulle tro han ville dratte ned, men nej. Han sad rank, som var det en lænestol. De røde øjne lod sig kort opgløde imens han betragtede denne gyde under ham.. denne.. mordscene.

Længere væk, det modsatte hjørne en man var kommet i, blev der kastet en femogtyve årig mand ud halvt ud Man kunne se at kroppe forsatte om hjørnet. Kort efter kom en rødhåret, mellemhøj, kvinde til syne i den lette regn, hende hår var vådt og dækkede for hendes ansigt. Kvinden lavede så et hurtigt buk, og landede på knæ ved siden af manden og samlede ham op så de lignede hun holdte hans ryg oppe, det kunne derimod godt ligne hun græd i hans skulder eller sagde han ikke måtte forlade hende og sådan, men kvinden bed manden i halsen.
Lugten af menneske og blod spredte sig, intet tegn på vampyr, i hvert flad ikke stort tegn på vampyr.
Kvinden var vampyr. Nyfødt vampyr. Hun havde dog ikke styr på sig selv og hvordan man løb og sådan, endnu. Men det kunne hun lære efter hånden. Hun havde desuden sig selv og Ace at lære det af.
Den rødhåret, ret så tynde, mellemhøje kvinde slap manden og blodet fra manden blandede sig med den våde jord.
Pigen rettede så hovedet op og man kunne se, hun var fyldt med blod om munden, på lang afstand. Kvinden havde været meget sulten selv om hun havde fået noget før solen stod op tidligt.

Den metalliske lugt af et andet menneskes blod gennemtrængte luften hurtigt og ramte Ahngels ret så sensitive sanser hurtigere end de fleste ville. De røde øjne der havde betragtet den vandrige himmel, vendte sig langsomt nedad imod gyden og denne un ge nyudklækkede vampyr. Endnu en? Vampyrene havde efterhånden ladet sig gå talstærke disse tider. Der var langt flere end dengang Ahngel selv ankom til denne by af kaos og anarki. Ikke engang deres såkaldte 'hersker' havde kunnet formå at danne sit eget billede i byen. Hvor patetisk. Alle diktatore fejlede i sidste ende.. ligegyldigt hvor storslåede de må ha været.. i dette tilfælde.. var storslåethed dog ikke hvad Ahngel tænkte allerførst på, da hans tanker skød igennem Zane og hans uhumske forsøg på at lægge byen ned og danne kaosset inden for hans egne rammer. Hah!
Dog var Zane kun en minimal tanke i Ahngels nuvæende tilstedeværelse. Han betragtede denne lille vampyr der så klodset drak af manden via alene ren vold for at lægge ham i jorden først. Hvor taktløst.- Det var nemt at genkende disse vampyrer. De var altid nye for faget og drak kun for at overleve, men for de ældre.. han selv.. var det vel efterhånden blevet mere af en hobby. At følge sine ofre.. betragte dem, vælge dem, forføre dem og derefter æde dem. Lade dem sove ind i en død, hvor de først ville opdage det når det var for sent. Et ondksabsfuldt smil bredte sig automatisk over Ahngels læber inden han igen fjernede blikket fra denne unge vampyrhun.
Hun ville vel få det lært når hun blev træt af den samme rutine.. Samme forspil.

Da Sophia havde lagt manden ind til siden lod hun sine hænder blive våde af regnen og tørrede så sit ansigt væk med det reng der var på hendes fingre. Hun fik dog hurtigt en fært at en vampyr. Vampyrhan. Hun rejste sig derefter op, med besvær, med hjælp af muren. Hun havde godt nok selv valgt at være vampyr for at kunne hævne intetheden og for at gøre sine forældre mere lykkelige der hvor de var. Smilede blegnede lidt da hun kom i tanke om hvorfor hun havde sagt til Ace at han skulle forvandle hende. Men Ace havde jo også været sulten på det tidspunkt. Nu måtte han være del mæt med alt det blod hun havde givet ham.
Sophia kiggede op hen mod en trappe og så vampyren. Han havde selvfølgelig opdaget hende og hun besluttede sig så for at gå hen til ham. Hun kunne måske få at vide noget... Og måske hjælp med balancen...
Hendes skridt var hurtigte men alligevel meget rolige. Hun forsvandt så væk. Endte dog et par gange med at falde hen over gaden, fordi hun stadig ikke kunne holde balancen. Da hun så endte ved trappen. støttede hun sig op af gelænderet, i modsatte side af ham, "Godaften hr." sagde hun lidt forbustet, da hun nemt blev ophidset af et æde og af at falde.