Bryllup//Zero og Kaia// åbent emne^^

//*Nikker* Damia har ret.. Vi sidder allerede bagerst.. Ergo er der ikke plads til noget bagved.//

//fint så på hver side af dem^^

Zelia havde hørt hvad de snakkede om og rejste sig og gik hen til Killer. "Hvad skal jeg så gøre?" spørger hun. Der havde ikke været nogle brudepiger til hendes bryllup og hun havde glemt hvad man så skulle gøre. "Skal jeg gå foran eller bagved hende?" hun var en smule forvirret og ville gerne hjælpe dem så meget som muligt. Hun kendte konsikvenserne hvis hun sagde nej, men så var det jo godt at hun gerne ville hjælpe så meget som muligt.

hun kiggede på kvinden, hun smilede til hende"er du sød at hjælpe mig med min kjole, den krøllet lidt bagpå"sagde hun med et smil til kvinden, hun viste ikke hvem hun var, men hun kunne godt bruge noget hjælp"og du bestemmer selv hvor du vil gå henne for min skyld er jeg ligeglad"sagde hun med et smil, hun havde ikke nogle sko på som altid, hun havde valgt at tage nogle ting med fra hendes landsby's traditioner for bryllupper

Zelia fik små glimt af hendes tanker og smilte. "Jeg er Killer's kone." svarede hun kort og gik om bag hende og rettet hurtigt på hendes kjole. Hun var i tivl om hvad hun skulle gøre så hun besluttede sig bare for at gå bag ved hende imens hun skulle gå op af gangen. Hun nikkede til dem som signal til at hun var klar og bare ventede på at alle andre var parat til at Kaia skulle gå.

Killer smilede og bukkede sin arm mod Kaia for at vise hun kunne godt lægge den om hans arm mens han ventede roligt
Zero stod oppe ved alteret ventende på at de kom op mens han smilede til Kaia med et stort lykkeligt smil

hun lagede sin arm om killer's, hun var klar nu, hun var klar til at sige ja til Zero som hun gjort så mange gange før og dette her ja ville sige at de skulle være sammen for altid og det var hendes højeste ønske, at være sammen med ham, hun kunne ikke tænke sig noget bedre, hun smilede til ham

Damia så kort på Angelie. Et spøgelse. Hun var ikke et øjeblik i tvivl. Et kort nik som hilsen og et svagt glimt i de ellers så iskolde tomme øjne, ville fortælle Angelie at hun ikke bare havde tænkt sig at se på det lykkelige par og glæde sig på deres vegne. Hun kunne se at det samme var tilfældet med Angelie. Pigen som sad ved siden af hende. Damias kjole virkede så ren og smuk - dette var dog ikke ens betydene med at hun havde tænkt sig at den skulle blive ved med at være det. Nogengange var man nød til at være passende klædt til kommende katastrofer.
Blot tanken om dette fik hende til at flytte blikket op mod alteret endnu engang. Damia kunne mærke de to mænds tilstedeværelse allerede før de satte sig på hver side af hende og Angelie. Altså ville dette gøre tingene en anelse mere problematiske - og mere underholdene. Jo flere desto bedre. Hun lænede sig afslappet tilbage mod muren og krydsede sine ben i en elegant bevægelse. Lod hænderne hvile i sit skød, virkede alt i alt som en meget normal tilskuer. Havde det altså ikke været for hendes tomme blik ville hun ikke kunne mistænkes for selv det mindste.

Angelie bemærkede hurtigt at kvinden ved hendes side havde de samme intentioner. De ville ende med at stå side om side i denne kamp.. Eller man kunne vel ikke kalde det en kamp, men nærmere en form for morskab. Lige nu valgte hun dog heller ikke at gøre noget ved situationen. Det gjorde ikke noget at det lykkelige par var intetanende om deres intentioner lidt endnu.
Er ligegyldigt smil gled hurtigt over hendes læber, da en skikkelse ved hendes side talte til hende. 'ingen numre' Havde de da ingen sjov i sindet?
Langsomt.. Meget langsomt vendte hun blikket mod skikkelsen, (demon) mens det ene øjenbryn gled en anelse i vejret. Måske havde de overset den mindre detalje at hun var en spøgelse.. Det var efter midnat, og Angelie var gennemsigtig. De ville ikke være i stand til at kunne røre hende. "Jeg laver skam aldrig numre" hviskede hun iskoldt, inden hun diskret stak sin arm igennem brystet på personen, for at understrege sine ord. De ville ikke være i stand til at holde hende fanget.
Hun trak dog hurtigt armen til sig igen, inden hun vendte blikket mod Damia for et kort øjeblik, da hun hørte dørene gå op, og Angelie vendte automatisk blikket mod bruden, som ville komme gående ind.

Xetrias sad stille ved orgelet, og kiggede nu ud på mængden, han havde opfanget noget der kunne ligne, en sammenkobling af to sind.. han kiggede stille på parret, og smilede ondt, han havde ikke sin frakke på idag, da han skulle bruge fuld bevægelighed, han havde udset sig den lille mørke elver tøs som snack, han rejste sig og stod stille i mørket bag orgelet og kiggede ned, hans intentioner var klare for dem der kunne se ham, men, det krævede gode øjne at se ham som han stod der.

Killer var allerede fuldt klar "Zelia vær klar" hviskede han roligt til hende "der er en vampyr mere jeg kan lugte det" han smilede roligt til sin kone hvorefter han begyndte at gå med Kaia han så kort over på Damia og brugte sin evne til at sætte glade smilende pigelige irriterende billeder i hvorefter han så op på vampyren og satte hans største frygt ind i ham ved at læse hans tanker kort finde hans største frygt sollyset hvorefter han satte billeder ind i ham som var han midt på en øde eng med sollys over det hele hvorefter han roligt gik videre det måtte være nok fra Killers side mente han

Zero stod roligt og kiggede smilende på hans brud *kom her min skat* tænkte han smilende men dog på vagt af alle dem der var kommet

Deamon så på Angelie kort hvorefter hans tatoveringer begyndte at bevæge sig "måske er du et spøgelse men selvom du er det kan du ikke vinde alene" hviskede han "vi er velforberedt alle sammen"

Zann var osse klar til at kæmpe mod Angelie alene kunne hun ingen skade lave hun var nød til at bruge våben for det det var der deres fordel var der findes ikke spøgelsesvåben medmindre man er død med et våben i hånden og selv det våben kunne forsvares imod de var alle sammen klar nu

Zelia nikkede til Killer og gik trofast efter Kaia. Hun vidste at hun kunne stole på Killer og på hvad han sagde, de var jo trods alt gift, og hun havde godt fornemmet en ny fært der var kommet til. Hun så rundt og kunne lige akuret skimme en skikkelse henne ved bag orglet. Hun prøvede at koncentrere sig om at smile men det gik ikke så godt, det blev til et ret så falsk smil og hun lignede en der helst ville være et andet sted, selvom det bare var fordi hun var anspændt over den fremmede fært.

hun gik stille med Killer, hun flyttede ikke blikket fra Zero, hun smilede kærligt til ham, hun havde fået ham til at sætte potte planter over det hele, men det var nok til det ikke ville virke underligt, hun kiggede ham i øjne, hun kunne ikke slippe hans blik, hun lyttede osse til potteplanterne, hun var glad for at at de var der, dem hun kunne bruge hvis der skulle ske noget farligt, hun havde osse den halskæde på som Zero gav hende, hvis hun skulle komme ud i problemer, hun var ligeglad med om den ikke passede til kjolen

Killer stoppede ved alteret og gik ud til siden og stillede sig bag Zero med et roligt smil mens Killer tænkte med psykisk tankelæsning *følg Kaia op bag hende på den anden side* mens Killer smilede og fandt de to bryllupsringe frem og gjorder dem klar

Zero så roligt på Kaia og rakte hende en hånd med et stort smil mens han fortsat så på hende smilende "så det nu min elskede" hviskede han roligt mens præsten gjorder klar til at forbinde dem

hun gik med Killer op til alteret, hun stoppede ved siden af Zero, hun tog stille hans hånd, hun havde mange sommerfugle i maven, hun var meget nervøs, hun håbede at alt gik som det skulle gøre og det ikke gik galt, hun ville ikke havde det gik galt, hun ville gerne være sammen med Zero for evigt og altid, hun ønskede osse at få børn med ham, men det kunne godt vente nogle år, det var ikke noget der hastede

Damia reagerede ikke det mindste på de såkaldte billeder der skulle have været sendt ind i hovedet på hende. Men Damias barriere var alt for stærk psykisk til at nogen eller noget kunne trænge ind i hovedet på hende. Sandt at sige var hun imun overfor psykiske angreb. Det var noget af dete hun havde opnået i løbet af de århundrede hun havde levet i. Det var utroligt. Hun virkede helt upåvirket og lod sit blik glide koldt hen over bruden. Koldt og en smule.. spændt? Som om der var noget hun ventede på der skulle ske. Som om hun ventede til det helt rigtige tidspunkt at handle på.
Hun mærkede Angelie ved sin sige og hørte hendes ord. Ord der fik Damia til at smile et svagt smil. Et smil der nemt kunne forstås som glæde for parret der stod oppe ved alteret. Kun hvis man kendte hende ret ville man dog vide at dette ikke lige var tilfældet. Vampyren ved Orgelet havde fanget hendes opmærksomhed da hun var trådt ind i kirken. Hun kunne næsten mærke sulten stråle ud fra ham. Endnu engang en der måske kunne være til nytte. Damia rykkede næsten usynligt sin hånd lidt og lod den glide ind i Angelies usynlige. Som for at fortælle hende at det skulle starte. Hvilken fryd.

Angelie fnøs næsten ligegyldigt over hans kommentar. javis ville de få svært ved at stoppe hende, og hun havde en stærk fornemmelse af ikke at være den eneste med det samme formål. Hun ignorerede personen ved hendes side, og vendte istedet blikket op mod alteret, mens hun betragtede hvordan de to stod hånd i hånd, som lykkelige nyforelskede. Hvem havde ikke været der engang, men den tid var for længst forbi. Nu handlede det mere om hævn.. om nydelse.
Godt.. Ham tingen ved hendes side kaldte dem velforberedte.. perfekt. Det ville skæbnen snart vise. Dog mærkede Angelie en svag tilstedeværelse af endnu et væsen. Den prikkende fornemmelse i huden, fortalte at der befandt sig en vampyr mere.. Vekommende var.. Over dem. Undrende kneb hun øjnene en anelse sammen, inden hun diskret og næsten umærkeligt kiggede en anelse til siden og op i vejret.. Hun så en let henkastet skygge, men det var for mørkt til at detaljerne var tydelige for hende.
Hendes sind blev med at skarpt, da hun mærkede en hånd glide ind i hendes gennemsigtige skikkelse. Det var kvindens hånd. Angelie forstod tegnet, selvom alt var lydløst, og de havde ikke engang ført en samtale. Alligevel vidste Angelie at det var nu.. Skæbnen tog over, og Angelie fik et bittert smil på læben, inden hun svævede lidt op over bænken, for at se hvad der var bedst at gøre nu, inden hun nikkede til Damia.

Xetrias smilede af billederne i hans hovede, sådanne ting havde han oplevet før, og han frygtede ikke sollyset, han vidste at det en dag ville blive hans endeligt, da intet andet kunne afslutte hans liv, han var sulten... meget sulten, og han lagde mærke til alle detaljer, han havde opfanget alle færterne i rummet nu, og kiggede stille over dem der sad på bænkene, orgelet startede aldrig med at spille igen, og han lagde mærke til noget uregelmæssigt i luften ved en af bænkene, og han lo højlydt og ondskabsfuldt ud i hele kirken, han hadede dette sted så inderligt, og han var ikke den eneste med kaotiske tanker i rummet idag, han stoppede med at le efter noget tid, for at forsvinde ned af trappen fra orgelet hurtigt, i form af en myg, han fløj stille rundt nu, og landede på lysekronen i kirkens midte.

//emnet her er nede fordi Zero er blevet slettet jeg beklager meget//

//OOG. oo-kay o_o jamen så.. Over and Out//