Terre (Zann)

"jeg gider ikk miste dig som ven jeg er et menneske det har jeg altid været det havde jeg bare glemt da jeg blev Dæmon blev jeg ikk sådan en Dæmon jeg var for sød jeg fik en anden side som var Dæmon" han så mod hende en sort rose kom frem foran hende mens han fløj længere og længere væk "farvel Ai vi ses aldrig igen"

hun så på rosen og står den og smilede blidt "du mister mig ikke, er bare den type som holder sig på afstand, så de ikke bliver skadet" sagde hun i hans hovede, hun beskyttet ham mod hende selv "gør vi vel så ikke, vis du siger" sagde hun igen i hans hovede, hun gik langsomt tilbage til sin lejlighed "men mit tilbud står altid ved, kom når du har brug for at snakke, det hyggeligt" sagde hun i hans hovede, hun åbnede døren til sin lejlighed

*hvorfor skulle du beskytte mig mod dig jeg har intet imod fare jeg lever i fare hele tiden" han satte sig på taget af sin egen lejlighed "jeg synes osse det er hyggeligt at snakke med dig men nogle gange taler du i gåder og så aner jeg ikk hva fanden jeg skal sige" han så mod himlen "jeg er glad for jeg ikk mister dig helt som ven"

hun grinte og sætte sig i sofaen "Sorry jeg snakker i gåder, men det for du selv skal finde svaret" sagde hun i og smilede , hun lagt sig tilbage og grinte stadig "er du virker så lige glad med at være i fare" sagde stod pluslig i hans hjem, hun havde fået hjælp til at komme derhen, hun så på ham med et blidt blik og så rundt "Åhh det sådan du bor" sagde hun og smilede til ham "tja, vis du er må jeg nok heler vis dig noget" hun vendt ryggen til og på skulder kunne du se et ar, meget stort et og breddet, hun løftede op i tøjren , hendes hud var som silken, men midt over ryggen havde hun et meget stort ar, det kunne ikke healede da det var en skaf , hun lagde den ned igen og så mod ham "dette ar, fik jeg få at vil ha venner" sagde hun og smilede hun grinte "min familie , vil første prøve på at dræbe dig og så da det ikke lykkes , vil de skaffe mig" sagde hun og så mod ham "er du stadig sikker på du vil være min ven" spurgte hun

han grinte "som om de kunne røre mig" sagde han roligt og rejste sig "prøv at tage min rustning af den kan ikk komme af uden jeg giver lov og udover det så kan denne rustning modstå alt" han gik hen i sin sofa og satte sig ned "ja jeg bor her sammen med Kajika" han så mod hende med et smil "jeg er ligeglad med din familie men ikk med dig jeg vil være din ven om så det koster jeg 24/7 skal være på vagt"

"Kan se, hendes kreativitet er her" sagde hun og grinte og så mod ham og nikkede "ja de kan ikke rør dig, men mig kan de" sagde hun og sukkede "Men det okay, er vantil den smerte efterhånden, min familie har en gang slette min hukommelse om en af mine venner, bare fordi han ikke var passende efter deres hovede" sagde hun og sætte sig ned og kiggede på ham "Så du har blevet brændt" hun gøs ved tanken, hun havde lyttet efter ham da han sagde det og været interessent "du behøver ikke være 24/7 på vagt"

han så på hende "ja jeg blev brændt og ja det er ubehageligt og her" han tog fat i hendes håndled et rødt mærke kom frem rundt om hendes håndled han tog en kniv frem og skar et lille men normalt smertefuldt sår på hendes skulder Ai kunne overhovedet ikk mærke det selvom det normalt ville blive meget smertefuld "sådan en Dæmon beskyttelse" sagde han roligt

Hun så på det og var ikke overaskede over det ikke gjorder "Dæmon beskyttelse" gentog og grinede over det da man normalt tanke at dæmon ikke kunne beskyttet "Jamen tak, men ellers klar jeg det nok Zann" sagde hun og smilede taknemlig til ham "er en stor pige " sagde hun og lyd som om hun sagde hun var tyk, da hun opfangende det begyndte hun at grinede

han grinte lidt "er du virkelig du er da 2 år yngre end mig" sagde han og mente på krops alder "hvor gammel er du egentlig helt præcist" spurte han og undrede sig over han ikk havde spurt før eller havde han så kunne han ihvertald ikk huske det lige nu så han spurte bare for at være sikker

"jep er 18" sagde hun og så på ham med et spørgende blik "hvor gammel jeg virkelig er" spurgte hun og tænkte sig om "hmm" sagde hun og lagde en figner op til munden "Tjaa 22 vidst" sagde hun og kiggede på ham "hvorfor spørger du" spurgte hun nyserige, men med sit blide smil , hun ryddede i sin lomme og et billede af Ailince som 11 år fra ud, men hun var ikke alene på billede en drenge var der os, de var lige gammel, men vis du kiggede efter var den ene en vampyr, det kunne ses på øjne og vis du kiggede efter var den Ahngel, de holdet om hinanden som om de var et par , et kæreste par og de var dybt forelsket , tydeligt at se

Zann så på billedet "savner du nogensinde Ahngel som din kæreste" spurte han roligt og så på hende med et smil "jeg spørg fordi jeg ville vide det" sagde han og så på billedet igen han agede hende på ryggen "hvorfor var det nu i slog op" spurte han osse for at fortsætte samtalen med hende

Hun tog billedet op og grinede "det lang tid siden" hun vendt den om og så på årstal på bag siden og kiggede på den så igen "Måske ved ikke" hun så på ham og smilede "det okay du spørger , du en ven" sagde hun og tænkte sig om "der mange grunden til jeg slog op" sagde hun og så på den "Vi vidste godt det ikke vil holde, da han skulle blive en mægtigt vampyr" sagde hun og lagde det foran dem "har flere af dem" sagde hun "men elsker ham ikke mere på den måde, plus han er ikke den samme mere" sagde hun og hun fik tyllet den frem, så der stod en kasse foran dem, der stod noget på fransk på den, der stod mon année à l'école, hun åbnede den, der var mange billeder i og brev, "hmm" sagde hun og fandt et af hende på 12 og mikala "ser" sagde hun og smilede