Utroligt, hvad en sø kan gøre. Jah... Tænk lige lidt over det! [Monieco]

Sted: La Marecage - Søen. Den fine side.
Tid: lidt hen af aften, men solen er stadig at se i højesonten.
Påklædning: et par gummistøvler, en blå regnjakke, en hue og halstørklæde hjemmestrækket fra bedste.
Og et par jeans på benene.
Omgivelser: Masser af træer, vand og dyr.

Sookie stod i vandkanten, og så ned i det klare vand. *Utrolig flot* tænkte hun, det var ikke blevet til mange gange, hun havde været her på det seneste. Det havde hun lidt dårlig samvittighed over, hun elskede jo dette sted som. Ja, som sin familie...
"Synd de ikke er her." Hviskede hun, til sig selv. Hun gik lidt længere ud, hvad var
meningen ellers med et par gummistøvler? Ikke at skulle gå ud i vandet, være uh... Så forsigtig, næh... Aldrig! Hendes hår var ikke sat op, som det plejede. Måske fordi det ville se sjovt ud, nu da hun havde hue på. Eller så også fordi det ville tage lang tid, at sætte det op. Hun vidste det ikke selv, der var
meget hun ikke vidste om sig selv. *Synd og skam...* tænkte hun, alle de ting hun ikke vidste hun kunne. Og omvendt, de ting hun troede hun kunne, men når det så kom til stykket, så kunne hun ikke. Der var et andet væsen der luskede rundt, men Sookie opdagede ingenting, mest fordi musikem skrålede på fulde drøn i hendes øre. Og så også fordi hun tænkte, tænkte op sin familie, gammle venner og nye venner. Deres forskelle, de var jo nærmest midsætninge. *Modsætninger mødes.* tænkte hun, hvor var det nu hun havde fået det fra?..

Monieco kom roligt gående mellem nogle træer, han vidste hvor han var på vej hen, til søen.
Søen betød ikke så meget for ham, men han var alligevel begyndt at gå mere og mere derhen, vis ikke han gik til klippen hvor han kunne kigge ud over landskabet eller havet.
han havde nogle lette, hvide bukser på, en hvid trøje og hans unaturligt lange hår var set i en hestehale.
Hans pandehår hang løst ned om siderne på hans hoved.
Ellers havde han bare tæer.
Han så op mod himlen, aften var på vej, men man kunne stadig ane solen.
Pludselig fornemmede han noget andet, noget... Det virkede meget mennesket.
Da han var kommet helt hen til søen kunne han se hende, i gummistøvler på vej ud i søen.
Han lænede sig op af en træ og så på hende.

Hun gik stille ud i søen, et skridt af gangen... Hun lændede sig ned, så hun anede vandet med sine fingerspisser. Hun fik het lyst til at bade, men det ville ikke være det mest praktiske, kom hun i tanke om. Hun mærkede at der var noget der så på hende, noget anderledes end hun kendte. Hun vendte sig hurtigt om, så vadet stod om ørene på hende.
En mad stod lænnet op af et træ, et par meter derfra. Han havde langt flot hår, som hun syntes var uvirkelig langt. Hun stod i lang tid sådan, og så på ham. Ude Af stand til at kunne røre sig, med store blå øjne. Hun fik endelig fremstammet, noget der lignede:
"Øh... He.. Hej." Og smilede et sødt smil, der lyste i solnedgangen. Han var opslugt Af solnedgangens røde lys, hun troede uke at man kunne se så flot og tryk ud.

Monieco så lidt på hende, hun var overrasket.
"Hej" svarede han og drejede hoved lidt da solen ramte ham lige ind fra siden af.
"Her er smukt på denne tid" sagde han
"Men det er måske ikke hele grunden til du er her? Ikke fordi jeg har noget imod det, der er jo ingen der ejer søen" han trak lidt på skuldrene og lod sine mørke øjne falde på hende.
Der var en lille kant af noget andet, noget ikke menneskeligt, men hvad det end var så var der mere menneske ind noget andet.

Hun smilede forlegent til ham, selvfølgelig var hun her for en anden grun.
"Jah... Her er meget smukt," Hun så sig rundt, her var utrolig smukt. Hun smilede et støre smil, og gik lidt ind. Hun tog sig til hovedet der var begyndt at dunke, okay... Kunne hun nu også få hovedpine?
"Jeg er her blandt andet, fordi jeg elsker naturen og dens dyr... Og så er jeg her også på grund af noget andet, jeg... Har ikke rigtig har andre steder at tage hen." Hun så ned på sine føder, der var dækket af vand og gummi. Hun så op på ham, med et skær nysgerrighed at ane, i hendes skindene øjne.
"Må jeg spørge, hvorfor de så er her?" Spurgt hun høfligt.

Han smilte lidt
"Fordi her er smukt" svarede han
"Jeg elsker at se på smukke ting og naturen er i sig selv smuk... Derfor er jeg sjældent i byerne, men render rundt her ude i naturen" sagde han og lod blikket glide over landskabet.

//krea svigt//

Hun gik lidt længere ind, men stod stadig i vandkanten. Han havde utrolig langt hår, som hun havde nævnt en gang. Men hun kunne ikke lade være med at tænke på det, typisk Sookie. Hun drejede lidt rundt, med armene strakt ud til siden. Hun så dette landskab, han så på. Hun smilede og så på ham.
"Jeg sætter pris på at der en mere, der kan lide dette landskab." hun så ned af sig selv, hvorfor var alle her klædt sådan fint på? Hun følte sig, en der i hvert fald ikke gik op i hvad hun havde på. Men det var vel også sandt, det havde hun aldrig interasserret i. Hun følgede vandkanten, indtil deres øjne mødtes.

Han så lidt i hendes øjne, øjne havde altid været hans svaghed.
Han kiggede snart væk igen og ud på landskabet.
Han havde ikke særlig fint tøj på, mere hans hverdags tøj.
Og det passede ham fint når folk bare tog det på de nu havde, hvem sagde alle skulle ligne hinanden og gå i nyeste mode?
"Der er sikkert også flere" smilte han og så på hende igen.
"Men hver er du så?" han lagde hoved lidt på skrå så hans hår bølgede blidt.

Hun smilede blidt, hvad skulle hun svare? Hun tog hænderne om bag på ryggen, og sank en gang.
"Jo.. Jeg er Sookie." Hun smilede, over hendes sætning. "Jeg er 17 år, hverken mere eller mindre.
Jeg... Er lige flyttet hertil, da jeg fant ud af, at der er en del af mig der er vampyr." Hun sukkede engang, og hviskede:
"For ikke at skade min familie." En tåre klemte sig på, men hun tog den i sig. Det var nu hun skulle være stærk!
Hun løftede hendes ene øjnbryn, og trak på skuldrene.
"Hvad med dig?" Hun smilede lidt, men ikke så stort som før.

Han nikkede og så lidt på hende.
Han vidste ikke hvad han skulle synes om vampyrer, en havde næsten bragt ham døden og en anden kærlighed...hun var dog forsvundet ligesom alle andre han elskede.
"Monieco, har boet her længe, i skoven, er dæmon" svarede han og så på hende, ventede på hendes reaktion.

Hun bed sig i læben, og løftede øjnbrynene. Hendes smil var både facineret, og sødt.
"Virkelig? Så.. Du er dæmon." Hun havde faktisk ikke set en dæmon, sådan hvor hun vidste det. Så det var en ære at snakke med en, og hun som var vampyr. Det indtryk hun havde fået, var at der ikke var mange, der kunne lide dem. Så hun tøvede altid med at sige hvad hun var, men løg aldrig, selvom det godt kunne være smart nogle gange. Hun så på et sted, lige over hans hoved. Da hun havde lagt mærke til, at han ikke ville se hende i øjnene.
"Så.. Det er blandt andet derfor du elsker denne.. Natur?" Når man boede i skoven, så burde man elske den.

"Fordi jeg er dæmon" han rystede smilende på hoved.
"Nej, jeg hader bare larmen inde i byen, den måde mennesker ødelægger deres eget liv" han trak på skuldrene
"natur var her før og er her også nu, den er jo den vi virkelig er skabt til at bo i, sammen med, hvorfor arbejde imod det?" sagde han
Det var også nogle andre grunde, men de ville gå mere ind i hans fortid og det gad han ikke lige nu.

hun smilede, det lød meget rigtigt. Hun rettede lidt på sit halstørklæde, og rømmede sig. Hun så hen over vandet, dens overflade. Her var virkelig smukt, man kunne ikke sige det for mange gange.
"Øh... Altså som du ved, er jeg lidt ny." Hun rødmede lidt, faktisk uden grund. "Det ville være mig en ære, vis... Du vil fortælle lidt om dit, væsen?" Hun smilede kært, og bed sig i underlæben.

"Hvad er der at sige? Vi er lige så forskellige som alle andre, men de fleste vil nok opføre lettere ondt" sagde han
"Der findes forskellige slags, ilddæmoner, jorddæmoner, luftdæmoner eller hvad der nu er" sagde han
"Selv tilhøre jeg nok nærmest jorddæmoner"

Hun kiggede på ham, lidt vidrende. Men ikke et ondt blik, mere facineret.
"Så.. Dit specielt er jord?" Hun så op på himlen, *gad godt vide, hvor meget man kan bruge jord til?!* Planeten er jo dækket af jord og vand, så.. Det må være rat kraftigt, vis man altså ved hvordan man gør.
"Det må være dejligt, at have noget man er ekstra god til." Sagde hun, mere til sig selv end ham.

//Blev ret så kort, i now!//

"ikke direkte..." sagde han
"Har ikke helt styr på alt det der" han trak på skuldrene, faktisk gad han ikke rigtigt snakke om det, faktisk ikke om ham selv overhoved.

Hun forstod ud fra hans korte svar, at han ikke gad tale om det. Så hun lukkede munden, og lærte sig tilfreds med det hun havde fået vide. Hun gik lidt rundt, ude i vandkanten. Men så gik hun op fra vandet, og gik lidt hen mod ham. Men hun syntes at det ville blive andstrængende i længten, at stå der, op af et træ.
Så hun smilede til ham, og kravlede op i et træ. Men satte sig i en af de nederste grene, så de stadig kunne se hindanden. Søen var virkelig smuk, der oppe fra.
"Kan du klatre?" Spurgte hun, med nervøsitet i stemmen.

Han så op på hende
"Sagtens" smilte han, han rettede sig op fra træet, så lidt op af træet hun sad ved og løb så hen og svag sig op i træet.
Lidt efter sad han behageligt på en gren lige over hende, mens hans lande, hvide hår hang ned omkring ham.
Han så smilende ned på hende.

Hun smilede tilbage, og gjorde store øjne, for sjov.
"Waow.. Det må jeg nok sige, Klatre du da meget i træer?" Hun smilede op til ham, hendes blå gummistøvler svange frem og tilbage. Hun kom i tanke om, deres store æbletræ. Hjemme ved hendes mor og far, hende og hendes storebror. De havde engang vædet om, hvem der kunne komme længst op. Og selvfølgelig blev det hende, men hun kunne ikke komme ned igen. Og hendes storebror bar bare gået, men han var kommet tilbage. Efter et par timer, et par MEGET lange timer! Hun rystede på hovedet, *Dumme storebror!* tænkte hun, med et smil.

"nææ, det kommer med tiden" sagde han
"Når man har levet så længe som jeg har, er det umuligt ikke at blive god til sådanne ting" han smilte lidt igen

Hun så op på ham, og smilede kærligt.
"Mine små 17 år, har vist blevet brugt fornuftigt," Hun tænkte på de stakkels træer, der blev klatret i hver dag. Til sidst, kom bladene ikke frem om foråret.
Hun grinede let, og så ned. De sad egentlig ret så højt oppe, men hun kunne nemt komme højre op.

Han grinte lidt igen
"Det er jo også bare med at bruge sin tid på noget fornuftigt" svarede han og pillede nogle blade af som irriterede ham lidt, indten ved at kilde eller fordi de ødelagde noget af hans udsyn, så han ikke kunne se så meget omkring dem.

Hun smilede for sig selv, og bed sig i læben. *Det må jeg altså til at holde op med!* Tænkte hun, da hun mærkede at hendes læbe begyndte at bløde.
Hun svang stadig med sine gummistøvler, som et glad barn. Et totalt ubrugligt spørgsmål røg ud af hendes læber,
"Er det ikke træls at have så langt hår?" For at rede den lidt fortsatte hun: "Altså... Du ved... Noglegange?" Hun smilede lidt, det var jo ikke fordi hun kedede sig eller noget. Hun haddede bare stilhed, altså kun noglegange. Som for eksempel, når hun var dødtræt. Og har arbejdet i biografen en hel dag, så kunne hun godt klare et par timers stilhed.

Han s¨å lidt på hende
"måske en gang i mellem, men for det meste er jeg glad for det" smilte han