Tid til at tænke - Tanja privat

Cricker stod oppe på en a klitterne, han kiggede ud over havet, det så ud som om at han tænkte meget grundigt over et eller andet. Der var også sket noget mærkeligt, men det var en længere historie. Han stod med noget i hånden, det var et stykke papir hvor der stod noget skrevet på som havde fået Cricker til at tænke på sin fortid, det havde bragt ham en masse sorg. Han smed papiret fra sig i vrede og det blev hurtigt taget af vinden. Han kiggede lige kort efter det, men kiggede hurtigt ud over havet igen. Han plejede som regel at tale med sig selv når han stod alene, men den her gang var han stille... Alt for stille. Og for første gang i rigtig mange år var han ikke klar på at der skulle ske noget. Han havde ikke hånden klar på sit katana, og han var ikke klar til at bruge noget magi hvis han bliver angrebet. Han kiggede bare tomt ud over havet. Der fløj så mange tanker rundt i hans hoved. "Det kan da ikke passe" Sagde han pludselig til sig selv. Han kiggede ned på de mennesker der gik på stranden. Ingen bekymringer, ingen frygt udtil. Det var noget andet med ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Vinden blæste i Tanja's hår imens hun stod i vankanten med baretær. Hun nød stilheden der kom når hun bare stod for sig selv med vandet omkring sig. Det gav hende tid til at tænke.
Hun lukkede øjne og tænkte på den dag hun fandt ud af at hun var en vanddæmon. Hun havde gået i 7. klasse og et par drenge havdet mobbet hende og hældt en flaske vand over hende. På ren refleks havde hun holdt hænderne frem for at stoppe vandet, og vandet var blevet til en kulde. Ingen fra den skole havde nogen sinde snakket med hende siden den dag. Hun havde følt sig alene, men med al den opmærksomhed som hun havde fået på den nye skole, så ville hun gøre alt for at blive behandlet ligesom på den gamle skole.
Tanja så op på en klitterne og fik øje på en dreng, eller rettere sagt en mand. Hun kiggede undrende på ham og så på skikkelsens bedrøvende udtryk, som om han tænkte. Tanja begyndte at gå op imod ham.

Cricker strakte sig, hans grønne vinger foldede sig ud og han kiggede på dem, som om at han ikke havde kontrol over dem, det kunne høres på afstand "For pokker, ikke igen" Han rystede lidt på hovedet, og kiggede derefter ud over havet igen, hans udtryk var stadig bedrøvet, han så godt at der var en på vej op imod ham, men han troede bare at det var en der var på vej hen til nogle andre, han satte sig ned med benene over kryds og kiggede igen omkring sig. 100 år i en skov og han har først lige fundet stranden, 100 år helt for sig selv. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. Din far er stadig i live havde der stået på det stykke papir han havde for lidt siden. Men det kunne jo ikke passe, hans far blev slået ihjel for 90 år siden. Det var ikke til at tro, hvorfor havde han ikke kontaktet Cricker noget før? Var det måske en fælde... Det var sådan nogle tanker der fløj rundt i hans hoved lige nu.

Tanja så på hans vinger. *Dæmon? eller engel?* hun gik hen og stod lidt bag ham og rømmede sig. "Øh undskyld mig? heej... jeg så dig nede fra stranden af og tænkte at du lignede en der ville tale ud om nogle ting?" hun så spørgene på ham med hjælpsomme øjne. Hun gik lidt tættere på og rakte ham hånden. "Mit navn er Tanja." sagde hun så og så på hans vinger. "øøøhmm... dæmon?" spurgte hun så med et skævt smil

Cricker havde fået et chok da hun begyndte at tale. "Hvad id.. Woaaah" Han trillede ned af klitten, det så ret komisk ud, han var dog hurtigt oppe igen og fløj op på klitten og rystede sandet af sig, hvorefter han kiggede på pigen og grinede lidt "Avsen" Var det eneste han sagde og kiggede på hendes hånd, hmm hun var ikke menneske kunne han mærke, men hvad hun helt præcist var det vidste han ikke. "Ja.. Det.. Det er en længere historie" Sagde han og rakte hans hånd ud for at trykke hendes "Cricker Ancalimë og ja, jeg er en jord dæmon" Han var stadig lidt fortumlet efter trille turen ned af klitten.

Tanja klukkede af hans lille stunt. "Gjorde det ondt?" sagde hun med et smil. Hun trak hånden til sig og bed sig i læben. "Vand dæmonen her" sagde hun og pegede på sig selv med hendes ene tommelfinger. Hun sukkede kort og så på ham. Han så højere ud end hun havde forventet. "Jeg kan godt lide historier. Fortæl mig det bare... jeg er god til at forstå." sagde hun og smilte til ham.

Cricker hældte lidt sand ud af øret og kiggede på hende "Vand dæmon? Der kan man bare se, jeg har aldrig mødt en før" Sagde han og smilede til hende "Hmm, tjo hvorfor ikke." Han satte sig ned igen med benene over kors og kiggede op på hende og derefter ud over havet igen. "For omkring 90 år siden blev mine forældre slået ihjel af en korrupt ild dæmon. Jeg så det selv med mine egne øjne, jeg var ikke særlig gammel så jeg flygtede med det samme fordi at jeg var bange for at skulle dø selv. Jeg er vokset op alene i den tro om at jeg ikke har noget familie tilbage overhovedet. Men jeg har lige modtaget et stykke papir hvor der stod at min far stadig er i live, jeg kan bare ikke tro det, jeg så ham blive slået ihjel, han kunne da ikke have overlevet" Han sukkede dybt og tog en lille pause før han fortsatte. "Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, jeg vil da godt se om han stadig lever, men jeg ved ikke om det kan være en fælde"

Tanja satte sig ned ved siden af ham. "Tjaa... Nu er min tætteste jeg kommer på familie er min faster. Mor døde ved fødslen. Min far stak af inden. Ingen søskende... Så... Jeg aner ikke om min far lever eller ej. Men jeg kan godt se at din historie er mere trist. Men... Du har ret, det kunne godt være det var en fælde... Og måske ikk. Det må være svært for dig." sagde hun og lagde en trøstende hånd på hans skulder, og fjernede den hurtigt igen.



//Havde lige kreasvigt... derfor tog det noget tid.//

Cricker kiggede på hende og smilede, det var nu rart at der var en der ville høre på hvad han havde at fortælle. "Tak fordi at du gider lytte" Sagde han til hende og kiggede derefter ud over vandet igen "Der stod ikke om vi skulle mødes nogen steder, så jeg får nok en mere besked en dag, så må vi se hvad der sker" Sagde han stille, han var blevet lidt gladere efter at hun havde hørt på ham, og det kunne også godt ses på ham. "Hvad laver du ellers her på stranden?" Sagde han for at skifte emne, der var ingen grund til at tale om triste ting hvis det kunne undgås. Han smilede for sig selv og kiggede derefter på hende endnu engang, hun var nu en pæn dæmon synes han, men han ville ikke sige det højt. Han ventede bare på et svar

// DEt går nok :P jeg skal alligevel smutte ^^//