Let the dance begin! Or end? //Privat - Tanja//

Lyden af smadret glas lød igennem hele den fyldte sal. Musikken var som slukket i alles ører og det blik man sendte dansepartneren, var nu skiftet ud med et hurtigt og dog fængslende blik af det stadigt splintrede glas, der lå tættest ved bord nummer ottes kunder. Den eneste der sad der, en ung mand med et meget koldt blik, hverken rykkede sig eller sagde noget til den pinlige tavshed. De gule øjne nærmest listede sig rundt blandt folk, inden det igen lod dem være alene og bare stirrede tavst imod døren. De maskuline hænder formede sig stadig som om glasset var i deres greb, men der var intet andet end tom luft, der erstattede det. De stadigt stillestående og forvirrede gæster så på hinanden, trak på skuldrene og igen hamrede musikken i deres før så lukkede øregange. Dansende imod hver af deres varme kroppe. De mange hænder, der enten svævede i luften, eller landede på en af de mange pigers baller. Trinene der lød i mange takter og toner, var hurtige og tunge. Hele stedet nærmest rystede af de mange bevægelser på så mange måder, at det var ubeskriveligt. Alt dette skete for næsen af ham, den mand, der sad som en sten, på ubehagelige sæde. Det lille bøjede stykke papir, der stod så fliffigt ved bordets kant, beskrev tydeligt hans navn. Det var skrevet med svungne og gullige bogstaver, det der stod var: "Hr. Zales? Er det ikke lidt for.. Mørkt? Altså.. Til at have solbriller på?" Det var den mere eller mindre nervøse tjener. Den samme klodrian der havde skaffet sin kunde iste istedet for en øl. Hvordan chefen for diskoteket havde fundet sådan et kvaj, var et større mysterium for Zales. Den ene hånd gled fra sit greb og fandt vej til solbrillernes kant, for at tage dem af og afslører det antipatiske blik fra de gyldnere øjne. Undersøgende. De udsendte en svag og dog stadig strålende aura, der sagde forsvind og sammentidigt spurgte hvad i alverden laver en lille knøs som dig her? "Me.. men hr. Zales.." Det var som om drengen havde forstået det usympatiske og da kuldegysende blik, da han skyndte sig væk efter at alt glasskår var samlet op. Han sukkede. Hvorfor lige det navn? På papiret stod hele navnet, hele det der betegnede ham! Hele hans væsen, der dunrede let i hans stadigt varme krop. De fyldige læber pressedes imod hinanden og øjenbrynene søgte hinandens nærkontakt i midten. Hvad lavede han her? Hvorfor forvildede de lange ben sig imod dette lamme diskoteks bord? Han så op. Bemærkede igen den høje larm, men mest af alt, dette væsen der nu trådte ind. Den yndige hånd, der kun kunne tilhører en smuk kvindes, der åbnede døren til festen. De trin, der nu optagede hele hans interesse. Hvad og hvem kom ind? og ville denne person optage hans interesse endnu mere? Hvad sikkert var, denne var ihvertfald ikke menneskelig.

Vinden legede hen af gaderne i den næsten tomme gade. Små lyde fra stiletter mod asfalten, lød da en kvinde med halvlangt hår, grå øjne, lange ben og et yndigt ansigt kom gående hen af de mere eller mindre øde gader. Vinden legede med hendes brune hår, som hun desperat havde prøvet at holde helt glat, imens hun gik. Hun gik langsomt men sikkert igennem gaden. Hun fik øje på et ældre par der kom gående hånd i hånd. Hun smilte til dem og gik videre. Hun vidste ikke hvor hun ville gå hen. Vidste ikke, hvor hendes ben førte hende hen i dag. Eller rettere sagt, i aften. Hendes grå øjne søgte rundt efter muligvis selvskab. Da hun intet fandt sukkede hun højlydt og dybt. Hvis der havde været andre til stede ville de sikkert have kigget nysgerrigt på hende. Om hun så havde sukket eller ej, det gjorde de bare altid. Hun havde aldrig rigtig fred for de blikke der blev sendt efter hendes blege hud, de grå øjne og det mørke brune hår. Ingen blikke i aften. Det føltes mærkeligt for kvinden ikke at mærke blikkene i ryggen. Hun drejede en gang rundt for at se sig tilbage. Hun sukkede opgivende igen. Aldrig selvskab når man behøver det, altid når man vil være alene. Typisk.
Kvinden gik videre hen imod det ukendte mål og mærkede en vibration fra den ene lomme i sine jeans. Hun trak mobilen op og læste den indkommende besked som hun havde modtaget. 'Heej Tanja. Savner dine timer. Knus TJ'. Tanja sukkede igen, denne gang med et skævt smil på læben. TJ var en af hendes gamle 'elever' som hun havde undervist privat i kampsport. Nu var Tanja flyttet til Terre og havde hverken mange venner eller et job.
Efter at have gået i noget tid opdagede hun hvor hun var på vej hen. Diskoteket. Nu gik hun mere målbevidst derhen ad.
Da hun kom tættere på hørte hun musikken før hun drejede om hjørnet og ned af gaden hvor diskoteket lå. Hun smilte stille for sig selv og gik hen til døren. Hun skubbede den op med sin blege hånd og trådte ind. Der var gang i den. Hendes øjne søgte rundt i lokalet efter noget værdigt selvskab. Hendes øjne hvilede på en mand, ikke meget ældre end hende selv. Og hun kunne med det samme se han ikke var et menneske. Hun begyndte at gå hen imod ham, uden om alle de dansende mennesker og væsner der dansede mere eller mindre i takt til musikken.
Tanja nåede hen til hans bord og kiggede på ham med et venligt skævt smil. "Heej, Må jeg sidde der?" spurgte hun og pegede på pladsen overfor ham som var tom.