Find A New Place To Be .:Joshua:.

Det var lige før at han faldt sammen over at hun havde slået ham direkte i hovedet, som han ikke havde regnet med.. "Fint.. men så skal du ikke komme rendene tilbage til mig!" mumlede han, mens at han lagde sin ene hånd op mod sit ansigt og lod sine vinger atter springe ud, hvor de hjalp lige med at skubbe hende væk fra ham, med et kraftigt vinge slag, "Im from hell, so i cant get back there!!" råbte han vredt og slog med et hårdt vingeslag, så han lettede fra jorden og fløj direkte op ad og ødelagde loftet hele vejn ind til at han kom ud fra stedet, den galeanstalt, hvis han kunne ville han græde, men han var for hård og kold inden i og alligevel også død for til at kunne græde. Han ville ikke se hende igen, aldrig, især ikke efter det hun havde gjort imod ham. Han var blevet dybt såret over det som var sket, han havde regnet med at det ville gå efter alt det som han havde sagt. Men han tog fejl... "Held og lykke med at finde den rette" mumlede han, mens at han fløj væk fra stedet og hen i mod retningen af hvor han boede, og han lod være med at kigge sig tilbage.

Audrey lod sig rame af hans hårde vingeslag. Hun ramte med et hårdt slam ind i væggen der var tættest på men blev bare siddende eller liggende som hun endte med. Hun græd ikke mere men lyttede blot til hvordan at han fløj væk fra hende. Hun havde gjort noget forkert i sin uvidenhed og havde nu slukket den sidste lille flammer der måske havde være mellem dem. Hun var virkelig ikke god til dette. Hun lyttede til hvordan at der blev helt stille og der intet lys der inde på denne galeanstalt mere efter at han var fløjet sin vej. Skulle hun flyve efter ham? Det kunne hun jo nok ikke.. Hun havde været så dum at skade sig selv og efter at han havde skubbet hende ind i væggen var hendes ryg også blevet godt og grundigt skadet. Hun kunne ikke rigtig bevæge sig. Og hvis hun gjorde var der blot en masse smerte tilbage. Hun var gået kold igen. Gået helt ind i sig selv lige som da hun var menneske. Hun ville nok aldrig kunne finde den sande kærlighed igen. Hun havde begået sit livs største fejltagelse og hun følte sig pludselig helt tom inden i. Som om at Joshua havde taget alle hendes følelser. Små som store med sig da han skred. Hun forstod ham nu godt. Han ville nok komme over hende og hun ville måske også komme over ham. Med tiden. Efter laaang tid. Men det ville måske komme. Hendes øjne var lukkede og efter noget tid faldt hun langsomt i en blanding af søvn og besvimmelse. Blot for at komme af med den smerte hun følte. Både fysisk og mentalt. Hun ville bare væk lige nu. Nu var det vist hende der var en idiot. Hun var en virkelig stor narrøv der ikke kunne finde ud af noget.

//Out?..//

//Out også//

//Nedern det skulle ende sådan men sådan er livet vel bare.. ^^'''//

//tja, det var lidt dig selv som bestemte det.. hun kunne bare lade være med at slå ham.. men tror nu heller ikke at de passer sammen som sådan//

//Ja du har sikkert ret.. =___= MEn anede særiøst ikke havd jeg skulle gøre....... Sowie//

//der er ikke så meget at snakke om det, sket er sket//