Hvorfor skal det gå i vasken?

Vejr:Aften, mørke
Sted:Téâtre
Omgivelser:Ingen, rummet ligger tomt
Dato:Irl
Tid:23.00


Rosie sad stille på scenekanten og sukkede lydløst.. Det lange røde hår, hang løst ned ved hendes skuldre.
*hvordan kunne jeg være så skide klodset* hun retttede blikket mod vinduet, og kiggede op mod månen.
Alt kunne være lighemeget nu. Det var hendes skyld, hendes knuste drømme.
Hun førte langsomt den ene hånd op til det blodrøde hår, og lagde det på rykken.
Tankerne kørte rundt i hendes hoved, de var umulige at stoppe, umulighe at sinke. Tankerne og drømmene var for kraftige, de var overalt, hele tiden!

Tiden var omkring elleve om aftenen, og Angelie var igang med at forberede sig på det normale skift, som skete for spøgelser.. Lige nu var hun dog i menneskeform.. Hun lignede og gik som et menneske selvom hun var død, og det var endda muligt at røre hende hvis hun ville tillade det. Hun bruge ofte sine nætter på teatret, som havde været det sidste sted hun havde været i live.. Det sted hun var blevet skudt, og alligevel blev hun ved med at vende tilbage.. Det gav en form for tryghed i hendes sind, selvom man ville mene at dette ikke var muligt for en af hendes slags.
Nu stod hun i døren, som førte ind i selve salen med den store scene, mens de bare fødder føltes lette mod jorden.
Det rødbrune hår hang løst ned af hendes ryg, og de blå øjne skimtede mistænksomt områder, for at få øje på en mulig fjende, som kunne gemme sig i salen. Jo Angelie havde fjender nok, og sjovt nok skaffede hun hele tiden flere hen af vejen. Det var ikke så lige til at blive en af dem, som hun rent faktisk satte pris på, selvom væsner ofte havde forsøgt.
Hendes blik ramte nu en skikkelse på scenen. En pige med rødt hår.. Rødt! Hvorfor skulle piger altid have rødt hår? Det mindede Angelie alt for meget om Faith.. Den kvinde som havde taget hendes liv fra Angelie, og som bagefter havde hævnet sig ved at gøre det samme. Nu stod Angelie dog bare og kiggede koldt hen mod skikkelsen, mens hun lod armene glide over kors.

Rosie hørte en lyd og kiggede forskrækket op!
Pigen, gav hende kuldegysninger! Hun virkede så ond, at alt frsyte til is, så ond at alt det gode blev opløst! Rosie gemte sig hurtigt under scenen, da hun var dum nok til at tro, at pigen intet havde set. Rosie's hænmder rystede, hun var bange.
Uden nogen viden om hvem der lige var kommet, kunne rosie godt finde på at løbe skrigende ud af salen!
men det turde hun dog ikke engang!
Hun forsøgte at rejse sig op, men det var umuligt ! hun kunne ikke.
hun rystede nu i hele kroppen, ikke kun hænderne.
*hvad fanden gør jeg!*

Langsomt gled Angelies øjenbryn længere i vejret, da hun så hvordan denne pige reagerede på hendes tilstedeværelse.. Så tøsen flygtede ind under scenen, i håb om at hun var usynlig? Ligesom små børn gjorde, når de ikke ville findes af deres forældre og søgte tryghed et andet sted.
En lavmælt og kold skingrende latter gled automatisk over hendes læber ved synet, som morede hende ufattelig meget. Nu satte hun sig i bevægelse op mod scenen, for at finde ud af hvad dette var for en kvinde.. Men mere.. For at finde ud af hvordan det var lykkedes at skræmme en dæmon fra vid og sans, bare ved at være til stede.
"Hvor mon hun er?" sagde hun hviskende i et letter legesygt tonefald, men stadig med en stemme, der mindede om en person, der manglede en skrue på øverste etage.. Den mistede man vel med tiden, ligesom Angelie havde mistet sin? Hun måtte have tabt den en dag hvor hun ikke lige havde ventet det. "Mon hun er.. her?" sagde hun langsomt igen, inden hun stoppede op foran scenen, og kiggede let rundt. "Eller.." Hun smilede koldt, og satte sig på hug, så hun kunne kigge ind under scenen. "..her!" svarede hun så sig selv, mens hun klemte øjenen en anelse sammen og kiggede intenst på pigen.

hun rejste sig..
"rør mig ik" sagde hun bestemt og trådte hurgtigt fem skridt væk fra hende
Rosie vidste hvad hun tænkte, hun vidste hvad alle tænkte!
-faktisk rimelig irriterende, d det aldrig var npget godt!
Hun tog sig selv til hovedet.. hun gad ikke høre de ting mere!
Hun rev sig skrigende i håret! stemmerne gjorde hende skør!!

Angelie fik langsomt frembragt et køligt og velafbalanceret smil på læberne, da hun så hvordan pigen flygtede bagud for at komme væk fra hende. Hun stod selv stille uden så meget som at sige noget.. Personen kunne under ingen omstændigheder bestemme om hun havde tænkt sig at røre ved hende eller ej.
Roligt satte hun sine fødder i bevægelse, og nærmede sig igen pigebarnet, mens hendes blik var fæstnet til hendes. Hun var ligeglad om hun kunne læse Angelies tanker, eftersom der var tomt.. Hun tænkte ikke lige nu, men handlede istedet. "Og hvad vil du så gøre ved det" svarede hun hvislende i samme tonefald, mens hun løftede en hånd, og sarkastisk placerede en pegefinger i panden på pigen, som hun lod hvile der uden at fjerne den igen.
Angelie kunne sagtens røre hende, men hun vidste dog ikke hvad denne dæmon var i stand til, udover lige at være bange for hende selvfølgelig.

hun knurrede!
"forsvind" sagde hun højt
hun stoppede op lige foran hende. *ik nervøs, du kan godt det her*
med spredte ben, lukkede øjne, og fast knyttede hænder.
hun rykkede sig ikke nu! hun intet sagde, intet gjorde, bare stod.

Angelie ignorerede med lethed hendes råb, eller høje udbrud, og stod bare med sin pegefinger mod hendes pande, mens hun kiggede ind i pigens øjne, med sine egne dybe blå, mens hun lod hovedet vippe en anelse på skrå. Pegefingeren flyttede sig langsomt for panden, og gled ned langs pigens ansigt, indtil fingrene til sidst fik fat i en lok af det røde hår, som hun legede let med mellem fingrene.
"Er der ikke lidt sent for dig at være på dette sted nu" sagde hun langsomt med en spørgende undertone, mens stemmen hvislede svagt som altid. Hun havde ikke tænkt sig at gøre pigen noget.. I hvert fald ikke lige nu, og hendes blik flyttede sig fra pigens og hen mod håret som hun stadig holdte. "Hvem er du? og hvad laver du her`?" Spørgsmålene kom med en kommanderende klang, som viste at hun hellere måtte svare, og lade de skarpe kommentarer blive inde i munden på hende selv.

uden nogen overhoved trang til at svare på spørgsmålene, fremstillede hun et lille smil.
hun havde før mødt folk som hende.. folk som troede, at de var meget mere end alle andre.
hun havde ikke specifikt noget imod det, men dog irriterede det hende en smule, da det mindede hende om dårlig opdragelse!
"hvorfor skulle jeg svare? jeg ser ingen grund.." indrømmede hun en smule vredt..
det var en provokerende hånd der dinglede i hendes hår.. hendes hår !

Hun lyttede til pigebarnets ord, mens hendes ansigt let gled en anelse på skrå, og fingrene legede kort med det røde hår. Hun hørte ordene, men valgte ikke at reagere på dem i første omgang. Istedet slap hun kort hårtotten, inden hun vendte det kolde og tomme blik mod pigens, så de igen fik øjenkontakt. Hendes hånd faldt dog ikke tilbage i den sædvanlige stilling, men istedet, søgte den mod pigens hage, hvor den tog et fast greb, som skulle forhindre hende i at kigge væk igen. "Fordi jeg ganske enkelt vil vide det" svarede hun i det samme kolde og hvislende tonefald, mens det ene øjenbryn langsomt hævede sig i vejret i en tålmodig venten. Hun skulle nok komme til at snakke før eller senere, ligemeget hvor meget dæmon hun nu var.
Angelie kunne let mærke modviljen i pigebarnets stemmeføring.. Som om hun ikke ønskede at stå her i den situation, men det skulle hun vel have tænkt på før hun valgte at indtræde et teater, som Angelie ofte hjemsøgte.

Hendes blik flakkede væk, de mistede nu øjenkontakten.. det var det sidste hun vile..øjenkontakt! "det rager ikke dig" sagde hun bestemt, og stampede lidt med foden.. Hun lagde forsigtigt hånden i håret, hun følte sig nu tryg! trygheden gik direkte ned i hendes mave, og nu rettede hun blikket tilbage, med pigens øjne. rosie kiggede på hendes ansigt, bare ikke i øjnene! tankerne susede stadig rundt.. hendes løstsiddende hættetrøje var begyndt at irritere.. det gjorde hende mere ukoncentreret og irritabel!