Just another meeting - 2 [Mizra]

Sted: Terre - Blase Lejlighed
Tid: 19:22
Omgivelser: Ingen
Vejr: Mørkt, stjerneklart, gadelygterne slukket.

Et lille smil listede sig frem på hans læbe over det hun sagde med at de burde tage et andet sted han og så nu ikke grunden til det men havde intet imod det, alligevel ville han ikke lade hende gå selv så han lod hende bare blive siddende der hvor hun sad på hans hofter og nussede blidt hendes lår, imens han lod sine læber kærtegne hendes hud i ansigtet og gik uden besvær hen imod byen igen, og videre hen til hans lejlighed. Hans følelser var så sige på højtryks arbejdelse, alle mulige forskellige elektriske forbindelser gled igennem ham, sendte stød i ham som om han var blevet ramt af lynet, og hans forskellige metaller og elektroner som gled igennem ham. Han tog en dyb indånding og lige nu havde han det som om han var den der var den syge og havde astma og hvad man nu end kunne få, et stille grin gled hen over hans læber, og lænede igen Mizra op af noget, dette ville så sige muren ved opgangen og kyssede hende længe varrigt på munden, og lod en hånd glide op i hendes hår hvor hans anden hånd stadig holdte godt fast om hendes lår så hun ikke skulle falde og til sidst satte han hende så ned, hvor efter han låste døren op med nogle nøgler han havde fundet frem, det tog dog ikke så lang tid. Hurtigt trak han hende med ind på opgangen hvor døren lukkede efter ham og endnu en gang genoptog han kysset og holdte hende helt tæt ind til sig og slap det så og hev hende med op af de mange trapper og ind af døren hvor TJ kom logrende og søvndrukken hen til dem og gøede kort til sin ejer som en velkomst, imens den gik rundt om benene på dem, han løftede stille op i hendes to trøjer, eller den ene var så at sige hans, men skidt være med det. Han lod den ene hånd glide ned i den bagerste bukselomme og masserede blidt hendes agterende imens pulsen ikke syntes at ville falde men bare steg og steg, han kunne ikke forklarer det, det hele var som om at alting bare var… uforklareligt, det ville være som at sige gud fandtes for en der ikke troede ham, og alligevel ville man ikke kunne agrumentere sit svar godt nok til at den anden ville kunne forstå det, han kunne heller ikke argumentere disse følelser der gled igennem ham.

Hun grinede af ham, da han bare begyndte at gå med hende i hans arme. Jamen, hvis det var han ville, så var hun da ligeglad? Hun var bare glad for at have ham så tæt på som muligt, faktisk havde hun slet ikke lyst til at give slip på ham mere, han gav hende bare sådan en ro, at hun ikke kunne forklare sig, men hendes puls var stadig lettere oppe i det røde felt, og selvom hun havde suget i sin astma, inhalator to gange nu. Så havde det af en eller anden grund ikke rigtig hjulpet, men hun var virkelig ligeglad, hun elskede det som skete nu, og hun gjorde det fordi hun havde lyst, ikke fordi at hun var styret af en anden, eller fordi hun følte sig for pligtet af det. Men fordi at hun holde af ham, og ikke havde lyst til at gøre det med andre end ham. Vinden slog køligt imod hendes hud, og hun tog en dyb indånding mens hun bare glædet sig til at komme hen lejligheden, og da hun endelig blev sat ned, trak hun ham ind til sig, og kyssede ham dybt igen, og havde slet ikke lyst til at slippe det igen, de kunne da bare gøre det her ude? Det var sku da egentlig lige meget alligevel, når hun bare havde ham ved hendes side. Men det blev igen afbrudt, og et grin undslap hendes læber, da han hæv hende ind i opgangen, og kyssede ham igen, kunne bare ikke lade være med at smile over det hele. Bare alt det der skete, det virkede så magisk på en eller anden måde, de to, sammen? Der var ret så uvirkeligt for hende, når det kom til stykket, og hun var ikke helt sikker på om hun drømte eller om det faktisk var virkelighed? Hmm, måske, måske ikke. Det ville hun finde ud af i morgen. Og hvis hun var en drøm, ville hun love sig selv at troppe op foran hans dør, og kysse ham så fyldt med følelser, for at gøre dette der skete nu til virkelighed. Hun ignorerede hunden fuldkommen, og havde kun øjne for Blase, ingen andre end ham, kun ham. Efter noget tid, skubbede hun ham lettere brutalt op af væggen og trak hans trøje af, som var på hendes krop. Og derefter den halv våde t-shirt som havde opsuget vandet fra hendes krop, efter at have været nede i den varme kilde. Hendes læber ramte hans hals, inden de igen blev presset dybt imod hans egne, og lod begge hænder vandre ned af hans nøgne overkrop, og åbnede lige så stille hans bukser og stak begge hænderne ned i dem, kunne bare slet ikke holde sig mere. Og hvis han ville stoppe hende, ville hun nok have meget, meget svært ved at holde sig tilbage. Hvis hun havde været en dreng, havde hun nok voldtaget ham. Hendes vejrtrækning var på det højeste, men uden at hun fik det dårligt, og trak vejret i dybe stød igennem næsen.

Han havde svært ved at styre disse følelser der gled igennem ham, disse følelser der bare slog imod hinanden med alle mulige forskellige sider, han kunne ikke holde det ud ret meget længere. De mange følelser der gled igennem ham som var de brast ud fra det tomme usian og hvad enu skabt en frugtbar planet, han vidste ikke helt hvordan han ellers disse følelser der strømmede igennem ham men han ville ikke have dem til at stoppe, ikke nu, faktisk aldrig nogensinde. Et stille suk gled igennem ham over de ting hun gjorde ved ham, og lænede sig blot op af væggen da hun pressede ham imod den, imens gav han tegn til TJ om at gå ind og lægge sig. Den ene hånd flugtede sig langsomt ned til hendes agterende, og nussede lige så stille huden på vej derned, og lod hånden glide ned under bukserne og videre under den tynde tråd som hørte til en g-streng, hvor den varme hånd lukkede sig om den ene balle og nussede den blidt, vejrtrækningen var rolig, så hun ikke skulle få et anfald eller noget i den stil, han sukkede stille, over det hele, og kunne allerede mærke hvordan lysterne steg til højdepunktet og han vidste ikke helt hvordan, han skulle bærer sig ad, men fuldte sine intentioner, og mente at det måtte være det rigtige at gøre. Han pressede hende helt ind til sig, og førte hende så ind på soveværelset hvor han først stod lidt og holdte hende tæt, uheldigvis kom hunden ind til dem og syntes at det jo lige var så hyggeligt at den da også ville være med i deres tætte omfavnelse, at den stillede sig helt tæt på Blase, der knap nok kunne holde balancen og skulle lige til at sige noget til hunden men han mistede fodfæstnet og faldt ned på gulvet med Mizra hen over ham, det hele var gået så hurtigt at han ikke havde bemærket de mange sølvhalskæder der var svibbet ud af hans æske og var på nibbet til at falde ned, men selvfølgelige ville verden det modsat end ham. “TJ væk!” halv råbte han, men forsent, hunden havde lænet sig op af reolen og logret så meget med halen at den havde skubbet de mange sølvhalskæder ned over Mizra inden han kunne nå at gribe dem, hans stemme knækkede over da han var klar over situationen og nå at fjerne dem var han ikke sikker på at han kunne, hurtigt tog han hånden op fra hendes bukser og greb fat om kæderne uheldigvis fik han ikke dem alle med, og det var rimlig besværligt med Mizra læggende oven på ham,

Det hele var bare så fantastisk, det var det ord som man kunne beskrive det som der skete lige nu. Det var bare, fantastisk. Hun sukkede stille over det han gjorde, og hendes vejrtrækning dalede en smugle, men det betød ikke at hun var lige tændt over det som skete, et listigt smil dannede sig på hendes læber, da hun mærkede hvordan at hans hænder gled rundt om hendes krop, og langsomt bevægede sig ned i hendes bukser fra bagen af. Et dybt hiv igennem næsen af luft blev taget, og hun lukkede lige så stille øjnene, kunne dette blive mere, mere. Ja faktisk så passede fantastisk ikke mere, det var bare for lille et ord pludselig. Hun var bare, så over beruset af lykke, at hun ikke længere viste om hun ville springe hvis det blev meget bedre. Hvilket det jo sikkert gjorde. Aldrig, aldrig i sit liv havde hun haft det sådan her, var det virkelig sådan man havde det når man var forelsket? Var det virkelig, så henrivende en følelse, at man følte man kunne springe sig igennem hver eneste forhindring der end måtte komme på vejen. At man viste, man altid, altid ville klare den? Var det virkelig sådan man have det? Hun viste det ikke, men hun havde jo hellere ikke noget at sammenligne det med, ingen til at fortælle hende, hvad der var rigtig eller forkert, til at fortælle hende, om det var sådan man havde det når man var forelsket. For ingen viste det jo helt sikkert? Alle ville jo have en lille smugle anderledes opfattelse af hvordan, en forelskelse var, hvordan det var, virkelig truelig at holde af en. Igen, de tre ord, kunne faktisk slet ikke tænkes, måske. Måske det ville komme når hun faktisk virklig holde inderst inde af ham? Eller ville hun måske aldrig komme til at have det sådan.
Tankerne blev dog langsomt skubbet til side, da han førte hende ind i soveværelset, og hun grinede svagt, var lidt ligeglad med hunden, den måtte sgu godt glo på for hendes skyld, hun ville bare have Blase nu, nu var der ingen vej tilbage. Kun lige frem, end af landevejen, uden nogen sinde at se sig tilbage igen.
Pludselig skete der noget, hun på ingen måder havde forventet, Blase mistede balancen, og hun endte oven på ham, et lille grin undslap hendes læber, og hun kunne egentlig ikke lade være med at grine over det som der var sket, at de var faldet. Men da Blase halv råbte, at TJ skulle væk, viste hun at der var noget galt. Og pludselig mærkede hun hvorfor. Sølvet plantede sig på hendes, og hun mærkede hvordan at dette var helt ægte sølv, og derfor gnavede sig ind i hendes kød, og gled hurtigt ind i blodbanerne. Hun kunne mærke forvandlingen, og skubbede sig væk fra Blase, mens hun vred og vente sig "LØB!!" skreg hun af smerte, mens hun borede neglene ned i træpladerne der lå på gulvet, hendes negle var allerede begyndt at vokse, og gjorde derfor, at hun halv rev en af trægulvbredderne op. "BLASE.. SKRID!! Jeg kan ikke holde det meget længere!!" et skrig af smerte gled igennem hendes strube, mens hun vente hoved op af mod loftet, og man kunne se hvordan at alle blodlinjer i huden, blev synlige og helt sorte mens i ansigtet blev de skrigene blå. Håret blev sort, som en ravn, og de grønne og blå neon striber kom til syne. Hvilket indikerede at, Science var på vej. Øjnene begyndte lige så stille at blive helt sorte, som var det pupillen der voksede ud, og forplantede sig i hele øjet. Snart ville der ikke være så meget tilbage af Mizra.

Han kiggede op på hende med store øjne og vidste at dette var for egen selv fortjenelse for hans højt elskede smykker af sølv, og trak sig nogle meter tilbage fra Mizra, han var klar over at han muligvis ikke ville kunne nå at flygte men… han ville måske kunne hjælpe hende somehow? Han anede det ikke det hele virkede som et uendeligt hav af kaos inde i hans hoved, et hav der aldrig ville kunne holde op med mindre noget ville blive gjort for at rette op på det? Han tog en dyb indåndning, og piftede TJ hen til ham og tog ham i halsbåndet hvor han gik ind i køkkenet og fandt en lille falde lem hvor han sendte hunden ned, og gav den komando på at tie stille, imens kiggede han rundt efter eget sted hvor han skulle forsvinde sig hen men vidste at det sikkert var umuligt, han kendte ikke hendes anden side, og havde heller ikke lyst, ikke lige nu i hvert fald, det han vidste, var blot nogle små bider fra hendes fortid mere anede han ikke, og de små bider, var kun at hun havde været dødsengel og hendes far var et dumt svin og havde gjort ting ved hende. Forbandede pis sagde han til sig selv, og brummede irriteret imens han lagde noget hen over faldelemmen så hun ikke skulle opdage hunden da det ville være en af hans sidste livlinjer til hans far, han kiggede hen på døren som førte ned til kælderen, ville det være en god idé? Hvad nu hvis hun opdagede TJ? Hvad skulle han så gøre, han havde ingen idé, og nu var løbet snart kørt, det ville vel være bedre at tage skaderne end at lade sig miste af de sidste linjer han havde til at kunne komme i kontakt med sin far? Men på den anden side, hvis han mistede for mange dele ville der slet ikke være nogen livlinje, med mindre, han kiggede hen på døråbningen og kunne hører hvordan det hele forholdte sig og situationen stod mere og mere klar, han måtte gøre det og forsvinde så hurtigt som muligt, han gik hen mod døråbningen og kiggede rundt efter hende, der var hun, på gangen parat til at flænse ham så snart det skulle være men han måtte tage chancen hvis han også skulle hjælpe hende.

Det hele var så forfærdeligt, smerten som bredte sig i hendes krop var ulidelig, mens hun bare forsøgte så godt hun kunne at holde det tilbage. Bare tanken om at hun ville kunne komme til at gøre Blase fortræd, hun ville aldrig, aldrig nogen sinde tilgive sig selv for det! Aldrig! Men sådan kom det nok ikke til at gå, da hendes sanser og hendes tanke gang mere og mere skrumpede ind, og ikke længere var eksisterende for hende mere. Som om nogen havde sat hende ind i en tom sort boks, hvor hun ikke længere kunne komme ud, og frarøvet hende, talens og tankens evne. Som var hun et misfoster der ikke længere kunne gøre noget, andet end at sidde og stirre tomt ud i luften. Et afsluttende skrig af smerte, som fyldte hele lejligheden, gled igennem hendes strube, mens hun spjættede helt vildt, nu skete det. Nu var hun der ikke længere. Lige så stille, stoppede hun med at skrige, og lå stille på gulvet, med de 14 cm, lange klør stukket ned i gulvbredderne.
Der måtte have været gået ti minutter før at hun rejste sig op fra gulvet, og begyndte at snuse rundt hvor fanden hun egentlig var henne. Hvad var dette for et sted, som en abe, satte hun sig ned på hug, og lod håndfaldene glide ned på gulvet, da hun ikke kunne knytte dem sammen og stille støtte sig på sine knoer, på grund af de lange negle, lavet ud af ubrydelig jern. Lige så stille rejste hun sig dog op, og gik lydløs rundt i lejligheden, kom ind i en stue, og hørte nogen lukke et eller andet ud, hvem var her? Et stort grumt smil dannede sig på sine læber, alt for at ødelægger Mizras liv bare en lille smugle, efter det som hun havde sat hende igennem. Det var sådan at Sciences mente, at det var hendes skyld, at hun var som hun var, og troede at deres fælles 'fader' ville hjælpe hende, når det bare var omvendt. Lige så stille listede hun ud i køkkenet, men der var ingen. Mærkeligt, sagde tankerne, og hun gik ud i gangen. Smilet blev synligt breder, og man kunne kun lige se de skrabe, spidse tænder, da det sorte hår, havde lagt sig foran øjnene. Hendes vejrtrækning hævede og sænkede brystkassen i et roligt tempo, lige nu havde hun dog ikke brug for sine negle, så langsomt lod hun dem glide ind på plads igen, til normal størrelse. Et skrig gled igennem hendes strube, efterfuldt af en sindssyg latter. Han var så, fyldt med metal, dette skulle da nok blive sjovt. Da han lige så stille kom gående imod hende, blev hun stående stille, stille som altid, da hun ikke havde talens evne. En af de ting som hun aldrig nogen sinde ville kunne få. Da han prøvede at fortælle hende at han bare ville tage noget blod, strakte hun hånden frem mod ham, som om hun sagde han skulle stoppe. I stedet løftede hun ham stille op fra jorden, og spredte fingrene fra hinanden, så det ville være som om at hun var ved at rive hans elektroniske dele ud af ham. Jo mere hun spredte fingrene, jo værre ville smerten være. Ind til at hun viftede med hånden og han røg ind i væggen, med et kæmpe brag. Smilet på læberne blev bredere. Dette var da underholdende.

Blikket blev fast holdt på hende, og en stigende urolig voksede og voksede, som om det var en ubenhørlig råben der aldrig ville ende, langsomt sank han nået mundvand, og synet af Science kom frem, hun var… han havde ikke ord, og imens kiggede han på hende med store øjne, der frygtede det værste, smilet formildede ham ikke yderligere, det fik hans ønskede virkning om at gøre det han ville til at starte med langsomt svinde hen, og til sidst kun efterlod en hundehvalp hvis hale blev stukket mellem benene, han rystede kort på hovedet og kiggede på hende igen. En dyb indånding blev taget, imens hans ben gik hen til hende og håbede det han ville gøre ville lykkes men det kunne tilsyneladende ikke komme på tale, på nogen måde, det var det hans underbevidsthed sagde ham, men han ville ikke lytte, han ville have det blod der løb rundt inde i hende som han kunne overbringe til sin far. Roligt lod han tungen gå på gled, og han fortalte hende hvad det var han ville gøre, og prøve på at hjælpe hende, han ville hende ikke noget ondt, men blot hjælpe, det så ud til at virke, dog troede han ikke på det, ikke helt i hvertfald. Langsomt lukkede han sin hånd omkring hendes overarm så han kunne stoppe for blodet der strømmede afsted, men lige da han skulle til at sætte nålen ned i hendes hud skete der noget uventet. Hans krop svævede væk fra jorden væk fra det gulv han havde tillagt da han var flyttet ind, og svævede nu et godt stykke over, hans øjne var vendt mod hendeda hun pludselig begyndte at sprede sine fingre, og smerten af de dele i ham begyndte at gå fra hinanden ved de ledninger han havde jog igennem ham som om han var inde i en vulkan hvis brændende lava langsomt ætsede ham op. Han kunne dog sagtens perspektivere til denne smerte, den mindede ham umådeligt meget om den der var hændt ham for 14 år siden, bilullykken. Blikket flakkede imens hans øjne flimrede og forskellige dele af hans krop mistede kontakten til hjernen, og billederne kørte afsted i hans hoved.

“Thomas skynd dig så!” Råbte en voksen mandestemme som rassede rundt i lejligheden, og bandede imens han ferbrilsk fumlede med det knald røde slips som skulle hænge hen over en hvid skjorte og en sort habbitjakkesæt. Imens en dreng sad å sofaen, stadig uordnet hår, og tøjet halvt på imens TV’et kørte med science fictions filmen Star Wars. Det gik dog så vidt at faderen endte med at trække stikket ud og sendte drengen ind på badeværelset hvor han skulle børste sin høstak af noget hår at være, og derefter få børstet de tænder, imens tog den højemand, med noget rødbrunt hår, og lyseblå øjne sine briller på, som mindede om dem tilbage i 1700 tallet, hen over munden var der noget rødligt brunt overskæg og ikke et hår var plantet på den runde isse.

Fandme nej om han skulle have noget af hendes blod, han ville bare fjerne hende! Dræbe hende, også ville hun aldrig i sit liv, få sin egen krop og sit eget liv. Nej, han skulle ikke få lov til at rører hende igen. Lige så stille trådte hun hen til der hvor han var smækket ind i væggen, og lod en af neglene komme ud, på pegefingeren, og lod spidsen glide hen over hans ansigt, så at blodet begyndte at glide ned over hans ansigt. Et grumt smil bredte sig over hendes ansigt, så man næsten skulle tro at det ville gå fra øre til øre. Gad vide hvor meget han betød for hende, Mizra. Godt nok viste Mizra hvad hun gik rundt og lavede, men hun fik aldrig indblik i hvad Mizra lavet. Lige så stille trak hun neglen ind igen, og knyttede sin næve, og holde ham i et jerngreb. Det var noget menneskerne aldrig lærte af, måske man skulle finde på noget andet end, at lave elektroniske dele af metal, ellers ville de bare komme galt afsted. Som denne mand, der lå for hendes fødder. Hun rejste sig lige så stille op, og hæv ham med sig, smækkede ham igen op af væggen og holde ham der. Hvad mon hun skulle gøre ved ham? Det ville da være kedeligt bare at lade ham blive dræbt med det samme, han kunne da leges lidt med, inden at det skete. Hendes negle på den ene hånd, voksede hun til 7 cm, og lod dem pressede dem halvt ind i huden ved ham, omkring hans ribben, og lod dem glide ned af hans mave hvor der efterlod sig omkring et 1-2 cm dybt sår. Og man kunne skimte de elektroniske dele som lå gemt under huden. Det var da en mærkelig skabning som hun havde noget kørerne med, kunne hun virkelig ikke gøre bedre end det? Det var jo direkte skuffende for hendes side. Hun hævede ham nu omkring 13 cm op over jorden, og smækkede ham frem og tilbage mellem væggende, og hvor på at hun til sidst kylede ham igennem en af væggende, der braste halvt sammen på grund af det hul der var kommet.
Pludselig stoppede hun dog, og slap sit greb omkring ham, så han faldt ned til jorden. Hun havde hørt noget pive lidt længere væk, hun rynkede stille brynene, og gik langsomt hen til køkkenet hvor hun så en lem. Det var der hvor denne klynkene piverig kom fra, gad vide hvad det var for en skabning. Hun lagde hoved en smugle på skrå og satte sig på hug, mens hun lod neglene glide ind, endnu engang og begyndte at søge efter en eller anden måde at åbne dem på.

Han brummede lidt imens en let rynke gled hen over hans pande imens smerten voksede og voksede det ville ikke stoppe, hans brystkasse hævede og sænkede sig i et urytmisk tempo, hvor pulsen ikke kunne beregnes. Han tog nogle korte hiv fra luften omkring ham og kiggede på Mizra, Science, eller hvem det nu var, han kunne ikke rigtig finde rundt i det mere, hans dele var skadet og hans hoved kunne ikke styre synet fuldt ud. Øjnene blev lukket og åbnet flere gange som om man ville forhindre man ville falde i søvn, selvom han koncentrerede sig hårdt omkring det der skete for næsetippen af ham, og det der skete gjorde det lot værre. Den skrape negl som hun tog frem og derefter gled hen over hans kød kunne ikke mærkes, selvom blodet langsomt fossed ud fra hans kind af, og langsomt gled ned langs hagen og halsen. De brune øjne kiggede fast på hende, den, væsnet foran ham som mere eller mindrede mindede mig om den idiotiske gyder film the grudge som han i sin tid havde tegnet med sine talent fulde fingre…

Det kunne ikke gå langsomt nok da tænder og hår blev børstet, han ville ikke afsted, så ikke grund til at skulle afsted, de var en halv time forsent på tidsplanen og hans far var ude på stress punktet til at explodere så planeten godt kunne vinke farvel til sin plads i universet. Færdig, endelig. Han lukkede sin skjorte og tog de gamle gummisko på da han ikke gad til at have de der fine mandesko på som man alligevel ikke kunne løbe rundt og lege i, hvor efter han gik ind i stuen og fandt sin GameBoy. Nede på parkeringspladsen dyttede faderen indtrængende så det kunne hørers i hele nabolaget, og gjorde det klart for drengen at, nu var det altså nu. Han spændede ud af døren hvor den lukkede automatisk af sig selv, og gik ned af de to trapper som førte ud til bilen…

Øjnene flimmerede vildt frem og tilbage, og en hosten kom frem fra hans mund da hun borede en negl igennem hans kød og rynkede brynene lidt, hvorfor skulle sådan noget shit os bare altid ske? Øjnene blev lukket da smerten var så stort og han ikke rigtig kunne tænke på andet, alligevel løb erindringerne fra hans barndom igennem ham, og han kunne ikke holde dem tilbage, han tænkte aldrig over dem, men denne smerte, denne upålidelige smerte som bredte sig i ham var uudholdelig, og mindede ham for meget om det. TJ, sagde stemmen pludselige da han kunne hører hunden pive og havde ellers givet den ordre om at holde sin mund, han kiggede op på kinvden som nu rejste sig op og trak ham med sig, og havde håbet på at han på en eller anden måde kunne redde sin trofaste hund men nej, sådan ville verdenen det ikke, igen mærkede han muren om sig hvor efter den braste sammen og hans hund var forsvarsløst gemt væk og indenlænge flænset ihjel. Langsomt fugtede han læberne og piftede lavmælt til hunden så godt han nu kunne som gav den besked på at springe på hende så snart den var kommet ud og en let knurren kom fra den nede ved den lille falde lem…

Da drengen var kommet ned til sin far, og beordret ind i bilen, var det første der stødte ham imøde en syngende lusing og et hav af skældsord omkring at han var ubrugelig, nytteløs, og intet værd, imens hadet flammede frem i den middelalderen mand, der drønede afsted over stok og sten. Drengen vendte blot ryggen til og kiggede ud af vinduet, han var vant til det, vant til at være en skuffelse nu og da, og det ville ikke være første gang i sit liv at han indrømmede det overfor sig selv. Imens faderens tordenbrag rassede videre lukkede drengen bare ørerene og svandt ind i sin egen verden med sine vildeste fantasier

Hendes fingre søgte mere og mere hektisk, over der hvor lemmen ville blive åbnet. Og hørte nu en knurren derfra, hendes mund var formet i et lille o, over det som skete. Og ville bare vide hvilken vidunderlig skabning som gemte sig bag denne lem. Hun havde fuldstændig glemt alt om manden, som lå nogle rum fra hende, og ville bare have dette væsen ud, så hun kunne se det. Uden at tænke over om det måske angreb hende. Endelig blev den åbnet, og et forventningsfuldt smil dannede sig på læberne, men før hun viste af det, havde hunden angrebet hende, og bidt hende i ansigtet, hun mærkede smerten over de skarpe tænder, der borede sig dybt ned i hendes hud lige ved hansigtet, og flængede et stykke af hendes læbe blev revet op, og hun skreg af smerte, da hunden igen bed hende, og var lammet over chokket, mens tænderne igen og igen skar igennem hendes hud, og fik det til at bløde flere steder. Dog da hunden fik fat i hendes arm, skød neglene frem og borede sig op i hundens mave.
Lige som det skete, forsvandt hun, og Mizra åbnede øjnene, de mosegrønne øjne, mens håret blev mere og mere rødt. Et ægte rædselskrig, over smerten der borede sig igennem hende, og hunden der sank ned over hendes krop, så hun ikke kunne komme væk, mens at hun mærkede blodet glide ned over hendes ansigt, flere steder. Efter at være blevet skam bidt. Panikken bredte sig i hende, og hendes vejrtrækning var helt på det højeste at hun slet ikke kunne få luft på nogen måde, ud over, at hendes mund ikke kunne åbnes, så det var kun næsen der kunne bruge næsen. Tanken om at hun måske havde dræbt Blase, og nu også hans hund, var bare for meget for hende. Og tårene løb som bare fanden ned af hendes kinder. Mens hun endelig igen fik åbnede hendes mund, og skreg igen. Skreg af smerte, skreg af sorg, skreg af chok, mens hun prøvede at skubbe hunden væk, men kunne ikke, da den havde lukket sin kæbe omkring hendes arm i et jerngreb. Et bide der havde borret sig igennem sener, blodåre, og lige ind til knoglen. Hun var så småt blevet normal igen, mens hun kæmpede for ikke at besvime, mens at hendes vejrtrækning var urealmæssig og hendes plus steg til over de 200, hvor at hendes hjerte var ved at sætte ud på grund af astmaen. På grund af, hun ikke længere følte hun burde kæmpe mere. Det eneste hun var, var et monster, et monster der dræbte, dræbte for sjov.

Han lukkede øjnene tungt i og hørte så skrigende og den høje knurren og til sidst var der stille, og øjnene var lige ved at glide i da blodmanglen var ved overmande ham, han rykkede langsomt sin ene hånd ned til det sår ved hans side, og rømmede sig lidt, han kunne mærke hvordan hans kræfter langsomt slap ud og fugtede langsomt hans læbe, imens han prøvede på at få talens evne til at fungere men kunne ikke helt. Stille, lige så forsigtigt gled han ned på gulvet og trak sig hen langs det imod køkkenet. “M…” Han var nød til at stoppe sætningen på grund af den afkræftede krop og den tunge metal og det var kun kraften til at ville se hende der holdte ham i gang lige nu, han tog fat i den ene dørkarm og trak sig det sidste stykke hen og kiggede hen mod hende og så hunden som lå hen over hende og sank en kæmpe klump i halsen og kunne mærke tårerne bane sig på vej op, “M… izra…” Sagde han så langsomt og en hosten kom til fra hans strube af, han følte sig menneskelig, sårbar, ubrugelig, det var det han følte, det var den følelse han savnede men lige nu, var det det han hadede allermest. Han kiggede på hende med nogle slørede øjne da han vidst nok havde fået hendes opmærksomhed, og sank noget blod og spyt som kom frem og øjnene begyndte at blive fjerne men han ville ikke give op nu, og åbnede så øjnene op på vid gab og kiggede på hende imens han sagde noget så hurtigt han nu end kunne så han pludselig ikke gik bort imens han sagde det. “Du… er nød til at fører mig hen… til m… min far… adressen står på… køleskabet…” Kom det som en hæs brummen fra ham og igen var han nød til at trække sig hen til hende så hun kunne rejse sig op, og stønnede langsomt i det han greb om hundens kæbe og kunne mærke hvordan tårerne kom frem og pressede så øjnene hårdt i og knuste den så hun kunne komme fri, og stønnede igen da han prøvede på at få kontrol over sit åndedrag og gråd der kæmpede for at komme ud, han trak hunden hen til sig og begravede ansigtet ned i den bløde pels, hvor blodet sad i klumper, det første hulk kom til, efter fuldt af endnu et, og øjnene blev hårdt klemt i mens tårerne løb ned over hans kinder og blev fordelt i den døde hunds pels.

Hun hørte ikke noget, lå bare og græd, mens at hendes åndedrag var som en hikkende lyd, som om at hun bare ikke kunne få luften ned til hendes lunger. Tankerne var så småt ved at forsvinde, og synet begyndte at sortne lidt efter lidt, men da hun hørte at Blase var kommer helt hen til hende, åbnede hun lige så stille øjnene, og prøvede at lytte til det han sagde. Da hunde kæben blev knust, skar hun en grimasse af smerte, og greb omkring køkkenbordets kant, og trak sig så godt hun kunne op. Gik lige så stille over til køleskabet, og kigget på adressen, hun kendte godt stedet, og hun viste ikke om hun kunne klare det. Hendes endnu raske hånd, greb fat omkring hjertet der pumpede afsted, og bare ikke ville stoppe. Men hun skulle i det mindste have ham hen til sin far, have reddet ham. Så var hun ligeglad om hun så faldt om på vejen til hospitalet og dødede der. Hvis hun overhoved ville tage der hen. Tårerne strømmede ned af hendes kinder, mens hun brugte de sidste af hendes kræfter der var i hendes krop, og hævede ham op fra luften, og bragte ham ud af døren og ned af trappen. Ud på gaden. Hun haltede det meste af vejen, mens blodet fossede ned af hendes ansigt. Og hun knap nok kunne se en meter frem. Dødende, kunne man godt sige hun var. Men alligevel kæmpede hun sig videre, for hans skyld, for at han kunne få lov til at leve videre. Der gik omkring en time, til to før at hun endelig nåede hen til den adresse som havde stået på køleskabet. Hun tog en dyb indånding og stoppede op på den anden side af gaven, og lod langsomt Blase flyve over til døren, til sidst, pressede hun ringeklokken ind. Og blev stående ind til at døren blev åbnet, og ville først gå, da hun var sikker på at Blase var i gode hænder. Lyset blev spillede ud på vejen, og hun så en ældre mand kigge ud, og ned på Blase, som han straks begyndte at tage sig af. Han løftede dog hoved, for at kigge om der var andre. Og hun gled langsomt ind i skyggerne, mens at tårene gled hurtigt ned af hendes kinder "Undskyld Blase.. hav et godt liv.." hviskede hun, og kiggede efter Blase, som blev bragt inden for. Hun viste hun aldrig mere kunne være der for Blase, hvis hun overlevede dette, ville hun forsvinde fra overflade, aldrig nogen sinde ville hun kunne se ham ind i øjnene. Efter det hun havde gjort imod ham, aldrig mere, aldrig mere ville hun tvinge ham til at være sammen med en som hende. Det hele havde været en løgn fra hende side, hun kunne ikke give ham det som han havde brug for, lige i det øjeblik de var kommet til lejligheden, hvor de havde fortalt hinanden, så godt det kunne hvor meget de holde hinanden. Havde hun været lykkelig, havde hun følt hvordan at det ville være, faktisk at få lov til at være normal. Hun havde knust den drøm, alt det der var sket i dag var hendes skyld, hendes skyld for at have ladet ham tro, at hun kunne være der for ham, det som han havde brug for. En der elskede ham, men hvem ville kunne elske et monster. Der ikke en gang kunne vide hvad ægte kærlighed var, og ikke kunne finde ud af at stoppe sig selv, før hun havde ødelagt alt for ham. Dræbt det eneste han virkelig havde elsket. Hendes hånd greb fat om en lygtepæl, som hun lænede sig hen over, og begyndte at græde så meget som troede man hendes hjerte var gået i tusinde stykke. Men var det ikke det? Hendes klagene grød var til at hører, mens hun sank sammen, og bare blev og ved. Nogle mænd som kom gående forbi, stoppede op og gik langsomt hen til hende for at spørger hvad der var sket, da de så hvor slemt hun var tilredt, den ene ringede straks op til en ambulance, som kom noget tid efter. Hun blev lagt på en bore. Men hendes liv var allerede slut, hun var allerede død. Død indvendig, over sandheden som endelig var gået op for hende. Hun ville aldrig, fået et normalt liv, aldrig.