Fixed? - Mizra

Sted: Mizra’s bolig
Tid:Sen Eftermiddag
Dato: 5 November 2011
Omgivelser: Ingen, kun stilhed og Blase med Athal
Vejr: Overskyet, rimlig mørkt.

Det var mørkt, alting lå stille hen der hvor han stod, ham og den, hans anden hund, Athal, han kunne ikke nænne at lade sig kalde den TJ, selvom han allerede var begyndt på hundetræningen med den, og lærer den de færdigheder som den gamle havde kunnet, og selvom han savnede ham inderligt, vidste han at han ikke kunne beholde én hun forevigt, nogle hunde skulle udskiftes. Men nu stod han her, foran hendes hus, Mizra, med en buket vilde blomster i hånden, det var dog muligt der var gået et år og lidt under en måned, men glemme hende det ville han ikke give sig selv lov til, imens han stod der og ventede med sine buket vilde roser, var der ting der var forandret ved ham. Blase havde været i et år på hans fars værksted og laberatorium, hvor der var blevet skiftet en masse ting ud faktisk det hele, alt det han havde i sig blev skiftet ud med det nyeste af det nyeste som han havde fået hjem, diamanter, det var nu det hans arme, ben, hoved, osv var lavet af, det stærkeste man nu kunne få og det stærkeste der vil være der i ualmindelige tider, samt det havde han også fået en masse opdateringer, fået ordnet sin hukommelse og en masse kvalitest tid med sin far imens han havde været under en prøve træning for at kunne se om han kunne klarer de nye instillinger, han kunne ikke beskrive hvor glad han i grunden var for de instillinger hans far havde givet ham, det havde lettet utroligt på hans vægt og hans lethed til at kunne bevæge sig, han følte nærmest at han svævede på en eller anden underlig måde. Et bjæf kom fra den lille hvalp på nogle måneder under ham hvor et, sort nitte halsbånd, og en kæde som snor der strakte sig op til hans hånd, hunden logrede utrolig meget og kiggede op på ham med dets store øjne og pjuskede krop. Mizra havde givet ham en ny hund… Athal, som han kaldte den, og nu ville han sige tak til hende for det hun havde gjort, det var muligt hun ikke vil kunne kendes ved ham men han ville ikke lade hende undslippe, han kunne ikke glemme hende og ville ikke, hun havde taget noget som, ellers var så godt gemt væk at det var utroligt, han sukkede tungt imens han ventede, dog ringede han endnu engang på døren for at se om der ikke skulle være nogen hjemme.

Et suk kom fra en spinkel pige, der fjernede nogle af de resterende tallerkener der havde stået på bordet i over en uge nu. Virkelig ulækker hvis man skulle spørger hende, men overskuet til at lave noget som helst, var i bunden af noget, som ikke engang rigtig kunne beskrives. En dyb indånding blev langsomt draget ned i hendes lunger, mens hun rynkede brynene. Da hun fik smidt tingene ned i vasken ude i det lille køkken, og tænde for vandet. Fingerne gled langsomt hen over hendes ar, der var forplantet rundt omkring i hendes ansigt. Selvom at lægerne havde gjort deres bedste, var hendes ansigt blevet utrolig grimt at se på, hvilket gjorde ondt inde i hende. Da det havde været det eneste hun havde i sig, at se smuk ud. Noget hun faktisk selv havde synes, men alt det, alt det var forsvundet. Fordi hun var den hun var. Hun fortjente næsten at være grim, eller det gjorde hun. Lige som det hun havde inde i sig, afspejlede det den hun i virkeligheden var. Flere gange havde lægen spurgt om han ikke skulle lade hende komme under kniven igen, da han var sikker på at det kunne blive meget pænere. Men hun havde altid nægtet, hun ville ikke lade sig blive opereret på. Hun fortjente at være sådan, som hun nu var blevet til. Det passede bedre til et monster. Da det ringede på døren rynkede hun brynene, og slukkede for vandet, hvem kom ud på denne tid? Det kunne ikke være postbuddet, han havde allerede været der en gang i dag. Lige for tiden, fik hun mad, og andet bragt til hendes dør, da hun ikke magtede at smøre sig ind i alle mulige cremer, bare for at dække de mange ar, som TJ, retmæssigt havde forplantet i hendes ansigt, efter de mange bid hun havde fået. De havde regnet sig frem til, at han havde bidt hende 4 gange i ansigtet, også var der noget af halsen, og armen to gange. Hvordan at han så hurtigt havde kunne nå alt det viste hun ikke. Da det igen ringede på, sukkede hun og smed viskestukket på bordet "ja jeg kommer, jeg kommer" kom det hæst fra hende, mens hun træskede igennem den store stue, og ud til entreen. Gik over til døren, og åbnede de 5 låse der var på den. Da hun løftede hoved efter at have åbnede døren, så hun hvem det var. Af chok smækkede hun døren i, igen, og stillede sig foran den. Viste ikke hvad hun nu skulle gøre, hun kunne ikke se ham, sådan som hun så ud nu. Eller efter det hun havde gjort.

Han ventede spændt og da han hørte hendes stemme blev smilet i det samme bredt ud til hvert et ører bare af glæde, men han måtte tro om igen da han kun lige havde fået et glimt af hendes ansigt og derefter var døren smækket op i fjæset på ham igen, han anede ikke helt hvad han skulle sige, og rystede så på hovedet inden han tog fat i håndtaget. “Mizra, for pokker… luk nu op…” Sagde han og skubbede døren op, det kunne godt være hun havde fået ændret ansigtet og skammede sig inderligt, men han mente at hun intet havde at føle sådan et had til sig selv for, langsomt blev døren åbnet godt nok til at Athal og han kunne masse sig ind med de mange blomster, og han løsnede så hunde snoren fra halsbåndet og gik ud i køkkenet og fandt en vase hvor han stillede blomsterne i til sidst gik han hen til hende, tog hendes ansigt i hænderne og kiggede derefter på hendes arme og holdt dem i et fast greb så hun ikke skulle glide ud af hans hånd og kiggede derefter på hende med et rimlig såret ansigt, at hun ville gøre sådan noget fattede han ikke, han havde troet hun var klog nok til at have ladet være, men på den anden side skulle han nødig snakke da han selv i sin tid havde prøvet selvmord op til flere gange da han var yngre, han fandt i stedet på noget andet at sige lod hånden glide op til hendes ansigt hvor det stille kærtegnede de ar der var på det. “Tak…” Kom det stille fra ham imens et svagt smil gled hen over hans læber og kiggede på hende, han ville ikke have hun skulle tænke dårligt omkring sig selv. Eller noget så derfor tilføjede han: “Vil du gøre mig en tjeneste? … Lad være med at had dig selv…” Og trak hende ind i sine arme hvor han vuggede hende stille.

Hun mærkede hvordan at tårene prikkede under øjenlågene og rystede på hoved "Nej... Blase vær sød at gå..." hun kunne ikke lade ham se hende sådan der, men hun havde hellere ikke kræfter til at holde døren lukket, da hun ikke havde fået låst døren igen. Og han fik mast sig igennem, dog blev hun stående lige der, og kiggede ned i jorden, så hendes ansigt blev gemt. At kigge ham i øjnene, var det sidste hun kunne gøre. Langsomt, med hånden fæsnet omkring den ene arm, gik hun stille ind i stuen, og kiggede efter Blase der gik ind i køkkenet og fandt en vase. Hun sagde ikke noget, og forholde sig helt stille. I det hele taget var det meget pinligt for hende, at have ham her, både fordi at hun boede så primitivt. Selve huset var mere eller mindre et skur. Der var en entre, en stor stue, der kun havde en sofa, et sofa bord og et lille tv. Ellers var der ingen ting næsten. Da han kom tilbage, igen tog hun en dyb indånding og kiggede stadig ned i jorden, og da hun blev tvunget til at kigge op, lod hun hurtigt øjnene vandre et andet sted, end lige på ham. Prøvede stille at glide ud af hans greb, men han holde for godt fast. Hendes læbe begyndt at vibrere, da han kærtegnede hans ansigt, og vente hoved ned af, så det røde hår skærmede for det. "hver... sød at lade være..." sagde hun stille, og kunne slet ikke klare det. Hun lagde sine hænder på hans brystkasse, og prøvede at skubbe ham væk, det gjorde for ondt. Han var alt for god til hende, og hvad lavede han i det hele taget her, når han kunne finde en der var meget bedre. Og hvad var der at sige tak for!? Hun kunne ikke se det, hun havde ødelagt hans liv, og var mere hæslig end nogen sinde. "vil du være sød at gå..." sagde hun med en rystende stemme, og ville prøve at holde masken så længe hun kunne.

“Mizra vent nu lidt…” Sagde han roligt, og tog hendes hænder i sine, og kiggede på hende, han ville have hende til at se på ham, det hun gjorde smertede ham mere end noget andet, imens nussede han hendes hånd og kunne se fugten komme frem i øjene på hende, og sukkede stille, inden han tog sig sammen. “Jeg vil ikke gå, jeg… du har taget noget der tilhører mig, jeg vil ikke have det tilbage, og ligemeget hvad du siger, vil det kun være hos dig, det er som om du har trukket det til dig med en kraft jeg ikke kender til…” Han skulle lige til at sige de tre magiske ord, men kunne ikke få sig selv til det, det han havde sagt der måtte være nok, det andet kom senere hen. Han trådte et skridt tættere på hende og bukkede langsomt sit hoved, og lod øjnene glide hen mod hendes og fast holdt dem, “Må jeg være den der lærer dig at elske dig selv? Og turde at, lade andre komme tæt på dig…?” Spurgte han stille og derefter trak han hende helt ind til sig og pressede sine læber mod hendes, i et lidenskabeligt og længselsfuldt kys, og tog en dyb indåndning igennem næsen og lukkede sine arme om hende så hun ikke gik, han holdte kysset og slap det så til sidst og kiggede på hende i det han lændede sin pande mod hendes, “Må jeg få den ærer…?” Spurgte han så og strøg hende stille ned langs siden, og bed sig langsomt i læben, han kunne mærke hvordan hunden gloede meget fascineret på dem, og undrede sig over hvad det var der foregik, og havde derfor trukket ørerne frem og en let rynke kom frem på dets unge hoved.

Nej hun ville ikke vente, hun kunne ikke vente! Hun havde besluttet sig, hun var død inden i, døde mennesker kunne ikke elske. Og det var hun også dømt aldrig til at kunne. Om det så var hende selv eller andre. Eller sådan havde hun det i hvert fald, hvorfor skulle han gøre det værre end det var? Hvorfor kunne han ikke bare gå, hvorfor skulle han blive tilbage, og sige sådanne ting som bare gjorde det hele, meget svære og værre end hvad det i forvejen var for hende. hun bed sig i læben over det først han sagde og bed tænderne sammen, for ikke at sige noget hun ikke mente, og som ville såre ham rigtig meget. Dog ville det sikkert gøre at han gik, men hvad skulle hun ellers gøre. Hun prøvede desperat at komme ud af hans greb, hvorfor kunne han ikke forstå at hun ikke kunne det her? Da han trådte tættere på og bukkede sig ned for at se hende ind i øjnene, vendte hun sit hoved det anden vej, og lukkede øjnene. "jeg har ikke bedt om det, og hvem siger jeg overhoved vil have det!?" kom det i et nervøst tone leje, selvom hun prøvede at dække det med at lyde bestemt. "Og hvordan skal jeg elske mig selv!?" da han kyssede hende på læberne, var hun dog lige på nippet at lade sig give efter. Men hun rev sine læber til sig, og kiggede ham nu ind i øjnene, et kort sekund før hun kiggede væk. Og fik sig nu revet sig væk fra ham "Kig dog på mig Blase! Jeg ser hæslig ud..." hun trak sit hår væk fra ansigtet og satte det op i en knold. Hendes venstre side af mundvigen havde et omkring 5 cm langt ar, efter at den havde været revet op. Mens hun flere steder havde grimme sammentrækninger fra bidmærker som havde flænset sig ind i huden på hende. Det var kun et held at han ikke havde ramt hendes øjne. "Hvordan skal jeg kunne elske mig selv når det eneste jeg er, er et monster!" hun lagde armene omkring sig selv, og gik langsomt væk "Du kan selv finde ud.." sagde hun stille, og havde i grunden ikke mere og sige.

Han sukkede stille til det hun sagde og slap hende så imens han lagde armene over kors, og rystede kun på hovedet af det hun sagde og fugtede langsomt læberne. “Jeg bad heller ikke om de her følelser…” Sagde han så stille tænkende imens han kiggede ud af et vindue og trak vejret ganske roligt ned i sine lunger imens han overvejede hvor hun ville have det der til at fører hen? Kendte hun ham ikke godt nok til at vide at hendes ar ikke betød noget for hans vedkommende. Han rystede atter på hovedet og satte sig ned på en stol, og kiggede frem for sig imens han tænkte det hele igennem, han var såret ja, men færdig, nej. Han ville blive ved til hun forstod det, til hun virkelig fattede hvilken måde han så på hende på. Et dybt åndedrag blev taget imens han satte sin tunge på gled “Jeg ville ønske du så dig selv som jeg ser dig, for mig er du ikke monsteret men personen der skabte dig til noget som ikke var det rigtige.” Den ene hånd gled op til hans hår og trak noget af pandehåret tilbage, imens dybe og rolige åndedrag blev taget, og roen blev ved med at bevares i hans ansigt og sjæl, han var ligeglad med hendes argumenter, han kunne blive ved i al evighed og tog en dyb indånding til i det han knækkede sine fingre. “Det var ikke din skyld, det var TJ’s. du kunne ikke kontrollere det som der er blevet skabt inden i dig, og det er der ikke noget at gøre ved… ja jeg mistede en ven, et dyr, en person som betød mere for mig end noget andet, men alting varer ikke ved, alting holde ikke fast i den samme tråd som man ellers ønsker den skal være...” Brummede han stille og kløede sig på hagen. “Men du er den første person… jeg overhovedet har kunnet se, som være det tætteste jeg kom på mig selv, den første person der havde været nogenlunde igennem det samme lige som mig, også kan det være røv ligemeget om personen tog noget fra mig eller ej, fordi uanset om du vil det eller ej, så er du en smuk person, udvendigt og indvendigt, og det er jeg sikkert ikke den eneste der synes, og bare fordi nogle ar er kommet betyder det ikke at verden går under og jeg stadig ikke vil stå her og støtte dig ved din side vel?” Sagde han så og kiggede hen på hende imens han betragtede hendes træk og kløede sig hvor efter hånden gled igennem håret.

Hun stoppede stille op da han igen begyndte at snakke, og lagde armene over kors, mens hun stirrede ud i luften, med ryggen til ham. Hun lod ham tale færdigt, og viste virkelig ikke hvor han ville hen med alt det? Nej, selvfølgelig varede ikke alle ting for evigt, men hun havde gjort noget hun ikke kunne tilgive sig selv for, og nej, måske følte han ikke at det udvendige talte noget. Men det gjorde det for hende, det var det eneste hun havde tilbage af sig selv! Det eneste som faktisk ikke var blevet ændret, det som hun havde fået lov til at beholde, trods de mange forsøg hun havde været igennem. Nok havde hun ar for operationerne, men hendes ydre, det havde hun fået lov til at beholde. Det havde hun ikke mere, hun kunne knap nok kende sig selv når hun så sig selv i spejlet om morgen. Hvordan kunne hun nogen sinde få sin mor til at tro at det virkelig var hende? Det eneste hun havde tilbage, af det hun havde set fra fotografierne fra sin mor, var hendes hår. Alt andet, var væk, udslettet efter lægerne, der havde reddet hendes liv. "nej.. alt vare ikke for evigt.." sagde hun stille, og bøjede hurtigt lidt. "så jeg forstår slet ikke hvorfor du er kommet... jeg gav dig en ny hund.. det er det eneste jeg kan give dig.. mere har jeg ikke at tilbyde..." sagde hun kort og stille, mens hun lagde armene omkring sig selv, og bed sig i læben "jeg er ikke smuk... ikke mere... alt det jeg elskede ved mig selv er udslettet nu.. og jo det var min skyld.. det hele var min skyld.. det var mig som udførte de ting. Kan godt være mange ser mig og Sciences for to forskellige personer.. men sandheden er, vi er en og samme person. Bare splittet op.." hun sank en smugle mundvand der havde hobet sig op i munden. "og nogle ar beskriver det ikke.. mit ansigt er næsten ikke genkendeligt mere, og hvis du synes det er.. lyver du for dig selv.. jeg er bare blevet til den vanskabning, verden besluttede jeg skulle blive.." med de ord gik hun hen til soveværelsets døren, og åbnede den stille, efter hun lukkede den. Låste døren, og gik over til vinduet, og kiggede stille ud af det, mens tårene gled ned af hendes ansigt.

En brummen gled frem fra hans sammenpressede læber over det hun sagde, og skulle lige tgil at sige noget igen til det hun havde sagt, og skulle lige til at sige noget igen til det, men nåede ikke at sige noget igen, da hun bare gik ind på soveværelset. Langsomt rejste han sig op og kiggede ned på hunden der stadig lignede et spørgsmålstegn, den skulle bare være glad!
Roligt gik han hen mod døren lod synet glide hen over den, Låst sagde stemmen inden i hans hoved, hvorfor gjorde han os alting forkert? En kort hovedrysten fandt sted igen, da han lod hånden glide hen over træet og ned til låsen hvor han satte pegefingeren ved og i stedet for at det yderste led gled af, kom der et lille hul frem på fingerspidsen. En, lille metal nål kom til syne næsten usynlig, den halve robot førte sin lille nål ind i nøglehullet hvorefter det tog omkring et halvt sekund og så var den åbnet, den lille nål blev udskiftet med en anden også næsten helt usynlig og gik så helt hen til hende og stak nålen ned i hendes nakke og bedøvelsen trængte ind i hendes blod, “Undskyld Mizra…” hviskede han lige så stille og greb hende i sine arme da hun faldt sammen, han kyssede stille hendes pande og gik ud med hende i køkkenet og lagde hende på bordet hvor han fandt en klud frem og beordrede Athal om at gå udenfor og blive der, noget han havde brugt langtid på at lærer den. Hurtigt skyllede han kluden og gik hen til hende hvor endnu en nål kom frem, denne gang var det dog sove middel så hun ikke skulle kigge på ham helevejen igennem da hun var døsset hen tog han en dyb indånding og ud fra hans finger kom der en tyk lille nål frem der i det ene øjeblik havde spredt sig i flere lag så det dannede en kniv. Han lod sig ikke bekymre, koncentrerede sig bare omkring det der skete lige nu. Langsomt nærmede kniven sig hendes skamsår som han stort set havde sørget for at give hende. Lige nu hadede han sig selv for det han havde gjort.
Stille åbnede skambidet sig og blodet gled ud og efterladte, kinden mindre hævet, imens han pressede det sidste blod ud da han var færdig skiftede han kniven ud med en lille læser som han allerede i forvejen havde brugt til hendes brækkede næse for længe siden, så hendes knogle kunne hele sammen igen.
Efter han havde ordnet ansigtet gjorde han ligeledes det samme med halsen og armen, tilsidst lignede hun sig selv, dog havde hun stadig mærkerne med de ville forsvinde inden længe. Roligt tørrede han hendes ansigt så det var frit for blod og derefter ryddede han op i hele køkkenet og gav hende endnu en sprøjte så hun kunne heale noget hurtigere. Da han var færdig ringede han til den, nærmeste møbelforretning, hvor han bestilte, stole, senge, borde, komoder, TV, reoler, hylder og en seng. Færdig sagde han til sig selv og tog hende så op i sine arme og lagde hende ind i sengen hvorefter han gik ud og begav sig til at rydde op over det hele, piftede til Athal om at komme ind igen og lukkede døren efter ham, efter det hele var gjort gik han ind på soveværelset igen og lagde sig i sengen ved siden af hende og trak hende ind til sig, imens han nussede hendes side og tog en dyb indånding.

Tankerne gled igennem hende, som var det en vandfald der ingen ende havde, som var det som om at der ingen bund var, men vandet bare faldt og faldt. Det var egentlig sådan hun havde det, som om hun bare snak mere og mere ned i dybet, uden at hun kunne komme op igen, uden at hun faktisk kunne bunde. Uden at hun kunne noget som helst, uden at hun faktisk duede til noget. Hvad han så i hende, og hvad andre havde set i hende viste hun ikke. Men en ting var hende sikkert, hun ville aldrig nogen sinde kunne finde ud af at elske, hun kunne aldrig finde ud af at elske sig selv. Og en vis man sagde, a hvis man ikke kunne elske sig selv, ville man aldrig kunne finde ud af at elske andre. En dyb indånding blev taget mens hun lukkede øjnene, og stod bare der ved vinduet, mens at det langsomt trak op, vinden slog imod ruderne, mens at grenene fra nogle nøgne træer der stod uden for, ruskede frem og tilbage. Hun havde på nuværende tidspunkt, ikke lagt mærke til at Blase var kommet ind til hende, at han stadig var der. Hun havde for længst troet at han havde fundet sin vej ud, og aldrig nogen sinde ville komme ind i hendes liv igen. Da hun mærkede noget tvinge sig ind i hendes nakke skin, og Blase der sagde undskyld. Hun skulle lige til at sige noget, da hun sank sammen i hans arme, og var ude afstand, til at handle eller bevæge sig. Det var den mest ubehagelige følelse hun kunne tænke sig, som om at hun var et fængsel i sin egen krop, og bare ikke kunne få lov til at gøre det som hun ville. Hun kiggede forvirret på blase, da hun blev båret ind i køkkenet og lagt på bordet. Da hun pludselig forsvandt totalt. Hvor alt bare blev sort.
da hun vågnede op igen, åbnede hun lige så stille sine øjne, og kiggede ind i en andens brystkasse, hun rynkede stille brynene og kunne slet ikke huske hvor fra det hele kom. Hvor var hun i det hele taget henne. Hun greb fra i personens trøje og hæv sig langsomt op til hans ansigt, og kiggede ind i Blase hoved "blase... hvad laver du her?" sagde hun stille, og bed sig lige så stille i læben, og kunne slet ikke huske andet end at hun havde været ude i skoven, og han... "tog du mig her hjem?" spurgte hun så med rynket bryn?" hun bed sig lidt i læben, og smilede skævt til ham, mens hun lod sine fingre glide ned af hans ansigt. Gad vide hvad der var sket? Hun kunne i hvert fald ikke huske det.

Langsomt lukkede han øjnene og faldt selv langsomt i søvn, og holdte fortsat rundt om hende, imens han trak vejret lige så stille. Han kunne ikke huske hvor længe han havde sovet, men han vidste han var hjemme hos Mizra, lå i hendes seng, men at han ikke var vågnet op sådan lige til, han klippede lidt med øjnene da han mærkede noget imod hans ansigt og kiggede ned på Mizra der lå i hans arme og rynkede selv brynene over det hun sagde og skulle lige finde hoved og hale i det hele. “Fulgte dig hjem…?” Han rystede kort på hovedet for at vågne op og tog så et kort sug af luften og kom så i tanke om hvad det var hun måtte have ment, hun havde tilsyneladende mistet hukommelsen og den ville nok først komme frem om nogle uger eller en måned deromkring. “Oh.. ja…” Smilede han stille undskyldnende og ville ikke gøre hende forvirret med alt det som de havde været igennem men som hun alligevel ikke kunne huske, “Jeg ville sikre mig du kom hjem i god behold.” Smilede han svagt og strøg hende stille ned af siden, og håbede Athal var faldet i søvn eller noget, men kunne man vel aldrig vide, han betragtede langsomt hendes ansigt, og var meget positiv over det han havde gjort, arerne kunne snart ikke ses mere, og det hævede omrids var næsten væk, medicinen havde virkelig hjulpet på det. Et stille lettelses smil gled hen over hans læber, smilede så skævt for at lægge skjul på det, da han ikke ville involere hende i noget hun alligevel ikke kunne huske, og hun havde ikke grund til at få det skidt igen, selvom han måtte forklarer sig omkring de ar og den lille hævelse hun havde fået, han kunne vel vende sandheden lidt kunne man sige? Sige at TJ var gået total afmok af en eller anden grund, og han derfor var taget til dyrelægen og havde aflivet den, men havde fået sig en ny, og hun så havde været til lægen og det. Det var en mulighed, og han regnede med hun ville forstå hvorfor han løj omkring det når hun fik hukommelsen tilbage inden længe.

Et stort smil spillede på hendes læber, og lagde armene omkring ham og puttede sig helt ind til ham "Du er så dejlig Blase.." grinede hun, på en underlig, og nuttet måde. Hvis det overhoved var en form for at fortælle hvordan man grinte på? Hun tog en dyb indånding, som gjorde at alle hans dufte gled ind i hendes næsebor, og kunne bare ikke få nok af dem, lige så stille listede hun sit hoved mod hans hals, og åndede stille på hans hals, mens at hendes læber, bare var nogle få millimeter fra at rører huden, som var stramt ud over sener, og blodåre. Lige som hun var ved at kysse ham på halsen, og op til øret, stoppede hun sig selv, og trak sig lidt væk fra ham, med undrende øjnene "Ehm.. heh... undskyld" sagde hun forlegent og bed sig lidt i underlæben, mens hendes kinder blev en smugle røde. Hvorfor kunne hun ikke holde sig væk fra ham lige pludselig? Var det virkelig blevet så slemt, hvad var der lige sket, siden at hun ikke kunne huske noget. Dog trak hun bare på skuldrene af det, mens hendes hænder gled ned af hans mave, og skubbede ham en anelse væk fra sig, med et drillende smil på læben, inden hun lod hånden glide op mod hendes pude, holde dog hans blik så godt hun kunne, mens fingrene langsomt greb fat omkring selve pudebetrækket, hun slyngede puden rundt, og lige ind i hoved på ham. Et grin af fryd gled igennem hendes læber, mens hun gjorde det igen, og satte sig hurtigt op i sengen, og prøvede at undvige at selv at blive slået. Igen slog hun ud efter ham, men ramte dog ikke, og kunne mærke hvordan at den blev revet ud af hånden på hende. Derfor, gjorde hun noget drastisk, og hoppede op på ham, satte sig på hans liv, og lød hænderne glide ned af hans side, som prøvede hun på at kilde ham. Hvor alt dette kom fra viste hun ikke, men det var som om at hun havde ønsket at gøre dette i flere år.

Det ene bryn hævede sig over det hun sagde, og lukkede stille sine arme omkring hende, det havde han ikke lige forventet at hører men hvad pokker, han smilede skævt til det hun sagde og sukkede stille da han mærkede den varme ånde mod hans hud, og fugtede langsomt sine læber imens han stadig nussede hende. “Det er okay…” smilede han stille og ville nu i grunden have ønsket det var forsat, men rystede tankerne ud af hovedet, og endnu en gang kom det forundrede blik frem i hans øjne, hvad var der med hende nu …? Nej… hun… argh! Han havde ikke kontrol over sine tanker selvom han ville, selvom han så inderligt ville kunne han ikke. Han lod tankerne forsvinde og kiggede så kort væk da han prøvede på at komme på noget andet at tænke på, og det gjorde han så sandelig også, som var den kommet ud fra det blå, var en pude blevet smasket ned i hovedet på ham, og hans øjne kiggede straks hen på Mizra og tog hurtigt den anden pude prøvede at få hende og grinte så, det virkede underligt det her, men alligevel rart, selvom hun havde mistet hukommelsen, og ingen anelse havde om at han havde mødt den anden side af hende, og de for noget tid siden havde stået og skændtes omkring forskellige argumenter om at de ikke ville gå fra den ene eller den anden, og alt muligt. I det samme mærkede han hendes vægt mod hans liv og kiggede op på hende med et hævet bryn, “Mizra… nu må du da snart have lært jeg ikke er kilden længere…” Grinede han og vendte pladsen så det var hende der var nederst og han var den der vandt, han havde dog stillet sig på alle fire for ikke at masse hende med hans vægt og fugtede igen læberne inden han lod dem berører hendes, bare en gang mere, han kunne ikke lade være.

Hun smilede uskyldigt til ham, og lagde hoved en smugle på skrå, da hun var blevet vent om så han var øverst og hende nederst. Hun sukkede stille og trak skuldrene lidt op "hmm.. burde jeg vel... men så godt kender jeg dig jo alligevel ikke Blase.." sagde hun med et lille grin og bed sig i læben, da hun pludselig mærkede hans læber mod hendes egne. Hun blev ramt af en bølge af længsel efter ham, hun slyngede armene omkring hans nakke og trak sig tættere op til ham, hvor efter hendes ben slyngede sig omkring hans hofter. Dog slap hun lidt efter, og stirrede overrakset op på ham "hv.. hvad sker der her.." sagde hun med en lille rystende stemme, og kiggede lidt frem og tilbage, og fattede virkelig ikke. Men, alligevel havde hun ikke lyst til at lade være, hvor kom alt det her fra, "hvorfor... jeg... du.." hun snuplede over ordene, og havde ingen anelse om hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle udtrykke sig over for ham. Hun skubbede ham dog ikke væk, lå bare og kiggede uforstående op på ham "Kan du lide mig..?" sagde hun så stille, og lod tænderne glide frem, og greb fat om underlæben "for sidst... ville du jo ikke engang gennemfører det. Hun lod sig langsomt glide ud af hans greb, og satte sig op, med benene trukket ind til sig, med armene rundt omkring dem, hun kiggede lige frem for sig, og kunne tydelig huske, hvordan han havde hjulpet hende fra at komme væk fra hendes fars mænd, også var de endt op med at skade hende. Der hvor han næsten havde set hendes rigtige jeg. Turen var gået hjem til ham, de var endt op i sengen, og pludselig var han stoppet med det hele "det giver ikke mening." sagde hun og rystede stille på hoved, og lukkede øjnene "det... giver bare ikke rigtig mening.."

Længselen steg i ham endnu en gang og et lille grin gled op i hans læber over det hun sagde, han lagde sig dog tættere på hende og lod hænderne glide ned langs hendes lår men han måtte stoppe da hun trak sine læber til sig og kiggede på hende, han var nok nød til at fortælle hende hvad der var sket, men hvad nu hvis hun troede at det igen var hendes skyld, når hun intet med det havde at gøre, han bed sig i overlæben og kunne ikke undertrykke et lille grin der kom ud fra hans læber over hendes spørgsmål om han kunne lide hende, han gjorde vidst noget andet, men han kunne ikke sige ordnene, eller hans følelser var tæt på at kante sig op af det sted, men alligevel ikke. “Ja… jeg kan godt lide dig… rigtig meget endda…” Sagde han så som sit endelige svar, og nussede stille hendes ene lår imens han støttede sig på den anden hånd som var vendt ned mod madrassen, og tog noget af hendes lange røde hår og killede hende lidt under næsen og smilede skævt, ja han kunne lde hende, men han kunne ikke forklarer det, “Sidste gang… kunne jeg os lide dig, jeg vidste bare ikke helt hvad det var for en følelse, det hele var nyt og jeg følte mig rimlig akavet, og ikke havde nogen som helst anelse om det jeg gjorde var grænseoverskridende…” Sagde han stille undskyldne imens han brummede lidt og rystede så selv på hovedet. “er der noget… i denne verden der giver mening?” Spurgte han så og lænede sin pande mod hendes, og kiggede hende ind i de mosegrønne øjne, ligeglad med de små næsten usynlige ar hun havde, de var dog blevet pænere da han havde taget fat om det, lægerne kunne ikke finde ud af den slags, deres sting hjalp ikke lige så godt som en læser gjorde. Han bed sig langsomt i underlæben, og brummede så stille.

Hun smilede skævt at det han sagde, og vente hoved mod ham, og kiggede ham ind i hans dejlige brune øjne. Hun lagde hænderne på hans hals, og lod dem lige så stille vandre op i hans hår og nussede det lige så blidt. Hun lagde hoved lidt på skrå og bed sig i læben, inden hun satte sig tættere på ham "hmm.... så du havde altså lyst?" hviskede hun svagt, og lagde hoved en smugle på skrå, mens at hendes læber, kun var få millimeter fra hans, dog uden at hun ramte dem, bare så han kunne mærke hendes varme ånde mod hans læber. En dyb indånding blev trukket ned i hendes lunger, og hun var meget tæt på at presse dem imod hans, men gjorde det dog ikke. Grinede bare en smugle, og trak sine læber væk fra hans "Sig til når du så vil.." drillede hun ham, og rejste sig op fra sengen for at gå ud i køkkenet og lave noget at spise, hun var utrolig sulten uden at hun rigtig forstå hvorfor, havde hun virkelig faldet så hurtigt i søvn da hun kom hjem? Og hvad var klokken? Nå ja, det gik nok alt sammen når det kom til stykket. Hvorfor bekymre sig om ting, man alligevel ikke kunne huske? Hun åbnede køleskabet, og kiggede på alle de ting som var der, det var der underligt, det plejede ellers at være tømt, måske havde hun behov for virkelig at fylde det op? Eller ja, hun viste ikke helt. Hun rynkede brynene, da hun to nogle avokado ud, og smilede skævt, kunne det være? Hun åbnede en skabs låge og fandt til sin glæde tortila chips, tog posen ud, og begyndt at finde ting frem som hun kunne bruge til at lave natos med. Da hun endelig var færdig, og osten havde fået lov til at smelte hen over chipsne, og hun havde fået most avokadoen ud, gik hun hen til soveværelset og hen mod det med bakken.

Han kiggede på hende med et svagt smil, og fik en let kuldegysning over hendes varme luft mod hans hud, og nikkede stille til det hun sagde om at han havde haft lyst, om han havde, det der bare irriterede ham var at han os havde haft lyst for et år siden, og den var ikke taget væk alligevel, han havde især haft lysten da de havde været ude i skoven i en tæt omfavnelse men så var gået hjem og fortsat der, men der var det at det uheldige skete, tankerne gled væk igen da han igen hørte hendes stemme og smilede skævt til hende, “Skal jeg da nok..” Sagde han med et lokkende blik, og trak så på skuldrende imens han strakte sig lidt og lagde sig ned i sengen og kiggede op på loftet hvor han betragtede det ved hver enkelte detalje der nu end kunne være der, skulle han mon sige det, eller vente? Han var fortvivlet, og ude af stand til at vide hvad pokker han skulle vælge, han rystede langsomt på hovedet og tog en dyb indånding og satte sig så op, det skulle nok gå, hvad kunne der gå galt? Han rynkede brynene lidt, en masse kunne egentlig gå galt, han kunne være hamrende dårlig til det han i grunden skulle være god til, eller hvad alle folk troede han ville være, mens han stort set bare var ny i feltet han fugtede langsomt sin læbe, og kløede sig i nakken, og hvad ville hun ikke tænke? Forbandede tanker, de hørte aldrig op ville aldrig give ham lov til det, hvad fanden var det for noget?! Hvorfor skulle det være så forbandet svært?! Han kiggede hen mod Mizra der kom ind igen, og smilede svagt til hende over den duften af smeltet ost og nachos, faktisk noget han ikke havde smagt længe, men nu var hun jo så dejlig at have nogen. Han gabte lidt over det stadig søvndrukende tilstand han var i og gned det ene øje.