Stjerneklar himmel, hvid maske... (Åbent)

S: Terre
T: 00:30
O: Høje bygninger og byen
V: Stjerneklart og lunt

---------------------------------

Han stod på taget af et højhus og så ud over byen. Den stjernespækkede himmel oplyste svagt taget, og man kunne se at han var iført en hvid trenchcoat med matchende, hvide handsker og sorte bukser.
I et bælte, og skjult under trenchcoaten, havde han to pistoler af en unormal, kraftig og hurtigtladende type.
Han havde også andre ting i dette bælte... men det var umuligt at gætte hvad det var!

Hans lange, blonde hår bølgede let i vinden heroppe, og han smilede.
Han var iført en hvid maske, der dækkede den øverste halvdel af hans ansigt, og dermed også hans sande identitet.

Hvem denne smukke mand var, var der ingen der vidste, men de skulle snart komme til at kende ham som Mask.
Han havde nemlig en mission... en mission som han havde givet sig selv.

En pige stod som forstenet, der var noget ved denne mand.
Noget der gjorde ham unik.. Og farlig.
Hendes hår svajede i vinden, mens hendes blå øjne lyste op som månen. De sagde altid hvad hun følte, sådan var det bare Som en åben bog.
Pigen var iført en yndig blå kjole, der bare gjorde hende endnu mere fremtrædende.
Hun var smuk, uden tvivl. Men hun var smuk på som egen måde, uden alt dette stags i hovedet. Som gjorde en så unaturlig, en genert.
Pigen hed Sookie, eller rettere kaldte sig for Sookie. Da hun havde ønsker at slette sin fortid, som ikke var værd at gemme på.
Men pigen stod og så på den foruroligende mand, der stod oppe på taget. Da hun hørte en ugle, lidt fra hende.
"En ugle?." Hviskede hun, hvorfor var den her?
Den havde intet at lave her, ved disse mørke og skumle byginger. Den havde et valg, som lys eller mørke. Men den valgte mørket.. Frem for alt.

En pige stod som forstenet, der var noget ved denne mand.
Noget der gjorde ham unik.. Og farlig.
Hendes hår svajede i vinden, mens hendes blå øjne lyste op som månen. De sagde altid hvad hun følte, sådan var det bare Som en åben bog.
Pigen var iført en yndig blå kjole, der bare gjorde hende endnu mere fremtrædende.
Hun var smuk, uden tvivl. Men hun var smuk på som egen måde, uden alt dette stags i hovedet. Som gjorde en så unaturlig, en genert.
Pigen hed Sookie, eller rettere kaldte sig for Sookie. Da hun havde ønsker at slette sin fortid, som ikke var værd at gemme på.
Men pigen stod og så på den foruroligende mand, der stod oppe på taget. Da hun hørte en ugle, lidt fra hende.
"En ugle?." Hviskede hun, hvorfor var den her?
Den havde intet at lave her, ved disse mørke og skumle byginger. Den havde et valg, som lys eller mørke. Men den valgte mørket.. Frem for alt.

Langs en stabil mur gik en mellemhøj kvinde med skulder kort mørkebrunt hår, hendes hår havde været længere... Men hun havde klippet det da det var i vejen... Eller det sagde kviden.
Kvindens blik var skiftevis på den stabile mur til den svævende natte himmel. langs muren var der ingen ting, derfor havde hun valgt at lade sine lange elegante fingre glide forsigtigt i den, for lang tid siden tørrede cement. Kvinden skiftede så blikket fra muren til himlen, men halvvejs, da hendes smukke rødbrune øjne nåede tagende, så hun en mand, en blondt langhåret mand, meget fascinerende. Hun stoppede kort op men valgte at gå en smugle mere indtil hendes ben dog valgte hun skulle blive under det tag og kigge noget mere på omgivelserne. Hendes ene ben havde nemlig styret sig ind foran det andet og med et var hun væltet på jorden, hårdt. Hendes hænder havde fået nogle rifter, hendes knæ havde været heldige bare at blive lidt beskidte.
Kvindens påklædning bestod af en hvid skjorte, en tætsidende jakke med hvide omrids og et armbind på venstre overarm. På dette armbind var der en indskraveret rose, med rød. Kvinden havde også en sort, skole lignede, lårkort nederdel på da den var presset på en særlig måde. Hun havde nogle lange sorte knæ strømpebukser på og nogle brune fine sko med en meget lille hæl. Ikke fordi kvinden ikke kunne finde ud af at så på høje hæle, næh nej, det var fordi hun stadig havde sin skoleuniform på. Kvinden havde også en halskæde på med et firkantet vedhæng, med en firkant på samme måde, bare mindre, og en firkant til der var sat på en anderledes måde. Meget smuk halskæde men det var også den halskæde hendes mor havde fået af sin mand, men hendes mor gav halskæden til hende.
Kvinden kaldte sig selv Anastacia, men hendes rigtige navn var Olivia.

//Hvis i skulle være i tvivl om noget af hendes tøj skal jeg nok finde link til jer over PM.//

Mask fik øje på de to piger, og sendte dem hver et smil.
At virke venlig var altid godt... måske var han endda venlig? Det var ikke til at sige.
Han sukkede stille og så igen ud over byen, der allerede var godt i gang med dens lysende, larmende og dansende natteliv.

En skikkelse, med en lang hættekappe kom gående. Ansigtet var dækket af hætten, men det silkebløde sorte hår kunne skimtes. Af og til kunne hendes tågede mørkeviolette øjne også skimtes, når vinden tog let i hendes pandehår. Dog var det hendes marmorhvide hud der sprang en i øjne, for hendes arme og ankler kunne frit ses. Efter et mindre suk, tog hun hætten af, så den faldt hende om skuldrende. Hun strakte sig let, og satte hovedet en anelse på skrå, da hun så de andre der også var til stede. Et blidt smil kom på de rosa læber. Hun nikkede som hilsen før hun kom lidt tættere på deres selskab.

//Skal vi have ludoregler?.. Eller sådan?. Vis der kommer flere til, kan vi bare sætte dem på.. Enige?
Det kunne ev.t være Mask, Sookie, Olivia og Misa?..//

// Enig :) //

//Godt.. Det er nogle der skal tage intiativet, ikke?;)
Men så må det være.. Mask! *Peger*//

//xD *peger også på Mask* let the games begin? :b//

En tredje pige? Farligt på denne tid... men det var da bedre end at de gik helt alene.
Mask fnøs. Der var så mange bad boys derude... så mange der med glæde ville voldtage, banke eller slå ihjel... som Malakel, den nye herre af Di Morga.
Tronraneren.

//rækkefælgen er sookie, olivia og mig ikk? :) //

//Husk lige Mask efter dig.xD//

//troede han var den første XD derfor talte jeg ham ikke med^^//

//Det er han også.. Men altså.. Lige meget.xD//

//okay :) så det dig der skal skrive nu ikk?//

//Jo..//

Sookie stod og så sig omkring, hun så de andre der også havde blikket mod manden eller drengen.
"Mærkeligt?.." Hviskede hun, og så op på ham. I det da han smilede til hende, der var noget varmt og foruroligende ved det. Så hun smilede bare sit normale søde smil, tilbage til ham.
Hun gik lidt videre, så hun kom ud til noget lys. Fra de små gadelygter, kom der kun en lille lysstråle. Som ikke var specielt dejligt, for mørket betød uvidenhed.
Hun så op på manden igen, og lagde hovedet op skrå..

//undskyld tiden.. Men min com går i spas når jeg rykker musen... Lover svaret kommer snart da jeg går ind og laver svaret på word.//

//Der er helt fint Olivia.. Vi kan vist godt vente alle sammen!xD//

Olivia satte sig ned og lukkede sin øjne i. Hun ville ikke starte en samtale. Det ville hun aldrig. Ikke fordi hun var genert eller noget i den dur, nej hun ville bare ikke da det kunne skabe problemer fra top til tå, og så ville hun ikke have skylden for noget. Hun satte sig op af den mur hun havde gået langs og ventede på en stemme. En stemme der ville starte en samtale hvor hun var indblandet. Ikke sådan noget bagtaleri som hun ellers var van til, men noget der ville snakke til hende eller i det mindste bare sige hej?
Olivia var sikker på hun var det eneste menneske af de fire personer der nu var i nærheden, du Olivia normalt var den eneste menneske i hendes egen nærhed. Manden oppe på taget havde hun ikke set smilede til hende og sikkert også de andre. Men hun tænkte stadig han nok ikke var et menneske, da de bare lidt kloge mennesker vidste at det var ret dumt at opholde sig på tage for nogen tage var ældre en andre, nogen var mere glatte end andre og nogen var mere våde en andre. Så manden på taget var enten en meget dum mand eller et eller andet væsen.

Sikke et selskab? Hun lo indvendigt, da hele sceneriet så komisk ud.
Alle stod hvor de mente, var sikrest eller følte sig bedst tilpas. Mellemrummet imellem personerne, var ikke særlig stort, så derfor fandt Misa, det overraskende at ingen snakkede sammen.
Hun så op imod himmlen, og lukkede kort øjne, uden man kunne se det havde hun taget en lydløs vejrtrækning. Det var nemt at fornemme, hvem der var hvad. Menneske, dæmon, menneske.. Og lille mig. Hun åbnede de næsten hypnotiserende mørkeviolette øjne, for at se hvem hun skulle tage initiativet til at snakke med. Hun så kort fra pigen, hun havde sanset var dæmon, til hende som sad langs muren med lukkede øjne og tilbage til drengen på taget som også havde færten af menneske i sig. Hun sukkede, og strakte sig, en anelse overrasket over at hun ikke helt viste hvad hun skulle gøre. Instinktivt oppede hun fejlfrit op på taget og satte sig roligt ved kanten. ”Godaften”, fordi de ikke sad så tæt igen, brugte hun en smule af sine evner, på at få sin stemme over til de forskellige steder de sad. Hun smilte blidt, så hendes smilhuler blev en anelse markeret. Nu hvor hun jo alligevel var her, hvorfor så ikke være en smule.. Sød?

Mask rørte sig ikke da hun sprang op. Han kiggede på den tilsyneladende generte pige nede på gaden. Hun var ung... yngre end ham. Nok også yngre end de andre. Hvad i alverden lavede hun ude på denne tid?
Der var så meget man kunne undre sig over i denne verden...
Mask så over mod vampyren, der var hoppet op på taget og nikkede.
"Godaften." sagde han højt og tydeligt, så de alle kunne høre det.
Hans stemme var fast, selvsikker og charmerende, men uden at være slesk eller hoverende.

Hun så sig over skuldrene, da hun hørte ham tale. Hun klippede lidt med øjnene, han var da egentlig ret så langt væk?..
Men hun rystede bare på hovedet, og så pigen. Hun var nok et år yngre end hende selv, godt og vel. Hun så lidt allene ud, og også genert. Så hun gik stille hen til hende, med hænderne på ryggen.
"Øhm.. Undskyld, men venter du på nogle?.." Spurgte hun sødt, og kærligt. Hendes stemme havde altid været sådan, også når hun var sur. Ingen kunne tage hende seriøst, ikke når hun var sur. "Jeg tænkte.. At du løber en ret stor risiko for dit liv bliver tabt, når du sidder her. Allene.."

Olivia kiggede op på en pige der nok var en smugle ældre en hende selv.
"Nej.. Jeg venter ikke på nogen..." svarede hun pigen. "Jeg ved det... Men jeg ved i det mindste at der er nogen her, som er fredelige..." sagde hun og lod et kort nik mod pigen og et blidt nik mod dem på taget. "Godaften," savrede hun de to på taget. Olivias tanker gik på noget helt andet. De gik over til hendes fars død - Tragisk...

//Sorry kan virkelig ikke skrive mere.//

//hopper fra emnet~ har lidt for mange bolde i luften O.o
PEACE! :D//