sne hvid bjergkæde

Devillian stod lænet op af en klippe der enlig holdt meget godt, den gik ikke i stykker eller noget. Han kiggede rundt, hvorfor var det nu lige at han endte her.*hvad er det for et sted*tænkte han inde i sig selv.
Hans blik faldt rundt omkring der var enlig en meget god udsigt men man skulle passe på rundt omkring her, så man ikke fik en sten eller klippe eller noget helt andet i hovedet. Han bemærkede kulden for den ramte ham tit men den generede ham ikke det mindste. Nu var det jo også sådan at Devillian elskede kulden, selvom der var overskyet kunne han sagtens se noget.

Han valgte at gå lidt rundt omkring, der var små sten på jorden, og en masse klipper , små grotte, og huler. Han endte et sted hvor der var en person"Årh så er jeg ikke den eneste herude"sagde han stille og betrægtede denne person der stod lidt foran ham.

Andrei elskede virkelig naturen så utrolig meget, det var heller ikke tit at man stødte på mennesker der ude. Han var jo ikke en af dem som brød sig særlig meget om at være i nærheden af andre, da han var en ret så genert dreng som han havde været siden han var helt lille. Han havde jo aldrig gået i skole, eller børnehave. Da hans sygdomme gjorde at hans forældre var bange for at der ville ske ham noget, og det havde fået ham til at lukke sig mere og mere inde i sig selv. Det var nok også der fra hans fobi stamme lidt fra, han kunne nemlig ikke klare at andre folk rørte ved ham. Han fik ligefrem anfald af det og det fik hans astma til også at komme frem, og det var virkelig ikke noget han brød sig særlig meget om. Han så bare ned på jorden mens han gik, bare for at være lidt mere sikker på at han ikke ville falde og slå sig. Han stoppede først op når han hørte en stemme, og vende sit blik op for at se hvem det var. Han fik øje på en dreng et lille stykke foran sig, han så bare et stykke tid på ham før han kunne få et eneste ord frem "n.. nej det er du ikke" mumlede han og var ret så overrasket over at se en anden her ude.

Devillian kiggede på ham, og valgte af gå hen mod ham ikke sådan rigtigt ondt og vredt måde, bare stille. Han fandt en god klippe han lænte sig op ad. Han vidste enlig ikke hvad han lavede herude, han plejede ikke at være her ved bjergkæden, og dog så alligevel var han endt her, underligt nok."Jeg hedder Devillian men kald mig Devil eller Devillian det bestemmer du selv"sagde han, og kiggede lidt ned mod jorden, han gravede hans hænder ned i lommerne, og pustede lidt itl luften. Rigtigt nok var det lidt overaskende at de begge to ikke var alene herude.

"Ehm..Ja tja hvad laver du herude"spurgte han undren, og kiggede rundt der var enlig ikke så meget herude, eller måske var der hvis man kiggede efter. Devillian holdte blikket på ham lidt. Det var friskende at være her, her var så stille, og fredeligt man kunne let slappe af her, men man kunne sagtens komme til skade også.

Hans forældre ville slå ham ihjel hvis de viste hvor han var, eller de ville sige at de ville slå ham ihjel selv om han viste at de elskede ham over alt på jorden.... men Andrei kunne ikke lade være med at gå sådan nogle steder hen, han kunne jo heller ikke leve inde i huset resten af sit liv. Han måtte jo tage chancer nogle gange, og tage hen til steder hvor han kunne komme til skade for bare at være lidt normal. Hans blik fjernede sig fra drengen flere gange, blot fordi han ikke var så god til at holde øjenkontakt med folk "he.. hej Devillian.. je.. jeg er Andrei" sagde han og prøvede på at slappe af i det, men det var så umuligt når han skulle snakke med andre. Hans ord skulle jo ligefrem blive tvunget ud af munden på ham, og bare det med at åbne sin mund havde han det svært med "je.. jeg nyder naturen" sagde han og viste ikke hvad han ellers kunne sige, han kunne jo ikke ligefrem sige `tja.. mine forældre vil ikke have jeg er her´. Så ville han jo bare lyde underlig, selv om han var sikker på at han allerede lød underlig "d.. dig?" spurgte han om et stykke tid efter og begynde at pille lidt ved sin gren.

*hvad laver jeg enlig her?*tænkte han inde i sig selv og stod lidt i hans lille egen drømmeverden. Det var godt nok ikke bjergkæden han plejede at holde sig til, men efter at have været her lidt var han begyndt at kunne lig den"mig? tja..Jeg ved det ærligtalt ikke"sukkede han lidt, og kløede sig på i nakken, hans blik faldt på ham en enkelt gang eller to. Men forsvandt så da han hørte små lyde"Åh nej tror snart der falder klipper ned, eller sten, eller ja noget andet"sagde han og kiggede op mod det bjerg der var tættest på dem.

"Men...Hyggeligt at møde dig Andrei"sagde han venligt, og rettede sig op"der burde ligge en lille bar rundt omkring dækket af sne ikk eller sådan noget"spurgte han tænkende. Han hørte så klipperne ryste lidt igen, samt nogle stenblokke."Okay vi må væk herfra stoler du på mig"spurgte han med et venligt smil.

Andrei vende hurtigt sit blik mod klipperne, måske skulle han lytte på sine forældre en gang imellem? han havde bestemt ikke lyst til at komme mere til skade, og slet ikke når det var snart jul. Han ville for en gang skyld gerne holde jul der hjemme, og ikke på et hospital hvor han fik anfald dagligt blot for at lægerne skulle hjælpe ham. Han vende sit blik ned mod ham igen og viste det endelig ikke, han var ikke så ofte der oppe og det var der også grunde til at han ikke var. Hans øje blev lidt store af hans spørgsmål, da det ikke var noget man hørte ofte. Han havde nok kun hørt det i film, og det var endda en Disney film med Aladdin og der var et flyvende tæppe med "d.. du tager mig vel ikke med på et flyvende tæppe vel?" spurgte han om og nikkede bare i stedet.

Devillian rystede på hovedet og fik et mildt grin frem over det han spurgte om. Det havde han godt nok aldrig hørt før, flyvende tæppe det kunne være sjovt at prøve, men godt nok havde han ikke lige sådan et på sig. Han slog hans sorte vinger ud"Nej stoler du på mig nok til at lade mig bære dig mens jeg flyver væk med dig herfra inden vi begge bliver mast"sagde han venligt, og kiggede på ham. Han hørte så klipperne ryste lidt mere, og blev nu for alvor lidt mere urolig"Jeg lover dig jeg gør ikke noget, vil bare have vi begge kommer i sikkerhed"sagde han tryggende. Hans sorte vinger var enlig meget bløde, og tit så det næsten ud til at have et rødligt skær.

Devillian kiggede på ham, og kiggede på den træbror der var gået lidt i stykker den havde ikke holdt til meget, det kunne ses. Han sendte ham et venligt smil"Nok er jeg en djævel men lidt venlighed skader ikke"sagde han og lagde hovedet på skrå.

Hans øjne blev store når han så de sorte vinger, han havde aldrig set sådan et væsen før. Han havde endelig aldrig set nogle før, eller det regnede han med at han aldrig havde. Hans ord skræmte ham mere end de store vinger gjorde, han havde jo et stort fobi af at blive rørt af andre og han viste at han ville få anfald bare ved at blive rørt af andre. Hans hjerte bankede så hurtigt inde i ham som det kunne, da han jo ikke viste hvad han skulle gøre "je.. jeg ved ikke om jeg kan" hviskede han og havde det svært med bare at fortælle folk det, da de fleste ikke ville tro på ham og ville endda afprøve om det nu passede.

Devillian gik lidt tæt på ham han kunne godt forstå hvordan han havde det, men han ville ikke lade ham blive skadet, ligemeget hvor lidt de kendte hinanden."Jeg ved du ikke stoler på mig fordi jeg er et væsen, men Andrei tag chancen, jeg lover der ikke sker dig noget, hvis der gør så tilgiver jeg ikke mig selv,selvom vi lige har mødt hinanden så holder jeg altid hvad jeg lover"sagde han og lagde en hånd på hans hjerte. Han valgte så at sætte sig ned på en sten og sukkede lidt"jeg forstår dig godt, har oplevet folk der har løbet skrigende væk når de har set mine vinger, og får at vide hvad jeg er.

"Ensomheden er jeg vant til lidt efter hånden, men jeg kunne aldrig tillade mig at skade nogen jeg lover at beskytte, og hvad er det jeg siger.."sagde han stille og kiggede op mod klipperne"Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan nu, det ligner ikke mig... men sådan er jeg vel bare"sagde han med et dybt suk,

Andrei fulde ham bare med sit blik, og gik bare et lille skridt bagud når han sådan kom tætter på ham. Han viste ikke helt hvad han skulle gøre, da han ikke havde lyst til at komme til skade! han havde heller ikke lyst til at få anfald "de.. det er ikke det" sagde han og kunne ikke helt forstå hvorfor han sådan satte sig ned, det var nok ikke helt det bedste tidspunkt at sætte sig ned og snakke "je.. jeg har fobi.. fobi for at blive rørt" sagde han ret så hurtigt i det og skammede jo sig over det, men han var lige så bange for at komme til at dø. Han rystede let i kroppen og havde næsten ligefrem lyst til at tude, blot fordi han var bange for hvilket valg han skulle tage.

Devillian kiggede bare på ham og nikkede så lidt"åh det vidste jeg ikke, undskyld.."sagde han´og skammede lidt over sig selv, over at han havde spurgt om de ting han havde gjort. Han tænkte lidt over det, måske var der en anden mulighed for dem at komme væk herfra, han ville nødig have der skulle ske noget, så venlig var han da når han gad."Hmm måske kan vi gøre noget andet"sagde han tænkende og holdte få gange øje med klipperne for at sikre sig at de ikke faldt ned."Hmm okay vi kan nok godt bygge en lille bror eller noget hen på den anden side, så vi er i sikkerhed"sagde han som en kort idé.

Han tænkte så lidt hvordan de mon skulle gøre det, men det kunne nok godt bygge noget af træ eller finde nogle få sten de kunne gå på, eller noget helt tredje."Så du har aldrig rørt nogen før"spurgte han undren, og trak hans vinger ind igen.

Det var jo heller ikke fordi han ikke havde lyst til at røre ved folk, han ville faktisk ønske at han kunne. Da han jo gerne ville være et normalt menneske, som kunne have det sjovt med venner eller endda finde en smugle kærlighed. Han så flere gange mod klipperne, og et par gange på Devillian "d.. du skal ikke undskylde" sagde han og kunne ikke se hvorfor han skulle undskylde, da det jo slet ikke var hans skyld. han så bare på vingerne, inden de blev trukket ind i ryggen på Devillian igen som om de slet ikke havde været der "en bro?" spurgte han om, og havde virkelig ikke nogen idé om hvordan de skulle kunne bygge en bro. Han rystede på hovedet af det han sagde "k... kun mine forældre når jeg var helt lille.. og de læger som lapper mig sammen ofte." sagde han og viste ikke hvorfor han fortalte dette til en helt fremmende person, men det følte bare okay at kunne fortælle sådan noget.

*Hmm gad vide om vi kan det*tænkte han nøje efter og kiggede rundt , der var ikke særlig lang tid før klipperne ville falde men de havde tid nok til at få en bror klar så de kunne gå hen på den anden side."Jeg kan godt bygge en bro sådan en hurtig holdbar en"sagde han med et skjult venligt smil. Han havde enlig bygget lidt af en bro før så det skulle nok gå godt så længe han vidste hvad han lavede.

"Andrei vil du hjælpe mig"spurgte han og kiggede så hen på ham, efter hans spørgsmål. Devillian kiggede på ham"Åh okay jeg beklager meget at jeg undskyldte så"sagde han mildt

Andrei havde aldrig prøvet på at bygge noget før, hans forældre ville nok blive sure på ham hvis de fandt ud af at han byggede noget "håber jeg.. jeg er ikke klar til at dø" sagde han og sendte et venligt og lidt usikkert smil til ham, da han jo ikke viste om det var okay at smile til ham på dette tidspunkt. Han nikkede langsomt, selv om han ikke viste hvor meget han kunne hjælpe til med "d.. det vil jeg gerne" sagde han og måtte jo nogle gange tage en chance, selv om han jo gjorde det hver gang han gik ud af sengen eller gik ud af huset "d.. du behøver ikke beklage noget som helst" sagde han og ville ikke have nogle undskyldninger overhovedet.

Devillian kiggede på ham og nikkede"bare rolig der sker intetjeg kan godt nok ikke sige det når jeg ikke ved med klipperne"sagde han og lod et blik falde på klipperne der var tæt på at flække en efter en.*håber vi overlever det her*tænkte han inde i sig selv. Han var enlig meget sikker på de ville overleve det ellers skulle han nok skade sig selv hvis det var nødvendigt. Devillian så smillet og smillede tilbage, det var altid rart nok med et smil igang imellem. Devillian fik øje på nogle sten, og bræder de kunne bruge"Vu kan bruge dem her"sagde han med venlighed i stemmen.

Nu var spørgsmålet bare om han selv kunne finde ud af at binde dem, og sådan men det fandt han kun ud af på en måde, ved at gøre det."Du siger bare til hvis du har nogle ideer vi kan bruge til at komme over på den anden side"sagde han og kiggede hen på Andrei med et smil.

Andrei var ikke ligefrem den der tænkte særlig ofte, han havde jo aldrig brug for at finde på idéer. Derfor var dette lidt nyt at han ligefrem skulle være med til at bygge en bro, han var sikker på at han ikke kunne finde ud af at bygge noget som helst. Han så sig lidt omkring mens han prøvede at finde på nogle idéer, men det var som om han slet ikke have nogen hjerne inde i sit hoved. Han var jo også bange selv om han ikke havde lyst til at vise det, han havde jo ikke lyst til at komme til skade da han ikke havde den store lyst til at komme på et hospital inden jul. Hans blik fald på klipperne og et lille smil kom atter frem på hans læber "snor" sagde han og pegede på nogle lange rødder som stak ud af klipperne.

Devillian kiggede der hen hvor Andrei sagde snor, og det fik et lille smil frem han havde næsten lyst til at give ham et kram, fordi det var lettere når de havde snor eller ja noget der kunne bruges som snor frem for alt andet. Han kiggede på rødderne og hen på Andrei lidt."Pas på jeg kan nok godt rive dem løs"sagde han og gik hen mod klippestene, for at rive rødderne ud derfra. Nu skulle han passe på med ikke at rive nogle af de løse klipper ned som der sad meget løse.

"Hmm håber jeg kan klare så vi kan få bundet snor rundt om vores bro slags"sagde han med et lille afsluttende smil på læben."Men bare for sikkerhedens skyld skal du passe på man kan aldrig vide om der flyver små sten ud derfra når jeg river rødderne fri"sagde han.

Andrei var jo næsten ligefrem lykkelig over at han havde fundet på en idé, han plejede jo at lade alle andre tænke for ham. Han havde dog set noget fjernsyn igennem sit liv, så det gjorde det vel lidt letter med at finde på ting "okay" sagde han og så sig lidt omkring, da han ikke rigtigt viste hvor han skulle gøre af sig selv. Han gik langsomt om bag et træ, som stod helt alene og efterladt. Han smugkiggede hen på Devillian med et let smil på læberne "sådan" sagde han og hentydet til at han passede på, selv om han jo ikke kunne passe mere på.

Devillian kiggede hen på ham, og kunne godt se det på ham, han følte sig meget lykkelig over det, og det gjorde ham glad. Devillian kiggede kort hen på ham for at sikre sig han var i sikkerhed, før han rev rødderne fri. Han nikkede og kiggede så hen på de rødder han snart ville flå fri derfra, så de kunne bruges.*håber ikke det her ender med at de får mig ud over kanten men det sker nok ikke*tænkte han mens han langsomt greb fat rundt om rødderne og hev til alt hvad han nu kunne. De kom fri med en masse løse små jordstumper, og småsten. Han forsøgte at undgå stenene og fik kastet dem væk fra ruten mod Andrei.

Nu lå rødderne på jorden foran ham og han smilte tilfreds over det. Han havde fået lidt jord på hænderne dog ikke meget. Han børstede sig af og fik slæbt dem hen til nogle grene han også fik øje på."Hmm så er spørgsmålet hvordan vi skal binde dem"sagde han tænkende, og vinkede hen til Andrei der sagtens kunne komme frem.

Andrei var jo en ret så nysgerrig dreng, og derfor kunne han heller ikke lade være med at kigge frem fra sit skjul. Han synes jo at Devillian var ret så stærk, siden at kunne trække dem sådan ud. Han havde nok ikke selv klaret det særlig godt, men nu var Devillian jo heller ikke særlig menneskelig det havde han jo fået set. Han kom først frem når han fik besked på det, og ville jo heller ikke risikere at komme frem for hurtigt "er du okay?" spurgte han stille om og slet ikke så usikkert i det mere, han kunne heller ikke se hvor meget længere han kunne være usikker. Da Devillian jo blot kunne have efterladt Andrei her, men det gjorde han ikke... Han gik bare stille hen og satte sig ned på knæ, han havde det med at sidde på sine knæ som et lille barn ville gøre "det.. det ved jeg ikke" sagde han og så langsomt op på ham.

Devillian tænkte lidt mens han kløede sig i nakken en smule, han tænkte meget over hvordan de lige skulle få bygget det, men efter lidt tid kom han på en idé hvordan de kunne gøre det, om ideen var god vidste han ikke helt."Ehm hmm har måske en enkel idé til hvordan vi kan gøre det håber det vil holde "sagde han og begyndte at binde nogle af rødderne rund tom nogle grene og derefter fast til nogle brædder af træ der også var der.*hmm det burde holde*tænkte han lidt mens han kiggede med hovedet på skrå. Efter at have bygget ldit på broeen kiggede han hen på Andrei der sad på knæ han kunne ikke helt lade vær med at smile lidt.

"Jeg er sikker på vi når det inden klipperne falder ellers så skal jeg nok beskytte dig så godt jeg kan"sagde han og skules en smule op mod klipperne der rystede endnu mere end før."Jeg må skynde mig med at få den her færdigjort der mangler ikke meget"sagde han, og kiggede på den. Han fik strammet det der skulle strammes fast godt, og testede den lidt for at se om den holdte og det så den ud til at gøre. Han lage den mod kanten hen mod den anden side, de skulle over en køft hvor der var lidt langt ned.

Måske var det lidt forkert at stole på en fyr med vinger, men Andrei var sikker på at Devillian ville klare dette godt. Han sad bare der og holde øje med alt hvad han gjorde, som et lille nysgerrigt barn som bare skulle se hvad der skulle ske "jeg tror på dig" mumlede han lidt i det og så kort op på ham, da han ikke havde lyst til at se på klipperne og blive mere bange. Hans ord varmede lidt inde i ham, men gjorde ham også lidt mere bekymret i det "du.. du skal ikke komme til skade.. pågrund af mig" sagde han og rødmede lidt af det, da det jo ikke skulle gå udover ham at Andrei var som han var og ikke kunne røre andre folk. Han sad helt stille og ville jo heller ikke forstyr for meget, så han var så stille han nu kunne være. Han rejste sig langsomt op og gik over til kanten ved siden af Devillian "er du sikker på den holder?" spurgte han stille om og så langsomt op på ham

Devillian kiggede på Andrei og bemærkede den lille røde farve i kinderne, han smillede bredt og kiggede så hen på det han havde bygget helt selvt som han enlgi aldrig havde troet han ville."Ingen anelse jeg håber, men jeg kan give dig mit ord at jeg lover at gribe dig hvis du falder"sagde han og lagde en hånd på hans hjere"på mit hjere og mit liv"sagde han og kiggede ned på den byggede bro der nu bare ventede på der skulle gå nogen ud på den. Devillian holdte få gange øje med klipperne der snart faldt ned mod dem"åh nej det sker snat vi må hellere skynde os"sagde han og gik hen til kanten hvor broen lå,"Andrei vil du gå først "spurgte han undren han kunne godt gætte at Andrei sikkert var bange men han stolede på ham og det var altid noget.

*håber den holder*tænkte han selv da han så lidt efter lidt havde studeret broen. Så meget vejede de heller ikke."Jeg lover at beskytte dig, så jeg lover at gribe dig hvis du falder og det sker ikke det lader jeg ikke ske"sagde han enda ligefrem bestemt.

Andrei's øjne blev lidt store af det Devillian sagde, så kunne han jo ikke andet end håbe på den ville holde. Da han ikke havde lyst til at blive grebet, ikke fordi der var noget galt i det.... men pågrund af hans fobi, han var jo utrolig bange for at få et anfald. Da det virkelig var noget af det værste han viste, så var det næsten ligefrem før at han heller ville dø "je.. jeg stoler på dig" hviskede han og sagde ikke mere, han kunne knap nok få de ord frem da han var så bange. Han ønskede vel bare at broen ville holde, selv om det jo ikke var 100% sikkert på at den ville. Han tog et forsigtigt skridt efter hinanden hen over broen, mens han kunne mærke at den rystede under ham ellers var det bare hans ben som rystede så meget. Han var jo også en ret så klodset fyr, som kunne falde over intet og det var også derfra mange af hans ar kom fra. Han lod sig ligefrem glide sammen når han var kommet hen til den anden side, han sad på sine knæ med hænderne på jorden og rystede let i kroppen.