Oblivious (Olivia//Privat)

Tid: Omkring middag.
Vejr: Overskyde.
Dato: 4. Marts.
Omgivelser: En masse mennesker der er i parken.
__

Barnelatter kunne høres fra hver afkrog af den lille park der under krigen var noget af det eneste der var nogenlunde forblevet indtakt. Selvom at Di Morga bys ånd syntes at være synet hen til ingenting og de mange forældre paranoidt holdte øje med en hver form for fjendtlig skikkelse, så havde disse alligevel bevæget sig udenfor, måske i håb om at tingene ikke ville ændre sig. Og at Di Morga ville forblive som da den var underlagt den magtfulde sort elver, men denne fred blev hurtigt knust da en samling kom gående ind i den lille park. I forskellige størrelser og former stod kutteklædte mænd inde i midten af den lille park. Forældrene kaldte deres børn til sig, teenagere så forskrækket til, alt imens at deres opmærksomhed hurtigt lagde sig på noget andet end den kutteklædte. En mand, der lignede en i sine første år af tyverne, trådte ind på parkens yder kant. Gruset knasede under søllerne på hans sorte militær støvler, imens en drillende vind tvang en sort læder jakke bagud. Hans øjne viste ingen tegn på medmenneskelighed, betragtede dem på samme måde som en landmand ville betragte sine kvæg, indtil at han stille trak på den ene mundvig så der kom et skævt lille smil frem, og de ellers så intet sigende øjne fik en gnist af noget ubeskriveligt. Sadisme, ondskab, og glæde, var nøgle ordrende til de følelser som hans grøn-gullige ulve øjne reflekterede.
,, Saml dem..", sagde han da endelig.
Hele gruppen af kutteklædte 'folk' nærmede sig menneskeene med en overnaturlig fart, greb fat i mødre og fædre, skubbede dem ind imod midten så de ville blive samlet i en klump. Børnene blev også skubbet ind i den, så alle de folk der havde været i parken blev samlet.

En yngre teenager sad og snakkede pillede i noget græs og havde ikke set andet en de skygger der kom frem i øjenkrogen. Først dan en kutteklædt 'ting' kom hen og hev hende op og fik hende over til midten havde hun set at der var ballade og at hun muligvis skulle have kigget op et par gange så hun måske kunne have løbet sin vej. Men nu var det forsent for teenager pigen. Hun kiggede på de mange kutteklædte folk og de mere normale. Teenager pigen stod tæt på en af mændene og var selv lidt uviden og kiggede op mod en af dem som tydeligt var et hankøn.
Pigens duft havde selv spredt sig, ikke af parfume, eller lidt men ikke overdrævet. Pigen havde skulderkort mørkebrunt hår, som havde listet sig foran sine rødbrune øjne, som da hun var yngre, havde været mørkebrune.
Hendes påklædning bestod af en skolelignede uniform, hvid skjorte og en sort tæt siddende jakke med hvide omrids, en skole presset, sort, lårkort nederdel, sorte knæstrømper og nogle brune fine sko med en smugle hæl på. Kvinden havde en værdifuld halskæde om halsen, da den var en gave fra sin far pigens mor til deres bryllup. Halskæden var en firkant, med en mindre firkant sat på samme måde, og en sidste der havde sine hjørner mellem de andre to firkanters hjørner. Meget smuk.
Kvinden havde bukket blikke ned mod jorden, som hun normalt gjorde, men kiggede forsigtig op mod den kutteklædte mand, "U-Undskyld... Hvad sker der," spurgte hun meget forsigtigt for at være sikker på at hun ikke blev slået eller tævet til blods hvis hun spurgte, hendes stemme var lille og hæs som om hun lige var kommet over en forkølelse eller havde råbt og skreget hele dagen. Hun ville helst ikke blive slået, som hun tit var blevet i skolen da hun ikke hørte efter i timerne men sov på bordet.
Pigen kaldte sig normalt Anastacia, men hendes rigtigt navn var nu Olivia.

Den kutteklædte svarede ikke, og det eneste som pigen ville mærke fra ham var bare denne unaturlige kulde der højst sandsynligt ville få hårene til at rejse sig på hendes krop. Udover det virkede han ikke til at have noget køn. Det var nemlig slet ikke til at se på disse om de var mænd eller kvinder, eller om de i det hele taget overhovedet var væsener der besad sådanne kropslige goder. Derfor fik den unge pige ikke et svar.
Manden der stod lidt væk fra den lille forsamling af mennesker der var omringet af disse kutteklædte, så ud til at betragte flokken lidt inden han rullede øjende og brølede endnu en kommando til disse vanskabninger:
,, Smid børnene ad helvede til.. eller nej.. vent.. de mindste tag dem med, jeg kunne godt bruge lidt underholdning..".
Derefter begyndte to af de kutteklædte at sortere børn fra alderen 3 og opefter væk, dog så det ud til at teenagerne blev tilbage og fik lov at blive i flokken, hvor heldigt det så end var! Babyer og andre små børn forblev ved deres forældre, imens at de andre skrigende blev revet væk fra deres mor og far og holdt uden for cirkelen ved hjælp af et form for magisk elektrisk hegn af en art, der gjorde at de fik stød når de nåede tæt nok på, og ligeså ville give de mennesker der prøvede at komme ud stød. Derefter smilede herren længere væk meget tilfredst, drejede om på hælen og begyndte at gå ud fra parken.

Olivia kiggede på manden og ville længere ind mod midten men folk skubbede og maste. Hun kiggede der efter ned i jorden og ventede på hvad der ville ske. Dog ville hendes indre vrede hellere have overtaget hendes krop og derefter have skubbet manden, råbt og skreget for at få et svar, men det ydre jeg fik det indre overtalt om at det ville være noget af det dummeste.
En stor kulde brød dog ind på Olivia og hun nød sine hår rejste sig, hun elskede kulde, hun elskede skygge, elskede næsten kulde lidt for godt. Det kolde havde nemlig overtaget hendes sind og hun blev for det meste tiltrukket af kulde.
Dog da en mand råbte at børnene skulle væk spærrede hun øjnene op og troede det også var hende. Hun ville enlig ikke væk da kulden havde overtaget hende. Dog fandt hun ud af at det var små møgunger... Altid noget...
Hun lukkede øjnene, åbnede dem hurtigt igen og så en længere væk begynde at gå. Hun blev fornærmet og hendes indre vrede tog over. Hun bukkede sig hurtigt ned tog fat i en sten og kasteden den hård mod ham... Men kunne den komme ud af hegnet eller ville den blive kastet tilbage?
Uanset hvad stenen gjorde løb hun mod ham men blev gik hurtigt tilbage da hun så en af de små møg unger få stød. Hun skyndte sig tilbage i flokken og ville enlig ønske hun forsvandt en smugle... Pinligt var hendes ord.....
Der ud over lod hun sin stemme overtage, ”HEY! Hvor skal du hen,” råbte hendes stemme, stemmen var hæs og gennemtrængende af de jamrende og halvskrigende stemmer omkring hende.

Pigens modstand var ikke effektiv, der var ingen af de kutteklædte der reagerede. Og manden der gik oppe foran, så ud til at ignorere hendes ord hvilket tydeligt kunne ses på den måde han hånligt rakte hånden op til hans ører, stak en finger ind i det og gned lidt rundt som havde han en prop i øret, hvorefter han tog den væk igen.
Den lille flok af folk blev efter hånden ført igennem nogle gader, og som de stødte på folk ville den lille flok blive forøget drastisk. Der blev skubbet flere og flere mennesker ind, alle enten teenagere, babyer eller voksne imens de gik, indtil at der i alt ville være en god hundrede stykker. Som kvæg blev de alle ført op imod den store fæstning Abbadon, der havde fået sig et ganske anderledes udseende. Uden på var den blevet pyntet op med lig der hang ned fra alskens kroge, og spyd der var sat fast i jorden med små flammer over der oplyse vejen hen til indgangen, fluer der kredsede om dem, samt ulve hvis udseende så vanskabte og forvredne ud, pigge stak ud fra deres rygrad, disse åd af de kadavere der lå rundt omkring den før rene fæstning. De lilla bannere var skiftet ud med mørke røde, hvor et stort sort øje var symbolet derpå.
Hele flokken blev ført ind i Abbadon, ude foran stod der kutteklædte ligesom dem der gik omkring de mange mennesker og åbnede døren for deres herre, så de alle blev lukket ind, og ført videre ind i det man måske kunne kalde for tron salen. Tronen der før stod alene var nu ikke ene om at dele den store plads forenden af de mange trapper. Ved siden af den var der blevet placeret endnu to, den første var på venstre side, og en god meter mindre end den herskeren skulle sidde i. Den anden ar godt en og en halv meter længere nede. På siden af tronerne hang der mørke røde bannere med selv samme sorte øje malet på, ned langs den sytten meter høje væk, banneret godt femten meter bredt.
Herren oppe foran tog det første skridt op af trappen, hvor en kvinde ville sidde i stolen til venstre.

// Og her kommer Kilia ind :D! Så det bliver: Mig, Kilia, og Olivia.

Let. Som en fjer der dansede på den lette sommerbrise over træerne i de dybe skove.
Skarp. som en istap fra det kolde nord.

fordybet i tanker sad Kilia på tronen til venstre for Abbadons nye herskers trone. Hendes hænder blidt foldede i hendes skød. Hendes blik fjernt, låst fast på noget som lå hinsides denne verden. Hendes lange mørke hår var sat op i an løs fletning som hang ned foran hendes højre skulder. Hendes mørklødede hud letter bleg mod den sorte kjole som smøg sig om hendes legeme. Kjolen var lang og sad tæt omkring livet, men han løst omkring hendes ben. Ærmerne var lange og han løst om hendes arme, for oven var de åbne og holdt sammen af 3 knapper: En ved skulderen, en ved albuen og en ved håndledet.

Hun så knapt nok da den lille skare af folk kom ind i tronsalen. Dog, da den forreste Herre tog et skridt op ad trappen til tronerne, kom hun til sig selv og rankede ryggen. Hendes havblå øjne opmærksomt betragtende denne lille flok af folk og vagter. Til sidst fandt hendes øjne dog hvile ved den person som havde taget et skridt op mod hende. Hendes højre hånd gav slip fra den venstre og greb så blidt om armlænet på hendes trone.
Et let smil bredte sig over hendes læber og hun ville give ham et kort nik. Dog ville hun ikke stille spørgsmål til situationen, ikke endnu.

Olivia kiggede på folkende omkring hende og rundt i tron salen. Hun havde aldrig været der. Aldrig. Hun var uviden det her sted. Hun var uviden næsten alle steder!
Hun havde nu igen lyst til at bare løbe frem og skrige... Men gjorde det ikke da der var for stille til det og hun aldrig ville sætte sig som den der var hovedpunktet i nogen som helst situation og særligt ikke nu da der var så stille. Hun ville gå bagud og gemme sig så hun ikke var en af dem er stod forrest. Tænk hvis det var en slags prøve, tænk hvis hun skulle op og blive spurgt om en masse? Hun ville ikke kunne svare hvis det var sådan! Hun lukkede øjnene igen, åbnede dem og så at hun ikke var den yngste der hvor hun var, men hun var nok den der var mest irriteret og vild... Selvom hun ikke så ud af meget. Hun lukkede øjnene igen og ventede på nogen skulle sige noget. Hun ventede til at nogen ville kalde.
Hendes tanker kom så på sine forældre... Kom på begge deres død hvor Olivia altid var der. Moren hang sig da moren kaldte på middags mad, og faren... Olivia ville ikke mindes om sin far, men fik alligevel mindet direkte ind i hovedet.
Billedet hvor hun havde siddet med massere blod på sine hænder, en blodplettet kniv ved siden af sig og en hovedløs far foran sig. Det var ikke for så lang tid siden det skete.
Olivia fik tårer i øjnene og kiggede så frem ad. Olivia spærrede øjne op da hun kom i tanke om hvor hun var henne og en tåre løb ned af hendes kind. Hun var tavs, kun hendes klump i halsen kunne høres da den blev sunket ned og hendes mindre snøft. Dem som selvfølgelig ikke vidste hvad der skete i hendes hoved kunne tror hun var bange, bange for hvad der skulle ske...

Det var hårrejsende. Ventetiden var en tortur for de mennesker der blev mere og mere panikslagne, for ikke at nævne de små forskræmte spædbørn der blot kunne klinge sig fast til deres fædre eller mødre, og håbe at de kunne beskytte dem. Herren der gik op af trappen gav et kort nok den den smukke kvinde der sad på tronen til venstre for den midterste. Hvilke status hun havde, eller hvorfor hun sad der var vel en smule indlysende men så igen, for folk der ikke helt havde forstået det monarki der var blevet indført ville det under alle omstændigheder sikkert være forvirrende og uforståeligt. Uanset hvad så fortsatte denne mands person op af trapperne indtil han kom til den midterste trone, da drejede han sig halvt imod flokken af mennesker, og lod sine gyldne grønne øjne hvile på de panikslagne mennesker i noget tid inden at han gav en ordre, med klar nydelse i stemmen:
,, Tag spædbørnene og de andre små fra de vokse, og lig dem i hullet, menneskeene.", et smil kom på hans læber.
,, Træd lidt væk fra dem.".
Nogle af de kutteklædte mennesker begyndte straks at frarøve forældrene deres afkom. Mødre og fædre kæmpede imod, men blev i sidste ende tvunget i gulvet af enten et elektrisk stød eller anden form for skade der blev dem påført under sammen stødet med disse mærkelige væsener. Barnegråd kunne tydeligt høres som spædbørnene blev slæbt væk, og tronsalen atter blot var fyldt med teenagere og voksne.

Hun betragtede ham varsomt, og dog stadig med en lille smule synlig interesse.
Hvad havde han gang i? Hendes blå øjne flyttede sig fra ham og over på den lille gruppe af mennesker. Det var et stykke tid siden hun havde set så mange Almindelige mennesker samlet ét sted. Hvad ville hendes han dog med dem? Hun hævede let det ene øjenbryn men hendes tanker blev snart afbrudt da han smed sin ordre ud i luften og det første hyl fra et lille barn skød gennem luften som et lyn fra en klar himmel. Hun kunne mærke hvordan det trak i noget i hendes bryst. Det gjorde ondt! Det ville ud! det var et ord, en ordre. Men hun sagde ingenting. Hun knugede om det ene armlæn, mens hun forgæves forsøgte at overbevise sig selv om at det ikke var noget hun burde blande sig i, at de børn der hylede op og skreg ikke kom hende noget ved og at de var ligegyldige. De var jo bare mennesker! Små selvdestruktive mennesker som ikke kunne andet end at skabe for at ødelægge!
Men det hjalp ikke. Hylene fra de små børn og gråden fra deres mødre da de bliver slæbt væk når alligevel helt ind til det specifikke punkt inden i hende som var blødt, varmt og venligt. Hun led. Hun led med de forældre og med de børn som snart ville blive overladt til dem selv I det frygtelige sted som blev kaldt for ’hullet’.
Hendes hånd knugede ubevidst hårdere omkring armlænet på tronen hun sad på så hendes knoer blev helt hvide, men hendes ansigts udtryk forandrede sig ikke. Det var blankt og en lille smule hårdt. Dem der ikke kendte hende særlig godt, ville ikke lægge mærke til hvor påtaget denne facade var. Hun bed tænderne sammen og prøvede at fokusere på de mennesker der var tilbage men hendes tanker fløj stadig omkring børnene som ville havne i hullet. De ville aldrig se deres forældre igen.. og snart ville deres forældre også kunne mærke det cut som ville klippe den gyldne tråd over som forbandt forældre og barn. Når det skete ville de fleste af kvinderne i den lille gruppe højst sandsynligt bryde sammen i hjerteskærende gråd….
Hun kunne ikke længere slå dette hen som værende ingenting..
I nat, ville hun sørge for dem, og med dem..