tur i skoven//Olivia//

S-Skoven
T-15.00
O-træer
P-bar overkrop og sorte bukser og sko
V-sol

Zankuji var ude i skoven han var derude fordi han var både sur og gnaven over han tabte sin kamp mod det onde så han havde taget sit sværd med sig som var sort og tungt men han havde vænnet sig til dens vægt *grr hvad skete der lige*tænkte han og svang sit sværd rundt og ild kom om det mens han svang det *dette kan ikke være sandt alt den træning til ingen verdens nytte det skal ikke ske igen*tænkte han og kastede sværdet op i luften og hopper op efter det og greb det og fik sig til at ha retning mod et træ og svang sværdet og kløvede træet midt over og lande på jorden igen og det han hakkede af træet lande bag ham med et brag og han stod bare og kiggede ud i luften det var som om han havde en vrede inde i sig som kunne tage over ham i ny og næ men hvem ved om det ikke tager helt over til sidst og en ny side af zankuji måske ville komme frem.

En ung femtenårig kvinde gik roligt igennem skoven men hun lyttede til skovens smukke lyde. Hun var normalt en der sov meget og var altid fuldt af energi, dog stadig rolig.
Da et kæmpe brag længere inde i skoven lød, lod hun sit blik dreje mod det og smilede. Sådan var det når hun blev bange, hun smilede når hun blev bange, det var det som ingen vidste. Hun lukkede øjne og smilede blidt hvorefter hun begyndte at vandre mod lyden fra før. Hun ville undersøge om det var noget man kunne snakke med eller et naturligt brag fra et træ der væltede eller hvad det var.
Kvinden tog det med ro. Kvinden var menneske og havde ingen overnaturlige kræfter overhovedet.
Kvinden havde en lille og rolig piano melodi i sit hoved, eller der var også andre instrumenter, men man lage mest mærke til pianoet. Kvinden havde altid denne melodi på hovedet. Musik i hendes øre var rolig.
Selv om kvinden var menneske forholdte hun sig til de kolde skygger. Hun holdte af kulde, eller i hvert fald kolde skygger og sne. Der var dog nogen der troede hun godt kunne lide vampyrer, men det var der ingen der vidste ud over kvinden selv.
Kvinden havde skulderkort, mørkebrunt, glat hår, rødbrune øjne, der var peget mod den bløde skovbund. Kvinden havde en lille mørke sølv, næsten sort, halskæde på, med et firkantet vedhæng, med en firkant i samme vinkel, men mindre end den første og den anden med sine rette vinkler i midten af de andres vinkler.
Kvindens påklædnin bestod af en sort langærmet vest med hvide om rids. På venstre overarm havde hun et hvidt armbind, med en omridset rose. Hendes underdel var noget skoleuniform lignede med en presset vinkel. Hun havde nogle sorte knæstrømper på og nogle brune sko på.
Kvinden havde nemlig lige været i skole og havde derfor stadig uniform på. Hun tog normalt en tur rundt i skoven efter skole...
Kvindens havde et dæk navn Anastacia, men hendes rigtige navn var dog Olivia...

//Her er et billede af halskæden hvis du/I er i tvivl http://www.everbuying.com/uploads/201006/source-img/Vampire-Knite-Yuki-Cross-Necklace-G-29041.jpg
Og hendes armbind http://cn1.kaboodle.com/hi/img/c/0/0/ce/9/AAAADN7KR9AAAAAAAM6aqA.jpg?v=1275450589000
Og tøjet her hvis du/I skulle være i tvivil
http://www.deviantart.com/download/105574892/chibi_yuki_cross_by_korosu33.jpg <--//

Han kiggede rundt og syns han kunne fornemme en andens persons nærhed men det korsentret sig om det fordi det var ham lige meget for ham man kunne godt sige siden den kamp han var med i det havde forandret ham meget hans værdighed og stolthed var brækket midt over efter der og nu var han blevet en hel nu han ville være stærkere og bedre end han var og han ville knuse dem der ville prøve på at stoppe ham.
Han kiggede rundt for selvom denne person ikke rigtig betød noget for ham lige nu kunne han vel ligeså godt se hvem det var der var i hans nærhed den eneste han ikke ville ha i sin nærhed var den person der havde slået ham og han ville aldrig glemme den persons navn som var det brændt ind i hans hud og på en måde ville han ha taget sin hævn på en måde men hvordan viste han ikke endnu...
Han kiggede rundt "er der nogen"lød det fra ham for han ville se hvem det var der gik her i skoven.

Olivia skridt var langsomme, men da en stemme lød spidsede hun øre og fokuserede på sætningen, hun ville lade være med at svare lidt endnu da hendes stemme ikke var kraftig nok til at svare. Hendes halvlange hår svingede let og elegant frem foran hendes øjne og skjulte hendes rødbrune øjne. Det man kunne se af hendes øjne, eller bare af hende, kunne i det hele taget ligne en lav vampyr. Olivia var nemlig ikke høj og slank, hun var derimod mellemhøj og meget slank. Hendes krop var flot bygget og lignede en der aldrig havde fået en skramme, derimod havde hun fået en masse skrammer i løbet af sit liv. Hun brugte ikke noget for at holde beviserne usynlige, de forsvandt bare hurtigt.
Olivia havde også noget ved sig selv, noget der fik hende til at føle sig unormal, men det var kun når der var flere af hendes følelser blandet sammen, at denne ting gjorde hun følte sig unormal. Hvis hun nu havde slået knæet, ved at blive sparket af en hest, som ikke ville have gjort det på hende, ville hun være ked af det, samtidig med at føle smerte, had og futraison. Og hvis der så kom en og skældte heste ud og hesten blev bange og ked af det og personen som skældte den ud med et tov var meget sur, ville hun kunne se farver fra dem, hun ville se hesten som mørkeblå og personen som ild rød. Det var noget hun fantaserede sig til, det var ikke en slags magi der kunne hjælpe hende, kun hvis personen kan være meget farlig går den ting i gang og får hende til at fantasere sig helt ud i alting.

Han kiggede rundt "du er her et eller andet sted men hvor du kan ligeså godt komme frem nu"sagde han og kiggede stille og roligt rund og fik sat sit svær om bag på sin ryg og kiggede rundt der var jo en mulighed for at de kunne snakke sammen eller noget men denne person ville ikke komme frem det måtte den person jo selvom han ville snart ikke spilde mere tid på at vente på den person som var i hans nærhed.
Han stilte sig i en åbning hvor der kom lys så man kunne se ham tydeligt der var jo ikke så meget fare mere nu hvor ham Zane var væk men hvad ville der nu se med byen og alt sådan noget hvem viste det.
Han kiggede rundt og stod bare og kiggede.

En kvindelig skikkelse kom endelig lidt ud i lyset i en lidt mere bar plads i skoven. Det var ikke meget man kunne se af hende, men man kunne se hendes øjne og de skygger hun fik over ansigtet.
"Hej," svarede en lav stemme, dog var stemmen lidt hæs. Lød som en der var forkølet eller havde råbt og skreget hele dagen. Vinden fik taget i hendes hår igen og fik ført håret en smugle tilbage så hendes kønne let markante ansigt kom frem.
Olivia trådte ikke mere ud da hun hade varme og at have sol på sig. Dog elskede hun at gemme sig i mørket. Olivia havde intet smil på ansigtet, ikke en gang et lille spor, hun havde dog heller ikke et surt eller trist ansigt. Bare helt neutralt. Olivia var rolig og næsten uden at røre. Hun stod bare og kiggede med roligt blik på manden i åbningen og ventede på han skulle svare. Hun var dog en smugle utålmodig i sin fritid, ikke så meget i skole tiden, der var hun den, der faktisk sov i timerne. Hendes slanke krop stod fast som en statue og kiggede roligt der på hvor manden stod. Ikke hvor hans sko var placerede, men bare omkring ham. Ingen øjenkontakt. Det ville hun ikke tillade, ikke når hun slet ikke kendte personen.

Han kiggede rundt mens han kiggede fik han så øje på denne person han havde ventet på at skulle komme frem så han kunne se hvem det var "hej hvorfor kunne jeg ikke finde dig havde på en fornemmelse at der var en her så det måtte jo være dig"sagde han med et stille smil på sine læber.
Han var nu tilfreds med at han havde set hvem der var som han havde fornemmelse af var tæt på ham lige nu.

Olivia trak på skulderende, "Nok fordi jeg har en god kamuflage," svarede hun kiggede stadig ned i jorden. Hun ville stadig ikke kigge ham i øjne siden hun stadig ikke kendte ham. Hun ville ingen gang kigge på ham. Hun havde oplevet nogen der ikke ville have man kiggede på dem forellers kom det meget tæt hen mod hende og ville true hende, men hun overlevede hver gang.
"Anastacia," præsenterede hun sig selv med det samme intet smil i ansigtet, "Og du," spurgte hun og ventede på svar fra manden. Hun kiggede stadig ikke op på ham men trådte et skridt tilbage i skyggen og håbede at manden stadig kunne se hende.

//Sorry ukreativiteten... Men skal i seng og håber min kreativitet vokser op til i morgen :)//

Han kiggede på denne person "okay så du hedder Anastacia"sagde han og kiggede på hende med et stille smil på sine læber.
"jeg hedder Zankuji"sagde han med et smil og kiggede på hende "hvad bringer dig her ud"spurgte han og kiggede på hende.
Han ville ikke komme alt for tæt på nogen men hende her så vel ikke ud til at ville skade ham eller noget.
Han kiggede lidt rundt "er du alene"spurgte han og kiggede på hende med et stille smil og håbede på at hun var det.

//går nok//

"Hvad sagde du, du hed," spurgte hun hurtigt da han sagde hans navn, hun havde godt nok hørt hvad han sagde men undrede sig bare over navnet da det lød så underligt... Hun kunne ikke lade være med at kigge op med sine smukke rødbrune øjne som var så gådefulde. Men hun kiggede hurtigt ned igen, men forsigtig op igen da han nok havde set hendes ansigt og hendes øjne nu.
"J-Ja jeg er alene," stammede hun kort og smilede blidt, mere normalt for et menneske men dog var det ikke det store...

//Når nat nat.!//

Han kiggede på hende med et stille og roligt smil på sine læber "jeg hed Zankuji"sagde han og kiggede på hende "ved skam godt det er et underligt navn jeg har men sådan er det jo når man er mig er man van til at ha det navn men kommer også fra et land hvor det er normalt"sagde han og kiggede på hende med et stille smil på sine læber "men du skal ikke være bange for mig bare fordi jeg er den jeg er"sagde han med et smil på sine læber.

Hun så stadig forvirret ud men prøvede så at sige hans navn for sig selv, ”Zankuji,” mumlede hun og syntes ikke det kunne flyde i munden som Olivia. Det var endda svært at huske...
*Zan...Ku....Ji...* Tænkte hun og syntes stadig det virkede underligt.
Olivia kiggede nu igen kun omkring hans ben. Hun ville kunne reagere hurtigt alligevel hvis han ville angribe hende, men han havde virket meget vennelig indtilvidere.
Olivia kiggede dog op på ham med et irriteret og surt blik, ”J-Jeg er ikke bange for dig!” sagde hun igen stammende, men det var som før at hun jo ikke kendte personen. Men hun var ikke spor bange for ham, overhovedet. Hun stammede bare for det meste når hun snakkede med nye og ukendte mennesker. Hvis hun nu havde snakket med en som var rimelig kendt, vidste hun jo hvordan han ville reagere, på grund af sladderen, men nu var han ukendt og hun var intet vidne, derfor ville hun passe lidt på sig selv da hun jo kun var et menneske. Men nogen gange kunne hun klare sig rimelig godt.

Han kiggede på hende "er det svært at huske mit navn"spurgte han og kiggede på hende med et stille smil på sine læber og kiggede på hende.
Han kiggede lidt rundt også på hende igen "når det er da godt du ikke er bange for mig"sagde han med et stille smil på sine læber og kiggede på hende og gik så hen og satte sig ned og viste ikke hvad han skulle sige lige nu der var vist ikke så meget at sige til hende udover han ville vide mere om hende men hvad han ville vide viste han ikke lige nu.
Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber

”Ja,” tilstod Olivia og smilede blidt til Zankuji. ”Men er ved at kunne det..” sagde hun tænkende,” og fik et lidt større smil på sine læber hvor efter smilet blev mere svagt igen. Hun kiggede stadig ikke på Zankuji, selv da han satte sig ned kiggede hun væk og hen på et træ som stod ved siden af hende. Hun vendte fronten mod træet.
”Du tror stadig jeg er bange for dig, ikke sandt,” spurgte hun og smilede roligt til træet, men snakkede dog til Zankuji. Hun lænede sig en smugle bag over og var nu lænet op af et andet træ.
Hun ventede på svar. En mild vind kom ind over Olivia og hendes skulderkorte mærkebrune hår over tog hendes ansigt og så helt fremmed ud. En rolig håndbevægelse førtes op til hendes ansigt og fjernede hendes hår fra hendes ansigt og om bag ørne. Men håret var uenig og fløj frem igen.

Han kiggede lidt rundt for at se hvad der forgik omkring dem det var så stille her ude i skoven det var som om folk var faldet til ro og ikke flygtede ud i skoven eller noget andet sted det var så dejligt men han havde altid den fornemmelse at der stadig var noget eller nogen som stadig var onde og ville ha herredømmet over stedet.
Han kiggede på hende "nej da håber jeg ikke du er"sagde han med et stille og roligt smil på sine læber og kørte en hånd gennem sit orange halv korte hår som strittede lidt *hvad kan man sige*tænkte han og kiggede rundt også på hende med et stille smil

Olivia var tavs. Hun gad ikke svare medmindre der var nødvendigt eller han spurgte om noget. Hendes rødbrune øjne skinned lidt op og blev mere røde. Ikke af en særlig grund. Men lyset i hendes øjne skiftede farve afhængende af det lys der var omkring hende. Olivia lukkede øjnene men rejste sig op og gik en smugle ind i skoven og satte sig så igen. Solens ståler havde næsten nået hende hvis hun ikke havde rykket sig. Hun virkede lidt som en vampyr, som selvfølgelig ikke kunne tåle sol. Men Olivia var menneske og elskede at holde til i kulden, skygger og mørke gyder, også selv om det var farligt at holde af de kolde. Hun kunne faktisk bedst lide at være sammen med vampyrer... Men helst hanvampyrer da hun ikke bar lesbisk på nogen måde. Hun kiggede ud mod det solrige og bare område hvor Zankuji sad. Hun kunne ikke se ham da hun havde rykket sig en del ind i skoven og ikke at kunne blive ramt af en eneste solstråle. Hun lukkede øjnene og ventede noget spændings fuldt.
*Kan han ikke være noget mere spændende? Måske prøve at skræmme mig eller noget i den dur..* tænkte hun og sukkede lavt og håbede lidt hendes ønske blev opfyldt.
Olivia var ret sikker på at han ikke var et normalt menneske, måske en vampyr? når nej.. Han var jo i sollyset. Hun ventede på han enten ville spørge efter hende, råbe eller måske skræmme hende.

//Are you comming?//