Gyder.. javel ja.. (Misa)

S~Allées
T~00:00
V~Fuldmåne, koldt og det blæser, og regner
O~Gyder, og den kolde vind, samt regn.


Asmodeus var lige kommet til overfladen, han kiggede sig omkring i gyderne, og sukkede, der var ingen synlige personer i gyden lige nu, men han vidste at der ville nok dukke nogen op, det skær flammerne omkring ham skabte, lagde uhyggelige skygger omkring ham, han havde altid fundet flammerne for dramatiske til en ankomst, men det var jo ikke ham der bestemte hvordan en ankomst fra helvede skulle se ud, men han måtte indrømme.. friheden smagte fantastisk... og hævn ville han få.

Misa's lyse silhuette blev skjult af den sorte hætte, så selv hendes marmorhvide ansigt var dækket, det eneste man kunne se var hendes silkebløde sorte hår, hendes mørkeviolette øjne når hun nu og da kiggede op og hendes snehvide hænder. Hun havde som altid sin sortgrå violin med. Selv om hun var dækket, kunne man mærke hendes forunderlige aura. Hun havde noget over sig, noget så stærkt at hun kunne blive genkendt flere mil væk, hun lignte næsten en porcelændukke i menneske størrelse, så blank og marmorhvide de dele man kunne se af hende var. Et svagt men kedsomeligt smil kom på hendes rosa læber. Havde natten ingen overraskelser til hende i aften?

han begyndte at gå ned af gyden, ilden bag ham gik ud, i takt med at han gik væk fra den, han gik langsomt ned af gyden, og lagde ikke mærke til pigen, han gik ind i hende ved et uheld, og skyndte sig tre skridt bagud, det var ikke hans mening at gøre sådan, det var jo direkte uhøfligt, nok var han ond, men han var høflig, og ærlig... for det meste, han så ingen grund til at bære våben, da han selv var et våben, og han vidste at han var en perfekt mand, på udseende, ingen fejl i hans hud eller noget..

Hun mærkede nogen gå ind i hende, før hætten faldt om hendes skuldre. Hun havde været i sine egne tanker, i sin egen lille verden uden rigtigt at have givet sine omgivelser den fulde omtanke hun normalt gjorde. Hun bar sikkert en del af skylden for at denne person, som hun knap havde analyseret, var gået ind i hende. Nu hvor hendes ansigt ikke var skjult mere, satte hun hovedet forsigtigt på skrå og betragtede, manden der var stødt ind i hende. Det var kort som om de mørkeviolette øjnes grålige katteagtige pupiller blev større, som om hun zoomede ind på ham, og gemte hver en detalje. Hun gik hurtigt på hug og samlede sin violin op som var faldet ved sammenstødet. Hun rettede sig igen op, og pustede til det mørke hår der var faldet over hendes venstre øje. Det slog hende en anelse, hun havde på fornemmelsen hun ikke var stødt ind i hvem som helst. Dog overraskede det hende mere, at han ikke havde undskyldt endnu?

han kiggede på hende og smilede ''det må de meget undskylde'' sagde han stille, og betragtede hende, hun kunne ikke være en dæmon, så hun ville ikke dø... han gik over til hende, og holdt hånden frem ''Asmodeus af Nessus'' sagde han smilende til hende ''jeg er lige ankommet her til byen, og jeg har forvildet mig rundt i de her gyder i en evighed'' løj han halvt for hende, flammerne var gået ud, og han kiggede ind i hendes øjne, med et varmt smil på læberne.

Hun rystede blidt på hovedet, så det silkebløde hår dansede.
”Det gør ikk noget”, hendes stemme var blød, næsten som en skånsom hvisken.
Hun tog roligt imod den udstrakte hånd, ”Misa Phantomimé, mig en ære Asmodeus”, hendes to smilhuler blev markeret tydeligere, i det charmefulde smil. Hun satte hovedet undrende på skrå, ”Nessus? Som i”, hun grinte mildt, ”helvede?”, hendes violette øjne betragtede ham, med lettere fascination. Hun huskede først nu at hun endnu ikke havde sluppet hans hånd. Hun slap den let og smilte svagt. Hun nikkede med et grin, ”Den virkning har gyderne, selv på folk der er født og opvokset i byen”, hendes smil var næsten gådefuldt, mens hun så op på himmlen, ”man er aldrig helt sikker på hvor man ender, medmindre man har”, hun smilte, ”øje for detaljerne”, gyderne så måske ens ud, men var alt andet end.
”Hvor skal de hen? Måske kunne jeg være dig til hjælp?”, hendes stemme bar næsten præg af uskyld.

Han smilte til hende ''mig en ære'' sagde han og bukkede for hende ''Ja, som i helvede, det niende helvede for at være nøjagtig'' sagde han med et smil, der var nogen der vidste noget om alt det her vidste personen så at han var den første skabte Djævel, efter Lucifer ham selv, han var måske en af de få der kunne dræbe Lucifer, hvis han gad bruge tid på det, lige nu skulle det gå ud over dæmonerne i verden ''det kunne være ja, jeg skal blot finde et sted at bo'' sagde han og smilte til hende.

Hun nikkede dybt fascineret, hun havde ikke troet hun ville støde på en karakter hun plejede at læse om. Og hvis hun havde læst rigtig, var han ikke bare en hvilken som helst tilkommer af Nessus.
”Så du er Prinsen af Nessus”, hun stilte det ikke som et spørgsmål, men mere som en konstatering for sig selv.
Hun satte tænkende sin pegefinger imod underlæben, som hun havde for vane, når hun overvejede noget. Hun rettede sit blanke blik imod ham, ”Du kan nemt finde en bolig i her i byen, de skal bare lige bygges op igen”, hun grinte og rode stile op i det bløde hår. ”Efter krigen, gik de fleste lejligheder og huse i grus”, hun satte hovedet på skrå, ”mit var dog en undtagelse", hun nikkede, og fik så en ide. "Hvis du vil", hun tyggede let på ordene, "kan du bo i min villa, indtil du finder noget bedre", selv om det var et palæ, var hun meget ydmyg omkring det.

''Ja, det er jeg..'' sagde han stille, han var stolt af sin position i helvede, han havde magt, men nu skulle han have magt her på overfladen..''det ville være skønt hvis jeg kunne bo ved dig.. jeg er sikker på at vi nok kan finde ud af en anordning med betaling og så videre'' sagde han og smilte varmt til hende, han var i et godt humør, han var endelig fri, det var så ensomt i Malsheem, hans slot på Nessus.. nu ville han nyde at skabe sig bekendtskaber.

Hun smilte, men stivnede en anelse. Et mindre smertende skrig blev hørt, et stykke bag dem, fra den sti misa var gået hen af. Hun sukkede, hvorfor dobbelttjekkede jeg ikke? Hun så nysgerrigt på tattoveringerne, men udspurgte ham ikke om det. Hun var på en måde glad for at have fået noget selskab, hun hade at være alene i det store hus, der var dog ét værelse hun ville låse. Hun så på ham, med et varmt smil, "hvis du vil kan vi tage derover nu, medmindre du har andre planer?". hun ville helst ikke møve sig ind på ham, hvis han nu skulle noget andet.

Han lagde mærke til skriget, men smilte blot ad det, og gik over til hende, med en arm positioneret så hun kunne tage fat i den når de gik ''Jeg syntes vi skal gå der over nu.. så det der skrig ikke finder os, det ville jo være sørgeligt hvis du på vores første møde så mig dræbe en..'' sagde han stille, og ventede på at hun gjorde noget i respons til hans valg, denne aften skulle han bruge med denne Misa, og den skulle være en god aften, hvor de som sofistikerede folk kunne snakke, og eventuelt spille musik sammen.

Hun satte hovedet på skrå, med et charmeret smil, før hun blidt men elegant tog fat om hans arm. Hun kunne ikke lade vær, med at grine af hans kommentar om skriget. "Jeg havde et møde med en engel jeg skulle hente noget fra", hun smilte svagt og trak, den lille flaske frem der hang ved hendes violin. Væsken var næsten kulsort, men man kunne skimte noget rødligt. Hun så op på ham med et funderende blik. "Det pænt af dig, men jeg har skam set folk dø før", hun sukkede en smule sørgmodigt, "også for mine egne hænder", hun så på de slanke marmorhvide fingre, før hun så op på ham med et genvundet smil, "Stien derovre føre direkte til hjem", hun pegede og de begyndte langsomt at gå derhen.

han fulgte hendes gangtempo perfekt, og lod hende føre an ''Jeg har også set utallige dø for mine egne hender.. det er aldrig et kønt syn, men det er nødvendigt til tider, og på din kropsvarme må jeg bedømme at det for dig er nødvendigt at dræbe en gang imellem, men hvis du er tørstig så sig endelig til..'' sagde han og smilte varmt til hende, han viste sig fra sin gode side i nat, det overraskede ham, han havde varet rasende hjemme i Malsheem.. og derfor var der ingen der mere.

Det var overraskede, hvor godt han forstod hende, var hun virkelig så let at læse? næppe. Hun smilte sarkastisk, "Hm, jeg har aldrig smagt din race's blod før? men heroppe er engleblod det dyreste og mest smagfulde", hun så drillende skeptisk på ham, "Kan det være bedre?", Hun spejdede let da hun kunne se silhuetten af sit hjem. Det klassiske sorthvide palæ, haven og dets detaljer var dog fantastiske. "Mit hjem?", hun smilte, en smule flov.

ha smilte til hende imens de gik ''da jeg er den første af os ville det muligvis være noget af det bedste blod du kunne få, nogensinde..'' sagde han stille ''og ja.. mit blod er meget bedre end en engels blod.. engle er svagelige gode væsener, skabt af en højere magt.. hvor jeg er et stærkt væsen skabt af en højere magt'' sagde han og grinte for sig selv, kan kiggede på palæet ''flot hus'' sagde han, og tænkte på Malsheem der hjemme på nessus, det var jo kæmpe i forhold til det her..

Hun puffede blidt til ham, "Frist mig nu ikke", hun smilte, "De er også de eneste væsner der ikke vil kæmpe for deres overlevelse", hun sukkede, da engle bare overgav deres blod til hende, så hun ikke ville slå dem ihjel. Hun smilte dog glad, da hun trak ham med indenfor, den varme rødbrune gang var det første stop. Hun tog forsigtigt sine sko af og den lange sorte kappe, så hendes ranke elegante skikkelse kom tilsyne. Hun åbnede let, døren med initialerne M.P. og der var det rum hun tit var i. Nemlig stuen, pejsen var tændt og nogle bøger om dødelig besværgelse og ritualer lå på bordet, sammen med hendes spredte noder til klaveret længere henne ved vinduet.

han smilte og fulgte med ind ''jeg frister ikke, jeg giver dig et tilbud om at smage..'' sagde han og satte sine støvler i gangen og fulgte med hende ind i stuen, han ventede høfligt på at få lov til at sidde ned, han tog sin frakke af og gik ud med den i forgangen, dette hus var meget smukt, Malsheem var så dystert.. og kedeligt.. det her hus kunne han godt li, han gik tilbage i stuen til hende.

Hun små grinte af hans kommentar, det var næsten sikkert hun ville holde ham til det løfte.
"Sæt dig endelig", hun smilte af hans høflighed. Han var virkelig anderledes, slet ikke som nogen hun tidligere havde mødt. Hun rejste sig let op fra, sofaen ved pejsen, "Er du tørstig? sulten?" Hun stod ved køkkendøren og afventede tålmodigt hans svar, med et nysgerrigt blik.

han gik stille over og satte sig, han havde godt nok bar overkrop, da han ikke havde noget under frakken ''et glas vin tak'' sagde han og smilte til hende, han sad i sofaen og mærkede hvor blød den var i forhold til hans egen trone der hjemme ''du bor smukt her..'' sagde han stille og lænede sig tilbage, men stadig så han sad ordentligt.

Hun nikkede let, før hun drejede ind i køkknet, hun fandt hvad han bad om og hældte det op. Hun vendte tilbage til stuen, med hans drik og sin egen. Hun dumpede roligt ned vedsiden af ham og rakte ham, glasset med et smil.
"Tak, det glæder mig du kan lide det", hun grinte lidt, "Da jeg først flyttede hertil lignte det et torturkammer", hun gøs sarkastisk. Men bed sig så let i underlæben, "Du Asmodeus", hun holdte øjnkontakten, "hvorfor kom du op til overfladen? jeg mener, du havde jo sikkert magt i nessus, men her?", hun satte hovedet på skrå og betragtede sin gæst og nye ven.

han tog imod glasset og takkede ''Jeg kom her op for at tage hævn, og fordi det i Nessus er kedeligt... ser du, fra Nessus, styrer jeg de ni helveder, og det er kedsommeligt, da der er en der styrer mig og mit helvede.. min kære far, Lucifer'' sagde han og smilte ''Da vi Djævle blev skabt besluttede dæmonerne, at de ville have en større bid af kagen end os, og spærrede os inde, de havde håbet at det ville have varet evigt, men jeg havde en nøgle her oppe.. ser du, enhver magtfuld person har en udvej hvis han bliver fanget, og min nøgle skulle bare stoppe med at trække vejret, så kunne jeg og mine folk komme op til overfladen, alle de andre fra helvederne er på vej..'' sagde han med et smil ''og nu skal jeg have magten her'' sagde han med et grin, og smagte så på vinen.

//sku selv til at skrive det, godnat ^^//

Som fortællingen gik, skiftede hendes øjne fra mørkeviolette, til en lidt lysere grå'violette som var tegn på hendes forståelse og nysgerrighed. Hun rystede blidt på hovedet da en tanke slog hende, "Var Zane din nøgle?", hendes hoved var sat på skrå, mens hun betragtede ham undrende. Flammerne fra pejsen dansede let i hendes øjne, da de spejlede sig. Hun sippede stile til sin drik, "Så nu vil du dræbe alle dæmoner? enklusiv halvblods?", hun smilte, da arbejdet jo næsten ikke ville være veludført hvis der stadig gik nogle rundt, der bar på mærket. Hun sukkede med et svagt smil, "Du kommer til at have meget arbejde på hænderne, her i byen er der mest overtal af vampyre og dæmoner", hun nikkede roligt, men hun var jo selv Fuldblods så hun satte ikke sig selv i katagorien vampyr, da det titalte de lavere stående dele af racen.

han smilte til hende og lo varmt ''ja, jeg har i sinde at dræbe hver eneste af dem.. selv halv-blods.. og jeg er ikke interesseret i om der er vampyrer her.. de har aldrig gjort mig noget, det var ikke dig og din race der lukkede mig inde på nessus, vel?'' sagde han og smilte til hende ''skål..'' sagde han og tog en tår af sin vin, den var temmelig god, den skulle han have som sin egen vin når han overtog dette plan af de mange verdener der var.. ''ja.. Zane var min nøgle.. han var ikke selv klar over det, men det var han..'' sagde han så, som et forsinket svar på hendes spørgsmål, han så ingen grund til at gemme sandheden.