På Jagt Efter... Noget? [Angelie]

Lance kiggede dovent rundt skjult under Hættens beskyttende Gemmer. Han havde ikke tid til at komme op og slås med alle og enhver hernede... Derfor blev han nødt til at skjule hvem han var under Kappen...
Han kunne høre de Fordømtes skrig efter nåde og hjælp... Før i tiden ville det have rørt Lance... Muligvis få ham til at opmuntre dem eller virkelig Hjælpe dem, men nu... Nu var de jo ikke andet end Kryb der fortjente at være hernede... Hvorfor skulle de ellers være hernede? Hvis de havde været Bedre, ville de jo nok bare rende rundt oppe i himlen og have travlt...
Det var nu noget af en Løgn det mennesket gik rundt og fortalte sig selv. Oppe i Himlen skal man aldrig løfte en fingre, man får alt serveret på et sølvfad og blah blah blah... I det uendelige og lige til at brække sig....
Det var en Løgn... Det var også Arbejde oppe i himlen, eftersom Dovenskab var en Synd, kunne man jo ikke have at alle dem oppe i himlen gik rundt og syndede...
Til gengæld var Arbejdsforholdende meget bedre deroppe end hernede...
Et lille smil dukkede op på hans læber da han hørte et Piskeslag falde hårdt på en Fordømts blottede ryg og han skreg sig hæs.
Lance stod nu og kiggede på porten, mens han ventede på at den skulle åbne sig op... Han havde været hernede før... Mere end et par gange, men ikke nok til at føle sig hjemme...
Porten gik hvinende og skrigende op... Til at starte med havde, Lance allerførst troede den manglede Olie, men det var for længe siden at han fandt ud af, der var fordømte stoppede ind i hængslerne... Som en Lus mellem To negle.
Det grumme smil var ikke tørret væk fra hans ansigt, da han trådte ind i helvede på sin jagt.... *Så tæt på... Ikke langt igen....* Tænkte han og skridtede afsted.

Inde på den anden side af porten skreg alle de dømte og fortabte sjæle. Piskeslagene gav genlyd hvert femte sekund for at tilfredsstille Lucifers djævle, som åbenbart trængte til at more sig. Dog var der også oprørske sjæle.. Hver dag prøvede mindst tre at komme ud igennem porten, som i netop dette sekund var ved at glide op.
De larmende hængsler hvinede voldsomt, og arbejdet i helvede stoppede i ganske får sekunder, for at se personen, som nu var trådt ind igennem porten. Angelie sad dog ubevægeligt på en klippeblok, med ædende flammer omkring sig, mens hun kiggede tomt ud i luften. Selvom hun havde modtaget piskeslag for ikke at lave noget, sad hun bare.. der. De blå øjne havde en form for hinde over sig, som om de ikke rigtig så.. Dette var også tilfældet.. Angelie tænkte uafbrudt på hvad hun havde hørt fra den kvinde, som havde fældet hende i kamp.
De rødbrune lokker hang livløst ned langs hendes ryg, og de virkede døde.. Uden det liv, som de før havde haft.. Huden var sygelig at se på. Faktisk var hun ikke noget syn for guder længere.. Hvis hun nogensinde havde været det. Den sorte top, og nederdel var plettet af hendes blod, som havde bredt sig ud i større plamager, som nu var størknet ind.

Lance stirrede frem for sig.... Selvom han var en Engel per udsende, havde ondskaben sat sine spor på hans udsende... Små ting man ikke ville lægge mærke til på Længere sigt og korte kig, men en tæt og indgågende ville afsløre noget... Det ville ikke være til at sige hvad, men der var noget over den måde hans ansigt var sat sammen på....
En af djævlene stirrede længe på Lance og begyndte at gå imod ham, med pisken hævet til slag.
De sorte øjne i Djævlens ansigt rokkede sig ikke et sekund, mens den velovervejet og langsomt satte kursen mod Lance, som selvsikkert stoppede.
Mens Djævlen kom nærmede, sugede Lance hver en Detalje til sig. Djævlens ansigt, kunne godt gå for at være Menneskeligt, men der var nogle underlige former for... Fejl, i mangel af bedre ord. Der var skæl i stedet for Hud, på denne her Djævel, dens tunge, der stak svagt ud af munden, som en slange der smagte på luften, var kløvede og sitrede svagt. Musklerne kunne nemt ses på det kropsnære tøj den havde på... Det var en Dreng, tydeligvis.
"Du hører ikke til her!" hvislede den vredt af Lance da den var tæt nok på til at kunne slå med sin pisk, uden at Lance kunne nå den med sine næver...
"Og det er du helt sikker på... ReptilHjerne" snerrede Lance tilbage til den. Nu havde den ikke længere hans opmærksomhed, og han kiggede nu rundt... Hvilket bare gjorde Djævlen mere Rasende.

Lyden nåede hende før hun overhovedet opfattede hvad der skete omkring hende. Igen havde en djævel forsøgt sig, og hun mærkede det voldsomme piskeslag over ryggen, som tilegnede hende en dyb rød fure til samlingen. Angelie hverken skreg eller flyttede sig så meget som en milimeter over slaget, og djævlen forsøgte sig endnu engang. Det andet slag ramte med samme kraft som før, men udløste præcis den samme reaktion som før.
Hendes døde blik opfangede ude i øjenkrogen, at der var problemer på vej. Personen, som var kommet gennem døren og djævlen som nu var på vej over mod vedkommende. Ilden brusede op bag hende, og gjorde hendes syn klart, så hun med lethed kunne se den kutteklædte skikkelse, som stod og snakkede med det skællignende reptilvæsen. Dog kunne hun ikke høre hvad disse snakkede om. Og ikke nok med det.. Det var ikke engang muligt for hende at bruge sin magi, for at mærke vedkommende, som hun havde gjort på jorden.. Hendes magiske evner var forsvundet dengang hun satte sin fod i helvede, og hun kom nok heller ikke ud derfra igen.
Djævlen bag hende havde åbenbart heller ikke tænkt sig at give op. Igen løftede den lille irriterede mand armen med pisken, og trak den helt tilbage.. Det var tydeligt at se, at den denne gang ville bruge samtlige af sine kræfter for at sætte Angelie i sving. Djævlen svang armen fremad, og læderremmen tvang sig voldsomt igennem luften, inden det syngende slag ramte hendes ryg.. Denne gang lige der hvor nakke blev til skuldre og ryg.. Den røde linje trådte hurtigt frem, og furen var så dyb, at den havde tvunget blodet frem fra slaget, som langsomt løb ned over hendes ryg. Imens gispede Angelie voldsomt igennem sammenbidte tænder, og lyden af et klynk kunne høres, da det denne gang havde gjort ondt.. Afsindig ondt.

Lance stod klar. Der var rigeligt med piskeslag, til at Angelies, bare var en Del af flokken, Så Lance lagde ikke mærke til det... Han stirrede på Djævlen og indeni, var han ved at flække af Grin... Efter at han havde dræbt en Dødsengel, manglede han nu kun at dræbe en Rigtig engel og en Djævel... Og den her Djævel tigggede jo nærmest om at dø... Så Lance skulle bare vente på det første slag og så ville han slå til... Hurtigere end Djævlen ville kunne nå at blinke...
Inde bag Kappen, begyndte Lances ene arm at forvandle sig.... Armen blev stiv i det, tyndere, mens muskler, sener og Kød i det hele taget blev fjernet, så der kun var knoglen tilbage... Selvom man nu ikke ligefrem kunne kalde det en Knogle... Istedet for Hvide og helt normale armknogler... Var det er fint blad, skarpt nok til at kunne skære igenne,... Ja næsten hvad som helst.
Djævlen trak armen tilbage som en vred slange, Og utilgiveligt nok, dukkede billede at en Kobra, der gjorde sig parat til at hugge, op i hans hoved og han kom med et lille fnys.
Det var det lille fnys der fik djævlen til at føre armen frem, med en indøvet bevægelse af flere årtiers træning, med at slå på Fordømte.
Pisken var knap nok synlig... Men det var heller ikke nødvendigt at den var synlig, eftersom Lance kunne mærke hvordan den flænsede sig igennem luften... Da lyden så nåede frem.
Det lille Piv af et Klynk og Lance kunne genkende det. Det var jo hende... Hende pigen, som hverken ville slås, eller dø... Hvad laver hun her... Var hun en Djævel?
Men nej.... Hvis hun var en Djævel, hvorfor skulle hun så klynke...
Han stirrede rundt og trådte så frem imod hende, da han så hende... Han krævede både nogle svar og nogle forklaringer... Men mest af alt... Så ville han vide hvad hun var... Hun facisnerede ham... Det var der ingen tvivl om... Hun var interessant og morsom, bare at kæmpe imod... Gad vide hvordan hun så ville være, hvis hun ikke prøvede at holde en tilbage...
Pisken flængede sig vej igennem luften og ramte... Ingenting...
Lance havde trådt til side, lige i sidste sekund og Djævlen hvæssede af ham da den trak sin Pisk tilbage for at slå igen... Lance var ligeglad lige nu... Han ville vide mere om hende... Det var helt sikkert...

Hendes klynk endte lige så hurtigt som det var startet, og modløs blev hun siddende i samme stilling, som om hun ikke var i stand til at røre sig. På den anden side ønskede hun heller ikke at rejse sig, og hun kunne ikke. Tankerne gled igennem hendes hoved, som om de ikke kunne stoppes. Hun genlevede den store kamp igen og igen, mens hun så hvordan hun havde fejlet. Hun var blevet myrdet.. Men det var ikke hvad der generede hende.. Hun havde ladet en anden myrde sin herre, hun havde ladet ham dø.. Hvis hun bare havde været der.. Hvis hun ikke var endt på taget kunne det være gået anderledes.
Hun mærkede dog nu at nogen havde fået øje på hende. Den ubehagelige følelse af at blive betragtet var i hendes sind, og Angelie vendte langsomt og mekanisk det tomme blik hen mod den kutteklædte skikkelse. Hans blik var vendt mod hende.. Hun kunne se det på hættens retning, og alligevel var hun ikke sikker på hvem denne person var. Han virkede bekendt, men alligevel fremmed for hende.. Hun kunne vel heller ikke holde styr på hvem hun havde mødt og ikke mødt. Dog vidste hun ikke at præcis denne person havde sat et særligt indtryk i hende.. Hun havde endda nævnt ham overfor sin herre, inden han var blevet myrdet, som en mulig allieret.
"Kom så i sving dit dovne pigebarn!" hvislede djævlens stemme irreteret bag hende, inden denne lagde an til det fjerde slag. Der skulle åbenbart meget til at stoppe dette belastende væsen.
Kort lod Angelie sit tomme blik mødes med Lances, inden hun igen lod det vende tilbage til den samme position hvor det havde været før. Imens satte hun tænderne i underlæben, for at skærme sig mod det fjerde slag, som svang sig igennem luften, og fik endnu en blødende fure til at træde frem på hendes læn.
Endnu et svagt gisp kom fra hende, mens hun klemte øjnene sammen i det sekund hvor slaget ramte. De åbnede sig dog hurtigt igen, og grebet i underlæben blev slækket, mens hun trak vejret i lange og rolige bevægelser. Ligeglad med hvad der ville ske, blev hun stædigt på sin plads, mens djævlen allerede havde svunget pisken tilbage for at gøre klar til det femte slag.

Lances Tanker stoppede kort... Hendes blik havde mød hans... Men der var noget... Noget tomt over dem... Ikke den samme ildhu og truende tilstedeværelse som sidste gang... Nej... Hun var ligesom en Død... Men hun kunne ikke Dø... Kunne hun? Måske, men så burde det ha været for Lances hånd hvis for nogens, men nej... Hun skulle dø og Skæbnen var som Kærlighed... Kunne springe ind hvor somhelst og blande sig, men kunne lige så let forsvinde igen, men når det først var der, kunne det ikke fjernes med magt... Derfor Hadede Lance det.
Han så det fjerde Piskeslag og kunne se hvordan det skadede hende, ligesom det tredje... Hvordan kunne nogen bare sidde og se på det, mens hun blev slået... Nårh Ja, Lance, ville nok kunne sidde og kigge, hvis han ikke havde mødt hende og var blevet fejet væk af hendes styrke...
Hans skridt var Lydløse, men der fik de Lyd på. Han trådte hårdt og alt stod stille. Lance vidste han ikke ville kunne nå hen til hende, med sit sværd inden slaget ville ramme, så han gjorde det der var nødvendigt...
Chokbølgen blev slynget afsted af hans blad arm... Den svang sig blødt og støt igennem den varme luft og sendte en Bue af rystelser gennem luften... Det var tydeligt at Djævlen først lagde mærke til det da det var for sent. Kraniet flækkede sammen med dens to horn og den faldt skrigende omkruld, mens hans hjerne der var blevet reduceret til grød fortalte ham de sidste Impulser.... Nemlig at det gjorde ondt.
Det var ikke kun hovedet der var flækkede på Djævlen, samtlige Knogler på den side af kroppen der var vendt mod Lance, var knust, til intet mindre end Støv...
Men det havde sin pris at Betale... Slaget fra Pisken, der var rettede mod Lance, nåede ham og ramte ham direkte på nakken så han faldt ned på det ene knæ.
Slaget var kraftigt... Og eftersom Lance ikke havde beskyttet sig selv der... Så slaget havde ikke skadet ham direkte, mens kraften bag slaget Chokerede ham.

Hun ventede ligegyldigt på hvad skæbnen havde at bringe til hende for sit valg. Hun havde påvirket sin egen skæbne, og sådan kunne alle gøre igennem de valg man tog hele livet. Hun valgte smerten frem for slavearbejdet, og derfor havde skæbnen en anden vej for hende, end for de andre, som stadig puklede på livet løs.
Det begyndte dog langsomt at gå op for hende, at noget var forandret. Hun var blevet genkendt af den kutteklædte person, så det måtte være en hun kendte. En anden genkendt følelse kom dog hurtigt over hende, da chokbølgen fløj imod hende og djævlen. Selv gjorde hun intet, men blev istedet siddende i samme stilling. Hun var trods alt intet andet end en sjæl i en skal. Chokbølgen ramte voldsomt, og fik det til at blafre let i vinden, som rørte på sig omkring den.
Djævlens døde krop faldt til jorden med et svagt og hult bump, mens Angelies blik igen faldt tilbage mod skikkelsen, som i samme sekund blev ramt af sit eget piskeslag, og faldt på knæ. Hun kunne huske denne magi. Han havde brugt den samme chokbølge mod hende, den første gang de var stødt ind i hinanden i kamparenaen. Han ville kæmpe mod hende, men hun havde nægtet. Hun havde ikke såret ham, men holdt ham hen, for selv at kunne komme væk. Kort himlede hun let med øjnene, inden hun lod ham være engel, som han jo var.. Eller en form for engel.. Da hun trods alt stadig ikke havde fundet ud af hvad det var han var. Istedet faldt hun tilbage i den ynkelige og tranceagtige tilstand, med et tomt blik, mens hun trak benene ind til kroppen, og lod armene falde omkring dem.

Djævlen der havde slået ham stirrede allerførst forbavset på Lance, så vendte det forundrede blik sig imod den døde djævleskikkelse der lå og pumpede blod og hjernemasse ud af hovedet. Forundrelsen og forvirringen, lagde sig til side for den massive mur af Vrede der Ramte djævlen og den løftede pisken til endnu et slag, denne gang med Vredens styrke Bag sig.
Djævle havde ikke så mange at kunne stå sammen med ... Så derfor stod de godt sammen om hinanden... Det blev de jo nød til...
Slaget hvislede imod Lance, denne gange efter Halsen, på det bløde væv lige under hovedet.
Lance så slaget og rullede desperat væk.
Han havde nu gjort det han så længe havde sigtet efter at gøre... OG med legende lethed...Det havde faktisk været så nemt... Og det ville være ligeså nemt at slå denne djævel ihjel...
Han vidste at det ikke var hans Logiske Jeg der tænkte de Tanker... Det var den Ondskab som nu pulserede lystigt i hans åre, mens blodet piblede kraftigt under det slag han havde fået...
Han pegede direkte mod Djævlen og smilte Ondskabfuldt, da endnu en Chokbølgede smadrede direkte ind i brystet på den og gjorde de indre Organer til Gele.
Han rejstede sig op, børstede Nonchalant støvet af sin kappe og satte nu kursen direkte imod Angelie...
*Hvorfor havde hun ikke rejste sig op og gjort modstand imod den Djævel... Hvis Lance kunne slå den ihjel så Burde hun kunne gøre det med afsky malet i ansigtet*

Det interesserede hende ikke hvad der skete med den anden djævel. Hun var ligeglad.. Istedet tog hun en dyb og beroligende indånding mens hun lod hagen faldt ned mod knæskallen, for at bruge selve knæet som støtte.
Der gik dog ikke længe, før hun kunne høre fodtrinene fra Lance, da han bevægede sig over mod hende. Det havde slet ikke strejfet hendes sind, hvorfor han i det hele taget var hernede.. Indtil videre havde hun kun set djævle og dæmoner, som var i stand til at komme igennem den store port.
Hun vendte stadig ikke sin opmærksomhed mod ham, men lod ham istedet bruge tiden på at undres.. Det var vel hvad han foretog sig nu. En ting var sikkert.. Hvis han prøvede at tvinge hende ud i kamp endnu engang ville han blive dybt skuffet, for hun ville endnu engang nægte, men uden at gøre modstand denne gang.
Da han var tæt nok på til at han ville kunne høre hende, trak hun kort vejret. "Hvorfor er du her?" spurgte hun med en rusten stemme, der havde en ligegyldig tone over sig. Hun havde intet at snakke med ham om, så hvorfor han stod i nærheden af hende nu vidste hun ikke.. Hun vidste ikke hvorfor nogen frivilligt ville tage på besøg i helvede.

Lance stod Godt og vel et skridts Afstand fra hende. Det smertede ham lidt at bevæge hovedet lidt, men det ville sikkert snart gå over...
Han tog en dyb indånding og tænkte svagt over hvad han egentlig skulle starte med.... Et Hey... Ja det ville nok ikke give så meget mening når man tænkt over hvad de var omgivet af og hvor de var. Og et dumt score spørgsmål, som 'Kommer du tit her' Ville faktisk bare være direkte Hjernedødt...
Og så tog hun bare ordet og spurgte lige ud og direkte hvad han lavede her.
"Jeg kom for at slå en Djævel Ihjel... Og nu er det klaret" Sagde han ligeud og kiggede bare på hende. Han havde hørt hendes rustne stemme. Som om hun ikke havde snakkede med nogen i rigtig lang tid...
"Hvad med dig selv? Det gir ikke rigtig mening for en som dig at sidde og tage imod Slag fra sådan en som... Ham" Sagde han og spyttede det sidste ord ud med Afsky rettede imod Djævlen der nu lå fuldstændig død... Der ville ikke gå lang tid, før den ville forvandle sig til aske og komme igen efter nogle Dages tid...

Hun kommenterede ikke hans mål med sit besøg i helvede. Istedet trak hun let på skuldrene, for at vise at hun havde hørt hvad han havde sagt. Hun kiggede stadig ikke på ham, selvom øjenkontakt var noget hun havde yndet højt i sin levende tid på jordens overflade.
Hans anden sætning fik dog en skinger, lav og rusten latter op igennem hendes strube. En latter der ikke havde nogen glæde eller sarkasme i sig overhovedet, men egentlig bare var.. tom. "Jeg laver det samme her som alle andre fortabte sjæle" svarede hun lavt, inden hun lavede en ironisk gestus med den ene hånd, udover omgivelserne hvor andre stadig arbejdede på livet løs. Igen trak hun bare på skuldrene til hans kommentar om djævlen. "Man vænner sig til det" mumlede hun undvigende, for ikke at komme nærmere ind på det område. Hun ønskede bestemt ikke at snakke om sit privatliv med ham.. Med nogen overhovedet.
Hverken han eller nogen anden kunne give hende det som hun ønskede, så hvorfor overhovedet snakke om det. Nu vendte hun for første gang det tomme blik mod ham, mens hun bare.. betragtede ham uden egentlig at se på ham overhovedet.