Når man blot slapper af ¤Malika¤

¤Tid¤ 14.34
¤Sted¤ Forêt - Skoven
¤Omgivelser¤ Træer..?
¤Vejret¤ Let overskyet men ellers fint..

Der var dejlig fredeligt her ude i skoven. Især i de lyse dagtimer. Godt nok var der koldt men det hørte jo til oktober og efterårs månederne. Der lå en tyk bunke visneblade som et tæppe hen skoves enorme område. De knasede under en fødder da der ikke havde været regn hele dagen. Så landskabet var tørt. I idag var der tørfoder til de små instkter der nu en gang spiste blade og andre plante matrialer. Der kunne nemt høres lette skridt. Fra et væsen. Et menneske? Det var det med sikkerhed. Og det var det skam også. Eller halvt om halvt kunne man vel sige. Det var en pige på ikke mere end de 16 år. Hun lignede et helt almindeligt menneske og der skyldtes nok hendes menneskelige halvdel. Hun havde en fin bygning af en på hendes alder. Slank, ikke alt for høj og et kønt ansigt samt fine kvindlige former der dog blev skjult under den påklædning hun ahvde valgt i dag. Lyse jeans hvor at den ene forlomme var revet i stykker. Nok ikke med vilje. Under en tyk grå frakke af noget kunstigt cowboystof havde hun en armigrøn og løs bluse på. Den kunne lige skimmes ved bunden af frakken. Hun havde trukket hatten, der hang på frakken, lidt hen over hendes hoved men hendes fyldige og let bølgede brune hår kunne stadig nemt ses. Det var låst og omridsede derfor hendes ansigt. Det ansigt hvor at hendes grønne øjne befadnt sig sammen med alt det andet. Dette var Zarah. En lidt speciel pige. Der var ikke mange der kendte til hendes sande race da hun nok var den eneste i hele verden der var det. Det kunne godt bringe hende ned få gange. Hun gik var stille og roligt gennem skovens gul/røde/grønne/brune farvede natur. I hendes hænder havde hun starten på en mindste blomsterkrans lavet af forskellige blomster hun nu havde kunne finde. På hendes læber havde et smil forplantet sig. Et afslappet og tilfreds smil der vidste at hun virkelig nød denne stemning..

Malika gik i skoven. Hun var ved at sammel bær og nøder til vinter hun hade en hvid kjole på, og blåsløjfer i sit sortehår og hendes fjølte hang i hendes bældte. Hun elsket efterår med alle de smukke farver som var på den årstid efterår var hendes, bedste tid på året for det var på denne tid hendes søster bliv fundet. Og glemt igen Malika hade kun en søster ud af 4 søster de 3 ander var alle død. Lige som Malika far og mor var men det hade malika vendt sig til at, leve alene hun var 21 år gammel

Zarah ahvde ikke opdaget at der var nogen ude i skoven. Andre end hende. Men det var der selvfølgelig. Det kunne man ikke komme uden om i denne enorme træforsamling. Sådan var det altid. Men som et sølle menneske havde hun jo ikke sådan et instikt. Og sådan selv om at hun også var halvt af noget andet så hjalp det heller ikk at være stjerne. Ikke som en kendt stjerne. Men som sådan en der hang fint på himlen sammen med alle mulige andre stjerner og planter. Hvilken en vidste hun ikke men det interserrede hend eikke ligefrem. Hun gik bare videre mens at hendes fingre flettede blomsterne ind i hinanden. Af og til stoppede hun op og bøjede sig ned for at samle en ny blomst op. Men dette så heller ikke ud til at være noget af hendes ynglings hobby. Det havde blot været en dum fritids interresse siden at hun havde fri i dag. Det havde hun jo hver lørdag og søndag. Men imorgen skulle hun iegn på arbejde. Eller i skole. Faktisk begge dele. Først i skole og komme videre med hendes kokke-uddannelse og derefter ned på det lille værkstedfor at være mekaniker lærling. Hun elskede det og havde ikke nogen tanker om at stoppe med det. Nogle sagde at hun ingen fritid havde og det passede bare ikke. Hun så så ned på den næsten færdige blomsterkrans. Et suk forlod hende og hun smed den ned på jorden hvor efter at hun trampede lidt på den. MEn hendes smil kom hurtigt frem igen. Hun fugtede sine læber lidt og så mod himlen hvor at hun ikke kunne se nogle af himlens vidunderere ud over den store stjerne - Solen - der skinnede ned på hende fra en let overskyet himmel.

Malika faldt over en sten. Hun landet forkerte på foden " av for pokke da " sagde Malika stille for sig selv, Hun hadet at komme til skade som hun ret tit kom når hun var ude. Og hade fri da hun ikke hade vagt idag men Tirsdag hade hun den store vagte, som alle sygeplejsker hade være 3 månden og i denne månde. Hade malika den selv om hun ikke brød sig om den hun skulle se efter, alle persinteren på en etasge

Zarah så lidt rundt da hun syntes og høre noget. Men hun havde ikke hørt det som ord men bare en mumlen. Men det kunne selvfølgelig bare have et af de dyr der luntede rundt blandt træerne. Og det havde ikke ligefrem lydt nydende men heller ikke helt klagende. Og det kunne også bare være vinden der legede med hendes hørelse. Med sikkerhed. Så hun så kort mod himlen og valgte at vende om igen. Hun ville hjem. Her skete inetet her ude alligevel. Og så var der få ting hun skulle have gjort. Frokost ville også hjælpe hende en del lige nu. Hendes mave rymlede i stilhed. Førelsen gik hele vejen gennem hendes krop og en kvalme steg hende til hovedet. Hun var virkleig sulten nu. Måske kunne hun ikke klare at lave mad selv så det hang med sikkerhed blot på en omgang fastfood igen. Eller noget lidt sundere. Ikke noget fint men noget hyggeligt der kunne holde hende mæt til senere i aften. Hun satte sit tempo en grad op og næmrst luntede over skovbunden der var skjult under de visne blade. Hendes blik var rettet lige frem for hende og hun opdagede ikke rigtigt nogen på sin vej. Det var egentligt ret langt hun var kommet ind i skoven. Indtil viere syntes hun det ie hvert fald..

Malika sad i skovebunden. Med en forvreden for og en lille hudafskrabning på anklen efter faldet, Hun hade ikke hørt eller se nogen eller noget i skoven da hun ikke var. Komme så lange ind brug grund af sin fod som var slem forvreden og gjore ondt, meget ondt hun sad med tåre i øjne og endet med at græde af smerte. det gjore så forbandet ondt på hende lige nu

//Jeg har desværre lidt svært ved at forstå dine indlæg men prøver på det ^^' Og så ville det være dejligt hvis du kunne prøve at skrive lidt længere og mere kreative svar...//

Zarah stoppede så op igen. Ikke brat men bare stille og roligt for ikke at vælte. Hun kunne høre noget. Hendes hørelse havde igen opfanget en lyd der ikke tilhørte dyres adfærd her i byen. Det var..gråd? Hun så sig lidt undrende omkring. Men stoppede så helt op igen. Stivnede for at kunne høre lyden højere. For at kunen finde dens ejermand. Eller kvinde. Det kunne det sagtens være. Sådan lød det i hvert fald til at være. Hun lukkede sine grønne øjne i et kort øjeblik og kendte så retningen. Nogen lunde. Hun satte i løb. Ikke bare sådan noget shoppe lunteri. Men heller ikke super løb. Det var stile og roligt for igen ikke at falde. Så efter noget tid stoppede hun igen. Hun havde fået øje på den der sad og græd. Det var en.. voksen kvinde?? Det var lidt svært at se men hun var i hvert fald en del ældre end hende selv. Nok over de tyve. Det var ikke hver dag hun så en på den alder sidde og græde. Det var sikkert noget emd en skilsmisse eller noget med at hun ahvde mistet noget. Men det så det ikke ud til at være da Zarah endelig kom hen til denne person. "Hey!.. Hvad er det sket?? Hvorfor sidder du her ude og græder??" spurgte hun denne kvinde mens at hun satte sig på hug ved hende. Dog stadig noget med en halvmeters afstand..

" snøft jeg faldt over en sten. og forvrede foden jeg kan ikke gå på den " sagde Malika græden, den var hævet ret meget så hun hade besvære ved at komme på bene igen. Hun sad og holdt omkring foden som gjore ondt som ind i pokke men hvad, kunne hun gøre for at komme op da hun ikke hade sin taske med sig. I skover hun tog sin fløjte og spille på den for at falde til ro og for at dæmpe smerten, i hendes for en lillle bitte smule emn det hjalp bare ikke så meget. På hendes fod men på hendes humør gjore det en hele del


// og jeg gøre mit bedste//

Zarah så lidt fra den ene side til den anden for at finde den sten hun havde væltet over. Den så reat stor ud mne den lå skjult så den ville være svær at se når man bare var ude og hygge sig her i skoven. så så hun igen mod denne kvinde der så ud til at være kommet godt og grundigt til skade. Hendes fod var hævet og hun så ud til at have lidt problemer med at rejse sig. Og hun kunne bestemt ikke støtte på den lige p.t. Zarah sank en mindre klump og satte sig så derefter lidt mere behageligt. Hun så så mod denne kvindes ansigt og derefter ned mod hendes fod. Da hun hørte fløjte lod hun sig løfte sin ene hånd som en refleks. Hun så mod hendes ansigt og tog forsigtigt fløjten fra hende hvor efter at hun igen gav hende den. Som en hentydning til at hun ikke skulle spille lige nu. "Det hjælper ikke ligefrem særlig meget nu.. Jeg vil gerne hjælpe så godt jeg kan men lov mig at være stille" sagde Zarah stille og roligt men stadig bestemt. Hun fjernede hendes hænder der havde lagt sig om hendes fod of rset at tage forsigtigt fat i den. Hun lagde den i en bestemt stilling før at hun så lagde sin ene hænd hen over foden. Et blåligt skær som stjernestøv samlede sig om ehndes hånd og en kølende fornemmesle skulle gerne kunne samle sig i hendes skade fod. Zarah træk vjeret som om at hun sov men det var mere for at kunne slappe mere af over dette. Det tog tid. At hele et indre sår var sværere end et ydre. Hendes grønne øjne fik et mere limegrønt skær under dette. Som abre var et tegn på at hun brugte sin magi. Eller evne. Endelig stoppede hun. Hun fjernede sin hånd og så mod kvindens ansigt med et tilfreds smil. "Sådan.. Det skulle kunne klare det.. Og du skal ikke være bange fordi jeg er anderledes men sådan er det jo i denne by.. Skal jeg hjælpe Dem hjem??"

malika var stoppe med at spille. Og så ned på sin fod da en køglig fornemmels kom over den, nu kunne Malika komme på bene men den var sadig væk noget øm. Men det tog hun sig ikke rigtig af lige nu " det må du godt vis de vil det, ellers kan jeg godt selv trot jeg nok " sagde malika og kom valken på bene og hade sat sin fløjte. I sit beældte som hun hade omkring livetog det gjore hendes slank og skøn, at se på men med en øm fod var det ikke så godt

Zarah nikkede og rejste sig op igen efter at have hjulpet denne kvinde med igen at komme på benene. "Du er da virkelig uheldigt sådan at kunne snuble over en sten og skade din fod så alvorligt.. Heldigt at jeg var omkring så du ikke skulle på hospitalet og alt det der med forbindeing og krykker.." sagde hun med et mindre grin og hendes smil var der stadig. "Men hvis du godt kan klare dig selv så må jeg desværre smutte. Jeg har nogle små ting jeg skal have ordent.. Undskyld. Jeg ved godt det lyder ret egoistisk men sådan er mit liv nu. Du kan med sikkerhed gå. Din fod kan være lidt øm men efter få minutter kan du ikke mærke noget unormalt. Altså den vil ikke være skadet mere. Jeg lover det" Det var lidt mærkeligt at stå her og snakke sådan med en voksen person. Normalt var det jo dem der vejledte børn som hende fra et gøre dumme ting. Etfer hendes mening kunne denne kvinde godt minde hende om den gang hun slev vr noget emd 14-15 år. Måske også nu som 16 årig men sådan var det jo. Alle var forskellige. "Men jeg håber du får det bedre.. Tag en slapper og hold øje med ting du kan snuble over, ikke?" Med dette begyndte Zarah igen at gå. Den retning hun ville. Hun var som hun var og der var ingen der kunne tage det fra hende. Og så havde hun selv sagt at hun kunne klare sig selv..

//Out..//