Blot endnu en nat omkring gyderne i Terre... (Ailince)

Tid: 01:00 (ca.)
Dato: Lørdag d. 15 maj 2010.
Sted: En lille skummel gyde i Terre.
Omgivelser: De eneste folk som er der er nogle fordrukne folk, en pusher og en stofmisbruger som ikke kan forstå at en luder ikke vil have noget med ham at gøre.
Vejr: Vejret er lunt – man behøver ikke jakke, men ellers så er det en aftagende måne som er halvt gemt bag en mørk sky. Kun få stjerner kan ses på den mørke himmel med skyer.
______________________________

Ganske sagte kunne lette trin svagt anes hvis man havde den rette hørelse til at opfange så lave og dæmpede lyde, og det tvivlede lydenes ejermand på at nogle af disse personer som oftest befandt sig i dette kvarter kunne. De fleste ville nok ikke engang lægge mærke til hvis man fik en rasende elefant til at marchere igennem gaderne. Tanken fik et svagt smil frem på de lettes trins skaber, som var en rødhåret fyr på de 20, Drake var hans navn. Drake standsede op for enden af en lille blindgyde. Han kastede et udtryksløst blik derind, ved synes kom en enkelt lille rynke frem på hans fintformede næse. En ynkelig pusher, drukkenbolte der ikke lavede andet end at ligge på hinanden og jamre sig. *Sikke et ynkeligt syn* tænkte Drake, men kom så i tanke om at det var jo mennesker. Den underlegende race som han for så snart lang tid siden havde sagt farvel til. Drake blev nostalgisk.
Et lille vindpust fik Drake ud af hans tankestrøm og tilbage til gyden hvor der nu var ved at ske noget. En mand som tydeligt havde flere års misbrug bag sig, gik fortumlet mens han råbte efter en høj mørkhåret pige, som ikke havde det pæneste eller mest dækkende tøj på...

Vinden sendte endnu et lille stød blæst afsted, dette medvirkede til flere ting end det lige umiddelbart så ud til. En af tingene, den mest synlige, var at der kom bevægelse i Drakes røde hår, og i svagt i hans sorte jakke. Men de andre ting var ikke synlige, men det var der. En duft så sød og special at ingen der kendte til den ville kunne tage fejl blev ført af vinden til Drake. Han mærkede duften kildre i sin næse, men i stedet for et smil, som der oftest ville komme frem på folk over dette, blev han stiv som et bræt, hans ansigt var uden følelser og hans øjne fik et matblåt skær. Ordet vampyr fløj igennem hans tanker, og fik hver en nerve til at være klar på det værste. Man kunne aldrig blive for sikker når der var sådan en slags omkring, eller det kunne Drake i hvert fald ikke. Drake lod sit blik vandre rundt for at se vampyren, men kunne ikke se den. *hvor er den?* Tænkte han. Drake lod igen sit blik vandre søgende rundt.

//Sorry tiden, telefonen ringede x)//

Stemmen lød i Drakes tanker, måske ville han have foret sammen, hvis ikke det var fordi han i forvejen vidste at der var en vampyr i nærheden. Drake gjorde som stemmen bad ham om, og så op. Han vidste godt at hans blik ville møde en skønhed, og efter stemmen at dømme en kvindelig en, og han tog ikke fejl. Hun var smuk, men ikke på den traditionelle måde. Der var noget særligt ved hende som Drake ikke lige kunne sætte fingeren på, så det opgav han hurtigt. Drake tømte sin tanker, grunden var den at han ikke kunne lide tanken om at hun ville kunne rode rundt i hans private sager, som ikke kom andre ved end ham selv. Drake fik sine tanker tømt, eller i hvert fald så der kun lå unødvendige ting, som kun var til at give hovedpine, inden han nikkede let til hende som hilsen. Derpå fulgte han hendes blik og blev opmærksom på at de ynkelige mennesker stadig var her. Drake fulgte halvt med i den aktion som nu var på pigen. Hvorfor var det egentlig at mennesker var sådan?

Budende blev højere og højere jo længere tid der gik. Mændene blev flere og flere, for hvem ville ikke have en pige der kunne blive deres? ”9.000 kroner og en flaske portvin!” råbte en stor kraftig mand der i længere tid havde stået tavst og blot set på det hele. Menneskerne krympede sig og så op på ham. Det var tydeligt at de alle var bange for ham. Ud fra hans udseende at dømme kunne Drake godt forstå hvorfor, men det betød ikke at han selv var bange for ham. Drake ville kunne ordne ham så let som ingenting i sin anden skikkelse. Manden begyndte at gå hen i mod pigen, som der lå på den beskidte jord. Hendes ansigt var snavset, og det var det som gjorde hendes tåre så tydelige. For deres flugt på vej ned af hendes snavsede kinder trak lange streger. Ingen tog notits af dette, hvorfor skulle de? Hun var jo ikke noget særligt.
Drake så op på vampyren, og derefter på dette sceneri. Nah, det kunne ikke betale sig at hjælpe det der, hun havde selv valgt sin skæbne.

Det matblå øjne havde set tavst på det hele, og nu gav det for første gang en lille form for reaktion. En smule forbløffelse var at spore hvis man så ordenligt efter. Drake så på vampyren som havde købt pigen. *Hvad vil hun mon bruge hende til? Tapning?* tænkte han. Drake lod sit blik hvile på pigen som stadig så meget skræmt ud. Hendes tårestribede ansigt så op på vampyren som havde hun set lyset. Drake kunne gyse, men nå ja. Vampyrer havde jo den effekt på normale mennesker. Drake gjorde en svag bevægelse med sin ene finger. En frisk blæst kom ind i gyden. Blæsten legede med pigens hår, så det flere gange fik strejfet pigens nakke i nogle kildende strøg. Dette bragt liv i pigens øjne, og et smil på hendes små, beskidte læber. Hvis tiden og stedet havde været en anden havde dette højst sandsynligt fået antydningen af et smil frem på Drakes læber, men ikke nu. Især ikke pga. den optakt der var under opsejling mellem vampyren og det store brød af en mand. Han så hvordan de andre personer begyndte at blive tavse da mandens raseri blev større. Drake så på pigen. ”Jeg tror ikke dette er et syn for dig” hans stemme var blank for følelser, men hans øjne indeholdt en påtaget venlig gnist.

Den blæst der havde været før var nu væk, det huede ikke ligefrem Drake. Vind var jo en af hans stærke sider, og uden den følte han sige på en underlig måde en smule sårbar, men han følte heller ikke at han havde tiden til og begynde at skabe vind blot for at tilfredsstille en form for forfængelighed. Han så op på vampyren, ”Du klare dig vel” konstaterede han. Han så ned på pigen der havde været ved at ende i kløerne på brødet. Skulle Drake gøre en lille god gerning? Tja.. det kunne vil ikke skade, især ikke nu hvor vampyren havde betalt for at redde pigen. Drake så ned på hende og strakte sin hånd frem mod hende. Pigen tog den en smule tøvende. Drake begyndte at trække hende med. Som han havde sagt før, ville det som nu skulle til at ske ikke være et syn for pigen. I hvert fald ikke hvis hun skulle have et liv i fremtiden uden traumer. Drake fulgte pigen ud af gyden så sceneriet ikke længere var i syne. Han lagde en hånd på hendes skulder og lod et lille stykke af sin magi glide ind i hende. På den måde ville luften altid kunne kende hendes licens og fortælle ham hvor hun var. Drake vidste jo trods alt ikke om vampyren senere hen ønskede at sætte tænderne i pigen, også ville det jo ikke være så smart hvis han havde ladet hende slippe væk. Og det med at slås med en vampyrpige var ikke det som stod #1 på Drakes ønskeliste.

Drake der et kort øjeblik havde set efter pigen der skyndte sig bort, vente sig nu om og havde igen sin opmærksomhed på sceneriet i gyden, hvor han så det hele. Vampyren der gik fik menneske afskummet under sin kontrol på ingen tid, hvordan hun først kyssede ham, og siden hen bed og begyndte at tappe ham – det hele, men Drake havde set sådan noget før, så det rørte ham knapt nok. Drake stod tavst som en stenstøtte, og ventede på at vampyren skulle blive færdig, hvilket hun blev overraskende hurtigt. Drake hævede et øjenbryn da han så hendes måde ikke at slå sit offer ihjel, men bare lade ham ligge og sove. Drake ville kommentere på det, men han skulle lige huske om hun egentlig havde sagt sit navn. Nej det havde hun vist ikke. Drake var dog tavs i endnu et øjeblik. ”De er en meget special vampyr frøken … ?” De sidste ord som var kommet ud på den rolige, kolde og alligevel venlige måde blev hængende i luften som et spørgsmål der endnu ikke var blevet besvaret endnu.

Vampyrens ord, handling og måde at være på var meget utraditionel, syntes Drake, men det betød jo ikke at han mente det negativt. Drake så på hende, lyttede til hendes ord, inden han selv begyndte at formulere sig nogle svar. ”Det kan ses, måske næsten for menneskelig? Ifølge nogle.” Det sidste kom ud som et tænkespørgsmål mere til ham selv, end til hende. Dog var dette blot en pænt indpakket opfordring til hende som at fortælle lidt om sig selv, men han var ikke sikker om om hun ville lægge mærke til det. Det havde hun jo trods alt ikke gjort før, og der var det rimelig tydeligt hvad han fiskede efter.
Drake så manden der forvirret og fortumlet rejste sig og vaklede væk fra dem. Selvom vampyren havde sagt at han skulle glemme dette tvivlede Drake stærkt på at han kunne. Hvor mange ville lige kunne glemme at de blev først kysset af en smuk pige, og derefter bidt noget så grusomt af samme person. Nok kun folk med dement. Drake var igen begyndt at komme lidt langt ind i sin egen lille verden, da vampyrens ord rev ham ud af den. ”Ja det burde hun være” Drake lod sin bevist hed søge ud. Dette tog meget kort tid, men på det lorte stykke tid – svarende til 2 sekunder – vidste Drake hvor pigen var. ”Hun befinder sig lige nu tæt på Diskoteket.” Igen lod hans rolige stemme igen ordene hænge i luften, men denne gang ikke som et ubesvaret spørgsmål, men blot som ord.