Nyt kød... (Damia)

Sted: Slave markdet...
Omgivelser: Slave handlere og andre slaver...
Tid: Hen over middag...
Vejr: Solen står frem, med en masse skyer rundt om sig og en kraftig kold vind blæser...

Lugten var tyk af... Ja alt, lyde, lugte og følelser... Lydene blev frembragt af slaverne og slave handlerne. Slaverne jamrede, hulkede og bandede og svovlede hvis de kunne, mens slavehandlerne stod og skrålede om hvem der ville købe deres "Varer"... Lyttede man nogle af ordene ud, kunne det godt minde om et grøntmarked...
Lygtene var næsten ligeså kraftige som lydene, med den tørre lugt af blod, var slaverne der var blevet pisket til blods så de knap nok kunne stå op, den rå lugt af klam mad, der sneg sig ind i næsen og som var til slaverne... Det var det rene hundeæde, men man kunne ikke rigtig gøre noget imod det...
Følelser hang tungt i luften... Det var den mest fremgående af alle tingene, hvis man kunne mærke dem selvfølgelig... Alle tingene der var her, kunne jo ikke mærke nogle følelser... Det var kun slaverne der lagde mærke til det... Sorg, frygt og had... Menfrygt og sorg var mest fremtrædene.
Mellem de fuldvoksne mænd og kvinder der stod i lassede rester af sækkelærred med halsbånd om halsen og ders hænder foran dem i tunge lænker... Halsbåndene var af ugarvede læder... Hvorfor ikke spare på det? Lænkerne derimod var der ikke blevet sparet på det, desværre... Alle slaverne i den række var sammen, ved hjælp af tykt reb der bandt dem sammen med de andre slaver i den gruppe. Rebet blev ført igennem deres halsbånd, sådan så armene var stadig låst hvis de skulle sælges, men hvad var der at frygte? De var jo bare mennesker... De kunne jo knap nok skære i nogle af de handlende, før de blev flået til småstykker...
Mellem mændene, stod en normal, ung og tiltalende mand... Hans øjne var brune, men foruroligende rolige i det, hans ansigt var let arrede, men slet ikke i nærheden af det de andre var. Han havde ikke andet end et lændeklæde på der dækkede de mest private dele, men ellers var han helt nøgen... Hans krop var også mindre arrede end de andre mænds... Ikke fordi slave handleren, som var en varulv ved navn Lupus, havde holdt i gen med slavene, men de lod nærmest til at prelle af på Den unge mand Slee...
*Jo hurtigere jeg kommer af med de her skravl, jo hurtigere kan jeg finde nogle luksus slaver og sælge* tænkte Lupus irriteret mens han råbte om kap med de andre.
Slee stod og prøvede ihærdigt at flygte... For selvom han lignede et menneske, lugtede som et, lød som et, var han alt andet end et menneske... Og han havde ikke lyst til at sige noget andet... For så ville der være en større sandsynlighed for at nogle ville købe ham... Hvem ville ikke gerne have en slave der ikke kunne dø?

En rank skikkelse bevægede sig gennem slavemarkedet. En slank og køn skikkelse. Ligefrem guddommelig ville nogen sige. Hun lignede ikke umiddelbart noget en slavehandler ville turde så meget som NÆRME sig. Skygge dæmonen Damia, hvis aura slog vildt, og dog roligt omkring hende. Som om den tavst udfordrede enhver der kom hende for nær. Nej. Hun lignede ikke noget en slavehandler ville forsøge at indfange. Og dog. Hvis en var så dum at prøve, ville det højst sandsynligt være slavehandleren der endte på alle fire med lænker om sin hals. Tiggende om at blive sluppet fri. Auraen omkring kvinden var så stærk at man næsten kunne se den. Hvis man altså havde 'blikket' for de organiske bevægelser af tråde, og spindelvæv som snoede sig omkring Damia.
Normale mennesker ville højst sandsynligt ikke kunne se det. Men den enorme kulde strålede ud fra hende og kunne ikke overses. Hver et sted hun gik fordi ville slaverne kunne mærke de bittesmå hår rejse sig i nakken når hun passerede dem. udelukkende på grund af den kulde hun bar med sig rundt. Kvindens hår var mørkerødt og langt. Krøllerne faldt smukt ned over hendes skuldre. Hendes hage var let hævet som for at vise hun ikke rigtigt hørte til bland slaverne. Som for at vise hvor højt hævet hun var over dem. Men hun var nød til at følge med. Og hun havde brug for at skaffe sig sin første slave - og denne slave skulle absolut ikke være menneske. Hun interesserede sig ikke i mennesker. Dyr. det var hvad de var. Hun havde ikke tid til dem, i denne travle hverdag hvor der var så mange andre vigtige ting at tænke på.
Hendes øjne var utroligt lyse. Unaturligt og dog virkelig kønne. Men der var ingen følelser som viste sig i disse ligeså kolde og hårde øjne. Et lettere spottende smil havde samlet sig over kvindens fyldige perfektformede læber. Koldt og spottende. Mens hun lod blikket svæve hen over slaverne uden at holde det stille som så meget som et sekund for meget. Og så mærkede hun noget. En anderledes aura i nærheden. Blandt alle disse menneskeauraer som intet betød for hende, var der noget andet. Noget overnaturligt. Damia bevægede sig hen mod slavehandleren som skrålede i munden på alle de andre. Hun lod blikket falde på den person som den anderledes aura kom fra. Hendes smil blev bredere. Denne gang lettere triumferene. Så disse slavehandlere kunne altså godt finde noget værdifuldt efter alt.

Slee kiggede ud under et skjul af at han missede med øjne imod Solen. Lupus havde fået gejlet nogle meget få købere op... For hvem ville købe et menneske? De havde ingen kræfte, kunne ikke bære noget, og når man slog dem lidt for hårdt, døde de for nemt... De var ikke engang Karkelakker. Karkelakker var trods alt sværere at slå ihjel... Et hånligt smil skjulte sig hos Lupus da han tænkte efter... Det var utroigt at han var faldet fra Aspara til... Menneske!
Hvad ville hans makkere ikke tænke da han skålede med dem senere over den kolde øl, eller det døde lig... Det var aldrig til at sige med ham og hans Venner.
"Kom og køb jeres eget blod dyr... Hvem vil ikke gerne have et menneske som kæledyr... Det eneste i skal gøre er at købe et af disse dyr, og i kan drikke blodet, hvornår som helst!" udbrød han og høstede et sløvt bifald, mest fra dem der drak blod, der var ikke så mange der drak blod, hvis det ikke var pågrund af dem, ville Lupus nok slet ikke kunne sælge...
Slee kiggede rundt, selvom han ingen rigtig Magi havde, ligesom så mange andre, havde han igennem tiden lært sig selv at holde udkig efter Magiske, og onde, væsner, eftersom de for det meste altid var dem der ville vise at det var dem der kunne slå ham ihjel... Ikke fordi de ikke havde prøvet... Det havde taget ham lange og pinefulde måndeder at finde en ny Nyre, da de havde skåret ham op.
Han rystede svagt da mindet overvandt hans bedre side og han huskede hvordan han havde skåret en yngre mand op og udført verdent første Organ transplantation, som virkede... Og på sig selv endda.
Hans blik faldt straks på de lyse øjne... To fuldmåner, nok ikke noget andet der kunne beskrive det ellers... Hun var smuk, det kunne han ikke komme udenom, men nu havde Slee vandrede rundt på Jorden længere end de fleste Vampyre... Så han var snart helt sikker på at han kunne modstå Vampyr-'Glansen', men det ville tage tid... Langt mere tid.
Lupus pegede på Slee. "Hvem vil ikke have en Ung slave, med fantastisk godt blod?!" råbte han spørgende, mens han gik hen imod ham for at løsne ham fri. Hurtigt fjernede han rebet fra hans hals så han kunne komme tættere på alle folkene, så de kunne se hvem de kunne købe.
Slee fumlede sig ind sådan så alle kunne se ham. Nu var Damia ikke den eneste der kunne se noget anderledes ved ham... Eller ikke alle kunne se det på ham, men en form for Følelse. Nogle af dem slikkede sig sultent om munden, andre gned sine hænder sammen mens de målte ham med øjne... Det var tydeligt at der faktisk var nogle der kunne se en Diamant i en kulgruppe... For det var hvad Slee var i forhold til de andre mennesker... Excalibur i en bunke af Hårnåle, kunne man også sige...
Slees øjne gled hen over forsamlingen, og vidste der ikke ville gå lang tid, før nogen kom med det første bud... Og så ville han sikkert få kraftigere sikkerhedsproblemer, end bare nogle få piskeslag...

//SÅ sætter vi lige en stopper for de halve romaner!! xD Jeg orker ikke at skrive dem ligenu O.O//

Kvinden løftede hagen yderligere og rankede ryggen da hun bevægede sig gennem den tætpakkede flok af købere som ragte hænderne op og kom med deres første bud. De første var ikke særlig store. Det var jo trods alt bare et menneske. Kun de lidt mere erfarne kunne mærke at hans aura var anderledes. Men det var klart at ingen havde kunnet opdage det på sådan en stor afstand som Damia havde kunnet. Hun havde ingen hast. Hun var ikke en af de fattigste i Di Morga - og hun havde langtfra problemer med at skaffe flere. Faktisk havde hun en let fornemmelse af at hun kunne få slaven gratis hvis hun bare viste slavehandleren hvem der bestemte. Og HVEM han rent faktisk havde med at gøre. En af tidernes stærkeste skyggedæmoner. Hun lod let hovedet glide på skrå, næsten usynligt, mens hun bevægede sig gennem flokken, hvor væsnerne trak sig lidt tilbage fra hende på grund af den ufattelige aura hun udstrålede. En aura som hun holdt lidt tilbage. Det var nogengange en fordel at få folk til at tro man var svagere end det man egentlig var.
Så i en fejende bevægelse løftede hun venstre hånd og formede læberne. Parat til at nævne en pris. Og prisen var ikke på højde med de andre priser. Den var mere end hun var sikker på nogle af de andre overhovedet GAD give for noget ligegyldigt blod. Men Damia ville ikke bare drikke hans blod. Ham her var noget særligt.
Hun puffede til en høj mand med mørkt skæg som stod foran hende, afvejen for at kunne komme længere hen mod sælgeren som hun bevidst havde været ude på at få til at måbe, med den pris hun var kommet med.
"Mere får du ikke for knægten, det kan du æde dine egne tæer på." Et lettere gisp hørtes rundt om hende, af alle dem som havde hørt hendes stemme. Ikke flere bud blev sagt - hvilket var præcis den hensigt hun havde haft da hun nævnte den sum hun var parat til at give for knægten.
Damia lod sin arm falde ned langs siden igen da hun var sikker på at han havde hørt hende. Stemmen der havde undsluppet hendes læber havde været som iskrystaller der dalede ned fra en grå himmel. Iskolde, men utrolig smukke. Dog havde der været denne lettende faretruende undertone som advarede enhver der ville turde siden stemmen imod.

//Nej... Det behøver jeg vel ikke at gøre xD... Undskyld at jeg først svarer nu, har været syg -.-"/

Alle dem der før havde løftet deres hænder dovent til et bud, lod deres hænder falde hastigt igen, da de så hvem det var der havde sat sit bud... Hun var både kendt og frygtet af nogle af selv de mest hårde halse i Di Morga.
Lupus stirrede frem på hende. Han vidste udemærket godt at han ikke ville få flere penge for den her simple lille mand, men det var da stadig underligt at nogle ville betale så meget for et enkelt mennesker.
En ondskabsfuld idé spillede frem i hans hoved, men han var lidt bange for at udføre den, på lige akkurart den Dæmon... Hun ville sikkert flå rygraden ud på ham hurtigere end han blinkede, hvis han prøvede på noget som helst... Han kastede et blik på Damias person og hendes Aura, kom skubbende ind i billedet... *Okay... Det kunne nok ikke være den bedste idé at føre den ud i livet* tænkte han og sank så sammen i skuldrene.
"Ja det ved jeg udemærket godt om det..." sagde han og kiggede på hende med et overgivende glimt i øjne. Han ville ikke rigtig sige noget om det, da det sikkert ville få hende til at slå ham ihjel, bare for sjovs skyld. "Men han er nu en Doven hund" sagde han og hentyede til Slee, der stod og kiggede skiftevis på dem begge.
Slee kiggede mest på Damia, hans nye mester... Mon han kunne slippe fra hende, ligesom han havde gjort for så længe siden og så mange gange, men de gange, havde det jo også været af mennesker, ikke af morderlystne Dæmoner... Det her ville for alt i verden ikke ligefrem blive en Ferie.
Hans øjne var oprørsk rettet imod hende med et hårdt glimt i øjne, han nægtede at overgive sig.

//doh søde! det er helt i orden ^^//

Damia udstødte en lettere hånlig lyd da hun stak en læderpose i hånden på handleren. Uden at lytte til hvad han sagde, uden overhovedet at kaste et enkelt blik på ham. Det var slaven hun var ude efter. Hendes blik var helt og aldeles umuligt at tyde nogen følelse, eller tanke på. hendesbliv var blot iskoldt, følelsesløst. Selv hvis man prøvede at se helt ind i sjælen på hende ville en blokering dukke op hurtigere end man umiddelbart ville tro kunne være muligt. Damias hofter vippede let fra side til side da hun bevægede sig op til Slee, som hun nu skulle gøre krav på. Mange troede bare man kunne tage deres slave og tro man så havde denne for evigt. Men hun vidste udemærket at de var løbske. Og hun kunne se trodsigheden stråle ud fra Slee som en gadelygte der sender sit lys ud over alle andre.
Hun stoppede lige foran ham, Løftede venstre hånd og placerede den på hans kind, og strøg den blidt derover. Som et kærtegn hun gav sin elskede. "Hvad er dit navn?" Stemmen var lidt anderledes end den havde været da hun nævnte sit beløb. Denne gang var der noget nærmere udfordrende, og uhyggeligt over hendes stemme. Mørkere. Som om hun udfordrede ham til at spytte på hende fordan alle disse mennesker. Hun lod let hovedet glide på skrå. Jo. Hun kunne stadigvæk mærke en masse blikke i ryggen. Selvom mange var gået afsted for at finde en anden, var der mange der var spændte på at se hvad der ville ske.

Hun var inde under definitionen køn. nej nærmere smuk. Der var noget helt guddommeligt over denne kvinde. Noget hun lod til at bruge på den helt rigtige måde. I stedet for at udnytte skønheden til at gå i tøj der ville få enhver anden til at ligne en luder, gik hun ik noget 'grown-up' tøj. Noget der ikke var alt for afslørende men dog alligevel fremhævede hendes skønhed på en helt anden måde.
Fol kiggede ikke mindre efter hende bare fordi man ikke kunne se halvdelen af hendes patter.

Lupus vejrede Læderpungen i hånden og med sit udemærkede Talent i at kunne gætte sig frem til penge, kunne han hurtigt mærke at der var mere i denne pung, end han ville få for nogle af de her slaver... Måske flere end dem alle sammen til sammen.
Han skule til at fyre sin normale Afskedshilsen som til alle købere afsted, da han så hvordan hun allerede havde mistet interressen mod slaven... God idé, varen skulle jo tages i eftersyn, Lupus var ikke ligefrem kendt for sin blide hånd overfor slaver, der blev lidt for irriterende...

Slee skælvede nærmest under hedes ellers blide kærtegn... Han ville ikke kunne forklare det hvis nogen skulle ha spurgt ham bagefter hvorfor han skælvede... Det var nærmest et Instinkt der maste sig på i det sekund hun rørte ved ham.
Hendes stemme var anderledes nu... Ikke blidere, men mere ond. Det var selvfølgelig tydeligt at den ville være ond, når hun så tydeligt var ondskabsfuld, men det eneste Slees underbevidsthed, var det Udfordrende...
Hvor vovede hun! selvom Slee havde udlevede den Karakter han havde spillet åbentlyst i historiebøgerne, godt nok de mindre kendte, men han havde været mere magtfuld end hun kunne håbe efter... Han havde styret nationer med sin hånd... Og hvis Machiavelli bareville ha givet hans råd videre, ville Napoleon måske alligevel ha overtaget Rusland... Det var utrolige ting som Slee kunne fortælle, men som han sjældent gjorde... Og nu kom denne... Denne Dæmon, og troede at hun kunne få ham til at danse efter hendes pibe...
"Artemis... Men de døde kalder mig Slee" hvæssede han lavt og faretruende. Enhver med bare en smule syn i knolden, så hvordan noget blussede op i den unge mands øjne et kort sekund... Noget gammelt... Noget ældre end tiden selv og farligere end noget andet... Og så var det væk igen, men det trodsige blik hang stadig luften mellem dem.
"Og dig?" spurgte han stadig i det samme tonefald. Folkene rundt om dem, dem der havde turdet at være tilbage, måtte spidse øre for at høre hans ord. Han gik lidt over stregen... Det vidste han godt. Han burde tilbede hende og takke hende og så flygte i det sekund hun kiggede væk og prøve at lave et nyt liv... Men nej... Det ville han ikke...

Et smil strakte sig henover Damias velformede læber, da hun hørte hans svar. Der var noget lettere kærligt over hendes smil. Hun havde håbet på han ville svare mere eller mindre næsvist. Hun havde kunnet mærke på hans aura at han blot efter hendes berøring var blevet endnu mere udfordrende. Damia tog hans lænke. Hun åbnede den ikke.. endnu. "Det eneste du behøver vide om mig er Ambrosia.." Et navn der stod for immortal. Udødelig. Da hun bukkede sig lidt frem mod ham kunne man se en halskæde dingle om hendes hals. Vedhænget var formet som et A. Det stod vel højst sandsynligt for det navn hun netop havde nævnt. Hendes efternavn. Damia lod sine øjne dolke sig ind i hans som to skarpe istapper. Kolde, og skarpe.
Han skulle ses an. Damia havde ikke brug for en lille hund med et 'ja min herskerinde' som bare bukkede sig og tog imod slagende. hvsi hun ville have en sådan svag en der gjorde dette.. tja hvad skulle hun så bruge den person til? Damia brugte en lille bid af sin evne da hun så ham i øjnene. Først og fremmest, HVAD var han? Svaret dukkede hurtigt op. Undead.. En af disse.. Hun lod let hovedet glide på skår uden at bryde øjenkontakten som hun låste fast. Hun vidste at han var nød til at holde sig selv i en kort snor for at undgå, at falde ned i den dybe afgrund der lå bag hendes øjne. Men hun vidste at han havde styrken til at modstå blikket. Så længe hun kun var ude efter informationer om ham. Han alder.. som hun ikke kunne få det præcise tal af.. Navn. Så trak hun sig lettere brutalt ud af hans blik igen. Hun behøvede ikke at få hele hans livshistorie. Det ville tage for lang tid.
Damia løftede en hånd og placerede den i hans hår. Han havde udrettet nogle ting.. Hvilke havde hun dog ikke haft tid til at tjekke. Men han kunne mere end han umiddelbart gav sig ud for. HVilket betød at hun var nød til at være opmærksom på ham. "Nå Artemis.. " Smilet om hendes læber var lettere uhyggeligt, men havde noget blidt over sig. Det blide passede ikke til den mørke aura der slog om hende som en tyk organisk kappe. Damia tog fat i hans arm og førte ham væk fra de andre slaver.

Artemis' øjenbryn trak sig sammen så der kom en lille rynke mellem dem. Artemis havde jo som sagt, levet længere end de fleste mennesker havde fantasi til, længere end de fleste vampyre gad og alt for længe til at hukommelsen ville følge med ham... Sådan var den menneskelige hjerne simpelthen bare ikke indrettede... Men inde i hans hoved og med hans store viden for ting han ikke burde vide, men gjorde, fik han hurtigt ordet Ambrosia til at blive oversat... Ordet gav ingen mening for ham i sig selv, men Ambrosia, var efter sigende det de græske Guder var de eneste der kunne spise... Almindelige der spiste, eller rettere sagt drak, ville dø... Der gik dog også et rygte om at halvguder kunne drikke det, men det havde Artemis jo aldrig rigtig kunne bevidne, eftersom han hverken havde lyst, eller kunne møde guder, eller halvguder for den sags skyld...
Han kiggede hende stadig trodsigt i øjne... Artemis var allerede blevet vanvittig en gang... Men så havde det kedet ham og han havde simpelthen opgivet det og havde bestemt sig for at blive en lærd mand... Selvom han aldrig ville blive en mand i normale menneskers øjne... Han vile altid være en outsider... På en eller måde, gjorde det ham tilfreds at denne Dæmon havde valgt at købe ham... Selv de andre menneskelige slaver holdt sig fra ham. Selvom det her tydeligvis ikke ville blive ren og skær glæde og en dans på roser, var der noget der sukkede indeni ham af lettelse.

Hans tanker havde vandret til steder der ikke ligefrem havde været i nærheden af nogle af de omkringliggende, men mere til hans ungdomsland... Italien, Irland, England under indrustrialiserien... Ja... Han havde levet alt for længe.
Men de blev bragt tilbage ved lyden af hans navn i den fremmede dæmon der nu skulle være hans mester.
Han spidsede læberne svagt og kiggede yderst mistroisk på hende da han så den uvante varme og mistroen var så tyk at den kunne skæres i da han stille sagde ordene: "Ja, hvad?"

Lupus og mange af dem der stadig stod i nærheden havde den støreste lyst til at tæve den unge menneske dreng så han kunne lære ikke at kigge i sin herres øjne og at han abslut ikke skulle snakke sådan, men ingen ville gøre det.... Damias rygte var løbet i forvejen... Så det var ikke til at sige hvad hun kunne finde på at gøre imod den næsvise slave.

//Sorry tiden, men har haft skriveblokering -.-"//

//damn.. Twin jeg svare kort - syntes jeg HAVDE fortalt dig at jeg ikke gider skrive lange indlæg i dette emne? klump xD//

Den kvindelige dæmon Damia ignorerede helt igennem blikkende som fulgte med i det lille scenarie der foregik midt på den ellers så dagligt-kedelige slaveplads. Der var pludselig noget spændende at se på. Alles blikke - eller dem i nærheden - var rettet mod Damia og Slee.

Hun lod sit blik bore sig ind i Slees. Hvis han ikke accepterede hende var det hans egen skyld. Men hun måtte lære ham at adlyde. Hun havde ikke brug for en ulydeig slave. Hendes helt igennem tomme og iskolde øjne borede sig pludselig hårdt ind gennem Slees blik, og ind bagved. Som en skarp dolk der havde et fint tyndt lag is udenpå. Det kunne meget vel føltes som om han fik sine øjne fyldt med små isknive der skar og sved. Dette var dog kun en psykisk smerte der fik hans hjerne til at tro at selve kroppen blev udsat for fysisk smerte. Et sjov lille ting hun havde det med at gøre. Hun trængte dog ikke ind i ham til at starte med. I stedet lod hun ham bare blive fyldt med denne smerte i noget tid. Lade hans krop reagere på at blive 'angrebet', Hun slap ikke hans blik. I mens bandt hun en lænke fast til ham, så hun kunne trække afsted med ham uden problemer bagefter. Hun gjorde et ligegyldigt kast med hovedet og trak sig lettere brutalt ud af hans blik igen. Hun vidste at de skærende isknive ville blive trukket ud pludseligt. Og smerten forsvinde næsten øjeblikkeligt. Auraen som bevægede sig lettere organisk omkring hende som en beskyttende kappe, fortsatte pumpende. Hendes blik var tomt og hvilede blot ligegyldigt på ham. Så dukkede et lille smil op på hendes læber. et lettere uhyggeligt smil der passede til de tomme øjne.
"Lad os se at komme hjem.. " Hun greb fast i lænken og og flåede den til sig i en glidene bevægelse mens hun vendte sig om for at gå.

Slee kiggede stadig trodsigt på hende, indtil hendes øjne borede sig ind. Smerten var slem, men den var uholdelig... De første sekunder, men det blev jo nærmest værre og værre for hvert sekund der gik, og selvom der kun gik få minutter, føledes det mere som timer for ham, da smerten forlængede det til det 10-dobbelte.
Hans ben eksede under ham, men overraskende nok, forblev hans øjne åbne og han stirrede stadig så trodsigt han kune med smerten malede i ansigtet.
*Selvfølgelig skulle jeg træde dæmonen over tærene som kan slå mig ned med lethed... Typisk mig* Tænkte han og sank let sammen, indtil det stoppede.

Han lagde mærke til hvordan smerten forsvandt øjeblikligt, men det sved stadig svagt i hans øjne og så blev han bare revet væk fra stedet og blev slæbt efter hende. Han kunne ikke balancen til at starte med, men langsomt fulgte han bare med efter hende..
*Hvor skal jeg dog hen nu?* Tænkte han med lidt skræmt mine, men alligevel en svag eventyrlysten dybt inde i sig...

//OOOG. Emne over and out :b så Twin nu du min slave mwuhahah x3//

//Nooooooooow xD Don't be to evil... But not to kind XD//

//I'll be gentle with you my twin.. in my way! xD//

//Well oh... That means I only will lose a Arm or a Leg xD//

//exacly! ;D//