The cheif of FSB //Damia//

Solen bagte nedover Abbadon og de murere og tømre der var igang med at ændre udseendet fra en barsk fæstning fyldt med ondskab til noget der mere lignede et palads i stil med vinterslottet fra Rusland, i forhold til det gamle var det ligefrem imødekommende og den ødemark der før havde været omkring var nu ved at blive plantet til med træer og det værste utøj og andre skumle eksistenser der havde levet på Oblivion sletten var enten blevet dræbt eller havde selv fundet ud af det var en god idé at komme væk. Tiderne var i sandhed skiftet og selv på trods af hvor meget at Di Morga der stadig lignede noget der var hærget af borgerkrig begyndte der nu at spirer håb om fred og fælles styrke hos alle, Alexander havde i løbet af de bare to måneder han havde ledet landet fået skiftet ud i dem der bestemte, slavemarkedet var blevet brandt ned til grunden og asken var blevet kørt ud af byen for at blive gravet ned et sted hvor så mange onde minder og andre forfærdelige ting ikke ville komme til at skade selv dem med ekstraordinære krafter. Folket elskede Alexander og hans værk, det havde været længe siden der havde været så roligt i Terre by selvom der stadig foregik mange forfærdelige ting var de ikke længere så åbenlyse og ligegyldig gjort.
Til alt held var det det som alle troede om Alexander, at han var indbegrebet af en god vampyr der hjalp folket ud af mange års trældom og gav dem frihed, realiteten var dog anderledes for selvom der ikke skete så meget forfærdeligt i gaderne mere og folk var stolte og glade igen havde de aldrig været så overvåget som nu, hver gang en person bare nævnte at de var utilfredse med Alexander blev det registreret og hvis man fandt manden eller kvinde for en stor trussel blev de straks indfanget og genopdraget til at tænke i de korrekte baner og være blinde slaver af det perfekte samfund Alexander var igang med at skabe, et samfund hvor ingen ville stå og brokke sig, men snarre være glade for det de havde, hvilket ikke ville blive meget, og ellers elske Alexander som en stor og mægtig konge der havde reddet dem fra et monster, som folk dog var villige til at tro på en når man bare gav dem skyggen af håb, det var en ting han havde set Samuel gøre flere gange og nu havde han selv lært eller mestret den måde at manipulere med folk selvom Samuel nok havde ment det ærligt når han prøvede at peptalke folk.
Med lange skridt der rungede fra hans mili-boots tænkte Alexander alt dette igennem mens han var på vej mod tronsalen, han havde et møde med en meget speciel gæst inden længe, hun havde arbejdet for Malakel og var derfor en trussel, men på den anden side var hun den der var bedst egnet til at komme til at lede hans hemmelige politi hvis hun ellers kunne opfylde de af hans krav som betød mest, men det måtte tiden vel vise. Synet af hans velkendte sorte tanktop og mili-bukser gjorde at hans mænd gjorde honnør så snart de så ham komme ned af gangene, de stillede sig alle pænt ud i siden mens de ventede på at Alexander skulle passere, der var så mange af dem han ikke kendte for en hel del af de nye og unge soldater var nogen der selv var komme til ham for at tilbyde deres arme og ben for at forsvare landet, han havde aldrig sagt nej til flere soldater og hans officerer havde allerede i løbet af en uge hjernevasket dem nok til at de aldrig ville kunne tænke ordenligt igen, magt var en sød ting. Med vanlig mage satte hans sig på tronen som var skiftet ud med en højrygget kontorstol der var lavet i magelig rødt læder og ventede på at Miss Damia skulle ankomme, hvis hun da havde fået den besked han havde sendt afsted til hende.

Som forventet var Damia Ambrosia på vej mod Abbadon som hun efterhånden kendte ret godt, da hun havde befundet sig der en del gange, som senator for den tidligere hersker. Det dybrøde bølgede hår lagde sig let nedover hendes skuldre og ryg. Hun var iført en sort lang kjole. Omkring overkroppen sad den helt tæt og fremmede hendes former ekstra meget, omkring hofterne blev den løs, og det blev lettere tydeligt at der var flere lag under kjolen deromkring. Ved maven havde hun et korset bundet rundt om for at fremhæve sin slanke skikkelse. Udskæringen var akkurat lige så nedringet at man kunne se starten på kavalergangen. Men så heller ikke mere. Ikke for meget og ikke for lidt. Den lange kjole gik hende lige til anklerne hvor et par højhælede sorte sko sad og pyntede. Omkring sig hang hendes aura. En næsten synlig pulserende masse der med næsten organiske bevægelser snoede sig i form af mørke tråde omkring hende som en kappe.
For hvert skidt hun tog gav skoene en hul ’dunk’ lyd fra sig der anmeldte hendes ankomst.

Damia havde i løbet af den korte tid hvor den nye hersker var kommet til tronen, holdt øje med hvad der skete rundt omkring, og hun indrømmede at hun havde håbet at kaosset der foregik i omegnen ville fortsætte blot et halvt år mere – mindst. Men uheldigvis havde herskeren Ma’lakel åbenbart valgt at forsvinde netop som hun ville til at føre sin plan ud i livet, den plan hun nu var nød til at rekonstruere efter de nye omgivelser, og den nye hersker. Og det næste problem var som følgende: hun blev nød til at skaffe sig magt. Igen. Hun havde mistet den del af byen hun skulle forestille at have fået tildelt. Hvilket hun nu ikke længere havde retten til. Nedbrændte huse, totalsmadrede vinduer. Mennesker der efterhånden begyndte at dukke op til overfladen endnu engang – dog stadig forsigtige for at være sikker på ikke at blive angrebet af mulige væsener. For siden den nye hersker tilranede sig tronen, var slavemarkedet blevet jævnet med jorden. Slavehandlere blev indfanget og modtog deres straf som følger for hvad de havde gjort – døden. Og slaverne var alle blevet sluppet fri – til Damias store fortrydelse – dette ændrede dog ikke på hendes meninger og idéer. De havde alle været det samme de sidste mange, mange år. Kaos? Det ville hun aldrig stoppe med at sprede. Gruppen Ambrosia skulle nok genforenes fortsat. Problemet var blot at det de gjorde nu endnu engang var noget som blev kaldet en forbrydelse. Men hvem var der til at stoppe dem?
Og før Damia kunne dømme den nye herskers idéer om denne ændring. Måtte hun møde ham. For skyggerne fortalte hende, at alt hvad folket så kun hvad der blev ønsket at blive set.

SÅ var der fortsat endnu et problem. Mange væsener var faktisk utilfredse med den nye herskers regler og afstraffelser. For mange havde affundet sig med Ma’lakels system. Mange var faktisk vældig tilfredse. De stærke overlevede, de hurtige kunne overleve. Kunne man skaffe mad overlevede man. Hvis ikke.. var man knap så heldig. Men sådan var det ikke længere. Den nye hersker havde sendt hende en besked – havde hun forventet det? Nej. Faktisk havde hun kort regnet med at blive sat på ”Wanted” listen. I stedet…
Et lille mørkt smil formede sig på de velformede læber da hun stoppede op foran de første vagter. Vagter der skulle forestille at være hårde og beskytte deres herre, og hvor han levede. Vagter som… ikke stod i vejen meget længe. Intet ord havde forladt hendes læber. Hun kendte stedet her og vidste hvor hun skulle gå hen. Folk burde VIDE hvem hun var. Folk burde FRYGTE synet af hende når hun kom for tæt på. Folk burde sænke deres BLIK når hun så mod dem.
Med lange elegante skridt, og rank ryg fortsatte hun hen ad gangen mod tronsalen. Fulgt af en.. vagt? Trods dette holdt han sig omkring to meter fra hende.
Damia blev ført direkte ind i tronsalen, fortsatte frem mod tronen hvor hun allerede på nuværende tidspunkt kunne se den nye hersker henslængte sig, som ejede han hele verden – og ingen kunne gøre noget ved det. Så stoppede lyden af skoene. Ryggen rettede sig yderligere op, hagen blev hævet en anelse. Blikket udstrålede en autoritet og selvsikkerhed der kunne måle sig med en dronnings blik.

”De har sendt bud efter mig” ingen titler. Ingen ’O’ store hersker’ ingen ’min konge’ eller ’min herre’. Damia nægtede at tiltale andre sådan før hun erkendte at de opførte sig efter deres titel. At de levede op til denne status. Og nu lod hun de unaturligt lyse øjne glide henover ham for at studere både påklædning og holdning. Søgende efter fejl der skulle rettes op på.


//OOG. undskyld mig? kalder du dit indlæg KORT?! OO//

Alexander sad med rank ryg i hans nye trone og ventede på at hans 'gæst' skulle ankomme, på skrivebordet foran ham var der ikke meget andet end papir som næsten alle lå i løse blade der var rodet godt og grundigt rundt i så det for alle andre end Alexander var muligt at finde hoved og hale i det. Fra skrivebordet kom der en lille holografisk skærm som kom med en brummende lyd i et par sekunder inden den billedet blev fast og en af hans soldater kom til syne "Miss Damia er lige ankommet og vi har lukket hende ind som befalet, vi sendte en eskorte med hende", soldaten nåede ikke at sige mere før Alexander havde løftet en hånd der afslørede han ikke ville høre mere, bag soldaten kunne Alexander ane det kraftfelt som rejste sig i stedet for den forældede port der havde været der før. Alexander huskede selv at det havde været den rene barneleg at tvinge sig adgang til slottet, porten havde ikke kunne modstå et par velplacerede bomber og en enkelt raket før den var faldet fra hinanden og slagteriet af Malakels gamle garde kunne påbegyndes, der var ikke så meget som et spekter tilbage på slottet de var alle som en blevet dræbt med Alexanders højteknologiske våben, de var kommet med sværd til en moderne ildkamp og havde ikke stået en chance og nu var det hele hans.
En ny lille brummen kom fra skrivebordet mens skærmen formede sig igen foran ham og en anden soldat fra en af de indre døre kom frem med et smil der dog blegnede da han så Alexanders stenhårde mine, "Miss Damia har passeret checkpoint delta min Herre Lazarow", Alexander nikkede bare og viftede igen skærmen væk så den dykkede ned i bordet. Alexander trak begge hans pistoler ud fra en skuffe og klikkede dem fast under bordet så han kunne bruge dem hurtigere hvis det skulle blive nødvendigt, men det regnede han ikke med siden det var et rent forretningsmøde og ikke noget andet hvor han skulle vise mere end moderate mængder af styrke og en smule ondskab.
Uden for den store egetræsdør der var blevet bevaret efter Malakel kunne han høre lyden af sko, det lød mest som mili-boots, men det var nok eskorten som hovedvagten havde sendt med Damia for at lede hende på vej selvom Alexander allerede vidste at hun nok anede hvor det hele befandt sig på Abbadon. Da to af hans soldater åbnede portene kiggede han på hende og så aldeles uimponeret ud, hendes tøj var vel tiltalende, men selve hendes personlighed var noget der allerede skinnede igennem som den klareste stjerne på en nattehimmel, det var nedværdigende bare at skulle være i nærheden af sådan et væsen, men ikke destro mindre nødvendigt, hun var en gammel senator og derfor havde hun styr på mange ting han endnu ikke havde og derfor var hendes hjælp ønsket.
Alexander rejste sig langsomt og kiggede stadig indgående på hende med sine syregrønne øjne, "Jeg forventer at blive tiltalt som det er mig for rette Miss Damia, men nok om formaliteterne lad os bare komme lige til sagen", han vendte sig om mens han med tydelig stemme sagde "Forlad os, dether er kun for vore øre, ingen kameraer, ingen mikrofoner", han vendte sig igen med et halvt smil mod Damia mens tronsalen hurtigt blev affolket. Da der endelig var blevet helt tomt gik han helt hen til Damia og kiggede lidt på hende, hun var smuk, men sikkert mere farlig end en slange så han burde nok være på vagt så længe han diskuterede med hende, "Miss Damia... Jeg har ladet mig forstå at de er utilfreds med at have mistet deres magt i visse dele af byen og søger magt på ny. Den magt er jeg villig til at give dem mod nogen ubetydelige og små forsikringer og foranstaltninger", Alexander viste hende en plads ved siden af hans enorme skrivebord, det var ikke andet end end taburet og han selv satte sig mageligt i den store trone der passede perfekt til hans meget iltre og kontrollerende personlighed.

//det var kun sagt for sjov^^//

Der stod hun så. Rank. Med en næsten synlig aura som stærkt pulserede om hende, truende. De lysende øjne virkede ulæselige, og fuldkommen kolde. Kolde, og rolige. Der var ingen fjendtlig mine over hende – endnu. Hans første ord om hvordan han ville tiltales gled lige igennem hende og blev ignoreret som enhver anden ligegyldig kommentar. Han skulle nok blive tiltales som en hersker fra hendes side, hvis han havde det der skulle til. Og ud fra hvad hun havde set virkede det som om han udelukkende forsøgte at bevise sin magt overfor alt og alle der kom i nærheden af ham. En person der led af et magtbegær så stort at han blev nød til at BEVISE han havde magten. Uheldigvis gik det ikke så godt overfor Damia som gennem tiderne havde set den ene store hersker, konge, dronning som hver var kommet og gået. SÅ indtil videre havde hun endnu ikke set noget som skilte sig ud fra en anden hun før havde set. Det var det som var problemet. Hun ledte efter noget Unikt som hun aldrig før havde set. Det var sådan set alt hun krævede.

Damia blev roligt stående med rank ryg da han nærmede sig for at se på hende. Noget han tydeligvis ikke kunne gøre bag sit skrivebord på Tronen. Tronen hvorpå hun sidst havde set en halvdæmon henslængte sig. En halvdæmon som var forsvundet – hvilket Damia uden videre ikke var så tilfreds med. Hvad skulle dette dog betyde? Men nogle personer kom og gik, hvilket hverken hun eller nogen anden kunne ændre på. Så hvad der skulle ske nu var at genoprette det hun før havde opnået. Hun drejede let hovedet mod ham for endnu engang at få et glimt af hans påklædning. Hun lyttede til hans mindre prædiken om hendes utilfredshed over den magt hun var blevet frataget udelukkende på grund af at den forrige hersker var forsvundet. For Damia ønskede ikke tronen. Nej. Som den skyggedæmon hun var, foretrak hun skyggerne. Hun kunne sagtens styre diverse ting og sager ved Skyggernes grotter. Men her? Nej. Det var udelukket. Hun lod flygtigt to fingre stryge henover vedhænget til den halskæde hun havde hængene om halsen. Et A med et S indflettet som en slange – nærmere en drage måske? Det var ikke helt til at sige præcist hvad det var. Et ukendt væsen måske? En rød rubin udgjorde øjet på denne.

Hans sidste ord fangede hende. Men det var ikke det der fik hende til at lægge hovedet let på skrå, og få et faretruende mørkt smil frem på hendes læber. Nej. Det var nærmere hans hentydning og den skammel som han havde placeret ved skrivebordet til ære for hende. Hvor betænkeligt af ham! At have fundet noget så storartet kun kunne placere sin bagdel på. Hvor mageligt og betrykkende at vide hvad han prøvede at bevise ved denne handling.
Dette bekræftede hendes tidligere synsvinkel på at han prøvede at bevise overfor alle han kom i nærheden af hvilken magt han havde, og hvilket autoritet han havde i forhold til alle andre. At han kunne gøre hvad der passede ham uden nogen ville hvæse og besvare hans handlinger med et modangreb. Hvilket desværre lige var det Damia gjorde. Han kendte hende ikke. Han vidste ikke at hun så ham som noget under hende. Hun så ham ikke som sin ligemand som hun havde gjort med Ahngel og Ma’lakel som havde BEVIST at de var værdige til at bære de titler som de begge havde. Scars. Tja. Han var blot Scars. Hvad kunne hun sige til dette? Absolut intet. Det lille mørke smil på hendes læber tændte for et faretruende blik.

Damia tog nogle få skridt frem placerede i en yndefuld bevægelse sin bagdel på hans skrivebord – hvor der ikke var noget under – lod den ene fod blive på skamlen, som nu nærmere blev brugt som en fodskammel. Og lod det andet ben hænge frit udover kanten af skrivebordet. Her hvilede hun sin højre hånd på skrivebordet, og støttede sig til armen i en rolig bevægelse. Stillingen kunne minde om en gudindes magt-stilling. En afslappet stilling der på samme tid fremhævede kroppen, og fik hende til at se mere magtfuld ud. Damia lænede sig lidt hen mod ham så det dybrøde hår måtte følge med, og sendte ham et overraskende charmerende smil. Et smil der trods dette havde plads til noget mørke, og et faretruende blik.
”Lad mig så høre, hvilke forsikringer og foranstaltninger du snakker om, My lord.” Stemmen undslap hendes læber med lyden fra en sirenes stemme. Spindende, klar, lokkende. Ikke at hun på nogen måde forsøgte at lokke ham til noget. Sådan lød stemmen blot, med en underlagt mørkere og faretruende mening.

//OOG. Jeg sagde det jo... XD//

Hendes bevægelser og hendes ynde kom bag på Alexander, han havde forventet hun ville være af en anden støbning, lidt mere som Malakel der ikke havde været bleg for at stikke et sværd igennem nogen blot for at se hvor længe de ville kunne holde dem selv i live, nej han var imponeret over hendes selvkontrol, havde nogen budt ham en skammel at sidde på ville han enten have vendt rundt på hælen og have forladt stedet uden et ord mere eller han ville have sat vedkommende på plads, men nej Damia holdt hoved helt koldt og havde sat sig på hans overfyldte skrivebord og udstrålede alle former for overskud han ikke selv ville have været i stand til at frembringe i den givne situation. Hans respekt for hende havde unægteligt steget en smule selvom han stadig ikke brød sig meget om hende, hun havde noget der ikke helt kunne beskrives med almindelige ord men som man helt sikkert burde være bange for hvis man ikke ville ende med hoved ned i en grøft.
Alexander kiggede hende i øjnene, ikke et sekund fjernede hans fra hendes mens han langsomt foldede hænderne i hinanden foran ham mens han fik et tænksomt udtryk i de ellers fastlåste øjne, "Og her troede jeg ikke du ville bruge en titel...", han blinkede til hende inden han begyndte at smile charmerende og lænede sig tilbage mens han brød øjenkontakten i et øjeblik, "Sikkerheds foranstaltningerne er ikke det vigtige, det er simple bagateller som jeg vil fortælle dig om senere", hans blik fangede igen hendes mens et lumsk smil dannede sig på hans læber, "Dine... evner for er ikke gået mig forbi og for at være ærlig er du den helt rette til den plads jeg har lavet. Jeg har brug for en person der kan arbejde anonymt fra skyggerne og samtidig lave lidt ballade når det er påkrævet". Alexander rejste sig fra tronen mens han begyndte at vandre rundt i lokalet, "Jeg har oprettet et sikkerheds forbund og jeg vil have du skal være leder for det, det kommer til at hedde FSB , det Føderale Sikkerheds Bureau og skal sørge for at uønskede eksistenser ikke blander sig i mine planer", han vendte igen blikket så han stirrede direkte i øjnene på Damia "Men noget der er langt vigtigere du gør end det er at du skal skabe frygt blandt befolkningen, du skal sørge for at folk altid ser til os som de store helte selvom min dagsorden er en anden end de simple bønder i Terre".
Magten for Alexander var bare et middel til at opnå hans sande plan for skulle han være ærlig kunne han vel stadig have gjort det som en inkognito våbenhandler nede på havnen, men tronen havde gjort at det hele ville glide så meget nemmere når det hele først skulle rulle, "Som du nok har lagt mærke til har jeg nogen meget uønskede væsner jeg gerne vil slippe af med og hvis du kunne skaffe dem af vejen på den ene eller den anden måde ville jeg blive yderst tilfreds", det var en hentydning til wanted listen og dens yderst uheldige medlemmer.

//sorry det blev lidt underligt, men min krea svigtede halvejs igennem//

Hun kunne næsten mærke den voksende respekt for ham. Men det var ikke nok. Det var slet ikke godt nok – og hun vidste udmærket dette selv, dog uden at kommentere dette verbalt. Det var unødvendigt at nævne. Altså ikke noget hun behøvede at dvæle ved. Det var nemlig ikke derfor hun var kommet herover. Nej. Der var en helt anden grund, og den havde han allerede nævnt. Magt. Han ville give hende magt. Magt i denne by hvor han nu ændrede reglerne – igen – trods hun selv havde været ret tilfreds med slaverne og diverse andre ting. Men det skulle nu nok komme igen før eller senere. Og hun var ret sikker på det først ville ske om noget tid. Måske nogle år. Sjovt nok fordi hun havde en fornemmelse af at der ville ske noget.. uventet. Da han begyndte at snakke om hendes evner formørkedes hendes ellers så lyse blik, trods dette skinnede ingen følelser igennem overhovedet.
Hun lyttede intenst til hans ord om FSB uden at røre sig ud af stedet fra skrivebordet, udover at pille ved kanten af et stykke papir på bordet.. lettere fraværende som hans ord ikke rigtigt kom hende ved, trods hun lyttede. Opmærksomt. Da hans snak om det anonyme hævede hun øjenbrynene let, i et spørgende udtryk. Det var jo sådan set fint nok, når man tænkte at næsten alle nu kendte hende som Malakels senator – eller de kendte hende som en af dem. Og hvis hun pludselig stod frem direkte som en der nu arbejdede for Scars ville der blive et problem med hendes ry. Ikke at hun gik SÅ meget op i det. Men ryet var nu fortsat en vigtig del af processen mod storhed. Kendt eller ej. Og det job han gav hende virkede nu heller ikke helt værst. Dog forholdt hun sig ikke udelukkende til skyggerne når hun plejede at udføre… sit job. Ellers var der jo intet ved at se frygten og skrækken i offerets ansigt.
Hun skubbede sig næsten helt op at sidde da han rejste sig fra tronen, men hun flyttede sig ikke fra sin plads ellers. Faktisk vippede hun kun lidt med det ben som hang frit udover skrivebordets kant, og sit blik følge hver eneste lille bevægelse han lavede. Da han havde kigget hende i øjnene havde hun gjort sit bedste for ikke at trænge ind i ham, trods lysten til dette. Det ville have været så nemt, så villig han havde været til at kigge i hendes bundløse, skinnende øjne. Men dette ville ikke være det smarteste nu hvor hun ville have magten først. Det skulle nok ske. Hun skulle nok trænge ind i ham før eller siden. Og han ville ikke kunne stoppe hende i dette. Han kunne selvfølgelig kæmpe imod men når, først hun var inde ville det være næsten umuligt for ham fysisk at angribe. Det KUNNE lade sig gøre. Det afhang kun af hans viljestyrke.
Uønskede eksistenser? … spændende. Så hun fik rent faktisk lov til at more sig lidt. Ikke at hun havde tænkt sig at lade morskaben stoppe udelukkende på grund af ham. Men alligevel.

Atter mødte hans hendes rolige, ulæselige blik. Blikket som strålede med en iskold magt der så ud til at stråle ud fra hende sammen med den aura der pulserede næsten synligt omkring hendes velformede krop. Hans næste ord fik hende næsten til at stråle. Stråle med det mørke hun indeholdt, legesygen inderst inde var tydelig. Men dette ændrede ikke på hendes rolige ydre der fortsat fik hende til at ligne en gudinde fra underverdenen. Hun lyttede til hans ord, og hans indirekte ordre om at få afskaffet sig personerne på wanted listen. På dette tidspunkt var begge hendes hænder placeret på skrivebordet, så hun kunne støtte sig dertil. Ryggen var blevet rettet yderligere og hun så nu direkte hen på ham. Blikket havde stadigvæk en blid overflade, der fik hende til at minde om en dronning der tænkte på sit folk. Der var blot én enkelt ting der ikke passede dertil. Og det var ordene som nu forlod hendes mund, i form af flydende guld og underlagt mørke. ”Selvfølgelig. Men trods magten du på denne måde vil give mig.. kræver jeg noget derudover” Om han havde regnet med krav fra hendes side eller ej ville det ikke ændre på noget. Damia var selv vant til at udstede ordre, som hun var vant til at fuldføre dem. Smilet der på nuværende tidspunkt herskede på de røde velformede læber var mørkt, med en faretruende blidhed. Hun ventede.


//OOG. oh gør ikke rigtigt noget.. mistede selv kreativiteten, idager det dog lykkedes mig at skrive et svar jeg er nogenlunde tilfreds med selv ^^' tilgiv mig for diverse stavefejl osv..//

Alexanders mørke sind fangede hver en detalje i Damias ord, hun var interesseret i hans tilbud, det kunne der ikke være tvivl om og de små bevægelser som var knaps synlige for almindelige mennesker blev opfanget med det samme af Alexanders skarpe øje, han blindhed på det andet var en hemmelighed der aldrig skulle komme hverken fjender eller folk der forestillede at være hans venner til gode. Der kom et lille knæk fra hans ene hånd som han knyttede så hårdt så man tydeligt kunne se knogler og døde sener der stadig var indenunder inden han slap igen så det hele faldt på plads og skabte endnu et højlydt knæk, Alexander gjorde desværre altid dette når han følte tingene gik hans vej og det var en irriterende god måde for både fjender og folk han forhandlede med at høre hvordan han havde det, men det havde endnu ikke lykkedes ham at slippe af med den selvom han havde gjort meget for at holde styr på sin lyst til at knække hele hånden når han blev glad.
I et forsøg på at lave noget andet så lyden af hans knækkende hånd ikke skulle falde Damia for meget på sinde satte han sig i stedet ved siden af Damia så deres hoveder var blot få cm væk fra hinanden, for mennesker ville det være en uimodståelig fristelse til at hoppe på ham, men han vidste at Damia ikke ville være så simpel at manipulere og det var en af de meget tiltalende ting der havde fået ham til at fjerne hende fra den nye wanted liste til fordel for at hun kunne få lov at arbejde for ham mod at hun selvfølgelig gav ham en vis form for loyalitet og kunne skaffe nogen af hans fjender af vejen uden at det kunne skinne tilbage på ham så folket ville blive sure. Alexander smilede en smule mens han kiggede ind i Damias øjne, han ville næsten ønske hun ville prøve at træde ind i hans sind for hun ville få en overraskelse hun aldrig nogensinde ville have regnet med fra hans side, "Og hvad er det du ønsker Miss Damia, jeg er spændt på hvad en kvinde med dine enskaber ville ønske af sølle mig", hans stemme var i modsætning til hendes fuldkommen venlige og måske enda en smule charmerende selvom han på givne tidspunkt ikke tænkte på Damia som andet end et middel til at skubbe hamselv endnu længere op mod skyerne i folkets øjne.
Hvis Damia skulle vælge at sige ja til jobbet som chef for FSB ville hun have utrolig meget magt i form af at hun vlle styre alle Alexanders hemmelige agenter rundt om i DI Morga og store dele af verden, men for en sikkerheds skyld havde han alligevel sørget for at alle agenterne havde sværget troskab til ham først og fremmest så han kunne regne med at hun ikke ville vende dem mod ham skulle hun blive lidt for glad for den magt hun ville få. Det tunge mørke inde i Alexander som styrede og kontrollerede ham var euforisk ved tanken om at hun skulle på et tidspunkt skulle gøre oprør, det ville være en stor ære at kæmpe mod hende, men for nu var der andre ting der skulle gøres, Di Morga skulle knuses så hårdt at det aldrig igen ville rejse sig i et oprør, alle der havde bare den mindste tanke om at gøre vrøvl skulle fanges og genopdrages ved hjælp hjernevaskning.
Alexander slugte tankerne og mørket, han ville høre Damias krav med sin fulde bevidsthed så han ikke uforvarende skulle komme til at virke uinteresseret.

//Der er vidst ikke så mange stavefejl ^^ Vi må bare håbe vores krea engang vender tilbage xD //

Damias blik slap hans og gled nu i stedet ned til hans hånd hvorfra hun havde hørt et lille knæk. Og ja. Der var det. Han havde knyttet hånden, men hans aura fortalte at han hverken var vred eller irriteret. I så fald.. hvad var han? Hvorfor knyttede han næven på denne måde? Faktisk virkede han mere eller mindre tilfreds. Glad måske? Trods hendes tanker fortsat kredsede om denne sære måde at reagerede på, holdt hun øje med hver eneste lille bevægelse han gjorde. Hver eneste detalje han indeholdt, som hun kunne få fingrende i uden det pludselig ville virke som om at hun rent faktisk GRAVEDE i hans sind – hvilket hun sådan set endnu ikke gjorde. Og trods dette kunne hun sagtens finde ud af flere ting om ham. Det var nu ikke så svært med hendes trænede øjne. Hun fulgte hans skridt da han satte sig lige ved siden af hende, og lænede sig frem så deres ansigter var tættere på hinanden end normale mennesker ville have følt det acceptabelt. Men ingen af dem var normale mennesker. Faktisk var ingen af dem mennesker så det behøvede de slet ikke at tænke på – og hvorfor skulle de? Deres racer var langt højere rangerede end de små menneskers. Han var nu køn. Nærmere beskrevet en ’hottie’ hvis hun brugte de unges sære former for at udtrykke sig. Ma’lakel havde været ligeså. Eller sådan havde hun til gengæld set på det. Trods dette havde alle deres fejl, og Malakel havde ikke været typen til at skjule hvad det end var. Hans fremtoning i sig selv fik ham til at forekomme fejlfri angående udseendet.
Og Alexander.. ja hvad med ham? Mange vampyrer virkede fejlfri hvis man så dem med det blotte øje og blot gik ud fra at sådan så de altså bare ud. Men han så godt ud. Hun kunne ikke modbevise dette. Og hun var ikke i tvivl om at havde han været menneske ville han også have set godt ud – dog uden den vampyriske skønhed. Men hun havde absolut ingen lyst til at kaste sig over ham. Nedlægge ham bogstavelig talt. Det var ærlig talt noget tid siden hun havde haft lysten til at kaste sig over nogen.
Tiderne kunne dog altid ændre sig – hvilket hun ikke ville have det mindste imod pga. det altid var rart hvis der skete noget nyt i denne verden, med så mange år på bagen var der ikke noget ved at det ville blive ved med at være ens. Damia gengældte roligt hans blik med et lille smil på læben. Ligeså charmerende med det underliggende mørke, som det før havde været. Men der var ingen tegn på at hun ville til at træde ind gennem hans øjne.

Stemmen var ligesom den før havde været. ”Mine ’krav’ er nu ikke de største. Faktisk vil du måske ikke lægge så meget mærke til dem.” hun løftede en hånd og lod kærligt to fingre stryge henover hans kindben i en elegant bevægelse, før hun atter lod hånden placere sig på skrivebordet som støtte.
”I tilfælde af at du intet skulle kende til det, har jeg en ’gruppe’ kaldet Ambrosia. Se bort fra alt der bliver fundet tilbage til det navn. Derudover..” hun lod hovedet tippe en anelse på skrå som nærstuderede hun porerne i huden på hans kind.
”Vil jeg kunne befinde mig på Abbadon når jeg ønsker det. Samt.. ” Hun lænede sig lidt tilbage for at få et bedre overblik over hans kønne ansigt.
”Vil jeg indvilliges i dine planer. Ikke bare de små.” ET krav der måske krævede lidt ekstra. Det krav som han måske skulle tænke lidt ekstra over. Nægtede han til gengæld at udføre hendes sidste krav ville hun ikke fortsætte samtalen om dette. Faktisk ville hun lade det gå igennem. Dog ikke for at dette ville blive glemt. Det ville blive husket og bragt op igen på et senere tidspunkt.
Hun var ikke typen der løb rundt som en blind hund, uden at vide hvorfor hun rent faktisk gjorde det hun gjorde. Nej. Hun gjorde tingene for et formål. Magten ja. Men der var mere. Og dette mere blev hun nød til at kende til. Men nu.. ja nu tav hun. Afventende. Kun for at høre hans svar på de krav hun havde remset op. Krav hun alle havde en grund til at have. Hendes unaturligt lyse grå øjne smeltede sig ind i hans.


/det bliver vilidt nød til^^''//

Han kunne ikke lade være med at være betaget af hendes øjne, de var ikke som noget han mindedes nogensinde at have set og så den aura hun havde omkring sig, den nærmest trak ham til hende som når en flue bliver ved med at tumle ind i en lampe gang på gang, han ville ikke bryde øjenkontakten, men på den anden side kunne han vel heller ikke blive ved med at sidde og stirre hende i øjnene, hvad pokker skete der for ham? Han var konge af dether sted, han kunne stirre på folk hvis han havde lyst. Noget var helt i vejen og det irriterede ham grænseløst at han ikke kunne kontrollere sig selv, det var en svaghed og som alle andre svagheder skulle den fjernes med det samme han fandt ud af hvad der udløste dette. Alexander vendte blikket væk fra Damia i et øjeblik inden han vendte tilbage med et smil og så ud som om intet var sket, han kom med et lille smil der virkede en smule påsmøret i forhold til hvordan han lige havde opført sig. Alexander rejste sig fra bordet igen og gik lidt rundt mens han så tænksom ud, den første del af det som Damia havde spurgt om var en selvfølge og han havde intet imod at der blev lavet lidt ballade engang imellem, men der var også en grænse som han håbede Damia ville kunne forstå, noget helt andet var det med at få besked om hans planer som han ikke engang fortalte til de mændene skulle udføre den før de sad i køretøjet og skulle have en retning og et mål, på den anden side skulle hun jo være chef for hans hemmelige politi, så hun ville jo nok finde ud af hans planer alligevel, han kom med et lille suk og gik så helt hen til Damia for at hviske hende i øret, "Jeg acceptere at du og din lille gruppe laver ballade, men gør det med måde og ikke for åbenlyst ellers bliver jeg jo nød til at gøre noget så folket ikke mister troen på mig og med hensyn til mine planer skal jeg nok informere dig".
Alexander gik lidt væk fra hende igen, men stirrede hende fortsat i øjnene med et glimt af glæde, "Min store plan bliver desværre udskudt da jeg har lært at en af mine gamle 'venner' er igang med at samle folk til et oprør mod os, hvis du er interesseret i arbejdet ville jeg høre om du ikke var klar på noget vaske ægte borgerkrig, jeg ved at det kribler i mine fingre for at komme ud og kæmpe igen... Jeg vil enda give Ambrosia lov til at gå amok i byen så tosset de vil hvis de ellers kan holde ødelæggelserne til vores fjenders side så godt de kan". Han havde et smil der afslørede hans hugtænder og en lav modbydelig latter der viste at han var bedøvende ligeglad med folket, men kun tænkte på sig selv, "Vores modstanders navn er Logan O'Connor, jeg ved ikke om du kender ham, men det gør jeg, han har en tendens til at have store følelser for de svage racer... det er vigtigt vi sætter et eksempel".
Alexander smilede så stort at man skulle tro han var inderligt glad og ikke bare fyldt med morderisk vrede der bare ventede på at blive sluppet løs på en tilfældig oprører der ikke kunne finde ud af hvem der var der nu bestemte over hans liv og død, men Alexander frygtede ikke Logan, han var et menneske og ville ikke stå en chance mod ham hvis det skulle komme til en nævekamp eller for den sags skyld bare en skudduel for Alexander var ældre og have meget mere erfaring end det lille menneske. Alexander opdagede at han havde drevet væk i ondskabsfulde tanker og vente tilbage til nuet og Damias charmerende dog ilevarslende smil.

Det mørke smil på Damias læber voksede, og blev om muligt endnu mere charmerende end det havde været for få minutter siden, da hun lade mærke til at han kort så væk fra hende. Fra hendes blik. Det var nu meget normalt at det skete, folk havde det med at blive overvældet af hendes øjne. Af de to fuldmåner som havde forladt nattehimmelen udelukkende for at bebo hendes kønne ansigt. Det skete selv for de største mænd og kvinder som havde bestemt sig for at de havde magten over hende, og at Damia ikke havde noget at skulle have sagt. Men når blot blikket.. når blot hendes unaturligt lyse øjne kunne få dem til at se væk, i overvældelse var det tit svært for dem at se hende som nogen under sig. Noget Damia udmærket kendte til. Noget hun brugte, selvom det ikke krævede så meget. Det eneste hun behøvede at gøre var at lade deres blik fange hendes, i tro om at det var dem der holdt hende fast.
Resten klarede folk af sig selv. Den pulserende næsten synlige aura omkring hende trak ham dragende imod sig.. indbydende.. og udfordrende på samme tid. Det var svært at se hvor hun ville hen med den udstråling, men det var svært at ignorere den, det var noget man måtte give hende. Hun var ikke nem at komme udenom. Hun rettede sig lidt længere op, men blev dog fortsat siddende i samme position på hans skrivebord, mens hun lod øjnene følge hans bevægelser da han rejste sig, og begyndte at gå. Hun holdt udelukkende øje med ham for at se om hun kunne finde ud af hans svar på kravene før han nævnte dem verbalt, hun kunne næste SE ham nikke for sig selv i accept over de første krav som egentlig kunne være ligegodt. Ikke at han overhovedet nikkede. Damia gættede sådan set bare. Men hvad med det sidste krav? Det var det hun gerne ville have et svar på. Helst nu. Det var på dette tidspunkt hun mærkede hans nærhed endnu engang, og hans læber som nærmede, hendes øre. Og svaret. Ja svaret som hun havde ventet på blev endelig svaret.. Damia kunne ikke sig e at hun var tilfreds. Men hun kunne heller ikke sige at hun var helt overrasket, faktisk havde hun forventet at han ikke ville fortælle hende alt om dette nu. Det sagde næsten sig selv. Da han endelig trådte et skridt bagud og mødte hendes blik, blev glæden i hans øjne synlig. Han stod nærmest og kastede den ud fra sig.

Og så kom første del. Han var næsten lige blev sat på tronen og en eller anden klovn ved navn Logan havde allerede udfordret ham. Og endog et menneske? Et menneske? Damia så kort tænkende på Scars som så ud til at være tæt på den syvende himmel. Det charmerende smil med det underlæggende mørke som spillede på hendes velformede røde læber voksede en anelse ved synet af Alexander i dette humør. Og selv hun måtte indrømme at hun ville nyde at komme ud og slagte.. slagte og dræbe.. og starte kaosset mellem dem som var imod ham. Ikke at det var fordi hun havde nogen speciel trang til at beskytte Alexander, det kunne han sikkert klare udmærket selv. Men mere fordi hun savnede blodet på hænderne. Hun savnede smagen af et friskt hjerte som kun lige var stoppet med at pumpe, men som var blevet flået direkte ud af kroppen på mennesket – eller væsenet. Hun begyndte at syntes mere og mere om ham. Han ville have folket til at tro noget om ham som egentlig ikke passede, hun kunne lide det. At folket skulle tro de var sikre, men ikke var det. På den ene side i hvert fald.

Hun fandt ham nu ret nuttet ham Alexander. På sin helt egen måde dog. På sin helt egen personlige måde. En måde som kun han kunne være det. Altså var han ikke blot en som efterlignede andre. Eller det var i hvert fald den opfattelse hun indtil nu havde fået. Udover selvfølgelig hans races sædvanlige blodtørst som hun selv ejede trods sit dæmonblod. ”Selvfølgelig..” sirenens stemme var endnu engang tilbage.. den lokkende, tyktflydende guldstemme snoede sig omkring ham trods afstanden mellem dem. ”Er jeg klar.. Det er jeg altid” Hun rejste sig næsten fra sin siddende stilling og stod nu, og lænede sig op ad bordet. Så direkte på ham, med et faretruende blik der på samme tid virkede umådeligt charmerende, og unaturligt mørkt og blodtørstigt. Det var én ting Alexander skulle vide. Hun var og ville altid være en kvinde med en umættelig trang til at se folk lide.

Alexander var på en måde en smule stolt af sig selv, det virkede vikelig som om han havde vundet Damia over på sin side og at hun var oprigtigt interesseret i hans onde og meget udspekulerede plan, hun skulle nok blive en meget stærk hjælp at have på sin side selvom han dog på en måde havde en fornemmelse af at Damia ikke ligefrem var en der tog loyalitet højtideligt hvis det hele syntes at falde fra hinanden, men han kunne ikke bebrejde hende, for han ville nok også have været den første til at stikke sin herre i ryggen 'havde han haft sådan en' hvis han ikke længere fandt ham værdig til at lede mere. Det var sådan man altid sørgede for at den der var bedst til det var den der bestemte og det havde han aldrig haft noget imod, så skulle Damia eller en af de andre han havde til at arbejde for sig en dag bestemme sig for at tage en kamp med ham ville han gøre alt i sin magt for at vise dem hvem det var der sad på magten og hvorfor. Han kunne dog heller ikke sige sig fri fra at han følte sig tiltrukket af hendes mystik, men det var hun nok vendt til og desuden havde han hverken tid eller lyst til at skulle bejle til hende, i hans øjne ville han prøve at være så professionel som muligt omkring hende, anede hun at der var noget ville det også være en anledning til at hugge som han ikke ønskede at skulle til at tage sig af når Logan hans gamle ven nu stod for døren med et lille oprør.
Alexander smilede til hende igen og stillede sig helt tæt på hende fordi han bare ikke kunne lade være og lod de perlemor hvide hjørnetænder komme frem med en lille lyd der ikke rigtigt kunne beskrives, "Det glæder mig at høre Miss Damia, jeg tror virkelig vi kan få stor glæde af det der er ved at ske og af den position du nu er blevet givet" han smilede grumt til hende med stor tilfredstillelse der næsten virkede uhyggelig, "Og for øvrigt, dine venner i 'Ambrosia' kunne ikke få det til at se ud som om det var Logan der lavede krisforbrydelser vel, hvis han først mister folkets støtte vil det være meget nemmere at rive ham fra hinanden, tænk engang jeg tror enda at jeg vil lade dig om at torturere ham til døde hvis vi fanger ham i live". Det var ikke så meget en gestus som det var en gave fra Alexander side, han måtte jo vise Damia at han var glad for at hun var der.
Alexander blev ved med at stå der lidt og blive beruset af hendes lugt i et øjeblik, det var næsten som om hendes aura kælede om ham og hypnotiserede ham, det tog en kraftanstrengelse fra hans side at komme fri af hende inden han lukkede øjnene op igen og det brede grumme smil igen dansede på hans læber så lystigt at man skulle tro han var et barn julaften, men det var han vel næsten og, ikke nok med at Damia havde accepteret hans vilkår, der ville også snart være lig og blod i gaderne og hvis det hele lykkedes ville al skylden falde på Logan så folket ville se ham som en større helt end før. Logan den lille menneskeknægt havde ikke en chancen mod ham, Damia og Jalwa, de var nogen af Di Morgas mest udspekulerede og modbydelige mordere, de kunne vende slagets gang med et ondt nok blik hvis det skulle være og ikke nok med det, det oprør som Logan havde startet ville snart ikke længere være hemmeligt, Alexander havde sendt en agent afsted og han ventede snart at en liste med navne ville dukke op på hans skrivebord og så ville hver og en blive fanget og dræbt med umådeligt smertefulde midler. Glæden ved tankerne udspillede sig som altid i Alexanders øjne, han havde aldrig været god til at skjule det når han havde en af hans store tanker og Damia havde uden tvivl fanget at han stod og plottede nye idéer hele tiden.
Alexander slog ud med armene og blinkede til hende på en charmerende måde, "Men jeg håber du vil falde til rette i det nye Abbadon, du kan indrette dit kontor som du vil og du samler selv de af mine folk som du vil have som agenter", han lod legesygt tungen glide rundt om hans højre hugtand mens han endnu engang indsnusede hendes duft.

Damia stod fortsat lænet op ad bordet som hun nu ikke længere sad på. I stedet lod hun sine unaturligt lyse øjne glide langsomt op og ned ad Scars. Hans tøj var ikke ligefrem det mest royale man kunne forestille sig, det virkede på sin vis lidt for.. afslappet. Jovist skulle tøjet virke afslappet men på samme tid skulle det have noget råt og royalt over sig! Noget der skulle betegne en god leder. Derudover var selve hans kropsholdning vigtig, acceptabel.. den var god nok. Måske skulle der blot justeres lidt på outfittet, efter selvfølgelig hun havde set noget af hans andet tøj. Det var vigtigt fortsat at gå ind under den stil han nu foretrak – og så forbedre det, for at give det lidt mere.. skrig. Dernæst fjernede blikket sig fra ham og begyndte i stedet for at glide kritisk rundt omkring i tronsalen for at finde ting der måske skulle ændres lidt på, det var jo ikke ligefrem fordi tronsalen skulle fremstå som et kontor vel? Plus ville det være alt for kedeligt at lade stå som et stort halvtomt rum – hvilket Scars heller ikke havde gjort.
Det var altså sådan det ville komme til at foregå. Hun trådte til stillingen som han havde tilbudt hende, hvorfor ikke? Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde så meget andet at sætte sig ti var det? Damia orkede ikke at skulle til at vælte den nye hersker af tronen, så længe siden havde det heller ikke været at Zane havde fået sparket.. Faktisk var det overraskende kort tid siden. Lidt skuffende måtte hun indrømme. Men den tid var ovre nu, og hun havde på fornemmelsen at denne hersker højst sandsynligt heller ikke ville komme til at være på tronen i flere år.
Damia rettede blikket tilbage på ham da hun mærkede hans pludselig nærhed. Øjnene rettedes kort mod hans tænder som lavede en ubeskrivelig lyd – lettere ubehagelig måtte hun indrømme. Men ikke desto mindre var det prikken over i’et på det lettere grumme smil der tittede frem på hans læber. Et smil hun på sin vis fandt meget tiltrækkende. Smilet blev gengældt. Dog med et mørkere, mere faretruende smil. Charmerende vel sagtens. Det var ikke til at vide præcis hvad hun tænkte på, udover at dette sikkert ikke ligefrem var lyse tanker. Hans ord var da meget tankeopvækkende, men noget i det fik det til at lyde som om hun var hans lille kæledyr. Ikke at hun havde det helt store imod at han opførte sig på denne måde, mere at dette gav hende lyst til at trække den endnu længere ud og se hvor langt han kunne gå.

Han ville ligefrem LADE hende torturere ham hvis det stod til at han fortsat var i live på det tidspunkt? Det lød jo ligefrem som om hun fik lov til mere end han først havde tænkt sig at hun ville få lov til, ikke at hun havde tænkt sig at svare på noget af dette. Smilet sagde vist nok i sig selv til at dette ikke helt var nødvendigt. Men trods dette kunne hun mærke at han var taknemlig for at hun rent faktisk havde accepteret den stilling han havde tilbudt hende. Om han havde en anden lige så egnet til stillingen var ikke til at vide dog.
Hun lod bevist mærke med at den næsten synlige aura fortsat slog og snoede sig omkring hende som en kappe af små organiske tråde. Usynlige for det blotte øje, men næsten synlig for det lidt mere trænede. Damia var ret så sikker på at han kunne mærke auraen, selv hvis han havde stået 5 meter fra hende ville han sikkert have lagt mærke til hvordan den snoede sig om hende i organiske, bevægelser. Lokkede sammen med hendes udseende, som var hun en sirene i en dæmons beklædning.
Damia lod blikket hvile overraskende roligt på ham som ventede hun på at han blev færdig med at leve i sin lille drømmeverden og i stedet vende tilbage til nuet. Hvilket hun ikke havde behøvet at vente meget længe på. For før man kunne nå at snurre en omgang rundt om sig selv, havde han slået ud med armene og blinket til hende. De mørke faretruende smil på Damias røde fyldige læber voksede i takt med hans sidste ord, altså fik hun selv lov til at vælge? Fantastisk! Det blev jo bedre og bedre..

”Hvis luften omkring mig virkelig er så tiltrækkende at selv en vampyr må indsnuse denne flere gange..” smilet med skævt og lettere lokkende. ”Hvorfor kommer De så ikke lidt nærmere?”