Hvordan jeg lærte, ikke at fucke med Dæmoner. // Privat - Momo

Den lette brise lavede små fredlige bølger i på vandet. Der var en lav hvislen fra træerne, og grasset omkring søens bred svejede med vinden. I sandet ved søen sad en skikelse på knæ, og holdt sig til sin arm. Denne skikkelse kom med lave hvæsende og vrede lyde, og blod dryppede ned fra hans arm. Han havde ekstremt lange fingre, og lange negle derpå. Hans hånd var halv råden. Hans fingre lavede små spjæt, imens skikkelsen snerede vredt. En sort hætte var ned over hans hoved, så hans ansigt kunne ikke ses fra nogen sider, og mørket ville også gøre det svært at se hans hånd, hvis ikke man kiggede meget godt efter.

Momo gik stille ned til søen, hun havde en lille lys kugle til at lyse vejen foran hende, hendes vinge var synlig, men hendes mærke var skjult hele tiden, hun havde ikke set der var nogle eller hørt det, hun gik bare ned til vandet, hun kunne ikke se noget der i da vandet var helt mørkt, hun kiggede kort rundt, men det var for hurtigt til at hun kunne se nogle, hun var på vagt, hun var blevet overfaldet et par gange af andre engle og det var dem hun hadet mest af at, det var derfor hun havde lys kugle med sig så hun kunne få den til at lyse meget op og blinde hendes modstander et kort øjeblik, men hun kunne aldrig nå særlig langt væk med kun en vinge

Vladimir pressede øjnende samme, og greb hårdt fast med sin anden hånd, på håndledet af den arm der var skadet. Han trak vejret dybt, og åbnede øjnende igen. Han rev så hårdt til, og fik knoglen brekket af led, og så presset hen hvor den skulle heles sammen med. I det at han gjorde dette, begyndte hans krop at heale meget hurtigere. I det at han gjorde det skreg han meget højt op imod himlen, hvilket gjorde at hans spidste tænder alle var til syne, som om han skulle til at bide et offer. Dette gjorde hand dog kun meget kort, og kiggede så ned igen, imens han hvæsede højt gentagende gange.

hun blev meget forskrækket over der var der skreg, hun gled og falde i vandet, lys kugle lyste lidt mere op så man kun kunne få øje på den, hun kom op af vandet igen"koldt"sagde hun da hun igen sad på bredden af søen, hun vred sit hår for vand, hun kiggede på sin vinge"fedt den er osse blevet våd"sagde hun og sukkede lidt, hun fik lys kuglen til at tørre hende helt tør, hun kiggede lidt rundt igen, hun fik så øje på en, men hun havde lært, gå aldrig hen til nogle du ikke hvad for en race det er, hun lod en lille lys kugle flyve hen til den fremmede

Vladimir trak nu vejret langsomt og og stadigt højt. Han hørte noget falde i vandet i nærheden af ham, og han kiggede hurtigt der hen. Han hvæsede lavt, og rejste sig hurtigt op. Han tumlede en smule baglæns, og kune næsten intet se, pågrund af forbruget af blod til at heale såret havde gsvækket ham i en kort tid. Da Momos lys kugle kom hen til ham slog han lidt ud efter den med sin raske hånd med et hvæs, men i det at han gjorde det, faldt han til jorden med et bump, og endnu et hvæsende rugts skrig. Han trak sin sårede arm ind til sig, og begyndte at trække vejret meget hurtigt og hektisk, i det han frygtede hvilket væsen det var der havde sendt kuglen.

lys kuglen fløj lidt rundt om den fremmede og så tilbage til hende, hun lod den lande på sin hånd, blikkede som om den sagde noget til hende"okay...ja okay så det var ikke så godt"sagde hun til sig selv, der var ikke sket noget med den da han slog ud efter den, hun sende den af sted igen, den fløj hen til ham helt stille og roligt så han ikke skulle blive bange for den, for den gjorde ikke noget med mindre hun bad den om det og det havde hun ikke gjort, hun havde bedt den om at hjælpe ham, da den havde fortalt at hans ene arm var såret

Vladimir kigger op på lyskuglen, og smaler sine matte øjne en smule af lyset, og snerede af den. Hans arm var healet helt nu, han ventede bare på at blodet i hans krop kunne begynde at køre rundt normalt. Da lys kuglen kommer tæt på, vil den kunne se Vladimirs letter monstr'se ansigt. Hans halvrådne hud, og hvide matte øjne, for hom til at ligne et omvandrende lig. Han hvæsede højt i det at hans ansigt kan ses.

hun viste ikke hvad den lille lys kugle kunne se, den fløj så tilbage til hende, hun var et godt stykke væk fra ham, så hun havde ikke set noget, hun havde osse set det der var værre, så hun ville ikke blive så bange som mange andre ville tro, hun havde lavet sammen med det man kunne kalde monstere, det havde været nogle underlige lignede klatter, eller nogle som lignede næsten et menneske eller en engle og de kunne trænge ind i en krop og overtage den, men det havde de ikke gjort ved hende, hun kiggede hen i den retning hvor den lille lys kugle kom fra

Vladimir smalede sine øjne da lyset fløj væk igen. Han begyndt at prøve og rejse sig, men vaklede meget i sit forsøg, og satte sig ned igen, men kunne nu holde sig sidende. "Hvem.. Hvem er det? Hvad vil du!" Hakkede han ud i mørket. Han kunne ikke se Momo, eller særlig meget af lyset. Han hvæser igen lavt, imens han føler hans krafter langsomt kommer tilbage.

"mig? jeg vil ikke noget, jeg går bare en tur"Sagde hun som svar og det passede osse, men lige nu sad hun bare jorden, hun kiggede op på himmelen og kiggede på stjerne, hun lagede sig ned på ryggen, hun slukkede sine to lys kugler og så de flotte stjerner, hun ville gerne hjem op i himmelen igen, men det kunne hun ikke, hun var blevet bort vist og viste hun sig der igen var hun død på stedet

Vladimir smalede sine øjne, og forsygte at se Momo. Hans syn kom langsomt tilbage, og han kunne se en skikkelse. Han lukkede så hans øjne igen, og lod kroppen komme til krafter. "Har.. Du.. Set mig?" Spurgte hand. Han var overrasket at hun ikke var løbet, eller havde prøvet at udnytte hans svækkede tilstand. Hans krop rystede en smule, og han hvæsede lavt igen.

"nej det har jeg ikke men jeg er sikker på jeg har set det der var værre tro mig"sagde hun, hun var ikke så bange eller genert over at tale med nogle når hun kunne se dem, hun kiggede bare op stjerne, hun sukkede lidt og lukkede øjne kort og åbnede dem hurtigt igen

Vladimir åbnede langsomt sine øjne igen, og kiggede ned på Momo. Han smallede sine øjne, og snerrede en smulle. "Værrer?" Sagde han stille. Hn lukkede sine øjne igen, og trak vejret dybt. "Du burde se.. En person.. I øjnende.. Inden.. At du.. Dømmer dem.. Du.. Har måske mødt.. Det der er grimmere.. Men.. At møde det værrer..." Sagde han stille, og smilede lidt lumskt, i det hans krafter kom tilbage, og hans strak sine skuldre, og bredte hans lange fingre ud, og svingede sine negle en smule. "Tvivler jeg stærkt.. På.. " Sagde han, og begyndte at gå hen imod Momo.

"jeg kommer oppe fra himmelens yderste steder, der lever væsner som ikke har nogle form det kan være en klat eller noget andet og de kan blive til det man mest frygter, men mig...mig to de til sig og passede på mig ind til krigen kom..."sagde hun og tav, hun tænkte tilbage"men de fleste var eksperimenter som de andre engle lavede på deres egne og slap de fri søgte de hen til os og fik lov til at vokse sig store, de kunne osse over tage en krop og gemme sig der i og angribe indefra"sagde hun så, hun lå bare på ryggen og kiggede op på stjernerne

Vladimir blev ved med at nærme sig Momo, og alt hvad han tænkte, var at han manglede blod.. Han var en smulle svækket efter at have skulle heale som han gjorde, men han var nu desperat. Han hvæsede lavt, og grinte højt et par gange. "Der.. har du det.. De.. Var ikke være end mig..." Sagde han, og begyndte at løbe hen imod Momo, og hoppede op med et hvæs, og prævede at lande med sine hænder på hendes skuldre, og at holde hende nede.

hun nåde lige at få en gren til at komme i vejen, hun var blevet bange igen, og mange små lys kugler som frem og lyste næsten hele området op, men de var ikke som sole, man kunne nu se hende helt osse hendes kun ene vinge, hun var født med kun en vinge

Vladimir hvæsede da grenen ramte ham, og han rev den i stykker i det han faldt til jorden, og landede på føderne. Han væsede så højt hen imod Momo, så hans agressive, vansirede ansigt kunne ses, imens hans skarpe tænder skød frem pågrund af hvæset. Da kuglerne kom frem hvæsede han vredt igen, og tog en hånd op foran sine øjne. "Rrargh! Hvad.. Er der.. Med alt.. Det lys!" Hvæsede han med sun ru stemm, som lød lidt hen af, at han var hæs.

"jeg er halv engle så jeg har magten over lys og jord"sagde hun, hun holdte bare gang i lys kuglerne, men de tog på hendes kræfter når de var så mange, nogle af dem forsvandt efter lidt tid eller blev svage, hun havde osse sin jord magt klar hvis det skulle blive nødvendigt

Vladimir hvæser igen og fjernede sin hånd så han kunne se directe på Momo igen. "Så.. Længe.. At du ikke.. Er.. En forbandet Dæmon.." Sagde han, og knurede en smule igen, inden han spændte hen imod Momo. Hvis han ikke bliver stoppet på vejen, river han ud efter Momos mave og ben med to hurtige angreb, i det han hvæser vildt og unkontroleret.

hun nåde at sætte en gren i vejen ved hendes mave men ikke hendes ben, falde lidt sammen, hun kvalte et skrig, en stor del at lys kugler gik ud efter det, hun prøvede at holde de andre oppe, men det var svært for hende

Vladimir hvæsede i det at hun faldt lidt sammen. Han svingede hurtigt rundt, og prøvede at sparke hende på brystkassen, og derved skubbe hende tilbage, hvis dette lykkedes, prøver han at hoppe efter hende, og så at hoppe over hende, og rive efter hendes mave igen, og så lande på den anden side af hende. Hvis det ikke lykkedes, hopper han tilbage.

hun nåde ikke at forsvare sig nogle af gange han angreb, men uheldigvis ramte hendes hovede noget hårdt så hun blev slået bevisløs, alle lysene gik ud og der blev helt mørkt, hun kunne ikke holde kontrol over dem når hun var bevisløs

Vladimir rejste sig langsomt op, efter at have landet. Han så at lysende forsvandt, og kiggede over skulderen, og ned på Momo. Han smilede lumskt, og drejede så rundt, og blev ved med at stire ned på hende. Vladimir begyndte så langsomt at gå hen imod hende, imens han slikkede sine tænder.

//Hvis ikke at Momo, eller noget tredje udefra kommer og stopper Vladimir nu.. Så bider han.. Heh.. Han er allrede desperat efter blod, pågrund af hans blodmangel.

en lys kugle fløj igennem luften og truede med at ramme Vladimir lige i hovedet, det var nogle andre engle dem som normalt overfalde hende og gjorde hendes liv surt, men denne gang havde de valgt at hjælpe hende ellers havde de ikke nogle at gøre livet surt for

Vladimir spærede øjnende op da kuglen kom imod ham, og han faldt på knæ for at undgå den. Han hvæsede så højt i det at han spænder ud efter den som har kastet den. Da han ser at der er mere end en, tøver han ledt, men ud af desperation angriber han den ene med et voldsomt og hurtigt huk med hans negle, i et forsøg på at ramme dens hoved. Han vil teste hvor erfarende de engle er, og se om han har en chance, inden at han tager flugten. Igen.