The black halo (Faith)

Vejr :: Det er isnende koldt, men der er, skønt dét, ikke en eneste sky på himlen.
Sted :: Ét eller andet sted inde i den gamle forstad Abandonné Banlieue.
Omgivelser :: Det ser ret øde ud; men mon ikke der gemmer sig nogle hist og her.
Tid :: Den må efterhånden være godt tolv, om aftenen, hvis ikke mere.
Dato :: Det er den 14. november 2010.

Det kunne så sandelig da godt mærkes, at efteråret nu havde taget rigtigt fat. Det ville med stor sandsynlighed heller ikke vare forfærdelig længe, før vinteren tog overhånd og fik spredt et fint, hvidt lag sne på gaderne og henover husene tage, såvel som alle andre steder i byen. Temperaturen faldt især, meget markant, når den store viser var nået hen på den anden side af tolvtallet. Frosttøre småsten knitrede og sprang omkring et par sorte, efterhånden noget slidte sko for hvert skridt, dén skikkelse, der stilfærdigt kom slentrende, tog. Denne november nat havde månen fået lov til at fremvise sig, fuldt ud, blev ikke holdt skjult af selv den mindste, lille ølsky. Den sorte himmel var fuldkommen skyfri, så der var frit udsyn til både dén, månen, og de tusindvis af blinkende stjerner, der lystigt strålede om kap, den ene mere lysende end den anden. Set bort fra den faldende temperatur og den ualmindeligt kølige, svage, brise der blæste, var der bestemt intet galt i en mindre gåtur, der tilmed gav mulighed for at få ryddet lidt op i alle ens tanker. Det ville dog være synd at sige, at den mørke silhuet af en vampyr havde klædt sig fornuftigt på. Ikke til det her vejrforhold. Det eneste kluns han bar på overkroppen, var en sort t-shirt med noget blåt og hvidt trykt på fronten, dén han til hver en tid havde på. Aldrig blev han set i andet. De sorte, måske rettere mørkegrå efterhånden, bukser var der heller ikke det mindste usædvanlige ved. Han var ikke typen, der ændrede sig specielt meget; der skulle gå mange årrækker for dét skete i hvert fald. Med en vant, hurtig håndbevægelse fik han strøget et par af hans ravnesorte, tjavsede hårtotter væk fra øjnene ved hjælp af pegefingeren, så hans ualmindeligt, direkte sygeligt blege, marmorhvide ansigt blev blottet lidt mere. Det udtryk, han havde malet i ansigtet, sagde ikke just det store. Hele hans udstråling så mere eller mindre ret død og forladt ud, og hans tanker lod også til at være et helt andet sted. Dén tåge, der normalvis herskede i hans blågrønne øjne, var en del tykkere end normalt og havde sløret hans blik en smule, gjort det fjernt. Men skønt han ikke var en skid opmærksom på sine omgivelser, eller ikke ænsede noget som helst, undgik han mirakuløst nok alle de forhindringer, der stod placeret på hans vej. Kun en enkelt gang var han ved at støde ind i en lygtepæl, men havde igen været så heldig at få banet sig vej udenom den. Det plejede ellers ikke at være hans stærke side - det med at have heldet med sig. Faktisk lod det til, at det eneste der fulgte ham var uheld; og det var helt ligegyldigt, hvor han så end måtte opholde sig. Gud, eller hvem fanden der sad og bestemte alt det hurlumhej, måtte virkelig have set sig ond på ham. Han var i hvert fald ikke blevet tildelt særlig mange firkløvere i sit liv. Et mindre sæt fór igennem ham, i det øjeblik en forskrækket krage satte af fra et tag og skrattende fløj afsted lang pokker i vold. Det var sikkert en forbistret kat, der havde valgt at snige sig ind på den. Ubevidst var han stoppet op, stod nu blot og gloede ud i luften med et, ikke specielt, begavet ansigtsudtryk, og det var først efter en sum tid, at han vågnede mere op ved at ryste en eller to gange på hovedet for så derefter at fortæstte sin vandren og atter fik kridtet skoene og sat gang i fodtøjet. Hvor pokker han var henne, det havde han ikke skænket en tanke, og gjorde det heller ikke nu. Det kunne i grunden, når det kom til stykket, også være fuldkommen ligemeget. Han havde hverken en fast bopæl eller en familie til at sidde og være bekymrede over hans fravær, så hvorfor overhovedet selv begynde på det? Men her, lige her, syntes han godt nok ikke at kunne erindre. Havde han været her før? Efter endnu en gang at være vågnet op fra sit eget, kæmpestore, tankespind, kastede han nogle flygtige blikke rundt omkring i området, scannede det for ting, der kunne virke bekendte og måske få sat gang i hans hukommelse, men der var ikke rigtig noget, der formåede at gøre dét. Nåh, hvad fa'en, der skulle jo være en første gang, og det var med garanti ikke det sidste sted, han manglede at få undersøgt, men alle de andre områder skulle skam nok komme. Byen skulle udforskes fra ende til anden, dét var noget, han havde sat sig for, og som han havde tænkt sig at fuldføre, men hvor lang tid dét så lige nøjagtigt ville tage, det havde han ikke helt fået kordineret. Men det var heller ikke sådan, at han havde travlt, for, han havde egentlig ikke andet end tid, faktisk var han ikke en gang sikker på, hvilken dato det var i dag. Njoe, det havde han måske nok rimelig godt styr på. Men et ur, det havde han aldrig haft brug for. Han havde ikke nogen stram tidsplan, der skulle overholdes. Præcis som han have løftet den ene fod og skulle til at sætte den foran den anden, standsede han midt i dén bevægelse og spidsede sine ører en anelse, i samme nu som han syntes at opfange en lyd, der ikke blot var opstået fra den milde aftenvind eller hans egne fodtrin. Noget kunne tyde på, at han ikke var den eneste her ... men på den anden side, han kunne selvfølgelig bare have hørt syner.