Let's do it this way! Yes.. That way - Privat Faith -

Sted: Parken
Tid: Eftermiddagen er lige overstået, 18:45
Omgivelser: Ingen mennesker, et par bænke, aviser samt træer i fuld udstråling Og et par hegn i fornærmende små størrelser om græsset...
Vejr: Koldt nok til at lave ånde om til en tyk tåge

Roen overtog det hele. De gamle bænke var forladte og rådne, satte man sig på dem med en vægt over 32 kg., ville de simpelthen knække sammen. Hele parken var i skidt stand, ingen rengøring, overfyldte skraldespande, rotter, katte efter rotterne og kamphunde alle vegne, det eneste, der så ud til at klare sig nogenlunde, var træerne med de prægtige blade.

Esteban, hvad han kaldte sig selv da det fulde navn var lidt for langt, drog et suk. De dybhavs blå øjne, venligt og medliden af udseende, fangede et par bevægelser ved en busk. Han yndedes de herskende træer, der fik hans hjemvé til at forsvinde, med deres mørkgrønne, fyldige blade og grene, der levede i bedste velgående. De væsner, der fik øje på ham, ville stå stille for en tid og beundre hele dette mesterværk af en krop. Det nærmest flydende, mellembrune hår i al sin pragt. De fint markede ansigtstræk, der svang ned til en fin halsstreg. Ørene, lange som få, pierced igennem af to guldringe, smedet af de blinde dværge i Albaniens bjerggrotter. Hele kroppen, der svang og bugtede sig i fine streger, med en tynd talje, der stadig havde en mands kendetegn men en kvindes ynde. Der stod han, lænende op af et træs tykke bark, kun iført et nærmest gennemsigtig klæde, om taljen og det øverste af lårene. Han smagte på luften, for hver dyb åndetræk, han tog. Kun lige med skilte læber, løftede tungen sig ivrigt, bare for at føle vindens modstand og kraft, imod sit bare kød. De dybhavs blå øjne så sig endnu engang rundt, håbede en smule reaktion, fra noget i buskene. Fra halsen til læbernes fine hul, hvor de ikke var som malet sammen, kom et lettere skuffet suk, stammende helt nede fra maveregionen. Han vidste godt indeni, med fornuften i behold endnu, at han burde elske sin frihed fra de rovdyr, der så velsete på hans blandede blod. Den fine essens, fra en asparas og en elvers, der lavede denne yderst interessante finhed og duft, der tiltrak de værste af de værste. Han ville aldrig kunne gemme sin lugt, den var for sød, til at skjule helt for de blodtørstige væsners mere fortræffelige lugtesans.

Han lod hovedet falde lidt til siden, der også fik håret til at lave en fin bølge, inden den formede en perfekt bue nedaf. Hans tanker blev ved med at styrte til den samme idé: At forlade stedet og søge efter underholdning et andet sted...

Af helveds aske du opstod, af helveds aske du skal blive, af helveds aske du vil tilhøre, mit helveds barn, flammernes kærtegn vil stå dig godt, du vil blive til det du ønsker, men forråd mig ej, det vil du fortryde.

Ordene, som Lucifer havde sagt da hendes sjæl var glædet ind i denne krop, var stadig indplantet i hendes hoved, summede for hendes øre nu og da, når hun gik alene, og ikke rigtig havde noget at tage sig til. Når hendes tanker fik lov til at drage ud på deres rejser, hvor der ikke længere var styr på hvad hun ville tænke eller ej. Hun havde ikke haft så meget tid til dette, så mange krige, så meget mørke der havde lagt sig over Di morga, siden hun var kommet her første gang, for nogle tyve år siden. Det var underligt, en underlig følelse for hende, at forstille sig at hun var gået fra det reneste væsen man kunne tænke sig, til at være det, hun var i dag. En djævel, en helvedsskabning, der ikke var andet end ond. Og ond, det var der vist ingen tvivl at hun var. Et tandpastasmil, med syle spidse tænder blev vist, mens at den ene mundvige langsomt hævede sig, hun lod den ene hånd glide ned i sin lomme, og fiskede sin pakke gule kings frem, samt en storm lighter, sådan som vejret havde været de sidste par måneder, var det nærmest umuligt at tænde noget som helst, med en normal lighter. Den blå flamme steg op fra lighteren, da hun trykkede ned på tænderen, og førte den op til cigarretten som hun havde placeret i mundvigen, med et sug fik hun tændt den, og en røg sivede langsomt ud af hendes næse. Mens det ene sug tog det andet. Hendes ravne sorte øjne, betragede langsomt de omgivelser hun bevægede sig rundt i, og stoppede op, da hun kom til Sombre, en park som hun før havde ophold sig i, men nu var fuldstændig ødelagt. Hun fik røget færdig og smed smøgen på jorden, inden hun gik der ind, og betragtede de mange ting som var smadret, sikkert efter krigen mellem franksmændene, for ikke at tale om, da Ma'lakel overtog magten, hun huskede selv de mange kampe, for ikke at tale om hendes egen. Hvor hun måtte lade livet, da hun havde fortalt den forkerte mand at hun elskede ham. Hun sukkede stille og fugtede de fyldige læber, mens hænderne igen forplantede sig ned i lommerne, og hun gik rundt i parken, måske var der alligevel noget spændende at lave?

Esteban tav, lod de altid medlidende øjne søge rundt, ønskede stadigt et tegn på liv. Velvære, hvis han selv skulle sige det. Sukkende gik han imod den ene port, der var krøllet sammen som en sadindåse, i nordvestlig retning, fra hans side af. Han tog sig af hvordan hele Di Morgas var, hvordan det hele var oversmøret med en tyk tåge af bekymringer, sorg, frygt, angst, vrede og sågår blod og kropsbegær. Hans ansigtudtryk var lettere sløvt og sorgende, som sorgede han for Di Morga, byen.. Selve jorden de gik på. Hans arm løftedes og tørede de dråber væk, der flød fra hans øjne, til den mere bløde kind. De nedbrydes ikke, selv da de blev fjernet fra kindens mere velkomne struktur til fingerens rue hud. De forblev en cirkel, manipuleret, bare for at det så kønt ud.

Sorgfrit.. Han måtte holde sit ansigt og sind klart, nok til at kunne bestemme de rigtige beslutninger i dramatiske situasioner. Stillede sig selv hurtige spørgsmål, rystede på hovedet når han selv mente det var det forkerte svar, lige så langsomt som hans fødder og krop førte ham frem mod endevejen. Det bølgende hår flød ned langs nakken, vidende om at at hvis han trak vingerne, der var rimelig lange og brede, ville fødderne klunses i dem og han ville skade sig selv i et fald.
Sådan gik de første minutter, hans endelige spørgsmål samt svar til sig selv, i en mere skuffende tone, lav og dog uden en tåge. Nu standsede han, var kun de 4 skridt fra portens slutning, da han får øje på en skabning.. En yderst smuk en.

Han måtte ligne en idiot, for munden var halvt på gab, hænderne sank og slog sig frem og tilbage, imod og væk fra hans side. De dybhavs blå øjne nærmest stak ud af deres trygge huller, da de fulgte hele hendes krops sving og detaljer i siden og det indeni. Håret, ansigtet, formen, øjnene.. Især øjnene fangede ham som en marionetdukke i et hav af quitarstrenge. Hun var speciel, sin egen, dette væsen.. Djævel af høj klasse.. Tog hans luft og han gispede lavt med armene imod maven, for ikke miste den helt og dø af synet og den prydende energi, der stak ud af hende, som nåle.

//Sorry kreasvigten.. ^^'//