Sometimes you gotta take a chance (Lucas R,K, Connelly)

T : Nær 22:42

S : Overfor det store hotel midt i Di morga

O : Mere eller mindre folk her og der i jakkesæt, dog udenfor travle eller blot casuel folk.

V : køligt, med en let brise der stikker under huden når man går og mindst venter det.


Langt silkeglat hår, pumps i sort(stiletter), læber der var fyldige, fløjlsbløde og smukke rosa pinke i det. En slank formede feminin kvinde krop, iført en stram sort tshirt og jeans hvid blå bukser kom gående, med en taske over skuldren, dette var en pige på 17 år kaldt Akane os kendt ved sine fjender som infinity. Hun var et væsen, eller nærmere en djævle, ikke i personlighed men blot i væsen. Hun så utrolig ung ud og meget smuk. Hun var så småt på vej til arbejde og havde løbet fra metroen og igennem terras gader for at nå på arbejde. Hun arbejdet på en resturaen som tjener og skulle endelig skynde sig fordi i aften ville der sikkert være fyldt med gæster!. Hun satte lidt i løb igen, mens hendes sorte smukke falske læderjakke der lignede lidt en biker jakke var bundet om hendes hofter. hendes lange sort brune hår flagrede smukt efter hende som var det et sjal der fulgte hende ?, og hendes øjne var smarad grønne dådyriske og flotte, mystiske og fortalte sin helt egen historie. FÅ minutter efter kom hun endelig til det sted hun skulle være og løb hurtigt ud bagved og fik iført sig tjener tøjet og kom så ud i selveste resturaen og smilede sødt til alle gæsterne og begyndte at gå rundt og spørge dem der ikke var spurgt i nu, det var den mest fornemme og fine resturaen og det var her der kom flest business folk forbi, det var for rige og fine folk der ikke så meget var til small talk, men mere business ærner og arbejde i fred, samt lækker mad og betjening i top.

Lucas ansigt var præget af en stærk misbehag, misbehag var nok det rigtige ord. Det var ikke irritation, for han var ikke vred, men mere, ikke tilfreds med det niveau af service der var på dette sted, han havde siddet i to stive minutter og stirret ud i luften. Han var iklædt et sort og hvidt jakkesæt, sort blazer, hvid skjorte, cremefarvet vest imellem og et sort slips, og sorte pressedefoldede bukser, og højgranspolelede sko. Hans hår var nazi blond, og ret tilside i en side skilning, der kunne have været lave med vaterpas. Hans hud var bleg som sne, og ikke et enkelt skæghår kunne ses på hans hage eller kind. Hans øjne var blå, faste og kolde.

Lucas var ikke en mand der holdt af at vente, og specielt ikke i aften, i aften af alle aftenener, var hans humør specielt dårligt. Han var vendt tilbage til denne dødkedelige by, på Malakels opfordring, og havde nu fået at vide, at han desværre ikke kunne se ham, før i nærmere fremtid. Hvem troede han han var? Troede han penge voksede på træerne? Lucas kunne være ude og se til sine forretninger, pleje sine kontakter eller måske få slettet sporerne fra det lille uheld med hans mester i Seattle... Hvilket svineri det havde lavet. Han rømmede sig kraftigt. Strakte halsen en smule, og stirrede rundt, forventede en tjener, en kok, noget, han havde da ikke selv tænkt sig at kigge menuen igennem.

Og hvis de da ikke kunne anbefale noget, så måtte han vel kunne instruerer dem. Man lavede ikke 200 år plus, uden at lære lidt om dit og dat, om det så inkluderede finere madlavning eller ej.

Nogen af Akanes veninder tog fat i hende og pegede på Lucas og sagde"Vi tør ikke gå hen til ham kan du ikke Akane, du er så modig og han vil sikkert... okay han vil nok være bisk men stadig så tager vi de andre i nat" Akane sukket og sagde"fint men i skylder mig" hun tog sin elektroniske blok frem og gik hen til Lucas og sagde"Goddag sir hvad kan jeg tilbyde dem, blot sig hva du vil ha og du får det hurtigere end de andre efter som vi har ladt dem vente i uacceptable lang tid" der var kun gået 3 minutter men stadig. Hun havde den elektroniske lille skærm i hånden og var klar til at skrive alt det ned han ville ha, her kunne man få hva hjertet begærede, dog. Hun sagde os nogen meget meget! populær retter og fortalte om hva de indholdte ikke for hurtigt talte hun, men heller ikke for langsomt. Hun så utrolig neutral ud, dog med et lettere skjult smil der kunne ses, for ikke at se for neutral ud. Hun så professionel ud, men kunne fornemme på ham her at han skam ikke!, ville se hende som professionel. Hun havde silkeblød hud og den var så smuk og kulør præget, med en let rouge over kinderne fordi den blev tydlig når hun rødmet, hvilket hun gjorde over for den fornemme flotte meget tiltrækkende lucas .
Hun rørte ikke sit hår en eneste gang og hun så utrolig fin ud og meget renlig. Hun gik op i at være temmelig perfekt når hun sku på arbejde og hun duftede godt dog ikke for meget eller for lidt. Hun smilede let og håret var sat op i en hestehale der var stram og gjorde så hun så meget mere fornem ud. Hun ventet på hans bestilling.

"Hvad gjorde det tog så lang tid?" spurgte han interessant, han smillede svagt. Det var med vilje han stak til emnet, han vidste udemærket at det kunne være hektisk i en resturant, men han nød at sige i en magtposition, hvor han kunne tillade sig alting, thi han var jo kunden, og hvis han rejste sig og gik, så mistede forretningen en intægt. Han lagde hovedet på skrå, betragtede hende, og gjorde hurtigt op i sit hoved hvad han ville, ganske vidst betød mad ikke meget for hans slags, derfor blev han nød til at finde noget at drikke, han rynkede på næsen. Han vidste jo som bekendt ikke at han blev ekspideret af en djævel, altså forsøgte han stadig at opretholde illusionen om at han var menneske... eller ihvertfald menneskelig.

"Det er ikke ligefrem min smag" forklarede han "og som jeg har forstået det, var det der" han lagde et tryk på ordet, som om han ikke anså det for at være værdigt til at han brugte navnet "menu" "ikke børnemenuen, selvom det lød sådan må jeg indskyde, derfor, nøjes jeg med drikkevarer i aften." Han smillede forsigtigt, ikke et 'du og jeg er glade for hinanden smil' neej, nærmere et 'du har kvajet dig, og jeg har lyst til at æde dig levende' smil. Hvis man altså kunne ligge så meget i et smil? "Så altså, et glas, nej, nærmere en flaske rødvin. bliver hvad jeg tager i aften. Kan det arrangeres?" Kan det arrangeres, var en høflig måde at sige "det er det jeg vil have, ellers bliver jeg pisse sur" men selvfølgelig sagde han intet om dette, det skulle tolkes høfligt.

"Og ikke husets" igen den sarkastiske undertone "vin, nej, en ordentligt vin en 1987 Rouget, eller måske 2006 chateau martet... Men jeg går udfra i har et eller andet på lager, vi kan jo ikke allesammen drikke billigt sprøjt" han fnøs.

"Det var alt" han rømmede sig, og begyndte da at betragte sine manicurerede negle. Hans måde at afvise eventuel dybere conversation.

Hun betragtede ham lettere overrasket, han brugte meget velformulerede ord, og hende som slet ikke var go til det med mange ord på en gang, og især ikke de fornemme ord, som han brugte, han snakkede virkelig som en professor der havde arbejdet inde for flere fag og især faglig sprog. Hun stod lidt stift og hørte på hans ord og det eneste hun kunne tænke var, hvor irriterende denne formelle tone lød og hvor træls hans renlighed var og hans smil, årh de falske, foragtelige smil. Hun havde mest af alt lyst til at smide hendes lille digitale skærm i hovedet på ham og sige han kunne go to hell for hendes skyld?, men han var kunde så hun svarede meget kort angående forsinkelsen"det var min skyld sir, og det vil aldrig ske igen" hun fik nærmest printet ordene ind i sin tunge og kunne mærke spydighederne lægge og boble nede i struben klar til at springe frem og befamle denne herre der så udtrykkeligt prøvede at provokere hende, men hun ville ikke bukke under, nok var hun ikke så klog og sprogligt lært, men hun kunne en ting eller to om at sparke røv.
Hun nikkede og sagde"hva du ønsker skal du få" hun vendte sig om og gik hurtigt ud i køkkenet og smuttede nede under, til vinkælderen, og betragtede alle deres vind indtil hun fandt dem han ville ha og kom så op med begge flasker, hun snakkede hurtigt med chefen og gik så hen til Lucas igen og sagde med et meget neutral ansigt"Værsgo sir den ene af flaskerne er på husets regning, du vælger selv hvilken du vil betale for" hun stillede dem pænt ved ham og sagde"Skal jeg skænke op for dem eller vil de helst selv sir?"
Et flammende blik var til at fange i hendes grønne dådyriske øjne, og de pinke læber af hendes var der let forsvundet det lipgloss der havde gemt over hendes vinter sprækkende læber, de var dog mere milde at se på nu, men man kunne fornemme en vis kulde over hende, som udenfor. Hun ventede og vis han sagde ja ville hun skænke den vin op han ville ha og vis ikke, ville hun blot vende sig om og begynde at betjene andre sammen med de andre arbejdende.*hvilken form for ubehøvlethed, om han så var kongen af danmark ville jeg ikke dele et mere minut sammen med ham? han er helt sikkert ikke!... ikke ikke ikke! et menneske, den kulde og hårdhed i hans stemme og onen i hans smil, helt klart et ondt væsen fra marv til ben!* tænkte hun mens hun stille begyndte at gå fra Lucas. bare hun ikke skulle holde ham ved selvskab så var hun glad.

Et smil gled over hans læber. Et sandt denne gang, han lænede sig tilbage, slog hænderne sammen i et voldsomt klap, og lod en latter undslippe hans læber.

Efter at have grinet i et par sekunder. Smillede han bredt. "FANTASTISK!" hans stemme var rug i kanten, og da, i det sekunder kunne man ane en rød cirkel omkring hans iris, en lille spidsning i hans hjørnetænder. Han tog de to glas der stod på bordet. "Så starter vi med den her" pegede han, og rakte de to glas frem, to glas. To fingre om hver af deres stilke, og to isblå øjne der stirrede ind i hendes. "Sæt dig." kommanderede han. Dette var en noget han bad om. En ordre, en ordre der ikke kunne modsiges. Altså, medmindre man ønskede en stærk smerte i sin rygrad. Ikke fordi Lucas var en truende person.

Lucas, var en af de få vampyrer, hvis evne ikke bestod i at fremmane ild, eller kunne tæve løs på folk, på 100 forskellige måder. Lucas, var en naturlig mester i at give ordre, ordre der blev efterkommet. Dette talent manifisterede sig som hans evne, på svage dage, dage hvor han var træt, eller i kamp situationer, kunne han knap nok få folk til at udføre en stavelses kommandoer. Men i en sådan situation, hvor han havde øjenkontakt, var rolig, koncentrerede sig om opgaven, og var relativt udhvilet, kunne der ske mirakler.

Han så til som hun skænkede, og smillet falmede. Han førte glasset til sine læber, og snurrede en enkelt gang glassets indhold, iltede det. Hvorefter han drak forsigtigt. "Så, frøken, hvem er de, hvad er de, og mere vigtigt, hvor står de i alt dette." Et perfekt dækspørgsmål, hvis hun var et menneske, ville hun sige hun hed.... hvad mennesker nu hed, at hun arbejdede som tjener og at hun var socialdemokrat, eller hvad hendes politiske overbevisning var. Men var hun noget andet, som han, ville det være et spørgsmål hvor hun kunne tolke en masse.
Han smillede igen, falskt.

Hans blå øjne gled over hendes nakke, og han kunne forsigtigt mærke hvordan noget... noget langt, slimet og skællet bevægede sig. Spillede med sin tvedelte tunge, og lugtede blod, friskt blod, varmt blod, der, lige der. Han rystede forsigtigt på hovedet, og lod så øjnene glide tilbage på hende, smillede, og afventede svar.



((Skema kan findes på profil. Forklaring på evne, lidt kort, sry.))

Akane stoppede op i det hun hørte ham sige det og betragtede hvordan han stillede to glas frem og sagde"Okay"
hun skænkede op for ham og betragtede stille hvordan han holdte hans øjne på hende nærmest som var hun et bytte?.
De komandoen satte ind mærkede hun noget i sin krop der ikke var til at beskrive. Hun så lettere stift på ham og tænkte inden i fyldt med opbyggende foragt*Nej det gør jeg bare ....? hva* hun så undrende på sig selv... hun havde trods sin foragt og had til ham allerede sat sig og betragtede ham nu med en vis misforståenhed og sagde"Jeg kan ikke se at min baggrund og eksistens vedkommer dem hr så vis de vil ha mig undskyldt så spørg mig ej om personlig baggrund eller mig for den sags skyld fordi jeg har på ingen måde tænkt mig at uddybe disse spørgsmål uden selv at ha taget emnet op eller ha spurgt dig om det samme" hun smilede lidt koldt nu, det første smil hun overhovedet havde sendt Lucas, det viste hendes foragt for ham og hun vidst nu han ikke var normal, men hende skulle man ikke ønske sig at prøve at tryne eller for den sags skyld kontrollere, hun var vild af sind og hun fandt sig ikke i at blive kommanderet med... dog havde hun heller ikke pengene til at sige nej til ham"Jeg.. jeg er blot en arbejdende her og mit navn er Akane mere behøves de ikke at vide sir, og vis de vil ha selvskab der er noget ved?, burde de nok rette deres blik mod nogle af mine kollegaer vis de da intressere dem og ders nysgerrig sind" Hun så stille væk fra ham, men kunne dog ikke lade vær med at rette sine uskyldige dog spydige grønne øjne mod hans iskolde blå øjne. Det var som om hele atmosfæren i rummet summede stille op og hendes smil blev mere dystert og hadsk end koldt og neutralt. Håret strøg hende let ned i nakken fra hestehale opsætning, og lyset fangede de mange naturlige gyldne nuancer hun havde i det, samt hendes grønne øjne havde et vis glimt der sagde at hun ikke ville tabe til ham vis han var ude på noget. Hendes krops holdning var sexet og feminin, samt den udstrålede en vis form for ""jeg har ikke tid til dine julelege"" holdning.
De grønne øjne så væk fra hans iskolde øjne og hun ville ikke rette dem væk fra selveste pøblen før Lucas åbnede munden igen og ville sige noget til hende.
Hun ville for alt i verden ikke fortælle denne Lucas noget og især ikke efter det hun havde mærket da han sagde hun skulle sætte sig?, han var mægtig kunne hun allerede mærke, og han besad mere end hun nogen sinde havde drømt om, men han skulle ikke tro hun var let tilgængelig som alle de andre han havde været i snak med?, hun var en reseveret person som næppe gav alt ud til den første spørgende.

Et smil gled over hans læber. "Du vil svare, når jeg spørger dig, og du vil adlyde, når jeg siger det. Du vil drikke, når jeg gør" Han sippede igen til glasset, og satte det så ned på bordet, betragtede de andet glas, der stod ved siden af hans eget. "Men, for at vise tillid, vil jeg da starte, hvis det betyder noget for dig" Han himlede med øjnene, og lod hende klart vide, at han ikke gav meget for hendes ideal om 'noget for noget' Igen gled øjnene over hende. Hvis han havde været i live, havde han nok følt sig tiltrukket af dette væsen, så fint, så kvindeligt.

Der var naturligvis hjørner der skulle slibes af, personligsheds hjørner, for at være mere præcis, hun var alt, alt for oprørsk, men det kunne man vel sagtens gøre noget ved. Han gneb de isblå øjne sammen, og da lyset reflekteredes i dem, virkede de helt levende, som vandet der bevægede sig under et lag af is, på en vintersø. Han slikkede sig om læberne, og så var hun jo blod med ben. Blod med ben, det bedste en vampyr kunne have. Der var egentligt ikke den store forskel, i livet var det bryster med ben, i ulivet var det blod med ben. Ganske enkelt når man vidste hvad man gik efter.

Lucas rystede på hovedet, efter ulivet havde hans smag ændret sig enormt. Efter livet følte han sig ikke seksuelt tiltrukket af kvinder, men han ville selvfølgelig aldrig indrømme at han 'spillede på det forkerte hold' aldrig. Aldrig ville man hører ham sige det, eller ikke engang tænke det, men han vidste det med sig selv. Han smillede let. Slikkede sig om læberne, og betragtede hende.

Lucas fingre greb om hans sorte slips, og strammede det en lille smule. En ring prydede hans ringefinger på venstre hånd, massivt guld. Hvorfor han stadig bar den var et godt spørgsmål, han havde ellers forkastet alt fra hans tidligere liv. Normalt betød orden og rette linjer alt, og denne ... ting, var jo blot et lævn. Han tog fat om ringen med to fingre og drejede den rundt om ringe fingeren. Et lævn. En fejl. Noget der skulle væk.

Han så på hende. "Så fortæl mig. hvem er de, hvad er de, og mere vigtigt, hvor står de i alt dette."

Hun så temmelig striks ud nu og hørte hans ord men før hun fik sagt noget i mod det, mærkede hun en vis mærkelig følse igen i sin krop og kunne ikke rigtig frarive sit blik fra ham. Hun tog en tår af den anden og rødmede let i det hun slet ikke ville ha noget, hun betragtede ham let og kunne ikke forstå denne mærkelige følse der var i hende?, hvorfor gjorde hun som han ville ha, dette var helt uophørligt!, hun ville ikke finde sig i dette, men indtil videre var hun nød til det, fordi hun vidste ikke hvor fra denne fornemmelse kom fra eller den lyst til at følge det han sagde.
Hun vendte blikket let til den anden side og de grønne dyriske øjne der før var rolige var nu i oprør og så fjendtlige ud nu.
Hun ville ikke finde sig i denne opførsel. Hun mærket hvordan han gik ind på hendes private linje og overskred den og hun brød sig ikke om det så for at han skulle vide det.

Hun sukket let og kiggede ud mod de andre igen og sagde med en hård stemme der umodvilligt gav ham svar"jeg er Akane Valencia Corvenius, en djævle rejst fra New York her til for at finde min egen slags eller et skalke skjul fra hvem jeg virkelig er, jeg troede jeg ku leve almindeligt her og ikke føle mig udstødt når jeg var blandt andre væsner, og hvor jeg står i alt dette, er der blot et ord at sige til alt dette der sker i byen... Neutral" hun så lidt på ham og kiggede så den anden vej igen, hun ville ikke ha han sådan fik magten over hende. Hun rejste sig langsomt op og sagde"vis du vil ha mig undskyldt, nogen af os arbejder faktisk for føden"

"Sid." Kommanderede han.

Han strøg sig over det blonde hår, den iskolde hud, der var bleg som sne, lyste imod hende. "Lyt Kvinde. Hør her, jeg vil have din vilje." Sagde han, direkte, stirrende ind i hendes øjne. "Nej, jeg ønsker ikke noget.. vulgært. Men, ser du jeg ønsker din vilje, og du vil adlyde mig, du vil blive fodret, du vil have et sted at sove, og engang om måneden vil du lommepenge til en værdi af 50.000 dollars. Men du vil være min ejendel, og du vil opføre dig som jeg begærer." Han stoppede, og kiggede rundt, ingen reagerede.... Ikke voldsomt ihvertfald, et gammel ægtepar stirrede på ham med store øjne, men efter han fangede deres øjne, koncentrerede de sig igen om deres gullash. "Dette er ikke et tilbud." Han rejste sig, rettede på sit slips. Fandt sin pung op, og bevægede sig ud i køkkenet. "JEG SKAL TALE MED EN KØKKENCHEF!" Råbte han, han rystede sin ene hånd, rynkede brynene og lod tungen køre imod tænderne. "En klage! en klage siger jeg jer! aldrig har jeg fået så dårlig vin!" hurtigt kom den midladrende mand trippende.

Og få minutter, og en enkelt check senere, vente Lucas sig om, kiggede på Akane. "Vi smutter, find dit tøj, nu" han betragtede hende, måske var det ikke helt fair sådan ikke at forklare hende omstændighederne. "Ser du, det mange år siden jeg har haft permanent selvskab... Jeg mangler en tjener, endnu et led på min hånd, eller hvad du vil kalde det" Han trak på skuldrene, og et enkelt smil gled over hans læber, et bredt, oprigtigt smil. Han kunne lige så godt have grinet hende i ansigtet, aldrig havde det været nemmere.

Men nej, det var ikke for sjov, ikke for sjov han havde valgt hende. Hun var smuk. Hun havde en ... en mindre del etikkete som kunne blive til mere, og forhåbentligt kunne han lære mere om hende, og forhåbentligt... han drejede ringen omkring fingeren...

Forhåbentligt, betød hun noget.

Hun satte sig modvilligt igen og så på ham med et koldt blik i de ellers eksotisk ligende grønne øjne af hendes. Hun pustet let ud og lukket øjnene meget fornærmet og åbnede dem langsomt igen bagefter og betragtede ham med højest afsky.

Hun rejste sig vredt op og sagde"sir jeg kan forsikre dem om at jeg ikke" hun bed sig i underlæben og prøvede at sige at hun ikke var hans ejendom og om han så bedte eller ensisteret på at hun skulle noget vulgært med ham ville hun aldrig i hele hendes levende dødelige liv! berør hans kolde og klamme hud af en Nazi ligende Vampyrisk mand!. Hun satte sig ned igen og hørte ham sige det og mærket en glød inden i sig stille slukke, hvorfor var det sådan her?. Hun rejste sig op da han sagde det og tog sit tøj og gik med ham helt uden hun ville det. Hun mærket hvordan hun havde lyst til at sige og sige han kunne go to hell for hendes skyld, men.... men hun kunne intet sige i denne meget pinlige og akvat ? situation.
Hun sukket med hele hjertet og sagde"Jeg aner ikke hva jeg skal sige til dette??" hun lod læberne blidt falde sammen igen og betragtede ham i det hun flugte ham og sagde"Hva vil de egenlig med mig, jeg er intet kæledyr af de ved det sir?, jeg er en ung selvstændig kvinde der sagtens kan tage vare på mig selv og har slet ikke brug for så mange penge eller dit selvskab!" hun vendte sig trådsigt om og stod der med armene foldet over hinanden og så mod sin arbejds plads, hun var lidt bange dog... for at tage med Lucas, hun ville ikke rives fra alt hun kendte?.

"Sssh, du larmer min kære" Han tog et skridt imod hende, stod bag hende, lige akkurat et hoved højere end hende. Et smil gled over hans læber, og han var i sit stille sind glad for, at hun ikke kunne se det. Han lagde armene om hende, foldede dem over hendes mave, trak hende ind til sig. "Forkert. Du er mit barn nu, og med det privilegie følger der et ansvar. Et ansvar du vil efterkomme, ellers er du intet... intet andet end aske. Forstår du?" Han kyssede hendes hovedbund, gav hende et svagt klem. Hvorefter han puttede sin pung i lommen, knappede jakken over maven, og satte i et roligt gangtempo imod døren. Et bredt smil var synligt over hans læber.

Lucas smillede, han huskede selv hans egen far, hans egne forældre, og hvis han engang skulle dø, så blev han jo nød til at efterlade noget, nogen, der ville huske ham, være hans form på jorden, og hvis der skulle noget med ham, hvilket der nok ville, eftersom hans planer meget vel kunne gå galt. Han rystede på hovedet, et enkelt minde var dukket op i hans hoved, hans fader, de blå øjne, stirrende på ham, hvor lidt han betød for ham, at hans forventninger ikke var blevet efterkommet. Han standsede med hånden på døren. Stirrede imod gulvet. Holdt tåren tilbage. Han havde mest af alt til at skrive, hvorfor kunne han ikke bare gå fra minderne? Han blinkede, og da var is facaden tilbage.

Han trykkede dørhåndtaget ned, og trådte ud.

Hun rømmede sig let og kiggede den anden vej temmelig neutral og prøvede at slappe af mens hun stod der, hun ville ikke med ham hun ville være fri!, hun ville ikke.... ikke være fanget i hans klør. Hun gøs i hele kroppen og gik nærmest i chok da hænderne kom om hende. dog var hun ikke bange for at Lucas ville kysse hende eller noget, han så nemmelig for fin ud til at være hetro så hun regnede stærkt med at han var det andet, ikke fordi han ikke ville noget vulgært med hende, men han virkede ikke til typen der var til kvindefolk som sådan?, måske i blod ja men ikke i det andet, han virkede mere til at ville ha en mand eller ville passe bedre sammen med en mand.
Hun sukket og lod let håret stryge til siden og mærket hvordan hans kulde kom over til hende, og fyldte hendes krop med en vished om at dette var den nye varme form for hende forevigt... Hun lod et suk slippe hendes læber og sagde"Javel sir" hun mærket hvordan ordene nærmest brændte på hendes tunge men ikke for at komme ud af munden og blive sagt men mere for at ... at blive inde i munden, men på en måde, det kys i hendes hovedbund var anderledes?, det var faktisk rart... hun mærket en vis form for lille smil over munden og ku ikke lade vær med at tage sig hurtigt for munden fordi det føltes så mærkeligt!? at smile over noget så tragisk som en fyr der ville nærmest dominere over hende med hård hånd og så ham! der var så renlig og med høj status kunne hun let regne ud,
dette ville ikke blive let for hende at overleve men hun ville vel kunne komme på kompromi med ham, og se Gavorn igen måske.

Årh Gavorn hun savnede ham egenlig, men dog.... dog ville Lucas vel ikke forbyde hende at se andre eller at gå rundt i byen alene, han havde jo allerede hans usynlige kæder af tryllebundende ord om hende der stramte et greb hun end ikke kunne se eller regne ud hvordan det ku fjernes??.

Han trådte udenfor. Her stod han så, og stirrede lidt ud på gaden, et smil gled over hans læber. Derefter fremdrog han igen hans pung. Trak en check op, og skrev 25.000$ ud til den, udstedt af Connelly industries. "Køb dig selv mere... præsentabelt" Forklarede han, og pressede den i hendes hånd. "Kl 03:00" han så hende i øjnene. "Quatre, penthouse, forstået?" han ventede ikke på hun svarede, det var ikke nødvendigt, der var intet at misforstå. Lucas pakkede pungen ned igen, hvorefter han rullede med sine skuldre.

Måske var det ikke det bedste at gøre, måske skulle hun have mere frihed? Men nej, hun måtte lære om etikkete først, lære om livet, lære om hvad man ville her i livet. Kampen havde flyttet sig, havde flyttet sig fra dueler, til skyd dueler på ti skridts afstand, til generaler der sendte deres soldater imod hinanden, til markedet, og nu til stemme boksene.
Men sorte skyer kunne anes i det fjerne, en ny tid var kommet, men hvis alt gik som det skulle, var det ingenting. Det var absolut ingenting, hvis alt var det skulle, ville der forhåbentligt være ikke blot sorte skyer, men sorte blod, urent blod. Urent blod ville flyde over jorden. Som en tyk masse, rensende masse.

Han kastede et sidste blik på hende, og tog da en telefon op, ringede. "Udenfor Impure résiduelle. Pronto" Han foldede hænderne foran hans krop, og ventede. Ventede på at kunne komme hjem, og tage et glas, ikke det sprøjt det serverede her.... Nej, rigtig føde....

hun betragtede ham med stor omhu og kiggede så på pengene der nu lå i hendes små hænder der rystede lidt af de hurtige og store omveltninger, hun ville ikke sige et ord til ham men nikkede blot bestemt og gik i mod byens centrum. Omn hun ville komme tilbage NEJ!, og kunne han stoppe hende endnu et NEJ!.
Hun gik der for sig selv og kiggede på klokken som den nærmede sig mere og mere 3,. Hun kiggede på butikkerne og sukkede i det hun gik ind og fik en dame til at finde noget til hende der var meget flot og mere sofistikeret vampyr stil sekretær agtig dog alligevel und pige agtig.
Hun så på det gyselige tøj som ikke faldt i hendes smag, dette var klassisk og meget smukt elegant og der var os flotte kjoler og det hele, men alt dette.... hun ville intet af det bære vis det stod til hendes beslutning
hun sukket let for sig selv og kiggede op mod klokken nu, 2:42.
Hun begyndte så småt at gå og gik stille der hen hvor han havde sagt hun sku da der kun var få sekunder, til klokken slog 3 .... mikro sekunder,, åbnede hun lige døren på slaget 3. Hun kiggede rundt i lejligheden og smed inkøbs poserne med hendes indhold og sagde"så er jeg vel ? hjemme ... eller noget" hun vendte sig mod døren igen og sagde"aner ikke hva jeg skal med det tøj så sælg det eller retunere det, fordi jeg skrider her fra" hun strøg håret til siden og virkede meget som en ung teenager nu,
der ikke gad...
at høre efter sine forældre eller noget i den stil og om hun ville høre efter lucas der især ikke var hendes far men blot tog hende for noget, nej det ville hun ikke. Hun kiggede stille ned i sin lomme og berørte så sin halskæde om halsen der havde en nøgle hængende i sig som vedhæng.

"Fantastisk. Vi starter i morgen nat. Mød op i det tøj. Her, hvis ikke så kast dig ud foran et metro tog, eller udfra empire state building, eller hvad end der ville få dig ud af mit liv." forklarede han. Hvorefter han stoppede op, så hende i øjnene, og smillede. "Sødeste Akane, hav en god dag, sov godt, det ville gøre mig glad hvis du kom." han smilte det øme smil, en facade ganske vist. Men det behøvede hun jo ikke vide. Lucas strøg sig over håret, og kunne ikke lade være med at tænke over hvad han ville gøre med dem. Det var jo ikke kun hende der skulle lære, hans børn blev flere og flere. Flere og flere. Han smillede for sig selv. Face 1 af planen gik præcis som planlagt.

"Og vær rar... Tænk over magt." Instruerede han, hvorefter han smed sig i sin stol. Rummet var stort, farverne var primært hvidt, guld og creme farvet. Væggene var hvide, med guld farvede træ lister, og i den ende af rummet, der var længst væk fra indgangs døren, stod et skrivebord, og den viktorianske stol han nu sad i. I en gang imellem døren og skrivebordet, stod der stole og sofa borde på hver side, ganske hyggeligt. Hvis ikke det var fordi at alle møblerne, billederne på væggene, og det køkken der lå bag dørene i siden af væggen, sikkert var flere millionær kroner værd, en absurd måde at bruge penge på, penge der kunne have redet menneskeheden, eller have været brugt til forskning. Var nu sat her, i komfort, i kunst.

Smukt.

//Når de slutter her, så lukker vi emnet, og så laver et nyt :D du får en pm //

AKane betragtede ham med yderst ubehag i sine grønne øjne og tog fat i tøjet og kiggede den anden vej og sagde"fint!" hun sukket let og sagde med en vred dog kold stemme der virkelig lød som om hun ønskede ham død"Men jeg vil ikke sove her!" hun vendte sig om i vrede og gik hen til døren og kiggede mod Lucas og sagde vredt"jeg har ikke brug for dine facader Lucas, jeg kender dem allerede for godt, de nærmest skinder af bedrag...." hun vendte sig mod ham og så på ham med de eksotiske grønne øjne der var så specielle"Vi ses i morgen nat men ikke for din skyld, men for min egen for at se hva der er i fære her, og hvad du vil med mig intet andet".
Hun smilede lidt og sagde"Betragt det som arbejde og intet andet godnat sir" hun gik ud af døren og sukket i det hun gik ned af gangen med største ubehag!.
Hun ville ikke se hans ansigt igen men hun var vel nød til det, hun var nysgerrig det måtte hun indrømme... men alt dette ville vel føre til noget?... en nat. //Out og ok hehe ^^"

Lucas sukkede tungt, sank tilbage i stolen. Masserede hans tindinger. Indsnussede duften af triumph.

Og da, blev han siddende, og sov ganske stille ind.

//out//