Not even what is Holy.. Is safe.. // Privat - Redeye

Fra Domkirkens indre, kunne der høres salme sang. Vinteren havde sat igang, og der var ofte kor træning i Domkirken. Dette var der mange mennesker som kom for at se.. Ikke fordi at det lød specielt godt, men for roen, og freden i det. Der var ikke mange steder i Di Morga, at man kunne finde det, i denne tid længere. Uden for Domkirken, var stemningen også nedtrykt, på den stille kirkegård. Der stod tre mennesker, omkring en grav. Denne var nygravet, og kunne have været gravet tidligere på dagen. Der stod en kvinde i midten af to mænd, og de var alle nedtrykte, og kvinden græd stille. En Flagermus fløj ind over disse mennesker. De tog det som et tegn på uheld, og kvinden begyndte at græde dybere, og den ene mand gik i knæ, samlede en sten op, og kastede denne vredt efter Flagermusen. I det at den blev ramt, forsvandt den i en sort røg, og der kom et højt og gennemtrængende hvæs, i det at Vladimir faldt ud fra røgen. Hans ærmeløse og uåbnede frakke tillod menneskende at se hans forvredne og udmagrede krop, og hans meget lange fingre, og klør. Han rev den ene mand i ansigtet, hvilket gjorde at han faldt tilbage i stor smerte, og blødte heftigt. Han slog så en baghånd imod den anden mand, hvilket sendte denne direkte ind i Domkirkens væg, og der kom et højt knæk fra ham. Han klynkede ikke. Kvinden var helt lamslået af tomulten, og stod bare og kiggede op på Vladimir. Vladimir smilte nu bredt, fra under hans hætte, ingen kunne se hans ansigt. Og sådan ville han helst have det. Vladimir gik så hen imod kvinden, som stadigt stod lamslået, og kiggede op på ham. Hun, havde allerede gevet op.

Hun lod blikket skimte en såret mand, han var ved at blive stille, og det sikkert af smerterne der var blevet påført hans ansigt, eller af den simple grund at han led af blodmangel, hvad end det var, var der stille nu... endelig var der stille
Hun fjernede blikket fra manden og så så over på kvinden og den mystiske mand dækket til under et hætte, men så alligevel var der et eller andet der fik hende til at hade ham.
Hendes før ligegyldige øjne var nu pludselig fulde af had, afsky.. men hvorfor.. hvad var dette væsen, og hvorfor kun ham, hvorfor ingen andre?
"Måske burde de gå igen frøken" hun nærmede sig kvinden, og personen, som hun for hvert skridt hun kom tættere på brød sig mindre og mindre om.

Kvinden gispede, og kiggede over på Redeye. Vladimir hvæsede kort og lavt da han også hørte den fjerde gæst, og han hvæsede så højt og langt. Han rev ud efter kvinden, hvilket borede hans lange klør, igennem hendes ene lår, og hun fald skrigende om på jorden, men stadigt i live. Vladimir ville have hende sådan, derfor inkapasiterede han hende bare. Han kiggede nu imod denne nye uindbudte gæste, og hvæsede igen lavt, og kneb øjnene sammen.
"Hraargh! Hvad... Vil du?" Knurrede han lavt. Allerede nu havde han bestemt hvad han ville gøre ved denne situation, og han lod langsomt hans klør blive en anelse længere, og han spændte sine fingre. Han kunne lugte, at denne var en Varulv, og det gjorde ikke hans vrede mindre.
"Hvofor.. Afbryde.. Du mig.. Midt.. I mit.. Måltid..." Spurgte han med det samme hint af vrede, og hans vejrtrækning steg langsomt i tempo.

Pigen lo, og kunne nu bekræfte at hadet var tosidet, desuden virkede han da langt mere vred end hun lige havde forestillet sig.. men måske var det hvad man fik ud af at stå op på denne tid af dagen..
"Du må undskylde" hun smilede "jeg troede virkelig ikke Vampyrer fandtes", det var klart, hvad ville denne pludselige vrede ellers være skyld i, det kunne jo kun være skyld i en vampyr.
"Desuden" hun så ned på hans klør "jeg kom her kun for at bede" hun så stift på ham "og du må da have haft en eller anden grund til at møde op lige her.. jeg mener det er jo ikke fordi en kirke er det ideale opholdssted for en vampyr?" hun så op på himlen, en ting var da heldigt ved vinteren, der var altid klar himmel "så hvorfor fordufter du ikke bare igen" hun så rundt "du ser da ud til at være færdig"

Vladimir hvæsede lavt, men smilte så bredt. Han slikkede sine tænder, og gik lidt ned i knæ.
"Dem.. Der stadigt.. Tror.. Er lette ofre.. Og jeg frygter.. Ikke.. Domkirkens fare... De.. Stupide.. Mennesker, har allerede.. Glemt.. Hvad der skal til.. For.. At stoppe os.." han knurrede lavt, og kneb sine øjne sammen endnu engang.
"Og jeg kom.. Her ikke blot.. For.. At dræbe.. Disse mennesker.. De.. Er min føde.. Jeg kom.. For at spise.. Og du.. Forstyrre mig.. I dette.. Det.. Finder.. Jeg mig ikke.. I!" Hvæsede han højt, og løb så imod Redeye, og forsøgte at rive ud efter hendes hoved. En kold brise skubbede hans hætte væk, så hans vansirede ansigt kunne ses. Hans tomme mat hvide øjne sitrede på Redeye, fyldt med vrede.

//Når det kommer til kamp, skal du huske, at du ikke kan bestemme om du rammer modstanderen. Når jeg angriber som jeg gør nu, skal du jo selvfølgelig ikke lade Vlad rive dit hoved af. Nu skal du så bare bestemme hvordan hun undgår dette, og så huske når du retaliere, at du heller ikke kan bestemme om du rammer Vlad, så husk at skrive, at du "Forsøger" :) //

Hun dukkede sig og mærkede hvordan Vladimirs skarpe klør rissede hende ned af nakken.. og hvordan den klistrede røde væske lød ned af hendes skuldre.
"Shit" mumlede hun for sig selv og bed sig i læben, hvad var der pludselig med ham. Jo vel var han vampyr, men hvad havde hun gjort ham... nej, lige nu var det lige meget, hun ville sikkert ikke kunne tale ham til fornuft, så hvorfor prøve.. nej der var en anden faktor der spillede ind.. frygt
"Rolig nu" hun genvandt fatningen og så på Vladimir "jeg ved ikke hvilken forskruet tankegang du har.. men jeg er her ikke for at gøre dig noget.. jeg vil bare have du forlader stedet.. du er ligesom jeg, et misfoster.. og opsøger du andre mennesker vil du aldrig blive set som andet" i virkeligheden håbede hun bare snart at månen ville dukke op, og at den så også var fuld.

Vladimir kneb øjnene sammen, og kiggede på hende med en lav knurrend. Da hun var færdig smilede han bredt, og lyde der kunne minde om en latter, passerede hans læber, men det var stadigt med den samme hæse ru stemme som før.
"Hraargh! Hvorfor.. Skulle jeg.. Lade.. Som om.. Jeg er andet.. End.. Hvad jeg er!" Han hvæsede højt, og hoppede imod Redeye, og slog ud efter hendes mave med en knytnæve. Vladimirs styrke ville sende Redeye tilbage flere meter, hvis dette ramte, så det ville være det vær at undgå.
"Hraa! Jeg.. Er et bæst! Og.. jeg har behov.. For føde.. For. .At leve! Mennesker... Er.. Denne.. Føde!" Hvæsede han, og stirede efter Redeye, om hun var blevet ramt eller ej. Himlen var næsten klar, dog var der skyer der dækkede den ene halvdel af månen, men den var hel. Så hvis en vind skulle skubbe skyerne blot en lille smule, ville månen være fuld.

Denne gang ville hun ikke lade vampyren tro at han kunne koste rundt med hende, så hun hoppede oven på hans ryg og landede bag ham, og i samme nu lod en lille vind sig mærke..
"Haha ser man det" lo hun mens månens skær langsomt slikkede hendes krop "men hvis du er ude efter mennesker hvorfor angriber du så mig!!"
I samme nu tog smerten i brystet til, og hendes hjerteslag blev langsommere og tydeligere at høre, part havde hun lyst til at stoppe vampyren men part havde hun ikke lyst til at gå til ekstremerne....
Hun skreg, en udsavanelig skinger og så høj lyd at næsten ingen kunne høre den, og snart stirrede hendes døde øjne ind i Vladimirs, men hun valgte stadig ikke at angribe, og hun var ikke sikker på hvorfor

Vladimir hvæsede, og vente sig hurtigt og rev defensivt tæt på sigselv, hvis hun skulle lande tæt på ham. Han hoppede så tilbage, og betragtede Redeye. Han smilede bredt, og slikkede hans tænder. Han viftede en smule med hans negle, og tog langsomme skridt til siden.
"Nåå? Så du.. Hviser.. Endeligt.. Dit eget.. Bæst.. Hm? Det.. Var også... På tide..." Hvæsede han, og hoppede imod hende, og forsøgte at rive ud efter hendes brystkasse, men holdt sin anden hånd klar til at parrere.
"Dine hjørnetænder! Vil være perfecte! Til Ma'lakel!" Råbte han højt, med et hånligt smile, og dyb hæs, latter.

Hun satte armene om sit bryst af ren beskyttelse, nu var problemet bare at få styr på sine kræfter. Hun knurrede af ham mens hendes øjne fulgte hans, lige nu kunne hun intet rigtigt gøre, ville kampen ende i hendes egen død.. nej så langt havde hun ikke tænkt sig at trække den, der var nok at han følte sig som en vinder.
Hun prøvede at sparke ham i maven og måske være heldig at komme på benene igen, måske.

Vladimir tog sparket i maven, og fløj hvæsende bag ud. Men han forsvandt i en sort røg, og en flagermus kom skrigende ud af denne, og satte kurs imod Redeye igen. Denne forsvandt så i en sort røg igen, og Vladimir kom nu hvæsende ud af røgen. Han forsøgte an spide Redeyes mave med hans fire lange negle, og gik fuldt ud på hans angreb denne gang.
"Hrargh! Jeg giver! Ikke op!" Hvæsede han i faldet. Vladimirs klør var meget stærke, og hvis ikke at hun flyttede sig fra denne, ville de spide hende.