Holy Catastrophy ~ Silius

Yuck.

Man skulle tro menneskene ville være renere, finere, når de ligefrem pralede med at være boende i hvad alle kaldte for romantikkens by. Frankrig, anerkendt for dets velkendte pli og finesse, og her sad der over 25 ugudelige mennesker, hørmende, grimme og ubehøvlede. Selv kvinderne, med deres runde linjer og lidt for stramme kjoler, var ingen pryd for denne frastødende hybel. Det var et offentligt sted, men ingen behandlede det med den respekt, der normalt var set hos en populær forretning. 
Over halvdelen af mændene derinde smadrede deres krus i bordene; klirrede sine glas med en faretruende risiko for at splintre. Hun følte sig ude af plads, uden værdighed at skue, når hun selv satte sin stolthed og ære højt på plads. Disse menneskelige udyr, der ikke engang havde en plads på bunden af hierarkiet, gjorde hende psykisk utilpas; øgede lysten til at kaste op på det allerede tilsvinede gulv. 

"Og så sagde hun, at... Ugh!"

Et par mænd trådte indenfor, og den forrestes skulder stødte ind i Nak'iera, hvilket var den mørkhudede kvindes navn. Han vendte sig med et arrigt blik, og pegede på hende, med sin tykke finger, hvorimellem to af dem var en halvbrændt cigar.

"Så flyt dog røven, din fucking grillkylling!"

Med enhver hint af racisme, og nærmest glødende øjne, tog manden et ekstra sug af sin cigar før han atter vendte sig og fortsatte imod baren ikke langt væk. Enhver anden gæst stirrede imod Nak'iera, hvis ansigt havde fortrukket sig til et smalt, følelsesløst smil. Hendes arme havde krydset sig foran brystet, en automatisk defensiv position, imens hun let havde presset sine lår imod hinanden, uden at det virkede kluntet. Hendes lange hår røg hen over venstre skulder, da hun tiltede hovedet en smule, imens hendes lyseblå øjne fulgte mandens ryg med hendes aflange pupiller. 
Hos enhver anden sort elver, hvilket hun var af blod, var han nu ligget på gulvet med halsen flænset i to morbide stykker. Men hun ville for det første ikke tiltrække sig negativ opmærksomhed, da hun ingen kendte, og derudover ville hun fare vild hvis det endte i at skulle stikke af - hendes stedsans indenfor Frankrig var ikke den bedste, da hendes indre gps ikke ligefrem var grundlagt endnu.
Hun klemte læberne tæt sammen, ligeså øjenbrynene, og lukkede sine problemfyldte øjne. Trak vejret igennem næsen, og lænede sig imod den grisede, oprindeligt giftgrønne, multiplettede væg.

Det havde været en lang dag og den var ikke slut endnu, folk havde virkelig været efter ham og der havde været mange forbi Domkirken blot for at få et godt råd eller fortælle en synd, men der havde også været folk som blot kom med masser af brok og ævl som enligt ikke vedkom ham men som han ikke kunne komme uden om.
Nu sad han over i et mørkt hjørne inde på det efterhånden jævnt besøgte værtshus som han tilbragte tid på, som altid sad han dyb begravet i en bog som havde fanget hans opmærksomhed i boghandleren og som han ikke kunne undvære og derfor måtte eje den. På bordet foran ham stod et glas med rødvin som dog ikke rigtig var blevet rørt fordi bogen havde fanget ham. Navnet var Silius og han var en ung fyr, dog passede han ikke ind dette sted, et helt særligt skær lå over ham og fortalte at han var engel desuden var hans hud så ren, det blonde hår sad som altid let uglet og de dybblå øjne læste hvert et ord fuldkommen roligt. Den spinkle krop var dækket af et par lyse jeans, en hvid skjorte og et par blå all stars desuden hang der en trækæde om hans hals med et lille kors i også lavet af træ.

Lyden af døren der åbnede fik ham til at kigge op fra bogens tætskrevne sider, han betragtede kortvarigt den unge kvinde før hans blik faldt på fyren som så vredt på kvinden efter at manden selv havde gået ind i hende, Silius rystede kort på hovet men lage så bogen fra sig før han rejste sig op og rette sig op for at se større ud, så gik han hen foran mand som nu stod ved baren.
De blå øjne stirrede på ham med et ubeskriveligt blik "Hvad bilder de dig ind? at tale sådan til en kvinde? Kan de gå hen og undskyld deres mangel på opførelse"lød det høfligt dog let vredt fra ham. Måske var dette ikke det smarteste trods alt var manden støre end ham selv, men han kunne ikke bare se folk behandle andre sådan.

// håber det er godt nok//

Fordelen ved de lange ører, en sort elver som Nak'iera besad fra fødslen af, var den optimerede hørelse. Uden at se, vidste hun at den unge mand, der pustede sig op som en hane foran den høje, bredskuldrede, racistiske fyr, prøvede at forsvare hendes ære som kvinde med en eksotisk hudfarve. Armene rykkede sig væk fra brystet, afslørede atter den velformede barm af hendes, kun lige dækket af en mørkebrun, pelset bh, der mindede om et mix af goth/punk og middelalder. Men hendes øjenlåg forblev lukkede; hendes læber slappede dog af igen.

Den ondskabsfulde fyr vendte sig imod englebassen, rykkede sig en anelse tæt med nærmest leende øjne, og tvangspustede en sky af cigarens røg i ansigtet på ham. Da lænede han sig tilbage, og gjorde som hans øjne; fyldte rummet med en tung, frydefuld latter. Og få sekunder efter, var det næsten alle i rummet som enten fnes eller morede sig over drengens offentlige ydmygelse. 

Ikke fordi Nak'iera skulle lege helt, det afskyede hun og ville lade det være de lys hudede elveres opgave, men det var måske en god idé at få sig en ven i dette land, ukendt for hende - en manglende erfaring, der ville gøre hendes odd's værre, hvis der skulle være problemer at finde i den nærmeste fremtid. 
Og det var vel hovedgrunden til at hun sprang frem, på trods af hendes normale grundregel om at forblive i skyggerne ved fare, og trak englebassen væk ved at smyge sin arm rundt om hans, og derved skubbe ham væk med hjælp fra hendes medfart. 
Det var tydeligt at høre den anden mands fortsatte latter, da han råbte efter dem begge, med hænderne formet som en tragt foran hans skæggede mund.

"Kujoner!"

Nak'iera håbede på at drengen var klog nok til at lade sig lede med udenfor, da hun sparkede nøddøren åben, der førte ind i en lille baggård, sikkert også kroens ejendom. Hvis han dog viste sig at være dobbelt så dumdristig som før, ville hun vende sig om og sukke, imens drengen ville gøre som håbet på af manden.
Det var englebassens valg, om der ville komme en nævekamp ud af situationen eller ej.

Hans dybblå øjne stirrede afvendende på den bredskuldre fyr foran ham, hans ryg var rank og brystet skudt svagt frem, men manden tog hans ord som en spøg som om det var en joke men Silius havde ment hvert et ord, han viftede røgen væk og rynkede svagt på næsen ved den uvante lugt af tobak som fyldte hans næsebor og fik ham til at hoste kort.

Da fyren brød ud i latter kom vreden op i ham og han stak fyren et vredt blik og en knytnæve lige i maven, før han blev hevet tilbage af kvinden som han havde forsvaret, han fulgte dog med hende men så sig tilbage over skulderen og sendte manden et vredt blik før han rystede på hovet.
Da de tråde ud i den lille baggård, sukke han kort før den kølige luft fik til at falde ned på jorden igen og fjernede al vrede fra hans krop, han vendte sig let om for så at betragte kvinden let med hovet svagt på skrå og et nysgerrigt blik i de dybblå øjne som prøvede at fange hendes blik.
En hånd gled let igennem det blonde hår imens han lidt flovt mumlede høfligt" var det for dumt?"spurgte han så let" jeg burde ikke have slået ham"tilføj han dog mere henvendt til sig selv, så rakte han let en hånd frem mod hende " Silius Horra"præsenterede han sig så høfligt før han sendte hende et let smil.
Han kunne ikke lade være med at betragte hende for hun lignede ikke de andre kvinder han havde set, hun var anderledes på flere måder men køn det var hun da efter hans mening.

Nak'iera bed svagt sin læbe med de hvide tænder, imens hun stirrede på drengens hånd. Hvor vovede han ikke kun at tale som om de var på bølgelængde, men række sin beskidte hånd frem, og ligefrem ønskede at hun skulle acceptere at ham som en ven? Hendes stolthed farede ind i hendes sind, gjorde hende vred, og det var mest grunden til at hun med hævet hage slog hans hånd væk, hvorefter hun rystede samme hånd hun havde brugt til afslaget, som om han virkelig var ulækker at røre ved.
 
Hun havde ligefrem overvejet at være venlig overfor ham! Hvor sølle, var hendes tanke. De aflange, kulsorte pupiller bestirrede den unge engel med stor foragt, selvom hun inderst inde takkede ham for hans modige, og tåbelige forsøg på at forsvare hendes ære. Selvom han slet ikke kendte hende. Det var nok også derfor at hun ikke afviste ham helt, med de næste ord.

"Jeg takker dig for din første handling. Men tro ikke at du, et lavtstående menneske, kan overtale mig til at se dig som loyal. Den ære skal man gøre sig ret til, og ikke kun ved at slå andre usle mennesker.. Men igen. Mange tak for din hjælp, barn af familien Horra."

Hun placerede den ene hånd på sin hofte, og fjernede hætten med den anden. Ud af begge sider ved hendes hovedet, det inderste dækket af det tykke hår, var de lange, smalle ører af hendes. Hvis englebassen kendte til elverne, ville han straks genkende hendes slags, de berømte og hadede sort elvere, velkendt for deres arrogance og slette humørsving. 

Nak'iera selv dog havde aldrig mødt en engel, Rusland var ikke ligefrem overfyldt med dem, og derfor lagde hun ikke mærke til drengens delikate glød. Hun så det bare som var det varmen fra kroens indre, der ikke havde fjernet sig fra hendes krop endnu, og som måtte være grunden til at huden stadig ikke føltes kold på trods af den lette beklædning og den stride efterårskulde. 

".. Jeg er fremmed i dette land, ungknægt. Hvilke muligheder byder Di morga en som jeg, der ønsker at se de ægte herskere af Frankrig?.. Hvis du hjælper mig, vil jeg måske en dag tage din hånd, og se dig som en ven.. Måske."

Silius løftede et øjenbryn i det hun slog hans hånd væk som var den fyldt med skidt, han stak den stille i lommen imens han svagt trak på skulderen af hende og rystede svagt på hovet, var dette takken man fik? efter at have forsøgt at hjælpe denne kvinde? han blev ret skuffet og følte sig forkert nu hvor han stod og kigge på hende.
Han lænede sig op af muren bag ham imens de dybblå øjne kiggede lidt fornærmet på hende" Menneske? kalder du mig for menneske?" mumlede han let fornærmet, det var mange år siden han havde været menneske og hans liv som menneske havde langt fra været en dans på roser" Jeg er Engel, jeg er hverken lavt stående, og er dette takken jeg for ? jeg prøvede at forsvare dig men måske var det blot en fejltagelse?"lød det lidt vredt fra ham før han skubbede sig væk fra muren og gik hen mod døren.

Han stoppe op foran døren og så tilbage på hende hen over sin skulder" du kunne leje dig ind på hotellet, der findes mange fornemme folk, og måske de passer bedre til dig og din nedladende opførelse" lød det kontant fra ham før han så let åbnede døren og skulle til at gå indenfor igen.
Silius ville ikke finde sig i at blive behandlet sådan ikke igen, igennem hele hans menneske liv var han blevet behandlet som skidt og havde modtaget både grimme ord men også tortur, nu ville han ikke som engel hakkes ned på af en ukendt person han enligt bare havde prøvet at forsvare imod en idiot, men måske havde hun også været en idiot?

Hun løftede øjenbrynene af overraskelse. En engel havde hun ikke forventet, og kunne nu bedre forstå hvorfor hendes hud ikke mistede sin varme, der burde have været pustet væk af vinden. Hun følte sig irriteret over hans svar, selvom hun havde fortjent arrogancen, og slikkede hendes overlæbe, dækket af en mærk læbestiftsfarve, og trådte hen til Silius, der nu stod ved dørkarmen. Hun skulle til at lægge sin hånd på hendes skulder, men trak den tilbage og snakkede atter til ham med sin stemme. 

"Tog fejl. Engel er skam højere end menneske, bedre end det, fortjener respekt."

Hun fnøs en anelse, kunne helt sikkert forstå hvorfor nu, idet varmen øgedes når distancen imellem dem forsvandt bid efter bid. Hendes øjne var kolde, og alligevel glødede de af interesse, imens hun nærmest i trance kiggede på hans hår. Han stod stadig med ryggen til hende, men forhåbentlig ville han se undskyldningen i hendes ord, selvom den var noget så godt gemt; en sort elver måtte vel beskytte sin stolthed, uanset om det kostede en måske værdifuld ven eller ej. 

"Ny jeg virkelig er.. Og fremmed.. Det er svært at.. Føle sig tryg, så langt hjemmefra. Uden venner i nærheden. Eller bekendte."


Hun gnubbede sine skuldre med hænderne, selvom det ikke var koldt takket være Silius' aura. Der var sandhed i hendes ord, man kunne høre det på den lave tone i hendes stemme, den dirrende underlæbe, se det i ørene hun havde sunket så deres spids pegede nedaf, og øjnene hvis låg var tunge og fik bedrøvelsen frem i dem.

Han sukke svagt og trådte et skridt væk fra døren før han vendte sig om mod hende igen, lod de dybblå øjne betragte hende endnu engang, de ord der havde strømmet ud af hendes mund havde fået ham til at stoppe og nu blev han ude.
Han sendte hende et svagt smil" det gør ikke noget, jeg har det fint nok, jeg var heller ikke flink mod dig før" sagde han letter undskyldende, han tog hendes ord som en form for undskyldning fra hendes verden og tænkte at det var fint nok.

Silius lod endnu engang en hånd køre gennem det blonde næsten gyldne hår før han så sendte hende et venligt smil" Jeg har haft det på samme måde som dem, og derfor vil jeg gerne hjælpe vis jeg kan og du vil tage imod min hjælp"svarede han høfligt, han var en meget høflig fyr når han ikke var vred, desuden så nød han altid selvskab "hvilken race er du enligt? undskyld jeg spørg sådan men har ikke set en som dig før"sagde han let.
Han lod sig ryg hvile op af døren imens han afvendte hvad hun ville sige og reagere på hans mange ord, forhåbentligt ville hun tage imod hans hjælp, for han kunne enligt også godt bruge en bekendt eller endda en ven, da han selv var ret ny her og ikke rigtig havde fået venner endnu, så måske ville hun blive den første??
Imens han vendte på hendes svar faldt han lidt hen i sine egne tanker og verden, derfor blev hans øjne lidt fjerne da de var travlt optaget af de billeder der fløj gennem hans indre tanker, dog sad det lille smil stadig på de smalle kønne læber, af en engel at være var han faktisk kønnere end de fleste af sine artsfælder.