natten på Legepladsen Yin(privat)

T: 00:00
O: ingen
V: nymåen
S: Legepladsen



Albus sad i et træ. På legepladsen og her ville han blive ind til han ikke gad der mere og det kunne vare længe, Før han vil tilbage til børnehjemmet hvor han lever siden han var lille. Da hans mor og far tog hans søsken med sig hans brøer var alle vampyr som deres far og hans søster, var alle Lyndæmoner lige som deres mor men Albus var halvt af være halvt vampyr og halvt lyndæmon. Og han passe ikke ind i hans mors eller fars verden eller nogen anderes verden, da han var i deres øjen et misfoster som ikke kunne burges til noget ud over jaget.

Yin stod ved indgangen til legepladsen,,, her havde hun stået i et stykke tid og kigget på en dreng der sad derinde.... yin havde rosa tomme og livløse øjne som genspejlede hendes følelsesløse liv...hendes hår var sølvfarvet, næstens hvidt og sad lige nu løst, hvilket det sjældent gjorde...
hun havde kun en sort natkjole på i dag... intet under udover sine underbukser...
Yin bevægede sig hen og satte sig på en gynge og så mod drengen kort før hun sparkede fra sig og gyngede lidt for så at kigge mod himlen

Albus var som mange sagde. Et misfoster som slet ikke skulle være bliven født hans forælder hade håbe, at han ville være en vampyr eller en lyndæmon og ikke en blaning af det. Som han var og han var udstødt af sine egen forælder og søsken, han var helt alene og hade ingen tilbage han vandet hvileløst rundt. I byen være dag for at finde nogen som kunne lige ham for den han var

"du virker trist" sagde hun med en blid men kold stemme og så på ham "..hvad er du trist over? måske kan yin hjælpe dig?" hun så på himlen igen "selvom yin måske ikke er den bedste at skulle snakke med i visse situationer... da hun ikke er god til følelser" hun kom med et falsk smil som viste hvor endnu mere tomme hendes øjne var

" det er lige meget. Ingen ville kunne gøre noget ved deres besluttning på nogen måde så glem, det bare det betyder ikke noget mere " sagde Albus stille selv om der gjore det. Men han ville ikke lade nogen vide hvorfor han var så trist og ked af det, da hans familie for længest hade glemt ham eller var de komme tilbge for at funde ham. Og tag ham med hjem og siger at de hade tage fejl med hensyn til at han, var deres dreng og at han altid hade være i deres hjerte og tanker

"ok...jeg er også ligeglad anyway...du betyder intet for mig..." hun gyngede videre mens hun så mod himlen med et lille bitte smil "...ser du..man kan ikke få alles kærlighed... nogen gange kan andres kærlighed være bedre ed det man har mistet...og andre gange har man et bedre liv af at man ikke har haft noget kærlighed før"

Albus hoppe ned af træet. Hun hade såret hans følser meget " du fatte ikke hvordan det er at blive efterladet, som helt lille af sine familie bare fordi men ikke etr som ens søskener. Jeg har altid skulle klar mig selv på børnehjemmet uden nogen, til at forstå hvordan jeg har det og hvorfor jeg altid var så stille " sadge Albus med gråd i stemme. Og tåren trille ned af hans kinder hvorfor fate folk ikke at han hade brug, for sine familie og alt deres kærlighed som han aldrig hade får af dem.

"Nej du har ret.... jeg ved ikke hvordan det er for dig... men ved selv at jeg ikke aner hvem mine forældre er...jeg har ikke noget sted at bo fordi jeg ikke måtte være på børnehjemmet mere... så i næsten 300 år har jeg været alene..." hun hoppede ned fra gyngen og gik hen til ham..for så at kigge koldt ind i hans øjne "..jeg kender ikke til familie..." hun så hans tåre men følte intet