Alone in the park? //privat= Jody//

Sted: Sombre parken
Klokken: omkring 23:53
Omgivelser: ingen andre væsner end Naoya og en kat
Vejr: Bidende kold
Påklædning: Sort hættetrøje og normale cowboy-farvet bukser.

Solen var for længst gået ned og mørket havde breds sig ud over Sombre. Parken var stille og næsten helt livløs, da alle var gået hjem. Men hov?.. der var stadig en skikkelse tilbage i parken. Denne skikkelse tilhørte en ung mand ved navn Naoya. Han lignede et normalt menneske, i hver fald vis man ikke lag mærke til de hvidlige øjne (se profilbilled), som afslørede hans engle halvdel. Naoya var en blanding imellem et menneske og en engel men han kende dog ikke til hans engle halvdel som stadig sov inden i ham. Det skal dog siges at han har fuld kendskab til de andre racer som gemte sig iblandt mennesket.

Han sad på hug foran en kasse hvor en hjælpeløs, sulten killing lå i. "Her" sagde Nao og tog en lille pose katte mad frem, som han havde køb i butikken overfor parken. "jeg kan desværre ikke tage dig med hjem" mumlede han da han vidste at hans storebror ikke var så glad for dyr. "urg..hvornår bliver det varmt igen?" mumlede Naoya til sig selv og pustede til de is kolde fingre.

Det var jo også klart at han frøs. Han havde jo ikke jakke, hue eller vander/handsker på men var fordi, at han havde haft så travlt med, at komme ud af døren. Pga af hans bror var blevet fuld og derfor også var blevet alt for voldelig. Så sko var det eneste han nåede at tage på.

”Hejsa!” Lød en glad, lille drengestemme, bag den unge mand som var fuldt optaget af at fodre et eller andet i en kasse. Jody, som drengen hed var iført en lilla T-shirt, et par lange bukser og så et par sko selvfølgelig... men så ikke andet. Han behøvede det ikke, da han var ret vant til kulden. Jody smilede til ham og satte sig ned på jorden ved siden af ham så han kunne se lidt bedre. ”Hvad laver du?” Smilede han og satte hænderne på kanten af kassen, hvorefter han trak sig en smule op så han kunne se over kanten og ned på den lille kattekilling. ”Aww! En kat!” Lød det højt fra ham, hvorefter han satte hånden ned til den, men siden den var blevet en smule skræmt over Jodys ret høje børnestemme turde den ikke andet end at stirre skræmt op på ham. ”Øv...” mumlede han og trak hånden til sig igen, for at sætte sig tilbage ned på sin plads på jorden igen. Tja... han kunne måske godt indrømme at han var en smule vild i sine bevægelser, men det kunne han jo ikke rigtig gøre for.

Efter at have surmulet lidt, over sin barnlighed så han op på manden igen og lod smilet igen komme frem på sine blege læber. ”Jeg hedder Jody,” sagde han og lagde hovedet let på skrå mens han betragtede ham. ”Hvad hedder du?”

//Undskyld tiden ^^''//

//gør intet xD //

Det gav et tydeligt sæt i Naoya da en stemme pludselig løb bagved ham. Han havde jo ikke hørt nogen komme, så det var klart at han var blevet overrasket. "H..Hej?" sagde Nao og smilte skævt. Han vende hovedet så han kunne studere skikkelsen. Den tilhørte en ung dreng, hvilke gjorder Nao mere rolig.
"Fodre katten, jeg kan desværre ikke tage dem med hjem, men jeg kan da i det mindste fodre dem" forklarede Nao og lag mærke til drengens hurtige bevægelser. Den undrede ham ikke at killingen var blevet skræmt. Men da drengen så sagde Øv begyndte Naoya at grine kort. "du er nok lidt for hurtig, vis du tager hånden langsomt ned, vil den sikkert godt gå over til dig" forklarede Nao og studerede drengen igen.
"fryser du ikke?" spurte han da drengen ikke havde særlig meget tøj på og Naoya følte at hans fingre snart faldt af. "Jody" gentog Naoya for at kunne huske det, nu var hans navn og udseende kodet ind i hans hukommelse "mit navn er Naoya, hyggeligt at møde dig "

"Er det da ikke din?" Mumlede han og så ned på killingen igen. Han satte hånden ned til den igen, efter at manden havde sagt til ham, hvordan han skulle gøre, men der var ingen stor forbedring, han var stadig alt for hurtig, så killingen blev igen skræmt. "Nej, jeg fryser ikke, eller... måske lidt, men det er ikke så slemt... Den gider ikke..." mumlede han svagt og så spørgende op på Naoya. Killingen sad i hjørnet af kassen og stirrede op på Naoya og Jody med sine store øjne.

Jody havde aldrig været god til dyr, det var også én af grundende til at ham og hans mor måtte skille sig af med dén kat de havde før. Den anden grund... Jody nøs svagt og satte en hånd op foran munden, fordi mor altid havde sagt at man skulle gøre sådan, når man hostede og nøs. Han var måske en smule... hvad var det, det hed? Allergisk? Men det var ikke så slemt, han overlevede jo uanset hvad. "Hyggeligt at møde dig, også," smilede han og nøs igen. "Undskyld."

//kort spørgsmål? har Jody hugtænder? xD ellers har jeg tænkt på en måde at Nao fandt ud af at han var en vampyr//

"Nej, min bror kan ikke lide katte eller rettere kattene kan ikke lide min bror" forklarede Nao og grinte lidt over at Jody stadig ikke kunne få kontakt med katten "Jody, du er stadig alt for hurtig" sagde Nao og lag svagt en hånd på hans egen pande da en lille hovendepinde var kommet ud af det blå. Han havde feber, men den var ikke så høj, så han tog sig ikke af dem.

I modsætning til Jody havde Nao et meget godt omfang på dyr specielt hunde.
Han elskede jo også dyr, og forholde sig altid roligt.
Naoya var irriteret over at han ikke måtte have et dyr. De beroligede ham meget, fordi at de ser de samme ting som han gør. Naoya er i stand til at se spøgelse og ånder pga hans engle halvdel.

Tavsheden blev brudt da Jody pludselig nyste. Første troede Nao, at det var pga at han var blevet syg men da han nyste igen begyndte han at få en mistanke "er du allergisk overfor dyr?" spurte Nao undrende og tænkte på at han ikke burde være i nærheden af katten vis han var allergisk. Det var vist farligt, så vidt at Naoya vidste.

//Jah, men helt store er de jo ikke xD//

"Er din bror da en hund, siden katte ikke kan lide ham?" Grinte han kort og så op på Naoya. Argh, det var da ikke særlig slemt, da han var mindre var det værrere, dengang var han utrolig hurtig og ret voldelig men dér blev han jo også ret syg, og så måtte mor blive hjemme fra arbejde og passe på ham til han havde det bedre, selvom hun ikke behøvede! "Og jeg er altså ikke for hurtig! Den gider bare ikke!" Mumlede han irriteret og satte armene over kors. Jah... blame the cat!

Jody så hvordan Naoya lagde hånden på sin pande og Jody lagde hovedet lidt på skrå. "Er du syg?" Mumlede han stille og ret seriøst. Han bed blødt i sin underlæbe og lænede sig fremad for at sætte sin egen hånd i Naoyas pande. Faktisk vidste han ikke rigtig hvad det var han følte efter, så han satte sin anden hånd i sin egen pande for at mærke forskellen. Altså... han var ret kold selv og Naoya var en smule varmere, så det måtte vel betyde at han havde en smule feber, ikke? Jody nåede ikke rigtig at fortælle det, da han nøs igen, og måtte trække sig tilbage. "Måske en lille smule..." Mumlede han lavt og kløede sig kort på kinden over Naoyas spørgsmål.

//Yeah Blame the cat! xD //

"ja kan man godt sige" sagde han tænkende. Hans bror opførte sig meget som en hund, han gik altid Naoya i møde ved døren når han kom hjem, og han var meget overbeskyttende vis Naoya snakkede med fremmede. Men når han blev fuld og voldelig var den venlige hund ikke til at se mere. Vis man ikke løb ville han tæve en indtil at han var tilfreds. "Ja ja det er kattens skyld " sagde Nao ironisk og grinte, imens at han kort uglede Jodys hår.

"Ja jeg er en smule syg, men det er ikke så slemt " forklarede Nao og kunne pludselig mærke den kolde hånd ligge sig på hans lune/varme pande. Det var en behagelig følelse, selvom at det kun var et par sekunder før at Jody trak hånden tilbage igen. "Så du er altså allergisk overfor dyr? så burde du ikke være i nærheden af Mr. Kat " sukkede Nao og så på Jody med et alvorligt blik.

Det var først der at han lag mærke til at da Jody snakkede så han noget..skarpt? inde i munden. "eh?" mumlede Nao og lag hans hænder på Jodys kinder og trak ud. I hver fald indtil at han kunne se de små hugtænder, derefter gav ham slip. "vampyr?" spurte Nao og lag hovedet blidt på skrå. Han virkede ikke bange, men det var han nu heller ikke.

"Men det er da rigtigt! Den kan bare lade være med at være bange for mig, jeg gør jo ikke noget!" Surmulede han og vendte ryggen til så han sad med ryggen let lænet op af kassens side. Han mærkede Naoyas hånd i sit hår, og kunne så alligevel ikke lade være med at smile en smule. Det var sjovt at alle skulle gøre sådan... men han havde ikke noget imod det, det var jo sådan han ligesom... bekræftede at folk kunne lide ham.

"Men burdte du så ikke være derhjemme hos din mor, hvis du er syg?" Spurgte han så lavt, mens endu et lille nys overtog hans næse! Det var da meningen at man skulle være derhjemme hos sin mor hvis man var syg, og få varm kakao, når man ellers havde noget... det plegede han selv.

"Awww! Men mr. Kat er så sø-..." Han mærkede Naoyas hænder på sine kinder, så hans mund blev tvunget en smule op. Jah, han var en vampyr, hans far bed ham for noget tid siden, så han var vel en smule ny i det hele. "D-det gør ikke noget vel?" Spugte han lavt, da Naoya havde givet slip. Han kunne jo ikke rigtig gøre for det, det var ikke hans skyld.

/undskyld for det korte svar =.= //

"Min mor og far bor i England, jeg bor alene med min bror og han er en doktor,så han er ikke så tit hjemme så jeg klare det normalt selv når jeg er syg" forklarede han og holde en lille pause inden at han åbnede munden igen "desuden jeg har været op og skændes med ham i dag, så det er en dårlige ide at gå hjem lige nu, da han er sur" forklarede Nao stadig med et smil på læben.

Han kunne mærke at Jody blev en smule nervøs/utilpas da Nao fandt ud af Jodys race. Men det på virkede ikke hans syn på Jody. "Nej, selvfølgelig ikke, jeg er ikke bang og afskyr dig heller ikke " sagde Nao og virkede lige så venlig som før. "hvad laver du enlig her ude så sent?" spurte Nao da han havde tænkt på dette i noget tid nu. Flere spørgsmål lå i hans hovede, men han holde tilbage så at han ikke spurte han alt muligt mærkeligt.

"Men hvis han er læge, så burdte han da hjælpe dig først! Det er jo syndt at du er helt alene," mumlede han svagt og lagde hovedet en smule på skrå, mens han så på ham. Nu havde han jo ikke selv været så heldig i livet, men mor havde da altid hjulpet ham... men det var jo også dengang. "Også selvom i kommer op og skrændes," tilføjede han så efter en lille, kort pause.

"Er du sikker?" Mumlede han lavt og lænede sin en smule hen imod ham. Folk havde normalt ikke noget imod det, da Jody var som han var. Lille og uskyldig. Det var ikke engang løgn. "Hmm... Jeg-...." Et nys. Og så ét til. Hans øjne var begyndt at løbe i vand og han holdte hænderne op foran for at dække for det. Pokkers, det mindede ham om sidste gang det skete, og mor var blevet så bekymret for ham. Han kom enda til lægen, selvom mor vidste hvad hun skulle gøre. "Jeg venter." Kom han dog endelig frem til, før han tvang sig selv op på benene og en smule væk fra kassen med katten i.

//Det gør intet! :D//

"well, det er sandt, men vi ved begge, at det er vigtigt at han går på arbejde. Der er mange som har det værre end mig. Så jeg har ikke tid til at være selvisk, og bede ham om at blive hjemme. " sagde Nao og grinte, det var tydeligt at mærke at Nao var en meget optimistisk person. Det var ikke kun fordi at det var Jody, at han accepterede vampyr racen, men fordi at han havde respekt for alle levende væsner og alle racer.

"mh (ja) jeg er sikk- " mere sagde han ikke før at Jody nøs højt igen. Han øjne var løbet i vand og han rejste sig op for at gå væk fra katten. Dette var nok også det klogeste. "farvel Mr. kat " sagde Nao og gik med Jody væk fra kassen. "venter? på hvem?" spurte han og hoste med hånden foran munden.
De mælkehvide øjne kiggede rundt i parken, der var noget som han ikke brød sig om. Som om at noget stirrede på ham, han vidste allerede at det var endnu en af de fortabte sjæle, som troede at Naoya kunne hjælpe han/hende over til den næste verden. Men så magtfuld var Naoya slet ikke, det var sjældent at han faktisk kunne hjælpe.

”Men bliver du ikke ked af det, hvis du er alene?” Spurgte Jody imellem hans nyse-anfald. Han kunne selv huske dengang mor havde bedt ham om at være alene hjemme, fordi hun skulle over og købe noget i boghandleren. Det tog kun små fem minutter, men alligevel fandt hun ham grædende i skabet under vasken, fordi han var overbevist om at der var én eller anden et sted i huset, som ville spise ham. Døren var låst og vinduerne var lukket, men fordi hun ikke var der hos ham følte han sig ikke tryk.

Jody vendte sig om mod Naoya og så kort mod kassen som killingen befandt sig i og lagde hovedet lidt på skrå. Nu var den jo alene, kunne han alligevel ikke lade være med at tænke, Men på et tidspunkt kom der vel nogen for at hente den? Han så op på Naoya og blinkede et par gange, før han opfattede hvad han sagde. ”Øhm... min mor,” smilede han og tørrede sine tårefyldte øjne. Han græd ikke på grund af et eller andet søgeligt med hans mor, men hans allergi var bare en smule kraftig lige i øjeblikket.... ikke at det blev ved, det stoppede på et tidspunkt, som altid, det plegede at være værrere. ”Hun kommer på ét eller andet tidspunkt, jeg er ret vant til at vente...” Han grinte et barnligt 'heh' grin og kløede sig kort i nakken. Jah... han var måske alt for vant til at vente, men det gjorde ikke så meget, han vidste at han ville få ét eller andet uventet ud af det, selvom han samtidig vidste at hans mor aldrig ville komme, eller dukke op. Men han var ikke ked af det, de passede jo på hende... dem som havde hende... gjorde de ikke? Jody havde allerede mødt så mange mennesker og 'væsner', ved at sidde og vente, så han havde ret tit selvskab, selvom det var et stykke tid siden nu, desuden havde han jo også fået et sted at bo ud af det, et godt sted enda. ”...Men det gør ik' så meget...”

//Undskyld at jeg har været så længe om at svare, men jeg har haft lidt travt på det sidste ^^''//

//sry at jeg ikke har svaret, har læst til Terminsprøver som kommer i denne uge =.= //

"jo man kan godt sige, at jeg bliver lidt ked af det, når jeg er alene " sagde han og sukkede. "men sådan må det vel være " Naoya hadet at være alene hjemme af èn simpel årsag. Han kunne jo se spøgelser, og de kunne også se ham. Han var rædselslagen over for dem, da de viste ham altid deres død eller dukkede op når man mindst ville have det. Naoya kunne heller ikke længere se sig selv i spejle, eller rette han ville ikke da han altid følte at nogen ville dukke op bagved ham. Det var også en af grundene til at hans hår altid stod pjusket ud til alle sider xD

"på din mor? hvornår burde hun da komme?" spurte Naoya imens at han rodet sig koncentreret nede i tasken. Han lede efter noget som kunne hjælpe Jody med hans allergi, men siden at Naoya hverken havde medicin eller noget hjælpemiddel imod allergien var det enete han kunne gøre var et lommetoklæde som Jody kunne tørre hans øjne i. "her, håber i det mindste at dette hjælper en lille smule" I modsætning til Jody var Naoya ikke en person som var van til at vente. Han var alt for utålmodig til den slags. Selvom at han lignede en stille og rolig type var han en som altid lavede eller oplevede noget. Om det så var hjemme eller udenfor gjorder ingen forskel.

”Men det er jo synd!” Erklærede han højt og så op på Naoya med sine store grønne øjne. Det var da strengt at han var helt alene, det var der da ingen i livet, der fortjænte. ”Kommer der så overhoved ikke nogen og trøster dig? Eller... eller...gør noget så du ikke er ked af det mere?” Spurgte han og satte fødderne hårdt i jorden, som havde han lige fået det værste i verden at vide. Man måtte vel godt overdrive, desuden var det jo kun komisk, han var stadig så lille at det næsten kun lød sjovt, at han overdrev noget så småt.
Jody trak på skuldrende over Naoyas spørgsmål, omkring hans mor. Han vidste ikke hvornår hun kom og hentede ham. Lige siden at de der mænd kom og hentede hende, havde han ikke set hende... det var vidst snart et par måneder siden, men alligevel var han overbevist om at hun kom en dag, og derfor tog han ned i parken og satte sig, på den samme bænk... hver eneste dag. Men han havde det fint nok med det. ”Tak,” mumlede han og tog imod lommetørklædet, med et lille, forsigtigt smil. Han tørrede sone øjne, hvorefter han så op på Naoya igen, og rakte det nu fugtige stykke stof op til ham.

//Undskyld at det ikke blev så langt, og mange gange undskyld for at ha' været så lang tid om at svare =___=//