Poisened //Ahngel//

Sted: Parc d'attractions
Tid: Lidt over midnat..
Vejr: Meget mørkt og kulden går ligetil hunden.. Månen skinner i det fjerne.
Omgivelser: Forlystelser, karruseller, ingen andre levende væsner overhovede - endnu.

Kun lyden fra den ene karrusel kunne høres. Ved hver eneste bevægelse den lavede, angreb den knirkende lyd luften, og fik hårende til at rejse sig i nakken. Foran på en kedelig og rusten bænk, sad en lille skikkelse. Næsten usynlig over det sorte look. Håret var langt og mørkt som natten, med to grønne striber på hver sin side, hvilket der var det eneste, der gjorde man sådan set kunne se omridset af pigen. Hendes øjne var kolde og tomme og stirrede direkte stift på den karrusel, som kørte.. af sig selv. I pigens hånd lå en smal kniv, med en svag streg af blod på. Hun første langsomt sin venstre hånd nedad mod jorden, og pressede omkring sit håndled, så en dråbe blod skildte sig fra det resterende. Det foldede sig ud i en tynd stribe efter et stykke tid, da det var en anelse tykt, inden det landede på den halvt fugtige og iskolde jord.Hendes udtrykskolde isblå øjne betragtede let blodets nuance. Ikke rødt, heller ikke bordeaux farvet, men violet.. Snittet kniven havde givet hende på håndfladen, gjorde hende ikke spor. Så lidt smerte var ikke noget. Hun kunne til trods ikke dø af det. Et lumsk smil bredte sig på hendes lyserøde læber.

Forlystelsesparken virkede umiddelbart tom for det blotte og naive øje. Dog ikke. I en tid havde et mørkets væsen været på grunden.. siddende oppe på en af de efterladte skurvogne havde han ladet sine lange ben strækkes og med eget blik imod himlen. Ligesom kvinden var dennes hår sort som natten og ligeså med en beklædning der passede til netop denne farveløse pallet. Hans frakke var dovent slynget over metallet i hans liggende stilling og havde en essens af sort groft stof, der kun var sammensat med et bæltespænde over brystkassen, som gik i et med den høje krave der ødelagde lidt at symmetrien af dennes lange sorte hår der bevægede sig over vognens overflade, som små bølgende skyggeslanger. Indenunder jakken var en skrigende hvid skjorte med blot to knapper sammensat og et par ligeså lange sorte bukser der heller ikke syntes af at være lavet af noget direkte varmende. Farveløst væsen. Den eneste farve der måtte pryde væsenets smukke marmorhvide ansigt, ville være de dyriske røde øjne der nu gemte sig bag de lukkede øjenlåg og deres sorte tynde vipper. En skulptur lignede han. En udhugning fra kunsternes egen overnaturlige fantasier.
Vinden bar og vinden hviskede ham en fortælling om et sølle lille individ der blødte for smerternes skyld. Et let makabert smil gled ind over det gudesmukke ansigt idet øjnene åbnede sig og mødte den mørke nattehimmel. Ganske rigtigt virkede øjnene som den eneste del af ham der havde farve over sig, som havde resten af hans væsen ladt alle farverne sive dertil så denne kraft ville optages. Langsomt satte han sig op og lagde ud med blot at støtte sin arm imod det nu opbøjede knæ imens vinden fjernede de sorte skyggetråde fra hans ansigt. Han så imod kvinden, som nok ikke kunne se ham igennem den tætte nat. Det krævede et rovdyrs øjne.
"voulez que je vous nourrir ce soir?" hviskede han uhørligt imod nattehimlen med et mørkt blik.. Langsomt rejste han sig. Før han havde ranket ryggen helt, var han som forsvundet i den mørke luft. Forsvundet blot for at dukke op ikke langt bag kvinden, hvorpå hans røde øjne nu lå.. ventende.. klar til at indfange hende.
"Sikket spild af ungdommeligt væv." hvislede han atter og skjulte sit spidse smil med selve mørket omkring ham. Hun ville nok kun se en silhuet og en let utydelig glød fra de røde øjne.

Hun klemte hånden hårdt sammen. Smerten jog i et igennem hende og hun lukkede øjne, rejste sig fra bænken, der nu så ud til at kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være. Bag hende kunne hun stadig høre karrusellen køre stille rundt, som om, der var noget det skubbede den hvert eneste sekund. Hun vendte sig mod den ukendte stemme fra mørkets dyb foran hende, med en lettere slidt jakke svingende efter hende. Hendes isblå øjne opfangede hurtigten blodrød kulør i mørkets dyb foran hende. En meget anderledes farve, hvis man så bort fra hendes nu.. Det var ville noget andet om dagen, men der ville hans nok stadig også have en mere dyster rød over sig. Hendes øjne var derimod mere orange-rød, ikke særlig stærk. Hun betragtede kort omridet af en høj og tynd skikkelse, der efterhånden kom til syne, som hendes øjne vænnede sig til mørket omkring ham. Hendes lumske smil brød atter hendes læber igen, da han talte, hun svarede dog ikke. Hun fandt rettere sagt ingen grund til at kunne svare dette .. hanvæsen. Hvis hun havde hørt rigtig, så var det jo ikke et spørgsmål..
Hun trådte lidt nærmere ham, så hun bedre kunne se hans omrids. Til forhold til ham, så hun vidst ret så lille ud, men det tog hun sig ikke af. Igen lod hun hendes blik glide op mod hans blodrøde øjne for at afgøre hvilket væsen han var. En vampyr.

Stilheden aflukkede mindet om dennes stemme ligeså hurtigt som den havde ladet det passere igennem luften og imod den kønne lille dæmon. Ahngel, som han kaldte sig selv indenfor de mere offentlige rammer, lagde langsomt hovedet på skrå imens han betragtede hende med et ikke muntert, dog smilende ansigt der blot syntes at have fået øje på noget af hende, som andre nok ikke ville se.. Befamlede hende med sine øjne, som var det tusindvis af hænder der undersøgte hendes indre og ydre person. Et blik der meget vel ville få hveranden til at føle sig nøgen.. blottet og gennemskuet. Hans blik hævede sig en enkelt vinkel og gennemborede da hendes egne øjne i en stikkende form for kontakt der meget vel ville prikkes i hendes fingre, som små usynlige tråde der trækkede sig imod ham. Dragende og for nem at falde i staver i.. lade sig opsluge i, med øjne der syntes at kende en, til trods for at se sad i kraniet på en fremmed, hvis person stadig var henlagt i et storslået mørke.
"Mange år har du bag dig.. og så alligevel med en adfærd der afspejler naiv ungdom.." sagde han hvislende og lod øjnene glide ned over det blødende sår. Smilet trak sig en smule, dog stadig uden at fremvise de hvide monstrøse tænder. Selvfølgelig mente han de unges melankolske ønsker om at skade sig selv.. Nogen for at ses.. for at træde ud i lyset som ulykkelig, og nogen der simpelthen bare ville have bevis på at kunne føle smerte.. På at føle generelt. Heh.. Hvorfor dog gøre så stort et nummer ud af at føle? Det var jo det der i sidste ende gjorde allermest ondt frem for mange andre ting.. en kniv i benet var intet imod et helende brækket hjertekar.
"Ikke engang unge ansigter er at finde liv i længere... hvor trist.." Hans stemme lød dog ikke ærgende, men derimod dramaturgisk.. spillende og opbygget med sin egen poetiske genlyd. Hans stemme var nær, som en hvisken i øret, dog urørlig som en vind over mørke fyrretræer.

Hendes isblå betragtede ham stadig vel. Der var en lyst til at gå endnu tættere på vampyren.. men han kunne såvel være en trussel. Fingrene begyndte derimod også at kilde på en måde, som sikkert havde noget med ham at gøre. Hun sendte ham en undersøgende blik og tog et skridt nærmere. Et drillende og dumdristigt skridt. Et øjeblik følte hun sig gennemskuet og.. forladt, men følelsen, den gik over så hurtigt, den var kommet.
Blodet fra hendes hånd var efterhånden størknet til en mørkere violet masse, som klistrede sig til hendes bløde hvide hud, hvilket fik hende til at strække hånden ud. Med hendes anden hånd fjernede hun det størknede blod, som efterlod en ny healet hud, som der overhovedet ikke kunne se noget tegn på, at den var blevet snittet i.
Kulden gik derefter direkte på hendes hud, hvilket fik hendes temperatur, til at opvarme. Langsomt kom en kildende følelse indefra. Lidt som følelsen af tråde mod hendes fingre. Langsomt aftog hendes kolde isblå farve sig også, gik et med en lysere rød farve. En mere livlig farve en den blodrøde farve hans øjne selv var blevet misfarvet af. Hendes smil blev lidt bredere og hun gik elegant væk fra ham. Hun følte sig altid svagere i den anden form, end i den hun havde bosat sig i dette øjeblik. Men ligeså snart solen ville bryde himlen, ville hendes øjne få den samme farve, som hun havde, da han først så hende.. Gid dog natten kunne vare evigt..
”Jeg synes selv, der er meget liv i mig.. Tværtimod virker det da mere, som om du er mere død og kedelig end jeg er..” modsagde hun ham og smilede.

De rødes øjnes dystre farvespil ændrede sig ikke det mindste imens hun udtalte sig.. Kun det lette smil over hans læber sad der, dog ikke strammende om hans makabre grin. Intet morende smil og intet glædesfyldt smil. Han lagde de lyse øjenlåg halvt hen over de blodfarvede øjne og bevægede sig langsomt imod siden, for et øjeblik at forsvinde i mørket og igen blive synlig bag hende hvor han med en rolig bevægelse satte sig ned på bænken, hvor hun selv før sad. Han lagde stille ryggen imod lænet og lod den sagte knirken et sekund for at tage imod hans vægt. Han var tynd. Det var tydeligt som han sad der. Tynd, men med en elegant form for muskuløs opbygning, dog værende på det punkt hvor elegancen ville være svarere at opretholde for at fjerne en ranglet holdning. Han var dog ikke ranglet på nogen måde.

"Liv.. kan defineres." mumlede han stille inden han bevægede begge arme over ryglænet og lod dem hvile derpå imens han lagde hovedet lidt tilbage.. Strakte halsen så hans lette adamsæble bukkede den smukke marmorhvide hud. Et næsten tilfredst suk kom fra ham idet han stille lod øjnene forsegles atter en gang af de sorte vipper og atter lukke alt farven på hans væsen inde. Med det virkede alt monstrøsetet ligeså at glide af ham.. til trods for andre detaljer der måtte blive synlige. Hans ar for et eksempel. I mørket kunne hun meget vel ikke se dem klare, men de var der.. overalt på hans krop var de.. Genskinnende som små sølvtråde der var indgraveret i hans hud.
"Så i live for dig er... ensom skade blandt rustende morskabsmaskiner." mumlede han da. Han vendte stille blikket imod hende igen og lod øjnene gløde op i en hel ny farve. Hvor de før var mørke, spillede de nu i farverne fra en nedgående sol.. rosenrød og gyldent sol.
"Så hellere være død."

Han tog ikke hendes sætning til sig. Han var derimod helt modsat - rolig. Som om hun ikke havde forsøgt at irritere ham overhovedet. Hun ville jo selv blive irriteret over, hvis et fremmed væsen stod og sagde til hende; kedelig og død.
Han forsvandt kort tid efter, hvilket fik hende til at glide sit blik rundt i mørket. Det var aldrig helt ufarligt, når man ikke kunne se noget. Han kunne ligeså godt gå til snig angreb bag fra hendes ryg, men det gjorde han åbenbart ikke. Hun havde netop opfanget ham siddende henne ved den rustne bænk, der nu så meget overanstrengt ud. Satte hun sig ned ville den sandsynligvis brase sammen på stedet, men det var underligt at den netop kunne holde til hans vægt. Han var jo fuldvoksen, men så.. tynd ud. Ikke tyndere eller lettere end Bell selv, men tynd det var hvert fald af sin race at være. Det var jo lige før man kunne tage helt fejl af hans styrke. Hvis det ikke var fordi hun allerede så ham som en trussel, havde hun nok set ham som totally ufarlig, men det stod klart, det var han ikke. Han var i sig selv mystisk. Hun ville se ham nærmere an, men det eneste hun kunne se var tyngden på hans krop og han øjne, der ændrede farve, ligeså hendes egne også gjorde før. Hun drog derfor sin ene hånd ud, lukkede øjnene i ca. to sekunder inden en blussende lød kunne høres. Fra lyden dukkede en lille flamme op, som blev større. Den bredte sig ud over hendes hånd, men der var ikke noget tegn på smerte. Det var som om der lå et magisk skjold, som gjorde ilden ikke rørte hendes hud, men det så umiddelbart mere ud, som om ilden dernæst kærtegnede hendes hånd. Hun lod den halvstore flamme dreje hen mod ham, så hele hans ansigt blev oplyst. Nu kunne hun virkelig godt se ham, og han så endda mere tynd ud end han gjorde i mørket.
”Du er jo også død. Det er ikke nærmere fordi du ser særlig levende ud. ” sagde hun skeptisk og stilte sig henne ved ham, med flammen lurende få centimeter fra hans hoved.

I takt med at flammen gjorde sig større, blev hans sorte del af øjet betydeligt mindre og aflangt, som et kattedyrs. Det gav ham et mere dyrisk og tilogmed tankeløst udtryk i ansigtet. Nærmest som et krybdyr et øjeblik, som hans smil endnu smøg sig over hans læber med en nærmest kærtegnende tone. Hendes flamme.. Han frygtede den ikke og respekterede den ej heller. Kun ganske få flammer havde vundet hans frygt og endnu færre havde fanget hans lidenskab. Hans øjne rettede sig atter imod himlen idet han vendte blikket i profil til hende, så kun halvdelen af hans ansigt var synligt for hende og resten var henlagt i det rene mørke.
"Jeg kunne se mere død ud." hviskede han så med en tænkende mine. "Jeg kunne være rådden. Det er vores død." han lukkede igen øjnene, som havde han i sinde at lægge sig til at sove. Dog ikke. Han var vågen som altid. Han var observant, men samtidig væk i tanker, som kun tilfaldt han selv. "I virkeligheden er det vel min bevægelighed der bestemmer hvorvidt jeg lever... det kan dog diskutere hvorvidt min livsstil kan kaldes 'at leve livet'.." Hans mund parteredes til et kynisk smil der blottede samtlige kridhvide skarpe tænder og dermed skabte et nyt lag af hans sataniske udtryk der kun kunne ses igennem munden og øjnene, som var huden, håret og tøjet et dække for hans monstrøse side.

Flammen blev overvundet. En lille strejf af vand kom til syne og kun 2 sekunder forsvandt efter cirklede en rund kugle af ren vand over det sted, flammen tidligere havde været. Hah..
Det var sjovt at kunne bruge disse to elementer, men at eje dem gav også hver sin bivirkning. Men Annabell følte sig nogenlunde stærk med dem, og ville føle sig endnu stærkere, hvis hun fandt en vej at kunne udvikle dem på. Hun havde hørt om en stærkere form for ild et par gange, men også om noget helt anderledes med hensyn til elementet vand. Noget hun engang kunne lære sig af og bruge, hvis det var muligt. Hun havde kun læst om det..
Der var meget han stadig skulle lære. Bedre kampteknikker. Hun var så ung af sig. Seksten år og en lille dæmon. Ikke faretruende, men heller ikke helt svag. men stadigvæk.. de fleste ville jo kunne overvinde hende. Hun vidste heller ikke så meget om sine evner, men én ting stod klart, og det var hun kunne bruges dem når som helst. Hun havde bare ikke den største erfaring med dem..
Den cirklende cirkel af klart blåt vand eksploderede og fik vandet til at sprøjte ud til siderne, og derefter synke ned i den grålige og massive jord. Hun satte sig bagefter ned på bænken. Havde glemt glemt hvor meget den kunne holde til, men inden hun fik rejst sig, lå hun nede på jorden mellem en masse resterende rester fra selve bænken.
"Hovsa.." sagde hun ligeud, mens et svagt grin undslap fra hendes mund, "Jaså.. Så er det vel godt du på en måde er død, selv om du lever. Lige nu og her.

Stille syntes det. Ufatteligt stille... som en død var han stille igen og igen forfærdeligt fraværende og skævende imod den mørke himmel der måtte have en ganske stor interesse for ham, på trods af at dette for de fleste blot lignede et mørke omgivet af små prikker. Stjerner så at sige. Ahngels røde øjne var ihvertfald ikke lige til at fange fra denne tænkende position. Han holdte dog øje med hende og missede ingen detalje der kunne misses. Selvom øjnene ikke tilhørte nogen andens og ikke var til at fange for hende det øjeblik, så han på hende på andre måder. Han mærkede den stikkende prikken fra flammens lys imod sig dø hen og udskille dufte af vand. Han så dog atter imod hende let da hun gik imod bænken og skulle til at sætte sig. En usynlig bevægelse kom fra Ahngels fødder imens han placerede dem blot få centimeter anderledes end før.. støttende imod jorden, og ganske som han havde forudsagt sig selv, kunne bænken ikke klare to der sad på den. Gammels makværk.
Han blev dog ikke hevet med i faldet, men fik rejst sig hurtigt, takket være hans fødders placering i forhold til resten af hans krop. En svajende bevægelse fra før at ha være bagudbøjet, fik ham rettet op, nu med ryggen til resterne af bænken. Trods Ahngel var tynd, var han tung på grund af de massive knogler han var gjort af. Bænken havde kun holdt hans vægt før, fordi der lagdes et pres imod brædderne, som automatisk holdt hele svineriet sammen.
Han vendte halvt siden til og lagde øjnene på hende. Hendes lille klodsede udtryk fik let et mindre smil til at trække imod venstre del af den smalle mund og han rakte bydende en hånd imod hende. Trods den 'venlige' makse han pustede op, var intentionerne i denne lokkende adfær ikke uskyldsrene. Langt fra.
"Lige nu og her er vidst osse en svær størrelse."
Et dystert glimt spejledes imod de dragende røde øjne et sekund.

Hun fulgte hans blik. Op mod den klare nattehimmel, der var omgivet af tusindvis af stjerner. Det fik hende til at tænke på universet. Hvor mange andre dimensioner og galakser der burde være, udover dem. Måske var det såkaldte sol system det mindste af dem alle.. På hvordan alt var gået til, som et mysterium med flere forskellige teorier..Bell skævede mod ham i et splits sekund for at se om han var faldet med ned, men det var han ikke. Han stod der, som om han hele tiden var skruet fast til jorden. Egentlig fandt hun inderst inde situationen pinlig, for hun var normalt ikke klodset. Hun tænkte altid over hver en detalje hun udførte..
Da han rakte en hånd imod hende, var hun tæt på at tage imod den. Men på trods af hendes dårlige kendskab til ham, valgte hun at lade være. Hun kunne sagtens klare sig selv. Det havde hun vokset op med. Altid gjort tingene alene, selv da hun havde en familie. Og især efter hendes familie ikke var til stede på jordens overflade mere. Det var bare hende selv. En 16 årig pige. Hun kunne godt klare sig selv..
Bell fik rejst sig op i en hurtig bevægelser og vendte sig imod ham.
"Har du et navn eller skal jeg kalde dig for NoName, hvis vi nu mødes igen..?" spurgte hun ham køligt og kørte hurtigt en hånd igennem hendes lange sorte hår, så det gav et smæld fra sig.. Hvis han ikke svarede, havde han vidst fået et nyt kælenavn.

Ahngel tog atter hånden til sig da hun valgte at afslå.. Han smilte skævt og bevægede den venstre hånd hen over læberne for kort at skjule det i en tilsyneladende naturlig bevægelse. Interessant.. Det så ud til at det nok ikke alligevel var helt sådan til, eller hvad?
Da hun igen så imod ham og talte til ham, gled de røde øjne atter hen på hende, lagde sig om hende og befamlede hende udenfor det fysiske i en stund imens han overvejede sig svar. Hans navn? Nu da freden havde lagt sig behøvede han ikke længere at gå fra sit dæknavn, vel.. og dog.. når de personer der havde ladet sig møde ham igen, kaldt ham for 'Ahngel' faldt der en meget lille sten fra hans hjerte. Nostalgi og en form for bittersød genskabelse af en månebelyst sø og omgivelser blandt velkendte stemmer.
"Lucifer." sagde han så,.. strittende imod hans barnlige sind der ønskedes at kaldees ved hans moders stemme. "Lucifer Mort De Sang den trettende.." rettede han sig og lagde skuldrene tilbage i en rank holding. Da vendte han blikket imod hende.. lettere afventende, som spurgte han ligeså ind til hendes navn, selvom det for ham lige da, var ganske ligemeget i realiteten. Nu måtte man jo se om hvorvidt dette væsen var til at lade blive hængende.

"Det lyder meget .. adeligt?" sagde hun afventende, mens hun gumlede lidt på det sidst nævnte ord. Der var noget ved hans navn, det sagde hende noget. Hah..
Da han så ventende på hende med blikket, som om det var hendes tur til at nævne hendes navn, var der tavshed omkring hende. Hun hadede sit navn. Det lød så ..sukkersødt, og alligevel havde hun aldrig kaldt sig noget andet. Annabell .. Det eneste hun faktisk kunne lide ved hendes fulde navn idet hele taget, var den sidste del af hendes efternavn. L'adore. Det havde dog ikke nogen særlig betydning. Overhovedet ikke. Det var bare almindeligt, og lød ikke sødt. Ikke efter hendes mening.
Hun sendte ham et undersøgende blik, "Annabell.."
"Men kald mig Anna." tilføjede hun derefter i et strengt og truende tonefald, ”Og hvor stammer du så fra? Jeg går ud fra, at du ikke har levet her i Di Morga i evig tid.” Hun var selv næsten lige ankommet til Di Morga, og havde besluttet at blive her lidt. Om hvor lang tid vidste hun ikke. Det ville skæbnen vise. Og dog havde hun ingen steder at bo, men det betød ikke en pind, for hun behøvede ikke et hjem. Slet ikke et sted at sove, da hun nærmest aldrig sov. Kun meget sjældent, og sjældent har kun været ca. 2 gange i de 245 år hun nu har levet. Så der var ikke rigtig noget der hed søvn mere... Det var væk, den dag hun blev en dæmon. Og i værste fald, så havde hun endda ingen erindring om, hvordan hun var blevet en dæmon. Men fortiden betød ikke noget mere. Hun behøvede ikke tænke på den mere, ikke én eneste tanke. For hvad havde hun at tænke på? Hendes familie var døde, hun var enebarn. Det eneste hun gad tænke tilbage til, var den dag hun satte ild til sine forældres hus, hvor det brænde ned til afgrunden. Spild af dyre møbler og alt muligt andet ragelse.. Men hun havde ikke tænkt sig at komme tilbage til stedet, nogensinde. Og det skulle ikke bare stå efterladt, hvor menneskene havde mulighed for at gå indenfor, eller rive det ned.
Efter et stykke tid i sin egen verden, rev hun sine tanker væk og rettede målsat sit blik imod ham, mens hun stille lyttede efter et svar..

Ahngel bevægede sig atter rundt, kiggende på himlen få øjeblikke inden han stoppede let op og kiggede imod hende igen da hun talte. Annabell. Navnet indprentede sig som det fulde og ikke kælenavnet der kom bagefter. Kælenavne skulle bruges af dem der ville kæle. Det ville Ahngel ikke. Ikke endnu. De røde øjne befamlede hende igen og lod den røde farve udvides imens pupillen blev smal og stikkende. Da bøjede hans læber i et mørkt smil imod hende. ”Anna.” sagde han da og nikkede, bredte smilet en smule så de hvide tænder kort kunne skimtes. Det var vel afgjort. Han havde vel alligevel ikke meget at lave, og hvorfor egentlig ikke? Det kunne gå hen og blive underholdende? Han placerede stille sine hænder i den lange jakkes lommer og sendte hende et roligt blik.
”Mine led er begyndt at fryse til. Jeg tager imod byen.” Sagde han så og afgav hende et tilsyneladende respektfuldt nik. ”Du er velkommen til at tage med, men hvis ikke må jeg byde dig farvel.” Han sænkede ansigtet i atter et afkræftende nik inden han drejede om og begyndte at gå imod områdets udgang, som var markeret med åbninger fra de lange hegne der gemtes bag de mange træer og vilde udgroninger. Vinden flåede kort i hans hår og beklædning. Han vendte blikket til siden, skimmede himlen og lod øjnene følge dens hvælving indtil månen var hans center for de røde øjne. Et øjeblik lagdes en mat farve derover og hans skridt blev langsommere idet hans taker begyndte at omhandle noget andet end hvad der foregik. Fuldmåner gør altid en så pokkers nostalgisk. Om det var godt eller skidt, ville han lade sammenhængene fortælle. Han vendte blikket ned igen og fortsatte i et atter normalt tempo. Halvt lukkedes øjnene imens han betragtede stien foran sig, som udgjorde en horisont, malet i sort, hvor bygningerne i Terre ødelagde den runde flade. Mennesker.. de har virkelig leget med ilden når det kom dertil.