How to find something on a map.. Without a cross... //Privat - Ma'lakel//

Tid: 22:00
Sted: Havnen
Vejr: Koldt og overskyget, dog ingen regn.
Omgivelser: På den ene side af kajen er der travlt med at hjælpe et ny ankommet skib i land, og ved den ande, er der ingen mennesker, blot lygtepæle, der desperat prøver at kaste lidt lys på den mørk kaj.

En høj tuden kom fra et stort skib, da det skulle til, at ligge til kajs. Der var megen tomult, råben og arbejden omkring skibet, og dette tømmede også det meste af arealet omkring på kajen. Der var stort set ingen mennesker tilbage.
Et par kom gående, med hindanen krammet tæt, og gik ud til kanten af kajen, og kiggede ud over havet. De virkede nyforelskede, og glade. Der kom et skingert skrig fra kloark udgangen lige under dem, og kvinden i paret gispede, og de grinte af det, da en flagermus kom flyvende ud fra kloarken. Denne fløj lidt op i luften, og vendte sig så om, og stirede ned på paret. Paret stirede op, og smilede, men deres smil veg langsomt, da flagermusen ikke stoppede dens stirend. Den skreg og fløj så ned imod dem, og på halvvejen forsvandt den i en sort røg. De gispede begge, og så straks forvirede ud, men dette stoppede da Vladimir kom flyvende ud af røgen med et højt hvæse. Han borede sine klør ind i brystkassen på manden, og greb fat i kvindens strube, og faldt over dem begge, med et knæ på hver sin mave. Manden gylpede, og blev kvalt i sit eget blod, imens kvinden desperat prøvede at skrige. Men Vladimir flyttede sin hånd, og bed sig fast i hendes strube, og hun blev straks stille.

Efter få minutters tid, var begge ligenes struber, nakker, skuldre og dele af deres brystkasser revet fri for kød, og Vladimir stod over dem, og smaskede på noget kød. Han kiggede omkring sig, og smilede bredt. Han rakte så ned i sin lomme, og tog et hvidt kort op af sin lomme, og foldede det ud. Han rejste et øjnbryn, og hvæsede så lavt, og rystede på hovedet.
"Raargh! Maølakel, hvad.. Var meningen... Med dette?! Gargh! Finder.. Aldrig.. Nogen steder.. Ud fra dette..." Hvæsede han og rystede sit hoved, og kiggede omkring sig, og slikkede noget af det blod han havde over sin hage væk med sin lange tunge.

Da Vlad foldede den lille hvide lap ud, var det som om den svage magiske aura omkring den, begyndte at pulsere: som et form for hjerte slag? Den fortsatte i nogle få sekunder, hvor der ikke var noget der ændrede sig overhovedet, og der var ligeså heller ikke noget tegn på herskerens tilstedeværelse.

Men lige pludselig kunne man høre en skramlen ovre ved nogle skralde spande, nær der hvor Vlad stod med de nu fortærede lig, af et stakkels nyforelsket par. En lavmælt banden kunne da sagtens høres derovre fra, og med en velkendt stemme der uden tvivl tilhørte Ma'lakel. Der ruller nogle dåser og andet skidt ud fra hjørnet, og en kæmpede halv-dæmon i ført sit normale antræk kommer vaklende ud derfra.
,, Fandens til sted at hidkalde mig!", snerre han, med en irriteret mine og et hadsk blik, giver han en bananskrald på hans skulder et smølfe spark så den flyver ind i den mørke røde sten mur ikke langt fra ham. Han ryster sig på hovedet, og køre en hånd igennem det mørkebrune hår for at få de små løse totter til at indrette sig med de andre der er blevet redt tilbage, væk fra ansigtet.
En dyb indånding bliver taget, og derefter ser de velkendte gylden grønne øjne over på den makabre nosferatu, med et afventende blik, lysende som en kats, ligesom første gang de mødte hinanden.
,, Jeg går ud fra det er ... ", han ser lidt op og ned af Vlad der har stumperne af sin frokost på sig. ,, .. vigtigt?".

Vladimir rejste et øjnbryn over hvad kortet gjorde, og knurrede lavt, i det han kiggede på det. Da det stoppede, stod han fuldstændig forvirret, og undersøgte kortet. Da han begyndte at høre lyde fra skralde spandene, vendte han sig med det samme, og hvæsede højt, og hans klør groede ud, og han var klar til at angribe, hvem der havde været så uheldigt dum, at udspionere ham... Da han så hørrede banden derfra, kunne han godt genkende stemmen. Han rankte hans ryg, og kiggede imod Ma'lakel, da han kom ud. Vladimir kneb sine øjne en smulle samme til hans spørgsmål, og han kiggede så ned på kortet, og tilbage på Ma'lakel. Han fnøs lidt, og smilet bredte sig.
"Ah.. Sådan.. Virker det..." Sagde han, og rystede langsomt på hovedet. "Kunne.. Være.. Jeg havde.. Brugt det.. I en fin have.. Med pæne.. Blomster.. Havde du fortalt mig.. Hvordan papiret virkede..." Sagde han og flagrede lidt med kortet, inden at han foldede det sammen, og lagde det i hans lomme igen. Han buggede så for Ma'lakel, dog kun halvt, af respect.
"Selvfølgelig.. Jeg.. Ville ikke.. Kalde dig.. Uden.. Grund.. Først..." Sagde han, og rakte ned i en lomme, og kastede så en stoff pose imod Ma'lakel. Denne indeholdt omkring tyve hjørnetænder, alle fra højre side. "En.. Per.. Person... Og så.. Har jeg noget.. Jeg tror... Der vil fryde dig.. Eller.. I hvert fald.. Mig... Det betyder.. Mere.. Føde.. TIl mig..." Sagde han med et bredt smil. "Der.. Er startet.. En.. Modstandsbevægelse.. Denne.. Ledet af en ærkeengel.. Samuel.." Fortalte han, og gik lidt fra side til side imens han talte.

Ma'lakel løftede uimponeret et af sine sorte øjenbryn som Vlad gav sin lille bemærkning om blomster haver og alskens pis. Det var ikke svært at se på den store halv-dæmon at hans humør var dalende, og hans tålmodighed ligeså. Hvad end der havde gjort herrens dag til et helvede var uvist, men lige så frisindet og munter som han var første gang de mødtes, var han bestemt ikke. Han gav Vlad et fladt blik imens han gik nogle skridt frem for bedre at kunne se på dyret, og så det også bedre kunne se ham. Han stoppede da han nåede havne lampen, og lod dens svage lyse afsløre hans væsen helt: det store sværd der var fastspændt på ryggen, den muskuløse kamphunds krop, og det så uimponerede udtryk der dog ændrede sig en smule da han greb posen med tænderne i. Han åbnede den nysgerrigt, og et lille smil kunne svagt anes da han tillod sig at se ned i posen. Derefter så han op og mødte Vlad's blik med sit eget, imens at denne snakkede om en Samuel.
...Selvfølgelig en lille engel.. ubetydelige kræ.. de er en plet på min lykkens vej, eller hvad fanden man nu kalder det!...

Han lukkede posen igen med et betænksomt udtryk.
,, Interessant... ", lød det nærmest hviskende fra ham, imens han tænkte.
Derefter bredte der sig et lille sadistisk smil.
,, Og denne.. engel... har han nogle kær?".

Vladimir observerede Ma'lakel da han kom ud i lyset, og et smil bredte sig på hans læber, og han rystede på hovedet en smule. Han kiggede op på det store sværd, og så en smule overrasket ud. At der stadigt var nogen som kæmpede med sværd.. Var ham overraskende.. Alle de jægere der havde jagtet ham i den tid at han havde været på gaderne, havde.. Mere usportsligt.. Skudt efter ham, med alskeds moderne våben.
Vladimirs overraskelse blev revet væk, i det Ma'lakel snakkede om kære.. Hans overraskelse bredte sig til et stort smil. Han nikkede så langsomt, og grinte skummelskt et par gange.
"Det.. Har han. En hvis.. Gerh.. Kan ikke.. huske.. Navnet.. Men jeg har.. Hendes duft.." Sagde han, og prikkede på hans næse med en klo, imens hans lumske smil forblev over hans læber.
"Jeg.. Har også.. Skaffet mig.. En lille... 'Spion'.. Det er en.. Ung pige.. Ny her.. I Di Morga.. Hun heder.. Ashe.. Jeg har lavet.. Et 'V', i hindes.. Nakke.. Hun.. Vil søge information.. Når jeg ikke kan.. Se.. Hvad jeg ikke.. Kan.. Om dagen.. Jeg.. Ville bede dine..." Han så tænkende ud, og nikkede så lidt af sit ordvalg. "Andre Kamphunde, og Lakajer.. Om at.. Holde sig fra.. Hende.. Ville det.. Være muligt?" Spurgte han så. Han spurgte mest, for ikke at få Ma'lakel til at tro, at han følte sig overlegen.

Ma'lakel forholdt sig ellers meget roligt, fordybet i en sød drøm om at gøre denne leders liv til et rent helvede. Han lyttede dog stadig efter hvad den makabre skabning havde at sige. Det hele lød meget godt, lige indtil der blev nævnt en ny spion. Hvilken rase?, var den første tanke. Og med et formål at komme tættere på denne engel? Ma'lakel så op et kort sekund inden at han svarede Vlad:
,, Jeg kan ikke beskytte dit legetøj for dig..", sagde han imens at de gylden grønne øjne atter faldt over på dyret.
,, ... eller.. måske for den rigtige pris?", kom det bagefter med en let nydelse i stemmen, som elskede han dette lille stykke i selve aktet!
Han lod posen forsvinde ned i hans lomme, og så derefter på Vlad med et lidt mistroisk udtryk:
,, Men det kommer an på om du vil betale prisen for hende, eller om hun selv vil ligge nakke til, så og sige."

Vladimir kneb sine øjne sammen en smule, og knurrede lavt, da han nævnte beskyttelse. Han fnøs en enkelt gang, og stoppede så sin knurren, og lod sine øjne observere Ma'lakel normalt igen.
"Hmf.. Jeg.. Kan godt.. Selv.. Beskytte. Mine.. Investeringer..." Sagde han med en fornermet stemme, og knækkedes sine ene pegefinger, med sin tommeltot. Da Ma'lakel begyndte at snakke om en pris, blev Vladimir egentligt mere interesseret, end fornermet, over at skulle betale for noget, han egentligt ikke regnede med.. At skulle betale for noget han ikke havde behov for.. Men den måde Ma'lakel fik det frem på, som ville få de fleste til at tænke at en byrde var på vej ned over dem.. Men sidste gang Ma'lakel havde ment noget på den led.. Var Vladimir blevet ansat til at gøe noget, han alligevel ville have gjord, uden at få noget for det, eller ej..
"Hm.. Hjørnetænder.. Er ikke nok.. Denne gang.. Kan jeg, forestille mig?" Spurgte han, og mente det mest som et spørgsmål, indtil hvad Ma'lakel havde i tankerne. Han smilede halvt, da han regnede med at få endnu en opgave, specielt egnet, til en som ham.

Ma'lakel trak med en ligegyldig mine på skuldrende til hvad dyret sagde. Legetøjet var åbenbart ikke så vigtigt alligevel, og på den anden side kunne han jo være ligeglad med det hele, det var bare en god ide at vide hvad ens.. marionetter rende rundt og lavede. Som dukke fører nyttede det ikke noget at være uopmærksom. Dog var det en skam, han ville gerne se dette legetøj. Han så hen til bæstet igen, hvorefter at han skubbede jakken til siden og lod hænderne glide ned i hans lommer, med en afslappet aura, af den slags der fortalte at han enten kedet sig eller ventede på noget. Han gav et lille 'heh' fra sig da bæstet nævnte tænderne, og et svagt smil kunne ses på de lyse brune smalle læber.
,,.. tyve er ikke ligefrem til at prale af min ven... fordobbel det, og jeg vil opfylde din lille fantasi... det kræver jo også tid at finde 'modstandere'.", lidt af en løgn måske, siden Ma'lakel jo bare kunne tage hvem end han så ville og kaste ind i ringen uden at de havde noget at sige til det. Men han fandt ikke tyve tænder som nok til at lade sig selv belemre for at arrangere noget så stort som det, der skulle trods alt noget information om det ud, og det til de rigtige folk.
Han lod lidt fraværende øjnene glide rundt på omgivelserne, og der kom et tænkende smil da han huskede tilbage på en kold vinter dag hvor han var netop her. I selskab med et væsen der trods et underskønt ydre, var lige så makaber som denne vanskabning. Dog tillod han sig ikke hvile der længe, og så tilbage imod dyret.
,, Men.. til sagen.. dit legetøj.. er denne en køn lille sag?".

Vladimir ventede spændt på Ma'lakels bedømmelse, og slikkede sine tænder. Da han gav sit udkald, forsvandt hans smil ikke.. Vladimir, havde intet imod, at skulle dræbe flere for sin pris. Di Morga var fyldt med hætteklædte helgne, som troede at de var 'hellige' og 'rigtige' i sin vej... Vladimir fnøs en smulle, og bukkede så hovedet halvt.
"Tyve.. Mere.. Bliver det.. Men.." Sagde han, og kiggede op igen, og pegede med en af hans klør. "Så.. Har denne.. modstander.. Også bare.. At være det værd.. Og ikke.. En udmagret.. Svag.. Gennempisket.. Kvinde..." Sagde han, med et bredt smil. Han bukkede så sit hoved en smule igen. "Hvis.. At jeg må be.." Endte han sin sæning med. Han blev ved med at skulle huske, at Ma'lakel var over ham, men stadigt ikke var respectløs. Derfor, ville Vladimir heller ikke være det.
Vladimir kiggede op da Ma'lakel kiggede rundt, og Vladimir rejste et øjnbryn, og kiggede lidt rundt. Han vidste ikke hvad Ma'lakel så ved det sted, men det var ham da egentligt også lige meget. Da Ma'lakel spurgte ind til Ashe, rejste han et øjnbryn, og kiggede tilbage på Ma'lakel.
"Køn.. Sag? Hmh.. Jeg.. Ville sige.. At hun har en.. Naturig skønhed.. Ikke at min.. Holding.. Imod sådanne... Factorer.. Er meget bevændt.. Jeg slår ihjel.. Bygger ikke.. Kærlighed.." Sagde han dystert.. Men han nikkede så halvt. "Jeg ville.. Sige ja.. Det.. Er hun.." Han rejste så et øjnbryn igen, og kneb sine øjne en smule sammen. "Hvor... For?" Spurgte han, og med mistro i stemmen. Han frygtede lidt, at Ma'lakel ville tage udnytte af ''hans' legetøj.. Vladimir ville sige Ma'lakel imod, men .ikke kunne stoppe ham.. Ma'lakel var trods alt, hans 'arbejdsgiver'.

Ma'lakel smilede til Vlad, på en måde der ville give en myrekryb i det man ikke helt vidste hvorfor han gjorde det, eller hvad for en tanke der måske drev ham ud det i sleske, lettere sadistiske glædes udtryk. Han lod sig så småt overbevise omkring en lille ting ved selve denne makabre skabning, han besad ikke evnen til at være ærlig overfor sig selv. Med en mørk klukken der let kildrede i halsen på Ma'lakel, talte han igen til Vlad med en halv-grinende tone:
,, Nej, hvad skulle man også bygge det på? Kram og engle? ...", selve det emne syntes at more ham, underligt nok, til en hvis grad at han tillod sig at små grine for første gang i dyrets nærvær, og dog grinte han ikke ad den, men med den.
Efter nogle få sekunder hvor Ma'lakel for første gang morede sig, så han igen hen på Vlad med et behersket dog nervepirrende blik. Man ville have følelsen af at denne ro blot var en midlertidig hvile, og hvis man trykkede rigtigt eller gjorde noget forkert, kunne den sælsomme stilhed blive til et rasende inferno af hadsk vrede der ikke behøvede nogen grund for at komme frem. Som en psykopat, humørsvingninger og handlinger der var uforudsigelige. Han viftede af bæstet med en hånd:
,, Kom her hen.. så skal jeg fortælle dig min lille ... plan!", sagde Ma'lakel smilende.

Vladimir smilte bredt, og fulgte hans latter, med et par hæse hak over hans stemmebånd. Han rystede langsomt hovedet, og smilte bredt, af Ma'lakels grin. Ma'lakels ondskab, og had, var tydeligt, for Vladimir, i alt hvad han gjorde. Selv hans latter lagde en mørk tone over sig, så den ikke ville blive forvirret, med en 'sød' latter.. Sådan noget, kunne Vladimirikke forestille sig, der fantes i Ma'lakels univers.. Ma'lakels blik der fulgte efter, brød ikke VLadimirs smil. Det gjorde det blodt bredere. Ma'lakel var den slags hersker, en hvilken som helst Nosferatu, ville fryde sig over.. Vladimir morede sig meget sjældent, og når han gjorde, var det endten til andres frygt og rædsel, eller deres død. Men Ma'lakels morskab, kunne stadigt få Vladimirs grin frem. Specielt da denne var efterfulgt, af det nervepirende blik.. Vladimir vidste, at Ma'lakel, var lige så, eller være.. End ham selv.
Da Ma'lakel fagtede Vladimir imod sig, kneb han sine øjne sammen. Han så en smule mistroisk ud, og adlød ikke Ma'lakel med det samme, men stirede blot på ham. Men efter kort tid, gik han over menneskeliget ved hans føder, og hen imod Ma'lakel. Vladimir gik dog ikke tættere, end på en meters afstand. Hvis Ma'lakel ville tættere, måtte han selv tage skridtene. Hvor meget Vladimir end engang troede på Ma'lakels ondskab, og nød den, ændrede det ikke, at Ma'lakel formegentligt, var stærk nok til at dræbe Vladimir, uden de store kvaler. Vladimirs dyriske sind, tillod him ikke at stole fuldstændig, på noget, stærkere end hamselv.

Ma'lakels blik havde låst sig på Vlad i det dyret nærmede sig ham. Det var som om at for hvert skridt han tog sugede Ma'lakel information til sig, en information som man kun kunne gætte sig til hvad var. Den sagte tøven i starten, og den meters afstand der blev holdt, signalerede det som Ma'lakel havde ventet: ærefrygt. Hans smil bredte sig i fryd over at dette væsen fandt ham overlegen, ligesom han selv vidste han var det. Nok var den makabre skabning muskuløs som en bulldog, og ville sikkert med tiden blive stærkere, selvom Ma'lakel ikke ligefrem lagde mærke til noget tydeligt forandret ved den, men i sidste ende var Ma'lakel den stærkeste, hvis han ikke var, hvorfor skulle bæstet så bøje sig for ham? Ma'lakels smil der imellem de to vel kunne tydes som venligt, selvom det for andre mere lignede et psykotisk forsøg på at lokke en flue i edderkoppespindet, lod sig svagt dulme imens at han så ind i bæstets øjne, frygtløs som altid, og spurgte:
,, Hvorfor denne afstand? Du er vel ikke bange ..?", en let klukken kom igen fra ham, som morskaben endnu ikke havde fortaget sig.
,, Men planen.. den er meget simpel, få dit legetøj til at skabe splid imellem denne engel og hans kære.. hvis du siger hun er køn, så går jeg ud fra at hun sagtens ville kunne finde ud af at sno sådan en ... ubegavet himmelhumper om sin lille finger? En kvindes nytte ligger i hendes krop, som du sikkert...", Ma'lakel så lidt op af Vlad med et overvejende blik: ,, .. ved?".
.... selvom du vist ikke har rørt en kvindekrop på den måde i flere århundrede..
Et ubehageligt billede formede sig i Ma'lakels hoved af denne skabning og... han rystede det af sig! Og lod igen blikket hvile afventende på bæstet.

Vladimir holdt sine øjne knebet sammen, og observerede alt hvad Ma'lakel gjorde. Hver eneste bevægelse.. Hvilket var næsten ingen, så han blev bare stående. Da Ma'lakel spurgte om han var bange, bredte der sig e tlet smil ove rhans læber, og han klikkede en finger imod hans tining.
"Vil nærmere.. Sige.. At jeg ikke.. Er dum..." Sagde han, og knurrede lavt, i ganske få sekunder, men hans smil forblev. Han pegede så en enkelt gang på Ma'lakel, og lod sin arm hvile ned langs hans side igen. "Nu ikke.. Lege.. For meget.. Med mig.. Ma'lakel.." Sagde han, dog stadigt med et smil. Vladimir havde fået mere af sit gamle jeg tilbage, og han ville gerne behandles med respect. Selv fra en der er ham overlegen.. Dog havde han ikke tænkt sig at gøre noget i det, overfor Ma'lakel.. Ma'lakel var ham overlegen i både styrke, og viden.. Endnu..
Vladimir lyttede interesseret på Ma'lakels plan, og rystede lidt hovedet. Han virkede næsten uforstået, overfor planen, selvom han godt forstod den. Han holdt sine hænder lidt ud til siden.
"Hvorfor.. Lege.. Med falsk.. Kærlighed.. Når.. Frygt.. Kan gøre.. Det samme.. Dog næsten værer..." Sagde han, og smilte lidt igen. Han nikkede dog, og måtte jo indrømme, at kærlighed har skab støre sår, end nogen klo, ville kunne.. Han så betænksom ud, og rystede langsomt på hovedet.
"Jeg tror.. Ikke.. At mit.. Legetøj.. Vil have det.. I sig.. Hun virkede.. Meget.. Genert.. Og nærmest.. Nervøs.. Første gang, hun rente ind i mig.. Om dette.. Var pågrund af.. Liget.. Imellem os, og blodet.. På min hage.. Eller mangel.. På selvtillid.." Fortalte han, og nød nærmest mindet. Frygt, satte Vladimir stor pris på, og han frydede sig, når han kunne presse denne i hovedet på folk. Vladimir så dog ud til at komm til at tænke på noget, og holdt en finger op.
"Ah.. Dog... Hm.. Dog.. Har jeg.. En anden.. Ide... Jeg rente ind.. I en.. Berh.. Is dæmon..." Han fnøs lidt, og rystede på hovedet. "Stedet.. Er nærmest.. Infesteret.. Med dem, og deres.. tricks... Hmf.." Han gik lidt til sin ene side, og lod sine døde øjne vige fra Ma'lakel, imens han snakkede. "Men denne.. Kvinde.. Hun havde en skønhed, som.. Mit.. Legetøj.. Ikke har... Og.." Sagde han og drejede imod Ma'lakel, og pegedepå ham. "Denne.. Søgte dig.. Hvilket.. Er den eneste grund.. Til at jeg ikke.. Bare.. Åd hende.. Ville nødet æde.. En af dine.. Kontakter.." Sagde han. Han smilede bredt, og grinte en enkellt gang. "Ikke med vilje.. I hvert fald..." Sagde han, og smilte bredt. Han kom så til sagen. "Men måske.. Ville hun.. Kunne bruges.. Til denne.. 'Plan'? I stedet for.. Min.. Ejendom..." Foreslog han så endelig, og holdt hænderne lidt ud til siderne.

Ma'lakel lyttede tænkende imens at Vlad talte sin sag, og kom med en ny lokkedue til planen. En lokkedue som Ma'lakel ikke vidste om han kunne stole på, der måtte trods alt finde en form for binding sted, enten imellem herskeren selv eller en af herskerens undersåtter og så det væsen man smed i skærsilden. Netop her var det påkrævet at man vidste hvad man havde med at gøre, alt og alle kunne falde en i ryggen, og ved netop det var Ma'lakel paranoid, da han jo selv havde stået klar med en dolk bag hans tidligere mesters ryg. Han smilede dog svagt efter at væsenet var færdig med at tale, og lod sine øjne hvile på denne, uanfægtet om anmodningen om at han skulle lade være med at 'lege' med ham, med nogle få skridt kom han straks tættere på dette makabre individ der kaldte sig hans undersåt: hvis altså ikke denne veg tilbage, ville han derefter række en hånd ud imod vanskabningen, og ligge sin hånd på dennes kind på en måde der syntes en smule for kærtegnende til at det kunne være en harmløs gestus. Og hvis Ma'lakel fik lov til dette, ville bæstet kunne mærke den pulserende varme fra noget krydret og giftigt blod, løbe igennem den lune hånd der på denne små kølige årstid, føltes lige så varm som solens stråler der stegede en på en sommerdag. Med et slesk smil, og et blik der nærmest ikke værdigerede Vlad noget som helst andet end frustration, sagde han roligt:
,, Min kære.. forvirrede... bødel, jeg leger med dig hvis jeg finder at det er det jeg vil.. det er blot en af de små glæder der er i verden for så... ensomt, et væsen som mig selv!", det var tydeligt at høre på tonelejet at han overdramatiserede, og ikke mente et ord af hvad fanden han sagde, endnu engang, skubbede han, og nød at presse de grænser og trykke på de knapper som bæstet havde givet udtryk for at have, som et barn der ikke havde sans for hvor grænserne lå. Derefter trak han sig, hvis altså han havde fået lov at røre dyret, hvis han ikke havde, havde han blot sagt ordrende og ikke rørt ved bæstet, dog med et skuffet blik.
Han stod med en ligeså rank holdning som før, og så ikke ud til at føle sig synderligt truet eller på anden måde fornærmet over at dyret havde kaldt ham ved navn: han havde jo trods alt et, i modsætningen til denne... ting.
,, Men... en Is dæmon siger du? Der ville have fat på mig.. jamen... det er jo sødt... dog har jeg ikke just særlig meget til overs for disse sne dæmoner... de er så.. hvad kalder man det... kolde? Men ikke desto mindre, vil jeg da overveje denne mulighed hvis jeg vurderer at dit legetøj ikke er godt nok.. det er typisk de generte og lettere uskyldige der pirre en mands sans for dominans.. ikke sandt? ..", et lettere sigende blik blev sendt imod Vlad. ,, Bring hende næste gang.. hvis hun virkelig er for ubrugelig, så vil vi tage din ide i brug, og du kan få lov at lege med dit legetøj i fred, samt at til den tid vil jeg forvente at få resten af de tænder du mangler at give.. og så kan vi begge to jo gå hjem med en sejr, ikke sandt?".

Vladimir veg et skridt tilbage, da Ma'lakel kom imod ham. Han knurrede lavt, da Ma'lakel var helt tæt på ham, og da han så blev berørt, sendte han et hvæs imod Ma'lakel. Dette kunne ikke stoppes, og han havde intet imod at han gjorde det. Den eneste grund til at han ikke rev ud efter Ma'lakel, var endnu engang hans overlegenthed. Vladimir knurrede dog, og kneb sine øjne sammen. Han kunne nu godt se, at han selv fik meget mere ud af disse.. 'Jobs' som han gjorde for Ma'lakel, end han gjorde.. Alt hvad Vlad gjorde, kunne Ma'lakel sikkert også selv. Så Vladimir vidste godt, at han ikke var ham den store nytte, andet end som hans kamphund.. Og en kamphund er kun nyttig, indtil den begynder at se sigselv mere end dens mester. Denne fejl ville Vladimir ikke gøre endnu. Vladimir fnøs lidt over Ma'lakels kommentar, og rystede lidt på hovedet.
"Som du vil... Men er ikke.. Sikkert.. Min stakkels.. Lille.. Forvirede.. Sind.. Kan holde.. Til alt for mange.. Lege.." Sagde han, og smilte bredt, og pegede endnu engang på sit hoved. Han blev stående, imens Ma'lakel trak sig, og lyttede så interesseret til hans ide. VLadimir fnøs en smule over hans nævnen omkring Is dæmoner, og nikkede en enkelt gang.
"Hmf.. Det.. Har jeg.. Fået.. At føle.. Et par gange.. Nu... Og efter.. At du har snakket.. Med denne.. Is.. Dæmon.. Og hvis hun.. Ingen.. Nytte.. Vil hve.. For dig? Må jeg.. Så ikke få... Hende..." Sagde han, med en halvvred mine. "Hun.. Var lidt.. For stor.. I munden.. Over for mig..." Sagde han knurrende, men kontrolerede så hans temperament, og nikkede et par gange.
"Jeg.. Vil skaffe.. FLere.. Tænder.. Til din.. 'Samling'... Og når jeg nu. Har nok.. Vil jeg tilkalde dig.. Og lade dig se til.. Min spion.. Og fortælle hende.. Om din.. Plan..." Sagde han, og nikkede et par gange.. Han pegede så på Ma'lakel. "Men denne. .Is dæmon.. Ville gerne.. Snakke.. Med dig.. Vil du.. Lade hende vente? Eller skal jeg.. Bringe hende.. Så snart, som.. Muligt?" Spurgte han, og tog et par skridt til siden. Han ville for alt i verden gerne have at Ma'lakel godtog Lucinde ubrolig, så han selv kunne få hende...

Ma'lakel's blik efter at han havde rørt ved Vlad var næsten umuligt at fejl tyde: 'dygtig', var næsten malet over herskerens smilende ansigt. Han ville lege, åh, han ville lege indtil at han havde set hvad der skete når man skubbede dette individ udover kanten som han gjorde med alt andet. Dette til dels på grund af nysgerrighed, og til dels på grund af en irriterende stemme i hans hoved der ikke ville lade ham få ro indtil at han havde fundet en bestemt svaghed ved dette væsen, indtil videre, kunne han konstatere at en af dem var nærkontakt, som mange mørke væsener havde problemer med, hvor imod Ma'lakel bifalde denne fysiske kontakt. Den var nyttig, underholdende og særdeles spændende at udforske til det sidste.
Til de næste spørgsmål dog, lod han sit blik flakke væk i tænksomhed endnu engang, og nikkede så som havde han gjort noget op med sig selv:
,, Ja... hvorfor ikke.. lad os se på denne ... is prinsesse.. og hvis jeg finder det passende eller vurdere hende som ubrugelig, så er hun din.. men.. betragt dette som endnu en gave fra min side.. jeg kunne meget vel selv have brugt fornøjelsen af at smage på dæmon kød... igen", et lettere drømmende udtryk kom frem hvorefter Ma'lakel endnu engang havde fokus på Vlad.
,, Ja, lad os sige det.. bring denne is-ting her, samme tidspunkt som nu, imorgen. Det giver dig en dag til at opspore hende, hvilket jeg er sikker på er nok tid.. og sig så aldrig at jeg ikke giver dig noget ", det sidste sagde han med en lettere drillende tone.

Vladimir lod et halvt grin, kæmpe sig forbi hans læber, til Ma'lakels sidste kommentar. Han rystede lidt påhovedet, og lavede så et halvt buk, dog kun med hovedet.
"Kunne jeg.. Aldrig.. Finde på..." Sagde han, med et bredt, lumskt smil. Han var meget tilfreds, i at Ma'lakel gav ham noget, som han også selv kunne bruge. Vladimir ønskede nu bare, at denne 'Lucinde' ikke var til brug for Ma'lakel. Vladimir så, så lættere tænkende ud, og klikkede en negl imod sin ene tand.
"Hm.. Hvis denne.. Dæmon.. Har.. En skade.. Eller to... Ved vores næste. Møde.. VIl dette.. Være uacceptablet?" Spurgte han, og lavede en fagt med hånden, han havde haft i nærheden af sin mund. "Er bange for.. At denne... 'Prinsesse'... Som du så.. Dramtisk.. Kaldte hende.. Har et hvis.. Problem.. Med hendes.. Mund... Hun kan ikke.. Holde.. Sin kæft.. Når hun burde.. Og jeg ved ikke.. Om jeg ville kunne.. Stoppe mig selv.. I.. At bide hende.. Hvis hun.. Behandler mig.. Som sidst..." Sagd eha, med en lav knurrend, og han håbede stærkt, at dette ikke ville være Ma'lakel et problem, da det ville være sværtfor ham, at holde igen, hvis Lucinde var lige så flabet, som sidst.

Ma'lakel vendte sig halvt i det han syntes at dette møde lagde op til at være hævet, men han stoppede dog da Vlad talte endnu engang. Han lyttede til dyrets ord, dog en med form for ligegyldig aura omkring sig, som var dennes ord ikke lige så forbandet vigtigt som denne måske gerne ville have det til at være. Endnu engang gav han blot et smil fra sig og så dernæst på bæstet med en form for stolt blik:
,, Hmm.. hvis det kommer til det.. så tager jeg mig af det, og hvis jeg finder hende ubrugelig eller... for modig vil jeg lade dig om at lege med hende.. men indtil da, må du holde dig tilbage min sultne bødel, vi kan ikke have at hun for et dårligt indtryk af os..", det sidste blev igen sagt med en svag form for sarkasme i stemmen. ,, Tålmodighed.."

Vladimir smilte bredt af hans sidste kommentar, og rystede langsomt hovedet.
"For.. Sent... Hun frøs.. Mit bytte... TIl is... Kunne jeg ikke.. Finde mig i..." Sagde han, og smilede bredt. Han strakte sine skuldre, og nakke, og kiggede så tilbage på Ma'lakel. Han lavede en let grimmase af kommentaren om at skulle være tålmodig, og knurrede kort, dog ikke af Ma'lakel..
"Hmf.. Det.. Er ikke.. Mit bedste... Kort.." Sagde han som svar, men bukked ehalvt med hovedet igen.
"Jeg håber.. Denne.. Kvinde.. Vil være min.. Tålmodighed.. Vær..." Sagde han med en lettere irriteret mine. Han kiggede dog op på Ma'lakel med respect igen, og lavede en fagt med sin hånd.
"Jeg vil bringe denne.. Dæmon.. Foran dig.. I morgen.." Sagde han så. Han smilede bredt, og slikkede sine tænder. "Ubeskadigt..." Sagde han så, og kiggede imod Ma'lakel, med et halvt grin.

Ma'lakel nikkede bare til det sidste der blev sagt, og inden at han vendte sig uden mere at sige i sagen tilføjede han dog:
,, lær' det.. blot et godt råd..", da vendte han sig og gik ud fra det svage lys under havne lampe, løftede en hånd om på siden af hovedet som en form for vink til Vlad inden at han helt forsvandt ud fra synsvidde, og lod sig selvføre hen til gud ved hvor!

//out

Vladimir kneb sine øjne en smule sammen, og knurrede lavt af Ma'lakels sidste kommentar. Dog bredte der sig et halvt smil. Dette dog ikke af Ma'lakels kommentar, men af hans ordre. Vladimir nød hvad han var for Ma'lakel.. Det passede ham fint. Han forsvandt så i en sort røg, og en Flagermus fløj ud af denne med et skrig, og han gik atter på jagt.

//Out