wont look at it. (Vlad)

Sted: Havnen.
Tid: Omkring klokken 20:00.
Dato: 23. november, en tirsdag.
Vejr: Lidt hård blæst, med en mørk himlen.
Omgivelser: Nadine og hvad der ellers befinder sig på havnen.

Nadine havde begivet sig ned til havnen i Di Morga, et sted hun ikke havde set med sine dødelige øjne før at hun kom til byen. Hendes sorte detaljerede kjole blafrede med i vindens retning, imens at hun kiggede udover havet og så på bølgerne som kom og forsvandt. Hendes sorte lange og smukke hår sad lyst ned over hendes skulder som gik længere ned end til hendes bryster. Hendes hud var bleg, men dejlig at røre ved. Hun var ikke særlig høj omkring de 1.68 cm.
Hun var ikke et menneske, hun havde set døden og mødt den foran hendes egne øjne og var blevet forvandlet til hendes værste mareridt. En vampyr med hugtænder som levede at hunger efter blod og dræbe uskyldige væsner. Tsh, sikke et liv. Hun lod sin ene hånd glide op i sit hår, mens at hun satte sig stille ned på kanten tæt på havet, med sine ben udover, hvis vandet ramte hendes bare fødder. Hun tog sig ikke af det, hun nød det, imens at hun lukkede sine øjne lidt af nydelse, lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe og lagde sine hænder på sit skød, på hver af hendes lår.
"Måske skulle jeg gå tilbage til gaden igen" mumlede hun og vendte blikket ned mod sig selv, og nød stilheden som drog hen over hende, Nadine mente at hun var alene, men hun ville blive glad hvis hun fik noget selskab.. og måske end da fik chancen for at få noget mad inden at hun ville forsvinde og dukke op det sted hvor hun hørte til.

Der kom en vhistlen, inde fra en af kloark rørende, som var i midten af kajen, der hvor kanten var højt over vandoverfladen. Denne vhistlen blev intensifiseret, og kunne nu genkændes som små skrig fra flagermuse, og basken fra deres vinger. Derkom så en strøm af flagermuse ud af det bred ekloarkrør, og fløj ud i natten, for at gå på jagt. Strømmen var nærmest formet som en linje, da de fløj op imod himlen, inden at de spredte sig. Der var dog en FLagermus, som fløj fra linjen, allerede kort efter udgangen fra røret. Denne fløj op til en lygtepæl, og hang så der. Den skreg en enkelt gang, og forsvandt så i en sort røg, og ud af røgen faldt der en skikkelse. Denne havde en brun, lang frakke på, og grønne army jeans. Den havde en hætte over sit hoved, så hans ansigt var dækket. Frakken var dog åben foran ham, og hans brystkasse kunne ses. Denne var vansiret, og huden grå, og ganske udmagret. Der kom så et meget højt hvæs fra denne skikkelse, og den kiggede omkring sig. De få folk der havde arbejdet på kajen, og havde set dette, var allerede igang med at flygte derfra. Skikkelsens undersøgende blik, fastlåste sig ned imod den lavere kaj. Hvor han så en kvinde side. Det var tydeligt at lugte, at denne var en vampyr. Skikkelsen blev nu bare stående, og kiggede ned imod Nadine. Hans mat hvide øjne lyste ikke, så dem kunne man ikke engang se, under hans hættes dække.

Hun rejste sig op da hun fik øje på nogle flagermus flyve op mod himlen, et svagt smil dukkede frem på hendes læber, mere eller mindre drømmende, hun havde ikke prøvet at forvandle sig til en flagermus, hun havde ikke tænkte på det og når hun gjorde, vidste hun ikke om hun kunne klare det. Et lydløst suk undslap fra hendes læber inden hun rettede lidt på sin kjole og vendte sig om, og begyndte at gå væk fra havnen, før hun vidste af det kom hun til at gå ind i en skikkelse, som hun ikke havde bemærket inde fra sit åsyn, hun hvæsede og gik nogle skridt tilbage for at se hvem det var.. en mand.. hvis aura hun kunne mærke var kold ligesom hendes egen. Han så noget flot ud og måske måtte hun få chancen for at smage noget af hans blod? Selvom han var en af hendes egen race, elskede hun også at få smagen af dødt blod. Hun var en meget speciel vampyr som man ikke så alle vegne, hun trak svagt på skulderen for at få tanken ud af hovedet og kiggede ned i jorden for at undgå øjenkontakt. "Hvem er du?" spurgte hun stille med en lidt hvislende tone i stemmen. Nadine ventede tålmodigt nok på at få et svar.

Vladimir tog et skridt tilbage da Nadine gik ind i ham, og hvæsede lavt. Da hun så hvæsede tilbage, sendte han den samme gestus tilbage over Nadine, og tog dog nu et skridt frem, og hvæsede næsten truende. Han stirede så på Nadine, med sine døde tomme øjne, og knurrede lavt af hende. Han snuste lidt imod hende, og godtog hende som en Vampyr endnu engang, og rankte så hans ryg, og forsatte med at stire ned på hende. Da hun så spurgte ind til ham, fortsatte hans knurrend igen, i kort tid, og stoppede så igen. Han præsenterede sigselv, med sin hæse, ru stemme:
"Vladimir.. Rasputin..." Svarede han, og kiggede fortsat på Nadine, med et undersøgende blik. Han plejede ikke at overfalde andre Vampyrer, så længe han blev givet den respect, han følte han fortjente. Han sagde dog heller ikke andet, end hans præsentering, og fortsatte i stede bare med at stire.

Hun hvæsede imens at hun kunne mærke at hun blev nedstirret af ham, noget som gjorde at hun ikke kunne vise en form for venlighed overfor ham. Et suk gennem næsen og hun rettede sit blik op mod ham, med en hård og kold stemme sagde hun sagte:
"Nadine Regitze Falk..", efter denne korte præsentation, gik hun tæt hen til ham og lagde sine kolde og blege hænder med sine håndflader på hans brystkasse og skubbede ham et stykke væk, så der kom mere mellemrum imellem dem og dette ville nok forhindre ham i at lade være med at nedstirre hende. Nadine kunne ikke lide det og ville ikke gå hen og blive svag i benene ved at få øjenkontakt med en vampyr på deres første møde.
Nadine var ikke bange af sig, hun turde at slå igen og hvorfor skulle hun vise noget gestus og være venlig under hele mødet?

Vladimir nikkede halvt en enkelt gang, men da Nadine trådte tættere på ham, blev hans knurrend langsomt højere. Han kiggede ned på hendes hånd, og hansøjnbryn rejste sig højt, da hun berørte hans brystkasse, og han tog ikke mere end et halvt skridt tilbage, og hvæsede så højt, og prøvede at gribe fat i Nadines håndled. Hvis han fangede hendes hånd, ville hans greb være hårdt, og fast, og hans knurren, ville blive til rasende, istedet for truende.
"Hvad.. Tror du... Du laver?" Spurgte han med en hæs, hvæsende stemme, og stirede nu ned på Nadine, med sine øjne vidt åbne, og stadigt en høj knurren. Hans anden hånds klør, groede langsomt ud, og blev næsten lige så lange, som hans meget lange fingre, og han strakte sine fingre en smule, imens han rasende stirede på Nadine, med hans lave knurren.

Hun kiggede ned mod sine bare fødder, "Vil ikke nedstirres heller ej få øjenkontakt med dig!" hvislede hun og hendes skarpe hugtænder kom til syne, og hun fortrak sine mundvige i et lumsk smil, "Så men bare det.." sagde hun og kiggede mindre forsigtigt op på ham, Nadine kunne mærke lysten til blod steg i hende, det kunne også ses på hende, bare en lille smagsprøve ville være nok for hende..
Hun nærmede sig ham igen og lagde sine hænder på hver af hans skulder og kiggede stadig lidt på ham, med en lille lurende hvisken mod hans øre sagde hun: "M..å.. må jeg smage?".. og bed kort, men hurtigt fast i hans øreflip som hun hurtigt slap. En fnisen undslap fra hendes strube, imens lagde hun sin ene hånd på hans brystkasse, det sted hvor man kunne skimte nogle af hans små hår og mærkede hans kolde hud, lod sin anden hånd blive liggende på hans skulder. Pillede lidt ved hans hår med fingerspidserne, hun ville ikke forføre ham, blot smage noget af det velsmagende blod.

Med hver eneste centimeter Nadine kom tættere på ham, blev hans knurren være, og være, og han hvæsede lavt da hun var helt tæt ved ham. Da hun så bed hans øreflip, og spurgte ham om dette, hvæsede han højt, og lagde sine fingre omkring hendes hals, og skubbede hende tilbage, så hun stod en armsrækning væk fra ham. Han tog så et fast greb om hendes strube, hvis ikke at hun nåede at skynde sig væk, og han hvæsede så højt igen.
"Hraargh! Hvordan.. Kan du.. Overhoevedet... Foreslå dette! Kun.. En brud.. Må drikke.. Fra en Nosferatu! Du for ikke.. Så meget.. Som en dråbe... Hvis ikke du river det ud af mig.. Og stjæler din tår!" Hvæsede han højt, og pressede hårde fast omkring hendes strub, hvis han havde fadt i hende. Hvis ikke så stirede han nu blot på hende med hans mat hvide øjne, og hans hætte var blevet skubbet bag over af hende, så hans vansirede ansigt kunne nu ses.

Hun prøvede at undgå øjenkontakt med ham, ved at hun lukkede sine øjne lidt, så det lignede at hun skulle til at tage en lille lur, hvis blot hun var et menneske, hvilket hun ikke var og aldrig ville blive det!..
Det kom ikke som en overraskelse for hende at han ville gøre modstand, sikke en vatpind. Hun hvislede og tog fat med begge hænder i hans og kradsede på hans hud og en fin lille rift kom til syne så det begyndte at bløde, et drillende smil spillede på hendes læber, imens at hun kørte sin ene pegefinger hen over det, så hun fik noget blod på det, selv hvis hun ikke kunne få lov at angribe halsen på sit offer, kunne hun skaffe det fra et andet sted på kroppen, hun lod sin finger glide op mod til sine læber og lod blodet ramme hendes underlæbe, hendes tungespids gled hurtigt ud og slikkede det væk, henrykt. Nadine tøvede, "Så du har en elsker?" spurgte hun og rystede svagt på hovedet, "Dumt..meget dumt at have af en vampyr som dig" mumlede hun og satte sine ben op på hans mave og skubbede ham på den måde væk fra sig imens at hun holdte fast i hans hænder, prøvede hun på at komme fri, hvilket lykkedes hende,
"Vi ses.. bedstefar" grinte hun og begyndte at løbe med lynets hastighed væk fra havnen uden at hun så sig tilbage.

Vladimir havde regnet med at hun ville rive, og havde allerede forberedt sig. Dog var vreden der kom over ham, en del støre end han havde regnet med, og han kneb sine øjne sammen, og stirede på hende med et rasende blik. Hvis hun ikke havde skubbet sig væk, ville han have blevet ved med at presse hårde omkring hendes hals, og have brækket den tilsidst. Da hun så begyndte at læbe væk, hvæsede Vladimir højt, og satte efter hende. Vladimir kunne ikke løbe nær så hurtigt som hende, så han måtte håbe på, at han ville kende vejer at løbe, bedre end hende. Han hvæsede højt efter hende, og lod alle sine lange klør, gro ud fra hans fingerspidser.
"Hraargh! Har.. Ingen! Vil heller ikke ha.. Nogen!! Det.. Er bare.. En Nosferatu.. Lov!" Hvæsede han, og ville ikke give op. Han rev en lygtepæl op fra jorden da han passerede den, og kastede den så hårdt efter Nadine.
"Din lille.. Møg unge! Du vil.. Betale.. For hvad du stjal! Om du vil det.. Eller.. Ej!" Hvæsede han, og fortsatte sit hastige løb, og vrede knurrend.

Måske havde hun fået en strejf om at han var omkring på samme alder med hende, men at bruge ordet bedstefar.. det røg bare ud af hendes mund, og alligevel så, så han jo godt ud, det var ikke fordi han så gammel ud. vampyrer var nogle smukke væsner, et unikt udseende som et hvert menneske ville blive blindet af med sine rådne øjne.
Hun havde ikke set det komme, hun havde ikke regnet med at han ville følge efter hende, et skringerende skrig undslap fra hendes læber da enden af lygtepælen ramte noget af hendes krop, som hendes fødder da hun skvattede og faldt ned på jorden uden at have balancen nok til at kunne forhindre det, Nadine var stadig en ny vampyr, hun havde ikke så meget erfaring og balance i sig som visse andre vampyrer der havde levet i længere tid end hende, det overraskede hende at hun fik et svar på at han ingen elsker havde, når det ellers lød til at han havde en elsker ved sin side som han ville beskytte med al magt og give sit blod til. Hun ville blive lykkelig hvis det var hende som var den udkårende, selv hvis hun endnu ikke kendte ham. Det eneste som ville knække hende helt igennem var hans øjne, hun var bange for at få øjenkontakt, der var hun skrækslagen for at det ville ske. Hurtigt og med en klar stemme sagde hun:
"..Jeg vil gøre alt for dig.. bare du ikke går hen og dræber mig"..

Hun ville ikke dø!.. eller se døden i øjnene igen!.. Hun havde fået nok af det og havde regnet med at starte på en frisk på dette nye sted som hun var ankommet til. Hun kiggede ned i jorden og fastholdte sit blik der, end til at hun ville finde ud af hans næste træk om hvad det var hun skulle gøre. Hun kunne se at det ikke nyttede noget hvis hun blev ved med at flygte, hun måtte se om hun kunne komme i et bånd med vampyren. Et bånd hvor han ikke ville gå hen og dræbe hende, men blot snakke med hende.

Da VLadimir indhentede hende, rejste han sin ene hånd, og gjorde klar til at rive ned imod hende, og give hende det endelige slag, men hendes udbrud stoppede ham i bevægelsen. Han stod i stede med sin hånd ove rhovedet, og klør peget imod hende. Han kneb sin øjne sammen en smule, og lod så sine arme hænge ned lang siden igen. Han knurrede lavt, og holdt sine øjne fastlåst på hende.
"En brud.. Er den eneste.. Som må bide.. En Nosferatu.. Det betyder ikke.. Jeg har en elsker..." Sagde han lavt, som en konstatering. Han åbnede så sine øjne normalt, så de mate hvide, døde øjne, stirede ned på hende. Han pegede så på hende, med sin ene klo, og hvæsede lavt.
"Hvad.. SKulle jeg.. Kunne bruge.. En gemen tyv.. Som dig.. Til? Du stjal mit blod... Jeg.. Er i min fulde.. Ret.. Til at dræbe dig..." Sagde han med et vredt toneleje, og kneb sine øjne sammen igen.

Hun vendte sig om på ryggen og så på ham, dog uden at få øjenkontakt, med al nysgerrighed spurgte hun med en blid stemme:
"Hvordan kan jeg blive til..en brud?", hun bed sig noget hårdt i læben, imens at hun ventede på at få et svar, inden at hun langsomt og forsigtigt rejste sig op, hun rømmede sig, "Ved godt at jeg stjal noget af dit blod.. kan give igen med at du vil få lov til at få noget af mit?" forslog hun og lagde sit hoved en smule på skrå, imens at hun betragtede ham. Nadine ville prøve at se om hun kunne redde dette, så hun ikke endte med at ligge død og kvæstet på den kolde jord. "Måske var det på en tyvagtig måde jeg gjorde det på.. men du er et fascinerende eksemplar af en vampyr.. hvis blod jeg bare måtte smage.." sagde hun og kiggede ned i jorden igen. "Dit blod.. smagte.. godt og henrykt..meget velsmagende..som man vil smage om og om igen" fortalte hun.
Nadine vidste ikke hvor hun skulle se hen eller hvad hun ellers skulle sige, et eller andet sted var hun noget skrækslagen for hvad der skulle ske, hun ville prøve endnu engang på at flygte hvis denne mand af en vampyr virkelig ville gå hen og dræbe hende.

Vladimir rejste sine øjnbryn, og hvæsede lavt da hun spurgte ind til det. Han kneb sine øjne en smule sammen, og pegede på hende.
"En Nosferatu.. Brud.. Er det kvindelige.. Billede.. Af hendes gom.. Så denne.. Skulle være stærk.. Som gommen... Du.. Er ingen Nosferatu.. Nærmere.. En Bruha.. Eller måske en Gangrell..." Knurrede han lavt, og kneb sine øjne sammen. Da hun gav sit foreslag, åbnede han sine øjne op en smule. Han smilede bredt, og gik så med langsomme skridt, helt tæt på Nadine. Han gik langsomt omkring hende, og strøg blidt en klo over hendes hals, uden at skære.
"Er du sikker.. På.. At du tør.. Tillade mig det? Jeg.. Er en Nosferatu.. Mine tænder.. Er ikke fine.. Og blide.. Som andre... Vampyres.." Sagde han, og knurrede lavt, imens han gik om bag hendes ryg, hvis ikke at hun vendte sig.

Hun lyttede efter det som han sagde, meget nysgerrig som hun jo var, "Kan jeg blive til en.. Nosferatu..?" spurgte hun stille og lod ham ellers gøre hvad han ville, da hun mærkede hans klo, som han strøg hen over hendes hals, det skræmt hende ikke. "Hvis det kan undgås at jeg ikke ender med at blive dræbt.. kan jeg ikke se hvorfor jeg ikke kan tillade dig at gøre det" sagde hun som et svar på at han gerne måtte bide hende, imens at hun stod stille på sin plads, hun rørte sig ikke ud af flækken..
"Velvidende.. om mit blod er nok til gavn for dig.. har ikke selv smagt mit eget blod endnu" mumlede hun, fordi hun sagde dette var at han skulle være forbedret på at hendes blod måske kunne smage ækelt, og ikke lige frem velsmagende.

Vladimir kneb sine øjne sammen en smule, og gik helt tæt på Nadines ryg, og lagde en hånd omkring hendes talje, for at holde hende tæt. Han lagde så en klo under hendes hage, og forsøgte at vende hendes blik til hans. Han smilede bredt, og lumskt, og knurrede lavt.
"Der er ingen.. Måde.. At blive en Nosferatu på.. Andet.. End først... At dø..." Sagde han med et bredt smil. Han godtog hendes tilladelse, og uden varsel, borede han sine halvskæve tænder dyb i hende. Han drak grådigt, og hurtigt fra hende, og virkede næsten ude af kontrol. Slevom han drak det meste, var der stadigt blod, som flød ned fra såret, og forbi hans læber. Han stoppede ikke med at drikke, før det var tæt på, at være et ubehageligt mangel af blod, og han tillod hende, stadigt at have nok til, i det mindste at gå og bevæge sig. Han slikkede sine læber rene, med et bredt smil.
"Det.. Var ude.. Mærket.. Sagde han med et lumskt smil, og gik så omkring hende, og op foran hende igen.
"Dit tyveri.. Velbetalt for..." Sagde han lavt, og kneb så sine øjne sammen igen. "Du.. Burde ikke.. Ønske.. At blive dette.." Sagde han, og lavede en fagt over sigselv. Han strøg så en klo ned af hendes kind, som ville skære et tyndt sår, hvis ikke at hun flyttede sig. "Det ville ødelægge dit.. Smukke ansigt..." Sagde han med en ond latter.

Hun mærkede ham godt stå tæt på bag hendes ryg, hun lukkede sine øjne helt efter at han vendte hendes blik mod hans, da hun igen mærkede hans klo under hendes hage, et skingerende skrig undslap fra hendes læber igen da han gennemborede sig ned i hendes hals, imens at hun mærkede smerten igennem kroppen, hun hvæsede lidt da han gav slip og havde godt mærket hvordan hun blev en smule svag i kroppen, men det påvirkede hende ikke så meget. Med en hurtig bevægelse tog hun fat i hans klo for at stoppe ham i at skære på hendes hud.
"..Er der ikke en anden udvej?" spurgte hun stille og bed sig i læben, imens at hun kiggede på ham, uden at kigge direkte ind i hans øjne,
det var som om at hun var blevet fanget i en drøm.. en drøm som hun gerne ville have opfyldt, "Eller skal jeg gå min vej?" spurgte hun ligeud med en bestemt tone i stemmen, hun ville vide om hun kunne komme til at betyde noget for ham eller ej. Nadine rystede svagt på hovedet over hans latter og slap hans klo, udover det var hun glad for at hun havde velbetalt for ikke at hun skulle gå hen og blive dræbt.

Vladimir fnøs let, og hev sin klo til sig, ud af hendes hånd. Han knurrede stadigt en smule, og stirede ned på hende. Han tænkte på alternativer, men fandt ingen. Han rystede langsomt på hovedet med et lavt hvæs.
"En Nosferatus.. Liv.. Er ikke.. Et.. Uden betaling.. Hvis at du.. Skulle blive.. Nosferatu... Ville du.. SKulle give slip.. På dit nuværende vampyr liv.. Og modtage et nyt.. Denne.. Forvandling.. Er forskellig.. Men hvis.. En Nosferatu kvinde.. Bliver en andens brud.. Vil deres skønhed.. Blomstre igen... Som Gommens.. Bedre.. Side..." Fortalte han, med hans dystre, og ru stemme. Han pegede så på hendes hals med sin ene klo, og knurrede.
"Men den.. Smerte.. Ville kun være en start.. En Nosferatu.. Skal æde.. Andre væsners kød.. For at overleve.. Hver eneste dag.. River, og bider vores hud.. Vi er.. I konstant.. Smerte..." Sagde han, og kneb sine øjne en smulle sammen. "Jeg tror ikke.. Du ville.. Kunne holde.. Til det..." Sagde han, og knurrede lavt igen.

Hun tøvede let "Ja vel ja.." sagde hun lavt, til kun en vampyr kunne høre hende snakke. Hun trådte nogle skridt tilbage, "Må til at vænne hjem", dog ikke fordi hun havde noget hjem, hun skulle bare vænnes tilbage til gaderne i Terre.
Nadine sendte et lille smil inden at hun vendte sig om og begyndte at gå, det at forlade havnen, da hun ikke kunne se at hun skulle blive når der ikke rigtig skete noget. Desuden var hun også noget svag i kroppen, et tegn på at hun skulle gå hen og slappe af i kroppen. Det var et mærkværdigt, men alligevel et sjovt møde, hvem vidste om de ville mødes igen? Det ville tiden vise. Hun ville i al fald ikke have noget imod det.

Vladimir kneb sine øjne sammen, og nikkede langsomt. Han kiggede efter Nadine i det hun gik, og knurrede lavt. Han hvæsede, inden han sagde.
"Husk... At få.. Noget blod.. Dog overvej.. At lade dem være.. Der er stærkere.. End digselv... Tag nu, og nøjes.. Med et menneske?" Sagde han, og fnøs med en hakkende latter, og vendte så rundt. Han havde drukket fra Nadine, men blod var langt fra nok for Vladimi, han måtte have kød.. Han begyndte så at løb i en tilfældig retning, ville de fleste tænke, men for ham, var det en bestemt retning. Imod det nærmeste, han kunne spise...

Nadine stoppede op og kiggede over skulderen for at se efter ham, et suk undslap fra hendes læber, selvfølgelig vidste hun godt at hun skulle få noget blod, så dum var hun ikke!.. Selvom hun blot var en nyfødt vampyr, det var også derfor at hun af og til bare angreb, fordi hun ikke rigtig havde kontrol over sig selv.. lyst til blod trængte bare ind i hende og det kunne hun ikke gøre for!.. Nadine overvejede og tænkte en del over det, inden at hun vendte sig om igen og satte farten op.. løb hen imod ham, der var et eller andet som sagde hende at hun gerne ville være i nærheden af ham.. Vlad var en speciel vampyr.. en flot eksemplar, og hun havde ikke i sinde at lade venskabet gå til spilde og hvis hun kunne så ville hun være sammen med ham!.. Nadine prikkede til ham på skulderen da hun nåede frem til ham og dukkede op foran ham efter at hun dukkede op foran ham med en hurtig stemme, men blid: "Jeg..undskyld".. hun stillede sig op på tær og lænede sig en smule hen mod ham.. Måske havde han fået et chok at hun løbende hen mod ham, at det overraskede ham.. men hun kunne ikke gøre andet end at stoppe ham i at løbe sin vej.. Nadine lukkede sine øjne lidt og lod deres læber ramme hinandens, måske ville han blive pokkers sur, men hun kunne ikke holde sig tilbage.. også måtte han bare slå hende for det, give hende straf hvis det var sådan, hun masserede lidt hans læber inden at hun kyssede ham, "Undskyld.." sagde hun lavt mod hans læber og hun trak sig lidt tilbage, så der kom noget mere mellemrum.
Nadine vidste ikke om hun skulle begynde at løbe væk, eller flygte, og alligevel stod hun stille, rørte sig ikke. Hun kiggede ned i jorden da hun havde åbnet sine øjne igen.

Vlad havdet blevet ved emd at løbe da hun prikkede hans skulder, og rystede blot på hovedet, men da hun så stod foran han, spærrede han øjnene op, og stoppede brat op, for ikke at løbe ind i hende. Han hvæsede, og gjorde sig klar til at beskytte sig selv, da han gættede på, at den unge vampyr havde tænkt sig at gøre gengæld, og angribe ham igen.. De unge havde ingen respekt for dem der var ældre, i disse tider, så ville ikke have overrasket ham. Da hun undskyldte, skulle han til at hakke igen, men da hun så kyssede, stoppede han, og så nu i stedet overrasket ud. Han trak sig ikke tilbage, og hans kolde læber, forblev på hendes. Da hun så trak sig, og undskyldede igen, knurrede han lavt, inden han hvæsede, og rejste sin højre hånd, og skulle til at rive hende ned, men hans hånd stoppede bare der. Hans øjne forblev sammenknebne, og han knurrede lavt, inden at han lod sine arme hænge ned langs hans sider, og stirede nu blot på Nadine.
"Hvorfor.. Følger.. Du efter mig? Hvorfor... Kysser... Du mig?" Spurgte han, med en halvvred stemme. Vladimir var forvirret, og hans instinkter gjorde at han havde mest lyst til bare at angribe hende, og komme vidre efter hendes fald. man han gjorde det ikke. Han ventede på, at hun forklarede hendes handlinger.

Hun kiggede på hans hånd som havde retning mod hende og hun gættede sig frem til at han tænkte på at slå hende ned igen, men hun stadigvæk stille og lagde sit hoved en smule på skrå, "Jeg.." kom der bare ud fra hendes mund, hun vidste ikke hvad hun skulle svare på det? Hun var begyndt at få et..crush på ham og hun kunne vel ikke bare sige at hun elskede ham? Nadine kiggede lidt ned mod jorden, "Er betaget af dig..mh..jeg kan ikke bare løbe min vej.. vil være sammen med dig..? så.. længe jeg kan" sagde hun tænkende med et lille nik, hun vendte sit blik op mod ham mere eller mindre forsigtigt. "Bare..slå mig..det fortjener jeg.." mumlede hun.. hvis det var at han alligevel ville flippe ud.. kunne hun også tage sin straf med det samme.. hun ville næsten gøre alt hvad det var han bad hende om.. en mærkværdig følelse.. men sådan havde hun det.
Nadine rettede sit blik op mod himlen så de ikke fik megen øjenkontakt, hun sukkede lydløst.. "Mh..hvad vil du egentlig også med en nyfødt vampyr.. som ikke har ret meget erfaring?" spurgte hun lavt, så det næsten ikke kunne høres.. han var meget stærkere end hende og han ville sikkert gerne have en som var næsten lige så stærk som ham selv.

Vladimir lyttede til Nadine, med undersøgende øjne, og kneb dem en smulle sammen. Han knurrede lavt, og hvæsede ladt da hun var færdig. Han gik så langsomt rundt om Nadine, og blev ved med at knurrer. Han checkede hende egentligt ikke, men ville se hendes reaction af det, når han gik omkring hende, og med hans døde stiren på hende. Da han så kom om foran hende igen, foldede han sin højre hånd ved sin side, og svingede den så til Nadines ansigt, og slog hende med baghånden. Hårdt og afstraffende, og fortsatte sin knurren, inden han pegede på hende.
"For.. Ikke at.. Tro på digselv... Du er en.. Vampyr.. Og hvis.. Du nogen sinde.. Vil ind.. I en Nosferatus.. Univers... Skal du aldrig.. Se ned. På digselv... Det er det.. Som udrød.. Os.." Sagde han lavt, og pegede på hende med en klo. Han kiggede så ned af Nadine, og op på hendes øjne igen, med sine sammen knebne.
"De nyfødt.. Er nememre.. At oplære..." Sagde han lavt, og knurrede lidt igen. Han snuste et par gange, og gik så forbi Nadine, med høj fart, dog løb han ikke, det var bare raskt trav.
"Kom.. Først.. Skal du.. have.. noget bod..." Sagde han med en bestemt stemme, og fortsatte, og ventede ikke for at se om hun fulgte med. Hvis ikke hun gjorde, ville han jo bare selv, skaffe sig sit føde..

Hun lod sine øjne følge hans da han begyndte at gå rundt omkring hende, et gøs for igennem hende, inden hun vidste af det fik hun en hård lussing og lod sin ene hånd glide op til sin kind, den som han lige havde slået med et kraftigt slag, hun sagde ikke noget og stod bare stille, imens at hun tog smerten til sig.. Nadine nikkede kort til det han sagde mere gjorde hun ikke, hun så efter ham over skulderen og sukkede lydløst. Med et skridt vendte hun sig om og begyndte at løbe efter ham. Nadine var ikke blevet skræmt endnu.. og desuden ville hun ikke vende sig om og løbe hjem til gaden hvor hun hørte til.. da hun gerne ville trænes og have noget hjælp og det kunne hun få fra Vladimir.
Et strejf af den røde farve dukkede frem på hendes øjne, så hendes naturlige farve forsvandt da hendes trang til blod voksede frem i hende, lige meget om hun fik en rotte eller et andet skadedyr..så ville hun bare have fat i noget blod som hun kunne sluge til sig.