wont look at it. (Vlad)

Nadine lod sig ikke skræmme over at hun blev slået, hun tog bare som det hele kom og lod ham gøre hvad han ville, imens at hun lyttede efter til det som han sagde og nikkede enkel gang, selv hvis han straffede hende så behandlede han, hende ikke så skidt som han havde gjort i starten, når han mente at hun skulle straffes.
"..Er parat til at se det.." sagde hun og kiggede op på ham, om dagen vidste hun ikke hvad hun ville lave, det kunne hun ikke tage beslutninger til nu, før når at hun var i den verden som hun gerne ville ind til, men hun ville jo gerne selv tilbringe tid sammen med ham, så hun havde intet imod det at hun skulle tilbringe natten hos ham..
Nadine håbede på at hun var i stand til at få pladsen og klare sig i en nosferatus verden. "Parat..til at se om jeg kan klare det.." tilføjede hun med et alvorligt nik..og hvæsede lidt, hun ville gøre sit bedste og mere til som hun gjorde som da hun dræbte dæmonen. Efter det som han gjorde for hende.. måtte han så også holde af hende? Nadine var noget spændt.. på hvad der ville ske.. måske var hun en smule bange.. men hun vidste det ikke.. hun var ikke for bange til at træde tilbage.. hun ville gennemføre det!..
"Og tager udfordringen til mig" mumlede hun.

Vladimir bredte sig langsomt et stort smil, og nikkede en enkelt gang. Han lagde så en hånd på Nadines skulder, og ruskede den roligt. Han virkede endnu engang næsten stolt, dog fjernede han sin hånd efter megen kort tid igen.
"Allerede.. Der.. Er der.. En god.. Start. At tage.. Udfordringen.. Op... Kun.. En desperat.. Nosferatu.. Dræber.. Kun.. For at holde sig i live.. Går efter.. Svage.. Ofre.. En frisk og.. Stærk.. Nosferatu.. Går.. Efter udfordringen... Som den.. Dæmon.. Før..." Sagde han, og grinede lumskt. Han kiggede så igen ned af Nadine, og strøg en finger ned af hendes arm.
"Din.. Ungdom.. Springer.. Tydeligt.. Frem... Det skal ikke.. Forstås.. Som en. Dårlig ting.. Vi.. Var alle.. Unge engang... Men.. Du har ikke.. Udviklet.. Din fulde.. Styrke, endnu.. Du har sikkert ikke.. Brugt den.. Så meget endnu?" Sagde han, og kiggede spørgende ind i hendes øjne, hvis ikke at hun kiggede væk.

Et lille hvæs kom fra hende da han ruskede i hende, dog ikke fordi hun havde noget imod det.. hun havde bare ikke forventet det. Nadine lyttede ellers efter det som han sagde, "..Nej det har jeg ikke.." sagde hun og så ind i hans øjne.. imens at hun mærkede en af hans fingre som han strøg ned af hendes arm.. med en blid stemme og dog alligevel alvorlig:
"Jeg tog det også som en udfordring..at dræbe..dæmonen".. mere sagde hun ikke imens at hun kiggede på ham. "Og tager..altid..gerne imod en udfordring..lige meget hvad for en udfordring det er..", hun fortrak sine mundvige i et svagt smil, imens at hun afventede et svar fra ham.. og håbede på at få mere at vide omkring for at komme ind i en..nosferatus..verden.

Vladimir nikkede langsomt, og smilede stort. Han kiggede lidt rundt, og op imod himlen. Han kiggede så tilbage på Nadine, og i hendes øjne imens han snakkede.
"Det var.. Denne også.. Og du.. Klarede det.. Fantastisk.. Dog.. Næste gang.. Lad være.. Med.. At råbe efter.. Mig.. Når jeg. Er blevet.. Kylet igennem.. En væg..." Sagde han, og rejste et øjenbryn, dog med et let smil. "Hold.. Dig fokuseret.. På din opgave.. Også.. Selvom.. Din kompanion.. Skulle være blevet slemt.. Såret.." Sagde han langsomt, men det lille smil forblev. Han var egentligt overraskende glad for Nadines tilstedeværelse.. De sidste som var blevet hans... 'medarbejdere'.. Som han så de fleste som, havde han ikke givet et valg.. Han fortsatte med at kigge ind i Nadines øjne, med hans kolde, tomme, mat hvide øjne.

"Kunne..ikke.. uhm.." mumlede hun og kiggede ind i hans øjne, Nadine nikkede bare til det han sagde, uden at slutte på hendes sætning, som hun var ved at sige. "Vil..huske det.." sagde hun og glippede med sine øjne, imens at hun langsomt førte sin ene hånd op mod hans kind, men trak sin hånd tilbage da hun vidste at han ikke brød sig om det fra de sidste gange hun havde gjort det. Nadine fortsatte med at kigge ind i hans øjne og stod bare stille.. et lille smil var plantet på hendes læber. Og hun nød bare egentlig at stå foran ham.. og have..øjenkontakt med ham..
Det var som om at hun blev fløjet væk under benene.. Nadine havde lyst til at gå tættere på ham.. men hun blev stående på stedet.. da hun ikke ville ødelægge noget.. eller gøre ham sur.

Vladimir lagde mærke, til at hendes øjne glippede, og rejste let et øjnbryn, uden at fjerne hans øjne fra hendes. Han lagde også mærke til, at hendes ord kom lidt langsommere, end normalt når hun snakkede nu. Han undrede sig lidt over det, og så, så tænkende ud. Han pegede på hende, men fjernede ikke hans øjne fra hendes.
"Øjenkontakt.. Det.. Bryder du dig.. Ikke om.. Gør du? Eller.. Er det noget.. Andet.." Han blev ved med at kigge i hendes øjne, nu blev han helt nysgerrig efter hvad det var der gjorde at hun snakkede langsommere, og hvorfor hun glippede med øjnene. Nysgerrig havde han ikke været i megen lang tid. Han kunne godt mærke hun virkede anderledes, og gik en smule til siden, uden at fjerne sine øjne fra hendes, for at se om hendes ville følge efter. Han fortsatte med at gå ti lsiden, indtil hun skulle dreje sit hoved for at blive ved med at kigge ind i hans øjne, hvis at hun stadigt ville dette.

Nadine kiggede undrende på ham da han trådte et skridt til siden..og blev ved med det.. hendes blik fulgte efter ham og hun drejede sit hoved i samme retning som han gik for at holde øjenkontakten.. "De..t..er noget.. andet" sagde hun stille og nikkede til bekræftelse, "Ikke fordi jeg ikke kan lide øjenkontakt..kan godt..lide dine øjne.." sagde hun og bed sig i læben, skulle hun direkte sige det? Nadine vidste ikke om det var klogt af hende.. men alligevel så havde hun svært med at håndtere det. "Når..jeg..får meget øjenkontakt med en..ligesom med dig..kan folk gå..hen og få..kontrollen over mig.." forklarede hun og så på ham.. imens at hun stod stille.. hvis han ville..kunne han godt give en ordre..nu også ville hun gøre det.. dog ville hun alligevel gøre det, selvom han ikke havde kontrol over hende på den måde.. fordi hun ville tilfredsstille Vladimir. Man kunne se på hendes øjne at de blev mere hvide i det, som om at hun mistede synet. Nadines øjne kunne skifte mellem den røde farve til den naturlige farve, som var den grønne farve, også den hvide farve.. som dukkede frem når en person fik kontrollen over hende, via øjenkontakt.

Vladimir rejste et øjnbryn, og veg ikke sine øjne fra hendes. Han viftede så med en finger, og kneb sine øjne en smule sammen.
"Kom her hen.." Sagde han langsomt. Han afventede om hun adlød ordren, med et spændt blik, imens han pegede et halvt skridt foran sig.
Hvis Nadine adlød denne ordre, ville han lade sit blik forblive på hendes øjne, og han smilede bredt.Men han så, så en smule betænksom ud, og kiggede så ned på Nadine igen.
"Det.. Er en meget.. Farlig.. Svaghed..." Sagde han langsomt. Han slap Nadines øjne, og gik lidt hen imod kajen, og stoppede på kanten, og kiggede så tilbage på Nadine, for at se om farven i hendes øjne havde ændret sig, og om overtaget, var taget af. Han var lettere fasineret over dette, da det var noget han kunne bruge. Han vidste ikke, om det var nettop dette, der havde gjort at hun havde interresse i ham. Dett måtte han finde ud af. Men med tiden. Han. Havde ikke travlt...

Nadine så på ham..klart og tydeligt.. hørte hun ordren og begyndte at gå hen til ham, imens at hun godt vidste inderst inde at det var en farlig svaghed derfor prøvede hun også at undgå øjenkontakt med personer som hun mødte på sin vej, da hun ikke ville komme under deres kontrol. Hun vidste ikke hvordan hun skulle styre det uden at lade være med at kigge for meget på andres øjne, men det var noget som man ikke kunne undgå som sådan? Hun gik i samme retning som Vladimir, lidt hen mod kajen og stoppede ved kanten, hendes øjenfarve havde end ikke ændret sig. For at få hende tilbage skulle man bide i en af hendes fingre end til at det begyndte at bløde og hun ville kunne kunne mærke et sus i kroppen som fik hende tilbage til at være sig selv igen, så personen ikke længere havde kontrol over hende.

Vladimir rejste et øjnbryn da hun fulgte efter ham. Han knurrde lavt, og vendte sig imod hende, og lavede en fagt foran hende.
"Snap.. Out of it Nadine... Jeg.. Vil ikke.. Have kontrol over.. Dig mere.. Ikke lige nu..." Sagde han, og viftede med sin hånd. Han knurrede lidt, og gik hen af kajen, igen uden at kigge på hende, men for at se om hun ville følge efter.
"Hvis.. Jeg stadigt.. Kontrolere dig.. Via påtvungede.. Følelser.. Så følg efter.. Hvis ikke.. Så bliv stående..." Sagde han, og kneb sine øjne en smule sammen. Hvis at hun stadigt var under hans kontrol, og kom hen til ham, hvæsede han lavt.
"Hvad... Skal jeg.. Gøre.. For.. At få dig ud.. Af.. Det?" Spurgte han så, og knurrede lavt. Han ville have hende ud af denne, for at se, om han havde haft hende lidt under kontrol helle tiden, og at øjnene, måske kun blev hvide efter lang tid?

"Vladi..mir..." mumlede hun lavt og så på ham, "Bid.." sagde hun stille og førte sin ene hånd op mod hans læber, og lod sin pegefinger berøre hans underlæbe.. hun vidste godt hvad der foregik, men hun kunne bare ikke stride imod når hun fik en ordrer.. når personen stillede hende et spørgsmål..svarede hun også på det..
"Bid..end til det..kommer til at bløde" sagde hun og kiggede på ham, lagde sit hoved en smule på skrå, og et lille smil dukkede frem på hendes læber, hun vidste ikke om det var godt eller skidt at Vladimir.. nu vidste til hendes svaghed.. han var den eneste som lige kendte til den.
Nadine ventede blot på at han ville bide hende.. i fingeren..så hun kunne komme ud af denne form for trance.

Vladimir lagde sin hånd fast omkring Nadines hånd, og lagde en finger på hendes finger, og pressede hendes fingerspids imod en af hans skarpe tænder, og hvæsede lavt. Hans blev ved med at holde fast i hendes hånd i et stykke tid, og ventede for at se om farven forsvandt. Hvis at den gjorde gave han slip, og slikkede hendes blod fra hans tand.
"Godt.." Sagde han lavt, og vente sig, og kiggede ud over havet. Han lagde en hånd på sin hals, og strøg fingrene let hen over et sted, der virkede bestemt. Han fjernede så langsomt sin hånd imens han snakkede:
"Påtvungede.. Følelser.. Er forfærdelige..." Sagde han med en lav knurren, og kneb sine øjne sammen en smule. Han kiggede så tilbage på Nadine, og ned af hende.
"Er.. Du ude.. Af min.. Kontrol nu?" Spurgte han med en fast stemme, og kiggede ind i hendes øjne, dog kun kort for at se om de stadigt var hvide.

Nadine gispede lavt da hun mærkede at hun blev bidt i fingeren.. og hendes naturlige øjenfarve dukkede frem bag ved pupillerne. Hun rystede kort på hovedet, imens at hun mærkede et sus i kroppen da hun kom til sig selv igen, hun kunne ikke helt fatte at det var sket.. men et eller andet sted, vidste hun også at hun ikke kunne undgå at gå igennem det, når det var en af hendes svagheder. Hun kiggede stille på ham. "Ja..det er jeg".. hun sagde ikke mere, inden at hun dog tilføjede: "Du..må ikke sige det.. til nogen..kun..dig.. der ved det..", og hun trak sin hånd til sig og slikkede det værste blod af hendes finger. Nadine vidste ikke om det var farligt for hende at spørge, men hun gjorde det alligevel: "Tror du at jeg.. kan klare at komme ind i din verden?".. hun rettede sit blik op mod himlen og glippede lidt med sine øjne, og hun fortrak sine mundvige i et skævt smil, inden at hun sukkede lydløst og ventede på hvad han ville sige til hendes spørgsmål.

Vladimir kiggede kort på hende, men lagde så sit ansigt fast på hendes da hun slikede sit eget blod til sig, og han hvæsede højt, og rakte ud imod hende, og greb fat i hendes håndled. Et meget fast, og hårdt greb. Han hev hende så lidt hen til sig, og kiggede indædene på hende.
"Hvad! Sagde jeg.. Angående dit eget... Blod?" Spurgte han, og hvæsede. Han stirede på hende et kort stykke tid, og gav så slip. Han skubbede hende ikke væk, lyttede blot til hendes spørgsmål. Han kneb sine øjne sammen en smule, og nikkede meget kort.
"Måske... Dette.. Vil jeg ikke.. Kunne sige.. Men.. DU udviser.. Hvad.. Der skal til.. Men... Den svaghed.. Skal vi.. Arbejde på.. Enten.. Skal vi finde.. En måde.. At dulme dette.. Ellers.. Vil en Nosferatus.. Liv.. Blive hårdt.." Sagde han. Han så en smule betænksom ud, og bredte så et halvt smil. "Men.. Du kunne.. Jo lide. En udfordring?" Sagde han, og fnøs en enkelt gang. Så tæt Vladimir for det meste kom på en latter.

Nadine knep sine øjne sammen da han tog hårdt fat i hendes håndled, inden at hun rettede sit blik op mod ham igen og nikkede bare enkel gang... uden at svare på hans spørgsmål.
"..Jeg ved bare ikke hvad der skulle forhindre det.. medmindre at jeg fik et bånd foran øjnene..for hver gang jeg kom til at møde et nyt væsen eller menneske på min vej.." sagde hun og undslap et lille grin, hun rømmede sig dog hurtigt.. da hun egentlig ikke kunne se helt det sjove i det. Hun kiggede op på ham og blev stående hvor hun var, hun kunne godt lide.. at stå en smule tæt på ham og hun ville gerne komme tættere på ham..men hun turde ikke rigtigt.. risikoen for at han ville skubbe hende væk og at han så ville gå sin vej var stor. Og hun ville ikke ødelægge noget. "..Hvad tænker du på?" spurgte hun af ren nysgerrighed, da han nævnte at hun godt kunne lide udfordringer, ja.. det kunne hun, men det kom også meget an på.. hvad for nogle udfordringer det var.. hun var jo ikke det stærkeste væsen.. og hun vidste ikke hvor meget hun kunne holde til angående med at gå i kamp og dræbe uskyldige når lysten var der.

Vladimir smilede bredt, og kiggede over havet igen. Han rystede langsomt på hovedet ved hans tanker, der fløj af sig selv. Dette havde de ikke gjord i meget lang tid. Vladimir havde holdt sig focuseret på hvad han lavede i lang tid. Ikke tænkt fremad, andet end når han blev konfronteret med noget som havde vægt på fremtiden.. Han kiggede så tilbage på Nadine.
"Nosferatuer.. Nyder.. Frygt.. Gør jeg.. Og dem jeg.. ENgang kendte.. I hvert fald.. Og at se.. Frygten.. I offerets.. Øjne.. Der er ingen.. Mere tilfredstillende.. Følelse.." Sagde han, med et bredt grin. Han lavede så en fagt med sin ene hånd. "Og.. Så har øjnkontakt.. En hvis.. Effect også.. En.. Stor en.. En indædt stiren.. For de fleste.. Til at ryste..." Sagde han, med endnu et bredt smil. Han kiggede kort op i himlen igen, og så tilbage på Nadine. Nadine havde overrasket ham. Han havde troet hun var en, af de mage kopier.. En tilhørende Bruha klanen måske? Men nej, Nadine hade tydeligvis ingen bestemt klan. Hun havde vidst ikke haft en mester, der havde holdt sig så meget inde i Vampyr hierakiet.. Måske en Vandre? Der ikke holdt sig fast til nogen? Lige meget hvad, så havde Nadine overrasket Vladimir, positivt.

Nadine tog stille fat i hans trøje med begge hænder, uden at hun trak i det, hun knyttede bare sine hænder og kiggede op på ham. "Kender du en måde..som kan gøre..at.. jeg ikke kan frygte at kigge ind i andres øjne?.. Så jeg ikke behøver at tænke på..at andre kan tage kontrollen over mig?" spurgte hun stille og bed sig lidt i læben, dog ikke hårdt. Nadine ville gerne have gjort et eller andet ved det, så hun ikke længere behøvede at spekulere over det, men et sted så ville hun altid have det, hun kunne ikke lade det forsvinde for evigt. Det..var en af hendes svagheder og en del af det som gjorde hende til den person hun var.
Hun kiggede spændt op på ham og smilede lidt, imens at hun ventede på at få et svar. Hun lagde sit hoved en smule ind mod hans brystkasse.

Vladimir kiggede ned på Nadine, og havde egentligt tænkt sig at skubbe hende væk, men det gjorde han ikke. Han kiggede bare ned på Nadine, og rystede langsomt på hovedet. Han vidste ikke hvad han skulle kunne gøre.. Han var ikke en der planlagde ting. Han var ikke en der fandt ud af ting.. Vladimir var stadigt mere et dyr, end et væsen.
"Nej.. Nadine.. Det ved.. Jeg ikke.. Jeg.. Vil dø.. Efter ganske få.. Sekunder.. I solen.. Det.. Er en svaghed.. Jeg ikke kan slippe for.. Nogen af.. Vampyrene nutildags.. Kan.. Være udenfor i længere tid.. Men ikke mig.. En svaghed.. Jeg må leve med.. Måske.. Er din også det.." Sagde han med den samme stemme, uden nogen speciel tone. Han lagde dog en hånd på hendes ryg, og kiggede ud over havet, før han kiggede op i himlen. Han ville egentligt gerne hjælpe Nadine, så han prøvede faktisk at finde en løsning, men det var en allerede tapt kamp. Vladimir ville ikke kunne finde en løsning.. Ikke nu..

Nadine kiggede op på ham og smilede lidt. "Mit liv har i forvejen været hårdt.. og vil gerne tage imod endnu en udfordring.." sagde hun stille og lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, "Jeg..vil ikke give op, hvis det bliver hårdere end mit liv allerede er" sagde hun og var overrasket.. men glad overfor at han ikke skubbede hende væk.
"Er parat til at gå ind i en Nosferatus verden..fordi jeg på forhånd ved at det vil blive hårdt for mig..og kan godt lide ting til mig som ikke er nemt..dog ved jeg godt at dette blot ikke er bare en ting" sagde hun og prøvede at få øjenkontakt med ham, imens at hun snakkede mente, alt det som kom ud fra hendes mund.. Hun ville ikke presse sig på ham. Men han skulle vide at hun ikke var bange for at hendes liv ville blive hårdere end det var i forvejen.

Vladimir nikkede, og smilede langsomt bredt, og kiggede ind i Nadines øjne. Han ville egentligt ikke have kontrol over hende, men øjnkontakt betød meget for Vladimir, men han brød den så, for ikke at tage kontrol over Nadine, og kiggede i stedet ud over havet igen.
"Der kommer.. Et møde.. Med Vampyre.. Om ikke lang tid.." Han kiggede ned på Nadine igen. "Du burde tage dertil.. Jeg ved ikke hvad der vil ske.. Ved ikke.. Engang.. Om jeg kommer.. Men du burde.. Der. .Vil der.. Garanteret.. Være andre klaner.. Tilstede.. Så se.. Om.. En Nosferatus vej.. Virkelig.. Er den du vil træde." Sagde han roligt, og smilede langsomt. Han lagde så en hånd på Nadines skulder, og nikkede en enkelt gang. "Og så efter det.. Vil vi.. Mødes igen.. Hvis du stadigt vælger.. Nosferatuens.. Vej.." Sagde han, og nikkede en enkelt gang.

Nadine så på ham og kunne mærke vreden stige frem i hende.. som kunne ses på hende og hun fjernede hurtigt hans hånd fra hendes skulder, "..Du tror ikke på mig" mumlede hun med et hvæs og hun trak sig tilbage. Hun undgik øjenkontakt med ham og trådte flere skridt tilbage så der kom mellemrum imellem dem.
"Lad som om at du ikke kender mig" hvæsede hun og forsvandt som lynets hastighed fra stedet og løb så hurtigt væk fra stedet som hun kunne, uden at hun så sig tilbage. Vreden steg bare i hende og hun måtte finde et offer med det samme som hun kunne flå i små stykker.. et væsen..et menneske.. eller et dyr..Hun havde mødt vampyren som prøvede at samle andre vampyrer til et møde som Vladimir havde snakket om. Hun havde valgt at møde op, men det kunne hurtigt ændres.

Vladimir rejste et øjnbryn, og kiggede efter Nadine. Han kneb så sine øjne sammen, og knurrede lavt, og knuggede sin hånd.
"Raargh! Hvorfor! Skulle jeg!" Hvæsede han efter hende. Han blev ved med at knurrer i det han gik imod kanten af kajen, med langsomme skridt. Han skulle til at tage et skridt over kanten, men stoppede og kiggede tilbage imod Nadine. Han knurrede stadigt, men hvæste så, og hoppede fra kanten, og greb fat i en et kloark udgangs top, og svingede derind. Han ville ikke tage en vampyr til sig, hvis denne stadigt ikke havde set andre klaner.. Nosferatu klanen var den mest hadedet. Den der var set mest ned på.. Den, ingen af de andre ville indrømme, var en del af deres blod.. At de også er vampyrer... Hvis Nadine nogensinde skulle blive en Nosferatu. Skulle hun acceptere dette. Hvis ikke at hun kunne det, ville hun aldrig kunne blive en Nosferatu.. Vladimir kiggede sig ikke længere tilbage, imens han gik vidre ind i kloarkerne. Hans hjem.. Der.. Hvor Nosferatuer høre til.. Langt.. Væk fra alle andres øjne..

//Out..?//

//Vlad kommer ikke tilbage i hvert fald, da det er for tæt på dag, og han frygter solen som det eneste.. :) //