Ude i den kolde nat(James)

Sted: Kirkegården.
Tid: Omkring klokken 21:00.
Dato: den 24. november, en onsdag.
Omgivelser: Nadine og hvad der ellers befinder sig på kirkegården.
Vejr: Mørk himmel med få stjerner fremme, lidt hård vind.

En sort beklædt skikkelse sad på en ødelagt gravsten omkring et sted i midten på kirkegården i Di Morga, hendes sorte deltaljerede kjole blafrede let med vinden, som havde en flot v udskæring ved hendes bryster, hendes gode former af en kvindekrop kunne ses, men det var ikke sådan at hun ville forføre sig frem. Hun havde bare fødder da hun ingen sko havde, men hun følte heller ikke at hun havde brug for dem.
Denne kvinde var ikke et sølle menneske, også kaldt det svageste led i fødekæden, hun var en vampyr.. en nyfødt vampyr som elskede at få en smagsprøve af hvert offer hun kom i møde på sin egen vej. Blod var det hun overlevede af og hun var ikke i sinde at stoppe, når hun blev betaget af en person som nærmede hende inde for hendes rækkevidde. Kvinden hed Nadine.. og var 19 år gammel, blot et ungt eksemplar inde i voksenrækken. Det lød som en hvisken i vinden, hendes stemme var blid:
"Hm.. sikke et sørgeligt sted og dog alligevel ikke.." Nadine fortrak sine mundvige i et skævt smil inden at hun lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, hun rettede en smule på sin sorte kjole, der kunne ses nogle bloddråber på den som var størknet, men hun var ligeglad.. hun gjorde intet ved det.
Hendes sorte lange hår hang lyst og vinden tog af og til fat i nogle af hendes hårtotter, hendes hud var bleg, men sød og blød at røre ved. Hun havde mørke øjne, som fik et strejf af den røde farve når hun var sulten og fik færden af velsmagende blod.
Hun lod sine dødelige øjne glide rundt, iagttog stedet, som om at det var hendes territorium. Et større smil dukkede frem på hendes læber da hun fik øje på en edderkop kravle hen over jorden, der var flere gravsten som var blevet ødelagt, men alligevel var der også nogen som var fint pyntet med blomster som dog var blevet visne. Der var ved at blive mørkt, hun vidste ikke hvad klokken var, Nadine holdte aldrig øje med tiden, hun nød livet som det kom. *Gad vide om der vil komme et offer..på dette sted* tænkte hun og smilede fornøjet. Hun var spændt og nysgerrig for om der ville komme nogen og holde hende med selskab, selvom det var sent hen på aftenen og at møde ville foregå på kirkegården.
Et sted som var første gang at hun betrådte sine fødder, det var sjældent at hun gik i sko, hun nød friheden da hun var død i forvejen, så kunne hun ikke blive syg, så hvorfor bakke sig selv ind, når hun alligevel kunne gøre som hun ville? På et tidspunkt måtte hun finde et hjem.. et hjem som kunne blive hendes skjule sted, så hun havde et sted at være, hvis hun ikke havde andre steder at gå hen.