Dødens Kolde greb

Tid :: 00:00(Midnat)
sted :: Skoven Nær Velarians lejr,
Omgivelser :: Ingen at se overhovedet omkring.
vejr :: lunt og en klam kold fornemmelse i luftens brise, Månen står højt på himlen
Dato :: 28 april



Kajika gik for sig selv hen af stien til Velarians lejr inde dybt inde i skovens mest dunkleste midte, hun tog sig stille til skuldren og fik det lidt ubehageligt det var som om nogen iagttog hende og nogen ville nærmest flå i hende, hun så sig rundt med de smukke grå øjne og rødmede let i det hun sukkede og ikke vidste hvorfor hun ikke var kommet til velarians lejr i nu, hun bar ikke særlig meget tøj og hendes krop var smuk formet og hendes lange sorte hår så smukt ud, først kunne man godt tro hun var sådan en bad girl men hun var faktisk en utrolig genert flov, smuk og virkelig kær pige, der ingen gjorde noget. hun så sig stille om i det hun kom til Velarians lejr stivnede hun "Hvem er det dog! der står i velarians lejr!!" hun kom stille frem og sagde"Hvem er du" hun så på fyren og tænkte*en ægte Sort elver!!!* hun havde en kort uskyldig flot hvid kjole på uden stropper for oven og så mod fyren

Tøjet
http://online-mode.dk/images/5730-2.jpg

Han smilede og åbnede øjnene da han hørte Kajikas stemme. Han vendte sig om mod hende. Metalspænderne i hans læderbrynje klirrede lidt, og hans lange, gråhvide hår bølgede ved hans bevægelse. Han tog et enkelt skridt fremad. Hans tunge læderstøvle ramte jorden med et dunk.
Han var høj. Omkring hundredeoghalvfems eller lidt mere. På ryggen havde han to sværd. De sad i en sort, smukt udskåret korsskede af læder.
Hans brynje var forstærket flere steder med sort stål, og det var gjort på en måde så den var virkelig flot.
Han så på Kajika med sine kolde, sølvfarvede øjne.
Han åbnede munden og begyndte at tale, og hans stemme var en blanding af ekstrem kulde, morskab og rendyrket, modbydelig ondskab. Han sagde: "Du må være Kajika... Kajika Guldhjerte."

kajika så forskrækket på ham men lagde utrolig mærke til det smukke helt hvide blonde hår og rødmede i det han så mod hende direkte nu og han så ikke speciel sød ud, hun så på ham uskyldigt og gik et skridt bagud langsomt og sagde med en stille uskyldig nervøs stemme"ja det er.... det er mig" hun over rødmede nu og så stille væk i det håret følgede hendes smukke bevægelse og svang sig med sig, Hun sagde stille til sig selv"Han...... han det ham... der får mine nerver til at flippe helt ud ...."

Han smilede og rakte en behandsket hånd frem mod hende.
"Kom her min søde... vær ikke bange."
Han tog et skrid frem mod hende. Og et til. Og et til.
Han gik roligt og langsomt frem mod Kajika med et venligt smil og en udstrakt hånd.
"Her. Tag min hånd og lad os introducere os ordentligt." sagde han.

kajika så på ham med de uskyldige sølv øjne og så han havde fuldkommen samme slags øjne i det hun så mod hans øjne så hun mod hans hånd bagefter og strakte blidt sin ud og gik et skridt mod ham, hendes smukke stramme kjole der var løs forneden flagrede smukt efter hendes yndefylde elegante bevægelser med de smukke ben og så stille på ham i mens, i det hun mærkede sin hånd i hans sagde hun stille"Mit navn er som sagt ... kajika.... kajika thé volkan" hun over rødmede over at stå ansigt til ansigt med en så høj og så en rigtig sort elver....

Han bukkede sig ned og kyssede hendes hånd.
"Mit navn er Zane D'tarion." sagde han så og så hende i øjnene.
"Sikke smukke øjne frøken Volkan." han smilede til hende.
"Du kender Velarian kan jeg forstå på det hele." sagde han så og slap hendes hånd.
Han strøj en lok af sit smukke, gåhvide hår om bag sit spidse øre.

kajika rødmede mega og så genert væk fra ham og sagde stille angående komplimanet med hendes øjne" Ta...... tak... tror jeg nok" hun tog sig til de rød nuance kinder og så på ham med et blidt og genert blik i det hun rørte lidt ved kjolens ende og lod den stille svinge fra side til side i det hun stod der uskyldigt og så på ham og sagde"du er ..... er Sort elver har jeg ikke ret" hun så på ham helt overrasket over han havde samme øjne som hende og han havde helt hvid hår, men hun tænkte os lidt på velarian nu og så vidt hun huskede havde velarian da os det????... hun nikkede stille og sagde"ja jeg kender velarian... han er en af mine bedste venner"

"Åh ja... venskab." sagde han. "Du ved han elsker dig, ikke sandt? Du ved også hvor højt, gør du ikke... Kajika Guldhejrte?" spurgte han og smilede koldt.
Hans sølvfarvede øjne udstrålede nu en ondskab som var langt dybere og farligere end noget hun nogensinde havde set før.
Han stod bare og smilede, og ventede på svar.
Han lagde armene over kors, og læderbrynjen gav sig lidt.

kajika så på ham helt nervøst og sagde"joooo jeg ved han elsker mig men ikke rigtig hvor højt men... ser du jeg har allerede en kæreste altså han er demon og sådan..... og jeg jo aspara så det fint nok men altså ser du ... før jeg mødte velarian havde jeg allerede mødt min elskede Zann" hun over rødmede og gik nu et skidt bagud mod et træ og så meget varsomt på denne ondskab der var ved at vise sig inden i ham og sagde"men jeg ville ikke han Velarian blev forelsket i mig jeg ville bare gerne ha ham som min allerbedste ven i hele verden og være der for ham for evigt som jeg er for mmin fyr...." hun rystede nervøst nu

"Hvor sødt og vidunderligt." sagde han. Han stod bare og betragtede hende.
"Du har ingen ide om hvem jeg er... har du vel? Så lad mig fortælle dig det."
Han forsvandt og dukkede pludselig op bag hende. Han tog hurtigt om hende med den ene arm og holdt hende fast. Han borede modbydeligt fingrene ind i hendes mave. Det gjorde ondt på hende og han nød det.
"Jeg..." sagde han "Er Velarians storebror. Jeg har jagtet ham længe, og forsøgt at finde ud af hvordan jeg rammer ham hårdest..."
Hans fingre borede sig længere ind, men uden at gøre rigtig skade.
Han hviskede i hendes øre:
"Og jeg tror endelig at jeg har opdaget hvad jeg skal gøre for at ramme ham så hårdt at han vælter."

hun så ham forsvinde for øjnene af sig og pludselig fik hun en rigtig dårlig fornemmelse i maven i det hun mærkede ham bagved sig og sagde stille"nej jeg ved ikke hvem du er" hun stivnede da hun hørte at han var bror til velarian og skrig da han tog om hende og sagde"nej slip! mig jeg ber dig .... slip!!! aaaaaarghh!!!" hun sparkede løs og prøvede at fjerne hans hånd ved maven og sagde"slip det gør ondt!!" hun så sig over skuldren mod ham og hendes øjne dirrede nu af skræk og sagde"nej du må ikke såre velarian !! du må ikke .... slip mig!! hvad vil du med mig" hun fik sig revet fri og begyndte at løbe igennem skoven hendes lange hår flagrede smukt og hendes kjole flagrede os elegant med hende

Han lo ondskabsfuldt da hun rev sig fri og løb.
Han sprang efter hende.
*Tid til at lege!* tænkte han ondt.
"Du kan ligeså godt holde op med at løbe min søde!" råbte han "Ingen er nogensinde undsluppet Zane D'tarion!"
Han løb efter hende, men lod med vilje være med at indhente hende. Han holdt trit med hende i stedet. Han nød hendes frygt.

Et godt stykke fra dem kom Ahngel gående. Han havde akkurat været i byen for at tilfredsstille sin sult, og havde nu haft en lyst til at mærke skoven omkring sig endnu en gang. Det havde efterhånden været flere dage siden han sidst havde været derude.
Hans lange sorte hår blev blidt vejet igennem af vinden og blæst ind over hans marmorhvide ansigt imens han med de blodrøde øjne kærtegnede naturen med skæret derfra. Skoven. Et af de steder som han kunne være fuldkommen sig selv ved..
Han tav da han hørte skrig lidt derfra og fødder knækkende skovbunden i et panisk løb. Han vendte sig undrende imod lyden, som var beskyttet fra træernes skjulende stammer.

Kajika råbte"Så har du aldrig mødt en Thé Volkan!!" hun løb så hurtigt hun kunne i det hun så sig over skuldren var det som om alt gik i slow motion og hun faldt til jorden med et over at være faldet over en gren, hun slog sin dårlige fod der nææsten lige var helet fra sidst da den brækkede og skrig, hun tog sig til foden og så mod Zane i det hun rejste sig hurtigt op igen og løb videre hun smed sine sko for bedre at kunne løbe og man kunne høre hendes fodtrin i skovens bryn, hun kæmpede for sit liv intet af hendes evne eller magi var kamp evne magi....

Han smilede. "Katten efter musen, og musen er skadet* tænkte han frydefuldt.
Han satte farten op, og begyndte at hale ind på hende. Han lo højt og ondskabsfuldt.
"Du er min, lille Aspara!" råbte han med sin iskolde stemme.
*Måske skulle jeg vise hende hvorfor Velarian forlod vores klan* tænkte han, og et vanvittigt, sadistisk smil bredte sig på hans ansigt.

Mikala hade se det og stille sig i vejen for Zane " hey hvordan et det du opføre dig ove rfor en pige led hende dog være i fred eller for du med mig og bestille " sahde mikala og stod foran Kajika " er du okey min ven " sagde mikala til Kajika

Ahngel vendte kort hovedet efter den nye retning af lyden. Var det Kajika? Han lod et øjeblik til at forsvinde fra sin plads i skoven og stod nu oppe i træerne, en del tættere på dem idet han kiggede undrende på dem. Kajika og en sorteelver? Han hævede kort et øjenbryn. Burde han mon blande sig? Egentlig var det jo ikke hans kamp, men han kunne mærke sejlet over hans hjerte skrige med stemmen han havde som barn. Hjælp hende. Jeg ber dig!
Ahngel hvæsede irriteret over sit eget syn på sagen. FINT! Men kun denne gang!
Han var væk igen. Forsvundet fra sin plads i træet og stod nu imellem dem. "Lad Kajika være i fred, sorteelver!" sagde han faretruende imod den fremmede.

Tak...

kajika så på dem alle helt overrasket den ene kendte hun men pigen kendte hun ikke, hun så på dem stille og sagde"nej flygt !!!" hun så overrasket mod Zane og begyndte stille at løbe igen, hun måtte væk her fra fordi hun kunne mærke noget en følse af at det ville gå galt ingen skulle komme tilskade for hende´s skyld. hun så sig ikke over skuldren men regnede med at sort elveren ville følge hende og ikke Ahngel eller pigen for den sagt skyld

Mikala fulde med Kajika " er du okey gjore han dig ondt " sagde Mikala og trak hende ind i skygge og så undersøger på hende " jeg er mikala en Velarian´s venner halvt dæmon og halvt mennsker " sgde mikala og så på hende og i mof Ahngle og Zane

//skal lige spise//

Han lo ad dem. Tåber! Hvor kunne de tro at de kunne stoppe ham? HAM!?
Vampyren var ganske vist tæmmelig stærk, men Zane vidste at selv Ahngel ikke kunne måle sig med ham. Pigen var heller ikke nogen trussel.
Han sprang noget nær tyve meter op i luften, rakte en hånd ned mod Ahngel og Mikala og hviskede med fryd i stemmen: "Hellfire!"
En vanvittig energi skød ud fra ham og dannede sorte og røde flammer, som samlede sig til spyd og ildkugler, og fløj helt afsindig hurtigt mod Ahngel og Mikala. Han fulgte op på ildteknikken med endnu et magisk angreb:
Han dannede en lille, sort kugle af energi i sin anden hånd. Kuglen var omspændt af noget der mest af alt ligenede rød elektricitet. Da han var færdig med at danne energikuglen, og havde sendt de sidste Hellfire våben mod Ahngel og Mikala, kastede han energikuglen mod dem. Den fløj hurtigt og sagde en lyd som lynet der slår ned mens den fløj. Lyden brød lydmuren.
*De har ikke en chance.* tænkte han tilfreds. *Selv en fuldblodsvapyr som er så stærk som ham der, har ikke en chance.*
Han lagde mærke til at Mikala løb hen mod Kajika, og omdirigerede tre af Hellfire våbnene til at flyve mod hende.
Resten af hans teknikker ramte rundt omkring Ahngel, og satte skoven i lys lue. Den sorte kugle fløj direkte mod Ahngel, og ramte ham i brystet.
Den eksploderede i et enormt, blåt lys, og kraften fra den, rev træer omkring stedet op og væltede dem. Angrebet hamrede Ahngel flere meter ned i jorden, som nu var forvandlet til et krater.

kajika så på pigen i det hun hørte bragene og lukkede øjnene, da hun igen efter noget tid åbnede øjnene så hun hele det område han havde ramt var helt ødelagt og træerne i brand, hun så mod ham og så mod Mikala og sagde"Pas på Ahngel.... jeg skal nok klare dette jeg ber dig tag dig af Ahngel så han ikke dør og for gudsskyld dø heller ikke selv" hun begyndte stille at rejse sig og så mod Zane og råbte"Det må du gøre bedre! DU RAMTE MIG IKKE" hun begyndte stille at løbe ind i den brændende skov og hostede i det hun kom længere ind, hun vidste han var efter hende for at dræbe det der betød meest for Velarian nemlig hende..... hun havde halskæden om sin hals den slog mod hendes bryst når hun løb, og røgen gjorde den hvide kjole sort og beskidt og hendes smukke ansigt fik sod i ansigtet... så hun så lidt beskidt ud

Mikala fim kajika i sikkehed i en ildkugle omgivet af ildlyn mikala forvandel sig til sin dæmon " hvor vover du er skader en pige bare fordi hun er din lillebrors ven men det er jeg også fister jeg er Mikala datte af dæmonen Belsibat " sagde mikala og affyret et ildlyn med at den kræft hun kunne mønster

Han greb ildlynet med én hånd, og kastede det ned mod Ahngel.
Det ramte den bevidstløde vampyr, men uden at dræbe ham.
Så så han på Mikala og smilede.
*En dæmon! Vidunderligt!*
Han tog øjeblikkeligt kontrol over Mikalas hjerne, og fik hende til at besvime.
Så sprang han med lynets hast efter Kajika.
*Du er min nu!* tænkte han og frydede sig over det han havde tænkt sig at gøre mod hende.

kajika slog mod ildkuglen i det hun vidste nu den ikke ville kunne holde ham tilbage, hun så mod dem begge to der var bevidstløs og sagde"nej!!! ... Ahngel og Mikala!! nej" hun slog på ildkuglen og kom endelig fri til sidst ved at bryde det væk med sine vand krafter taget fra hendes sved af anstrengelser i at prøve at slippe fri.. hun så stille rundt og fik nu øje på Zane i det hun løb hurtigt fra ham og sagde"nej!!! stop" hun så mod de andre over skuldren der stille forsvandt og sagde"jeg kommer tilbage efter jeg bare vent" hun kiggede stille mod dem og spørgede for at få Zane væk fra dem