Den Evige Hunger. ((Privat//Faith))

Sted: Alles Gyderne.
Tid: 22:00
Dato: d. 8 oktober.
Omgivelser: Vagabonder, junkier, og andre af samfundets lave personligheder.
__

Han fór op så snart den kom helt hen til fælden så den klappede. Hurtigere end man skulle tro en 17 årig dreng kunne bevæge sig, over falde han nærmest den lille træ fælde, med den skrattende rotte der forgæves forsøgte at komme ud. Omkring ham lå vagabonder, og nogle få junkier stod og indtog deres stoffer ovre ved bagindgangen til en snusket lille nat klub. De lo da de så ham springe ud efter den lille fælde, som en kat ville sprinte hen for at tage musen før den løb væk. Han var kun iklædt det sædvanlige: et par nedslidte bukser, der nu havde fået et nyt liv som shorts, en hullet trøje indenunder et stort uld tæppe der var slået omkring hans spinkle overkrop som et overpropensioneret halstørklæde. Han så ikke over på dem, knugede blot fælden indtil sig, så hårdt at det næsten gjorde ondt i hans fingre. Hans sorte hår faldt om hans ansigt så man knap kunne se det, takket og løst sad det om hans kinder og pande, imens at de glødende røde øjne så til imens han åbnede træ fælden og tog fat om rotten inden den løb sin vej. Sultent åbnede han munden for at lade de lange tænder gro, og derefter synke ned i dyret, der efter få sekunder ikke længere sprællede mere. Han kneb øjnene sammen i bare extase over at få mad!

Som altid, havde Faith taget sig et smut rundt omkring det sted, hvor hun var blevet dræbt, overfaldet, stedet hun i grunden hadet mest. Men hvorfor så komme tilbage her til? Hun viste det ikke, men det mindede hende om den tid, hvor hun stadig levede, hvor hun stadig kunne føle men nu.. kunne hun ikke føle noget som helst. Eller kunne hun? Jo hun kunne vel føle noget, denne irriterende overdrevede følelse der spillede med hendes tanker, og rev rundt i hendes hjerte, som hun ellers havde svoret på aldrig at skulle blive åbnet igen! Også, også kom denne irriterende mand, Ma'lakel ind i hendes liv, og for det ikke skulle være nok, troede Clash fandeme også at han kunne have en chance igen!? Hvad fuck var der med mænd, og deres tro om at de bare kunne få hende, bare kunne tage hende, bare kunne fortælle hende ting som hun skulle gøre! Hun hadet det, hun ville dræbe alle omkring sig, hvis hun havde chancen, kvæle livet ud af alle dem hendes slanke fingre kunne lukke sig omkring halsen på.

"Jeg ville personligt tape kvindens mund sammen, også langsomt torturere hende, uden at der ville komme en lyd ud af den smukke kvindes mund.." sagde faith langsomt og smilede til de mange mænd omkring bordet,
"Se det er en kvinde efter mit hoved!"

Et skrig gled igennem hendes mund, da hun smækkede hånden ind i murstenen, fucking hell, til irriterende minder der var begyndt at vende tilbage. Dette fra første gang hun havde mødt Ma'lakel, gid en død kat havde været igang med at feste på hendes døde lig der, gid hun aldrig havde set denne mand, gid han bare ville rødne op et hvis sted! Hendes ben første hende steder hen, hun ikke troede var mulige, steder hun ikke havde set før, men hun var ligeglad, hun skulle bare væk, væk fra alting, inden at hun begik et mord! Den lange læder jakke blafrede i vinden bag hende, som hendes tempo blev øget, gid hun bare kunne, kunne. Bwah hun viste ikke hvad hun ville ønske hun kunne, det kunne jo også være lige meget! Hun sparkede hårdt til en dåse, der ramte ind i en af de mange junkier der lå på jorden, og skreg og råbte efter hende, at den kælling bare skulle komme her også skulle han vise hende. Hun vente sig langsomt om imod ham og lagde hoved en smugle på skrå "jamen du kommer da bare bessefar.." sagde en hvislende stemme, der stammede fra hendes mund, og et skarpt tandset blev vist, da et sindssygt smil bredte sig på hendes læber. Manden trådte automatisk tilbage, "tænkte det nok.." hun vente sig om, og lod blikket falde over de mange mennesker der var rundt omkring, og måtte rynke brynet, da hun så en dreng på omkring de 17 år, klamre en fælde ind til sig. Straks kunne hun mærke et stik i brystet, da hun viste at hendes datter ikke måtte være ret meget ældre end denne dreng, måske 3 år? men så igen, det så ud til at drengen hun kiggede på var en vampyr, så han havde sikkert flere år på bagen, men bare det at se ham, så ynkelig, stak hende et sted hun ikke længere troede hun besad. Langsomt gik hun over mod ham, og satte sig på hug. Lagde hoved en smugle på skrå, mens at de ravne sorte øjne gled ned af hans skikkelse "hvad hedder du min dreng?" spurgte hun langsomt, og lød den lyserrøde tunge glide ud af munden og fugtede læberne.

Han slubrede det i sig, som en grådig gris der hylende skubbede til de andre for at komme til maden, bare for at den kunne få det meste. Men nu var han ikke ligefrem den stærkeste af alle dem der befandt sig i Di Morga's slum. Faktisk var han svag, eller rettere svag nok til at de andre slum-børn kunne få lov at sparke og slå til ham som de ville. Han var ikke blevet født med usædvanlige kræfter, og havde knap nok fået helst styr på dem, på grund af at der ikke var tid. Der var aldrig tid. Man blev nød til at være på vagt, og overleve! Overleve! Ikke lade nogle få krammet på en, så endte man som de andre der var blevet taget og ført væk! De kom aldrig tilbage igen. Han indtog blodet med velbehag selvom at det for andre vampyrer ville smage forfærdeligt, men pludselig mærkede han en pulserende væske tæt på ham. Han spærrede de lysende røde øjne op og så på en kvinde, en kvinde vis pulserende... søde... blod, løb igennem hendes system. Han blinkede og smed rotten på hende, hvorefter han kravlede væk. Skræmt fra vid og sans over den kvælende nærhed der fik ham til at hungre. Han svarede ikke på spørgsmålet der var blevet ham givet, men kravlede tilbage til den papkasse der var hans, og pakkede sig sammen i den så kun hans uldede sorte hår kunne ses. Tydeligvis bange for kvinden der havde talt til ham! Han vuggede svagt frem og tilbage, imens han mumlede noget der ville være vulapyk for andre.

Stilheden bragte sig over dem, mens hun bare blev siddende for at vente på om han gad at svare, eller hvad hans reaktion ville være på, at hun havde sat sig så nær på ham, mange af de andre ville blive skræmt fra vid og sans, men det ville hun ikke tage sig af nu, han fascinerende hende, mere end nogen havde gjort i lang tid, og hun ville gerne lærer ham at kende, af underlige årsager. Måske, måske fordi at hun kom til at tænke på sin egen datter, og hvordan at hun aldrig havde fået lov til at være en mor. Men helt ærlig, hvem prøvede hun også at narre? Hende mor? Det var jo til at le over.
Pludselig blev hun dog revet ud af sin tanke gang, da hun fik klasket noget i hoved, hun lukkede øjnene, og begyndte lige så langsomt at tælle til ti, for ikke at flippe ud på drengen over at have fået en rotte i hoved, lige så stille lod hun fingrene lukke sig om den stive hale, og trak den af. Hun hørte mændende grine rundt omkring hende, men en knurren fra hendes strube var nok til at få dem til at tie stille. Drengen må jo være sulten. En let rynke dannede sig i hendes læber, mens hun på hug gik over mod ham. Satte sig foran kassen han lå og og lagde hoved en smugle på skrå "Sulten?" spurgte hun så stille, og kunne forstille hans tørst for blod, hun havde selv været halv vampyr, og havde selv følt tørsten efter blod, det havde ikke gjort det meget nemmere da hun havde haft Hope galningen inde i hendes krop.
Hendes sølv kniv, blev draget fra fra dens skede, og hun lod den snitte hen over sit håndled og rakte det hen imod ham "det er okay.." sagde hun stille, og kiggede over mod mændende der kiggede forfærdet på hende, men hun var ligeglad. Denne dreng skulle ikke få lov til at sulte sig ihjel. Men sådan var hun jo, blødt hjerte for dem som var svage, og lidenskab for dem som var stærkere end hende. Hun havde brug for en mand der kunne holde hende i skak, og tog drenge til sig, som havde brug for beskyttelse.

Han sad og vuggede stille frem og tilbage, kørte en hånd igennem det sorte hår og lod den blive der for at tage fat i sit eget hår. Han kunne mærke trangen til mere allerede, rotten havde blot vækket det dybere krav der lå inden i ham. Han kunne føle det overalt, blod der farede rundt i de mange kroppe omkring ham. Konstant, det lod ham ikke være, han kunne ikke styrer det. Men da kvinden ikke forsvandt men bare talte til ham endnu engang, og kom tættere på, gik der et sæt igennem ham, som havde han et øjeblik fået stød. Han satte hånden, der før havde været i håret, ned imod papkassens 'gulv', og lod derefter den anden placere på modsatte side. Han klemte sig op imod den kolde mur, og så forfærdet på kvinden der stillede ham det åbenlyse spørgsmål. Men han svarede stadig ikke. Alt han så var hendes netværk af blod baner, der lå som små streger igennem den næsten gennemsigtige hud. De røde øjne stirrede på kniven der blev taget frem, og angsten var tydelig! Men da den ikke blev brugt til at gøre skade på ham så det ud til at han faldt til ro, dog blot for et splint sekund, for ikke længe efter gjorde kvinden noget der fik ham til at dirre i hele kroppen. Hun skar i sig selv, for at vise ham det blod som han ikke kunne få. Ville hun bare torturer ham? Var det hendes intentioner? Men da hun sagde det var okay, blev han i tvivl om hvad det var hun havde med i sine hensigter, og dog... som et forskræmt dyr så han op på hende, bevægede sig i stille bevægelser tættere på hende for derefter at tage fat om hendes hånd med sin egen der rystede. Hans hud var mørk på grund af alt det skidt og snavs han levede i, og hans tøj ligeså beskidt som alt andet ved ham. Han stank.
Forsigtigt lod han fingrene lukke sig om hendes hånd, så kulden fra ham kunne mærkes af hende. Dog var han ikke isende, der var stadig en svag varme at spore i ham endnu: måske på grund af hans unge alder? Han trak stille sig hen imod det åbne sår, imens at hans øjne stadig ikke flyttede sig fra hendes ansigt. Langsomt stak han tungen ud og lod den komme i kontakt med den første dråbe. Han trak sig, med en rynkende grimasse, som et barn ville have der smagte noget det fandt ulækkert eller ukendt. Og dog kunne han ikke tillade sig at være kræsen. Han lod endnu engang tungen komme i kontakt med det stærke blod, og lukkede derefter øjende med et lettet ansigts udtryk: som var han gået fra svag væmmelse til nydelse. Hans tænder voksede hurtigt, og blev blidt slæbt over kvindens hud som han blev ved med at slikke blodet fra såret væk: måske for bange til at bide?

Der sad hun, hende med det rødflammende hår, som let blev revet i af vinden, så det dansede rundt om det markante ansigt, med de tydelige fremhævede kindben, og meget smalle ansigt. Der ud over, var det fuldstændig kridhvid, så derfor så selve hårets farve også meget mere fremstående ud. Næsten som var der ild i det. Hun forholde sig fuldstændig rolig, som var det fuldstændig normalt at have skåret i sig selv, og sige til en vidt fremmed at det var okay. Hvilket mange af junkierne sikkert slet ikke forstod, de havde sikkert bare set det at han havde fanget rotten som et måltid, og de havde også haft ret, hvad de bare ikke forstod at han ikke spiste kød, han spiste ikke lige som dem, ville aldrig blive som dem. Han var noget specielt, og for det blev han slået, og sikkert også banket af de andre unge. Som var han et misfoster, men hvad mange ikke forstod, var at menneskerne var misfoster, de kunne ingen ting, de var en forpestelse i hendes øjne, og det skulle være over hendes lig før at hun begyndte at blive venner med mennesker. Øjnene blev langsomt lukket, da hun mærkede at drengen kom tættere på hende, tog sig ikke af lugten, selvom den steg op i hendes næsebor, borede sig ind i hendes lugtesans, og bedøvede alt omkring hende. Der var kun stanken omkring hende, som stammede fra dette vidunder, der sad og drak af hendes blod. Hun regnede ham ikke for at være stærk, men ikke des mindre var han fascinerede, og hun kunne ikke lade være med at have følelsen af, at hun var nød til at tage ham med hjem, og pleje omkring ham. Var dette hendes moderindstinkt der slog igennem, for alle de gange hun havde mistet et barn, og sikkert flere gange end dem som faldt hende i sindet. Hun havde fået et barn i hele sit lange liv. Som faktisk var længere end 95 år, men det var kun så længe at denne krop som hun var i nu havde fået lov til at se livets lys. Hendes gamle krop havde været over de 200 år gammel, hendes forældre havde mistet livet i den franske revolution, af den bøddel der senere hen havde taget hende til sig, og udnyttet hende seksuelt. Hun sukkede stille og åbnede langsomt øjnene, og betragtede med ravne sorte øjne, i hendes øjne den lille dreng som blev ved med at slikke hendes blod. Hun lukkede øjnene igen, men denne gang med et andet formål, nemlig at komme ind i hans hjerne. Hun rynkede let brynene og mærkede hvordan at hun trang ind bag hjerne skallen, hun var ret sikker på at dette kun lykkes fordi at drengen var så sulten, også træt som han var. Du er træt, fik hun det til at hviske i hans hoved, og ventede nu, ventede på at han ville lægge sig ned og bare sove.

Han fortsatte som besat med at slikke hendes blod væk fra det åbne sår, og blev stille mere og mere våget, dets grådigere han blev. Han lod de skarpe tænker, svagt synke ned under huden, men kun lige nok til at det lå lige under den. Det drog ikke blod, men fik små bølger af nydelse til at løbe ned igennem den unge vampyrs. Bare det at tænderne fik lov at synke bare lidt end i et andet væsens hud, var nok til at give ham et fix der var større end noget stof kunne. Dog stoppede den mur af nydelse af han pludselig kunne høre en stemme i hans hoved, den lød ikke kommanderende men alligevel kunne han mærke hvordan kroppen adlød og blev præcis det hun sagde den var. Træt. Så forfærdeligt træt at han ikke kunne holde øjende åben. Til krops for at kroppen blev tung, blev han ved at slikkede, hans øjenlåg gled lige så stille i, indtil at se lukkede sig, og tungens kolde spids gled over såret en sidste gang, inden at den beskidte unge vampyr faldt sammen med et bump, og lå som en udmattet gadehund og sov stille og roligt. Hans ansigt virkede så sorgløst, som en kattekilling når den blidt bliver nusset. Det uldede hår faldt ned over hans slanke ansigt, og han lå ellers der, og sov tungt som havde han virkelig været træt.

//Sorry det ikke blrv så langt o.o

Hun sagde ikke noget, end ikke da han stak tænderne ned i hendes helt blege hud. Dog røg tungen ud og gled langsomt hen over de næsten blege læber, som man skulle tro at hun var død, men det var hun måske også? Man kunne dø på flere måder, og hun havde vist prøvet dem alle sammen, men aldrig var hun blevet den samme. Lige nu, kunne hun bare mærke hvordan at hendes ellers så sorte hjerte, begyndte at hamre, hamre for at få denne lille dreng, i hendes øjne med sig hjem, og pleje omkring ham. Hun kunne ikke holde ud af se ham som han var, og hvad ville folk dog ikke sige, hvad ville man ikke tro om hende, når de fandt ud af, at hun tog hjemløse unger med hjem, hun var ved at blive svag om hjertet. Hmpf, de kunne sige hvad de ville, de havde ikke mistet børn, faktisk en hver som der ville sige hun var tosset, ville nok ikke få lov til at se dagslyset særlig længe. Sådan sad hun, og lod sine evner påvirke hans sind, og stirrede bare ud i luften, det var meget nemmere for hende at manipulere med drengen i sine arme, fordi at han havde drukket af hendes blod, og sad så tæt på hende.
Da han var faldet i søvn, vente hun langsomt de ravne sorte øjne ned mod ham, hun greb omkring hans ene arm, og tog ham op over skulderen som var han en sæk kartofler. Mændende på gaden kiggede på hende som var hun sindssyg, men igen, hun kunne ikke være meget mere ligeglad. Da hun var kommet ud af gyderne, lagde hun drengen ned mod en af murene og fandt sin tegneblok frem, tegnede hurtigt og præcist en skitse af en vinduhyre, hun fugtede langsomt læberne og rev papirede af, bredte sine fingre da hun havde smidt det op i luften, og mumlede nogle ord som ikke var på dette sprog. Papiret gik op i flammer, og begyndte at krølle sig sammen, langsomt begyndte det hele at vokse, og magien tog mere og mere til, til der til sidst stod det monster hun havde tegnet foran dem. Hun greb om drengen igen, og gik ind i uhyret, som begyndte at dreje omkring sig selv, og som de havde stået der, forsvandt de, og dukkede op på Faiths gamle gård, den hun nu efterhånden havde brugt flere måneder på at bygge op igen.
Nogle hurtige skridt blev taget, som hun gik hen mod døren, stadig med drengen i armene, det var egentlig utrolig så lidt han vejede, men igen, han havde ikke fået noget at spise i lang tid. Døren blev lukket op, og smækket i igen, mens hun begyndte sin opstigning af trappen til badeværelset. Denne dreng skulle vaskes, og det skulle være nu! Med hurtige skridt gik de ned af gangen efter at være kommet op af trappen, og anden dør til venstre gik ind i badeværelset, som var blevet nymalet og sat i stand. Hun satte den sovende dreng på toilettet og begyndte så lige så stille at hive hans trøje af, og bukser. Hun lod ham dog beholde værdigheden og undlod at tage hans lige så beskidte underbukser af, som resten af tøjet, der blev smidt ned på gulvet. Så kom turen til badekaret, hun løftede ham ned i det, og tænde så for bruseren, vel vidende at det ville få ham til at vågne. Hun fandt en børste og en masse sæbe, og gik da så efter at have smidt sin egen jakke og smørret ærmerne op, igang med at vaske drengen, fuldstændig ligeglad med hvordan at han ville reagere.