skovens heligen Leonard(privat)

T: 22:00
O: ingen
V: fuldmåne
S: skoven



Necila sad under et træ. Og spille på sin panfløjte som var lavet af piletræ og var i en lysbrun farve Necila hade, langet lysthår og blåøjne og hun var i før iet par blåbukser og en sort top og en lillsT-.hrist. Hun hade også en blåkastet på og et armbånd hun var noget særliget, da hun var Animagus og lindet en store ulv

//undskyld, kan ikke hel følge med, du beskriver dit udseende men skriver så du er en stor ulv?og da du ikke helt har skrevet så meget om vejret går jeg ud fra det er lige som i irl?//

En ung mand gik roligt gennem skoven, selv om det kunne betegnes som midt om natten.
Han gik roligt omkring og kendte tilsyneladende skoven godt og følte sig hjemme i den, for han var helt rolig og så tilfreds ud ved at gå i skoven.
Han lod blidt sine fingre ramme nogle blade fra en busk han gik forbi.
På havde han nogle posede, lette, dog varme, hvide bukser, han havde en hvid trøje på som gik ned i en spids ved halsen.
Han havde nogle gode vinterstøvler på med pels, men noget af det man lagde mest mærke til at hans utroligt lange hår, hans hvide hår gik helt ned til jorden og bølgede let for hver skridt han tog, hans pandehår skjulte næsten hans mørke, smukke øjne og hans tatovering i panden, samt hans tatoveringer af striber på kinderne (Se ava)
Han fortsatte bare med at gå roligt af sted og så roligt mod lyden da han hørte en fløjte.

Necila hade noget varmt tøj på. Da det snete og hun elsker det så meget men hun virke restlæs, og kunne ikke falde til ro hun hørt noget som kom tæt og tæt på hende. Hun lavet sig op til sin animagusform som var en store lys hunulv med noget mærke på ryggen


/ja/

Han hørte han kom tættere på lyden, hvem mon spillede på fløjte på denne tid? Han var lidt nysgerrig, men på en måde følte han også han bare skulle lade personen være, man vidste jo aldrig om det var en der i virkeligheden bare ville hugge hoved af ham eller noget.
Pludselig stoppede det op, men han fornemmede noget andet.
Snart trådte han frem fra træerne og han vidste han var hvor personen også var, han kunne mærke det.
Hans mørke øjne gled rolig over omgivelserne og stoppede da de nåede en
stor hunulv som stod og kiggede på ham.
Han stoppede op og så roligt på ulven og ventede på hvad den mon ville.
Han elskede ulve, men alligevel, dette var ikke en almindelig ulv, det kunne han se på mærkerne på dens ryg og mærke.

Necila knurret en smule af ham. Men satte sig ned og slikke sin prote den var en smule øm, men efter hvad viste hun ikke hun gik frem i mod ham med en let knurren. kun for at sige at han ikke skulle prøve på noget for eller ville hun angreibe ham, med det smamen men hun var bare bange for ham ikke andet

Han så stadig roligt på hende.
Sjovt som folk altid var bange eller angrebslystne, måske fordi der var kommet en ny herre på tronen? Han havde hørt det havde skabt en masse kaos og usikre folk.
Men alligevel, folk var lidt for hurtige til at dømme, han havde på ingen måde givet udtryk for at han ville kæmpe, men vis det kom så langt kunne han let knuse hende.
Han rykkede sig ikke ud af stedet og lagde trodsigt armene over kors og så ind i hendes øjne med et bestemt udtryk.

Necila lag sig ned i snen. hun lag hovedt ned i mellem hendes forben hun knuret ikke mere men piv, en lille smule hun var ret bange af sig da hun var ny her i byen. Men hun rejste sig og kom halten over til ham og snuste svaget til ham, for at finde ud af om han var farelig eller ej

I rolige og langsomme bevægelser lagde han en hånd på hende, han gjorde det så hun ikke ville blive forskrækket over hans bevægelser og kunne se hvad han lavede.
Han nussede hendes blidt bag øret, der kunne ulve som regl godt lide at blive kløet, væsen eller ej, men man kunne aldrig vide.
Han nussede hende blidt, men sagde stadig ikke noget, han havde altid været stille anlagt og sagde som regl kun noget når det var nødvendigt eller vis nogen sagde noget til ham direkte.

Necila slikke hans hånd. For at vise at hun ikke fjendlig anlaget så hun lod ham nusse hende bag øret, Hun nød det ganske svager hun så ham ind i øjnen hun var meget søde og kærlig. men også meget stædig men det var ikke så slemt i det smamen, hørt hun noget og det fik hende til at fare på med er sæt. Hun så i mod steder hvor hun var komme fra så knuret hun en smule

Han stoppede med at nusse hende og så den vej hun så.
Han anede ikke hvad der havde sagt den lyd, det kunne være hvad som helst og netop derfor blev han opmærksom, det lød ikke som en af skovens normale lyde.
Han kunne ikke rigtig mærke noget i skoven, men gik så over mod det sted lyden var kommet fra.

Necila stoppe ham. Hun ville ikke lade ham gå der over for så ville han bare komme tilskade, og det ville hun ikke ha da han var meget søde i mod hende. Men hun var kun 18 år gammle men med en lives affareing som en på 34 år

Han hev sig blidt fri af hende og fortsatte uanfægtet, han var ikke bange, han havde masser af erfaring og var klar på hvad det end kunne være.
Han så opmærksomt hen på stedet mens han gik nærmere, klar til angreb eller hvad der nu ville ske.
Han satte spor i sneen mens han gik der over af og håbede snart det kom il syne.

Necila fuldte efter ham. hun kunne lugte den hun knuret i det sammen kom en ulveline vsen men det var værke en Varulv,Anímagus eller en ulvNecilsa knuret som en galt for at skræme den væk. Men den gik bare tlangreb på hende

//Hmmm....Jeg kunne godt bruge nogle flere detaljer når du skriver?//

Han så ingen grund til at bruge sine jordkræfter, men forvandlede sig i stedet til en stor ulv, eller hund? En blanding der i mellem, selv om de på en måde var det samme.
Han var ca. dobbelt til tredobbelt så stor som en almindelig ulv og var hel hvid, men havde stadig sine mørke øjne.
Han greb fat i ulvedyret med tænderne, kastede det op i luften og kylede det ind i et træ.

Necila slikke sit sår. Det blødten en smule men det var ikke så slemt den uvæeæinge væsen glode bare på dem, og løb atte sig vej Necila kunne næsten ikke stodte på. Sit venster forbenså hun halt en smule efter angrebet

Han knurrede og løb halvt efter den for at skræmme den ekstra væk.
Han forvandlede sig hurtigt tilbage da han havde det beds i sin menneskeskikkelse.
Han gik over til hende og så lidt på såret før han rev noget stof af sine bukser og bandt stramt om poten for at stoppe blodet.
Han sagde stadig ikke noget, hvilket nok virkede lidt underligt, men sådan han var nu.
Han gik et øjeblik og lidt efter kom han tilbage med nogle urter.
Han løsnede kort tøjstimlen om såret og gned bladene for at lægge dem på såret og binde stramt til igen.
urterne ville rense såret og hjælpe med helbredelsen.
Urter havde altid været bedre ind medicin, havde han altid ment, de havde altid virket og meget medicin indeholdt stadig urter.

Necila piv da han lag urte og forbandet den. Stramet hun slikke på sin såret potte så det ikke gjore så ndt som det ellers, gjore hun slille hans hånd og snuste til ham og viste ikke om hun skulle. ænder sig til sin mennskefor eller om hun skulle for blive i sin ulvform

Han rejste sig op og gik over og studerede ulvevæsenets spor i sneen, mens han snuste ind for at se om den havde efterladt en duft.
Hans lugte sans var dog ikke god nok og derfor fløjtede han og snart kom en stor pelsklump af en hund løbende.
Den gik over il sin ejer som fik den til at snuse til sporene.
Den snuste og begyndte lidt efter at følge sporet, han ville finde væsenet og uskadelig gøre det så det ikke skade andre i skoven eller for den sags skyld fandt frem til ham og angreb ham mens han måske mindst ventede det.

Necila gk humpen med ham. Hun snuste til luften for at opfange en duft af væsnet hun så rundt, hendes syn var 1200 % beder som ud end som mennske hun så den lidt der fra. Hun ruske i ham og gjore som en jagethund gjore, når den hade får færten af sit bytte

Selv om han var i menneskeskikkelse havde han altid haft bedre sanser end almindelige mennesker.
Hans hund knurrede lavt samtidig som hun ruskede i ham.
Han så der over af mens han tænkte.
Ulvevæsenet havde lagt sig ned for at slappe af, sikkert også fordi den havde ondt efter at blive kylet ind i et træ.
Han klappede sin hund, som faldt til ro og lidt efter løb tilbage den vej den var kommet.
Leo satte sig på hug, godt skjult af sit hvide tøj og ventede.
Der gik noget tid, men så kom hunden tilbage og lagde en bylt ved siden af sin herre, for så at lægge sig ned og se mod byttet.
Af bylten tog han en bue frem af stærkt træ samt nogle pile.
Han flyttede sig lydløst så han kunne nå ulvevæsenet og spændte buen, han trak vejret dybt en gang mens han tog sigte og lod så pilen fare af sted.

Necila lukke øjnen. Hun ville helst ikke se det da hun ikke var tilhænge at døden eller ander metoder, For at udskablige gøre sådan et væsen hun lå med oprten over øren for ikke at høre. Når pilen remt den og den hyl af smete det var noget hun ikke kunne lige

Pletskud.
Han sænkede buen og var allerede klar med den næste vis den første ikke var nok, han så hvordan pelsen blev farvet rødt på ulvevæsenet.
Han rejste sig op, klar il at spænde buen, og gik roligt hen mod væsenet som var ved at dø.
Hans ansigt var opmærksomt, men ikke helt nærværen alligevel, han slog normalt kun ihjel på jagter eller vis der var brug for det af andre årsager, som nu.
For at være helt sikker på væsenet var dødt sendte han pil nr. 2 af sted.
Han ventede et øjeblik og gik så over og sparke til dyret.
ingen reaktion.
Han bukkede sig ned, men det hverken trækkede vejret eller havde nogen puls, altså død.
Han gik tilbage til hende og sin hund og pakkede sin bue ned igen.

Necila gik hen tl den. Og så med småøjen på den det var ikke meneigen at de skulle dræbes, den skulle bare jages væk og ikke sloge ihjel hun lag sig ved den og hyl. Så sørmodig over den hun ville ikke se sådan noget det for det ænder hendes, syn på den fyr for altid hun skubbe en sidste gang til den ind hun gik væk igen

Han virkede ikke særlig interesseret i hendes sorg, den havde skadet hende og hun var ligeglad, faktisk ked af det? noget sagde ham at hun aldrig ville kunne overleve særlig længe i skoven, helt alene, de forskellige dyr ville nok få bugt med hende vis hun var så....følsom?
Han tog bylten på ryggen, så kort på liget af ulvedyret, klappede kort på låret og begyndte at gå med sin hund ved siden af sig.

Necila løb over til ham. og gik stille og slukøret med ham ude at se på ham hun viste at han kune hade gjoret det, for at hhjælpe hende og det forstod hun nu også godt så hun. Slikke hans hånd for at vise at hun ikke var vred på ham overhovedt ikke