Skovens stilhed? - Julian (privat)

Dag ~ Fredag
Dato ~ 18-jun-10
Sted ~ Skoven
Tid ~ 21.00
Omgivelser ~ ingen ud over en (Night)
Påklædning ~ Et par lårkorte cowboy shorts, en stram t-shirt og nogle sko
Vejr ~ ok. Ret varmt, svag blæst, mørkt (klokken er jo også 21 XD) stjerner og månen viser sig på himlen

Night var ny her omkring og besluttede sig at gå lidt rundt for at se, hvilket sted det her overhovedt var. Han gik bare rundt og kiggede - han vidste jo heller ikke, hvir han var eller hvor han var på vej hen? Der kom et lille suk fra Night, men ikke et højt et, faktisk var det retså lydløst.
Han kiggede ned i jorden på hans føder imens han gik frem ad og noget tid efter kiggede han op og rundt og anede ikke, hvor han var alt han kunne se var at han var i en meget stor skov.
Han gik over til et tilfældigt træ og lænede sig op af det og rettede blikket imod himlen. Han vidste at hvis han havde prøvet det der, hvor han stod før var han væltet bag ud - så god var hans balance nemlig...
Han begyndte at smile da han så stjernerne og den store (næsten) runde måne på himlen. Han havde fundet et perfekt træ at så op ad. Der var nemlig en perfekt udsigt op til himlen. Han kiggede rundt, men kunne ikke se nogle og satte sig ned. Han havde strakte ben, som lå krydstede over hinanden og ryggen opad stammen.
Han kunne ikke lade ver med at kigge på himlen i noget tid, men da han endelig kom til bevisthed igen kiggede han ned på sine hænder og løftede dem begge lidt op så de var halvt fra hans ben til hans hovede og på den venstre kom der en lille flamme med ild og på den højre kom noget vand der svævede lidt fra hånden af. Han smilte og øvede sig på at kontrolere det selvom han faktisk var virkelig god til det.

Julian var klatret op i det store egetræ for at kigge på srjernerne der glimtede som diamanter over hans hoved. Månen hang lavt over den smukke skov og dens lys badede trækronerne i sølv.
På et eller andet tidpunkt var Julians øjne faldet i og han havde instinktivt skiftet form til ulv, da det blev en smule køligere. Den store hvide ulv fyldte halvdelen af den tykkke gren og dens langhårede hale svingede stille frem og tilbage i søvne.
En pludselig brændt lugt sneg sig ind igennem hans næsebor og han åbnede langsomt sine ravgyldne øjne. Han vendte sit store hoved nedad men trak det hurtigt tilbage da han så flammen der dansede lige under ham. Et par sekunder senere opfattede hans rovdyrsind at flammen ikke var der fordi der var fået ild i træet men fordi nogen sad og kontrollerede den nedenunder. Drengen under ham havde halvlangt sort hår og et flot ansigt hørte til. Julian skimtede også vandet i hans anden hånd og måtte erkende at han var imponeret. Drengen havde evner.

//Sorry jeg var lidt lang tid om at svare//

Night kunne høre at der var nogle over ham lidt efter, men hans inkstinkt sagde ike at der var fare på fære så det gjorde ham ikke så meget. Han begyndte stille at få begge ting til at flyve lidt længere op og blive til små bobler og derefter lave et eller andet mønster i lyften med dem. Night blev altid glad af det og kunne ikke stoppe med at smile. Han kunneligepludseligt lugte at der var et dyr oppe i træet? Han kiggede op og så noget hvidt... en ulv? Det gjorde Night nysgerrig og på under et sekundt sad han oppe i træet lidt vægt fra dyret og kiggede bare på den. Lidt efter smilte han "hey" sagde han glad og smilte stort til den mest smukke hvide ulv han havde set - også den eneste så det var stort for ham.
Han kiggede på ham meget venligt og kærligt og bag ham var mønsteret med ild og vand kuglerne, som han havde glemt at få væk.

/// sorry har lige opdaget at jeg lavede den i skolen o.o' ups... og det er ok XD du har jo noget du laver ^^///

Julians øjne glitrede fra flammens skær og han tog ikke blikket fra den, selv da den hævede sig over hovedet på drengen. De formede sig som kugler og dansede i avancerede mønstre som han havde svært ved at følge med i.
Da han pludselig hørte drengens stemme sled han blikket fra de to kugler og mødte drengens blik. Julian logrede svagt med halen og lagde hovedet let på skrå for at vise at han lyttede.
Han forsøgte i sit sind at fastslå drengens alder, at dømme efter udseende var han enten samme alder eller i hvert fald deromkring. En ugle tudede i det fjerne og fortalte ham at en los befandt sig tæt på i vestlig retning. Han vendte hovedet i den retning og snusede til luften. Ganske rigtigt men den var stadig langt væk, hvis den kom nærmere ville han bare jage den væk.
Julian vendte blikket mod jorden og sprang ned fra den tykke gren, over drengens hoved og ned på jorden foran ham. Han vendte sig derefter om og satte sig med logrende hale. 'Hej', svarede han.

Night smilte sødt til hamda han sydnes at han var nuttet på den måde han satte sig på da Night havde sagt hey. Da han hoppede ned gjode Night det samme og satte sig på samme plads som før. Den store hårboldt sad nu lovrende foran ham og sagde noget.
Noight kunne ikke lade ver og ordene kom bare ud "du er virkelig smuk" sagde han sødt og rødmede lidt fordi han syndes det var flovt at han bare havde sagt sådan noget til en han lige havde set.
Night kløede sig bar på hovedet "sorry det var... upasende af mig" sagde han og kiggede ned.
Han kunne virkelig ikke tro det, emn det var jo sandt.. men aligevel underligt at han sagde det...
Night kunne ikke beslutte sig om det var godt eller dårligt at han havde sagt det, men det måtte drengen/ulven jo beslutte.

Julian smilede i sit sind af drengens kompliment. 'I lige måde.' svarede han uden at føle sig forlegen - det var jo sandt.
Julian ville have foretrukket at snakke med drengen i sin menneskelige form, men hans tøjproblem der opstod hver gang han skiftede form ville nok være en smule akavet. I stedet blev han siddende hvor han var og betragtede den unge... vampyr hvis hans næse ikke tog fejl. 'Hvad hedder du?' spurgte han af nysgerrighed. Han var blevet træt af at kalde drengen ofr 'Drengen' i sit sind. Han lagde ørerne frem for at lytte og hans hale holdt op med at logre imens han afventede sit svar.

//Sorru den er lidt (meget) kort ><//

Night kiggede hurtigt op da han høre ham sige 'i lige måde' og rødmede lidt mere.
Night smitle sødt itl ham og svarede høfligt "jeg er Night kyoshiyama Tetshu, men bare lkald mig Night" han smilte sødt til drengen og havde et ret nysgerrigt blik "og dig?" spurgta han og kiggede op og ned af drengen/ulven. Han var selv ret træt af at tænke drengen og sådan.
Han kunne se at han ikke lovrete og at han øre var vent fremad og det så ret sjovt ud, emn samtidig sødt.
Night var en meget - meget! tynd dreng og det kunne ses på ham. Det eneste der ike så ud til at være tyndt var hans mave Han kunne ikke se om drengen var tynd for al den pels, men tænkte at det var han nok.

///ilm ... XC

//sorry skal spise><//

///det ok svare du bag efter? XD

//NOOOOOOO DEN SLETTEDE ALT DET JEG SKREV D:!!!!//

///O.O! total nederen... men jubi du er tilbage xD

Julian getog hans navn i sit hoved, for at huske det. *Night*, der var et eler andet ved navnet der bare klingede. Måske havde det noget at gøre med at Julian elskede natten?
Julian nikkede med sit store hoved og svarede: 'Julian. Julian Grenouille.' (udtales Grænoill)
Navnet var fransk men hvor det kom fra, vidste han ikke. Faktisk vidste han ikke særlig meget om sig selv.

For fire år siden blev Julian skyllet op af bølgerne. Med brækkede knogler og uden nogen form for hukommelse fik han slæbt sig op på sandet. Han havde ikke andet end den viden han havde indsamlet gennem årene og navnet Julian. Alle minder var simpelthen væk og han har ikke haft andet end små flashbacks og maridt af sin fortid. Som ét stort puslespil der er umuligt at samle.



//Sorry men er nød til at smutte - nødsituation i RL. SO SORRY!:/ //

Night kiggede på ham og smilte "sejt navn" sagde han sødt og smilte igen. Night's egen navn var Japanskt fodi det var det land han var kommet fra...
Han kiggede på ham og smilte "hvorfor er du enlig stadig en ulv?" spurgta han og var meget nysgerrig over, hvordan han så ud i menneske form - noget der lignte et menneske.
Night havde selv en dyre skikkelse, som han kunne transformere sig til lige som Julian.


///øh... ok? skal sikkert saelv logge om lidt XD//

Hvis Julian var i sin menneskelige skikkelse ville han havde vendt blikket den anden vej og en let rødmen ville snige sog op over kinderne på ham. 'Erhm, jo ser du, jeg har stadig lidt problemmer med at komme ud af min form...med tøj på igen.' Julian målte afstanden fra hans nærmeste tøjdepot (han havde gravet en del af sit tøj ned forskellige steder for at være på den sikre side), det ville ikke tage ham alt for lang tid at hente det. 'Vent her' sagde han efter et stykke tid og forsvandt ind i natten.

Night kiggede på ham og rødmede ret svagt og med et lille grin. "okay så forstår jeg det" sagde han og kunne ikke holde et sødt og kærligt grin igen. Night kiggede på den store smukke ulv og nikkede. Da han forsvandt så han ret forvirret efter Julian, men trak stille på skuldrene og ventede pænt på at han kom tilbage. Imens han ventede tænkte han over, hvad det var han var smuttet for... for at forvandle sig? han hørte noget spændende? Han lagde sig stille ned på den store tykke gren og kiggede op i den smukke mørke himel. Hans ben lå ikke ned, som resten af kroppen men 'stod'. Han havde også lagt armene ned under hovede for ikke at få ondt i nakken.
Night kunne intet høre rundt i skoven i noget tid kun vindes stille susen og bladenes raslen. Og hans eget åndedrat. Der var faktisk så stille lige omkring ha´m at han kunne høre sit egen hjerte slå - men det gik også hurtigere end det plegede, hvorfor mon det? Night kunne ikke komme i tanke om, hvorfor hans hjerte skulle slå så hurtigt. Han havde jo ikke løbet...? Så han kunne ikke være forpustet og hjertet kunne ikke slå hurtigt eller hvad? Kunne det være en anden grund? Han lukkede øjnene og et suk kom fra ham, stille åbnede han sine øjne igen

Julian valgte det tøjdepot der lå på den anden side af en sump, et par kilometer fra hvor Night befandt sig. Enlig fandtes der et depot der var tættere på, men så vidt han huskede, var det her han begravede noget af sit yndlingstøj. Han patruljerede hurtigt området med snuden rettet mod jorden og da lugten af tøj ramte hans næseborm begyndte han at grave.
I plastikposen som han efter et stykke tid fik gravet op, lå der et par sorte jeans dekoreret med sikkerhedsnåle. En sort og rødstribet trøje samt et sort nittebælte lå også deri. Julian skiftede til sin menneskelige form og som forventet, havde han stærkt brug for det tøj han lige havde gravet op.
Da han var fuldt påklædt og de sorte converse-sko bundet, gik ham med hurtige utålmodige skridt tilbage til Night.
Da han var tæt nok på til at kunne se Night, stoppede han op og betragtede et kort øjeblik drengen der sad i en afslappet position og ventede hans ankomst.
En svag brise dansede med hans blodrøde hår og hans grønne øjne glimtede i månens skær.
*Jeg vil gerne lære ham bedre at kende* gik det op for ham. Han lo stille af sin egen tankegang og trædte endelig frem i måneskæret og gjorde sin tilstedeværelse kendt, ved at rømme sig let. "Hej", sagde han.

Night sad med det ene ben strakt og det andet inde mod sig. Hans ene arm lå oven på det der 'stod' op. Han blik var rettet imod månen og de mange stjerner imens han ventede med et smil. Dan han høre en stemme kiggede han glad efter den og fik derefter meget store øjne. Der stod en dreng med rødt hår ligesom ilden og et par vildt smukke grøne øjne. Night rejste sig og gik voer imod ham og kiggede bedere på ham mned et par meget rolige og samtidig meget glade øjne *wow* tænkte han og smilte til ham "hey" sagde han og kiggede op og ned af ham "du er også virkelig pæn i menneske form" sagde han og kiggede på hans kinder "hvorfro rødmer du?" spurgta han og havde lydt til at nusse hans kinder for at være sød, men vidste ikke om det var en god ide og om han ville have noget imod det.
Han smitel stort "skal vi klatre op i træet?" spurgta han. "helt oppe er der en fantastsk udsigt" han tog stille Julians hånd og smilte idnen han gik iver til træet og gav så slp for at klatre op "kommer du?" spurgta han smilende og drillende til ham og klatrede lidt længere op. Han stoppede så og kiggede ned til ham og lavede en hånd bevægelse til at han skulle komme med ham derop.

Nights granskende blik der fór hen over ham fik hans kinder til at flamme op, men hvorfor vidste han ikke. Den næste kompliment hjalp heller ikke meget, faktisk gjorde det ham bare endnu mere genert.
*tag dig sammen Julian!* tænkte han fast. *Sådan opfører en alfa-ulv sig ikke!* Men Julian havde mere lyst til at tænke: *Fuck systemmet* For han havde ærligt talt ikke lyst til at væer det, som var bestemt før han end var født. Da Night klatrede op i træet og drillede ham i et forsøg på at få ham til at følge efter, smilede han skævt og fulgte efter den sorthårede dreng. Han svang sig med lethed op på den første gren og det varede ikke længe før han kunne strække hånden op og tage fat om vristen på Night. "Fanget" lo han og slap forsigtigt foden igen. Han klatrede det sidste stykke op så de sad ansigt til ansigt. "Hey, igen" sagde han med et blidt smil.

Night fik et lille chok da han tog fat i hans fod, men grinte stille og klatrede videre "hey" sagde han og smilte "du rødmer igen" sagde han og kiggede på hans kinder. Han tog sin hand over på hans kind og smilte "sorry" sagde han hurtigt og hev den tilbage "jeg skulle ikke havde... gjordt det" han smilte sødt til ham. Night va rmeget bange for at folk ville blive dur på ham og hade ham så han var meget forsigtig. Night kravlede stile videre opad og kom hurtgt op til den øverste gren, hvor han stoppede og satte sig.
Han kiggede efter Julian og smilte ned til ham. Han satte sig stille på den mega store gren. Han kiggede stille ud på udsigten og smilte imens han ventede.
Udsigten var fantsatisk her oppe for dette træ var det største af alle så man kunne se ud over alle de andre og meget længere endnu og det var det Night elskede ved det sted. Han havde bare ikke vist det til nogle før nu.

Julian rykkede ikke tilbage da han mærkede Nights kolde hånd mod sin kind. Faktisk var det allerførste der fløj igennem hans hoved: *Mmmhm - dejlig kølig~*, og et mentalt billede af ham selv der blidt tog fat om håndledet på drengen for at beholde den behagelige kulde mod sin kind. Han rystede stille af sig selv, ved den tanke. *det er da underligt at tænke sådan om én du lige har mødt Julian.*
For at få hjernen på gled, fortsatte han klatreturen op til en af de tykkeste grene hvor Night havde placeret sig. Julian satte sig op på siden af ham og gispede da han så udsigten. "Wow." mumlede han med store øjne. "Det er virkelig smukt"

Night nikkede og kiggede på ham *Jeg har set smukkere* tænkte han og rystede så lidt på hovedet *hvad var det?* tænkte han og syndes hans tanker var underlige...
"ja det er vildt smukt" sagde han og smilte ud mod udsigten. Han vente blikket imod julian og smilte. "har aldrig vist nogle udsigteb... jeg er også ny så har ikke så mange venner at vise den til... men jeg ved helelr ikke om jeg skal vise den til for mange eller slet ingen andre" sagde han og kiggede på ham.
Night kiggede på ham og smilte. Stille skete der noget med hans hjerte... det bevægede sig hurtigere. Night tog sin hånd til sit bryst og kiggede forvirret på det. *hvad!?... hvad er det?!* Night havde aldrig prøvet det før... Hvad var det der skete med hans hjerte? det føltes, som om det var ved at hoppe ud af hans bryst...

//Sorry men jeg er nød til at sige : "Nåååårh <3" til Night. Hvor er han sød med sit 'bankende hjerte' x) //

Julian smilte svagt og nikkede forstående. "Jeg ville være beæret over at være den eneste der har set stedet." sagde han overdrevent og sænkede halvdelen af overkroppen i et akavet buk. Han rettede sig op igen og idet han så tilbage på Night stivnede han. En svag praslen under dem havde fanget hans opmærksomhed. Han havde siddet så tæt på Night og -selvom han aldrig ville indrømmet det - badet i den lækre duft af ham, at han ikke havde opdaget den mere primitive og dyriske lugt der var sneget sig ind over deres paradis. Julian knurrede højlydt og selvom han ikke var i sin ulveform lykkedes det ham stadig at lyde som én. 'Hvem der?!', snerrede han på dyrenes sprog - 'Animalsk' som han kalder det.

///ja... jeg må jo skrive hvad det er han føler og mærker XD

Night kiggede på ham og smilte "så er det her bare vores sted" sagde han og smilte sødt til ham imens han stadig holdte på sit brystkasse. Hans kinder var blevet røde da han havde kigget på ham igen.
Da Julian begyndte at knurre fik han et chok "hvad er det?" spurgta han og kunne også godt mærke at der var nogle. Night kiggede rundt, men kunne ikke se nogle. Han havde lyst til at forvandle sig, men gjorde det ikke. Hurtigt rejste han sig op og kiggede rundt, med et meget undrene blik. "ved du hvem det er?" spurgta han "eller hvad det er?" Han satte sig end i hug så hans havede kun var få sm fra hans. Men han opdagede det ikke det eneste han opdagede var en skikkelse i et af de andre træer-

"Rolig nu ulv",hvæsede personen i træet overfor de to drenge. "Vi skulle jo nødigt have at nogen kommer... galt af sted?"
Julian knurrede dybere af den indirekte trussel og hans første instink var at trække Night om bag sig så han var ude af syne. "Hvem fanden er du?" knurrede han, denne gang på det almindelige sprog, hvilket så ud til at være det han talte i. Julian gæstikulerede til Night at de skulle ned fra træet, de var sårbare på jorden, men dødsens i et træ.
Det gik pludselig op for ham at personen havde kendt til hans form, hvilket ville sige at han havde holdt øje med dem, fra start til slut - hvis ikke mere. Men hvem var han ude efter?
"Hvad vil du?" tilføjede han så, med en smule overvejelse i stemmen. Han kalkulerede afstanden imellem deres og modstanderens træ og måtte hurtigt opgive planen om at springe derover. Der var for langt - selv for ham.

//Sorry det jeg skriver er så random - en pludselig idé^^'//

Night fik lange tænder, men det var ikke hans vampyr gen der slog til, det var hans dyre form. Night kunne næsten ikke holde en lyd tilbage, men gjorde det stadig. *hvad vil du?* tænkte han "hvad vil du!?" spurgta han og kiggede over på ham. Han kiggede på Julian og så forvirret ud "du kender ikke den der fyr vel?" han undrende sig meget over hvad han ville med julian. "hvad vil du ham?!" spurgte han så og havde et ret underlig stemme. Den lød ret sur samt ret forvirret. Han flyttede ikke blikket fra den anden der var der.
Night's hovede begyndte langsom at gøre ond og hans blod begyndte at blive varmere... var dette hans vampyr gen elelr hans dyr? eller var det han selv der bare var mega sur? hvad var det der skete med ham idag?
Han kiggede nu skiftevis på den anden og Julian med et ret så forvirret og overrsaket blik.

///hehe det er ok XD så bliver det jo også `mere spændende XP///