Someplace away from everything.. |Leonard|

Rea gik forgæves videre mellem træerne. Hendes kinder og næse var blivet en blid rød farve af kulden og man begyndte at kunne se hendes ånde bedre. hun stoppede kort op for at se sig omkring. *Jeg er sikker på jeg har været her en gang* tænkte hun usikkert og sukkede med hun bed irriteret i hendes pegefinder. Hun var iklædt nogle stramme mørkeblå jeans og en løs grå hætte trøje med en tanktop under med noget tryk på. Hendes hætte fra trukket op over hovedet og dækkede hendes ny klippede og farvede røde korte hår, og hendes pande hår sad opppe med et sødt sort spænde. På hendes fødder havde hun et par åbne sorte doc. matens støvler, og hendes hænder havde nogle halv lange hansker på som var åbne for oven. Hun dækkede et nys med den ene hånd og fortsatte op af bjerger i cirkler.. "Jeg vil bare gerne finde frem.." Mumlede hun mens hun gik med blikket frem for sig..

//Er tilbage om 5 min ^^//

Leo kom roligt gående ud mellem træerne, først gik han i et med sine omgivelser, men man opdagede dog hurtigt at noget bevægede sig.
Han havde nemlig en hvid vinterjakke på, nogle hvide, lette, men varme bukser på samt nogle hvide vinterstøvler med pels.
Hans lange hår, som gik helt ned til jorden, bølgede let for hver skridt han tog og hans pandehår gled væk fra hans ansigt hver gang vinden blæste det væk.
ellers skjulte pandehåret en tatovering i panden og lidt af nogle tatoveret striber over kinderne.
Det eneste mørke, ud over tatoveringerne, var hans dybe, dejlige, mørke øjne som lagde mærke til alt muligt omkring sig.
Han fulgte en lille sti gennem sneen og begyndte a gå op mod bjergene, mens han bare var i sine egne tanker.

Rea forsvandt lidt hen i sine egne tanker da hun begyndte at tænke på det lærke mad hun ville spise når hun kom frem. Hun blev 'vækket' tilbage da hun mærkede hendes mave rumlede og stoppede endnu engang fortabt op. "Kom så Rea du kan godt!" sagde hun bestemt og argageret til at gå igennem ild og vand. Hendes lyseblå øjne lyst lidt rødt i et øje blik mens hun knyttede næverne. "Okay nu kommer jeg!" sagde hun bedstemt og begyndte at løbe. Måske ville det gå lidt hurtigere og måske ville hun endda finde det i en fart når hun ikke vidste hvor hun ville løbe hen. Hun så frem men noget bevægede sig pludselig imellem træerne. hun noget ikke at observere mere før hun gled i noget vådt græs og faldt direkte igennem en busk og ned på stien foran personen med et bump..

Han stoppede roligt op, faktisk virkede det som om han havde en så dyb en ro at der skulle meget til at vælte den eller bare rykke den, og så på ned på hende.
Den ro havde han fået efter så mange år i skoven, den havde været hans ven, hans hjælper, hans energi når han træt...alt tænkeligt muligt.
Og givet ham en dyb ro, dyrene i skoven havde vænnet ham til at de kunne komme eller gå lige pludseligt og derfor blev han ikke så nemt overrasket.
Uden et ord tilbød han hende en hånd til at hive hende op med.
Hans mørke øjne var varme og venlige og et eller andet sted virkede det bare som om man ikke ville være uvenner med hans øjne, med ham...

Rea tog sig forvirret til hovedet og løftede hovedet for at sige undskyld men blev mødt af hans hånd. Den så venlig og hjælpsom ud så hun tog let og venligt i mod den med hendes kolde hånd. Hun rejste sig og tog sig til håret da hætten var faldet ned. "Det må de virkelig undskylde" sagde hun og smilede skævt. Hun børstede lidt jord af hendes tøj og så op på ham. "Er du okay?" Spurgte hun med en venlig og blid stemme. Hendes blik og hendes lyseblå øjne blev i et kort øjeblik fanget af hans mørke varme øjne. Hun havde aldrig set denne mand før, og hun smilede stort og i mødekommende men stadig med lidt undskyldenhed bag. Hun havde heldigvis ikke væltet ham omkuld og han så ikke så overrasket ud, måske var han vand til klodsede mennesker,faldt ind foran ham? Men hun ville stadig være sikker på hun ikke havde kommet til at gøre noget..

Han hev hende op og slap hendes kolde hånd igen.
Han rystede blidt på hoved, så håret bølgede let, selvfølgelig var han ikke det, det ville være mest logisk vis hun var, det var hende der var faldet.
Han så videre op og op mod bjergene, på det lettere hvide landskab, det var ikke helt hvidt, selv om sneen gjorde sit bedste.
Et sted længere nede lå der nogle få hytter og fra et af dem steg røget blidt op af en skorsten, der var nogen der foretrak at leve lidt for dem selv blandt disse smukke bjerge, faktisk kendte ham dem der boede der, de hjalp nogen gange hinanden vis en af dem manglede noget, på den måde skulle han sjældent selv ind til byen.
Han så på hende igen for at se om hun var okay, hun så ung ud og duftede lidt alla dæmon, men det gjorde ham ikke noget for hun lignede ikke en der ville angribe ham.

Hun tog sig til hovedet igen og grinte lidt fjoget. "Men Alligevel undskyld jeg sådan kom flyvende" Sagde hun og kløede sig derefter lidt på kinden. Hun havde fået en lille rift men ellers ikke det store problem. Hun så lidt ned i jorden da hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Han havde ikke engang sagt et ord endnu. Hun blev lidt nysgerrig efter at høre hans stemme og så op på ham igen. "Ved du hvor de varme kilder er henne?" Spurgte hun bedstemt. Det kom lidt pludseligt men hun så opsat på ham og håbede på at få ham til at svare. Hun havde ledt efter de varme kilder i noget tid nu. Hun skulle op og forske lidt i det og prøve hendes kræfter af med det. Hun klappede lidt i hænderne mens hun holdte blikket på ham med store muntre øjne. Hun sensede noget dæmon over ham, men sidden intet var sket indtil videre følte hun ikke hun skulle passe for meget på endnu.

Han nikkede kort og smilte over hendes lille forsøg.
Han pegede over mod nogle bjerge i nærheden.
Han fløjtede kort og pludselig kom en stor pelsklump løbende.
Pelsklumpen viste sig at være en stor hund med vinterpels, den snussede lidt i luften og gik over til sin herre, som den snuste kort til og stod så klar.
Med hunden ved sin side begyndte han at gå over mod hvor han havde peget for lidt siden, fordi han ville vise hende vej.
Fordi hun skulle samme vej og fordi hun sikkert var nysgerrig ville hun sikkert automatisk følge efter ham.
Hunden gik rolig ved siden af sin herre, nogen gange gik den i forvejen eller ud til siderne og snuste, men var hele tiden i nærheden af dem, hele tiden på vagt.
Leo vidste at skulle der ske noget ville hunden være den første til at opdage det og derfor han havde kaldt på den, så den kunne advare dem.

Rea fulgte hans finger og så hen hvor han pegede hun så opmærksomt tilbage på ham bagefter i håb om han ville sige noget der men intet kom ud af ham. Hun så lidt undrende på ham med et smil og fik så øje på den store pels hund. manden begyndte at gå hen mod han pegede da hunden var kommet derhen og hun fulgte ham kort med blikket før hun forsigtigt begyndte at gå efter. *Han vil måske bare vise mig vejen? Eller..* hun smilede lidt skævt mens hun gik bag ham fordi hun ikke ville have det så godt hvis han troede hun var en stalker eller en freak af en slags. Hun var smuk og så meget blød ud. Hun blev nød til at holde lidt igen, da hun virkelig ville nusse den og kamme den. Hun tænkte lidt, og løb derefter op på den anden side af ham. "Forresten, mit navn er Rea" præsenterede hun sig med et stort smil og tog hætten over hovedet med et muntert blik sat frem for sig så hun kunne se hvor hun gik og ikke ville snuble igen eller noget..

Han var hele tiden opmærksom på hunden, men den rendte roligt af sted lige nu hvilket jo bare var en god ting.
Hans blik gled op på en ørn der fløj over dem, sikkert på jagt gik han ud fra.
Han så på Rea da hun havde sagt sit navn, før troede man ikke han ville svare igen, men så åbnede hans mund sig endelig.
"Leonard" hans stemme var dyb og varm, men alligevel med en vis kan som sagde at han sagtens kunne være vred vis det kom til det.
Der var også en underlig accent som man ikke rigtig kunne placere nogen steder.
Han fortsatte roligt med at gå.

Hun forsatte med at gå i stilheden og mærkede pludselig en spænding da hendes blik strejfede at han åbnede munde. Hans stemme var næsten som hun havde forestillet sig, men det var heller ikke fordi hun havde forstillet sig så meget. Hun smilede stort til ham selvom det kun var et ord hun fik ud af ham og hoppede muntert et par skridt foran, og fulgte hunden. "Leonard..." Gentog hun lidt for sig selv med hendes fingre flettede sammen på ryggen. "Hvor kommer du egentlig fra?" Spurgte efter hun havde tænkt lidt og ikke kunne få hans accent helt til at passe, selvom hun havde været i mange lande..

Han så lidt på hende...En nysgerrig og snakkesaglig person...
"Skoven" svarede han kort, n uhvor hans stilhed var brudt var der ingen grund til at prøve på at holde den.
Han så ned på hytten og en mand sod udenfor og vinkede til ham.
Han vinkede kort tilbage, men så så på hunden, men det var vist bare en kanin den havde snuset sig frem til.

Rea så undersøgende på ham og nikkede langsomt mens hun tænkte sig om. "Jeg vidste ikke man fik en anerledes accent ved at bo i en skov.. Er det en dyre accent?" Spurgte hun dybt alvorligt og nysgerrigt. Hun var en gang imellem lidt tyk pandet og det var ikke altid hun helt tænkte sig om. Hendes blik fulgte hunden mens hun kom ned og gik ved siden af Leonard igen, og ventede interesseret på svaret. Hun var meget nysgerrig og nogen gange kunne hun ikke helt styre det.. Hun klappede kort i hendes hænder for at holde varmen og så muntert på på Leonard efter med hendes venlige store smil..

Han begravede sine hænder i lommerne og begyndte at gå op langt en sti op af bjerget.
Han trak lidt på skuldrene
"Nej" svarede han bare, han ville alligevel ikke kunne forklare det, han havde haft accenten hele livet, han havde vist fået den af sine forældre engang, men hvor de havde den fra vidste han ikke.

//undskyld det korte svar//

Hun nikkede tænksomt. Hendes skridt knasede lidt i det sne som var kaldet og dannede et fodspor. hun smilede for sig selv mens hun så ned på hendes fødder. *En mand af få ord* tænkte hun roligt for sig selv mens hun kort lod blikket glide hen på hunden. "Hvad hedder den?" Spurgte hun med en klar hentydning til hunden da hun vippede med hovedet den vej. Hun betragtede dens skridt og hvordan den flot og yndefuldt farede afsted..

//gør ikke noget, håber heller ikke mit blev alt for kort >.