Når månen er fuld.. [Leonard Alegma Gelbraith]

Tid :: 23.58
Sted :: Sautant – SkaterParken
Omgivelser :: Der er kinda..tomt?
Vejr :: Mørkt, fuldmåne og let blæsende..

Mørket lå som et tyndt stykke stof hen over byen Di Morga. Og lyset fra den fulde måne lagde en hyggelig stemning omkring Sautant – Byen skaterpark hvor at de unge holdt til. Både dag og måske også nat. Bare ikke i aften. Denne nat var der kun en eneste person i hele parken. En pige på nok ikke mere end de 15-16 år. Hun sad bare der på en toppen af en af ramperne lavet af det sorte plastisk der nemt kunne give en nogle glidesår. Hendes ene ben var trukket op til hende og hendes arme var slynget om det i et slapt greb mens at det andet ben bare dinglede ned langs rampens glatte facade. Hun lignede godt nok en helt almindelig menneske pige. Hun havde en normal farvet hud. Ikke for bleg og heller ikke for solariebrun. Hun havde helt naturlig brunt og fyldigt hår der bølgede med en smule hjælp fra vinden der nærmest havde hærget over visse steder i byen hele dagen. Hendes øjne var også ganske almindelige. Ingen yderligere speciel farve. De havde en let mat grøn farve som så mange andre havde været heldige at få. Samt var der en måske lidt tydelig brun ring om hendes sorte pupil der gav det sidste twist til hendes iris. Hun var jo sådan set også bare et menneske. Sådan halvt om halvt siden at hun kun var halvt menneske. Den anden halvdel var så fyldt ud med noget ret så mærkværdigt. En stjerne. Ikke sådan en kendt man så på film. Men sådan en der kunne findes på himlen en stjerne klar aften. Det var der ikke helt denne aften. Der var ingen stjerner fremme på det mørke lærred. Kun månen. Men det mest mærkværdige skete dog på en aften som denne. En fuldmåneaften. En dis af noget der kunne minde om noget glimrende støv havde lagt sig om hende og cirkulerede mellem hinanden. Stjernestøv med et blågrønt skær. Ellers stod et lidt kraftigt lysskær ud fra hende. Dette havde en varm gullig farve. Som det lys der kom fra en lampe. Dog var dette mere skinnende og det var nemt at se at det kom fra hende. Hendes hud. Dette var Zarah. En heldig pige der havde blevet velsignet fra helt nyfødt. Så hun var ikke født halv stjerne. Hendes blik var rettet mod bunden af den rampe hun sad på. Det var et lidt fjernt og fraværende blik så hun så med sikkerhed ikke lige på noget bestemt. Lod bare tankerne løbe rundt. Dette øjeblik oplevede hun heldigvis kun en gang om måneden og kun i noget med ti minutter ved midnat. Men hun havde lært at leve med det. Og hun var ved at blive god til at skjule det for andre. Hun fandt altid steder hvor der ingen var. Hun var iført noget typisk hverdagstøj til en efterårs dag. Lyse jeans og en løs armygrøn T-shirt samt et par nogenlunde nye sorte converse. En grå jakke af noget kunstigt cowboystof lå ved siden af hende men hun så ikke ud til at fryse. Hun kunne jo også bare tage den på hvis hun gjorde.. Der var ikke rigtigt noget smil fremme. Hun var virkelig ikke helt til stede lige nu. Men så alligevel var hun...

Måneskind på æblekind.
Et smil gled over de blege læber, bredte sig over det nederste af det fine ansigt, men nåede ikke helt øjnene, ikke helt. De blå øjne gled rundt i parken, søgende, ledende. Han havde tabt noget tidligere, ikke blot noget, noget vigtigt. En ring, nærmere bestemt. En ring han havde fået, det var egentligt latterligt at han savnede den, han havde jo ikke brug for den, ikke på nogen måde, men den mindede ham om hans menneskelige side, mindede om hans tålmodige side, siden der ikke var bæstet.
Leonard var iklædt sort jakkesæt, hvidt skjorte og sortslips, man måtte stå ud, og ikke stikke ud, ligesom punkere, hippier og hvad der nu ellers fandtes af snavs i denne verden. Han fugtede sine læber, og de faldt de isblå øjne på et lys, et lys, længere inde fra skate parken, han forstod virkelig ikke hvorfor fanden han havde været her tidligere, det var vel en genvej, eller blot et enkelt glimt af sindssyge?

Han tog et skridt imod lyset, betragtede det, og da, genvandt han sin hjernes brug. Gik med raske skridt imod det, smilet, nu falskt dækkende hans øjne. Og da han nærmede sig, faldt de isblå øjne på kvinden, and oh gods above did'nt she look delicious! Han måtte udvise enorm selvkontrol for ikke at kaste sig over hende. Men nej, hold masken, hviskede han stille til sig selv. Trådte et skridt frem, så hun kunne se ham. Foldede hænderne bag ryggen, og betragtede hende. "Godaften min kære, er det ikke lidt sent at være ude?" i bedste film stil, bippede noget i hans lomme, 24:00. Var klokken slået. "Ville de have imod hvis jeg gjorde dem selvskab?" spurgte han, stadig smillende.
Falskt.

Zarah opdagede ikke denne fremmede og unge mand der kom gående hen mod hende. Hun hørte ikke skridtene der kom nærmere og nærmere. Hun var helt væk i sine egne tænker og minder. Eller hvad? Måske var det bare den måde at hun reagerede på når dette nu skete for hende. Måske havde det en underlig virkning på hende. Måske var hendes krop blot en tom skal under dette. ingen kunne vide det. Kun hende selv. Og hun kendte stort set alle svarene om sig selv. Hendes fulde identitet var hun kendt fra hende. Der var ingen der kunne vide mere om hende. Ikke engang hvis personen kunne læse hendes tænker eller rode i hendes sind.
Dog så hun ikke ud til at være yderligere overrasket eller forskrækket over at der faktisk pludsleig stod en ung mand tæt ved den rampe hun sad op..og talte til hende. Hun så dog ud til at vågne fra sin egen verden før at hun så drjede sit hoved og så mod ham med hendes lidt lysende matgrønne øjne med den perfekte brunering inde ned pupilen. "Ehm.. Godaften.. Og nej jeg syntes da ikke det er særlig sent at være ude.. Hellere her ind der hjemme.. Det hjælper at være lidt udenfor her ved fuldmåne" sagde hun stille og roligt men også højt nok til at han sagtens ville kunne høre det. Hun slap sit ene ben og lod det dingle ned ved siden af det andet. "Hmm.. Det kan du vel godt.." Hun sendte ham så et smil. Et ægte..