All alone i the dark...-Manda

S: Parken
O: en due og nogle vildfarende ånder
V: Koldt og sne
T: omkring midnat

Jane sad for sig selv. det var mørkt. solen var forlængst gået ned og stjernerne skinnede klart fra den mørkeblå himmel. hun betragtede den blege fuldmåne og sukkede. hendes lange sorte hår hang løst ned over hendes ryg. selvom det var langt under fryse punktet havde hun t-shirt på. Jane følte ikke kulden på samme måde som mennesker. hun var vampyr. hendes klare violette øjne betragtede en fugl lidt derfra. det var en due. hun begyndte at nynne lidt for sig selv. en gammel melodi fra dengang verden føltes som et bedre sted. sneen dalede stille ned omkring hende. hele parken lignede noget fra et eventyr. alt var dækket af dette fine hvide pulver

Manda gik rundt, han havde ulvehale og ører. Hans krop rystede kraftigt og han gik svimmelt rundt. Han følte sig sså svækket og alligevel så stærk over den fulde måne der stod på himlen. Det var skyfrit, så skæret ramte ham. Han kunne ikk klare det særlig meget og han vidste hvordan han reagerede på en fuldmåne, han ville snart falde sammen. Men han ville ikk falde i søvn før solen stod op, ellers ville hans varulv selv tage over kroppen og begynde at lave et kaos. Han havde prøvet det før og kunne ikk glemme hvorda der så ud da han solen stod atter på himlen. Han faldt ned at sidde og krøllede sin krop lidt sammen. Han følte en smerte der var meget stor, men hans segl der holdte ham fra at forvandle sig imens han var bevidst gjorde at det kun gjorde ondt. Han peb lidt.

Jane sad lidt i sine egne tanker da hun fik øje på en dreng. eller en mand var det vel... en ung mand. uf hvor følte hun sig gammel når hun sagde det ord. unge mand. hun så at han rystede. var han i smerter? hvorfor skulle hun bekymre sig om ham? her var det de færreste der bekymrede sig om hverandre. hun sukkede og kaldte en af de vildfarende ånder til sig. hun smilede venligt til den og bød den at svæve over til ham og undersøge hans ve og vel. hun fulgte åndens ensomme vandring med blikket. Jane havde en speciel evne eller hvad man nu kaldte det... hun kunne tale med ånder. det var både godt og skidt.. hendes blik fæstede på drengen i mens hun ventede på ånden tilbage komst

Han rystede lidt. Han kiggede op på ånden. Hans øjne var gule. Han snerrede lidt af den og man kunne se han havde ondt. Han bed sig i læben. Han fik skarpe negle og borede dem i jorden. Han lukkede øjnene hårdt i. Hans krop ville ikk slappe af over fuldmånen. Han kunne ikk skjule sig, han havde glemt der var fuldmåne og fandt ud af det da det var for sent. Han ville gemme sig for månens skær, så smerterne ville mindske sig til mindst halvdelen. Han hev lidt efter vejret, hans krop blev tvunget til at holde varulveformen tilbage af sit segl. Han ville hellere gemme sig for fuldmånen end at gå rundt og skade alle han så. Han havde opdaget en pige, men han vidste hvordan samfundet var blevet siden Ma'lakel kom til magten så han var ganske ligeglad med om pigen bekymrede sig eller ej.

//Undskyld hvis jeg lyder opmærksomhedssyg, altså med smerterne og det. Men varulv, fuldmåne... Ja...?^^'

Jane der ellers havde været fast besluttet for at passe ind vidste ikke hvad hun skulle gøre. ånden bekræftede hvad hun allerede havde gættet. han var i store smerter. hun var splittet. hun havde lært at det var bedst ikke at bekymre sig om andre en sig selv, men denne ondskab lå ikke i hendes natur. tøvende rejste hun sig og satte kurs mod ham. hendes sorte sko efterlod aftryk i den hvide sne. da hun lige akkurat var uden for rækkevidde stoppede hun op. "Har De det godt?" spurgte hun lidt usikkert. hu var ny. hun kæmpede for at lære de regler denne by havde. hun smilede forsigtigt. man kunne lige skimte et par skarpe hjørnetænder. det var ikke bare 'normale' hjørnetænder. nej det var tænder beregnet til at borde igennem huden og lige ned til den dejlige røde væske der fandtes under huden på andre væsener

Han åndede uroligt. Han kiggede på hende da hun rent aktisk gik over til hende. Han prøvede at svare, men ingen lyd kom ud af munden på ham. han krøllede sig krop mere sammen og holdte sig ved ribbene. Hans krop lignede at den blev lidt større nogle gange, men så blev mindre igen. Han peb lidt og hans hals bevægede sig i form af smerter. Han knyttede hænderne og lukkede øjnene hårdt i. Han drejede sig lidt, den kolde sne var rar at mærke da han ellers ville have fået en høj feber på sig hvis der ikk var noget til at køle ham ned så han holdt sig i almindelig temperatur.

Jane så skræmt på ham. Hvad i alverden var der galt med ham? Det var som om han voksede og skrumpede hele tiden. Han så bestemt ikke for godt ud. Hun vidste ikke hva der ville hjælpe ham. Eller om han ville have hjælp for den sags skyld. Hun turde ikke gå tættere på ham. Jane havde lært man aldrig skulle stole på nogen. Hun vidste jo ikke om han virkelig var syg "er du okay?" spurgte hun og meget mod Sun vilje kom et bekymret tonefald frem.

Han blev liggende. Han krølede sig hårdt sammen og lå på siden. Han havde skarpe tænder og borede sine negle lidt ind i sine ribben. Han ville af med den smerte månen gav ham. Han vred sig lidt. Han hørte hende igen. Han fik sin ene hånd til at give slip og pegede mod fuldmånen. Han peb lavt og lukkede øjnene hårdt i. Han kunne ikk holde sin hånd oppe særlig længe for han måtte holde fast i sine ribben igen. Han fik skarpe tænder og bed dem hårdt sammen. Han drejede sig igen.

Var han en varulv? Det ville forklare det. Troede hun. Det eneste Jane vidste om varulve var at de blev til varulve ved fuldmånr også selvfølgelig hvordan man slog dem ihjel. Ingen af de to ting var relavante lige nu. Hvad skulle hun gøre? Måske hvis hun kunne få ham væk fra månens lys. Hun så på ånden i håb om råd. "hvad skal jeg gøre ved ham?" spurgte hun den uden at tænke på hvad han ikke ville tænke om hende. Her stod hun og ud fra hans synspunkt så det vel ud som om hun talte med sig selv.

Han kiggede tomt i luften. Han lagde hånden ved hjertet og mærkede det bankede hårdt. Han bed sig hårdt i læben og kom til at bløde fra den med sine skarpe tænder. Han mærkede han græd lidt over den utrolige smerte, men han kunne holde det ud. Det havde han gjort de mange andre gange... Han drejede sig og lå på den anden side, han hev hårdt efter vejret. *Ikk fuldmåne...* tænkte han stille. Han ville gerne vækk fra dens lys, men han var ikk i stand til at komme nogen vegne. Han hørte hende og hans ulveører havde front mod hende. Han kiggede ikk selv.

Hun så på ham. Hun kunne lugte blodet. Hendes øjne lyste og hun blev opmærksom på en brændende fornemmelse i halsen. Nej tænkte hun irriteret og rystede på hoved. Hun ville gerne hjælpe, men allr vidste at varulve var farlige og ykontrolable dyr. Hun bukkede sig langsomt ned opmærksom på en hver form for fjendskab. Hun var klar til at angribe hvis det kom dertil. Hun tog varsomt fat i hans arm ìg trak ham hurtigt ind under et træ. Træet skyggede for det kræftige månelys. Her mørkt. En der ikke levede i mørket ville ikke være istand til at se en pind. Hun slap ham og bevægede sig igen udenfor rækkevidde. Han kunne jo godt finde på at angribe... Hun smilede firsigtig og vendte atter hoved mod ånden "ja det var uventet" sagde hun til ånden En varulv der bevægede sig ud i fuldmånr få at bekæmpe sin forbandelse var bestemt ikke noget Jane havde set før og det havde ånden heller ikke

Han reagerede ikk på så meget. Han mærkede hun forsigtigt tog fat i ham. Han kiggede på hende og så at hun... hjalp ham? Han var ikk hjulpet af en vampyr i lang tid... Han mærkede hvordan skyggen gemte ham for månelyset. Han begyndte at tage den mere med ro og smilede lidt afslappet. Han åbnede øjnene og kiggede på hende. Han fik sig op at sidde og tog en hånd til hovedet. Han kiggede svækket rundt og mærkede han havde det dårligt. Han kiggede på hende igen, "tak..." sagde han stille og støttede sig ind til træet. "Jeg gør ikk noget, selvom vi er naturlige fjender gør jeg ikk vampyrer noget..."

Jane smilede hun ville ikke fortælle hvad Hun gjorde ved varulve. Eller ihvertfald hvad hun var trænet til at gøre ved dem... Hun smilede drømmende "jeg har ikke hjulpet dig!" hvæsede hun. Hun havde ikke noget imod varulve men hvis de andre vampyrer fandt ud af hun havde hjulpet en var hun færdig... Hendes smil vendte tilbage. Hun gjordt sin pointe tydelig nok mente hun "Jeg er Jane" sagde hun og undlod sit efternavn. Hun brugte aldrig sit efternavn. Hun nedstammede fra nogle af de ondeste vampyrer i historien. "det har er Lisa" sade hun og pegede op på den ond han højstsandsynligt ikke kunne se. Hun havde dog glemt der ikke var andre der kunne se dem. De var en del af hendes hverdag. Så hun betragtede dem som venner. Hendes eneste venner indtil videre

Han kiggede roligt på hende. Han sukkede let, "jeg forstår..." sagde han roligt. Han kiggede på hende, "Men jeg vil bede dig om ikk at lade som om der intet er imellem os..." sagde han roligt og kiggede på hende. Han hørte hendes navn, "Jeg er Manda." sagde han roligt. "Men tilbage til emnet, hvis du vil må du gerne sllå mig ihjel eller skade mig som jeg ved du er oplært til at forstå os varulve som." sagde han og kiggede på hende. Han ignorerede det med ånden, han kunne mærke de var der, lugte dem nærmest. Men se dem kunne han ikk.

Hun gøs hun slog ikke ihjel uden grund. Jo hun slog bestemt andre ihjel og gjorde dem ondt m.m. Men hun havde ikke lyst til at slå ham ihjel. Han havde ikke gjort hende noget hvilket var mere end man kunne sige om så mange andre... Selv vampyrer... "jeg vil ikke gøre dig noget"sagde hun og satte sig ned

Han kiggede på hende, hun så ud til at tænke over det. Han smilede til hende da hun havde besluttet sig. "Det er fint, jeg vil heller ikk gøre dig noget med vilje i hvertfald..." sagde han og kløede sig bag hovedet. Han aede hende blidt på hovedet, "Men du er måske lidt ensom siden du er venner med ånder?" smiled ehan let og kiggede rundt. "jeg kan mærke dem, men ikk se dem."

Jane smilede lidt "ja i disse mørke tider er det svært at finde venner. Alle passer sig selv og hvordan kan man også forlange at andre der knap nok kan leve med sig selv ìg deres ugerninger skal kunne leve med andres?" hun smilede lidt. Hun kunne godt lide ånderne fordi de ikke havde noget med denne verden at gøre. Hun hjalp dem også med at komme videre, men tit var det ret svært "der hvor jeg kom fra var verden helt anderledes..." hendes ansigt blev fjernt igen dom om hun drømte sig hen til en bedre verden. "hvor lang tid har du opholdt dig på dette trøstesløse sted?" spurgte hun og spekulerede over hvor lang tid der mon ville gå før hun var lige så koldt som allr andre...
Hun kunne godt lide Mandas aen på hendes hoved Hånden over hendes tykke sorte hår var behagelig og tryg

Han sukkede let, "ja, men jeg er ikk venner med dem der bare passer sig selv. Mine venner er bekymrede for sine andre venner og jeg er bekymrede for dem." smiled ehan let. "Jeg er ligeglad med Ma'lakel og alt andet. Jeg er bare mig..." sagde han bestemt. Han kiggede roligt på hende, han lagde hovedet på hendes skød og lukkede øjnene. Han nussede hoevdet blidt til hende, "Jeg vil gerne være din ven, medmindre vi er fjender." sagde han og kiggede på hende. "Det er dit valg." sagde han med et smil og aede hendes kind blidt. Hun var nu meget venlig for at have hjulpet hende væk fra måneskæret. Han havde stadig smerter, men han var vant til at have dem. Hans krop voksede og skrumpede ikk mere.

Jane smilede. Et rigtigt smil. Ikke et af de der høflige smil der før havde været på hendes ansigt. Nej et rigtigt smil. Fra øre til øre så man rigtig kunne de de fine hvide tænder og de unaturligt lange hjørnetænder. Det var lang tid siden hun havde smilet rigtigt. Det var vel snart over tuisinde år siden. Hun havde aldrig haft en ven før. Kun folk der prøvede at komme på god fod med hende fordi de var bange for hende eller fordi de ville have del i den magt hun havde haft. Hun havde aldrig haft noget at smile af. Folk havde været bange for hende på grund af hendes kontakt med de døde. Hun gav Manda et stort kram. Hun var ligeglad med hvad han var. Nu var han bare hendes ven. Hendes første ìg eneste ven. Hun var lykkelig. Hendes violette øjne lyste i begejstring.

Han kiggede på hende, hun smilede nu meget over hans tilbud. Han kiggede roligt på hende og aede hendes kind blidt. Han mærkede hun krammede ham stort og var lidt overrasket. Han kiggede lidt stille ud i luften og derefter på hende. Han smilede let og aede hendes hoved blidt, "Rolig nu søde, jeg tilbød kun at være venner." sagde han roligt. Han kiggede på hende, han vidste havd hun tænkte. Han kunne trods alt læse tanker selvom han ikk ville... Han bed sig i læben, ingen der gad at være venner? Kun i frygt eller begær... Han sukekde let og lagde sig til rette ved hendes skød med hoevdet da hun gav slip. "Jeg viller ikk have nogen speciel grund til at blive venner emd dig, jeg vil bare gerne være venner med dig fordi det ville være rart. Ikk pga noget andet."

Jane smilede. Hendes ven. "ven" hun sagde ordet for sig selv det føltes godt. Hvordan går det med øh månen" spurgte hun. Hun vidste ikke hvordan hun skulle formulerer sig men hun håbede at han forstod. Hun smilede lykkeligt til ånden. Hendes åndeven forsvandt langsomt. Hun så på ham venner. Ordet gav genlyd i hendes tanker og for første gang havde hun en fornemmelse af at hun kunne blive lykkelig i denne trøstesløse by "hvad er en varulv egentlig? Det eneste jeg ved om dem er hvordan man slår dem ihjel" spurgte hun nysgerrigt. Jane var af natur meget nysgerrig. Lidt for nysgerrig til hendes eget bedste var der mange der mente.

Han kiggede på hende. Han stoppede op, "Det går... Jeg har altid store smerter under fuldmåne. Men jeg er vant til dem så længe jeg holder mig i dække for lyset." sagde han roligt. Han sukkede let, "Jeg får en for stor smerte hvis lyset rører mig overalt." han kiggede på hende. Han aede hendes hoved blidt og smiled elet. Han kyssed ehende blidt på panden. 2Varulve er meget forskellige, nogen er gode andre onde. Varulve er ikk meget anderledes fra vampyrer. Nogen er onde andre gode. Det er sådan det er."

Hun så på ham. Hvad så med alle de historier hun havde hørt som barn? "øh går i også i bad?" spurgte hun ìg huskede alle de historie hun havde hørt varulve var altid bedskidte ìg ildelugtende. Hun lugtede forsigtigt til Manda nej han lugtede ikke. Tværtimod han havde en ret behagelig duft. Var intet af det sandt? Hun knyttede hænderne og følte sig rigtig dum. Var intet af det hun havde lært sandt?? Havde hun bare været på et langt hjernevaskeri i allr de år?? Hun trak på skuldrene sket er sket. Hun høs at man kunne vende sig til smerte... "hvorfor bliver du ikke bare til en varulv?" spurgte hun. Hun havde besluttet sig for ikke at stole på noget af hendes viden længere. Hvilket sagde ret meget da Jane var en relativt gammel vampyr

Han kiggede på hende, "Jo squ da! Vi er da ikk klamme!" sagde han og gøs lidt ved tanken om ikk at gå i bad. Aldrig et bad i livet!? Det ville da være for klamt. Han kunne godt finde på at lege i mudder, men han ville da ogs vaske det af når han ikk fandt det sjovt mere. Han kiggede på hende og nussede hoevdet til hendes skød, han smielde let. "Nogen varulve vælger at få sat segl på deres forvandling, jeg ved ikk om jeg valgte det. Men du så godt hvordan min krop voksede og skrumpede. Ikk sandt? Det er pga et sejl jeg har." sagde han roligt og smilede til hende. Han lukkede øjnene, "Deusden hvis jeg blev til en varulv, ville Black have kontrollen og ikk mig. Så det går ikk."

"black? Hvem er black?" spurgte hun nysgerrigt en sort? Jane betragtede ikke sig selv som rasist og hun så heller ikke Manda som rasist men hvem ved? Navnet black havde ihvertfald lidt rasistiske undertoner. "segl hvad
Mener du med et segl? Man kan da ikke benægte sin natur. Ender det ikke bare med at al den vrede du ar lukket inde lige pludselig eksploderer og du bliver endnu farligere end du var som Normal varulv. Hun kunne se det for sig en stor ulv der nedslagtede hele byer og slogsnå uskyldige børn ihjel. Kunne man benægte sin natur? Det ville jo svare til at hun stoppede med at drikke blod.. Nu hun tænkte nærmere over det var hun faktisk ret sulten... Det var over tre uger siden hun sidst havde spist. Hun så sig om efter noget spiseligt. Måske en vildfaren engel eller noget andet